Som man kan læse i indlægget At stykke en dukke sammen, havde jeg et china hoved i overskud og jeg fik lyst til at lave en dukke i fanødragt. Den har været nogle år undervejs. Både fordi andre projekter kom i vejen, men også fordi, det har været lidt svært, at finde de rigtig ting til dragten.
Som det ses, ikke det perfekte hoved til en fanøpige, men sød er hun.
Jeg fik købt glaserede arme og ben, syet en krop og brugt det hoved, jeg havde købt i USA. Hovedet er fra det tyske firma Dressel, Kister & Co.
i dag kan man jo finde alt, hvad man skal bruge af oplysninger på nettet og hjemmesiden www.mitfanoe.dk, var til en stor hjælp. Her fandt jeg alle de oplysninger jeg havde brug for til, at komme i gang med dragten.
Et gammelt postkort fra Fanø.
Da jeg gerne ville have dragten så tæt på den oprindelige, som muligt, fik jeg en ravsliber i Nordjylland, til at lave 12 fine ravknapper på 0,5 cm i omkreds. De er simpelthen så smukke. Tørklæderne havde jeg problemer med, det var svært, at finde det rigtige stof. Men efter lang tids research, fandt jeg en pakke med tolv herrelommetørklæder i fire forskellige farvesammensætninger i en pakke via Ebay.de, hos en konfektionsfabrik i Skotland.
Det inderste skørt.
Det yderste skørt er grønt.
Det smukke bæltespænde, er to antikke sølvknapper, der er lavet til en broche. Den fandt jeg på Facebook. Strømperne er syet af et par sorte Sloggitrusser, stof og bånd er købt eller var noget, jeg havde liggende. Så nu mangler jeg blot at finde, et par træsko jeg kan male sorte og sætte et “sølvspænde” på.
Bæltespændet ses her.
De smukke ravknapper fra ravsliberen i Nordjylland.
Så jeg kom vidt omkring i mine søgninger, for at få dragten så original, som muligt. Men det er altid spændende at reaserche og man bliver altid lidt klogere.
Jeg er ikke tilfreds med tørklædet, men jeg var ikke opmærksom på, at det ikke var så smart, at vælge et hoved, med så fyldig en frisure. Jeg har heldigvis en anden antik chinadukke i fanødragt, med fyldig frisure og her sidder tørklædet heller ikke perfekt, så det trøster jeg mig med.
Den anden fanødukke med fyldigt hår.
Jeg håber I syntes min fanødukke trods alt, er blevet rimelig fin.
Billeder: Fundet på internettet og museets hjemmeside.
Jeg faldt over Elli Riehls skønne dukker på Pinterest og jeg håber I også syntes, at de er dejlige. Så helt egne og karakteristiske. God fornøjelse!
Lene
Elli Riehl.
Den 19. december 1902 modtog Urgan-familien fra Villach, en gave fra Christkindl: Elli Riehl blev født. Elli forbandt altid sin barndom med sommer og sol. Hun tager på mange vandreture og er ude i naturen med sin elskede hund. I skolen opdagede hun sin passion for dukker. Men i 1914 begyndte krigen og dermed afsavnet. Elli går i Bürgerschule; Derefter går hun på den toårige handelsskole.
I 1931 giftede hun sig med jernbaneembedsmanden Otto Riehl. Ægteskabet forbliver barnløst. I 1932 mister Elli sine forældres hus, fordi hendes forældres tømrervirksomhed går konkurs. På et tidspunkt i løbet af denne tid blev hendes første dukke lavet og derfra gik succesen i gang. Hobbyen bliver et erhverv, og hun bliver mere og mere fascineret af dukkefremstilling.
I 1945 følger det næste skæbneslag – hendes mand dør. Elli forlader Villach og vælger stilheden i landdistrikternes afsondrethed. Samme år kommer hendes fremtidige partner Dr. Rudolf Kraus ind i hendes liv.
De første karakterdukker skabes og i efteråret 1950 flyttede Elli Riehl ind hos Berger-familien Printschler i Winklern. I 1969 modtog kunstneren, en blomsterhave bag gården, hvor hun kunne hvile og slappe af fra arbejdet.
Elli Riehl fra Villach havde et særligt talent: Med bare lidt tråd, vat, stof og maling lavede hun dukker, der får folk til at smile og undre sig med deres varme karisma. I over 40 år har Elli Riehl lavet utallige forskellige dukker – kvinder og mænd, piger og drenge, engle og eventyrlige væsner.
