Coburger Puppenmuseum/Coburg Dukkemuseum

med sine fantastiske dukker og deriblandt

De helt vidunderlige SICORA-dukker

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

(Fotos og historie med tak til Museumsleder Christine Spiller, M.A, Coburger Puppenmuseum ©)

I Coburg finder du et fint og alsidigt dukkemuseum, som er en fornøjelse at besøge, et rent dukke-eventyr for alle vi samlere:

Blandt museets mange dukker står tre meget specielle af slagsen, det vil sige SICORA-gådukker, noget helt specielt, da de kom frem som noget helt nyt på markedet. Disse vidunderlige og udtryksfulde dukker er designet af firmaet Escora, en korsetfabnrik, stiftet i 1904, og som fra 1923 til 1937 blev ledet af Erna Schmidt.

Den fine korsettering fra firmaet Escore (i dag EsCo-Park) med en lille gylden nøgle som logo kendes stadig af mange damer, men at firmaet fra 1923 til i hvert fald 1937 fremstillede dukker, er der ikke mange, der husker og ved. Gådukkerne under navnet ”Sicora” var så fint udført, at de kunne præsenteres på Verdensudstillingen i Paris i 1928.

Kort og godt om ”Sicora”-dukkerne:

I 1923 fremstillede 30 modeller

I 1924 var man oppe på 60 modeller, og fik sølvmedalje på erhvervsudstillingen i Hildburghausen

I 1928 præsenterede man dukkerne på Verdensudstillingen i Paris og

I 1932 købte man Dukkefabrikken Loeffler & Dill, i Sonneberg.

Her er den dejlige dukkedreng, som synes at være på vej hen mod os!
Under huen har han malet hår!

Hvordan finder et korsetfoirma dog på at fremstille dukker? Dette skete takket være firmaets ejer nr. 2, Gustav Schmidts kone, Erna Schmidt, f. Heyman, der foruden at være ejerens hustru, husmor og mor også var en dygtig forretningskvinde, som hurtigt ønskede sit eget virkefelt, og inspireret af den begejstring, som gå– og taledukker vakte overalt, og særligt amerikanerne var vilde med, specialiserede hun sig i fremstilling af dukker. Da den model i 1923 under navnet ”Sicora” blev registreret, omfattede sortimentet allerede 30 gå– og taledukker. Allerede året efter præsenterede man 60 modeller og blev æret med sølvmedaljen på erhvervsudstillingen i Hildburghausen. I 1937 købte Gustav Schmidt Dukkefabrikken Loeffler & Dill i Sonneberg.

Hvor længe man derefter fremstillede dukker, vides ikke, men det antages, at dukkefabrikationen blev indstillet, da 2. Verdenskrig brød ud. Escora korsettering derimod bestod ind i 1990erne.

Den store dukkepige her i selskab med en af museets bamser, er en af de dukker, der er forsynet med paryk!

Sicora-gådukkerne er forsynet med en enkel, men naturligt virkende mekanisme. To snore, som løber fra knæ til mave, foranlediger, at fødderne kan bevæges skiftevis. For at få det til at virke, skal man, lige som med et lille barn, der skal lære at gå, holde dukken under armene og skubbe fremad. Senere udviklede man som mere hjælp en førerstab, og i 1928 på Verdensudstillingen præsenteredes dukken som ”Vidunderdukke”/En hidtil uset og speciel dukke”!

Dukken bevæger, når den går fremad, også hovedet og kan ”kvække” ved hjælp af en indbygget stemmeanordning. Alle Sicora-dukkerne (også kendt under navnet ”Sicora Wunderpuppe” (vidunderdukke) eller ”Sico-Sicora-dukken” har en velstoppet stofkrop, bevægelige led af masse, og papmachéhoved med malet ansigt og hår. Nogle dukker var med paryk i stedet for det malede hår! Under sålen på højre sko står ”Sicora” samt et slogan, forfattet af Gustav Schmidt: ”Ich lauf und stehe frei, – sprech und bewegt den Kopf dabei!” (Jeg går og står uden støtte, taler, alt imens jeg bevæger hovedet!” (Slogan’et rimer på tysk, men desværre ikke på dansk). (Under nogle skosåler stod desuden: ”For det tredje kan jeg ikke gå i stykker!”

På Coburger Dukkemuseum findes i alt tre Sicora-dukker, og de ses her i deres originale udførelse. Der har stået artikler om dukkerne i Ciesliks Puppenmagazin Nr. 3/1996 og i Puppen & Spielzeug nr. 3/2018.

Den tredje dukke i Coburg er pigen her i forårsgrønt strik, der er mindre end de andre
også hun har paryk!
Og her kan I så se mærke og slogan under dukkernes højre sko:

Nu er I selvfølgelig nysgerrige efter at få noget at vide om dukkefabrikken Loeffler & Dill, som ”Escora” købte i 1930. I Ciesliks Encyklopedia over tyske dukker 1800-1939 står der lidt om firmaet, men desværre er der ikke afbilledet nogen dukker: Firmaet blev stiftet i 1879 efter at have erhvervet Hermann Walters firma i Sonneberg, – også et dukkefirma med ultrakort eksistens 1864-79, hvor stifteren afgik ved døden – af Otto Loeffler og Caspar Dill, der var gift med Helene Loeffler, en kort tid hed firmaet stadig Hermann Walter. Man annoncerer i 1922 bl.a. med fremstilling af påklædte dukker, leddukker og alle slags dukkehoveder, mærket er bl.a. L&D, derunder 6/0 og atter derunder X. Desuden findes der et logo med en dukke.

Coburger Puppenmuseum – Den helt specielle dukkeverden

Er et flot og alsidigt dukkemuseum med en mange forskellige dukker og bamser, legetøj og mange andre sjove ting. . Der sker hele tiden noget på museet, der er kendt for sine mange spændende aktiviteter, som I kan læse om på hjemmesiderne.

Museet har mere end 1000 ”historiske dukker” dukker og mange dukkehuse fra ca. 1800 og til i dag, bl.a. har man den største Tedukke/halvdukkesamling i Europa, ca. 300 forskellige. Desuden er der stort udvalg af forskelligt legetøj, man falder nærmest i staver foran de mange flotte vitriner.

Museets facade ses først i artiklen, og hermed adresse og åbningstider:

Puppenmuseum Coburg, Rückertstrasse 3, D 96450 Coburg –                             tlf.: 0049 9561 891480

puppenmuseum@coburg.de – www.coburger-puppenmuseum.de

Et af de museer, som fra 1. april til 30. september holder åbent hver dag fra 11 til 16 –

  • fra oktober til marts er der lukket om mandagen, men ellers samme åbningstid fra 11 til 16
  • (der holdes dog lukket på flere helligdage, hvilket vil fremgå hjemmesiderne)

 Tusind tak til museumsleder Christine Spiller, M.A., for tilsendelse af fotos og andet materiale.

