Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.
Marts 2023.
I Tyskland, er der mange påsketraditioner og gennem de mange år, jeg er kommet i Tyskland, kan jeg se, at vi her i Danmark, har taget flere af disse traditioner til os. F.eks. påskeharen. Min søster flyttede til Hamborg i 1972 og boede der til sin død. Så det er over 50 år, jeg er kommet i Tyskland og der er mange ting, vi ikke så i Danmark den gang, som vi har taget til os nu.
Angelika Salzwedel har skrevet dette dejlige indlæg til bloggen og også dette område, er hun specialist i. Stor tak til Angelika.
Lene
Påskeharer af papirmaché har eksisteret i godt 100 år. Traditionen med, at forarbejde materialet papmaché, stammer fra det Thüringer-frankiske område i Tyskland og går tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede.
De specielle opskrifter, der er udviklet til dette, holdes stadig, som en nøje bevogtet hemmelighed. De grundlæggende komponenter, er stadig visse proportioner af ler, kaolin, vegetabilsk lim og papirfibre. Figurer, der er større end 12 cm, er skabt som hule kroppe, lavet af masse, hældt i gipsforme. Gipsen trækker vandet ud af massen og et tyndt lag lægger sig på formens indervægge. Den overskydende masse hældes ud igen. Efter cirka 6 timer kan formen åbnes og emnet fjernes. Herefter males figurerne i hånden. Hovedet og kroppen på kaninerne er lavet separat, så man senere, kan fylde dem med små godbidder.
Jeg kan meget godt lide disse kaniner. De fås i forskellige udformninger, som siddende, løbende eller bærende en taske. Jeg har i øjeblikket 4 af disse vidunderlige eksemplarer, hvoraf 3 er gamle.
Jeg takker Lene for oversættelsen og layoutet, og jeg håber, du nyder disse smukke syn.
Angelika Salzwedel er ekspert i gamle kort og har sendt dette dejlige indlæg om de smukke påskekort. Dejligt vi kan lære mere hele tiden. Stor tak til Angelika!
Copyright: Angelika Salzwedel, Itzehoe Marts 2023.
Gammelt påskekort fra 1908.
De første påskehilsener blev sendt ud, allerede i 1869, først i Østrig, i 1870 i Tyskland og et år senere i Danmark. Så det er en meget lang tradition.
Først var der frygt for, at den åbenlyst læsbare tekst på kortet ,ville blive læst af andre. Men så opvejede den gode mulighed for, at sende en hyggelig hilsen til sine venner og kære slægtninge til påsken, når I ikke kunne besøge hinanden. Jeg synes stadig, det er meget rart at sende eller modtage en personligt påskehilsen.
Gammelt påskekort fra 1910.
Udviklingen af nye trykprocesser gjorde det muligt at fremstille en lang række forskellige motiver. Monokrome litografier eksisterede indtil 1894, fra 1895 flerfarvede kromolitografier og sort/hvide fotos fra 1914 til omkring 1965. Billedpostkortenes storhedstid var omkring 1900 til slutningen af 1920’erne, og de oplevede en renæssance i 1950’erne. Selvom påsken er en kirkelig højtid, er eksplicitte religiøse motiver yderst sjældne. Det er de verdslige motiver, der kan findes på lykønskningskortene og i meget smukke præsentationer.
Påskekort fra Italien 1910.
De mest populære motiver til påskelykønskningskort var og er: Pyntede smukke påskeæg, påskeharer i forskellige afbildninger, unger, buketter med påskeæg eller forårsblomster, glade børn og kvidrende fugle.
Påskekort fra Storbritannien
Her kan du se et udpluk af mine meget gamle påskehilsener og nogle gamle påskehilsener fra andre europæiske lande. Jeg håber du nyder at se på kortene og takker Lene meget for oversættelsen og for layoutet.
Påskekort fra 1905.Påskekort fra Tyskland 1908Gammelt påskekort fra Belgien.
Teksten på kortet var ofte “lykkelig påske” i modsætning til dagens “god påske”.
Påskekort fra 1910.Påskekort fra 1910.Påskekort fra 1950,erne.Påskekort fra 1950,erne.