I 1972 døde hendes partner også, og ideen om en dukkeudstilling begyndte at modnes. I 1973 oprettede Elli et lille dukkemuseum i sin lejlighed. I 1974/75 blev den anden bryllupsprocession i Kärnten, bestående af omkring 130 figurer, oprettet. Det kan beundres i museet (den første bryllupsprocession betragtes desværre som tabt).
I 1975 fandt talrige vandreudstillinger sted i hele Kärnten. I 1976 donerede dukkekunstneren et krybbespil til kirken i Treffen nær Villach. Det var her, hun udødeliggjorde sig selv.
Den 8. september 1977 lagde Elli Riehl nål og tråd til side for evigt. Hendes æresgrav er nu placeret ved indgangen til kirken St. Maximilian i købstaden Treffen.
I 2017 blev dukkerne katalogiseret. Projektet blev ledet af Dr. Petra Streng, der som folklorist og etnolog siger om samlingen “Den rige fond af små og store dukker, der altid er indlejret i en kulturhistorisk kontekst, forstår at inspirere. Og dette af meget enkle grunde: fremragende produktion med stor sans for detaljer, omhyggelig præsentation uden – distraherende – tekniske dikkedarer og sidst men ikke mindst, holistiske arrangementer, der sætter et monument til den regionale livsstil. Disse egenskaber udgør den særlige betydning af denne samling, som ved, hvordan man kombinerer kvantitet med kvalitet. Det er her (folke)kunst møder folklore. Fordi skildringerne også er afspejlinger af hverdags- og festkultur, af personligheder – historier fortælles billedligt, så aha-oplevelser er garanteret. Elli Riehls dukker har en særlig betydning for regionen: De skaber identitet og vidner om tidligere og nuværende livskulturer.”
I 1973 begyndte Elli Riehl at oprette et museum i sin lejlighed i Berger-familiens hus for at vise sine dukkebørn. Selv efter hendes død i 1977 fortsatte interessen for hendes livsværk, og det lille museum blev generøst genopbygget af Berger-familien i 1990 og 1999. I dag er det en moderne oplevelsesverden på to niveauer. Ud over de kærligt arrangerede 700 dukker, der bringer besøgende tættere på landdistrikterne i regionen, fortæller en del af udstillingen Elli Riehls fascinerende livshistorie og viser hendes værktøjer, som hun arbejdede med.
Omkring 700 dukker er udstillet på museet. Elli Riehl lagde selv grundstenene til museet i de sidste år af sit liv, og i denne periode designede hun sine dukker hovedsageligt til udstillingen. Det var Ellis’ ønske, at familien Berger ville fortsætte med at drive museet.
Desværre er museet lukket på nuværende tidspunkt og om det åbnes igen er uvist.
I 37 år er Dukkens Dag blevet fejret i det meste af verdenen og selvfølgelig markerer vi det også her på bloggen. Sigi Ulbrich har skrevet, et fint indlæg om denne dag og det er SÅ dejlig at se Lise med en skøn dukke og dejligt at hun lever videre i mange, også her på bloggen. Tak Sigi!
Udgivet d. 8. juni 2023
Den 10. juni fejrer vi World Doll Day 2023.
Det er en bevægende mindedag. Hvert år den 2. lørdag i juni ser dukkesamlere tilbage på deres første – store – dukkekærlighed. Jeg var ikke klar over denne dag, – dukkeelskere over hele verden, har fejret den siden 1986. I 2020 var det Lise Clasen, der gjorde mig opmærksom, på denne mindedag.
Vi talte om en artikel, jeg ville skrive om Bärbel, min barndomsdukke. Så Lise foreslog at påpege WDD’en samtidig. En rigtig god idé og ja, du kender resultatet og kan til enhver tid læse det i bloggen. Artiklen kan læses på nedenstående link.
Så jeg præsenterede dig, for min Bärbel. Min barndomsven, min trøster i svære tider og stadigvæk den dukke, der har min største kærlighed.
Kort forinden havde Lise fortalt om, et smukt sæt canadiske frimærker. Jeg ville virkelig gerne have det, og min ven Sherri (Missouri) var i stand til, at købe to sæt i USA.