God tur til Coburg i Bayern og god læselyst !

 

Dukke Peter

© Tekst og billeder Anne-Lise Crety.

Anne-Lise Crety har lyttet til og oversat Peters beretning i 2003.

Da jeg læste indlægget om “Rejsekammeraten”, kom jeg i tanke om Peter. Peter fik jeg for ca. 15 år siden af Uschi fra Berlin. Uschi er veninde med min veninde Anne-Lise og da hun hørte, at jeg elskede dukker, syntes hun at  jeg skulle have Peter, da ingen af hendes døtre var interesseret i ham. Anne-Lise skrev dengang følgende om Uschi og Peters historie:

I dukkevitrinen hos Lene sidder dukken Peter. Han skæver lidt til de andre dukker, speciel til hende den søde på højre side, – for det kan han nemlig: Ikke som de andre blot lukke og åbne øjnene, men han kan også “smutte” med de smukke, mørke svesker, så det kan blødgøre ethvert pigehjerte.

Evnen til sådan at skabe øjenkontakt gør han flittigt brug af, ikke mindst fordi han ellers har lidt svært med at kommunikere med de andre i skabet, Peter taler nemlig endnu ikke dansk, han er for ikke så længe siden kommet fra Tyskland.

Men hvorfor ikke give ordet til Peter; skønt fortalt på tysk, får vi et indblik i den skæbne, der foreløbig er blevet hans:

Jeg er ca. 60 år (nu er det jo 75 år) gammel og kom til verden i Tyskland under 2. verdenskrig. Den første del af min tilværelse tilbragte jeg på en hylde i en legetøjsbutik. Butikken lå i Pichelsdorfer Strasse i Spandau ved Berlin, og jeg kan huske at den hed “Spielwaren-Gericke”. Der var kun sjældent kunder i legetøjsbutikken og kom der endelig et par børn for at kigge på herlighederne, købte de kun lidt glaskugler eller et par tinsoldater. Vi dukker og bamser på hylden var nok for dyre for dem.

Alligevel så jeg ofte børn, der trykkede næserne mod ruden, og ligesom længselsfuldt kiggede ind på os. Især bemærkede jeg en lille pige, der ofte kom forbi forretningen med sin mor. Det slog aldrig fejl: Moderen blev ved hånden trukket hen til vinduet, og den lille pige, der talte ivrigt, pegede op på hylden, hvor vi sad på rad og række. Hvad hun sagde, kunne jeg ikke høre, men jeg noterede mig lidt trist, at moderen hver gang rystede på hovedet og skyndte sig videre med barnet.

Efterhånden glædede jeg mig ligefrem til deres besøg, ikke mindst da jeg efter et stykke tid bemærkede at det helt bestemt var mig, hun kiggede mest på. Jeg sendte hende et skælmsk blik, næste gang jeg så hende, og nu var det helt sikkert: Det var mig, hun var interesseret i!

Tiden gik, det blev både vinter og vår, og stadig sad vi alle på vores hylde og støvede til.

Og så skete det: Den lille pige kom med sin mor ind i butikken, og – oh jubel: Jeg blev taget ned fra hylden og pakket i en æske med træuld, med papir og snor udenom og en lille bærepind. Nu blev jeg det kæreste eje for et lille menneskebarn. Hun hed Uschi, fortalte hun mig, – ja, egentlig hed hun Ursula, men hun blev kaldt Uschi. Mig kaldte hun Peter, så det hedder jeg altså.

Uschi og jeg blev hurtigt meget gode venner, vi kendte jo næsten allerede hinanden fra blikkene gennem vinduet, og efter nogen tid fortalte hun mig, hvordan det omsider lykkedes at få lov til at købe mig.

Som jeg før fortalte, var der krig i Tyskland, og Uschis far og mor skulle bruge hver en Mark, de kunne skaffe, til mad og tøj. Det hus, de boede i før krigen, blev bombet, og Uschi fortalte mig om den frygtelige dag, hvor hendes mor stod på altanen på 3. sal, medens resten af huset brændte under hende. I sidste øjeblik blev hun reddet ud af brandfolkene, der jo havde travlt overalt i byen, hvor bomberne var faldet. Det eneste moderen fik reddet ud, var hendes syæske og et fotoalbum med navnet “vores barn”. Det billede, I kan se af mig og Uschi, er fra albummet.

Uschi og Peter.

Heldigvis skulle hendes far ikke ind som soldat, og han søgte derfor arbejde hos bønderne i omegnen. De betalte ham med lidt kartofler, mel, æbler og måske et brød eller to, hvis bondekonen netop havde bagt. Penge fik han ikke for sit arbejde. Engang fik han en sæk sukker, som bonden havde taget i bytte for noget andet, og da familien jo ikke havde brug for så meget sukker, gik faderen med sækken ned til slusen i Spandau og fik det solgt til skipperen på en slæbebåd. Nu var der lidt penge hjemme, og Uschis store ønske blev opfyldt: Jeg blev købt!

Uschi passede vældigt godt på mig, og da jeg jo, -som I selv kan se på fotoet,  – ikke havde noget tøj på, strikkede hendes mormor en tyrolerdragt til mig, som jeg stadig syntes klæder mig godt.

Da Uschi blev voksen og selv fik to piger, fik de somme tider lov til at lege med mig, hvis de gjorde det meget forsigtigt. Alligevel har jeg på et eller andet tidspunkt fået et lille sår i panden, jeg husker ikke rigtig, hvordan det skete, måske har jeg været besvimet et kort øjeblik.

Peter i sin søde tyrolerdragt.

Da pigerne blev voksne og ikke ville lege mere, blev jeg lagt ind i skabet, og der lå jeg igen og kedede mig ligesom i legetøjsforretningen.

Så skete der igen noget i mit liv: En sommerdag i 2002 blev jeg taget ud af skabet. Mit tøj blev vasket, og det blev jeg også selv, og så kom jeg med Uschi og hendes mand på ferie i Danmark. Dér var dejligt! Jeg blev sat i en sofa og blev beundret og fotograferet, for Lene havde hørt om mig og ville gerne have et billede af mig. Desværre traf vi ikke hinanden personligt ved dette besøg, og da vi efter ferien rejste hjem og jeg igen blev lagt ind i skabet, var jeg i lang tid temmelig nedtrykt.

Næste sommer skete nøjagtigt det samme: Vi rejste til Danmark, jeg blev sat i en sofa, blev beundret, – og traf nu endelig det menneske, der så inderligt ønskede at “adoptere” mig! Sådan gik det til at jeg nu sidder i en vitrine i Danmark sammen med en masse kønne dukker, – og da mine nye dukkevenner holder lige så meget af mig, som den lille Uschi i Spandau gjorde for mange år siden, ved jeg, at jeg aldrig mere skal sættes til salg på en hylde eller lægges ind i et mørkt skab.

