Glansbilleders betydning i sorg

Angelika Salzwedel har sendt dette indlæg om glansbilledernes betydning i håndtering af sorg.

Copyright for tekst: Angelika Salzwedel.

Stor tak til Angelika.

Kristne symboler var meget populære på glansbilleder, i tidligere tider, fordi symbolerne var kendte og kunne fortolkes. Her er eksempler på håndteringen i sorgen.

Korset betyder tro (Fides).
Roserne betyder kærlighed og betydningen af ​​forglemmigej, står allerede i navnet. Det betyder “vil aldrig glemme”.
Ankeret betyder håb (Spes). Her igen med forglemmigej = vel aldrig glemme..
I Lägerdorf (Krs. Steinburg) er der et anker foran, den protestantiske kirkes menighedssal og på kirken er der et skilt med inskriptionen “Håb”.
Hjertet betyder kærlighed (caritas). Her igen med forglemmigej, jeg vil aldrig glemme.
Vindmøllen er forgængelighedens tegn, med blomsterne forglemmigej og røde roser tegn på evig kærlighed.
Jeg vil gerne slutte med en engel i en blomsterkrans. Blomsterkransen symboliserer uendelighed og evighed. Englen, som en himmelsk budbringer, forstærker symbolet.

Jeg takker Lene for oversættelsen.

Med venlig hilsen

Angelika

Pinsehilsner for 100 år siden

Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.

At sende venlige hilsner på religiøse helligdage, er en tradition, der går over 100 år tilbage. Julekortene er særligt kendte. Selvom påskehilsner eksisterede før julehilsener, har pinsehilsener også eksisteret i mere end 100 år.

Lykønskningskort har været tilgængelige i Danmark siden 1871, og et år senere var der frygt for, at den åbne tekst på kortet, ville blive læst af andre. Men så sejrede den store mulighed for, at sende sine venner og kære slægtninge, en pæn hilsen til højtiden, også i pinsen, hvis man ikke kunne besøge hinanden.
Udviklingen af ​​nye trykprocesser betød, at mange forskellige motiver kunne produceres, i større mængder. Indtil 1894 var der ensfarvede litografier, og fra 1895 var der flerfarvede kromolitografier. Billedpostkortenes absolutte storhedstid var omkring 1900 til slutningen af ​​1920’erne. Begge pinsehilsener vist her, er fra 1921 og 1927.
De har blomstermotiver og birkeblade. Violer kan ses på begge kort og symboliserer ydmyghed, beskedenhed og tro. Begge kort har en krans eller en cirkel.

Den ene er en blomsterkrans, der symboliserer uendelighed og evighed, passende til pinsefesten, og den anden er en cirkel, der ikke har nogen begyndelse og ingen ende og derfor også symboliserer uendelighed.

Jeg vil gerne takke min kære veninde Lene, for den fine oversættelse og ønske alle læsere en glædelig pinse.

Angelika Salzwedel, maj 2024

Nedenstående danske pinsekort, er fundet på Pinterest.

Screenshot

Senge, vugger og andre himmelblå sovepladser

Del III

Vugger – et kongeligt sovested

Her er 3. del af Sigi Ulbrichs artikler om soveværelsesmøbler. Jeg håber I finder dem lige så interessante og inspirerende som jeg gør. Jeg blev da så inspireret af 1. del, at jeg nu har indrettet et par værelser med Dora Kuhn møbler.

En stor tak til Sigi og Gerhard Ulbrich, for det store arbejde med tekst og billeder.

Lene

Udgivet d. 22. februar 2024.

Som en lille pige besluttede jeg, at jeg en dag ville giftes med prins Charles. Jeg var ligeglad med titlen, jeg ville have en pink organzakjole, og jeg ville sove i en vugge´´´´Ligesom de andre prinsesser.
Hvad kan jeg sige… han gjorde en anden kvinde til dronning, jeg har aldrig haft en lyserød kjole, og jeg har aldrig sovet i en vugge. I dag tror jeg, det ville gøre mig svimmel.

Den første vugge, som jeg kan dokumentere – øverst til venstre – er som det fremgår af en reklamebrochure fra 1933. Himlen er lavet af et blondebånd. Vuggen til højre – fra et katalog fra 1938, den har en himmel, lavet af meget delikat trykt batist. Jeg har en dukkevogn fra dengang, hvor der også er brugt dette materiale. Så jeg kan vise dig et lille stykke af det.
Vuggerne har et helt andet design end de senere. De har ikke deres egne ben. Så de skal altid hænge i rammens ophæng.
Formen på sengen er nok ens for begge vugger, men udsmykningen er helt forskelligt og stativet har også forskellig form og udsmykning.