Vi ville gerne hænge frimærkerne op, som billeder i vores dukkehuse. Hendes mand byggede passende billedrammer til os. Jeg lovede, at vise billeder her på Dukke – & Legetøjsdrømme. Mine frimærker hænger i et af Ludhardts store soveværelser. Beboeren er i øvrigt – sikke et tilfælde – en 19 cm Schildkröt Bärbel.
Foto: Sherri Farley
At en “Bärbel” i Missouri – selv om det ikke er fra Schildkröt, men fra Katzhütte – indretter sin lejlighed, med disse frimærker, er virkelig en tilfældighed.
Jeg kan selvfølgelig ikke tænke på WDD, uden at mine tanker går til Lise, som forlod denne verden, i netop disse dage (4. juni 2021) for to år siden.
Enhver, der kendte Lise personligt, ved, at Lise ville have nydt disse billeder. Dette er mig på min 1 års fødselsdag. Den dag, Bärbel kom ind i mit liv.
Lad dig inspirere af tegningerne på postkortene. Send til Lene – abelones@stofanet.dk – eller mig info@tortula.de barndomsbilleder af dig og din første dukkekærlighed. Gerne også med navn og beskrivelse af din dukke. Lene og jeg vil præsentere billederne – med dit navn – eller anonymt, lige som du ønsker – her for de andre læsere og dukkemødre og -fædre.
Vi glæder os. Dukke hilsner
Sigi Ulbrich www.tortula.de
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet
Jeg blev kontaktet af en mand, hvis mor Gudrun Wegens, havde efterladt en del bøger og udklip med bl.a. dukketøj og broderier. Om jeg ville have det og det ville jeg jo gerne. I blandt disse, fandt jeg denne artikel fra Bornholms Tidende, som jeg syntes er ret interessant. Den er fra d. 28. januar 1967.
Jeg har fået tilladelse af Bornholms Tidende til, at bringe den her på bloggen.
Fint bornholmsk håndarbejde til turisterne…
Hvad der kan komme ud af det, når man bliver alene og skal skabe sig en eksistens: Dukker i originale bornholmske nationaldragter.
– Det skal være så originalt. Som muligt siger fru Karen Madsen om sine yndige dukker i bornholmske dragter. De er blevet en yndet souvenir i det bornholmske turistland, og det er ikke uden grund, for det er virkelig pæne ting, hun formår at fremstille med sine flittige hænder. Der er 600 dukker i arbejde i øjeblikket – og det foregår på samlebånd.
Fru Karen Madsen ved den uundværlige symaskine – som dog ikke er alt, for der er en masse direkte håndarbejde i dragterne, som ses længere nede i artiklen.
Det er fermheden, der gør det
Det skal dog ikke forstås anderledes, end at fru Madsen nøje har tilrettelagt hver en arbejdsproces, lille som stor. Det er hun simpelthen nødt til, hvis der skal blive en rimelig fortjeneste til hende. Hun leverer disse dukker til forretningerne for en pris af kun 15 kr. – og vi har set dem solgt til noget nær det dobbelte. Men forretningerne skal selvfølgelig også leve. Det største arbejde har imidlertid fremstilleren af dukken, fru Madsen, og det er et pillearbejde, men – siger hun – fortjenesten får jeg i kraft af, at jeg er blevet så ferm til det. Jeg startede for et par år siden, og da gik det langsomt. Jeg spekulerede og spekulerede på, hvordan jeg skulle fremstille de enkelte dele hurtigt, men også sådan, at dukken alligevel blev en original ting og en tro kopi af de gamle dragter herovre. Efterhånden kom det, og nu skærer jeg alt til 100 bånd, 100 forklæder, 100 nederdele, 100 mamelukker osv. Jeg syntes, det var 74 ting, jeg i sin tid til de fire forskellige dragter, jeg laver. Så der skal bestilles noget, før et hold dragter, ser dagens lys, og så vil jeg jo gerne have , at det hele skal være så pænt som muligt. Jeg har en datter til at hjælpe mig og hun forsyner dukkerne med mamalukker, rigtige mamelukker med blonder og bånd, og så får jeg dem til videre montering.