Desværre er der ingen mærker på Peter, så oprindelsen står hen i det uvisse, men det gør ikke min glæde ved ham mindre og som Anne-Lise skriver har han de smukkeste brune Flirty-eyes.

Det er ikke denne slags dukker jeg samler på, men historien er så sød og han er givet til mig med stor kærlighed, så i dag sidder han i dukkeværelset og hygger sig, og så minder han i meget stor grad om den “glasdukke” jeg havde i min barndom, som min bror smadrede hovedet på.

Lene

Rejsekammeraten

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen, oversættelse, ©

 Kære Venner,

Hermed en rørende lille historie om en dukke, der hele livet har fulgt sin Dukkemor! Denne lille beretning er fra rubrikken ”Tilbage i tiden” (Zeitsprung) fra ”Die Zeit” nr. 29, den 12. juli 2018 – et udklip, jeg fik tilsendt fra min søn Bjørn, og som jeg straks mente, kunne være af interesse for jer alle, idet mange af os stadig har vor barndoms yndlingsdukker, og det derfor kunne være både interessant og morsomt at få jeres dukkehistorie med foto og beskrivelse: grundlaget for en herlig debat….. Ikke sandt!

1940/2015: Rejsekammeraten

 Monika Göth, Wien fortæller:

 På billedet tv ser I mig som fireårig med min yndlingsdukke. Fotoet th viser os begge 75 år senere. Egentligt ikke noget særligt, dersom der ikke var sket et bombeangreb i Kiel i august 1944, hvorunder jeg blev begravet under vort brændende hus. Da man mange timer senere reddede mig, havde jeg denne dukke i mine arme. Siden da har den ledsaget mig overalt, delt bolig med mig i fremmede byer og lande, i møblerede værelser og i egne huse. Nu er vi begge gamle —men dukken ser stadig ung og smuk ud. (Monika Göth, Wien).

Og nu glæder vi os vanvittigt til løbende at modtage historier med billeder af jeres barndoms yndlinge…. På genhør, på genhør…..

Kilde: Tak til Monika Göth, forfatter, for tilladelse den 2. august 2018 til at bringe dette! Og desuden glæder jeg mig åtil at sende denne oversættelse med mere til Monia Göth som tak for tilladelsen.

 Fortsat god sommer…..

Hilsen fra Anne Friis med “Lidt om Lises skildpaddedukke”.

Fra Anne Friis med copyright. for tekst og billeder.

 Kære Lene & Lise samt andre på bloggen.

Celluloid hoved fra Skildpadde fabrikken i Tyskland mrk. 17 og med skildpadde i ramme, men af en fantastisk kvalitet med glasøjne & tænder.

Jeg kunne ikke lade være med at finde de fotos frem, som jeg har af den samme dukke, da Lise gerne ville se denne, og især hendes krop. Det er selvfølgelig en ”Skildpadde”, som vi siger på dansk, og fra måske nok den kendteste fabrik af celluloid ting, som Tyskland har haft. Først og fremmest er dukken ikke min, men den var i en forfærdelig forfatning, da jeg fik den. Damen som ejede den, har jeg mødt til min endnu eneste 100års fødselsdag, som jeg har deltaget i. Da vi kom til at snakke, fortalte hun mig om sin dukke, hun så gerne ville have repareret. Jeg lovede selvfølgelig at kigge på den, og efter at jeg havde fået tilsagn om reparation fra Göran Berg uden for Malmø, som er medlem af vores klubber i Kbh. og en meget god ven, tog jeg til Sorgenfri, hvor damen boede, tæt på mine gamle venner. Desværre burde jeg jo have fotograferet den inden reparationen, men det var kroppen og armene, det var galt med. Jeg fjernede af sikkerhedsmæssige grunde hovedet, så det ikke skulle ud på så mange rejser, hvorfor jeg har taget billeder af det uden sin sikkert originale krop.

Selve hovedet har jeg set mange gange, men aldrig i så stor størrelse og med glasøjne, der kan lukkes, selvfølgelig. Netop på grund af dette, kan de nu efter så lang tid få hovedet til at revne, da den vægt der sidder i balancen godt kan ødelægge hovedet og få det til at revne. Jeg tror så absolut dette er Roll Royc’en for denne model. Bemærk hvor fint modelleringen er og tydelig, undtagen på bagsiden med mærket, som I også får i eget foto. Kroppen er mærket med 45cm så kan vi altså se størrelsen af hensyn til Lises eksemplar. Den har de typiske ben med specielle samle-led i hoften i metal og indsatte stofstykker ved knæene, så den kan bevæge benene frem og tilbage samt sidde ned i en stol f. eks. Disse kroppe blev brugt meget omkring 1910 og frem, og de går selvfølgelig ikke så let i stykker, men kapslerne som sidder i hoften er tit brækket af eller kan helt mangle.

Selve mærket fra Skildpaddefabrikken 17. ca.1910-15, skildpadden i ramme med germany over fra repareret dukke hos Göran.

De kan endog være lavet i voksdug også, så man har kunnet få dem i mange prislag, den samme type findes også i læder, hvilket selvfølgelig har været dyrere, men som regel har de et bisque hoved i uglaseret porcelæn. Jeg har selv flere typer med disse kroppe i forskellig variationer. Nogle af dem kan have ben i forskellige udgaver, stof i andet materiale, bisqueben, eller ben af celluloid. Disse har som regel ganske små skildpadder stemplet ind i siden, og således også fra dette firma.

Dette hoved er dog efter min mening meget smukt og mat i sin celluloid farve-holdning. På grund af sin udefinerbare frisure kan den være både en pige eller en dreng. Men jeg må sige at glasøjnene klæder den, så bliver den netop så udtryksfuld og får lidt farve i ansigtet. Den har åben mund, men her også med tænder. De kan være svære at finde, når de mangler, og det gør de tit. Den var klædt i en spencer og manglede en bluse, hvilket den fik af mig. De billeder jeg derfor har af den og kroppen er efter den kom tilbage fra Göran, som er en uhyre omhyggelig og dygtig reparatør. Han har sandelig lavet en masse af mine ting, som jeg har opgivet til stor fornøjelse for mig. Det er i dag særlig svært at finde nogle som kan det med at reparerer celluloid, de fleste ødelægger tingen, men det sker ikke hos Göran.

Det indvendige hoved med måske pris 4/00 som kan være 4.Kr. samt grønt stempel, udstoppet med papir så det ikke gåt itu. Skildpadde 17 med ramme & germany

Jeg har selvfølgelig fotograferet kroppen grundigt, så I kan se typen, men de er som sagt fundet i mange forskellige variationer, men jeg tror de har kunnet købes færdig hos diverse legetøjshandlere og sikkert er lavet Tyskland, og de billegere typer har ikke kostet en bondegård. Stoffet kan være ret forskelligt, nogle er med en form for elasticitet i, det vil sige det kan strække sig og må nok benævnes som en slags tricot stof altså strikket på en maskine. Jeg har sågar en fransk dukke med samme type stof, hende vil jeg komme tilbage til en anden gang, da hun er utrolig spændende. Jeg har close-ups af hvordan armene er sat fast samt størrelsen af dukken. Når I ser billedet fra indersiden af dukken kan I se en mulig pris på måske 4/00 som kan stå for 4,00 Kr., hvilket på det tidspunkt er ret dyrt, så lad være med at tro at celluloid dukke hoveder var billige. Desuden var de det sidste nye, og derfor enhver lille piges ønskedrøm.

