JULEKRYBBER af PAPIR

(Tekst og fotos med tak til Angelika Salzwedel ©)
(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © og Lay-Out: Lene Byfoged ©

Angelika fortæller:
I denne specielle juletid har vi på grund af corona-epidemien fået mere tankevækkende tid sammen med familien, og vi holder derfor endnu mere fast ved vore skikke og julepynter huset her i førjuletiden.

I Norden er julekrybber ikke så almindelige som i de sydlige lande, men alligevel er der i Norden tradition for at pynte med krybber af papir.

Jeg er den lykkelige ejer af en vidunderlig gammel krybbe af papir fra omkring 1890— en kromatografi af præget karton—som altid har været i familiens eje. En sådan folde-ud– hhv. klappe-ud-krybbe eller krybbe til at stille op var i perioden 1850-1900 mange steder almindelig. Den bestod af præget karton i forskellige, vidunderlige farveudgaver. De første krybber af papir kunne man se allerede i begyndelsen af det 18. årh.

Denne kikkasse er en slags folde-ud-krybbe!

Storhedstiden for de håndmalede krybber af papir kom omkring år 1800 frem efter krybbeforbudet for klostre og kirker. Mange kunstnere, der dengang skabte de så elskede krybber af træ, stod nu pludselig uden arbejde og indtægt. For at afhjælpe denne nødsituation begyndte nogle af dem at male små krybber af papir. Disse krybber blev godt modtaget, og folk stillede krybberne op i deres hjem. Dog var det kun de velhavende borgere, der havde råd til disse krybber.

I Biedermeiertiden blev det at fejre jul i familien skød mere og mere midtpunkt og trasdition, og da krybbeforbudet atter blev ophævet, udvikledes en stærk og livlig fremstilling af krybbebuer og tegninger til udklipskrybber. Her spillede Joseph Führich en stor rolle, idet han udviklede den såkaldt ”Führich-krybbe”. Den glædede mange sig over, og endnu i dag er den enormt populær.

Denne smukke tjekkiske krybbe er af Krydsfinér !

Imidlertid forandrede smagen sig, og de barokke modeller var ikke længere efterspurgte. En ny stilretning opstod i begyndelsen af det 19. årh. gennem de såkaldte Nazarener, en sammenslutning af tyske og østrigske kunstnere. De stræbte efter en bedst mulig naturtro og detaljeret fremstilling af julenat. Denne stil afløste nu den barokke og senbarokke krybbe og bragte i Nazarener-stil krybben tilbage til sin oprindelse, dvs. området ved Bethlehem. Hermed fødtes ”de orientalske krybber” eller ”krybber fra Østerland”.

Disse to meget flotte og detaljerede krybber måler 20 x 25 cm og er fra omkring år 1900

Disse krybber var ikke tilgængelige for alle og enhver, selv om de ikke kostede så meget som krybber skåret i træ. Omkring 1910 kostede et stort klippeark lige som meget som et rundt pundbrød, hvad tydeligt viser, at heller ikke disse krybber var til at betale for alle.

I anden halvdel af det 19. årh. nåede fremstillingen af klippeark med krybber sit højeste. Gennem forædling af papiret, så som prægning, lakering, bemaling med glimmer eller glas opstod hele tiden endnu prægtigere krybber af papir, således også folde-ud-krybber med kromatografi.

Disse to krybber er 30 cm høje og 30 cm brede – de er fremstillet af præget karton med kromotgrafi – vinduet i den th er af gelatine !

Efter opfindelsen af kromatografi blev det muligt at fremstille større oplag. Nu som før blev der af ”Neuruppiner Bögen” i tiden fra 1855 til 1900, f.eks. fra firmaet Kühn udgivet ca. 175 forskellige ark med krybber. Også firmaet Oehmigke & Riemschneider havde adresse i Neuruppin. En anden kendt fremstiller af udklipsark til krybber er firmaet J.F. Schreiber fra Esslingen. Man kan stadig i dag købe genoptryk af en del af arkene.

En speciel type er de krybber af papir som kan foldes ud, dvs. at man simpelthen blot behøver at folde dem ud, når man stiller dem op. Også den slags krybber har jeg foldet ud og taget med, og nogle af dem er udført som julekalendere. Krybber til at folde ud er stadigvæk elskede objekter.

Trykt krybbe fra 1920erne !

Til disse krybber til at folde ud eller stille op regnes også ”Krybber med fløje” af pergamentpapir. Man kan stadigvæk finde smukke, håndlavede modeller fra 1960erne og 1970erne, desuden krybber af transparent papir af nyere dato.

Ydermere findes de såkaldte ”Dovenskabskrybber”, som i forvejen er lavet færdig og igen sat op. En anden særegenhed er Bogkrybberne, som har form som en bog, som foldes ud hhv. stilles op.