Blonder, festoner og plisseer
Kunne det ikke betale sig ligefrem at etablere en lille virksomhed med fremmed hjælp? – Det er måske ikke helt usandsynligt, men det vil være svært, fordi mine hjælpere selvsagt vil have en ordentlig fortjeneste ud af det, og det tror jeg ikke, der kan blive med de kvalitetskrav, der skal indfries. Jeg har prøvet at have nogle til at hjælpe mig, men de kommer tilbage og siger, at de ikke kan tjene noget rigtigt, hvis arbejdet skal være godt, og så slipper de det. Jeg forstår det så udmærket. Der er utroligt meget pillearbejde ved hver dragt. En af dem har alene 5 forskellige blonder, og der er festoner, fløjlsbånd, underskørt, fire forskellige forklæder, bl.a. plisserede, kyser med blonder, hvorpå der er påsat blonder. Det kunne måske forenkles, men er der så noget ved dragten? Jeg syntes det ikke. Det har også været svært at finde de rigtige farver i stofferne, men nu har jeg efterhånden fundet frem til steder hvor det kan skaffes, så det glider af sig selv og ikke skaber problemer. Dem må der ikke være for mange af, hvis det skal glide jævnt.
Tips fra Freddy Fræk
Fru Karen Madsen bor på Lindehave i Østermarie og klarer sig selv efter hun for år tilbage blev alene. Det er svært for enlige kvinder at skabe sig en eksistens, men det er ved flid og energi virkelig lykkedes for fru Madsen – ikke ved dukkernes hjælp ene og alene. De er sådan set et supplement, men ved at påtage sig et agentur for souvenirs. Der sælges som bekendt tusinder af små souvenirs fra Bornholm hele sommeren, og sådan nogle kører fru Madsen rundt med på hele øen. Samtidig har hun sine dukker med, og på den måde har det ikke været så vanskeligt for hende at finde frem til den afsætningskanal, en vare som bekendt også skal have. Hun sælger kun sine bornholmske dukker herovre, men hun laver også en nydelig dragt, som kan sælges over hele landet. Det er den berømte Mor Danmark dukke i rødt og hvidt. Den er navnlig udlændingene interesseret i. Men hvordan er alt dette startet? – Ja, det er sådan set set min nabo, der har fået mig ind på det, fortæller hun. En af mine nærmeste naboer er grafikeren, folkesangeren og jazzmusikeren Freddy Poulsen. De kender ham måske bedre under navnet Freddy Fræk. Han har hus her lige ved og hans kone syslede i sin fritid lidt med at sy nationaldragter til dukker. Det syntes hun også, jeg skulle prøve, og så kom det ganske langsomt. Jeg sad og syede hver eneste dragt hver for sig, men jeg opdagede hurtigt, at det var der ingen fortjeneste ved. Så kom jeg ind på at rationalisere.
Museet hjalp
Men før jeg fik det rigtige tag på det, gik der lang tid, og jeg måtte også ud på museet i Rønne og bede dem hjælpe mig. Jeg fik lov til at studere, hvad man der har af bornholmske dragter, og på den måde fandt jeg frem til originalerne. Der er flere andre bornholmske dragter derude, men jeg tror nok, jeg holder mig til de fire. Det er de mest karakteristiske.
4. Søndag i advent, nu er det snart Julog alle har travlt. Ind imellem alle juleforberedelserne, har jeg hygget mig gevaldigt, med at lave denne lille julebod. Tekst: Lene Byfoged.
Foto, hvor intet andet er angivet: Torben Byfoged.
På legetøjsforeningen Snurretoppens årlige auktion, var jeg så heldig, at vinde auktionen, over denne skønne bod.
Jeg blev straks forelsket i den, og glad var jeg, da jeg drog hjem med den. I tankerne, var jeg allerede videre med ideen, om et Snehus, efter inspiration, fra de smukke antikke tyske Snehuse. Se eksempel på et sådan, på nedenstående billede. Jeg var faktisk allerede i gang, med at finde ud af, hvor man kunne købe de smukke vat istapper, på min telefon, på vej hjem i bilen.
Billedet er fundet på Pinterest.
Mine tanker var, at min Christkindl (som jeg har skrevet om tidligere, læs eventuelt via linket) og min lille, søde Snepige på nedenstående billede, skulle være i det. På den ene eller anden måde.
Men der var nogen, der ville det anderledes. Et par dukker, stirrede indtrængende på mig, de mente bestemt, det var dem, der skulle være omdrejningspunktet i boden. Men de er da også dejlige. Drengen købte jeg for mange år siden, på loppemarkedet i Forum. Den lille julepige er købt i Legetøjsforeningen Snurretoppen.
