© for tekst og billeder Lene Byfoged
Det er over 2 år siden, jeg skrev første del af fortællingen om forsøget på at stykke en dukke sammen. I den tid der er gået, har dukken et par gange været på vej til dukkehimlen, der har simpelthen været så mange genvordigheder, at jeg har været lige ved at opgive hende, men nu er hun endelig færdig.
Som jeg skrev, var det næste store problem at finde nogle arme der passede, det var ikke nemt, da dukken er så stor. En sød dukkemager i Jylland sendte mig arme af 2 omgange, men desværre, begge par var for små. Det var så her, hun første gang var på vej til dukkehimlen, for det så helt håbløst ud. jeg havde ledt efter antikke arme på nettet, både i Tyskland og USA og hos diverse dukkemagere, for selv om jeg helst ville have nogle antikke der passede dukken, blev jeg klar over, at jeg måtte “nøjes” med nye. Da jeg helt havde opgivet forbarmede en sød dukkemager, sig over mig og ledte i sine gemmer og minsandten, om ikke hun havde et par der passede. Lykken var stor og jeg gik i gang med at sy undertøj til hende og strikke strømper i sikker forvisning om, at nu kørte de bare derudad.
Men jeg blev klogere, da jeg gik i gang med at sy hendes dragt, var den gal igen. Jeg havde fundet noget rigtigt lækkert thailandsk silke, der passede fint sammen og en ven fandt et skønt mønster, så jeg gik glad i gang.
Så var hun på vej til dukkehimlen igen…. Uanset hvor lækkert stoffet er, så var det ganske forfærdeligt at sy i. Det gav sig og trævlede, så det næsten var umuligt, at sy i. Det viste sig, at mønstret ikke passede sammen, så der er brugt oceaner af tid på at rette til og pille op og da jeg syr alt i hånden, var det mange timers arbejde.
Der manglede noget syntes jeg og da jeg havde set en smuk strikket viktoriansk cape et eller andet sted, googlede jeg Victorian knitting og fandt en opskrift i voksen størrelse. Jeg forsøgte mig med meget tyndt garn og pinde, og som sædvanligt gik det ikke i første omgang, så efter endnu et forsøg blev jeg tilfreds.
Endelig blev hun færdig og jeg er rigtig glad for hende, men så kom problemet, hvor skulle hun stå! Der var ikke plads i nogen af skabene og jeg vil ikke have hende til at stå ude og blive for støvet. Jeg ledte og ledte, for plads til et nyt skab har vi jo heller ikke. Jeg fik en god ide, syntes jeg da selv, et gammelt bornholmerur med glas på hele fronten, så kunne hun stå forneden og jeg kunne lave en lille dukkestue forover. Det syntes Torben ikke var en god ide, for igen, hvor skulle det stå? Nå, men så var vi så heldige, at der på en gård på Sejerø, var loppemarked og der hang, det fineste vægur, det havde lige størrelsen. Ham der solgte ville have et pænt beløb for det, da det som han sagde, havde et fint og kendt urværk. Han syntes nok vi var lidt underlige, da vi sagde, at det var vi lige glade med, da vi ville tage det ud. Han holdt dog på prisen og vi betalte og var glade.
Mange hilsner Lene