Krybber af papir sat op på træ

I Böhmen og Mähren var krybber af papir særlig yndet, og endnu i dag kan man i Tjekkiet få vidunderlige ark med krybber. Man satte disse op på træ/krydsfinér, således at de stod bedre.

Tjekkiet er også i dag det førende land med hensyn til krybber af papir. Her kan man få hele landsbysamfund med alle mulige detaljer, f.eks. kan man finde en bager, en møller eller en slagter, børn der løber på skøjter eller kælker. Hos de tjekkiske krybber er Nazarenerstilen gået tabt, og det juleagtige præg er lagt ind i landsbymiljøet.

Angelika Salzwedel, december 2020

Litteratur:
Weihnachtskrippen aus Papier (Julekrybber af Papir) af Norbert Langenbach, Husum Verlag 2006
Gloria in Exelsis Deo, Museum Eckernförde, Sonderausstellung (Særudstilling) 2008

Vi siger tusind tak til Angelika for denne detaljerede og lærerige artikel og håber, at I lige som os har glædet jer over denne nye viden – god læselyst alle sammen !

Vi ønsker hermed jer alle en Glædelig Jul og et godt nytår
Tak for jeres store interesse, og lad os nu bare håbe, at 2021 bliver et lysere år…
Lene og Lise

Hermed et lille PS fra Angelika:


Krybben herover er fra Brasilien og Angelika fortæller dens særlige historie
:


En krybbes rejse fra Brasilien til Hohenlockstedt: en af mine venner fløj i begyndelsen af oktober i forretningsøjemed til Brasilien. Her havde han lovet os at købe en original brasiliansk krybbe – som man dér skulle kunne finde blandt det store udvalg af krybber… Desværre uden held, idet der på alle krybber stod ”Made in China”.!
Han klagede sin nød til en belgisk ven i landet. Denne ven ville nu absolut sørge for en brasiliansk krybbe til vort museum, og han fandt en krybbe. Under sin flyrejse til Belgien gav han den til en anden ven, der tilfældigt skulle til Sydspanien. Nu var krybben nået til Sydspanien, og her hentede vor ven den med bil og bragte den til Madrid. Og derfra kom den med kurer til Itzehoe!

D a n s k e J u l e n i s s e r

(Med hilsen fra Angelika Salzwedel © – Oversættelse: Lise Brastrup clasen © – Layout: Lene Byfoged ©)

Egentlig var det planlagt at arrangere en udstilling på Heimatsmuseum Brunsbüttel. Men sådan skulle det desværre ikke være i år, idet udstillingen på grund af Coronatallene ikke kan finde sted.

Men set i lyset af det dansk-tyske venskab vil udstilleren Angelika Salzwedel gerne præsentere nogle af sine danske nisser for læserne af bloggen Dukkedrømme.

Jeg er virkelig blevet begejstret over de danske nisser, lige siden jeg så dem første gang hos min danske veninde Lise Clasen i Kruså. Hos os findes der også dværge, gnomer og skovtrolde. Alle dværge, små mænd og nisser har det til fælles, at de alle er hjælpsomme, hvad der passer ganske godt i denne tid med Corona-pandemien.

Det allerkæreste nissetog !

Angelika Salzwedel er specielt begejstret for bjergværksdværgene, Nissernes Grubejernbane, som hun har genopbygget, og senere forsket videre i. Her fandt hun ud af, at Torkild Hinrichsen i sin bog ”Weihnachten in Dänemark—Dansk Jul (Husumer Verlagsgruppe) fortæller, at nisseskikkelserne helt tydeligt er opstået under indflydelse fra de tyske dværge. Deres små skikkelser med de spidse huer opstod efter bjergværksarbejdernes arbejdstøj med den spidse, beskyttende hætte. Nissen i H.C. Andersens eventyr ser nøjagtig sådan ud. ”Eventyret ”Nissen hos Spækhøkeren” handler om en sådan nisse. Et andet eventyr af H.C.Andersen er ”Nissen og Madammen”, som således også fortæller om nisser

Nissernes Grubejernbane, som Angelika har bygget efter Familie-Journalens anvisning 1929

Og i dag ser nissen også sådan ud. Nissefigurerne er her stadigvæk. De venlige julenisser beskytter huset og lever på loftet hos deres mennesker. Til jul får de en skål risengrød og juleøl., og således holder man sig gode venner med dem,. De hjælper til gengæld til i huse og gårde og forbliver trofaste mod deres mennesker. Hvor gamle de bliver, ved man ikke helt, men man regner med,at de kan blive fra 200 til 300 år gamle.

