Kilder: Theriault, DeeBeeGee`s Virtual Black Doll Museum, The Guardian
Sjælden Leo Moss karakterdukke.
Leo Moss var afroamerikaner, der var født og levede sit liv i Macon, Georgia, USA. Leo Moss var uddannet som snedker og arbejdede som dette, og som altmuligmand, rundt omkring i byen, hvor der var arbejde at få – og så var han dukkemager.
Man ved ikke meget om hans liv. Han var far til fire børn og bliver beskrevet som en venlig mand, med megen kærlighed og tålmodighed.
Det siges, at han startede med at lave “hvide” dukker, for at kunne brødføde sin familie. Men det siges også, at han købte dukkekroppe af en legetøjsleverandør i New York, som han så påførte sin papmache over. Papmachen var lavet af rester af tapeter, som han kunne finde rundt omkring på sine småjobs. Dukkernes sorte hudfarve, var sod fra Kakkelovne og skorstene. Hovederne modelerede han selv af sin papmache.
Dukkernes ansigtstræk, var fra familien, dens børn og børn i nabolaget. Hvorfor er dukkerne så triste eller græder? Nogle skriver, at det var fordi hans kone forlod ham, sammen med deres børn, til fordel for legetøjsleverandøren i New York. Andre siger, det var, hvis han hørte et barn græde, men han modelerede dukkerne. Den helt rigtig grund, kan man kun gætte sig til. Men måske var det et trist liv, der gjorde det.
Han lavede flest børnedukker, men også voksne dukker, har han produceret.
Her en ældre herre af Leo Moss
Fra slutningen af 1890,erne til slutningen af 1930,erne, var han produktiv. Helt nøjagtigt, hvornår han startede og sluttede, er ingen nøjagtig viden om.
Nogle af dukkerne er umærkede, nogle har deres navn og årstal skåret på kroppen (som f.eks. Mina) og nogle har en stoflap på, med hans initialer LM.
Mina med de karakteristiske tårer.
Det vides ikke, hvor mange Leo Moss-dukker, der findes i dag, men mindst to af dem skulle være modelleret, efter et par hvide søstre, der var døtre af en af hans arbejdsgivere. Dem har jeg desværre ikke kunnet finde nogle billeder af.
Denne dukke, ser da ikke så ked ud af det.
I dag er dukkerne sjældenheder, til en værdi af tusindvis af dollars. Moss så aldrig en øre af det. Han døde fattig, og det siges, at han er begravet i en fattiggrav i Illinois.
I anledningen af Dronning Elisabeths 70 års jubilæum, som regent, har firmaet Mattel, kreeret en Barbie dukke i den flotteste kjole, som til forveksling ligner de kjoler hun bærer, til royale anledninger. Også nogle ordner, er der blevet plads til på kjolen.
Sammen med dukken, får man en kopi af tronrummet, på Buckingham Palace.
Dukken kan købes for 75 dollars, hvilket svarer til omkring 500 danske kroner.
Der findes så mange dygtige dukkemagere og på Instagram følger jeg en del. Især Sybil´s Tales, hvis dukker er så charmerende og søde.
Sigita Stonienė er fra Litauen og er den dygtige dukkemager bag Sybil’s Tales. Hver eneste dukke har sinhelt egen fortælling, som det er en fornøjelse at følge med i. Tøjet er imponerende flot og der er kræset om enhver detalje. Dukkerne er meget efterspurgte og bliver revet væk, lige hurtigt som de er færdige.
Jeg har fået tilladelse til at bringe historien om Kaya og Magnusher på bloggen.
Mit navn er Sigita og jeg er dukkemageren bag Sybils fortællinger. Min passion for dukkefremstilling startede for rigtig længe siden – jeg husker mig selv som et barn, der limede stof sammen for at lave en dukke, som jeg ikke kunne se på det tidspunkt. Senere har jeg fået en uddannelse i kunst og tøjdesign. Jeg arbejdede som designer, kort før mine børn blev født. Jeg vendte tilbage til dukkefremstilling, da mine børn var små tilbage i 90’erne – dukkerne var ret forenklede på det tidspunkt, men udviklede sig virkelig over tid. Jeg lagde dukkefremstillingen væk i en periode, men øvede mig altid i at sy – jeg syede til mig selv og min datter, indtil mit barnebarn Sibile igen inspirerede mig til at vende tilbage til dukkemageriet igen – det er virkelig mit lykkelige sted, hvor jeg kan omfavne kreativitet, pleje håndværk og dele glæden igen.
Sigita Stonienė
Kaya og Magnus – historien om de bedste venner
Der var engang en lille pige, der kunne lide at drømme og hendes fantasi var rigtig god. Når hun følte sig lidt ensom forestillede hun sig, hvordan det det ville være at have en bedste ven. der altid ville lytte og grine sammen med hende. Lille Kaya gik alene rundt i gaderne i den lille gamle by og iagttog nysgerrigt mennesker og børn, samlede små sten der lignede dyr. Hun prøvede at blive ven med de herreløse katte, men de ville aldrig snakke med hende.
En dag sad Kaya på bænken på et sødt lille torv. Hun læste et eventyr om prinsesser og dværge, imens hun spiste en rigtig lækker sandwich med ost. Hun var virkelig opslugt af sin bog, da historien var ved at nå kulminationen, og hun var ved at finde ud af, hvad der skete med den onde heks. Kaya rakte ud efter sin sandwich og kunne pludselig ikke finde den – hun stirrede overrasket et sekund. Kaya så sig omkring og rynkede panden, da hun bemærkede, at nogen kiggede på hende bag bænken.
“Hej, hvem er der?” spurgte hun. Ingen svarede, men hun kunne høre en stille gnasken. Først blev Kaya lidt bange, men hun besluttede, at hun ville ikke at give op uden kamp.
“Hvem er du, og hvorfor har du stjålet min sandwich?” spurgte hun med vred stemme.
Hun så den sødeste lille brune næse og runde ører. Det var en mus med den blødeste skinnende grå pels.,
“Er der ikke nogen, der har lært dig at dele?” spurgte musen, mens hun stadig nappede af osten på sandwichen. “Tror du ikke, det er egoistisk at spise sådan en stor sandwich helt alene? Der er vist ingen, der har lært dig en gode manerer” Kaya følte sig virkelig næsten flov. Forvirringen var så tydelig i hendes ansigt, at den lille kloge mus fortsatte.
“Selvfølgelig vil jeg tilgive dig, hvis jeg må sidde på dit skød og og du vil klø mig på ryggen og ørerne, mens jeg spiser sandwichen”. Kaya lagde ikke engang mærke til, at musen klatrede op på bænken og allerede sad på skødet. Hun rørte ved ham, og hans pels var så blød, at hun ikke kunne lade være med at ae den.
“Jeg er Magnus” præsenterede musen sig. “Jeg er den klogeste mus i verden” Magnus led tydeligvis ikke af mangel på selvtillid.
Da Kaya kom hjem og tænkte på Magnus, blev hun lidt irriteret over hans opførsel. Samtidig ville hun gerne tilbage og møde denne stolte mus igen.