På et foto af messestanden på Leipzig-messen i 1947 kan vi – om end svagt – se et foto af en vugge fra slutningen af ​​1930’erne på bagvæggen. Så disse blev ved med, at være tilgængelige.

Den næste verificerbare vugge (til venstre) er vist i 1955-kataloget. Numrene matcher numrene fra 1966-kataloget (til højre). Heldigvis blev størrelsesoplysningerne skrevet der.
Himlen er lavet af hvid organza. Jeg har en dukkevogn fra dengang, hvor der også er brugt dette materiale. Så jeg kan vise dig et lille stykke af det. Sengetøjet er (formentlig) i rødt og hvidt ternet. Jeg tror ikke, det er gingham. Jeg formoder, at det er stoffet, der også prydede udsmykningen på messestanden i 1947.
Fra 1966-kataloget og fremefter er himlen også i tern, i dette tilfælde, ligesom sengetøjet.
Selvfølgelig ser vuggerne identiske ud ved første øjekast. Men det trænede øje opdager hurtigt, at sengene har forskellige designs. Mellemsløjfen i 1950’erne er meget kortere end den senere sløjfe og udsmykningen er selvfølgelig anderledes.
I den tidligere vugge er der i midten tre Tölzer kugleroser, som øverst var forbundet med en krans af prikkede blomster. Der er også en anden kuglerose ved hoved- og fodsektionerne. I senere år blev der tilføjet to kugleroser med en prikket blomst til højre og venstre og en cosmea på toppen.

Denne illustration kan ses i et Karstadt (stor tysk stormagasinkæde) julekatalog fra 1971. Det er en 30 cm stor vugge. Så dengang kostede den DM 33,50 – jeg ved det ikke præcist, men det må have været over 130 DKK. Det var mange penge for en dukkeseng.
Det der er lidt forvirrende for mig, er designet – som man tydeligt kan se på trods af den dårlige billedkvalitet. Billedet viser en bøjle til højre og venstre – jeg har aldrig set vuggen sådan før. I Kuhn-katalogerne er vuggerne vist med en central pind,

Jeg har et Kuhn-katalog fra 1971. Vuggerne fås i fire størrelser. Alle står på en base med en central mellemstykke og… en sengehimmel i rød og hvid tern hænger over et simpelt wirebeslag.

Der var allerede en anden størrelse af vuggen i kataloget fra 1973. Den er kun 9 cm lang. Lige præcis til et dukkehus, der ikke er for lille.

Under alle omstændigheder reklamerer, denne illustration for vuggen indtil 1981. Så jeg mangler kataloger, for det næste katalog, jeg har, er fra 1988. Vuggerne produceres ikke længere.

Til denne fotomontage – har jeg forsøgt at vise, i de rigtige proportioner – brugte jeg min vens vugge eller billedet af den.

Vugge 1 har varenummer 125 og er 52 cm lang.

Vugge 2 mangler i min samling, og jeg har ingen billeder af den. Denne manglende vugge er 38 cm lang og har varenummer 124.

Vugge 3 er 24 cm og har varenummer 123.

Vugge 4 er 16 cm lang og har varenummer 122.

Vugge 5 er 9 cm lang og har varenummer 44.

De fleste af de gamle vugger, som du kan købe i dag, har mistet deres sengehimmel. I mange tilfælde er det lille hul, som ledningen til himlen er sat ind i, allerede brækket af.
Vugge 4 er den vugge, der stadig tilbydes relativt ofte i dag. Den er 16 cm lang. De store vugger er absolut sjældne – det samme er de helt små.
Ved første øjekast ser alle vugger ens ud.

Men første øjekast er ofte vildledende. Det, der umiddelbart fanger øjet, er selvfølgelig den lille vugges helt anderledes stand. Den har intet hjerte og ingen tulipan. Der blev simpelthen boret et lille hul i stativet til wire af sengehimmel.


Noget andet er helt anderledes ved den lille vugge. Tværstiveren har lige kanter. De smukke sløjfer er væk.

Jeg har to små vugger. Den ene – med det originale sengetøj og baldakin i ternet stof – blev formentlig først lavet mod slutningen af ​​produktionsperioden. Den er i hvert fald meget, meget nemmere at pynte.

Jeg synes, den venstre vugge er meget mere smukt dekoreret.

Designet har ændret sig minimalt. Det er ikke en optisk illusion. Stativet på den højre vugge er 3 mm smallere på det tykkeste sted. Sengen er også smallere. Se nøje på vuggebenene. De har et andet design. udsmykningen er helt anderledes – hvad der er pænest, er nok i beskuerens øje.