I dag finder man som tilbehør til nisserne: Nissehuse, Nissetog og Nissedøre (dette sidste begreb kendte jeg (Lise) ikke, men da nisserne bor inde bagved i væggene, sætter man små døre fast på fodpanelerne, så de kan komme ind og ud, og når de små børn ser en lille dør, ved de, at det bare er nisserne, og at der ikke er noget at være bange for. Danske børn tror helt sikkert ikke på nisserne, så det må være en nordtysk skik, men det er da rigtig sødt!… Og jeg spurgte straks Lene, om hun kendte til nissedøre, og det gør hun: ”De i de sidste par år blevet enormt populære i Danmark. Man sætter søde små dukkestuedøre op, med en lille stift, måske er døren pyntet med en miniadventskrans, og somme tider står der et par bitte små støvler ved siden af … Tak for det, Lene, tja, man skal lære, så længe man lever!) Og her på siderne kan I se et par fotos af en af Angelikas nissedøre. Den er af naturtræ, men hun har malet den… absolut knusende kært!

Nisser på spadseretur!
Angelika har bygget dette nissehus!

Foruden Julenisserne har man også kravlenisser, disse små klatrende nisser, som fordeles over hele huset og således pryder bogreoler og hylder.  Kravlenisserne  blev opfundet af Frederik Bramming i 1947, det er herlige, glade nisser iført en slags strømpebukser, og de klatrer i alle mulige og umulige stillinger. De er stukket ned bag billeder og bøger, hænger på lamper, er i vindueskarme, på borde og skabe, ja kort sagt overalt.

Men der findes også andre nisser, f.eks. Kirkenissen, der bor i kirken eller i præstegården og hjælper til dér.

Og så har vi gårdnissen, han bor i huse eller i staldene sammen med husdyrene. Han bor altid alene og hjælper sine mennesker. Han bringer menneskene held og hjælper dyrene.

Nisserne skal på skitur
Skovnisserne klatrer i træerne!

Desuden findes der skovnisser, der lever i skoven eller ude i naturen, og skibsnisser, der som det fremgår af navnet, bor på skibene.

Nisserne bygger hus!

Jeg siger hjerteligt tak til min samlerveninde Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for layout og for jeres offentliggørelse på bloggen.

Fotos: fra Angelika Salzwedels samling

(Angelika Salzwedel november 2020)

Også vi siger tusind tak til Angelika for din alsidige nisseberetning, og vi

Ønsker Hermed Jer Alle God Læselyst: Lene og Lise

Lysenglen og Bjergmanden

”Skik og Brug i Erzgebirge til Jul”

(Med tak til Angelika Salzwedel for tekst og fotos © )
(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – Layout: Lene Byfoged ©)

Allerede i det 16. årh.  Har man kendt til Bjergmanden som symbol i Erzgebirge. Iført galla med lysene i sine udstrakte hænder stod han i hine tider endda i skakten (nedgangen til minen). Lyset ledsagede bjergfolkene ned i dybet af gruben, og lyste igen for dem, når de drog hjemad.

Englen og bjergmanden  er symbolske skikkelser til jul, hovedsageligt i Erzgebirge, men også her oppe mod Nord er de i dag meget populære.

De fattige bjergfolk havde ofte ved siden af deres daglige arbejde en bibeskæftigelse. Det faldt da naturligt at anvende det træ, som voksede på egnen til drejer– og snedkerarbejder, og hele familien deltog med flid i arbejdet.

Lysenglen kom først til i 1830 som bjergmandens kone. Det er den eneste engel, der er fremstillet med forklæde og en hvid kjole med kantebånd. De brogede vinger er bemalede. Senere blev hun som lysbærer med symbolet for solskin og en krone til hovedfigur.

Lysenglen herover bærer ikke forklæde, men er ægte nok,
figurerne er 60-70 år gamle !

I Erzgebirge stillede man lige så mange lysengle i vinduet, som der var piger i familien, og lige så mange bjergmænd, som der var drenge.

Også dette par er 60-70 år gammelt !

Personligt har jeg siden min tidligste barndom haft tæt tilknytning til alle disse ting, da jeg er vokset op i Hohenlockstedt, hvor et firma fra Erzgebirge slog sig ned i 1949.  Med firmaet kom selvfølgelig også medarbejderne og deres familier, og de bragte således traditionerne med. Vi har derfor siden vor barndom til jul foruden Buehvælvingen og Pyramiden også kendt Lysenglen og Bjergmanden. Naturligvis har jeg i mellemtiden ikke blot erhvervet disse ting i stor størrelse, men også som miniaturer. Og det er desuden lykkedes mig at få fat i nogle gamle eksemplarer. Det er for mig  –  nu oppe i årene  – et stykke barndom og ungdom. Ofte tænker jeg på, hvad min tidligere chef ville sige til det… da jeg — mens jeg studerede —  og også senere har arbejdet i dette firma.

Parret her er i iniatureudgave,
De er blot 5 cm høje !

Det er for mig en vidunderlig erindring og længst forgange adventsdage.

Vi siger igen tak til Angelika Salzwedel for din interessante beretning, ny viden for mange af os…   og

Vi ønsker jer alle god læselyst !