Hm, jeg måtte tænke i andre baner, så jeg begyndte, at fjerne alt fra boden. Der var fine ting i den, men heldigvis har de alle fundet pladser, andre steder.
Så stod det der, helt rippet og så gik jeg i gang med at finde ting, der kunne sælges i den lille julebod. I knap 40 år, indtil coronaen kom, har vi hvert år, været på julemarkeder, forskellige steder i Tyskland. Så jeg havde en rimelig god ide om, hvilke varer der skulle sælges. Men alligevel levede, det sit helt eget liv. Jeg gik i gemmerne og på jagt i dukkestuerne, hvor jeg fandt en del, men måtte også købe lidt.
Hos Miniseum, købte jeg lidt Erzegebirge, for hvad er en tysk julebod uden netop, disse ting. Stearinlys og julekugler blev det også til.
Jeg fik et par ekstra kugler med fra Miniseum, som en lille gave. Da jeg så dem, tænkte jeg, at jeg måtte da kunne lave nogle selv. Jeg fandt æsken med perler frem og der var disse, som passede i størrelse. Så med hjælp fra en pincet, lim og lupbriller, lykkedes det mig, at få lavet nogle.
Julestrømpen broderede jeg for et par år siden.
De søde engle har jeg lavet i papir, fra en gammel salmebog og de bitte små glansbilleder, passede så fint.
Krybben i valnøddeskallen, købte en af mine sønner, i 1988 på julemarkedet i Goslar. Jeg har fået den forærende efterfølgende. De produceres stadigvæk.
Billedet er fra Pinterest.
Selvfølgelig skulle juleboden sælge Glühwein, i disse tider, må pengene jo tjenes hvor de kan, så ejeren af boden, har en enkelt gryde stående, blandt sine varer. En legeveninde, kom med ideen. Det skulle vise sig, at være svært at finde nogen, der ville sende til Danmark (jeg kunne ikke finde den, her i Danmark). Jeg bestilte i dukkehusbutikker og på Ebay.de, men ingen ville sende til Danmark. Til sidst kontaktede jeg firmaet Reutter direkte og så lykkedes det endelig, at få en sendt til Danmark.
Den lille julekrybbe ovenpå juleboden, købte jeg på julemarkedet i Lubeck i 2019. Og de 2 rensdyr, er fra Søstrene Grene. De søde honningkager med glansbilleder, husker jeg ikke hvor jeg købte, men det er også mange år siden. Ellers er det ting, fra gemmerne.
Fra højre side. Her står også Nøddeknækkeren, fra vores barnebarns julekalender. Men det er en anden historie, som I måske får en anden gang.
Og fra venstre side.
Den er ekstra hyggeligt, når det er mørkt. En lille batteri lyskæde, ligger på gulvet.
De to dukker, der ikke blev brugt, lavede jeg til et lille diorama i en glasmontre. De fine sølvkugler, fra den oprindelige bod, er brugt her sammen med den smukke klokke. Men den ser man kun, når glasmontren er på
Også i montren er der lagt en lille batteri lyskæde. Den er faktisk rigtig hyggelig om aftenen.
Så alle dukker er glade, på deres nye pladser og jeg har haft nogle hyggelige timer.
Jeg er så heldig, at Lise Rasmussen har sendt mig denne artikel til bloggen. Og jeg er SÅ gammel, at jeg husker Didde. Jeg er født i 1950 og da vi var den eneste familie i opgangen, hvor vi boede, der havde fjernsyn, kom alle børnene ned og så det hos os. Stor lykke og alle var fuldstændig stille, det var så fantastisk, at se på det lille sort/hvide fjernsyn. Tak for gensynet Lise og tak for, at jeg må bringe artiklen.
Jeg er den heldige ejer af en original mappe med en komplet serie på 6 store litografier af TV-dukken Didde.
Jeg kendte ikke figuren og har prøvet at researche mig frem til lidt historie omkring hende. Der er ikke vanvittigt meget at hente, da hun er fra TV-historiens spæde start og ganske givet noget af det allerførste børne-TV, der er lavet, og der findes næppe gemt materiale.