Bagsiden af skildpadde hovedet med mærke i ramme, Germany & 17. fra 1910-15 1 verdenskrig.

Desuden skal I huske at første verdenskrig startede i 1914, så var det godnat for celluloid industrien, idet alle fabrikker skulle lave våben, samt det faktum at celluloid kunne eksplodere. Det blev netop opfundet i forbindelse med den amerikanske borgerkrig, så det måtte ophøre under krigsårerne, men kom igen mellem verdenskrigene, selvom det var relativt dyrt at fremstille. Det forhandledes i store plader, som så skulle opmagasineres, hvilket er så farligt. Husk derfor en celluloid dukke kan pludselig eksploderer, så pas endelig på i denne varme, hvis du skulle bo i et træhus, de er og bliver uhyre sarte, og der er intet af gøre, når de først er eksploderet. Du står bare tilbage med nærmest støv, tro mig, jeg har selv prøvet det.

Skildpadde dukke med skjold mærket med skildpadde i retangel og 17. samt Germany ovenover. Karens veninde repareret af Göran
Den nyreparerede krop fra Górans hånd som nu kan sidde og bevæge sig i sin næsten originale skikkelse, med celluloisarme påsat.
Her størrelsen på kroppen samt mærket den er lavet hos, kan ikke se hvilket med se hvordan arme er fastgjort 1910-15

Håber I alle overlever i varmen, jeg bader næsten hver dag for at få min Iskias til at fungere, derfor har jeg været tavs så længe.

Venligst Anne Friis

 

Når man får gaver

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 1

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen©

 For snart mange måneder havde vi besøg af et vennepar, der havde overtaget et gammelt hus og fundet en gammel dukke og dukkevogn på loftet. Og da man kender min samlermani og forkærlighed for gammelt legetøj, fik jeg begge del som en STOR og dejlig værtindegave. Og mon ikke jeg følte mig som en Lykkens Pamfilius!

Dette billede er fundet i Angelika Lipinskis ”Zelluloidpuppen Sammeln (Preisführer) 1991) !

Da vi havde taget afsked, kastede jeg mig straks over mine bøger (”bibler”) for at kunne datere dukken:

Hun er fra Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik, Mannheim-Neckerau, nu Schildkröt (det var virkelig godt, at firmaet skiftede navn, da deres dukker altid gik under den populære betegnelse ”Skildpaddedukker”!)! Hun er en gammel dame med skulderhoved mærket med Skildpadde i ruderamme og tallet 17. under ”padden”. Hun har ”halve” celluloidarme og stofkrop. Kroppen er af lærred, og kan være fornyet, idet der ikke er ”spjæld” som knæ på kroppen, dvs. at jeg egentlig burde sy en anden krop til hende….. Ifølge flere af mine bøger blev hun fremstillet fra 1910 til 1915 og fandtes i mange størrelser, og mit eksemplar må være den største af typen. Dukken blev senere reproduceret i 50erne med en svag ændring i frisuren.

Dukken er iført et par strikkede sokker, et par mamelukker og en kjole af lærred…. Hvor gammelt eller nyt tøjet er, tør jeg ikke sige noget om, måske meget nyere end dukken, og skulle energien en dag komme over mig, vil jeg ekvipere hende lidt fiksere.

Kroppen ser nyere ud end
Dukkehovedet, en gammel krop ville helt sikkert have spjæld med knæled!
Hendes Skildpaddemærke er desværre ikke ret tydeligt —men her kan I også se hovedet og frisure bagfra !
ådan ser pigen ud, og hun vil da helt sikkert se sødere ud, dersom, hvis, såfremt, ifald hendes ”dukkemor” tager sig sammen til at ekvipere hende bedre

DEL TO om dukkevognen følger, den varme sommer inviterer ikke helt til at sidde og skrive. Skulle nogle af jer af en sådan eller en lignende dukke, så bare fortæl, fortæl og fortæl!

G o d   Læ s e l y s t !

T r æ d u k k e r – GROMADA

Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©

Hvor er det dejligt at kunne arbejde sammen og supplere hinanden, som f.eks. her , hvor Lene og jeg lagde os i selen for at finde oprindelsen til disse charmerende trædukker, som jeg inderst inde kalder ”russiske bondepiger”:

Det hele startede med Annette Rahbeks forespørgsel om oprindelsen til tre 17,5 cm høje trædukkepiger, som hun for længe siden på et loppemarked havde erhvervet til næsten ingen penge. Mine trædukker er 13,5 cm høje, var der mon forskellige størrelser?

Dukkerne er fra Polen, her er firmaet Gromadas mærke.

Både Anette og jeg har fundet vore dukker i rodekasser på loppemarkeder, og dukkerne er klædt på i tøj af stofrester, typisk for, hvad man havde dengang i fyrrerne efter krigen. Men hvor mon dukkerne kommer fra?

Allerførst spurgte vi på bloggen, hvor flere læsere havde fået at vide, at de var fra Lego, så den oplysning gik vi videre med:.

Vi kom herefter laaangt omkring. Allerførst spurgte vi hos LEGO, idet flere læsere mente, de stammede fra Legos første tid, hvor man fabrikerede trælegetøj – her fik vi svar med henvisning til hjemmesiderne miniland.nl. – , hvor der er gengivet katalogsider i s/h og i farver, men desværre ingen dukker.. Derefter spurgte vi BRIO, Sverige, som hurtigt svarede, at dukkerne desværre ikke er svenske.

17,5 cm høj dukke fra Retro-vintage!

Da dukkernes bemaling ligner de russiske matronedukker: Matrojska eller Babushka, og da deres tøj ligner russiske folkedragter, kunne dukkerne da være russiske eller måske østeuropæiske….. så vi måtte videre. Og der er masser af fotos af disse trædukker på nettet, dog uden oprindelse!.

I mellemtiden fandt Lene på siderne: retrovintage.dk,. at man herigennem stadig kunne købe æsker med sådanne dukker, og vi bestilte lynhurtigt en æske hver. Disse dukker annonceres som: Gamle Trædukker fra 1940erne – æske med 6 stk.

Disse dukker er vel ankommet, og sælgeren har sendt os de pæneste, hun havde, idet dukkerne er gamle (1947-49), og tøjet krøllet af at have ligge i æskerne i så mange år. Et par af dem skulle da også have en klat lim til fastgørelse af en løs træsko, men alt i alt er de søde og flotte.