Friesenbaum eller Föhrer Bogen og Sölring Jöölbaum

(Frisertræ eller Föhrer Bogen og Sölring Jöölboom/Juletræ)
(En interessant beretning om en Frisisk Juleskik)

(Med hilsen fra Angelika Salzwedel © – oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – layout: Lene Byfoged ©)
(De viste fotos med undtagelse af Frisertræet fra Museum Weihnachtshaus er fra Angelika Salzwedels private samling ©)

Angelika Salzwedel fortæller:

For mange af os hører juletræet, ikke mindst her i Nordtyskland, til det vigtigste symbol for Julefesten.

På den nordfrisiske kyst og på øerne havde man tidligere det såkaldte Frisertræ, der på frisisk kaldtes ”Kenkensbuum” eller ”Jöölboom”, og i Sydjylland for ”Klausenbaum”!

I Nordfrisland var disse julestativer meget udbredt. Det er bueformede træstativer med tværgående skråstivere, som stod i vinduet som erstatning for et juletræ. På øerne og Hallingerne holdt denne skik sig længere, da det var vanskeligt at få fat i et juletræ. På øerne Föhr og Sild kan man i dag atter beundre ”Frisertræerne” i vinduerne.

Fotoet af dette smukke Frisertræ (taget af Angelika Salzwedel) bringer vi med tilladelse fra og tak til Alix Paulsen, Museum Weihnachtshaus i Husum !

Legenden siger, at stativernes oprindelse stammer fra dengang, hvor man ikke havde graner på øerne. Og der er ganske sikkert noget om snakken, og helt sikkert er det af hedensk oprindelse. Vintersolhverv falder jo næsten sammen med juleaften. Man ville hermed formilde Guderne og bede om en god kommende høst. De stedsegrønne planter, dvs. buksbom og efeu, der er grønne om vinteren, havde allerede dengang noget mystisk over sig.

Man beviklede Frisertræet (eller Föhrer Bogen) med buksbom eller efeu. Foroven satte man 4 lys. Udsmykningen på træet kaldtes ”Kintjes Tüch” på tysk ”Kinderkram” eller på dansk Børneting, dvs. julebagværk til børnene.

Frisertræ med gamle
julekugler !

Nederst står Adam ved Livets Træ. På den midterste liste hænger Julegrisen (også kaldet Jul-Schwein), som før Kristendommens indførelse blev ofret. Derover hanen, der helt sikkert ved sit første hanegal forkynder det glædelige budskab, til venstre fåret og til højre oksen. Desuden er der så æbler.

Æblet kommer fra Paradiset og er Livets Frugt, rundt som Verden, rødt som blodet og sødt som Guds nåde. Det symboliserer frugtbarheden. Nogle steder er det skik og brug Juleaften at spise et æble, som i hele det kommende år skulle beskytte mod ulykker og sygdomme. (som man stadig siger i England: An Apple a Day, Keeps the Doctor Away = Et æble om dagen, holder lægen væk)!

Dette frisertræ er pyntet med
Juleminiaturer !

Sölring-Jöölbaum er omviklet med en krans af buksbom, som symboliserer årets tætteste kredsløb af solen rundt om jorden. Den skal være grøn lige som de stedsegrønne planter.

Frisertræ med julekugler !

Figurerne er:

Adam og Eva under Livets Træ. Hesten som symbol for styrke, udholdenhed og hurtighed, hunden som tegn på trofasthed, og hanen som tegn på årvågenhed og frugtbarhed. Her tror jeg stadig på, at det her under Kristendommen har noget at gøre med forkyndelsen af Jesu fødsel. I nogle egne har man desuden en vindmølle som tegn på forgængelighed, samt et sejlskib, som symbol på fiskeri-erhvervet.

Øboerne stillede Jöölboom-træet i vinduet, således at ruderne reflekterede lyset, hvorved det gav indtryk af en større hellighed.

I dag har mange samlere i Schleswig-Holstein ”misbrugt” Frisertræet til dekoration med miniaturer, idet man ganske dekorativt har pyntet træerne med julekugler og dukkestel.

Og man siger ganske enkelt og smukt: Traditioner er levende, bare man beholder det gamle, tilpasser det nye og er åben for det fremtidige.

Jeg siger tak til min samlerveninde Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for lay-outet og for offentliggørelsen på jeres blog. Samtidig siger jeg tak til Weihnachthaus Museum for tilladelse til dér at fotografere et Frisertræ.

Og vi kvitterer med tusind tak til Angelika Salzwedel for denne levende og interessante beretning og ønsker jer alle

G o d L æ s e l y s t

(Lene og Lise)

Dette unikke og søde frisertræ er Angelikas
Påskefirsertræ pyntet med påske- og dukketing !

Gamle JULE-glansbilleder og -oblater !

(Med hilsen fra Angelika Salzwedel © – oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – Layout: Lene Byfoged ©)
(Fotos fra Angelika Salzwedels privatsamling ©)

Hermed en lille beretning om juleglansbilleder, og Angelika Salzwedel fortæller:

De første oblater eller glansbilleder kommer fra midten af 1850erne, idet Wolf Hagelberg i 1854 i Berlin som den første fik den idé at trykke små billeder, som var forbundet til hinanden med forbindelsesstykker, således at de kunne trykkes ud af arkene uden at gå i stykker.