Kaya mødte Magnus igen og igen – hun lavede hans yndlingssandwich og bragte den sammen med ost til ham. Hun lærte, at Magnus virkelig var klog – han lærte hende om alle eventyrene i den lille gamle by. Han viste hende, hvor hun skulle gemme sig, når regnen begyndte, og hvor hun kunne se den smukkeste solnedgang. Der gik måneder, og Kaya spadserede stadig rundt i de små gader, men var ikke længere alene. Magnus lærte hende at cykle og lave de lækreste sandwich med tredobbelt mængde ost. En tidlig morgen indså hun – hun havde faktisk fundet sin bedste ven.
Kaya har rødt naturligt mohairhår, som jeg selv har klippet. De sidder rigtig godt fast, du kan flette, rede og lege med dem. Hun er en fritstående dukke. Hun er 44 cm (17,3”) høj, kan vippe hovedet op og ned, også flytte det til siderne. Hendes proportioner ligner et barn på 5 år. Hendes ben kan bøje sig på knæene, hun kan sidde pænt. Kayas hoved, torso og ben er nålefiltede, kun hendes arme er frithængende og fyldte. Magnus er håndlavet legetøj, jeg har lavet ham af uld og bomuld. Han har en lille pyjamas med små blå knapper.
Sigita
Se flere af Sybile´s Tales skønne dukker på hendes hjemmeside: www.sybilstales.com
Sybil´s Tales er også på Facebook,Instagram og Pinterest
Tusinde tak Stonienė, for tilladelse til at bringe denne artikel.
Indrømmet, jeg holder meget af soldater, især marinesoldater. Min far var ved Søværnet og hele min barndom var præget af det, på mange måder. Og på min morfars side var mange generationer tilknyttet Holmen og de er døbt, konfirmeret, gift og begravet fra Holmens Kirke. En tiptipoldefar var sågar tambourmajor og blikkenslager på Christiansø, så det ligger måske i generne.
For omkring 20 år siden købte jeg min første lille soldat i bisque, på et antikmarked i Hamborg. Og det er først for et par år siden jeg erhvervede mig den sidste, marinesoldaten, som ser så glad og fræk ud. Længe havde tanken om en skole været der og nu begyndte jeg så, at finde på møbler osv til den. Skolestuen fik jeg også købt, den er meget brugt og det ses tydeligt, men jeg syntes den er charmerende sådan og jeg ville gerne have det patinerede look. Kun en enkelt soldat er købt i Danmark, af en anden samler. Resten er købt i Tyskland.
Her er de så, soldaterne. Søde og charmerende på hver deres måde.
For et par år siden begyndte jeg halvhjertet at sy på en uniform til læreren, men det blev ikke til mere. Min mands kræftsygdom og coronaen satte en stopper for lysten til at fortsætte.
Men så en dag fik jeg en mail, fra Mosede Fort Museet, de havde læst min artikel , http://dukkedroemme.dk/boern-og-legetoej-under-1-verdenskrig/Børn og legetøj under 1. Verdenskrig, her på bloggen. De skal i uge 8 have udstillingen “Skal vi lege krig?” og ville gerne i den anledning, have lov til at låne min samling af dukker og børneservice.
Jeg så straks muligheden for at få skolen færdig og gik i gang med at sy uniformer og lave skoletasker m.m. og da alt er syet og lavet i hånden, tog det en del timer.
Bælterne er lavet af blødt skind og med dukke skospænder, som bæltespænder, ligeledes til taskerne.
Taskerne fandt jeg mønstret til på Pinterest, et nemt et, hvor man blot limede dem.
Her ses en af skoletaskerne. Uh, man ser alle fejlene på sådan et billede her. Her kan man også se feltflasken og trompeten, som jeg skriver om længere nede.
Jeg havde som tidligere skrevet købt ting til skolen hen ad vejen, men manglede alligevel en del ting. Så sendte Sigi Ulbrich www.tortula.de, mig et billede af en af hendes fine stuer og på væggen var de sødeste billeder, af mennesker i folkedragter. Jeg spurgte til dem og fik at vide at det var badges, som under 1. Verdenskrig og blev givet til de mennesker, der hjalp de fattige. Og dem var der masser af og det offentlige kunne ikke hjælpe alle. De bliver kaldt WHW, hvilket er en forkortelse af “Winterhilfswerk”.
Efter jeg gik på Ebay.de for at lede efter disse, er jeg blevet klar over, at det som så meget andet, er et stort samlerområde. Jeg var heldig at finde skønne billeder også, af soldater fra forskellige årstal. De er i metalrammer og er maskinsyede. Da jeg var i gang fandt jeg en komplet serie fra 2. Verdenskrig og et par skibe, også derfra.
De er da fine og ret velholdte, når man tænker på, at de er over 100 år. WHW. Foto: Ebay.de
Denne serie syntes jeg var fin, men blev glædelig overrasket , da jeg fandt ud af at de passer perfekt i størrelsen til soldaterne. Den er fra 1941. WHW. Foto: Ebay.de
WHW fra 2. Verdenskrig. Foto: Ebay.de
Verdenskortet, kortet over Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, samt de andre anskuelsestavler er printet ud på rispapir og så limet på tyndt pap.
Den uartige soldat kunne ikke finde ud af, at man ikke må lave papirsflyvere i timen, så nu står han og kommer på bedre tanker. Man kan også se hans tornyster fra WHW.Læreren er lettere alkoholiseret, det er hårdt at få skik på de ustyrlige små soldater.Denne tavle med små anskuelsesark er helt ny, den er købt påwww.jacominis.com. Den falder så fint ind, syntes jeg.. Hele skolen er en blanding af nyt og gammelt og tidsperioderne passer heller ikke. Men det er Ok!
Denne kanon er fra Kinderæg og fra midt 1970,erne.
De fine metalsoldater i vinduerne er købt i Kramboden i Odense og den sidste på hest, et arvestykke fra en kær dukkesamler.
Ja, han står her endnu!
Jeg håber I kan lide min skolestue, som tidligere skrevet, er den en blanding af lidt af hvert, men det har været rigtigt hyggeligt at lave den og på en måde, lidt trist den er færdig nu. Men så har jeg fået gnisten tilbage og nu står min Fanøstue og mit englehus, med engleskole og venter på, at jeg går i gang med dem.
Endnu engang har Sigi Ulbrich, sendt en interessant artikel fra sin og hendes mand Gerhards, vidunderlige verden.
Tusinde tak!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de Fotos, Hvis ikke andet er nævnt :GMUwebSign
Oversættelse: Lene Byfoged
Endelig tid til de fine små ting.
Jeg tror, at alle, der beskæftiger sig med dukkehuse i bondehusstil, har set de små blå møbler, på en online-auktion.
Selvom de ved første øjekast ser så helt anderledes ud – en anderledes blå farve, en anderledes dekoration. – er de uden tvivl Kuhn.
Min første kontakt med disse små møbler, var for mange år siden. Jeg fortalte stolt til min veninde Steffie, at jeg havde købt et lillebitte værelse af Dora Kuhn fra 1950’erne. Så sendte hun mig det smukke foto til venstre – tak Steffie for at jeg må vise det her. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være og rekonstruerede det – så hurtigt som muligt – med mine 50 år gamle møbler.
Men jeg var selvfølgelig også lidt “jaloux” over, at jeg som samler og, som jeg troede, kender af bondehuse, nærmere bestemt Kuhn, ikke havde dette dejlige sæt.
I 2011 opdagede jeg dele af et sæt, på en internetauktion og var heldig, at købe det til en god pris. Det var jo så starten, til mit fremtidige værelse.