Dukken er skabt af Minna Holck fra Hillerød. Ifølge de oplysninger jeg har kunnet finde, var ”Dukke Didde og onkel Olaf” oprindeligt et radioprogram op i gennem 1950´erne, men kommer på TV i slutningen af 1950´erne, og var dagligt på skærmen. Jeg er selv født i 60´erne og vi fik først fjernsyn sidst i 1960´erne, så jeg mindes ikke at have hørt om hende.
Didde er med sit fregnede ansigt og stride hår ganske charmerende, men ikke særlig køn og har ganske givet virket skræmmende på nogle børn. Det er et af de første forsøg på at lave TV i børnehøjde og der findes en omtale i bogen ”Fjernsyn for børn – Vores fælles historie” af Nina Sahl. Her fremgår det at Dukken Didde er en yderst snaksalig pige i indskolingsalderen, der har en morsom dialog med ”Onkel Olaf”, fotografen Olaf Kjelstrup. Man har forsøgt at lade Didde udtrykke sig med et barns sprog og logik, men formår ikke at fange børnene, da det var indforstået voksenhumor. Børnene forstod det ganske enkelt ikke. Alligevel har dukken været populær – måske fordi der ikke var andre muligheder at vælge imellem! Jeg læste i en tråd at dukkens opfinder Minna Holck efter sigende skulle være blevet kontaktet med henblik på en massefremstilling af dukken i plast, hvilket hun nægtede. Der blev udgivet to bøger med dukken: ”Didde” og ”Didde fortæller” forfattet af Minna Holck og med fotos af Olaf Kjelstrup. Desuden findes der også en singleplade indspillet d. 9.09.1958 med titlen ”Didde og onkel Olaf” udgivet af Mascot Records, og jeg er stødt på et enkelt postkort.
Alle ovenstående billeder er fundet på nettet, de smukke litografier herunder, der vakte min nysgerrighed, er mine egne. De er illustreret af J. Hannibal og ca. A3 størrelse.
Copyright for billeder: Sylvain Forget. For research: Lene Byfoged.
Sylvian Forget.
Ingen tvivl om, at Facebook er en tidsrøver, men man opdager altså også spændende og inspirerende mennesker der. Bl.a. faldt jeg en dag over Sylvain Forgets skønne miniaturedukker, dem blev jeg helt forelsket i. Man må sige at han giver dukkehusdukker, en helt ny dimension. Tænk hvilke rum, man kunne bygge op over en af disse!Der er sikkert nogle der kender til ham, men sikkert også nogle der ikke gør.
Sylvain Forget er født i 1962, i Saint-Jérôme, Quebec og udover, at være en afsindig dygtig dukkemager, er han også en meget spændende og dygtig kunstmaler. Virkelig en alsidig kunstner.
Jeg skrev til Sylvain Forget og fik lov til at bringe nedenstående billeder med kommentarer. Jeg håber I vil nyde dem, mindst lige så meget som jeg gør.
Desværre er billederne ikke så skarpe her, selvom de er det på Facebook. Beklager!
Maggie Smith, den dejlig britiske skuespiller. Her er hun hertuginde af Queensberry i et projekt om dronning Victoria. Hun er lavet i 1:12og af BeeSPuttY ler over trådarmatur, kjolen er syet af silke og hun er malet med Genesis Oils og parviskose fibre. Virkeligt et kunstværk.
Lis Taylor som Maggie i filmen “Kat på et varmt bliktag”
Marty Feldman, hvem husker ikke den dejlige skuespiller? Her har Sylvian kreeret ham, efter inpiration fra filmen “Young Frankenstein”. Så fantastisk.
En hyldest skabt til Peter Falks ikoniske rolle som detektiven Col. Det er i 1:12 og lavet af BeeSPuttY og Cosclay polymer ler. Så vellignende.
Angela Lansbury i rollen som Jessica Fletcher, er Sylvians seneste dukke. Hun er et bestillingsarbejde og lavet i BeeSPuttY ler over et trådamatur. Hendes tøj er lavet af bomuld, meget fint polyester og læder. Malet med genesis olier og parykken er lavet af forskellige viskose fibre. Hun er da også helt fantastisk.
Det elskede eventyr “Jack og bønnestagen” er inspirationen til dette værk. Jack måler knap 10 cm og skulptureret i BeeSPuttY ler.
Sylvain laver også andre virkelighedstro dukkehusdukker, end kopier af kendte personer. Se bare disse eksempler på nedenstående billeder.
Der er ingen tekst til ovenstående billeder, men de taler jo også for sig selv.