Omkring 1880 opstod således de smukkeste glansbilleder i herlige farver og fint præget, og med Julemænd med kapper i blåt, beige eller violet.


Det over 100 år gamle
glansbilledalbum !
 

For at glansbillederne kunne få en smuk glans, blev de før trykningen penslet med en limgelatine og tørret ved 40°C. Derefter blev de endnu engang overtrukket med Mastixlak og tørret.

Det er overraskende at se, hvor mange firmaer der beskæftigede sig med fremstilling af glansbilleder. Alene i Berlin eksisterede der mellem 1875 og 1905 overe 200 trykkerier, som fremstillede disse små mesterværker. I Tyskland lå centrene for fremstilling af glansbilleder i byerne Berlin og Leipzig, i resten af Europa var det London, Paris og Wien.

En elskelig gammel julemand i blå kappe ? (fra det gamle album)

I dag findes der stadig glansbilleder med glimmer. Glimmeret sætter sig fast på glansbilledet ved hjælp af et påtrykt limlag. Derefter lagde man papiret i en flad kasse med glimmermasse (Kaliglimmer), og efter at have taget det op, børstede man det med en vattot. Glimmeret skulle derefter presses let. De glimtende og blanke ark var først klar til at blive solgt efter at have tørret i nogle dage.

Også den røde julemand herover er fra det gamle album !

Angelika har arvet et over hundrede år gammel dansk glansbillealbum med julemænd, og desuden har hun fået nogle glansbilleder, som danske børn i fyrrerne har klæbet ind i en husholdningsbog, disse sidste er ikke så smukke, som de andre, skriver Angelika, men her kan I selv bedømme de dejlige billeder.

Glansbilleder fra den gamle Husholdningsbog fra 1940erne !

Disse to billeder af glansbilleder fra ”Husholdningsbogen” og er, som Angelika nævner, nok ikke så flotte som dem fra det gamle album !

Angelika slutter med at sige tak til Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for layoutet, og vi siger tak til Angelika for denne beretning og ønsker jer alle

G o d L æ s e l y s t

Og måske I også har nogle gamle glansbilleder— gerne med julemotiver – at vise os alle her på bloggen??

D U K K E R – der fødes paa Samlebaand !

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – (Kilde: artikel fra Bladet Hus og Hjem nr. 16/1943)

Med tusind tak til vor læser Gurli Knudsen, der har sendt mig kopi af ovennævnte artikel, fundet blandt hendes Mors (Margrethe Tornemands) efterladte materiale vedrørende dukker… Artiklen vakte straks interesse, og det er mig en glæde at kunne fortælle jer lidt om fremstillingen af dukker dengang for længe siden, hvor pengene var små, og hvor det var yderst vanskeligt at fremskaffe materialer.

Lad os således gå tilbage i tiden, hvor jeg vil videregive jer min version om dukkerne i 1943:

Det har altid spredt glæde blandt pigerne at få en dukke, nu kunne hun være Mor lige som sin egen Mor, og der blev passet enormt godt på hver en dukke, også selv om den blev slidt, og savsmuldet inde i den – ja, også inde i nissemanden — dryssede ud, kludedukker var ret almindelige dengang…. andre dukker var af det brandfarlige materiale celluloid, som kunne få buler, atter andre dukker var måske lavet af papmaché, hvis næse blev skrabet, og atter andre var måske af porcelæn og mistede et øje…. Men lige meget, hvad der skete med dukken, så blev den elsket med alle sine fejl og mangler….

Som I ved havde alle dukker allerede da et internationalt præg, de lignede f.eks. danskere, italienere, eller amerikanere… Hidtil var den danske dukkeproduktion af ganske ringe størrelse, og man importerede hovedsageligt dukker fra Tyskland og Tjekkiet, men sjældent fra Frankrig, England, Italien og USA….

Men Verdenskrigen bredte sig, og nu opstod der mangel på alt, bl.a. på dukker, og dette måtte man da afbøde.

Den danske fabrik

PREFA

Optog nu dukkeproduktionen og fremstillede dukker på samlebånd i stor stil. Den danske dukke blev dog kun fremstillet i én enkelt type på 30 cm, og med et hoved, som lige så godt kunne være et pigev– som et drengehoved. Jeg har under min research forgæves søgt efter fabrikken PREFA, men desværre uden resultat, måske nogle af jer kender til den… hvad jeg vil blive meget glad for at høre om…..

Hermed en række billeder visende Dukkens fødsel eller fremstilling på PREFA, samt et par stykker fra den Verdenskendte dukkefabrik i Torino. Tja, Fabrikkens navn nævnes ikke i artiklen, men der kan selvfølgelig kun være tale om LENCI i Torino, (på den tid brugte man i Danmark det tyske ord Turin for Torino), Lenci eksisterede fra 1919 til 2001.