I 2017 gav Sherri og Steve deres grandniece et lille dukkehus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billedet her. Steve havde bygget rummet, Sherri købte det søde lille komfur og jeg hæklede de små tæpper. Sherri var synligt glad for, at indrette dette lille værelse, og jeg forsøgte endnu en gang at genskabe et foto, der var blevet bevaret. Men sådan et værelse havde jeg stadig ikke.
Da disse to dele blev udbudt, købte jeg dem med det samme. Nu havde jeg endelig et bord – og endnu en kommode.
I begyndelsen af 2020 – lige da verden var lukket ned – modtog jeg en e-mail fra min ven Geli. Hun havde også købt et delvist sæt af disse møbler og var i gang med at lave en lille æske til det. Jeg vil gerne takke Geli for at give mig tilladelse til, at vise hendes billede her.
Ved første øjekast så jeg, at her var et nyt hjem til min overskydende kommode. Geli var glad for kommoden og malede straks en lille væghylde, så den passede til indretningen. Tag et kig på det flotte ur og de yndige figurer fra Erzegebirge. Det er et rigtig sødt lille værelse. Jeg vil gerne takke Geli for, at have givet mig tilladelse til at vise hendes billede her.
Jeg har en hel samling af gamle Kuhn-kataloger. Jeg havde aldrig set dette møbelsæt i noget Kuhn-katalog før. Så jeg var meget glad, da jeg var i stand til at købe et tidligere ikke-eksisterende – udateret – katalog fra 1970’erne, og det var der, jeg opdagede det…. … … det lille Kuhn-hus. Eller rettere sagt de tre små Kuhn-huse. Desværre var der ingen størrelsesspecifikation eller nogen beskrivelse. Bare navnet:
16 – soveværelse med hus 17 – stue med hus 18 – toetageshus
Bare disse tre små billeder. – så ingenting.
Jeg ville virkelig gerne kende husenes dimensioner og prøvede mig frem. Derved kom jeg frem til, at grundarealet var omkring 14 x 7 cm. Så jeg byggede en lille kasse af pap og satte soveværelsesmøblerne indeni.
Mens jeg stadigvæk spekulerede på, om min mand og jeg ville være i stand til at bygge, sådan et lille dobbelthus med minimalt værktøj og ressourcer – og med at bruge de få trærester, vi havde i huset – isenkræmmerbutikkerne var jo lukket under nedlukningen – jeg opdagede en internetauktion med dette sæt – de kalder det en “væghylde i form af et hus”. Sikke en fryd – den lille har et grundmål på 14 x 9 cm. Nå, jeg behøvede ikke at tænke to gange. Jeg købte sættet, det var slet ikke dyrt og senere kunne jeg sælge de to andre “huse” igen.
Jeg foldede en overetage ud af pap og satte de møbler ind, jeg havde. Jeg havde kun en stol og ingen bænk, men i min skrotspand, var der en lille bænk, der lige passede i størrelse, og en beboer fandt hurtigt selv på plads. En lille kniplerske fra Erzgebirge, var den helt rigtige beboer til dette lille hus.
Jeg lavede husets indre i ét stykke af hvidt pap med sarte sorte kanter. Så malede jeg kanterne. Alt passede perfekt. For nu var et bølgepapgulv nok for mig. Med den næste pakke fra USA – hvis noget får lov til at blive sendt igen – vil der komme en rigtig bund fra Steve.
Jeg brugte små træpinde som hyldeknægte – nogle gange får man dem i stedet for en ske til en kop kaffe. Her passer de rigtig godt. Min mand var så imponeret over dette lille hus, at han tilbød at sætte lys i det. En lille lampe på hver etage.
Disse lamper er fra et julekrybbeprojekt – internettet gjorde det muligt for mig at købe dem trods nedlukningen. For stueetagen, var det kun en midlertidig løsning – indtil træloftet kom. Anderledes er det på øverste etage. Der lavede jeg en afskærmning i loftet af det eksisterende pap. Der var et lille hul derinde, hvorfra pæren kiggede frem og lyste rummet op.
I mellemtiden modtog jeg billeder som dette fra USA. Grandniecen havde lånt Steve en stol og bænken, og Steve (træværk) og Sherri (malingen) brugte disse skabeloner til at lave en bænk og tre stole til mit hus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billederne her.
Jeg fandt også den længe savnede loftsbundplade, blandt alle de skatte, der var til mig. Tak, Sherri, fordi jeg måtte vise billedet her. Du kan også besøge min veninde Sherri på internettet. Hun administrerer en blog, som du kan få adgang til via dette link
Så en dag var tiden endelig kommet, US Postal Service og DHL leverede til den utålmodige dukkemor, og jeg kunne pakke pakken ud fra Missouri. Jeg prøvede straks bundpladen – den passede præcis.
Jeg har en lille boremaskine. I daglig tale kaldes det en boredværg. Et af tilbehørsværktøjerne er en router. Jeg brugte den til at fræse en fin rille på undersiden af gulvet. Der har jeg nu lagt kablet til stueetagens belysning. Så limede jeg et stykke hvidt papir på loftet. Selvom man kigger direkte ind i den nedefra – hvilket man faktisk ikke kan – ser den pæn og ryddelig ud.
Jeg ridsede tynde streger i toppen af bundpladen, for at få det til at ligne gulvbrædder. Så har jeg vokset og poleret flere gange. Det er nu et fantastisk gulv, på den øverste etage. Den har en lækker rød-brun tone. De små tæpper, jeg vævede fik også prikken over i’et – jeg pressede dem i et par dage – nu er de fladere og ligger helt fladt. Jeg tror, at mit hus ikke behøver at skjule sig bag originalen – se katalogbilledet til venstre.
Nu hvor huset står og er så lille og helt færdig foran mig, indser jeg – jeg havde glæde af nedlukningen. Jeg håber, at du lige så godt og underholdende er kommet igennem denne frygtelige tid.
Tak til mine venner Sherri og Steve i Missouri, Steffie og Geli i Hessen for tilladelsen, til at vise deres billeder her og til Lene i København for den gode oversættelse.
Jeg håber Sigis kreative evner inspirerer mange af vores læsere. Det er jo blot fantasien, der sætter grænsen.
Anne-Dorthe Fabricius bragte denne skønne fortælling på Facebook og jeg skyndte mig straks, at få hendes tilladelse til at bringe den her på bloggen. Jeg er sikker på I alle vil nyde den, som jeg gjorde. En stor tak til Anne-Dorthe, som på den fineste måde lod dukken få liv igen, og for at vi må læse med.
Dukke Allis er opkaldt efter pigen Allis, som var dukkens første, men desværre ikke eneste ejer, for Allis døde i en meget tidlig alder i forbindelse med en større operation, og dukken gik herefter videre til hendes noget yngre kusine Anne. Det var et hårdt slag for Allisˋ forældre, der gik også en del år, før de nænnede at give dukken fra sig, jeg kender historien, fordi Anne var min mors gode veninde. Jeg husker ikke dukkens første navn, jeg ved bare, at Anne herefter valgte, at kalde den Allis til minde om sin kusine. Moderne dukker kan tåle meget, men det kan de gamle ikke, og desværre gik det på et tidspunkt galt, Anne tabte Allis på gulvet, og det fine hovedet gik i mange stykker, og da dukken samtidig manglede hele tre fingre, kan man roligt sige, at den var endt i en sørgelig forfatning. En eller anden klodrian forsøgte på et tidspunkt at lime hovedet sammen, men det endte i noget rod, fordi begge øjne blev glemt inde i hovedet, Allis så direkte uhyggelig ud med to sorte huller, der hvor øjnene skulle have siddet. Nej, Allis var ikke den samme længere, hun havnede derfor i kælderen, hvor hun lå, indtil en større oprydning fandt sted, og ved den lejlighed havnede hun i bunken med kassable ting. Anne og min mor var på dette tidspunkt blevet voksne damer, med egne børn, men de havde stadig følelser for gamle Allis, min mor havde måske flest, i hver fald reddede hun Allis op fra bunken til udsmid, og tog hende med hjem. I de kommende år sad Allis i en kurv på min mors syværelse, syg og elendig med kun syv fingre, to tomme øjenhuler og pølser af lim i hele hovedet. Det var et sølle syn. Men en dag tog jeg Allis med hjem, jeg havde nemlig læst, at gammel lim kunne løsnes med kogende vand, og det måtte prøves, for tænk nu, hvis Allis kunne få sit gode udseende tilbage. Allis kom i den sorte gryde, og gik op i limningen. Hun simrede kun et øjeblik, så faldet hovedet fra hinanden, og et par fine blå øjne kom til syne mellem skårene. Fantastisk. Det var første skridt, nu gjaldt det om at samle stumperne, og det var ikke let, især var det svært at få vippe-øjnene på plads, jeg bandede og svovlede, og min mand kørte en længere cykeltur. Men alt blev samlet, og der blev fyldt porcelænsmasse i de stedet, hvor skårene ikke helt kunne mødes, alt i alt blev det rimelig pænt, selv de manglende fingre kunne formes med lidt porcelænsmasse. Og nu ligner Allis sig selv igen, hun er et smukt barn, og se lige, hvor glad hun er for dyr.
Hos en af de personer, jeg følger på Instagram, så jeg en Dora Petzold dukke og dem er der ikke skrevet om på bloggen før, så jeg gik i gang med, at undersøge lidt om disse smukke og karakteristiske dukker, som Dora Petzold producerede.
Så fin og eftertænksom. Foto. www.Theriault`s.com
Først lidt om Dora Petzold….
Det er ikke meget jeg har kunne finde, men her kan I læse det jeg fandt.
Dora Petzold blev født 22 maj 1893 i Plauen, Tyskland og døde d. 14. oktober 1970 i Chemnitz (i Thüringen, hvor den den store dukkeproduktion fandt sted tidligere). Hun var udlært pædagog.
Dora Petzold arbejdede i Berlin i 1920èrne. Her skabte hun meget smukke og eftertragtede karakterdukker. Hun brugte mange forskellige materialer til dukkerne, bl.a. silke, komposition, papir m.m. Intet var for godt til hendes dukker.
Så elegant i tøjet. Foto. www.Theriault`s.com
Hun var selv meget stolt over kvaliteten af sine dukker og det var meget vigtigt for hende at fortælle, at alle hendes dukker var produceret i hendes værksted og efter hendes personlige design. Alle dukkernes kroppe er lavet af kvalitetsstof og de er syet og stoppet, så arme og ben kan bøjes, som den menneskelige krop. Hovederne er lavet i materiale, så de ikke kan gå i stykker og de er malet med non-toksiske farver, hvilket gør, at hovedet kan tåle at blive vasket forsigtigt.
Den er da smuk. Foto. www.Theriault`s.com
Dukkernes tøj er meget eksklusivt og lavet af de bedste stoffer.
De blev annonceret som pyntedukker til damerne af det bedre borgerskab. F. eks blev det vist i annoncer, at kunne de bruges som pynt i stuen.
Jeg syntes de er super elegante og så smukt udført. De smukke lidt lange ansigter med smukt malede øjne.
En af de meget smukke dukker. Foto. www.Theriault`s.com
Eksempler på Dora Petzold mærker
Jeg kiggede ind på auktionshuset www.Theriaults.com og kan se, at disse smukke dukker stadigvæk sælges til høje priser.
På Puppen – und Spielzeugsmuseums Facebookgruppe, fandt jeg nedenstående billede af de helt vidunderlige Persil reklamedukker. Museet ligger i Schweiz. Jeg blev nysgerrig efter dens oprindelse og gik på jagt efter informationer
Det var ikke nemt, der er ikke megen information at hente i mine bøger eller på nettet. Men Heldigvis var Judith fra Puppen – und Spielzeugmuseum, så sød at sende mig nedenstående informationer, som de selv havde fundet frem til.
To Persil Gritis. Den til højre er i det originale tøj. Billedet er fra Puppen- und Spielzeugmuseums Facebookgruppe.
Virksomheden Henkel (vaskepulver) producerede disse reklamedukker i små serier til 50-årsdagen.
PERSIL GRITLI
En dukke laver reklame – det er sket før. Der var “Sternchen und Schnuppe” fra magasinet “Stern”, der blev ideen til tortildukken af firmaet Schildkröte i 1950’erne, eller Lurch, den populære gummisalamander. Figuren af Gritli erobrede nu schweizernes hjerter med storm.
Persil, hvem kender det ikke? Udviklet i 1907 af Henkel, gav “PER” fremstillet af hydrogenperoxid og “SIL” fremstillet af natriumsilicat navnet. Ved fremstilling og salg af vaskemidlet i Schweiz opstod også behovet for reklame for produktet.
Henkel-firmaet hyrede den velkendte indenlandske grafiske kunstner Donald Brun til reklamekampagnen. Han blev født i Basel i 1909 og arbejdede som professionel grafiker fra 1933 til 1977. Længe før de nuværende muligheder for digital billedbehandling, som de ikke kunne forestilles i deres dristigste fantasi, designede Donald Brun kunstnerisk højeffektive plakater af høj kvalitet, ved hjælp af datidens trykprocesser – farvelitografi (stentryk).
Persil-Gritli var et udtryk for hans individuelle stil, der næsten minder om en tegneserie. Hvor hurtigt den blev accepteret af målgruppen – den schweiziske befolkning – vises det, med det kaldenavn, den fik: Persil-Gritli.
Kilde: Puppen – und Spielzeugmuseum
Billedet er lånt på Internettet.
Herunder er de få andre oplysninger jeg kunne finde.
Gritli kom på markedet i 1957 i anledning af Firmaet Henkels 50 års jubilæum. Dukken er lavet af ler/keramik (ligesom de “glasdukker” der blev produceret i 1950érne). Frisuren, “pølse” på toppen og ellers helt kortklippet hår med et par enkelt små krøller i nakken, indsatte blå flirtende øjne, lange øjenvipper, fine små øjenbryn , mørk øjenskygge og stærk rød lukket mund, gør denne dukke så unik og charmerende. Den er 47 cm høj.
Tøjet er også helt tidssvarende og de dele man kunne erhverve sig, var helt naturtro kopier af de voksnes udstyr til tøjvasken.
Det er ikke lykkedes mig at finde ud af hvilket firma der producerede den.
Man kunne erhverve sig dukken og dens tilbehør, ved at samle point, der lå i sæbeæskerne.
Her ses Gritli med en del af det tilbehør man kunne får til hende. Billedet er lånt på Internettet.
Donald Brun lavede også nogle skønne plakater til kampagnen, der den dag i dag, er eftertragtede samlerobjekter.
Billede lånt på Internettet.
Billede lånt på internettet.
Selve dukken er også eftertragtet, under min research fandt jeg den på Ebay.de. Den stod til “køb nu” for 1.250 €, ca 9.375 kr. En høj pris, men den var nu også usædvanlig velholdt og med en masse tilbehør.
Det er med stor glæde jeg bringer denne fine og interessante artikel, som Marianne Kunkel har skrevet. Marianne har skrevet den til Miniature Nyt. Og det glæder mig især, at hun har kunnet finde nyttige informationer på Dukkedrømmetil artiklen.
Vi husker nok alle, hvad vi selv legede med som børn, hvad vores børn og børnebørn legede med, og hvad nutidens børn leger med, her behøver man bare at gå forbi en legetøjsbutik for at se det kæmpeudvalg der tilbydes i dag.
Men hvad legede vores forældre og bedsteforældre med?
Det vil jeg prøve at skrive lidt om.
Jeg har fundet mange oplysninger på Internettet, og har også fundet mange gode informationer i bogen ”Det legede vi med…” af Jens Sigsgaard og Ib Varnild, ISBN 87-17-05041-3, den kan lånes på biblioteket. Den blev anbefalet af Lisa Tørngren, der rent faktisk har nogle af de dukkehusmøbler, der bliver beskrevet i bogen. Jeg har også fundet nyttige informationer på hjemmesiden www.dukkedroemme.dk der er et sandt Mekka for folk, der interesserer sig for gamle dukker og legetøj.
Legetøj fra tidernes morgen Der har nok været legetøj ligeså længe som mennesket har eksisteret, ikke som vi kender det i dag, men har mor siddet og vugget en baby, har den lidt større pige nok vugget et stykke træ eller skind, og på den måde efterabet moderen. De små drengebørn har tidligt fået en lille bue og pile, måske en slynge, og på den måde lært at blive gode jægere. Der er fundet eksempler på rangler, i udgravninger fra Polen, der daterer sig ca. 2500 år tilbage, (tidlig Jernalder) bestående af små lerpuder, med lerperler inden i.
Nu er det nok ikke helt så gamle miljøer, de fleste af os gør det i, men buen og slyngen kunne godt bruges i et drengeværelse, helt op til vores tid. Find en lille bøjelig gren, kom lidt lim på den ene ende, sno et stykke tråd om, og lad tørre, kom lidt lim på den anden ende, og træk tråden, til man får bueformen, og snit et par små pile. En lille slynge laves af en lille Y-formet kvist, tråd om enderne, og evt. et lille stykke skind på midten.
Slynge /slangebøsse med læderstykke til at holde stenen.
Dukken er nok det stykke legetøj, der har været kendt længst. Dukker i forskellige former kan dateres flere tusinde år tilbage. Måske har de tidligste ikke været brugt som legetøj, men ved rituale og religiøse ceremonier. De har været lavet med tidens materialer, ler, træ, ben, porcelæn, voks, og til vores tids gummi og plastik.
Maleri af barn med dukke fra 1596.
Ellers er det nok ting som forskellige spil med sten/kugler/marmorterninger bl.a. til at spille Terre, det her spil vor man kaster en terning op i luften, og samler en terning op imens. Terre kendes helt tilbage til Romertiden.
Snurretoppen kendes flere tusinde år tilbage, kæpheste og stylter tilbage til middelalderen, og trille/tøndebånd bliver omtalt så tidligt som i 1456. Sådan et tøndebånd burde også være nemt at lave i miniaturestørrelse. Et smalt stykke træfiner, limet om en beholder i passende størrelse, og en lille pind til at styre med. Spillet skak har også været kendt i over 1500 år. Isskøjter har også under en eller anden form været kendt i flere tusinde år. Disse isskøjter var i begyndelsen lavet af forskellige dyreknogler. Drager har også været brugt, de kendes helt tilbage til omkring 1000 år før vor tid.
Trille/tøndebånd Holland 1560.
Men det har nok været begrænset, hvor meget den tids børn har haft tid til at lege. Man blev hurtigt voksen den gang, og hjalp til i marken, vævede, strikkede, osv.
Vi skal nok helt op i sen Tudor, tidlig Stuart periode, omkring år 1600 før mere almindeligt legetøj vinder frem. Her begynder gyngeheste, forskellige spil, bl.a. Nine Men’s Morris, et spil, der så vidt jeg kan se, er identisk med vore dages Mølle. Tinsoldater, omtales første gang i Frankrig i år 1610, og bolde lavet af læder kommer også omkring det tidspunkt.
Nine Men´s Morris på Shakespeare´s tid.
De første dukkehuse Dukkehuse, det første omtalte stammer fra Tyskland fra år 1558, senere dukker de op i Holland, hvor rige unge damer begynder at lave dukkestuer i kabinetter. Der skulle efter sigende stå nogle ganske imponerende kabinet-dukkehuse på Rijksmuseum Amsterdam, omkring år 1700 i England, i Danmark menes de første dukkehuse at være fra omkring år 1800, men det var først i Victoriatidens England (1837-1901) det bliver rigtig udbredt.
Titanias Palads på Egeskov Slot, som mange af os nok har set, blev først færdig i 1922.
Der findes også samlinger af dukkehuse på National Museet, Johannes Larsen Museet i Kerteminde og flere andre steder. Jeg har da vist også set nogle i Den Gamle By i Aarhus.
Petronella Dunoi´s Dukkehus fra ca 1676, udstillet på Riks Museum, Amsterdam.
I årene 1700 til 1800 har jeg ikke kunne finde så mange oplysninger om legetøj. Der har været de ovennævnte ting, der er blevet forfinet gennem årene. Omkring 1750-60 kommer de første puslespil, og sidst i perioden kommer de første dukketeatre. Udskårne trædyr og klodser har der også været, og forskellige brætspil bl.a. Backgammon og noget, der minder om Ludo. Der er også blevet spillet en masse udendørsspil, forskellige bold- og keglespil.
I starten af 1800-tallet dukker sjippetovet op, bliver dog først rigtig populært omkring 1940-50. De første påklædningsdukker ser dagens lys i Frankrig i 1830, men bliver først rigtig populære sidst i 1800-tallet, hvor de begynder at blive vist i blade og aviser. Påklædningsdukker i Danmark har sin helt store tid i årene 1930-1960.De fleste kan nok huske Prinsesse Margrethe og Store- og Lille Marie som påklædningsdukker.
Påklædningsdukke fra avisen The Sunday Herald 1895.
I denne periode bliver der også produceret mange dukkestel.
Fabriksfremstillet legetøj Omkring 1859 begynder den tyske fabrik Märklin at fremstille legetøj, i starten kun legetøj til piger, dukkekøkkener, komfurer, skibe og karruseller, først i 1891 begynder de at fremstille togbaner. Toge og baner fra Märklin er stadig i dag noget af det bedste, og gamle Märklin tog sælges stadig til store priser.