Puderne er fyldt meget tæt. Jeg propper aldrig mine – efterbehandlede – puder så tykt. Ingen mor ville lægge sin baby i vuggen og så være nødt til at balancere tæppet på maven.
Men sengehimmelen er en rigtig negativ oplevelse. Der er ingen tvivl, den er original.

Hvis nogen vil genskabe en himmel, så realistisk som muligt, målte jeg himlen. Den er i øvrigt limet til den lille stang. Forkanten er ikke kantet, den blev klippet med zigzagsaks. Stoffet var bare foldet om bagpå – ikke syet.

1 Stangens længde 5 cm, himlens længde 7 cm

2 Længde på den øverste bøjede stang 3,2 cm, himlens bredde 3,5 cm

3 diameter på stangen 0,2 cm

4 foldet stof bagpå 0,8 cm

Der er ingen vugge i rødt i nogen af ​​mine kataloger, så jeg blev meget overrasket, da fru Radtke sendte mig billedet af sin røde 16 cm vugge.

Ja, Dora Kuhn er altid god til en overraskelse.

Jeg har nu præsenteret jer, for alle de vugger, som jeg kender fra stuehusene i de første 60 års produktion. Hvis du har en 38 cm eller en anden Kuhn vugge, som jeg ikke har nævnt, i din samling, modtager jeg meget gerne et foto og en notits. Med Kuhn ved man aldrig!!

Sov godt!

Dukkehilsner

Sigi Ulbrich
www.tortula.de

Vi fortsætter med del IV – Kuhn dukkevognene. Så husk at kigge forbi igen!

Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet

Smuk dukke i Fanø brudedragt

Copyright for tekst: Lene Byfoged og for billeder: Torben Byfoged.

Jeg har været så heldig, at få lov til at købe den smukkeste dukke, i en brudedragt fra Sønderho på Fanø.

Dukken er fra 1900 – 1910, ifølge de papirer der fulgte med den. Den er 55 cm høj. Hovedet er lavet af voks, kroppen af stof og hænderne af bisque.

Hun er da smuk, ikke?

Hun er iført sort plisseret nederdel, i sort uld med et sort fløjlsbånd forneden. Indvendigt et bredt slidbånd.

Et grønt plisseret overskørt af uld.

Et rødt plisseret underskørt af uld.

Overdelen er af sort uld med fløjlsbånd ved ærmerne. På hvert ærme, er en smuk sølvknap.

Bullen er meget smukt broderet.

Sjalet er af silke med kniplinger.

Om livet har hun et fløjlbånd med sølv tipper.

På tipperne er der graveret. J. L. Jeg har ikke kunnet finde en sølvsmed, med de initialer, fra det tidspunkt.

Til sidst den smukke Boer, der er lavet af kunstige blomster. Bagsiden er smukt udsmykket med spejl og perler. Lige sådan er det smukke bånd foran også. Se det forreste billede.

Jeg håber I har nydt, at se den dejlige og sjældne dukke.

Lene

Et prophoveds forvandling til en større dukkehusdukke

Copyright for tekst og billeder: Anne Friis.

For de læsere, der holder af de antikke dukker, er her et dejligt indlæg fra Anne Friis. Mange kender sikkert Anne og ved hun hun har en kæmpestor viden inden for antikke dukker og dukke huse og skriver meget inspirerende og underholdende.

En stor tak til Anne, for dette dejlige indlæg.

Lene

En gang imellem finder man et hoved i glaseret porcelæn – også kaldet china i dukkekredse – som man bare køber fordi det er så dejligt og et af de, som man altid har ønsket sig. Dette gjorde jeg inde i byen hos en af mine gode venner Dennis Nellholt, som desværre nu ikke er her mere. Så det må blive mit sidste køb fra ham af, det var i 2015. Det var et lille hoved på en hals, som kunne passe i en flaske med en korkprop uden om halsen. I forhold til sin stand – afslag på chinaen foran i ansigtet, måske kan jeg male den ene side op, da det er yderst generende, men det gør jeg normalt aldrig. Hun boede altså hos mig i en skuffe og bare ventede på at der skulle ske noget. I sommer var jeg på en tur med mine to venner Kirsten og Bodil, vi var inviteret til Skuldelevs lukkede museum, for at vi kunne se på tingene og købe før andre, men der havde nu været mange før os. Jeg købte et par småting blandt andet en gammel trækrop uden fødder, men de kan jo altid bruges, når man har forskellige små china hoveder, der venter på nyt liv. Det var en hyggelig tur, og da det var min 79 års fødselsdag hyggede vi 3 os på et nærliggende konditori. Det er et utroligt smukt landskab Skuldelev ligger i, men besværligt at finde.