PREFA-dukkehoveder under behandling !
Dukkehoveder på samlebånd —
venter på at blive færdigbehandlede !
Færdige Lencidukker –
Desværre er billedkvaliteten
ret dårlig !

På grund af mangelen på råstoffer fremstillede PREFA dukkerne af papmaché, et ganske udmærket materiale, som kan tåle en vis hårdhændet behandling. Dukkerne fremstillede ganske enkelt således: Pappladerne indførtes i de ”stampende og hvæsende” maskiner, som i to dele pressede arme, ben, krop og hoved, således at de blev formet som lemmer, limkanterne blev bortfræset etc., og hovedet blev behandlet med ekstra omhu. Øjnene blev klæbet på,. Håret blev malet på dukken, og frisuren kom således ikke i uorden. Kinderne blev tonet i rødt, og munden fik en smuk amorbue, en rigtig truttenuttemund..  Dukken blev derefter sat sammen med fjedre, og hos grossisterne eller legetøjshandlerne blev den til sidst klædt på.  Så enkelt og effektivt gik det til hos PREFA.

Dukkefabrikken i Torino var meget mere avanceret, her fremstillede man foruden papmachédukkerne også porcelænsdukker… Disse dukker gik gennem mange hænder, og den færdige dukke endte derefter i fabrikkens skønhedssalon, hvor den blev sminket efter alle kunstens regler… Derefter kom den ind  i firmaets frisørsalon, hvor den blev forsynet med paryk, idet  de kostbareste af dem havde parykker af menneskehår (det vi plejer at kalde ægthårsparykker) , mens de andre måtte nøjes med hestehårsparykker. Ansatte unge frisører satte dukkehåret op med krøller, bølger osv., således at frisuren kunne holde meget længe. I modesalonen blev dukkerne klædt på, og somme tider blev der såmænd gjort mere stads af dukketøjet end af tøjet til småpigerne. Også dukkeskomageren kreerede de flotteste sko til dukkerne.

De mange fotos på siderne er taget fra artiklen, som er i sorthvid, og kvaliteten er ikke af den bedste, men brug fantasien og forestil jer, hvordan de dejlige dukker er kommet til verden.

G o d    L æ s e l y s t   !

E v i g h e d s d u k k e r !!!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

En dag fik eller fandt jeg denne annonce visende en række søde, små dukker præsenteret på dansk, engelsk og fransk som giftfrie nokalon-dukker – et Panther Produkt præsenteret som produkt nummer 2975 af Nordisk Kamfabrik A/S i Vordingborg.

Og det måtte jeg naturligvis undersøge nærmere, og det blev ikke helt nemt.

Nordisk Kampfabrik, kendt for Panther-Kammen, hvorfor man på trods af mange produkter bevarede navnet….
Det eneste jeg kunne finde om fabrikken, er et 25-års jubilæumsskrift —hvor man fortæller om firmaets historie og udvikling fra oprettelsen den 21. oktober 1933 til 1958.
Fabrikken udviklede termoplastiske materialer, dvs. stoffer formet ved tryk med eller uden varme, og blev især kendt for deres stoffer NOKALON og NOKATHENE.
De mange varer solgtes i begyndelse alle under et stof begyndende med NOKA, f.eks. lampeskærme, poser. Havemøbler, kamme og sidst men ikke mindst rør til vand og olie.
Desværre nævnes dukkerne ikke i jubilæumsskriftet – så de er nok lige som kammene blevet reduceret til et mere uanseligt produkt.

adresse fra den centrale beliggenhed i den bygning, der senere blev til Kirkeligt Ungdomshjem til en beliggenhed på Københavnsvejen nærmest ved indkørslen til Vordingborg. Og her udvidede man flere gange, men hele tiden bevarede firmanavnet : Nordisk Kamfabrik A/S.. Med Logoet : Panther Kammen, for som man sagde: ”Det er under det navn, vi er blevet kendt!” (I 1985 kendes firmaet dog under Panther Plast bl.a. med beliggenhed i Ørslev – senere slås firmaet sammen med et anden producent af plasticvarer, endnu senere går det konkurs, og senest er det flyttet til Randers unde randet navn)!.
Jubilæumsskriftet er spækket med fine stregtegninger af de forskellige afdelingen på fabrikken, men som nævnt desværre ikke et ord om Evighedsdukkerne?????

(Kilder: Jubilæumsskrift 21. oktober 1933—21. oktober 1958, samt oplysninger via nettet)!

Og nu er det, at jeg får brug for jeres hjælp og støtte:::::::::

Hvem mon kender noget til disse dukker, det kunne da være ganske morsomt at se et eller flere eksemplarer i farver… eller måske en kam – måske nogle af jer har noget i jeres samlinger ???