Men vi måtte videre ud i den STORE Verden. En af mine dukkebekendte har en ukrainsk veninde, og ved en forespørgsel fik vi via Ukraine at vide, at de var polske, og at de fandtes i to størrelser (13,5 og 17,5 cm) , dvs. fra Gromada. Der står meget under Gromada, når man læser polske hjemmesider, og jeg fandt da også en lignende dukke udstillet i Legetøjsmuseet i Gdansk, men ville jeg gå dybere ind i min forskning, stod der bare: åbner snart….

For at komme videre, gik jeg til min polske svigerdatter, der ellers ikke interesserer sig for dukke og legetøj, men hun kunne måske finde noget, ikke alt er oversat fra polsk, derfor var Dorota mit bedste bud, og BINGO: Dorota fandt historien om Gromada, og den får I her:

Trædukken fra Gdansk— som I ser, er den er fra 1956!

Det kooperative firma Gromada i Kielce blev etableret i 1939. Dets aktiviteter var koncentreret om denne regions legetøjstraditioner, Kielecczyzna er et område i det centrale Polen. Foruden trælegetøjet så som dukker, byggeklodser, møbler, gynger, byggesæt og meget mere, gik man i gang med at fremstille maskotter og dukker af stof. Firmaet skabte over 300 modeller. De introducerede desuden tegneserielignende typer, samt figurer fra tegneserier, de fleste kendt i Polen, så som Jacek og Agatka, forældreløse Marysia og Koziolek Matolek, figurer som ikke siger os ret meget eller nok slet intet.

Firmaet præsenterede deres legetøj på messer og eksporterede til Nigeria, Tanzania, Libyen, Tunis, USA og Japan, og deres aktiviteter fortsat langt op i 90erne.

Trædukker i polske politi– og soldateruniformer sattes i produktion i 1960, disse dukker var ikke særligt populære blandt potentielle kunder./købere. Men da firmaet meget gerne ville af med dem, solgte man dem til politi og militær, som brugte dukkerne som gaver for tro og eksemplarisk tjeneste.

I 1960erne var Gromada-dukkerne meget populære i Polen, de fandtes på hylderne i næsten alle butikker. Dukkerne solgtes til udlandet som souvenirer fra Polen. Og stadigvæk kan du være heldig at finde dem på loppemarkeder og auktioner rundt om i Verden.

Her er min 13,5 cm høje trædukke, som jeg har tegnet og scannet. Hendes tøj er i groft blåt og hvidt lærred!
Hun er fundet for mange år siden i en rodekasse på et eller andet loppemarked!

Anette Rahbeks tre 17,5 cm høje dukker, forfra og bagfra – også fundet på et Loppemarked!
Tøjstilen er den samme, folkedragter i groft lærred og meget enkelt syet
Æske med 6 dukker fra Retro-Vintage –
Lene og jeg var heldige, vi fik de pæneste æsker af dem, der var tilbage!
Sådan introducerer Retro-Vintage restpartiet af dukker – og sådan blev vi bragt på sporet!
Tv: På et loppemarked så Lene dette ”Kaptajnspar” til salg, og nedenunder kan I se Beritt Mathiesens fire velklædte trædukker. Alle 6 ligner Gromada-dukkerne, synes I ikke ?

Men…. Der er stadig et åbent spørgsmål??? Her er Annalise Fiskers trædukke. Hun er malet anderledes og iført en blød bomuldskjole – gad vide, hvor hun kommer fra ?

Til slut tak til alle jer, der satte os på sporet af disse charmerende trædukker, og vi modtager gerne mere om dem.

G o d   L æ s e l y s t   !

Særudstilling af kunstnerdukker og antikt legetøj

Fra Inge Harcks samling

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich,tortula,de, for tekst og fotos

 (oversættelse Lise Brastrup Clasen © –   design Lene Byfoged ©)

Efter at jeg for et par uger siden fortalte om mine gamle Kuhn-dukkestuer, skete der følgende for mig:

 I maj genså jeg min højt elskede bedstemor, der døde i 1980. Ja, virkelig, jeg er fuldstændig sikker. Hun sad på Museum Oldemorstoft i Padborg, Danmark, og skrællede kartofler. Tror I mig ikke? Tror I ikke på reinkarnation? Nå, ja, det gør jeg egentlig heller ikke. Men i dette tilfælde?

© Foto: Fra Sigi Ulbrich familiealbum.

 Min mand og jeg kørte til Padborg for at se en særudstilling

Kunstnerdukker og antikt legetøj

fra Inge Harcks samling

 Jeg indrømmer, at jeg ikke har ret meget forstand på kunstnerdukker, ja egentlig kender jeg slet ikke noget til dem, men man skal da være fleksibel, og det antikke legetøj var jeg selvfølgelig meget betaget af.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Vi havde en aftale med Inge Harck, og trods varmen og afstanden ankom vi til tiden. Ja, og da så jeg hende, jeg mener min Bedstemor, i en vitrine. Hun sad på en køkkenstol i haven og skrællede kartofler, og ved siden af stod jeg og så til, jeg var helt sikkert meget utålmodig, da jeg meget hellere ville lege med Bedstemor med min dukke. Dukken var for øvrigt en Bärbel – en af de kendte Skildpaddedukker.

Dette display med de to figurer foran – (Bedstemor på 39 cm og barnebarnet på 14 cm), – og hvor der bagved står en omgang storvask med vaskebaljen af træ, satte mig tilbage til barndommen, og jeg blev lidt rørt.

Det er helt klart som i 50erne og næppe noget andet.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign.

Mens vi drak kaffe, kom Inge Harck og jeg hurtigt i snak med hinanden.

Hun fortalte om sine udstillinger, om sine nomineringer i Sonneberg og Neustadt, og om hvor stolt hun var over at have vundet Max Oscar Arnolds Kunstpris hele to gange.

Det hele begyndte i 1990, da hun som autodidakt (selvlærd) fremstillede reproduktioner af antikke dukker. Her forsøgte hun sig med forskellige materialer, men fik en forkærlighed for porcelæn og modellere.

Hos denne kreative kvinde var skridtet til dukkekunstner dermed uundgåeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Et af hendes første værker var Max & Mortiz.

De er modelleret af cernit. Ja, og jeg forstår fuldt ud, at en kunstner, som i begyndelsen endnu er famlende og usikker— (kan man genkende mine værker, kan man lide dem) – øjner chancen for, at publikum i disse slemme drenge” , som ikke er til at tage fejl af, kan genkende hendes arbejde. Her er således deres 3. skarnsstreg:

 Max & Moritz –  gale streger –

Med saven her i skjul de leger

Tju og bang –  drillerier laver

I broen snildt et hul de saver!