Prophovedet 4cm højt og som det ses, med kork udenpå selve proppen

Da gik lidt tid, men en dag tog jeg kroppen med ind til mit sy-hold på Olgas Lyst, hvor jeg så kunne diskutere med de andre piger om jeg kunne lave en dukke af det, jeg havde. Erik, som indtager pladsen som øverste autoritet, hjalp mig med at få monteret hovedet, og så kunne jeg gå hjem og se hvad jeg havde af ting jeg kunne bruge til skørt, mamelukker, nederdel, bluse o. s. v. Jeg kan godt være lidt svær at få i gang, men jeg fandt forskellige ting frem, som jeg kunne forandre lidt og få til at passe, da dukken jo ikke er så stor 24 cm, men heller ikke så lille, at hun var vanskelig at sy til. Jeg kan bedst lide at tøjet kan tages af og på, hvilket til de helt små dukkehusdukker kan være uhyre svært. Jeg er ret længe om at beslutte mig til at klippe i ting og lave det om, idet jeg gerne vil sikre mig at det tidsmæssigt passer og at jeg altså ikke bevidst ødelægger noget. Der er altså en del research at gå i gang med inden jeg begynder. Jeg ved at Lene bruger samme grundige metode så det kan tage sin tid. Men i løbet af nogle uger havde jeg fået en ide om hvad hun kunne iklædes. Men der er jo altid problemet med undertøj og deslige, så der er nok at se til. Vi diskuterede alle meget, hvad hun skulle have inderst. Jeg tog nye stykker med hver gang, men var ikke tilfreds. Så fandt jeg en ret gammel simpel lille særk, som kunne passe til hende. Skæbnen ville at jeg kom med op i Eriks hus i Sverige for nylig, og der var fred og ro, og ikke mindst varme, så der var der en chance for at jeg kunne få lavet noget. Herhjemme er der meget koldere i mit hus, så min fingre har svært ved at sy. Som sagt så gjort. De ting jeg havde fundet hjemme blev kun ved særken lagt op, det ekstra skørt forkortet lidt og en bane taget ud til to skorstensrør, u-sammensyede mamelukker, da de tidlige dukker ikke har sammensyede mamelukker. Det kunne lige lade sig gøre, skørtet blev lidt smallere, men vidden var fin i chemisen. Jeg ved godt at det kun er unge piger, der har mamelukker og ikke voksne damer, men her gjorde jeg en undtagelse. Nederdelen og den hvide tynde batist bluse passede, da jeg lagde nederdelen ned. Jeg havde desuden gået læderkroppen igennem og vendt armene rigtigt. Armene blev forlænget, da de kom på igen hvor de oprindeligt havde siddet, så de blev en hel centimeter længere, men ellers gjorde jeg ikke noget ved hende.

Hele dukken 24cm efter flytning af arme og fastsættelse af hovedet.
Dukken i profil samt i den nye gamle chemise inderst inde.

Det vigtigste når I rynker noget, er at lave tre rynketråde lige under hinanden og derefter rynke det omhyggeligt, det kan tage sin tid inden man er tilfreds. Her var det vigtigt at jeg fik halsen til at passe, da den skulle begynde lige under den i china malede hvide rynkede hals. Det var virkeligt besværgeligt og var ikke nemt. Jeg skulle hele tiden tage blusen af, som var meget gammel af tyndt batist eller bomuld med enkelte lige ærmer, som jeg bare bøjede op, så de passede i længden. Som nederdel havde jeg en ret gammel efter min mening, der nemt kunne passes til i vinrød med sorte græske borter, der er trykt på. Den er ikke så pænt syet, men jeg har beholdt den helt som den var, ligeledes den tynde fine hvide enkle bluse. Da jeg kom hjem fra Sverige prøvede jeg et lille fint gammelt slag, som jeg købte af en veninde i Snurretoppen for 2 mdr. siden, og pludselig så hun bare dejlig ud. Kender I følelsen?

Her med det nye skørt.

Det er sjældent man kan få tingene til at lykkes, nu mangler hun bare en kyse, så jeg skal lige lede lidt igen. Her har jeg brugt en, som er det eneste der ikke er gammelt, men stil og måden den er lavet på passer af Ina, og så mangler kun mit store problem – fødderne. Men faktisk har jeg fået en ret sjælden dukke til en så absolut overkommelig pris, samt lært en masse om syning og tilpasning, så jeg er sikker på at min moder ville være stolt af mig. Hun var en gudsbenådet dameskrædder udlært i Brussel, men dukketøj havde hun kun lidt tålmodighed til at sy som voksen. Jeg har dog både ting hun har syet til min AM 390, som hun havde haft og hendes dukke Mogens, en fin og sjælden karakterdukke hvor hun har syet tøjet som barn. Jeg er sikker på min mormor hjalp lidt til, hun syede altid alt sit tøj selv, samt til sine to døtre, som var ens klædt. Hele familien bagud var uddannede skræddere.