Vi glæder os meget til at høre fra jer !

På genhør og god Læselyst
samt efterårshilsner

Pakkeriet, gad vide, om der har været dukker i nogle af kasserne ?

ASTERIX – René Goscinni og Albert Uderzo

(med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle uger siden udkom Asterix-Album nr. 38, en af min yndlingstegneserier  – jeg har samlet dem alle siden 1960erne, og vil fortsætte, selv om hverken forfatteren René Goscinni eller tegneren Albert Uderzo ikke lever, og de herlige albums bliver fortalt og tegnet af andre kunstnere.

Tegneren Albert Uderzo døde i marts i år, 92 år gammel, og han tegnede faktisk indtil han var 84 år. En ambitiøs tegner, der solgte sine første tegning som 14-årig… han var vild med de gæve gallere og identificerede sig gerne med Obelix. Sammen med tekstforfatteren René Goscinni (1926-1977) skabte han den fabelagtige og kendte tegneserie, og i 1959 udkom det første album: ”Asterix og de gæve Gallere”, og sikken en humor , og efterhånden fulgte de mange andre humørfyldte album, hvor der ironiseredes over særhederne i det land, Asterix og Obelix besøgte … bl.a. den engelske tedrikning, den belgiske Manneken Pis, danske vikingeskibe, som kommer i vejen for gallerne, ja sådan kunne jeg blive ved…… Dette fantastiske (mis)brug af Cæsars kamp mod gallerne er for mig uforligneligt.

Albert Uderzo og Obelix,
foto af Yves Herman/Reuters
som illustration til nekrolog over tegneren!

Og mens jeg skriver, kommer jeg i tanker om vor ældste søn Steens forhold til Asterix:  ”Da han var lille,  fik man, når man tankede benzin, tror det var hos BP, små poser med Asterixfigurer og tyggegummi i, og alle børnene samlede på dem, mange kun i én bestemt farve, men de små figurer fandtes i røde, blå, gule, grønne, orange, lilla og måske flere farver. Til samlingen fik man en udfoldelig panoramalandsby til gallerne, mens romerne måtte blive udenfor. Steen legede enormt meget med sine figurer, det værste var, at hvis man kom til at træde på en glemt figur, så gjorde sørens ondt….  Men en dag stillede Steen mig et GODT spørgsmål: ”Moar, da du og Asterix var børn, var der så biler?”  Desværre husker jeg ikke mit svar, men jeg har vel fundet en grimasse, der ku’ passe!

  Nå det var blot et sidespring!

Asterix på Latin….

R. Goscinni og A. Uderzo lavede også andre ting, men det er en helt anden historie, og vil du vide ALT om tegneserier , da besøg tegneseriemuseet i Bruxelles: (Centre .Belge de la Bande Dessinée, Rue de Sables 20, B 1000 Bruxelles, tlf: +32 2 219 198 (lukket mandag)….. (Belgien er et sandt tegneserie-eldorado)….
Jeg har alle 38 Asterix-album, de fleste på dansk, men også enkelte på fransk eller tysk, samt et både på dansk og på latin. Asterix Gladiator, som Steen læste, dengang han ville have den lille latinprøve.

Det nyudkomne album hedder Vercingetorix Datter (efter R.Goscinni og A. Uderzo, men fortalt og tegnet af Jean-Yves Ferri og Didier Conrad) , og det lever helt og fuldt op til de foregående album, hermed den traditionelle tegning på indersiden af coveret.

Måske flere af jer lige som jeg er tegneseriefreaks. For mig er mange tegneserier virkelig geniale, f.eks. Vor egen Rasmus Klump med sine naive handlinger, eller Sten og Stoffer, ja, der kan nævnes virkelig mange,

God Læselyst og nyd efteråret….

En lille beretning om dukkekunstneren Dianna Effner

(med hilsen fra Lise Clasen ©)

(fotos fra nettet , auktioner og og pinterest)

I 1980erne kom dukkefeberen over mange af os, og man samlede,  eller man deltog måske i kurser for at lære at male og reproducere de gamle porcelænsdukker…  Men der fandtes,  som I ved, desuden mange kreative og dygtige kunstnere,  der skabte moderne udtryksfulde dukker …   og  en af dem var Dianna Effner, der siden den 14. oktober ikke mere er iblandt os. (Æret været Dianna Effners Minde!)

Facebookfoto af Dianna Effner
Foran en stor flok af de dejlige dukker !

Dianna Effner begyndte at skabe dukker sidst i 1970erne, og slog sig i 1990 ned med atelier i Jamestown, Missouri  –  og i løbet af 1990erne skabte hun dukkeforme, udarbejdede mønstre til dukketøj, lavede parykker, ja, kort sagt alle former for dukketilbehør.