Kilder: Theriault, DeeBeeGee`s Virtual Black Doll Museum, The Guardian
Sjælden Leo Moss karakterdukke.
Leo Moss var afroamerikaner, der var født og levede sit liv i Macon, Georgia, USA. Leo Moss var uddannet som snedker og arbejdede som dette, og som altmuligmand, rundt omkring i byen, hvor der var arbejde at få – og så var han dukkemager.
Man ved ikke meget om hans liv. Han var far til fire børn og bliver beskrevet som en venlig mand, med megen kærlighed og tålmodighed.
Det siges, at han startede med at lave “hvide” dukker, for at kunne brødføde sin familie. Men det siges også, at han købte dukkekroppe af en legetøjsleverandør i New York, som han så påførte sin papmache over. Papmachen var lavet af rester af tapeter, som han kunne finde rundt omkring på sine småjobs. Dukkernes sorte hudfarve, var sod fra Kakkelovne og skorstene. Hovederne modelerede han selv af sin papmache.
Dukkernes ansigtstræk, var fra familien, dens børn og børn i nabolaget. Hvorfor er dukkerne så triste eller græder? Nogle skriver, at det var fordi hans kone forlod ham, sammen med deres børn, til fordel for legetøjsleverandøren i New York. Andre siger, det var, hvis han hørte et barn græde, men han modelerede dukkerne. Den helt rigtig grund, kan man kun gætte sig til. Men måske var det et trist liv, der gjorde det.
Han lavede flest børnedukker, men også voksne dukker, har han produceret.
Her en ældre herre af Leo Moss
Fra slutningen af 1890,erne til slutningen af 1930,erne, var han produktiv. Helt nøjagtigt, hvornår han startede og sluttede, er ingen nøjagtig viden om.
Nogle af dukkerne er umærkede, nogle har deres navn og årstal skåret på kroppen (som f.eks. Mina) og nogle har en stoflap på, med hans initialer LM.
Mina med de karakteristiske tårer.
Det vides ikke, hvor mange Leo Moss-dukker, der findes i dag, men mindst to af dem skulle være modelleret, efter et par hvide søstre, der var døtre af en af hans arbejdsgivere. Dem har jeg desværre ikke kunnet finde nogle billeder af.
Denne dukke, ser da ikke så ked ud af det.
I dag er dukkerne sjældenheder, til en værdi af tusindvis af dollars. Moss så aldrig en øre af det. Han døde fattig, og det siges, at han er begravet i en fattiggrav i Illinois.
I anledningen af Dronning Elisabeths 70 års jubilæum, som regent, har firmaet Mattel, kreeret en Barbie dukke i den flotteste kjole, som til forveksling ligner de kjoler hun bærer, til royale anledninger. Også nogle ordner, er der blevet plads til på kjolen.
Sammen med dukken, får man en kopi af tronrummet, på Buckingham Palace.
Dukken kan købes for 75 dollars, hvilket svarer til omkring 500 danske kroner.
Der findes så mange dygtige dukkemagere og på Instagram følger jeg en del. Især Sybil´s Tales, hvis dukker er så charmerende og søde.
Sigita Stonienė er fra Litauen og er den dygtige dukkemager bag Sybil’s Tales. Hver eneste dukke har sinhelt egen fortælling, som det er en fornøjelse at følge med i. Tøjet er imponerende flot og der er kræset om enhver detalje. Dukkerne er meget efterspurgte og bliver revet væk, lige hurtigt som de er færdige.
Jeg har fået tilladelse til at bringe historien om Kaya og Magnusher på bloggen.
Mit navn er Sigita og jeg er dukkemageren bag Sybils fortællinger. Min passion for dukkefremstilling startede for rigtig længe siden – jeg husker mig selv som et barn, der limede stof sammen for at lave en dukke, som jeg ikke kunne se på det tidspunkt. Senere har jeg fået en uddannelse i kunst og tøjdesign. Jeg arbejdede som designer, kort før mine børn blev født. Jeg vendte tilbage til dukkefremstilling, da mine børn var små tilbage i 90’erne – dukkerne var ret forenklede på det tidspunkt, men udviklede sig virkelig over tid. Jeg lagde dukkefremstillingen væk i en periode, men øvede mig altid i at sy – jeg syede til mig selv og min datter, indtil mit barnebarn Sibile igen inspirerede mig til at vende tilbage til dukkemageriet igen – det er virkelig mit lykkelige sted, hvor jeg kan omfavne kreativitet, pleje håndværk og dele glæden igen.