Selve dukken er 24 cm til fødderne, som mangler. Eventuelt kan hun få sko af velour, som kan stoppes ud. Det har adskillige af mine tidlige ”chinaer”. Men det bedste ville være at lave et par fødder i pæretræ, jeg har fundet grenen på mit pæretræ og skåret den af, men hvornår jeg får taget mig sammen til dette, ved jeg ikke. Jeg har aldrig skåret i træ før. Selve hovedet er 4 cm med den rynkede flæse i hvidt og grønt glaseret porcelæn, som er på hovedet, så går halsen længere ned for at kunne danne en prop. Den smuttede pænt på plads i læderkroppen, da jeg lukkede den op. Når jeg har fundet dette hoved, benævnes de tit som ”spanniels ears” i bøger, men det er både dyrt og sjældent. Håret står ud fra ansigtet ved ørerne, som nærmest vinger. De kan også have en kyse i china, men findes både med og uden kyse, hos disse er frisuren mindre udtalt, men bemaling og udtryk det samme, så jeg har ikke svært ved at kende hende. Alle, jeg har set, har sort malet hår. Du kan finde fotos af dem på Pinterest, men disse har sjældent en beskrivelse, hvilket irritere mig kolossalt. Ifølge Kirsten Johannesen, som har besøgt denne tidlige fabrik, som tilhørte Conta & Boehme, er det et tidligt hoved fra denne. Men den kan selvfølgelig godt været brugt i flere år, især de små hoveder. Vi snakker her om 1840-50. Hun har bølget hår på siderne, forhåret klassisk skilt i midten, bøjet tilbage bagpå med en flot lavt siddende knude. Håret ligesom drejet ind i knuden. Det er på ingen måde bare glat. Ørerne er dækket af håret og altså ikke synlige. Jeg har set et meget stort eksemplar af dette hoved over i ”Den gamle By i Aarhus” i legetøjsafdelingen, som har sit eget hus. Men selve hovedet har, et efter min mening, meget specielt udtryk, som jeg altid har elsket. Der er enkelte dukker, jeg har det sådan med, og det skifter efter min mening og erfaring aldrig. Selve ansigtet er klassisk malet, let buede øjenbryn i en streg, ikke sorte, men mørk grå. En meget sort og spinkel streg ved øjet og en rød streg meget højere oppe, blå øjne, lang næse med røde næsebor og en lille mørk smilende mund, store røde kinder, lidt af rougen er slidt af to steder, måske er det netop smilet, der gør det. I kender måske følelsen? Hun er en dejlig størrelse at sy eller arrangere udstyr og kostumer til, måske har jeg møbler, der kan passe til hende. Jeg har en hel del miniaturemøbler, som passer til større dukker, idet min yndlingsstørrelse er ca. 30 cm.

Her kommer nederdel og bluse samt slag, som er fint gammelt og til sidst kommer kysen med. Sådan kom hun til at se ud

Så nu har I fået min historie om dette lille charmerende hoved og hvordan hun blev en dejlig dukke i min samling. I er velkomne til at give jeres besyv med under kommentarer, jeg er stadig ikke på Facebook.

Mange nytårshilsner Anne Friis

Papir/Silhuetklip

– Et glemt kunst håndværk –

Angelika Salzwedel har sendt en hyggelig søndagshilsen til bloggens læsere. Endnu en gang har hun udstillet noget fra sin fantastiske samling. Så dejligt, det bliver vist frem til glæde for mange mennesker. Går vinterferien til, eller gennem Nordtyskland, er det værd at kigge på udstillingen. Men man kan jo også bare nyde de smukke værker her. Stor tak Angelika, for at dele med os.

Lene

Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.

Papirklip og silhuetter er ikke længere særlig velkendte for mange mennesker i dag, selvom de har en århundreder lang tradition. Fra 22. januar til og med 29. februar, kan man kan nyde disse gamle og nye kunstværker i Itzehoes Bibliotek.

Allerede i det 6. århundrede f.Kr. var papirklip, silhuetter og papirteatre kendt i Kina. Denne tradition kom til Tyskland i det 17. århundrede. På Goethes tid var papirklipning meget populær, som portrætsilhuet. Den store æra med papirklip, begyndte i Biedermeier-perioden med smukke silhuetter. Det var en meget almindelig og frem for alt billig måde, at tage et billede af en elsket eller en berømt kunstner på.

Hans Christian Andersen illustrerede sine berømte eventyr med papirudklip, så papirudklip har også en lang tradition i Danmark.