I 1860 kommer de første gummibolde, og hvor bolde før i tiden havde været fremstillet af skind, uld, dyrehår osv., giver gummibolden mange flere muligheder for leg. Det varer dog formentlig nogle år, inden disse gummibolde bliver bredt udbredt, så sent som 1910-1920 kan man stadig læse om disse stof/filtbolde, med en korkprop inden i, mange af dem med et broderet ”net” udenom. Kunne også nemt omsættes til dukkehuset, en lille filtet kugle, og så broderet, inddelt i både, uden på. Eller prøv at lave nogle i naturlig størrelse, de er ganske dekorative.
Glansbilleder starter i Tyskland omkring 1860, hvor de bliver brugt af bagere, og sat på kager, vi kender det stadig i dag med honninghjertet til jul, hvor der som regel er et nisse-glansbillede ovenpå.
Hinkestene bliver omtalt i 1890, kendes formentlig længere tilbage, de første har været en flad sten eller lignende.
Fyens Glasværk er nogle af de første, der fra 1924 fremstiller hinkestene i glas, som de fleste husker, og nok også huske hvor ulykkelig man blev, når der kom skår i dem.
Hinkesten fra Fyens Glasværk, jeg er sikker på, at jeg havde den grønne med stjernen.
Omkring 1880 starter den tyske fabrik Steiff med at fremstille diverse dyr af stof/plys, og i 1902 fremstilles den første Teddy-bjørn.
I 1895 starter fabrikken Dansk Legetøj A/S med trælegetøj, fremstillet i de danske fængsler. Noget af det første var heste og pakhuse, og i 1905 kommer den så velkendte lille røde trædukkevogn.
Fabrikken Meccano får sin start i England i 1898/1902, og er især kendt for byggesættet med metaldele, der kunne sættes sammen til alt muligt. De producerer forskellige sæt op gennem årene, og i 1926 som en jubilæumsudgave kommer sættet i de kendte røde og grønne farver. Fabrikken producerer helt frem til 1960, hvor den bliver overtaget af et andet firma, og relanceret under mærkenavnet Tri-ang, der fremstiller modeltoge og andet, og dukkehuse. De af jer, der læser de engelske dukkehusmagasiner, er nok stødt på disse Tri-ang dukkehuse.
Tri-ang dukkehus.
Meccano byggesæt.
Omkring år 1900 producerer Märklin metalbiler, rulleskøjter dukker op i gadebilledet, modellervoks og diverse farvekridt/blyanter.
BRIO, et svensk firma, starter i 1884 med at lave finèrkurve, og i 1907 begynder man at fremstille træheste med hjul, og senere omkring 1950 diverse trædyr og togbaner. Der fremstilles stadig masser af træting under navnet BRIO, trækdyr, togbaner, gåvogne osv.
Omkring 1910-20 bliver nipsenåle det helt store hit. De første nipsenåle blev fremstillet på Bøhmiske glasværker. Nipsenåle kunne bruges på mange måder, man arrangerede dem i flotte mønstre på nålepuder, man kunne ”nipse” med dem. Det foregik ved at man med fingrene skubbede/knipsede til èn nål, og kunne man så få den til at ligge ovenpå en andens nål, havde man vundet denne. Man byttede og fik i det hele taget meget tid til at gå med disse nåle. Gamle nipsenåle er stadig et samlerobjekt, men der laves også nye nipsenåle. Prøv at se hjemmesiden www.dugperlasnipsenaale.dk hvor man kan finde et meget stort udvalg af nipsenåle, mange af dem velegnet til dukkehuset hvis man kan bide eller save nålen af.
Nipsenål med fugl på rede fra Dugperlas.
“Foto: Susanne Rosenørn, Dugperlas Nipsenåle”
Børnebøger Nogle af de første danske børnebøger, udgivet af OTA Solgryn kommer i 1924, her skulle man samle mærker fra pakkerne, der så kunne omsættes til små bøger. Børnebøger, mest dem vi kender som eventyrbøger, er kendt meget tidligere, bl.a. H.C.Andersen og Grimm’s eventyr, man kan så diskutere om det egentlig er børnebøger. Men bøgerne om Heidi af Johanna Spyri, udgivet i 1878, og formentlig allerede kommet til Danmark omkring 1880, er en klassisk børnebog, som jeg læste med stor glæde som barn. Tidligere er bøger som Alice i Eventyrland af Lewis Carroll udkommet på dansk i 1875. Oliver Twist af Charles Dickens i 1845. Tarzan bøgerne kommer på dansk i 1912, og mange andre klassikere følger. Peter Plys af A. A. Milne kommer på dansk i 1930. Nogle af de danske, TudeMarie i slutningen af 30’erne, Jan bøgerne i 1942, Ungerne i Bjørnegade i 1945, første udgave af De små Synger i 1948, og så følger alle de kendte pige/ungdomsbøger, SUSY og Pernillebøgerne fra 1942 og frem, af Gretha Stevns, der er pseudonym for en færøsk mand – Eilif Mortansson, gift med en dansk kvinde Grethe Hansen-Stevns. PUK bøgerne af Lisbeth Werner, også her et pseudonym for 2 mænd – Knud Meister og Carlo Andersen. DOT bøgerne af Inge Møller og mange flere. Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe fra 1945 skal vel også nævnes, og siden kom der flere klassikere fra hendes hånd. Men nok om bøger nu, der kommer lidt mere senere.
Samleobjekter Omkring 1928/1932 begynder Tekno at fremstille diverse blik legetøj, mest kendt er nok bilerne, men allerede i starten af 1930 fremstilles den kendte Falck-station. Tekno fremstiller også ting til dukkehuset, møbler, køkkenting osv.
Tekno Falck-station.
Tekno dukkehus køkkenting.
I 1931 oprettes det engelske firma Dinky Toys, udsprunget fra Meccano Fabrikken, de fremstiller formstøbte metal- biler, fly og skibe, synes lige dette firma skulle nævnes, da jeg faldt over nedenstående skønne katalogside. Dinky Toys lukkede i 1979.
Dinky Toys produkter fra december 1969.
I 1932 starter LEGO med trælegetøj, der i 1949 går over til de kendte plastikklodser, der stadig leges med i dag.
Kay Bojesens ikoniske trælegetøj kommer omkring 1950, og det er også her hønseringene vinder frem. Hønseringene kunne bruges til forskellige lege, som at ”hønse”, hvor man kunne kaste, og prøve at komme tættest på noget, eller ramme en dåse, og man kunne så vinde hønseringe fra de andre. Der kunne også gå sport i at have den længste kæde osv.
Min barndom og frem Så er ved at være kommet til min barndom 1955 og frem, og når jeg tænker tilbage, var det ikke fordi man havde overvældende meget legetøj dengang, Jeg gik i børnehave, og som jeg husker det, var der heller ikke her en masse legetøj, lidt bøger, klodser, puslespil, og så havde man måske selv en dukke eller et tøjdyr med. Der var en udendørs lille legeplads, med et par gynger og nogle små træcykler. Men vi lavede selv en masse ting i børnehaven, broderede på gulvklude og flettede bøjler, kan I huske disse bøjlebetræk af plastbast, det var dengang børn godt kunne beskæftige sig selv. Det ville nok være svært i dag at få 5-6 års børn til at sidde stille, og lave noget med hænderne. Disse flettede bøjler kunne også nemt laves til dukkehuset, en lille købt træbøjle, og tynde farvede kartonstrimler, og så en god gang lak.
Flettede bøjler.