Jeg blev kontaktet af en mand, hvis mor Gudrun Wegens, havde efterladt en del bøger og udklip med bl.a. dukketøj og broderier. Om jeg ville have det og det ville jeg jo gerne. I blandt disse, fandt jeg denne artikel fra Bornholms Tidende, som jeg syntes er ret interessant. Den er fra d. 28. januar 1967.
Jeg har fået tilladelse af Bornholms Tidende til, at bringe den her på bloggen.
Fint bornholmsk håndarbejde til turisterne…
Hvad der kan komme ud af det, når man bliver alene og skal skabe sig en eksistens: Dukker i originale bornholmske nationaldragter.
– Det skal være så originalt. Som muligt siger fru Karen Madsen om sine yndige dukker i bornholmske dragter. De er blevet en yndet souvenir i det bornholmske turistland, og det er ikke uden grund, for det er virkelig pæne ting, hun formår at fremstille med sine flittige hænder. Der er 600 dukker i arbejde i øjeblikket – og det foregår på samlebånd.
Fru Karen Madsen ved den uundværlige symaskine – som dog ikke er alt, for der er en masse direkte håndarbejde i dragterne, som ses længere nede i artiklen.
Det er fermheden, der gør det
Det skal dog ikke forstås anderledes, end at fru Madsen nøje har tilrettelagt hver en arbejdsproces, lille som stor. Det er hun simpelthen nødt til, hvis der skal blive en rimelig fortjeneste til hende. Hun leverer disse dukker til forretningerne for en pris af kun 15 kr. – og vi har set dem solgt til noget nær det dobbelte. Men forretningerne skal selvfølgelig også leve. Det største arbejde har imidlertid fremstilleren af dukken, fru Madsen, og det er et pillearbejde, men – siger hun – fortjenesten får jeg i kraft af, at jeg er blevet så ferm til det. Jeg startede for et par år siden, og da gik det langsomt. Jeg spekulerede og spekulerede på, hvordan jeg skulle fremstille de enkelte dele hurtigt, men også sådan, at dukken alligevel blev en original ting og en tro kopi af de gamle dragter herovre. Efterhånden kom det, og nu skærer jeg alt til 100 bånd, 100 forklæder, 100 nederdele, 100 mamelukker osv. Jeg syntes, det var 74 ting, jeg i sin tid til de fire forskellige dragter, jeg laver. Så der skal bestilles noget, før et hold dragter, ser dagens lys, og så vil jeg jo gerne have , at det hele skal være så pænt som muligt. Jeg har en datter til at hjælpe mig og hun forsyner dukkerne med mamalukker, rigtige mamelukker med blonder og bånd, og så får jeg dem til videre montering.
Blonder, festoner og plisseer
Kunne det ikke betale sig ligefrem at etablere en lille virksomhed med fremmed hjælp? – Det er måske ikke helt usandsynligt, men det vil være svært, fordi mine hjælpere selvsagt vil have en ordentlig fortjeneste ud af det, og det tror jeg ikke, der kan blive med de kvalitetskrav, der skal indfries. Jeg har prøvet at have nogle til at hjælpe mig, men de kommer tilbage og siger, at de ikke kan tjene noget rigtigt, hvis arbejdet skal være godt, og så slipper de det. Jeg forstår det så udmærket. Der er utroligt meget pillearbejde ved hver dragt. En af dem har alene 5 forskellige blonder, og der er festoner, fløjlsbånd, underskørt, fire forskellige forklæder, bl.a. plisserede, kyser med blonder, hvorpå der er påsat blonder. Det kunne måske forenkles, men er der så noget ved dragten? Jeg syntes det ikke. Det har også været svært at finde de rigtige farver i stofferne, men nu har jeg efterhånden fundet frem til steder hvor det kan skaffes, så det glider af sig selv og ikke skaber problemer. Dem må der ikke være for mange af, hvis det skal glide jævnt.
Tips fra Freddy Fræk
Fru Karen Madsen bor på Lindehave i Østermarie og klarer sig selv efter hun for år tilbage blev alene. Det er svært for enlige kvinder at skabe sig en eksistens, men det er ved flid og energi virkelig lykkedes for fru Madsen – ikke ved dukkernes hjælp ene og alene. De er sådan set et supplement, men ved at påtage sig et agentur for souvenirs. Der sælges som bekendt tusinder af små souvenirs fra Bornholm hele sommeren, og sådan nogle kører fru Madsen rundt med på hele øen. Samtidig har hun sine dukker med, og på den måde har det ikke været så vanskeligt for hende at finde frem til den afsætningskanal, en vare som bekendt også skal have. Hun sælger kun sine bornholmske dukker herovre, men hun laver også en nydelig dragt, som kan sælges over hele landet. Det er den berømte Mor Danmark dukke i rødt og hvidt. Den er navnlig udlændingene interesseret i. Men hvordan er alt dette startet? – Ja, det er sådan set set min nabo, der har fået mig ind på det, fortæller hun. En af mine nærmeste naboer er grafikeren, folkesangeren og jazzmusikeren Freddy Poulsen. De kender ham måske bedre under navnet Freddy Fræk. Han har hus her lige ved og hans kone syslede i sin fritid lidt med at sy nationaldragter til dukker. Det syntes hun også, jeg skulle prøve, og så kom det ganske langsomt. Jeg sad og syede hver eneste dragt hver for sig, men jeg opdagede hurtigt, at det var der ingen fortjeneste ved. Så kom jeg ind på at rationalisere.
Museet hjalp
Men før jeg fik det rigtige tag på det, gik der lang tid, og jeg måtte også ud på museet i Rønne og bede dem hjælpe mig. Jeg fik lov til at studere, hvad man der har af bornholmske dragter, og på den måde fandt jeg frem til originalerne. Der er flere andre bornholmske dragter derude, men jeg tror nok, jeg holder mig til de fire. Det er de mest karakteristiske.
Jeg har modtaget dette dejlige indlæg fra Angelika Salzwedel. Jeg håber, at I syntes det er lige så interessant, som jeg syntes! Og ja, jeg tror på, at vi alle har en skytsengel.
En stor tak til Angelika!
Lene
Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.
Har alle en skytsengel? Tror folk stadig på deres skytsengle i dag? Jeg ledte også efter svar, på dette spørgsmål på min juleudstilling. Billeder af skytsengle, plejede at blive givet væk som lykønskningskort, primært til konfirmation eller som minde i poesialbum.
Skytsengel med en honeycomb-kjole. Gave fra Lene.
Den smukkeste illustration, jeg har, fik jeg af Lene til denne udstilling. Den viser en smuk skytsenge,med en honeycomb-kjole, fra omkring 1900, som en hilsen på Valentinsdag. Dette var også en af de mest beundrede skytsengle på udstillingen.
Fra et glansbillede album fra 1904.Fra et glansbillede album fra 1904.
Dette spørgsmål om engle og en personlig skytsengel, blev flere gange stillet af besøgende på juleudstillingen “Himmelske budbringere” i Brunsbüttel lokalhistoriske museum, i december 2022, som naturligvis hovedsageligt handlede om juleengle. Men også om skytsengle. Jeg nød virkelig disse samtaler, og de var meget oplysende for mig. Mange besøgende, besvarede spørgsmålet, om deres personlige skytsengel med “ja”. Nogle fortalte deres historie, og det de følte med mødet, af deres skytsengel. Jeg havde personligt indtryk af, i disse vidunderlige samtaler, at skytsenglen er der for mennesker og hjælper dem. Hvor vidunderligt i denne truede tid.
Dansk konfirmationskort.Gave fra Lene.
Tysk konfirmationskort.
Tysk konfirmationskort.
Tysk konfirmationskort.
De smukke gamle konfirmationskort fra Danmark og Tyskland omkring 1900, hvorpå skytsengle er afbildet, og gamle glansbilleder i gamle digtalbum, var meget imponerende. Det er religiøse illustrationer, som senere ikke længere optræder i dette omfang.
Fra et dansk glansbillede album.
Forsiden fra et dansk glansbillede album.
Smukke skytsengle i fedtsten, blev også vist. Ud over kristendommen, har mange andre religioner, også skytsengle. De er også nævnt i esoterisk og antroposofi. Jeg er glad for, at have disse smukke gamle lykønskningskort og også de vidunderlige glansbilleder i de gamle album. Efter mere end 100 år er de vendt tilbage, som skønne figurer “lavet af fedtsten”. Jeg vil gerne takke Lene mange gange, for at donere disse vidunderlige kort, for at have oversat denne tekst og for layoutet.