Den aktuelle udstilling omfatter blandt andet: Man kan beundre to historiske silhuetter af kunstneren Eva Schönberg fra 1920’erne. Der er også et meget gammelt papir klippet af den kendte kunstner F. Kaskeline (1863 – 1938) med det populære og velkendte motiv “Gamle Fritz med sine hunde”. Dette papirklip, stammer fra omkring 1900. Der er udstillet 50 indrammede gamle og nyere papirudskæringer samt 20 postkort fra 1920 – 1950 med papirudskårne motiver, der var meget populære på det tidspunkt.

I dag er det interessant at opdage, at gåse- og hønseæg er dekoreret med papirudskæringer i påskebuketten. Det er ægte kunstværker.

Adventskalendere fås nu også med flotte papirskårne motiver.

Bibliotekets åbningstider: Man, Tir, Tors, Fre fra 10.00 til 18.00, Lør fra 10.00 til 13.00, lukket onsdag og søn.


Jeg takker Lene for den gode oversættelse.

Angelika Salzwedel, Itzehoe. Januar 2024.

Historien om legetøjsfremstilling i Chesham.

Copyright for tekst og billeder: Chesham Museum.

Jeg har fået tilladelse fra Chesham Museum i England, til at bringe dette indlæg. Jeg syntes det er spændende, da vi jo for det meste har beskæftiget os med tyske legetøjsproducenter i Tyskland. Og selvom det er en tysk legetøjsproducent, der har startet fabrikken op, syntes jeg alligevel, at det er spændende læsning.

En stor tak til Laura Collins, der formidlede tilladelsen.

Lene

Ansatte i legetøjsfabrikker med base i Waterside, Chesham.

I 1908 etablerede Josef Eisenmann, en tysk legetøjsproducent, The Chiltern Toy Works i Bellingdon Road, Chesham. Til at begynde med begyndte de at lave dukker, men tilføjede snart en række bamser. Det var en af ​​de første virksomheder i Storbritannien, der lavede blødt legetøj i stor skala. Priserne varierede fra en shilling (5p) hver til en halv guinea (52p). I 1915 lancerede de ‘Master Teddy’.

Baller af stof, der leveres på hestetrukne vogne. 
Pakker med legetøj tages med til stationen. 
Omkring 1923.

Fabrikken blev arvet i 1919 ved Josefs død af hans svigersøn, Leon Rees. Leon flyttede produktionen i 1920 til Waterside i Chesham. Leon gik i partnerskab med Harry Stone under navnet HG Stone & Co.

En anden fabrik begyndte produktionen i Tottenham i 1921. Waterside-fabrikken påbegyndte produktionen af ​​de meget populære Hugmee-bjørne i 1923. Under krigen blev Waterside-stedet overtaget af David Shackman & Co, som producerede optisk udstyr og andre varer til krigsindsatsen. Shackman blev ved Waterside indtil 1981.

Skæreafdelingen,
stof bliver skåret til.
Fyldningsafdelingen.
Syede stykker fyldes med kapok.
Efterbehandlingsafdelingen.
Næse og øjne fikseres.

Selvom der var en pause i legetøjsfremstillingen, under krigen på Chesham-fabrikken, fortsatte Tottenham-fabrikken med at lave noget legetøj. Efter krigen flyttede produktionen af ​​trælegetøj og blødt legetøj fra Waterside og blev overført til Amersham Works og en ny stor fabrik nær Pontypool i Wales. Hugmee-bjørne forblev i produktion indtil 1967.

Du kan se bjørnen Winifred uden for fabrikken, som hun muligvis er blevet fremstillet i? Winifred-bjørnen er opkaldt efter en Winifred, der arbejdede på denne fabrik (sidst på forreste række af billedet øverst oppe). Winifred ville have gået op og ned ad Waterside, til fabrikken hver dag og lavet masser af berømte Chiltern ‘Hugmee’-bjørne.

Virksomheden beskæftigede kun damer og unge piger, der var single, så hvis de blev gift, ville de have været nødt til at forlade firmaet!

Hugmee bjørne

Hugmee-bjørne var ret karakteristiske i 1930’erne med barberede næser, et stort smil, broderede kløer på hænder og fødder og en stor båndsløjfe.

Selvom designet af Hugmee blev bibeholdt gennem årene, varierede kvaliteten. I 1950’erne var mohair-plys mindre luksuriøse, næsepartiet var ikke barberet, hans store smil havde fået en mindre flamboyant bue, og mindre tråd blev brugt til kløerne. Det formodes, at dette skyldtes omkostningsbesparende foranstaltninger, både arbejdskraft og materialer.

Hugmee genforenet

Chesham Museum modtog en besked via Facebook fra en dame ved navn Beverley, som fortalte os, at hun havde arvet en hugmee-bjørn. Det viste sig, at Beverleys fars oldemor Rosa King (nee Pearce) var den oprindelige ejer af bjørnen.