(gendigtet af Lise Brastrup Clasen ©)

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Det er i øvrigt de ægte Max & Moritz-figurer, skabt af Wilhelm Busch, og som i 1865 første gang blev offentliggjort, og ikke som mange tror, de samme som de i Danmark kendte figurer Knold og Tot, som er inspireret af dem.

Knold og Tot har siden 1897 lavet skarnsstreger hos vore naboer mod nord, og har i både i væsen og udseende meget til fælles med Max og Moritz.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Også en allerede etableret kunstner udvikler sig stadig.

Her er Inge Harck ingen undtagelse. Inge er krigsbarn og har derfor minder, som måske i dag endnu ikke er fordøjet og bearbejdet..

Den lille Inge skulle som ”feriebarn” hjemmefra. Hun blev optaget som feriebarn i en dansk præstegård.

Årtier senere skabte hun i modelene sceneriet om sin ankomst til præstegården.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, så stærkt et indtryk gør dette tidsbillede. Man føler med Inge og sporer, hvor ængsteligt hendes lille hjerte måtte banke..

© Foto: Inge Harck

Inge Harck fortalte mig, at hun har atelier i Kreativitetshuset i Flensburg ”Holm 35 – Kunst & Kunsthandwerk”, her arbejder hun i modelene og andre modellermasser.

Desuden nålefilter hun billeder, dyr og små figurer. Da hun ikke kan stille en ovn op dér, kan hun ikke arbejde i porcelæn. Af særlig interesse er det, at Holm 35 hver fredag mellem 15 og 17 har åbent hus. Også Inge Harck er til stede på dette tidspunkt. Her kan du snakke med hende om hendes kunst. Fra atelieret sælger hun dukker, skulpturer, relieffer med mere fra sit værksted.

Desværre nåede vi ikke at se Inge Harck arbejde i atelieret. Men hun har overladt os nogle fotos, som fortæller en hel del om en dukkekunstners arbejde.

En amatør (dvs. jeg) har således ikke kendskab til forskellene mellem de enkelte materialer.

© Foto: Inge Harck

Inge Harck forklarede mig derfor :

Vedrørende en modellermasse skal alt lige fra starten ”sidde” korrekt. Anbringes et øje på skrå i ansigtet, så sidder det på skrå, man kan enten lade det sidde, eller kassere emnet. Porcelæn kan man senere stadig bearbejde. Aha, det vidste jeg således ikke. Men porcelæn er dyrere, man skal lave forme, hvori porcelænet støbes. Ved modellermasse former man blot de enkelte kropsdele af en klump. Porcelæn skal brændes, mens modellermasse derimod tørrer i luften eller i bageovnen. Nå, i det mindste vidste jeg dette.

© Foto: Inge Harck
© Foto: Inge Harck
© Foto: Inge Harck

Hvorfra får en kunstner sine ideer? Hvordan de andre får dem, ved jeg selvfølgelig ikke, men Inge Harck får dem fra det virkelige liv, eller så at sige dagliglivet.

Som f.eks. fra en TV-serie

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Fra eventyr, Den lille pige med svovlstikkerne har gjort et særligt indtryk på kunstneren.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

 Fra showbusiness, som her den sydkoreanske sanger og skuespiller Lee Jin-ki – bedre kendt under sit kunstnernavn ”Onew”. Fra alle former for sport, dvs. ikke så meget sportsstjernerne, men selv sportsgrenen: Den legendariske skøjteløbermor, som med hård eksercits vil skabe det ud af sine børn, som hun aldrig selv opnåede. *For kunstneren selv, der er et udpræget familiemenneske, er dette helt utænkeligt.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Også musik derhjemme er et tema, hun ofte benytter, som I ser, kunne det være, men behøver absolut ikke være Mozart.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Vinterbørnene her gemmer en lille hemmelighed, for til et af disse børn stod Inge Harcks barnebarn model. Men selvfølgelig røber jeg ikke, hvilken dukke det er. Et par hemmeligheder skal der da være. Du må således selv besøge udstillingen og løse gåden.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Mellem kunstnerdukkerne finder man historisk legetøj: dukker, dukkevogne fra dukkestuer, bamser og andre krammedyr. I et dukkekøkken står en musefælde under køkkenbordet – og selvfølgelig befinder den lille mus, som passer til fælden, sig ikke langt fra den.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign
© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Udstillingen kan ses helt til den 31. oktober, og hver onsdag er Inge Harck på museet og besvarer meget gerne alle dine spørgsmål.

Hermed Museets adresse, åbningstider etc.::

Museum Oldemorstoft, Bovvej 2, 6330 Padborg, tlf: (0045) 73 76 64 36

Email: museumoldemorstoft@aabenraa.dk – www.oldemorstoft.dk

Åbningstider:

Lukket mandag

Fra tirsdag til fredag 10.00—16.00 og

  1. weekend i måneden: lø-sø 13.00 til 16.00

Helligdage fra 13.00 til 16.00

Entré:

Børn fra 0 til 9 år: gratis

Børn fra 10 til 17 år: 15 kr.

Voksne: 40 kr.

© Foto: Gerhard M. Ulbrich gmuwebSign

Der kan desuden bestilles rundvisninger (efter aftale).

Vi siger endnu engang tak til Sigi Ulbrich og til Inge Harck, glæd dig til en god oplevelse…..

G o d   F o r n ø j e l s e   !

Nordjysk Plastic-Industri

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Efter 2. Verdenskrig dukkede der enormt mange dukkefabrikker op i Danmark, og da samtidig kom det til stor udbredelse af plasticda der samtidig samtidig blev plastic, blev dette produkt udnyttet med stor fantasi, og vi gik således alle ind i ”Plasticalderen”.

I 1949 grundlagde Poul Bock Tingskou fabrikken Nordjysk Plastic-Industri, med domæne i Rørdal, Aalborg. Man lagde ud med nogle rigtig søde dukker og firmaets oven for viste logo NPI i en cirkel, dukkerne blev ret hurtigt populært kaldet NPI-dukkerne. Samtidig specialiserede man sig i dukkeøjne.

Fabrikken udstillede hvert år, f.eks. kunne man i Aalborg Stiftstidende den 29. juli 1950 læse følgende:

Blandt de mange udstillere på Købestævnet i Fredericia ses Nordjysk Plastic-Industri med dukker og dukkeøjne.

Nordjysk Plastic-Industri annoncerede blandt andet i Legetøjshandlerforeningens Tidsskrift, hvor de to søde dukker her var forlæg i nytårsskriftet 1952 (beklager den mindre gode billedkvalitet fra mit materiale), og således blev de præsenteret:

”I det forløbne Aar har vi stræbt efter at fremstille saa kvalitetsbetonede og letsælgelige Varer som muligt.

Denne Linie vil ogsaa fremover blive fulgt, og med Haabet om et fortsat godt Samarbejde beder vi Legetøjshandlerforeningens Medlemmer modtage vore bedste Ønsker om et glædeligt Nytaar ! ” (sådan er den citerede halvsides annonce opstillet):

Dukkeøjnene var af god kvalitet og blev på et tidspunkt eksporteret til Argentina.