Jeg har fået dette indlæg fra Line Fauerholm. Dejligt der er åbnet en ny butik med alt til dukkehuset.Jeg vil da glæde mig til, at besøge butikken, næste gang jeg er på Fyn.
Roselines Miniature er en digital og fysisk butik som sælger dukkehus miniaturer i størrelsesforholdet 1:12 til voksne samlere. Der primært romantiske vintage miniatureting, men også enkelte moderne og retro miniaturer der sælges hos Roselines.
Dukkehustingene er ikke kun til dukkehuse, der ofte nogle som kommer forbi og køber miniatureting til deres sættekasse eller deres nissedør til jul. Hos Roselines finder du de fineste mundblæste glas med 18K guld, ægte hånddrejet stentøjs tepotter… med hul i tuden! Små fine realistiske papirs blomsterbuketter, små designer hatte, frækt undertøj i de fineste blonder med hægter, sødt og romantisk blonde sengetøj og de smukkeste udskårne træmøbler og meget meget mere. Alt sammen købt og importeret fra dygtige miniaturekunstnere fra forskellige steder i verden.
Den fysiske butik er klart et besøg værd, da butikken har mange flere ting end der er lagt i webshoppen… børn er velkomne, når blot de kan nøjes med at kigge 😊 Webshoppen har altid åbent og den fysiske butik er åbent efter aftale med Line Fauerholm på 28675925 eller mailto: line@roselines-miniture.dk
Roselines Miniature har også en gruppe på Facebook.
D. 1. Februar 2023 – VERO – særudstilling i Seiffen
Dit barn vil have VERO-legetøj– dette var mottoet, der blev brugt i 1967 til at annoncere, for køb af legetøj under VERO-paraplyen. I dag tiltrækker legetøjsmuseet i Seiffen, besøgende med dette motto.
Bor du i det nordlige Tyskland, er det ikke ligefrem, et stenkast væk, at besøge denne udstilling. Ikke desto mindre, tog vi turen til Seiffen kort før jul. Jul i Seiffen, ja, det har noget magisk over sig.
Selvfølgelig ville vi deltage i julegudstjenesten, i den legendariske Seiffener Bergkirche. Men det blev der ikke noget af. Da vi kom til kirken, en time før gudstjenesten, var der allerede en lang kø, der ventede på at blive lukket ind. Det store antal mennesker, passede bestemt ikke ind i den lille kirke.
Nå men, så vi ventede i hvert fald på, at optoget med børnene med Mettenlanterne kom. Det rørte vores hjerter så meget, og julestemningen nåede sit klimaks, da vi så lanternebærerne på den anden side af dalen. Senere blev deres indgang i kirken, ledsaget af klokkeringning. Ikke underligt, at der var så mange biler, med nummerplader fra nær og fjern parkeret på de omkringliggende parkeringspladser. Så ja, hvis du har julen i dit hjerte, skal du fejre jul i Seiffen.
Vi tog alle julehilsner og pakker, fra familie og venner med til Seiffen. Der var et særligt julekort, i min veninde Gelis pakke. Det viser et maleri af Max Schanz. Kortet viser Mettengang, bedre end nogen forklaring.
Og det bringer mig endelig til VERO-udstillingen. Det første jeg så, var en blomstermarkedsbod. Det overraskede mig meget. Jeg havde indtil da troet, at nogle af disse buketter, hørte til Lundby husene. Jeg tror ikke,det kun er mig. De er afbilledet i Lundby-kataloget. Jeg vidste ikke, at VERO havde “lavet” dem.
Udover blomsterboden, var der også en “keramisk” bod. Vi i det vestlige Tyskland ville nok kalde det en keramikbod. Ligesom med så mange af udstillingerne, var keramikken lavet af plastik – eller “plaste“, som de kaldte det i DDR.
Og det bringer mig til udstillingens – for mig – absolutte mangel. Jeg forbinder VERO med træ. Men på denne udstilling – i hvert fald på dukkehusområdet – vises mange genstande af plastik. Så disse udstillinger, falder ikke inden for mit fagområde, og jeg kan desværre ikke fortælle noget om dem.