Rosie Dutch (nee King) (Beverleys bedstemor døde i 2008) arvede derefter bjørnen, som igen gav den til Beverley selv.

Da Rosie var en lille pige, plejede hun at lege med Leonard Clapp, som var søn af lederen af ​​legetøjsfabrikken. Ved en tilfældighed arbejdede Beverleys mormor Dora Deaney (nee Beechey) også på legetøjsfabrikken.

I 1999 sammensatte Chesham Town Museum Project en lille udstilling i biblioteket om Chiltern Toys; Beverley lånte venligst sin bjørn til udstillingen. Dette kom til Leonard Clapps opmærksomhed, som skrev til forskeren. Rosie fik tilsendt en kopi af brevet.

Hugmees eventyr

Denne specielle Hugmee Bear blev købt til en lille pige ved navn Heather Dell tilbage i 1950’erne.

Heathers far, Ron Dell, arbejdede for en mand ved navn grev Antoine Seilern. Greven købte Hog Lane Farm tæt på Chesham efter krigen, hvor han opdrættede grise. Courtauld Institute-studerende i 1950’erne hævder at have set ham uden for 20 Portman Square i en sportsvogn med en kæledyrsgris ved siden af ​​sig!

Hvert år købte greven Heather og hendes storebror Terry en gave ved juletid. Hugmee gik overalt med Heather, som du kan se på billedet, taget omkring 1952.

Gennem årene har Hugmee haft mange eventyr og været elsket af mange børn, inklusive Heathers brødre og hendes egne børn.

Hugmee har besøgt mange børnehaver og var endda udstillet i et par måneder på Chesham Museum, da det var på Market Square. Han er en berejst, ,højt elsket og skattet bjørn.

www.cheshammuseum.org.uk

Godt Nytår

Angelika Salzwedel har sendt dette smukke, ca 100 år gamle nytårskort, med ønsket om et godt Nytår, med sundhed til alle og fred på jorden.

Angelika skriver om kortet:, to engle, en ringer med fredens klokke og den anden bringer lys ind i mørket, sammen med stjernene.

Angelika bad mig også om, hvis jeg havde et dansk nytårskort, der passede med hendes kort, at bringe det med. Jeg fandt dette smukke kort med fredsduen, fra 1918 hvor 1. Verdenskrig sluttede.

Og med det sender jeg håbet om, at 2024 må blive året med mere empati, næstekærlighed og respekt for hinanden og fred på vores smukke jord.

Tak Angelika for din hilsen og godt Nytår til dig og dine.

Lene

Glædelig Jul

Jeg har desværre ikke bragt nogle indlæg på bloggen i december. Influenza og et dødsfald har taget energi og overskud.
Men alligevel vil jeg ønske alle bloggens læsere, både her i Danmark og i de utallige mange lande, der hver dag er inde og læse på bloggen, en rigtig Glædelig Jul og et godt Nytår. Det er så fantastisk, mange tak for det.

Mange julehilsner

Lene

To små italienere

Sigi Ulbrich har igen været så sød, at sende et indlæg til bloggen. Denne gang om firmaet Sevi. Det er interessant læsning og jeg håber I vil nyde det og måske, har I selv noget fra denne producent.

En stor tak til Sigi, for endnu engang, at udvide vores viden.

Lene

Udgivet d. 29. november 2023.

Jeg indrømmer det, jeg har fået en ny stor (lille) kærlighed. To små italienere. Nej, ikke dem, Conny Froboess sang om i 1962. Mine er – formentlig – fra 70’erne og lavet i træ.

Jeg vil vædde på, at de fleste af jer, kære læsere, har et eller flere, af disse redskaber i jeres dukkehuse og har spurgt jer selv, hvem der har lavet denne smukke vase, den store kande, den smukke petroleumslampe (osv.). Jeg har vidst det i nogen tid og vil gerne dele min nye viden med jer.

Der er nogle af disse miniaturer, i køkkenet i mit samleobjekt DelPrado dukkehuset, og jeg har ikke været i stand til, at identificere dem endnu. Men nu kan jeg.

I sommeren 2023 købte jeg dette lille møbelsæt, fra et stort online auktionshus. Bordhøjde ca 2,5 cm – komfur og skabshøjde ca 5 cm, bænk- og stolehøjde ca 2,5 cm.
Jeg har et hjerte for simple bondehusmøbler og jeg havde også et lille ubrugt og – helt ærligt – uelsket hus.
Jeg købte dette sæt og var tilfreds med prisen. Sættet var stadig pakket i den originale cellofanpose.