Derhjemme havde jeg et dukkehus, et min far selv havde lavet, men jeg har nok ikke leget så meget med det, for jeg kan kun huske, rødt murstenspapir på taget, og nogle dagligstuemøbler med rødt fløjlsbetræk og et lille testel i rødmalet træ med guldkant. Om der var dukker i huset, og de andre værelsers møblement husker jeg intet om. Jeg tror, at det var mere interessant at lege med min brors Mecccano og Märklintog.
Jeg have en stor plyselefant, vundet af min farfar på Bakken, den var jeg ret glad for, den hed ”Jum Hartmann Nielsen”, jeg havde en stor dukke Lone, arvet efter min mor, ikke særlig køn, og med en løs arm. Der har været nogle spil, billedlotteri, huskespil og Matador, der bliver dansk produceret i 1936. I starten af 1960’erne havde jeg en lille Rosebud dukke, de må have været utrolig populære, og formentlig også ret billige, for jeg husker det som om alle piger havde sådan en. I de første klasser i skolen strikkede vi tøj til dem i håndarbejdstimen.
Rosebud dukke.
Jeg havde lidt glansbilleder, hønseringe og påklædningsdukker, der blev opbevaret i en gammel bog, med siderne ombukket, og mærket med forskellige tøjtyper. Jeg havde modellervoks og farver, og tegnede en del. Men som jeg husker det, var det meste af mit legetøj beregnet til udendørs brug. Vi sjippede, både med enkeltmands tov og med de lange lavet af plastik. Vi hinkede og hoppede i elastik, der kom frem i 60’erne, vi legede skjul, løb på rulleskøjter om sommeren, og stod på skøjter om vinteren. Vi spillede bold op af muren, med 2 eller 3 bolde, mens man sagde forskellige remser.
”Odense, Bogense, Middelfart – BUM – Assens, Fåborg, Svendborg – BUM – Nyborg, Kerteminde, Ringe – BUM – Rønne –BUM” – husker I den? – en glimrende remse, der gør, at jeg den dag i dag kan huske, hvor de forskellige fynske byer ligger.
På et tidspunkt fik jeg en Barbiedukke, den første Barbie blev fremstillet i USA i 1959, og er kommet til Danmark i starten af 60’erne.
Nu er dyr nok ikke legetøj, men der gik meget tid med at lege med dem. Vi havde gennem årene både marsvin, undulater, zebrafinker, en tilløbende kat, og da jeg var omkring 11-12 år, fik vi hund , en rød cockerspaniel ”Sniff”. Et års tid efter skulle min far ned på Landbohøjskolen og ha’ Sniff vaccineret, ind kommer en mand med en æske med killinger, der skulle aflives, min far tog en med hjem, og så havde vi kat igen.
Og så ”gik” man til noget, jeg har både gået til dans, ikke den store succes, klaverspil, efter sigende var jeg god til det, mendet interesserede mig ikke rigtig. Kunne dog i mange år spille ”Ungarsk Rhapsody ” og kan stadig tyde noder. Gik til spejder ”Grønsmutte” en overgang, spillede håndbold og dansede folkedans på skolen.
Min barndoms bøger Men igen, når man ser hvad børn har af legetøj i dag, var mit udvalg nok meget begrænset, men jeg havde mine bøger! Jeg har næsten så langt tilbage jeg kan huske læst bøger. Læste allerede flydende, da jeg startede i skolen. Formentlig, fordi jeg lyttede med, når der blev læst lektier med min 4 år ældre bror. Jeg tror allerede jeg var godt i gang med Tarzan bøgerne (min brors) inden jeg startede i skolen. Det foregik på den måde, at min far satte blyantstreger, hvor de lange ord skulle deles, og fortalte mig, at når der kom et personnavn, jeg ikke rigtig kunne udtale, så bare kald ham ”Hr. Olsen”. Det vil sige jeg ikke så meget læste ordet, men genkaldte det. Det er en vane, jeg nok har taget med mig. Kan stadig læse en bog, og når jeg er færdig, egentlig ikke huske hvad hovedpersonen hed. Jeg pløjede mig igennem stort set alle børne/ungdomsbøger, Tude Marie, Ungerne fra Bjørnegade 5, bøgerne om Heidi, Susy bøgerne, og hvad de ellers hed. Sparede op af lommepengene, og købte selv Nancy Drew bøger, det var detektivbøger, skrevet af forskellige, og som jeg husker det, kom der en ny hver måned.
Jeg husker stadig min 8 års fødselsdag som en af de bedste. Min far og jeg gik ned på Gl. Kongevej, i et bogantikvariat, og så fik jeg 20 kroner (der nok svarer til omkring 230 kroner i dag) jeg kunne købe bøger for. Jeg tror jeg fik næsten alle DOT bøgerne, Den Sorte Hingst og flere. Det var en stor dag.
Nogle af de bøger jeg læste som barn.
Meget kan laves til dukkehuset Mange af de ovennævnte ting kan man sagtens selv lave til dukkehuset. Sjippetov, en stump naturfarvet hæklegarn eller lignende, og et par små røde, aflange perler, eller måske et tyndt og farvet plastbelagt kabel til de lange sjippetove. Bolde af en lille kugle Fimo-ler, og måske hækle et lille boldnet. Forskellige spil, her findes masser af billeder på Internettet, der kan kopieres og limes på en lille kartonæske. Hinkestene, her kan man måske finde en lille flad facetslebet perle. Glansbilleder og påklædningsdukker, her findes også masser af billeder på Nettet, der kan formindskes til korrekt dukkehusstørrelse.
Bøger kan også hentes fra Nettet, det er dog desværre, som regel, kun forsiden der er vist. Men prøv at kopiere et bogforside 2 gange, formindsk/beskær den ene til den størrelse man vil have, og beskær den anden til en firkant af forsidefarven. Denne kan så forstørres til ryg og bagside. Det ser pænt ud hvis farven på bagsiden, er den samme.
Så er vi kommet til slutningen af 1960’erne og frem til i dag, og hvad legede man med der? – Ja, der har været rigeligt udbud, udover alle de tidligere nævnte ting, LEGO klodser, Barbiedukker osv. der stadig er populære, kommer der flere og flere plastikting. Hver gang Disney kommer med en ny tegnefilm, bliver der produceret en mængde legeting med billeder fra filmene. Der kommer mere og mere tilbehør til for eksempel Barbie, huse, heste osv.
Spil i alle afskygninger både brætspil og spil, hvor man skal gøre noget, slå knapper ned eller lignende. Lego bliver større og større og kommer med masser af samlesæt, nu med både dyr og mennesker og robotter.
Gjøl-Trolden eller DAM-trolden, den lille gummitrold med de store brune øjne, er også meget populær fra 60’erne og et godt stykke frem i tiden. Der blev også lavet forskellige gummidyr, skildpadde, grise og bjørne, alle med den karakteristiske søde duft, der skyldes jordbæraroma i gummimassen.
Gjøl Trold med de store øjne, han er da skøn.
Der kommer flere forskellige Barbie lignende dukker, Bratz og andre, Løbehjulet, der har omkring 100 år på bagen, er stadig inde i billedet, der kommer Sylvanian Familien, små figurer, der efterhånden findes i alle afskygninger, som hunde, katte, bjørne, kaniner osv., man kan få huse og biler og meget andet tilbehør. Togbaner er stadig populære.
Sylvania Hus og figurer.