For selvfølgelig ved jeg, hvor meget samlere kan lide, at se billeder af “deres” stykker – jeg kan ikke lade være – jeg tog naturligvis en masse billeder. Jeg beklager, at kvaliteten af billederne er ringe. Men museet er alt andet end fotovenligt. Glasset lever ikke op til nutidens standarder. Det er ikke anti-reflekterende, og montrene var fyldt på 4 sider. Der er ingen partitioner. Så jeg tog for det meste, genstandene ud af billedet og klippede dem ud.
Her var jeg glad, for det store træ. Som Kuhn-samler, elsker jeg naturligvis de malede træer på sidevæggene – også selvom det som her, ikke er æbletræer.
Dette forstadshus med en skorsten, overraskede mig en smule og er helt sikkert langt fra virkeligheden i DDR. Det var bestemt, meget få mennesker i DDR, der kunne leve sådan.
Dette tomme hus er meget legevenligt, på grund af muligheden, for adgang fra alle sider.
Endnu et tomt dukkehus. Det sammenklappelige dukkehus “Søblik”.
Jeg havde virkelig glædet mig til denne udstilling, og det var faktisk drivkraften til vores tur. Men gnisten var der ikke rigtig for mig. En stak papkasser var ikke, hvad jeg forventede.
Jeg blev dog rigtig glad, da jeg så denne minibutik. Legevenlig, der kan leges fra begge sider. Den er omkring 50 cm høj. Meget praktisk med bærehåndtag og fin med butiksklokke. Jeg havde ikke set den før.
Jeg kunne også godt lide den lille skovhytte. I dette tilfælde var den fritstående montre naturligvis en fordel. Man kunne se indretningen og haven.
Dette lille værelse fik blot navnet “Conny Spielserie Zimmereinrichtung 1981”. Et par dage senere, opdagede jeg et identisk et i Olbernhau Bymuseum. Der er en permanent VERO-udstilling der, og Conny-serien blev forklaret der.
Jeg mener, at en sådan/lignende forklaring, også ville have været passende i Seiffen.
Jeg var direkte rystet over præsentationen, af dette badeværelse. Se på det næste billede, og du vil se hvorfor.
Dette badeværelse er nænsomt indrettet med to vaskeklude og to håndklæder. Håndklæderne blev dog placeret af museet som badeværelsestæpper. Bøjlen blev skubbet ind under “tæppet” foran håndvasken. Bøjlen er synlig foran badekarret. Vaskekludene blev hængt på håndklædestativet. Hvor er det ærgerligt, dobbelt så ærgerligt, for dette er mere eller mindre det eneste dukkehjem, med den tidligere ejers personlige udstyr. Og det er præcis, hvad vi kan lide at se.
Andre æsker med møbler, blev også vist.
Og her, nogle møbler uden emballage.
Dukkehusmøblerne var naturligvis kun en del af udstillingen. VERO legetøj af forskellig slags var repræsenteret. For eksempel, forter fra “det vilde vesten”, sandkasselegetøj samt biler, tog og meget mere. Alt hvad der var produceret. På grund af tidsnød, var mit besøg, dog kun rettet mod dukkehusene og møblerne.
Alt i alt en interessant udstilling, som efterlod mange ubesvarede spørgsmål. Det er ikke nemt, at sammensætte en stor særudstilling, når der er en permanent udstilling, om samme emne, mindre end 12 kilometer væk.
Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender
Lise Rasmussen har sendt dette søde indlæg, om et spændende badekar. Jeg håber der er nogle blandt læserne, der kan hjælpe Lise med oplysninger om det. Hun kan kontaktes via www.mosterlise.dk
Stor tak til Lise, for at dele med os.