I 1999 stiftede hun sammen med sin assistent Doll Dreamers Guild – en dukkesammenslutning med kurser i at undervise i dukkemageri og i at blive en god dukkemager.  Og mange dygtige instruktører og dukkemagere har således ”trådt deres barnesko” i Doll Dreamers Guild, og I kan bl.a. på Pinterest se flere af de smukke håndmalede porcelænsdukker.

Annonce visende nogle af Dianna Effners portrætdukker, som fandtes i størrelserne 14” og 19” = ca. 35 og 48 cm!
 

Også firmaet Aston Drake fik hurtigt øje på Dianna effners dukker,  og snart investerede mange samlere via Aston Drake i de unikke Dianna Effner-dukker.


Rødhætte og Askepot er fra Dianna Effners Storybook/Eventyrbog kreeret for Aston Drake!
 

De mest kendte Dianna Effner-dukker er helt sikkert ”Little Darlings”,  disse søde, tuttenuttede dukkehoveder findes i fire forskellige udgaver, men med samme krop. Little Darlings er enormt eftertragtede, og bliver hurtigt budt op og solgt, når de dukker op på internationale auktioner.

Ebay-foto af en
Sjælden ældre Dianna-Effner-dukke!

Selv har jeg aldrig reproduceret en Dianna Effner-dukke, men jeg er sikker på, at mange af jer har prøvet kræfter med disse dejlige porcelænsdukker!…. hvorfor jeg håber, at I vil vise os fotos af jeres dukker.

Denne søde Little Darling er fra et Pinterest-foto !
Den kæreste babydreng med blå øjne (auktionsfoto

Og måske I ved meget mere om kunstneren end jeg gør, idet jeg meget gerne skriver en tillægsartikel.

God Læselyst

Og
Efterårshilsner
Til jer alle herfra !

Påskeharen og Bamsen i disse Corona-tider !

(Tekst og fotos Angelika Salzwedel ©)

(Layout: Lene Byfoged © – oversættelse Lise Brastrup Clasen ©)

Vi siger tusind tak til Angelika Salzwedel for din dejlige maskeberetning midt i disse alvorlige coronatider!

Angelika fortæller:

Da nedlukningen på grund af Corona-epidemien startede den 3. marts i år, begyndte jeg således at sy mundbind/ansigtsmasker  –  Ganske frivilligt og uden vederlag syede jeg over 60 masker af hvidt lærred og hvidt bomuld til min familie, mine venner og bekendte.

Da udstillingen af mine påskeharer i cafeen på museum Oldemorstoft i Padborg på grund af den aktuelle situation i år desværre bortfaldt, fik de harer, der ellers er med i udstillingen, som de første en hvid maske..

Og da mine stofrester af kogeægte bomuld var opbrugt, købte min søster noget grønt stof til mig.

Da jeg nu kun syede masker til vor familie, fik jeg den idé, at jeg som velkomst i vort hus også kunne sy en maske til min Bamse og min Hare. Jeg havde allerede på det tidspunkt en fornemmelse af, at denne situation sikkert ville vare længe, og at  jeg således herigennem  altid senere ville kunne huske netop dette år..

Altså fik Bamse og Hare en grøn maske  –  De har begge i mange år været mine tro følgesvende, og man har siden 2007 kunnet se dem på mange udstillinger i forskellige museer.

Det grønne stof blev brugt op, situationen blev stadig mere alvorlig, og jeg måtte igen sy nye masker.  Jeg kiggede da ind i klædeskabet og fandt en af min mands ældgamle skjorter i grøntmønstret stof.  Og af den opstod endnu engang masker til vor familie og til Bamse og Hare.

Nu havde de begge hver en maske at skifte med, da de hvide masker var blevet for små til dem begge.

I sensommeren mildnedes begrænsningerne, og jeg gik hen for at købe nyt stof.

Efterårsvarianten med ræv og træer er alle familiemedlemmerne begejstrede for, og derfor har Hare og Bamse også fået sådan en maske.

Og egentlig er det da meget pudsigt, når en hare bærer maske med rævemotiv.

Corona  –  der er foreløbig ikke udsigter til en afslutning på dette. Altså gik jeg i september atter hen i stofbutikken på udkig efter julestoffer. Og også Bamse og Hare har allerede nu fået deres julemaske, og da Hare læser mange bøger, fik han selvfølgelig en stoftaske af samme stof.  Her kan du se ham i vintersweater, hue og vanter. I huen er der to åbninger til ørerne.

Og th har vi dem begge iført deres Julemasker.

Jeg tror ikke, at det er de sidste masker, jeg har syet, og når Bamse og Hare igen får nye masker, glæder jeg mig til at vise jer dem.

Ved samme lejlighed ønsker jeg jer alle ALT VEL !

Jeg siger tak til min veninde Lise Clasen, der altid oversætter alt så hurtigt, og til Lene Byfoged, der skaber denne fine layout og offentliggør mine artikler på bloggen.  Hilsener fra Angelika Salzwedel, september 2020 !

God læselyst alle sammen— efterårshilsner herfra : Lene og Lise !