I Berlingske Tidende kunne man i 1952 læse følgende:

 Danske Madonna-Øjne til Argentina

En ung Aalborgenser har startet en ny virksomhed, Nordjysk Plastic-Industri, som bl.a. i Begyndelsen fremstillede ”Katteøjne” til Biler. De blev lavet af palstic, og Artiklen havde vældig Afsætning.

Katteøjnene gav Fabrikkens Indehaver en god idé: Hvorfor ikke fremstille dukkeøjne af Plastic?

Og nu er han i fuld Gang med at fabrikere Dukkeøjne, som eksporteres i Massevis. Bl.a. har Argentina vist meget stor Interesse for Øjnene, som man dernede agter at anvende til

Helgenbilleder og Madonna-Figurer!

Med tusind tak til Beritt Mathiesen hermed foto af NPI-dukkeøjne i original æske !
Med tusind tak til Beritt Mathiesen hermed foto af NPI-dukkeøjne i original æske !

Desværre har jeg ved min research ikke fundet mere om de pågældende øjnes fremtid i Argentina, men måske en eller flere af jer ved mere om fabrikkens, dukkernes og øjnenes videre skæbne, således at jeg kan fortsætte og afslutte denne beretning.

G o d     L æ s e l y s t   !

Tanker om to firmaer og samme dukke ???

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

For nogle uger siden bragte jeg en gammel annonce om den lille Gummmidukke fra dukkefabrikken NYCO i København . Det viste sig, at Ulla Louby ejer en anden dukke fra firmaet, og hun sendte fluks et billede af den. Også Beritt Mathiesen sendte omgående et foto af sit eksemplar af dukken og henviste samtidig til ”Den stora Dukkeboka” /NORSKE DUKKER 1770-1970”, hvor der er gengivet en dukke magen til. Det drejer sig i alle tilfælde om en meget yndefuld pigedukke.

Nu blev jeg selvfølgelig nysgerrig og bestilte bogen hjem, da jeg ikke kunne finde nogen dansk forhandler af den, og ganske rigtig er der et billede af sådan en dukke fremstillet af et kendt norsk dukkefirma.

Dukken er 27 cm høj, og Ullas og Beritts dukker har NYCOmærke i nakken— vist til venstre – og er således fra NYCO i Krystalgade i København, mens dukkepigen gengivet i den norske dukkebog er fremstillet af Arne Hasle—Latex A/S, som brugte mærket til højre: et mærke i rødt og guld på æskerne til sine dukker. (Arne Hasles firma er bekendt for mange af os på grund af de dejlige Hasle-nisser).

 

Dukkerne virker identiske, som I vil se af billederne. Firmaet Arne Hasle / Latex as eksisterede i årene 1948-1962, hvor firmaet desværre brændte. – I beretningen om Arne Hasles firma står, at nogle produkter blev indkøbt og lettere forandret…   men den nævnte 27 cm høje dukke omtales som Hasles første dukke: en 27 cm lang pigedukke med modelleret hår, og den omtales som meget sjælden.

Her nederst ses er alle tre dukker, desværre er min billedkvalitet ikke så fin, som den burde være, men for mig ser dukkerne identiske ud. Ullas tv, Beritts i midten og Haslepigen th… Og jeg takker Beritt og Ulla mange gange for jeres foto.

Måske nogle af jer ved mere om disse dukker. Som den uforbederlige optimist, jeg er, har jeg nu kontaktet forfatterne af bogen for yderligere oplysninger om dukken. Desværre har jeg endnu ikke modtaget reaktoner!

For et par dage siden lykkedes det mig at få fat i ”Den store Dukkeboka” som jeg nu har studeret og nærlæst, løsningen må simpelt være, at den dejlige pige er fremstillet efter en af de forme, som blev indkøbt og brugt med små forandringer, som for mig nok er ”usynlige”, men…? Man skal nok se både en dansk og en norsk dukke til sammenligning for at finde forskellen!

Det ville være spændende, om nogle af jer ejer NYCO-dukker og Hasle-dukker, således at vi kan få mere frem m disse to firmaers samarbejde.

Og for at komplettere det hele, bringer jeg hermed atter annoncen fra NYCO, Krystalgade 3, København K,, telefon: Palæ 99 07 – Og skulle nogle af jer eje den søde og dengang eftertragtede lille gummidukke, hvid og/eller mulat, ville jeg da meget gerne se et foto, for vi er alle sammen nysgerrige, ikke sandt?

Annoncen er fra Legetøjshandlernes Jubilæumsskrift februar 1963 (50år) – tænk jer bare, at en dukke dengang kostede 6,85 kr. og tilmed leveret i æske med ble og sutteflaske, et rigtigt ble– og tissebarn. Man reklamerede også med dukken som mulat, og med originalt Mulatansigt!

Kilder: Lise Clasen Research (bl.a. Den store Dukkeboka og nævnte jubilæumsskrift

G o d   L æ s e l y s t !

Fastelavn i dukkeformat – Fastnet im Puppenformat

De mest fantastiske figurer og dukker skabt af kunstneren Ingeborg Jaag

(om unikke figurer fra Franziskanermuseum Vilingen-Schwenningen)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Her i det tidlige forår fik jeg som gave fra min yngste søn, Bjørn: en bog om meget spændende dukker og figurer fra Villingen-Schwenningen, skabt af dukkekunstneren Ingeborg Jaag efter byens traditionelle karnevalsoptog.

Kunstneren Ingeborg Jaag !

Det var spændende læsning og helt ny viden for mig, ja, så spændende og interessant, at jeg absolut må dele dette med jer alle. Jeg skrev derefter til Dr. Heinrich Maulhardt, der var så venlig at sende min forspørgsel videre til Dr. Michael Hütt, leder af museet, og få dage efter fik jeg et venligt og positivt svar, der sagde, at alle: museet, bestyrelsen, dukkekunstneren, fotografen etc. var begejstrede for min idee og gav mig tilladelse til at skrive løs med henvisning til www.visuel-artwork.de, som er mestre for de fine fotos.-  og www.franziskanermuseum.de – og med tusind tak til disse positive borgere i Vilingen-Schwenningen, fortæller jeg således med glæde om disse helt unikke dukker.

Den inspirerende bog: ISBN 978-3–939423-62-1—
Franziskamnermuseum Villingen-Schwenningen !