For år tilbage fandt jeg dette fine lille emaljerede støbejernsbadekar på et loppemarked. Det måler 12,5 cm i længden og knapt 7 cm i bredden. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvornår det er fra og om det er blevet fremstillet til et dukkehjem, men jeg tror snarere, at det har været en udstillingsmodel. Da det er støbt med navnet Ankarsrums bruk, var det jo oplagt at kontakte firmaet, der er repræsenteret her i DK. Repræsentanten var meget interesseret og hjælpsom, men kunne desværre ikke sige andet end, at han aldrig havde set eller hørt om så lille en model. Han sendte en forespørgsel videre og straks fik jeg kopi af sider fra en historisk bog, der dog kun fortalte om produktionstallet af de rigtige badekar. Så der var altså ingen hjælp at hente. Jeg fik dog researchet mig frem til lidt historie om firmaet. Ankarsrum er en lille industriel landsby, der ligger i Småland i Sverige. Ankarsrums jernbrug blev grundlagt i 1655 og ifølge den danske kontakt for Ankarsrum, har de bl.a. lavet kanonkugler (tidsperiode uvis). I 1821 blev produktionen udviklet og man begyndte at producere støbejern og lavede bl.a. komfurer og badekar. Ankarsrums jernbrug var en pioner indenfor badekar og i 1910 blev et konisk formet emaljeret badekar lanceret. Mit lille kar er et siddebadekar. I 1947 lancerede Gustavberg, der fremstiller produkter til hele badeværelset, deres første badekar i helstøbt materiale, og langsomt blev Ankarsrums badekar udkonkurreret af Gustavsberg lettere plast- materiale. I 60´erne var produktionen faldet drastisk og stoppede endegyldigt i 1970. I dag er firmaet mest kendt for sin produktion af solide køkkenmaskiner. Jeg fik desværre ikke svar på mine spørgsmål om alder og formål, men sødt og sjovt er det alligevel.
Jeg ønsker alle læsere, en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår.
Det er en stor glæde, at så mange nye læsere er kommet til i året, der næsten er gået. Lise er stadigvæk savnet og det ses på antallet af indlæg. Jeg vil bestræbe mig på, fortsat at bringe indlæg, måske ikke så tit. Jeg vil i den forbindelse takke, de der bidrager med indlæg. Det gør en kæmpe forskel og jeg påskønner hvert eneste indlæg. Tak!
4. Søndag i advent, nu er det snart Julog alle har travlt. Ind imellem alle juleforberedelserne, har jeg hygget mig gevaldigt, med at lave denne lille julebod. Tekst: Lene Byfoged.
Foto, hvor intet andet er angivet: Torben Byfoged.
På legetøjsforeningen Snurretoppens årlige auktion, var jeg så heldig, at vinde auktionen, over denne skønne bod.
Jeg blev straks forelsket i den, og glad var jeg, da jeg drog hjem med den. I tankerne, var jeg allerede videre med ideen, om et Snehus, efter inspiration, fra de smukke antikke tyske Snehuse. Se eksempel på et sådan, på nedenstående billede. Jeg var faktisk allerede i gang, med at finde ud af, hvor man kunne købe de smukke vat istapper, på min telefon, på vej hjem i bilen.
Billedet er fundet på Pinterest.
Mine tanker var, at min Christkindl (som jeg har skrevet om tidligere, læs eventuelt via linket) og min lille, søde Snepige på nedenstående billede, skulle være i det. På den ene eller anden måde.
Men der var nogen, der ville det anderledes. Et par dukker, stirrede indtrængende på mig, de mente bestemt, det var dem, der skulle være omdrejningspunktet i boden. Men de er da også dejlige. Drengen købte jeg for mange år siden, på loppemarkedet i Forum. Den lille julepige er købt i Legetøjsforeningen Snurretoppen.
Hm, jeg måtte tænke i andre baner, så jeg begyndte, at fjerne alt fra boden. Der var fine ting i den, men heldigvis har de alle fundet pladser, andre steder.
Så stod det der, helt rippet og så gik jeg i gang med at finde ting, der kunne sælges i den lille julebod. I knap 40 år, indtil coronaen kom, har vi hvert år, været på julemarkeder, forskellige steder i Tyskland. Så jeg havde en rimelig god ide om, hvilke varer der skulle sælges. Men alligevel levede, det sit helt eget liv. Jeg gik i gemmerne og på jagt i dukkestuerne, hvor jeg fandt en del, men måtte også købe lidt.
Hos Miniseum, købte jeg lidt Erzegebirge, for hvad er en tysk julebod uden netop, disse ting. Stearinlys og julekugler blev det også til.
