At stykke en dukke sammen II

© for tekst og billeder Lene Byfoged

Det er over 2 år siden, jeg skrev første del af fortællingen om forsøget på at stykke en dukke sammen. I den tid der er gået, har dukken et par gange været på vej til dukkehimlen, der har simpelthen været så mange genvordigheder, at jeg har været lige ved at opgive hende, men nu er hun endelig færdig.

Som jeg skrev, var det næste store problem at finde nogle arme der passede, det var ikke nemt, da dukken er så stor. En sød dukkemager i Jylland sendte mig arme af 2 omgange, men desværre, begge par var for små. Det var så her, hun første gang var på vej til dukkehimlen, for det så helt håbløst ud. jeg havde ledt efter antikke arme på nettet, både i Tyskland og USA og hos diverse dukkemagere, for selv om jeg helst ville have nogle antikke der passede dukken, blev jeg klar over, at jeg måtte “nøjes” med nye. Da jeg helt havde opgivet forbarmede en sød dukkemager, sig over mig og ledte i sine gemmer og minsandten, om ikke hun havde et par der passede. Lykken var stor og jeg gik i gang med at sy undertøj til hende og strikke strømper i sikker forvisning om, at nu kørte de bare derudad.

Chemisen med monogran, som  jeg fandt på et loppemarked. Da jeg havde hende med i legetøjsforeningen http://www.snurretoppen.dk, blev jeg spurgt om hendes navn, det havde jeg ikke lige tænkt på. Monogrammet er FF, så hun er nu døbt Frederikke Faber.
På skørtet kunne jeg endelig finde brug for de smukke kniplinger, jeg købte for mange år siden i Brugge, Belgien.
I bogen “Strik med nordisk tradition” fandt jeg mønster til en sød blonde og med den som udgangspunkt. lavede jeg en opskrift til strømper. Opskriften kommer på bloggen.

Men jeg blev klogere, da jeg gik i gang med at sy hendes dragt, var den gal igen. Jeg havde fundet noget rigtigt lækkert thailandsk silke, der passede fint sammen og en ven fandt et skønt mønster, så jeg gik glad i gang.

Så var hun på vej til dukkehimlen igen…. Uanset hvor lækkert stoffet er, så var det ganske forfærdeligt at sy i. Det gav sig og trævlede, så det næsten var umuligt, at sy i. Det viste sig, at mønstret ikke passede sammen, så der er brugt oceaner af tid på at rette til og pille op og da jeg syr alt i hånden, var det mange timers arbejde.

Det færdige resultat.

Der manglede noget syntes jeg og da jeg havde set en smuk strikket viktoriansk cape et eller andet sted, googlede jeg Victorian knitting og fandt en opskrift i voksen størrelse. Jeg forsøgte mig med meget tyndt garn og pinde, og som sædvanligt gik det ikke i første omgang, så efter endnu et forsøg blev jeg tilfreds.

Endelig blev hun færdig og jeg er rigtig glad for hende, men så kom problemet, hvor skulle hun stå! Der var ikke plads i nogen af skabene og jeg vil ikke have hende til at stå ude og blive for støvet. Jeg ledte og ledte, for plads til et nyt skab har vi jo heller ikke. Jeg fik en god ide, syntes jeg da selv, et gammelt bornholmerur med glas på hele fronten, så kunne hun stå forneden og jeg kunne lave en lille dukkestue forover. Det syntes Torben ikke var en god ide, for igen, hvor skulle det stå? Nå, men så var vi så heldige, at der på en gård på Sejerø, var loppemarked og der hang, det fineste vægur, det havde lige størrelsen. Ham der solgte ville have et pænt beløb for det, da det som han sagde, havde et fint og kendt urværk. Han syntes nok vi var lidt underlige, da vi sagde, at det var vi lige glade med, da vi ville tage det ud. Han holdt dog på prisen og vi betalte og var glade.

Pladsen er lidt trang, men det går.

Mange hilsner Lene

12 tanker om “At stykke en dukke sammen II”

  1. Hej Lene en skøn fortælling og et flot resultat ,hvor er du dygtig med dine hænder og hvor må det være dejligt at kunne betragte hende i den flotte urkasse.Mange hilsner fra Inge Marri.🌺😊

  2. Kære Lene, nu er jeg jo så heldig også at have set hende i virkeligheden, men et stort tillykke med fuldførelsen af hende, hun er bare så dejlig. Du har virkelig fået en yderst charmerende dukke. Din historie afspejler typisk hvor svært det er at finde de rigtige dele, og forklare også hvorfor vi samlerer altid køber gamle dele, så vi kan bytte indbyrdes og få de rigtige dele og størrelser til en bestemt dukke. Jeg har flere historie om mine, som også har taget år at finde det rigtige til, så man må aldrig give op, hvilket du heller ikke gjorde. Stor Tak for det hilsen fra Anne Friis

    1. Kære Anne
      Tak Anne.
      Ja du om nogen, kender til det og som du skriver, er det godt at have et lager F reservedele, hvilket du jo har.
      Mange hilsner Lene

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.