Fastelavnefigurerne fra Villingen er i målestok 1:3:

Med over 80 Fastelavns/karnevalsfigurer har Ingeborg Jaag i godt 30 år skabt en enestående samling, hvis kulturhistoriske betydning i dag er uvurderlig. Hendes specielle fastelavnsoptog er bogstavelig talt en ”fortsat” fortælling. Her kan man se Narro – den centrale skikkelse i Villingen Fastnet, og denne figur har i over 100 år været byens symbol— Narro har derfor lagt navn til den almennyttige forening Narrozunft (Narroslænget) – desuden aser man Den gamle kone fra Villingen, Æslet eller Der Butzesel, (måske Det bumlende Æsel) som er et af de ældste dyr i Schwaben-Alemaniens historie. Æslet hals er en dragt syet af forskellige stoflapper – det jages hvert år i optoget af en flok ”Drivere”, (kaldet Stachi-gruppen) og undslipper det, har det lov til kvit og frit den dag at drikke og spise lige så meget det ønsker…… – se også: Den godmodige slagsbror”, orkestret, underholdningstrioen og mange flere. Alle figurerne er sat op i livagtige scenerier, og hele tiden fornemmer man en vis forbindelse mellem figurerne. De har øjenkontakt, parrene vender mod hinanden, og mellem figur og tilskuer udvikles med blik og gestus en særlig tiltrækning, og man således drages fra den ene sceneri til det andet.

Inspiration til figurer ses tydeligt her på Narrozunft-Villingens avis: Damen med rævekraven i venstre side ses herunder i Ingeborg Jaags udførelse!

I udkanten af optoget står Villingens Originaler: Spittel Mathis—der spiller på sin mundharmonika, kaldet Schnorre-Hobel (summehøvl) – Spittel -Mathis-figuren er en virkelig person, født af en enlig pige i 1896, i sine unge år var han mælkemand på Vllinger hospital. Han var altid i godt humør, slagfærdig og sagde sjældent nej til en øl. Var derfor ofte længe undervejs med mælk til hospitalet. Et hospital kaldes også Spital eller Spittel, deraf hans tilnavn. Desuden ses ”Eierma” (æggemanden) Richard Säger, men også politiske skikkelser som ministerpræsidenten, overborgmesteren og andre. Ingeborg Jaags fastelavnsoptog er et enestående og specielt totalbillede med ”indfiltrede” skikkelser, der alle hører med til Villinger Fastelavn, men du kan ikke altid møde dem på gaden, og helt sikkert ikke på én gang!.

Mange traditioner uddør med tiden, da der ofte er mangel på ”generationsskifte”, idet nutidens generation ikke er interesseret. Det er dog ikke tilfældet i Villingen-Schwenningen, her deltager alle aldersklasser, gamle og unge, og børnene glæder sig hvert år til at være med i ”Fastnet”!.

Sådan ser figuren Spittel-Mathis ud, man kan lige frem føle, hvordan det gode humør stråler ud fra ham, mens han underholder sig med en damefigur!

Kunstneren og skaberen Ingeborg Jaag er født i 1942 i Hüfingen i en slægt med kunstneriske traditioner, bl.a. maleren og forfatteren Lucian Reich med de kendte Schwarzwald-litografier. Ingeborg Jaag studerede på Handelshøjskolen i Villingen, og foruden at blive børnehavelærer, tilegnede hun sig de grundlæggende teknikker i syning og tilskæring, modellering, træarbejder, kurvefletning og dukkemageri, kort sagt en meget alsidig uddannelse.

I 1983 kom hun i fastelavnshumør og fik ideen til at udfærdige masker og kroppe, ja dukker iført tro kopier af de originale dragter, og med sin mands hjælp skabte hun den første dukke i 1984, en Narrofigur, som kunne ses i tekstilforretningen Tonolinis udstillingsvindue. Senere stod hendes figurer i Ratsapotheke, i skobutikken Hässler og endnu senere i sengeudstyrsforretningen Schilling, men siden 2005 står de alle på Franzikanermuseet.

Trin for trin udvikles og skabes figurerne, her er Spittelsangerne, som siden 1965 har sørget for god stemning til Villinger- fastelavnsfesten. Hermed den portrætterede sangduo Benne og Hans med guitar-musikledsagelse af ”Schanko” Ummenhofer! Helt fantastisk. Da jeg første gang så på billederne i bogen, troede jeg,
at det var levende væsener og ikke dukker!

Og siden da har Ingeborg Jaag ikke sluppet dukkemageriet. Fra 1984 skabte hun modedukker i voks, og hun har modtaget mange internationale udmærkelser for sine dukker.

Herbert Jaag, Ingeborg Jaags ægtemand, kan tilskrives en stor del af arbejdet med dukkerne, han er værktøjsmager og dipl.ingeniør og står for form og design af træ og mealarbejdet. De indvendige ”skeletter”, muskikinstrumenter bl.a. klarinetter, samt sabler, bjælder og meget mere er opstået under hans hånd.

Alle figurer kan stå uden støtte eller stativ, og det har naturligvis stillet krav til det indvendige ”skelet”. Et skelet omvikles med stof og stoppet med fyldvat. Til hovederne bruger Ingeborg Jaag lufttørret modellermasse, som lakeres. Parallelt med de plastiske arbejder skabes kostumerne, Ingeborg Jaag kalkulerer med ca. 55 timers arbejde pr. figur – her er modellering af masken dog ikke medregnet.

At skabe naturtro og vellignende portrætter er i sig selv en udfordring, men via materialet dog med visse begrænsninger, idet modellermassen mister luft og volumen under tørringsprocessen, hvorved ansigtudtrykket uden kunstnerens indflydelse kan ændre sig minimalt. ”Måske var det om aftenen en helt anden figur, end det viste sig at være om morgenen efter tørringsprocessen, men sådan er det bare!” udtrykker kunstneren.

Som tidligere nævnt, skaber Ingeborg Jagd også modedukker, disse tre ”gammeljomfruer” er både modedukker og deltagere i Villinger Fastnet. Her har man siden 1927 fejret Gammeljomfruen ved en fest, hvor der kun er kvindelige deltagere, alle iført mode fra ca. 1900 – et stort udbud af silke, fløjl, flæsekraver, store hatte og strudsefjer… Man forstå godt, at det er en eftertragtet fest, og i den lokale avis står der altid et humørfyldt referat fra festen. Damen tv har titlen overjomfru!

Her til slut et billede af figurer fra orkestret, også fantastisk livagtige og efter levende modeller.

Vil du vide mere, kan du finde enormt meget under byen Villingen-Schwenningen eller fastnet.Vilingen-Schwenningen, her er mange billeder og interessante oplysninger, bl.a. noget om avisen Narrenpost og arrangementerne.

Og vil du besøge museet og byen, da søg på :

Franziskanermuseum: Museet har adressen Rietgasse 2, DE 78010 Villingen-Schwenningen, og der er åbent ti-lø fra 13 til 17 og sø og fr. fra 11 til 17,

tlf: +49 7721 82 23 51, franziskanermuseum@villingen-schwenningen.de   – du finder på siderne desuden kørevejledning til museet, hele egnen er malerisk og smuk.

Med denne smagsprøve ønskes I God læselyst og god fornøjelse !