Sigita Stonienė
Kaya og Magnus – historien om de bedste venner
Der var engang en lille pige, der kunne lide at drømme og hendes fantasi var rigtig god. Når hun følte sig lidt ensom forestillede hun sig, hvordan det det ville være at have en bedste ven. der altid ville lytte og grine sammen med hende. Lille Kaya gik alene rundt i gaderne i den lille gamle by og iagttog nysgerrigt mennesker og børn, samlede små sten der lignede dyr. Hun prøvede at blive ven med de herreløse katte, men de ville aldrig snakke med hende.
En dag sad Kaya på bænken på et sødt lille torv. Hun læste et eventyr om prinsesser og dværge, imens hun spiste en rigtig lækker sandwich med ost. Hun var virkelig opslugt af sin bog, da historien var ved at nå kulminationen, og hun var ved at finde ud af, hvad der skete med den onde heks. Kaya rakte ud efter sin sandwich og kunne pludselig ikke finde den – hun stirrede overrasket et sekund. Kaya så sig omkring og rynkede panden, da hun bemærkede, at nogen kiggede på hende bag bænken.
“Hej, hvem er der?” spurgte hun. Ingen svarede, men hun kunne høre en stille gnasken. Først blev Kaya lidt bange, men hun besluttede, at hun ville ikke at give op uden kamp.
“Hvem er du, og hvorfor har du stjålet min sandwich?” spurgte hun med vred stemme.
Hun så den sødeste lille brune næse og runde ører. Det var en mus med den blødeste skinnende grå pels.,
“Er der ikke nogen, der har lært dig at dele?” spurgte musen, mens hun stadig nappede af osten på sandwichen. “Tror du ikke, det er egoistisk at spise sådan en stor sandwich helt alene? Der er vist ingen, der har lært dig en gode manerer” Kaya følte sig virkelig næsten flov. Forvirringen var så tydelig i hendes ansigt, at den lille kloge mus fortsatte.
“Selvfølgelig vil jeg tilgive dig, hvis jeg må sidde på dit skød og og du vil klø mig på ryggen og ørerne, mens jeg spiser sandwichen”. Kaya lagde ikke engang mærke til, at musen klatrede op på bænken og allerede sad på skødet. Hun rørte ved ham, og hans pels var så blød, at hun ikke kunne lade være med at ae den.
“Jeg er Magnus” præsenterede musen sig. “Jeg er den klogeste mus i verden” Magnus led tydeligvis ikke af mangel på selvtillid.
Da Kaya kom hjem og tænkte på Magnus, blev hun lidt irriteret over hans opførsel. Samtidig ville hun gerne tilbage og møde denne stolte mus igen.
Kaya mødte Magnus igen og igen – hun lavede hans yndlingssandwich og bragte den sammen med ost til ham. Hun lærte, at Magnus virkelig var klog – han lærte hende om alle eventyrene i den lille gamle by. Han viste hende, hvor hun skulle gemme sig, når regnen begyndte, og hvor hun kunne se den smukkeste solnedgang. Der gik måneder, og Kaya spadserede stadig rundt i de små gader, men var ikke længere alene. Magnus lærte hende at cykle og lave de lækreste sandwich med tredobbelt mængde ost. En tidlig morgen indså hun – hun havde faktisk fundet sin bedste ven.
Kaya har rødt naturligt mohairhår, som jeg selv har klippet. De sidder rigtig godt fast, du kan flette, rede og lege med dem. Hun er en fritstående dukke. Hun er 44 cm (17,3”) høj, kan vippe hovedet op og ned, også flytte det til siderne. Hendes proportioner ligner et barn på 5 år. Hendes ben kan bøje sig på knæene, hun kan sidde pænt. Kayas hoved, torso og ben er nålefiltede, kun hendes arme er frithængende og fyldte. Magnus er håndlavet legetøj, jeg har lavet ham af uld og bomuld. Han har en lille pyjamas med små blå knapper.
Sigita
Se flere af Sybile´s Tales skønne dukker på hendes hjemmeside: www.sybilstales.com
Sybil´s Tales er også på Facebook,Instagram og Pinterest
Tusinde tak Stonienė, for tilladelse til at bringe denne artikel.