Jeg fik et par ekstra kugler med fra Miniseum, som en lille gave. Da jeg så dem, tænkte jeg, at jeg måtte da kunne lave nogle selv. Jeg fandt æsken med perler frem og der var disse, som passede i størrelse. Så med hjælp fra en pincet, lim og lupbriller, lykkedes det mig, at få lavet nogle.
Julestrømpen broderede jeg for et par år siden.
De søde engle har jeg lavet i papir, fra en gammel salmebog og de bitte små glansbilleder, passede så fint.
Krybben i valnøddeskallen, købte en af mine sønner, i 1988 på julemarkedet i Goslar. Jeg har fået den forærende efterfølgende. De produceres stadigvæk.
Billedet er fra Pinterest.
Selvfølgelig skulle juleboden sælge Glühwein, i disse tider, må pengene jo tjenes hvor de kan, så ejeren af boden, har en enkelt gryde stående, blandt sine varer. En legeveninde, kom med ideen. Det skulle vise sig, at være svært at finde nogen, der ville sende til Danmark (jeg kunne ikke finde den, her i Danmark). Jeg bestilte i dukkehusbutikker og på Ebay.de, men ingen ville sende til Danmark. Til sidst kontaktede jeg firmaet Reutter direkte og så lykkedes det endelig, at få en sendt til Danmark.
Den lille julekrybbe ovenpå juleboden, købte jeg på julemarkedet i Lubeck i 2019. Og de 2 rensdyr, er fra Søstrene Grene. De søde honningkager med glansbilleder, husker jeg ikke hvor jeg købte, men det er også mange år siden. Ellers er det ting, fra gemmerne.
Fra højre side. Her står også Nøddeknækkeren, fra vores barnebarns julekalender. Men det er en anden historie, som I måske får en anden gang.
Og fra venstre side.
Den er ekstra hyggeligt, når det er mørkt. En lille batteri lyskæde, ligger på gulvet.
De to dukker, der ikke blev brugt, lavede jeg til et lille diorama i en glasmontre. De fine sølvkugler, fra den oprindelige bod, er brugt her sammen med den smukke klokke. Men den ser man kun, når glasmontren er på
Også i montren er der lagt en lille batteri lyskæde. Den er faktisk rigtig hyggelig om aftenen.
Så alle dukker er glade, på deres nye pladser og jeg har haft nogle hyggelige timer.
I dag fejrer vi Luciadag og jeg har fundet nogle skønne postkort, tegnet af Elsa Beskow, samt fundet lidt oplysninger om hende og historien bag Lucia.
Tekst: Lene Byfoged.
Kilde: Wikipedia.
Billeder er fundet på Pinterest.
Med dette dejlige postkort, tegnet af Elsa Beskow, ønsker jeg alle læsere en dejlig Lucia dag. En af de smukke traditioner i julen. Det er altid så dejligt, at se børn gå Lucia optog.
Elsa Beskow er en svensk forfatter og tegner. Hun blev født i Stockholm, d. 11. februar 1874 og døde d. 30. juni 1953 i Stockholm.
Elsa Beskow.
Hun fik sit gennembrud i 1901, med bogen “Puttes äventyr i blåbärskogen”. Hun udgav bøger, som hun selv illustrerede, indtil hun i 1952, døde af kræft.
Nogle af de mest kendte er bl.a. Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla.
Fra Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla.
Og hvorfor fejrer vi så Lucia dag i Danmark?
Traditionen kom fra Sverige omkring 2. Verdenskrig. Sankta Lucia var en italiensk helgeninde fra 300 tallet, der led martyrdøden og har helgendag d. 13. december.
I følge legenden, var det hendes kæreste, der angav hende til myndighederne, som kristen og at hun skulle anbringes i et bordel. Men da soldaterne kom for at hente hende, kunne hun ikke rokkes af stedet og hun blev senere henrettet, efter forskellige former for tortur.
Det siges, at Lucia kom med lyset om natten.
Mange kristne gemte sig i byernes katakomber, da de blev forfulgt på grund af deres religion, men Lucia hjalp dem om natten, da hun bandt en krans om hovedet med lys, så hun kunne have hænderne fri.
Lucia har 4 lys i kransen og drengene holder en lille stang med 1 lille stjerne.
Rigtig god Lucia dag. Jeg håber mange skal se Lucia optog i dag, der er jo optog næsten alle steder.