Og på et tidspunkt bliver man lidt træt af alt det plastik, og trælegetøj vender tilbage, meget af det fra BRIO, som jeg tidligere har nævnt. Drenge leger stadig med biler, og der er racerbaner, robotter, dinosaurer og legetøjsvåben.
Nu er jeg vist nået til vejs ende, der er sikkert noget jeg har glemt, men jeg håber at nogle af oplysninger kan bruges, når dukkebørneværelset skal møbleres.
Min hjemstavn befinder sig i Det høje Nord i Slesvig-Holsten ved Flensborg Fjord ikke langt fra den danske grænse
Her bor jeg og realiserer med stor glæde mine ideer inden for dukkeverdenens enorme område.
Jeg skaber ikke blot kunstnerdukker af de mange forskellige materialer, der findes, men har i årenes løb skabt miniaturer, kollager, figurer og halvrelieffer.
Det hele begyndte for over 30 år siden med at skabe stofdukker. Her blev jeg inspireret af et mønster til stofdukker, som jeg helt tilfældigvis faldt over. Da jeg var gået i gang, fandt jeg ud af, at man kunne overvinde mange hurdler med fantasi og evnen til at improvisere. Da der dengang næppe fandtes dukkestoffer på markedet, tilskar jeg mønstre af sengelinned, som jeg selv havde indfarvet, og så gik jeg i gang med at sy den første dukke. Og det blev til mange forskellige, som jeg næsten alle forærede væk.
Dog varede det ikke længe, før jeg søgte efter nye udfordringer: en pakke med Fimo modellermasse og en bog med vejledninger blev mit første skridt til at skabe håndmodellerede dukker. Kort tid efter deltog jeg i et kursus med fremstilling af porcelænsdukker, dvs. et kursus, hvor man lærte at fremstille kopier af antikke porcelænsdukker, og her lærte jeg frem for alt at arbejde med porcelænsler. Herfra var der ikke lang vej til at anvende Plastilin, et ikke-hærdende modellermateriale. Nu modellerede jeg hoveder, arme og ben. Jeg byggede nu også gipsforme, og når formene efter 14 dage var tørret, hældte jeg den flydende modellermasse i. Også en brændeovn havde i mellemtiden fundet vej til mit lille værksted i husets kælder.
I mellemtiden var begge mine børn blevet flyvefærdige, og således var der nu blevet masser af plads til min yndlingsbeskæftigelse.
Mine fem dejlige børnebørn ! De er nu alle voksne !
I denne lille oase i vort hjem kreerer jeg nu mine håndlavede store og små skabninger. Når man vil skabe en porcelænsdukke, starter man med at modellere hoved, skulderplade, arme og ben i Plastilin, og som nævnt bygger man derefter en gipsform, hvilket kræver kræfter og anstrengelse, og den del af processen hører således ikke til min yndlingsbeskæftigelse. Formen skal tørre i 14 dage, hvorefter den kan ihældes det flydende porcelæn, og allerede efter ca. 10 minutter, hældes den flydende masse tilbage igen, således opstår der en væg i formen og det støbte objekt bliver hult….. Nu har man således det halvforarbejdede emne, som skal bearbejdes i læderhård tilstand. Det halvforarbejdede emne brændes da ved 760° og kan således i våd tilstand forarbejdes: Øjnene skæres ud, og alt skal derefter slibes meget jævnt og glat, denne proces tager mindst en uge. Herefter følger den hårde brænding ved 1.230°, ved bemaling er det desuden nødvendigt med nogle brændinger ved 700°.
Figur af Modelene !
Jeg arbejder desuden gerne med Cernit og Modelene, da disse materialer
gør det muligt at give objekterne specielle udtryk og en særlig karakter, f.eks. hvis figurern skal se ældre ud. Ved denne fremstillingsproces bliver resultatet altid et unikat.
Rigtig mange af mine objekter er opstået på denne måde, f.eks,. har jeg skabt dukker af alle mine fem børnebørn, de tre af porcelæn, og de to af modellermasse, samt fremstillet mange andre dukker, så som børn, babyer, unge menensker, voksne, eventyr- og fantasidukker.
Romeo og Julie !
Flere arbejder: Kroppe til porcelænsdukker—Modelenedukker – skaber jeg ved individuelt håndarbejde, og meget ofte med et trådskelet inden i, således at dukken kan bevæge sig.
Jeg anvender overvejende, dersom det ikke påmales: Mundblæste øjne fra Lauscha Malet hår, ægte hår eller hår af mohair
Som afslutning klæder jeg dukken på i tøj, jeg selv har designet, strikket, hæklet og syet.
Feriebarn i Danmark !
I løbet af den tid, hvor jeg har skabt dukker, har jeg haft mange enkeltudstillinger både her i Flensborg og i nabolandet Danmark, hvad aldrig har givet mig forhindringer, da jeg er vokset op som tosproget i grænselandet. Min seneste udstilling fandt sted i over fem måneder i 2018 på Museum Oldemorstoft. Jeg har gennem årene haft mindst 8-10 udstillinger på Museum Oldemorstoft i Padborg. For at sætte de hundrede dukker fra mit værksted sammen med antikt legetøj byggede jeg scener op i vitrinerne: Eventyr, winter, sommer, feriedage osv.
Også iå Haderslev Museum har jeg haft en lille udstilling med min selvportrætdukke Inge – På ferie hos plejeforældrene i Danmark.
Et specielt højdepunkt for mig var år 2000, hvor jeg skabte julefrimærker med billeder af nogle af mine værker.
For legedukken tv modtog jeg i 2003 Max-Oscar-Arnold Kunstprisen , og for babydukken th vandt jeg kunstprisen i 2016 !
Og så vil jeg da lige nævne de mange dukkekurser for børn og voksne, som jeg har afholdt i Danmark og i Flensborg.
Jeg har også deltaget i utallige dukkekonkurrencer, og i 1998 var jeg for første gang nomineret til deltagelse i konkurrencen om den højeste pris inden for dukkescenen: Den internationale Max-Oscar-Arnold-Kunstpris inden for moderne dukkekunst, som finder sted i rammerne af en dukkefestival, som i mere end 20 år er blevet besøgt af over 20.000 interesserede, og som afholdes i Byen Neustadt Sonneberg, hovedbyen inden for legetøj og dukker. Her kan man deltage i 12 kategorier, f.eks. babydukker, børnedukker, legedukker, temaarbejde, voksendukker etc. Jeg er blevet nomineret helt fra begyndelsen og har således deltaget i 23 år, og det har altid været et stort højdepunkt for mig. Desværre har denne konkurrence på grund af coronaen ikke kunnet afholdes de sidste to år, nu håber man selvfølgelig, at den til næste år igen kan finde sted.
I årene 2003 og 2016 modtog jeg den eftertragtede Max-Oscar-Arnold Kunstpris for moderne dukkekunst. I denne konkurrence er der deltagende kunstnere fra mindst 12 lande.
For fem år siden lejede jeg et Atelier i Kunstnerhuset: Holm35 Flensborg – vi er 12 kunstere i huset: kunstmalere, smykkedesignere osv.
Dukkekunsten er Livets Salt for mig.
Herunder flere af Inges håndmodellerede og fantasifuldt fremstillede værker..
Vi siger tak til Inge for din herlige og levende beretning og ønsker jer alle