En test gjorde det klart: Det lille hus var velegnet som køkken. Men bænken var for lang til mig, og jeg ville gerne have to stole. Så jeg tog modigt saven og voila – jeg havde to stole og en kortere bænk. Jeg malede de afsavede ender, med en matchende blå akrylmaling.

For at bringe lidt varm stemning ind i det lille køkken, hæklede jeg en rød løber. Når jeg strammer det op, sætter jeg mine tæpper på sofaens armlæn – til min mands store fortrydelse. Men det lykkes altid der.

Jeg syntes, at ovn- og skabslågerne var lidt for enkle. Så jeg borede små huller med nåleboret og satte farverige stifter ind i dem, som dørhåndtag.
Det var ikke let at finde passende miniaturer i denne størrelse (så småt). Men der var et par stykker, i mine kasser.
Med den forkortede bænk og den anden stol ser alt rigtig flot ud. Jeg ved endnu ikke, hvem der skal bo i dette hus, Men det er der stadig tid til. at finde ud af.

Alt var som jeg ville have det, indtil jeg en dag opdagede dette lille hus.

Huset er smukt og dets faciliteter er simpelthen fantastiske. Jeg tror nok, det er børnelegetøj. Men var mine andre huse ikke også engang, tænkt sådan?

Gardinstoffet og sengetøjet, mindede mig om mit lille Sevi-værelse. Ligeledes de trykte møbler. Det afgørende for mig var dog, at alle møblerne har et lille hul i bunden. Som om de blev “siddet” et sted under tørreprocessen.
Uden tvivl, er mit lille hus, et Sevi-hus.

Så jeg undersøgte Sevi, og der var den ene overraskelse efter den anden.

SEVI blev grundlagt i 1831. De lavede trælegetøj i Sankt Ulrich. Dette er i Val Gardena, i Sydtyrol. Det forklarer selvfølgelig meget. Val Gardena er kendt for sine smukke træudskæringer. Deres træskærerkunst har meget mere at byde på, end de verdensberømte kryppefigurer. Det svarer så at sig til, det tyske Erzgebirge – det siger jeg uden sammenligning.
Men jeg kunne ikke finde ud af, hvem der egentlig grundlagde virksomheden og hvornår. Heller ikke hvornår og hvorfor en fusion med “Trudi” skete. Virksomhedens hovedkvarter er nu i Tarcento (Italien).

Der er en lille YouTube-optagelse på hjemmesiden. www.trudi.com/de/geschichte-sevi Der kan du se et par gamle billeder og arbejdet på de nyere ting. Men det er heller ikke rigtig meningsfuldt. Bortset fra, at jeg nu mener, at de to små trædukker, der flyttede ind i to af mine dukkehuse, som legedukker for de egentlige beboere (Hitty-Rose og Barbel-Hitty) måske også er fra Sevi-huset.

Jeg har stadig ikke et katalog fra firmaet, men den farverigt trykte legetøjsemballage siger meget om deres produkter.

Jeg er helt overbevist om, at mange miniaturer, der er erklæret som “Erzegebirge”, har sin oprindelse i Val Gardena eller Italien. Jeg vil heller ikke fritage mig selv, for at mene det.

Jeg købte mit foldehus med dette udstyr – og jeg lader det være på denne måde. Jeg kan især godt lide gulvvasen (yderst til venstre) og Chianti-flasken (yderst til højre). Men de andre miniaturer er også imponerende. Under min research stødte jeg på et andet foldehus, med et klædeskab og et træbarn i sengen. På den anden side hænger en hylde på væggen og fire stole står, rundt om et rektangulært bord. Desværre kunne jeg ikke få nogen gratis billeder af dette hus.

Jeg var så meget desto mere glad for, at læseren, fru Manuela Schmitt, leverede et foto af sit hus til denne artikel. Det lille to-etagers hus er særligt charmerende. Men jeg opdagede endnu mere. En slagterbutik. Over to etager. Der hænger skinker på væggen og en kødhakker på arbejdsbordet. Der hænger også en “pølsekæde” fra loftet. Væggene er “flisebelagt”. Jeg kunne ikke se, om det var malet, trykt eller tapetseret. Slagtermesteren og hans lærling – i hvidt (lakeret) arbejdstøj – mangler heller ikke. Desværre fik jeg ingen gratis billeder. Der er små åbne spisekammerhylder, køkkenskabe med redskaber eller køkkenkomfurer i træ fyldt med “potter og pander”. Men udnyt bare de lange aftener, som sæsonen bringer, og se efter Sevi i de store online auktionshuse. Jeg tror, ​​I vil opdage en masse ting, som I ikke har kunnet placere før.

Jeg håber, I nyder jeres gåtur gennem il piccolo mondo italiano.

Sigi Ulbrich

Tak Lene for den flotte oversættelse!!!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet