Mandag d. 17.november 2025 kl 14.30, afholder Legetøjsforeningen Snurretoppen, deres årlige auktion.
Her vil være vil alt hvad der er legetøj og relateret til legetøj komme under hammeren. Det er altid en hyggelig eftermiddag.
Alle er velkomne, det koster kr 25 i entre incl kaffe og brød-
Adressen er Helleruplund Menighedshus, Sehestedvej 1. 1900 Hellerup
Se mere på www.snurretoppen.dk
Hvor er det fantastisk med den hjælpsomhed, vi har mødt med vores efterlysning efter ostedukker og andet legetøj relateret til mejeriprodukter. Vi har fået flere oplysninger om ostedukkerne, som vi arbejder videre på. Det skal nok blive et godt foredrag.
Lise Rasmussen var hurtig og sendte dette skønne og interessante indlæg til bloggen. Tusinde tak Lise!
Lene
Da Lene efterlyste noget materiale omkring BUKO reklamedukker, gik jeg i gang med at lave denne oversigt dels af mit eget materiale og dels hvad jeg er stødt på gennem tiden.
”Ta´ BUKO til bords” – dette mundrette reklameslogan for den kendte flødeost, tænker jeg at de fleste kan nikke genkendende til.
Med dette reklamefremstød for osteprodukterne fulgte også en række samleeffekter, som producenterne var så gode til at lade følge med i 1950´erne og 60´erne.
Således kunne man hos købmanden, eller andre forhandlere af osten, gratis erhverve et ark med Buko-oste som påklædningsdukker. Mindre ark med tøj var en del af emballagen med oste. Jeg kender ikke det præcise årstal, men vi er omkring 1960.
Påklædningsdukkerne er tegnet af den kendte plakatkunstner IB ANTONI (1929-1973).
Der findes 4 forskellige store ark ( ca. 40×22 cm) i kraftigt karton. Selv om der er to dukker på hvert af disse ark, er der stadig kun 4 forskellige dukker. 2 drenge med hhv. lyserød skinkeost og grøn champignonost, pigerne er hhv. røde og gule – begge rejeost. Dertil er der 4 små ark (ca. 19 x 12 cm) kun med tøj.
Alle dragter er forskellige fra ark til ark, dog med én undtagelse, som jeg ved gennemgangen fandt på to ark, nemlig den gule kjole med blåt bindebånd, som ses herunder.
Jeg er den heldige ejer af dette helark.
Arket opsat med mine egne udklippede dukker.
Helark nr. 2.
Arket opsat med mine egne udklippede dukker.
Helark nr. 3.
Arket opsat med mine egne udklippede dukker.
Ark nr. 4 delvist udklippet ( lånt af Isabelle Jensen).
Arket opsat med mine egne udklippede dukker.
Til sidst de 4 små ark med tøj – delvist udklippet men komplette ( lånt af Isabelle).
I disse år var TEKNO også på banen med diverse reklame biler, BUKO var ingen undtagelse. Æsken er tegnet af Antoni.
Dukker der formentlig har været til udstillingsmodeller til butiksvindue.
Dette billede stammer fra en lille reklamefilm på 5 sekunder, der vistes i biograferne i 1960´erne. Dukkerne synger: ”Ta´Buko til bords”.
Reklame fra ugeblad ca. 1960.
Denne reklamedel med cirkus har jeg fundet på nettet for snart 20 år siden, og kan desværre ikke sige noget om den. Antonis streg ses tydeligt her.
Artikel/oversigt udarbejdet af Lise Rasmussen, oktober 2025.
Da jeg sammen med et andet medlem af Legetøjsforeningen Snurretoppen, skal holde et foredrag om “ostedukker” og andet legetøjsrelateret til danske mejeriprodukter, søger jeg oplysninger om disse dukker. Fra 1928 – 1964 fremstillede Håndarbejdets Fremme 38 dukker i egnsdragter. Hver dukke repræsenterede en landsdel og en ost.
Er der nogen der ligger inde, med en eller flere dukker, udklip fra blade eller aviser, eller andet af interesse, hører jeg gerne fra jer.
Jeg søger også billeder af BUKO påklædningsdukker. Jeg har kun et billede af nedenstående ark. Om der er flere ved jeg ikke. Måske er der også andet, der kan have interesse.
Foredraget holdes i Snurretoppen til april næste år og alle er selvfølgelig velkomne.
Jeg håber der er nogen der kan og vil hjælpe mig.
Lene
Email adresse: abelones@stofanet.dk
Jeg har før skrevet lidt om legetøjsforeningen Snurretoppen og ved, der er nogle, der er interesseret i at være medlem, af denne hyggelige forening. Men at det har været om aftenen, har været et problem. Nu har vi fået lokalerne om eftermiddagen, så er du interesseret, så mødes vi en mandag om måneden fra kl. 14.30 og et par timer frem.
Det er altid rigtigt hyggeligt, at møde med andre ligesindede og vi kommer vidt omkring til vore møder. Vi starter op mandag d. 8. september kl. 14.30 og der serveres kaffe og brød. Man kan sagtens prøve en gang som gæst, for at se om det er noget. Det koster kr 40.00 for en gæstebillet.
Vi spænder vidt, alt inden for dukker, bamser, biler, ja alt børnelegetøj er velkomment
Det koster kr 300 pr år i kontingent og for den pris får man kaffe og brød, gode foredrag og møder skønne mennesker.
Adresse: Sehestedvej 1. 2900 Hellerup. se evt mere på www.snurretoppen.dk.
Man kan evt kontakte mig på min mailadresse: abelones@stofanet.dk, hvis der nogle spørgsmål.
Du skal være så velkommen.
Lene
Jeg har lige haft fødselsdag og i den anledning fik jeg den dejligste gave af Angelika Salzwedel. En dukkestue til at samle med knappenåle.
Det er klippeark fra Illustreret Familie Journal i 1924. Undtagen et enkelt ark, der er en revne i, er alle arkene hele og fine. Det er så fint og udførligt, prøv lige, at kigge godt efter, enhver detalje er der bare. Selv beboerne i huset er der. Virkelig et tidsbillede. Der har været glade piger, der sikkert har fået hjælp til at få deres egen dukkestue.
Tag et kig og nyd det.
Tusinde tak Angelika, jeg bliver mere og mere glad for det.
I tilgift er der jo på hver bagside de skønneste reklamer. F.eks. Diamantstøv til at vaske tøj med og Radium mod diverse dårligdomme.
Lene
Angelika Salzwedel, har traditionen tro, sendt en påske hilsen til bloggens læsere. Tusinde tak Angelika, det er altid en fornøjelse, at bringe dine fine indlæg.
Lene
Det er ikke kun Påskeharen, der kommer med påskeæggene, også andre kom med dem. Her er historierne fra nogle europæiske lande.
I Danmark og Tyskland er det Påskeharen der kommer med påskeæggene.
I Sverige er det Påskehønen eller Påskehanen, der kommer med påskeæggene.
I Finland er det Påskehanen, der kommer med påskeæggene.
En særlig fin historie fra Frankrig Belgien er, at klokkerne fløj til Rom Skærtorsdag, blev velsignet af Paven der, og på returflyvningen Påskedag, tabte de påskeæg i haverne. Denne tro er stadigvæk bevaret i Frankrig. I den hellige uge, bliver der ikke ringet med klokkerne, så de ikke kan flyve væk.
Jeg takker Lene for oversættelsen og ønsker alle læsere en god Påske.
Angelika
Jeg har modtaget dette interessante indlæg fra Lise Rasmussen. Tusinde tak Lise, altid dejligt at modtage stof fra dig.
Lene
UniSet er lig med et kreativt univers og timevis af leg med selvklæbende vinylfigurer, der kan flyttes igen og igen, netop som sloganet lyder: ”uden saks, uden lim; kan tages af og på, igen og igen. ”
Figurerne kan også klæbe på andre glatte overflader end de tilhørende ark, fx spejle og vinduer, og ophører de med at hæfte, ja så en fugtig klud og vupti, de kan igen.
Firmaet UniSet blev grundlagt i 1975 i Roskilde og gik konkurs i 2014.
Produktionen af de flade kulisser med tilhørende dekorationer og figurer har været uendelig. Hverdagssituationer, huse, sport, dyr, landskaber, verdenskort, himmelrummet, Disney, eventyr, påklædningsdukker og mange, mange andre.
De lavede også målrettede temaer/ reklamer for firmaer/selskaber, især det amerikanske marked har været stort; jeg har bl.a. set eksempler fra Kellogg’s Frosties og Wendy´s (amerikansk fastfoodkæde). Den Danske Bank og skandinaviske SAS er blandt firmaer herhjemme, der har fået lavet UniSet.
Her er min egen Irmabutik. Den er fra ca. 1980.
Jeg har igennem tiden solgt fra, men jeg har stadig et par løse dukker i samlingen. Med mindre dukkerne er en fast del af kulissen, er de løse dukker i meget tykt pap, men tøjet er af vinyl.
Løse dukker fra 1970´erne.
Kæmpe ark fra 1970´erne. Måler 50×33 cm. tegnet af Mimi Vang Olsen.
Mimi Vang Olsen er portrætkunstner, født (1936), opvokset og bosat i New York og er især berømt for sine katte-malerier. Hun har malet mange amerikanske berømtheder, men også Simon Spies med hunden Archibald, har hun portrætteret. Hun er gift med danskeren Bent Olsen og har tilbragt somrene i Danmark i over 50 år. Hun medvirkede i den danske film ”Vinterbørn” fra 1978, og har også udgivet en dansk børnebog ”De fem killinger” i 1979. Jeg gad godt vide, om de to kvinder på arket er nogle bestemte personer.
Christels serie af ”Klæ´mig på-dukker” er helt tilbage fra firmaets begyndelse, nemlig 1975. Der er 5 dukker med tilhørende garderobe, 2 drenge og 3 piger. På bagsiden af arkene fremgår det, at man ved at indsende 10 kr. sammen med alle 5 hjørnestykker fra de forskellige pap-ark og et forslag til et nyt UniSet-design, kunne erhverve sig en baggrundskulisse med skovmiljø og hus-havemiljø. Den er jeg aldrig stødt på, men kan ses på bagsiden af de store ark med pigerne.
Christels serie ”Klæ´ mig på”
Margit Brandts 6 dukker, 3 voksne og 3 børn, er tegnet af Pia Fryd, mens tøjet er basereret på Margit Brandts virkelige modeller. Der findes 6 ark med tøj til de voksne og 6 ark til børnene, 12 i alt.
Dukkerne passer tøj sammen og de er udgivet i forskellige kombinationer. Desuden kunne nogle af arkene med tøj købes ved siden af. I en annonce har jeg set, at i 1981 kostede et sæt 19,75 kr. og et tøjark 10 kr. På mine tøjpakker står der 14,85 kr.
Margit Brandt design.
Margit Brandt dukkerne udkom i 1981, men i 1984 kom der en mere tækkelig version af børnene; helt sikkert stilet mod det udenlandske (amerikanske) marked. Jeg har kun 2 af dukkerne i denne udgave og de har også været uddelt igennem SAS. Jeg har set pigen med stribet badedragt i pakke med SAS-logo.
Pilot og stewardesse er tegnet af Susanna Hartmann.
Førhen kunne man bestille underholdningspakker til børnene, når man skulle ud at flyve. Det har ovennævnte formentligt været en del af. Jeg har også et sæt med pilot og stewardesse fra 1988.
I 1988 er der kommet endnu en version af børnedukkerne stilet til det amerikanske marked. Hvem der har fornyet looket, ved jeg ikke, men det fremgår ganske vist heller ikke på disse, at der er tale om Margit Brandt design. De er ikke nær så charmerende som de oprindelige. De har også fået nye garderober.
De tre ”amerikanske” udgaver.
Dette sæt med tre påklædningsdukker er fra 1992. Her går dukkerne på opdagelse i den store udklædningskuffert på loftet. Tegner ukendt. Jeg tænkte umiddelbart på Dorte Karrebæk, men de er nok for ”pæne” til, at det er hende.
Attic Dress-up Fun
Barbie, Mattel er fra 1999
Til slut afviger jeg lige fra UniSet med en anden serie af dukker med selvklæbende tøj. De er udgivet af Goting Design, Morud på Fyn og er tegnet af Viki Rosenbom. Dukkerne er trykt på plaststykker og modetøjet kan tages af og på. Der er to modeller; en brunette og en blondine med flere tøjdesigns. På de midterste reklameres der for tøjkæden Fransa.
Alle de viste dukker og tøj kan ses enkeltvis som en oversigt på min hjemmeside www.mosterlise.dk
Lise Rasmussen, februar 2025.
– eller en historie om tre, næsten rigtige Edi-Mariachier.
Sigi Ulbrich har sende dette søde indlæg. Tusinde tak til Sigi og Gabo.
Lene
Det var nu 17 år siden, at min ven Gabo og jeg blev enige om at, de små Edi-dukker er forsømt i faglitteraturen. Det er derfor, vi hver især lavede to små eventyr med og omkring Edi-dukkerne. Fotograferet som billedhistorier og med tekst. Min mand integrerede disse historier, i adventskalenderen på www.tortula.
Historierne var en stor succes. Så jeg besluttede, at lave som små korte bøger. Ideen var, at forvandle Edi-dukkerne til at være”eventyrlignende” at give lys. I lighed med de bøger, der også er velkendte i Danmark, om Skildpaddedukkerne.
Det var enkle, korte historier ledsaget af billeder af Edi-dukkeheltene.
I julen modtog jeg en meget speciel gave fra Gabo. Hun
havde en anden historie på en cd – ja, ja, vi havde stadig cd’er dengang. Hun havde dette eventyr: “Til Mexico! – eller en historie om “tre næsten rigtige Edi-Mariachis”.
Og hun takkede mig, med et billede af min egen, næsten rigtige mexicaner (min mand Gerhard).
Jeg vil gerne takke Gabo, for denne meget specielle gave.
Og jeg lavede selvfølgelig en lille bog ud af det.
Dette lille eventyr – tænkt, skrevet ned og fotograferet af Gabo
Dommer – det vil jeg gerne præsentere, for dig her i dag.
Afsted til Mexico!
– eller en historie om tre næsten rigtige Edi-Mariachie
Endelig var den her, den sidste skoledag! Efter tilsyneladende uendelige år, i den lille
landsbyskole, havde de tre venner, deres eksamensbeviser i hænderne og med deres læreres velsignelser, de to padres, forlod de skolen.
Fuld af højt humør bestilte de tre, først en kold øl landsbyens restaurant. Forskellen kunne næppe have været større end mellem deres store planer for fremtiden og den lille drømmende by Dittmannsried!
Det skulle i hvert fald være New York, eller Tokyo eller Paris… Nu ville de endelig se noget af verden, som de tidligere kun kendte fra geografitimerne.
“Og hvorfor ikke tage til den største by i verden?” spurgte Ed
initiativrigt. “Du mener…?” – “Ja, Mexico!” råbte Ed og løftede sin øl, til sine forbløffede venner.
Det tog ikke lang tid, før de tre havde vænnet sig til Mexico, som rejsemål og endnu
kortere tid, at pakke deres ting ned. Først blaffer vi til Spanien! Det sparer på rejsebudgettet og derfra tager vi, ligesom Christopher Columbus med skib over dammen…” Når Ed lavede sine planer, lød det altid meget klart og enkelt. Så de malede et skilt med “SPANIEN” og stillede sig langs landevejen.
Blot et par dage senere, stod de ved havnen i Puerto Eduardo. Det havde ikke været så komfortabelt, de havde fået ansættelser som almindelige skibsdrenge, ombord på et gipsfragtskib.
Efter den første dag med skrubning af dækket og polering af rælingen, var de færdige og faldt sammen i deres køjer, dødtrætte. Med en søvnig mumlen
“Vamanos a Mexico!” de faldt straks i søvn. Og mens de sov og drømte om deres eventyr, bragte deres skib dem sømil efter sømil, tættere på deres drømme destination!
Emil blandede mentalt Columbus og Cortés sammen og så dem tage kontrol over inkaernes skatte – uden frygt for Monte Zumas hævn.
Ed drømte han lå, ved fødderne af Chichén Itzá, foran en spektakulær kulisse og at han glædede horder af turister med sin guitar og levede et dovent, lykkeligt liv.
De grinte rigtigt meget næste morgen, da fortalte hinanden om deres drømme og den generte Erich med skinnende øjne sagde: ”Jeg har mødt min livs kvinde i drømme – en flamencodanserinde.”
De to andre fnyste. “Flamenco danses i Spanien, ikke i Mexico!”
Erich var lidt overrasket over dette, men sagde, at enhver kunne gøre i drømme, hvad de ville, ikke sandt?!
Og så til sidst lagde gipsfragtskibet til kaj i Mexico. Der var et skilt, hvor der var malet “Mexico-Ciudad” på, og lige der foran dem, var den største by i verden, og med Popocatépetel og dets tusinder af lys.
Allerede næste morgen, tog de ud for at udforske byen. Da de stod der, lidt fortabte med deres tasker over skuldrene og guitarer under armene, foran den berømte Catedral Metropolitana, midt blandt utallige turister, stivnede Erich pludselig. Med en rystende finger, pegede han på en smuk blondine, der gik forbi “Flamencodanseren!” jokede de to andre.
“Var I på”Pepe” i går aftes, så mig danse – og genkendte I mig?” spurgte pigen de tre helt forbavsede drenge – på tysk! Hun havde hørt dem sige “flamencodanser” og fortalte muntert: at hun faktisk hed Edeltraud Schmitt og var fra Bad Godesberg. At hun var i Mexico og som “Mercedes” dukker op i en sort paryk og danser flamenco, for at tjene gode penge. ”Det er bare dumt, at jeg ikke også kan synge! Da “Pepe” er på udkig efter et mariachi-band. “Jeg kunne tjene en lille en formue!”
De tre fra Dittmannsried, havde guitarer med og de kunne også synge – så Ed, Erich og Emil blev til Eduardo, Enrico og Emilio og fra denne aften blev de set optræde sammen mariachi-sangerinden hos “Pepe”, med stor succes – og sorte parykker!
Og moralen i historien? Du kan drømme, hvad du vil og vil du hårdt nok det du vil – så går alle ønsker og drømme i opfyldelse. For Emil blev rig, og Ed blev virkelig berømt med sin guitar og Erich blev gift med Edeltraud.
Og fordi Gabo er Gabo, sendte hun ikke kun cd’en, nej, hun havde klædt de 3 små Edi-drenge på, som mexicanere og en sød Bayersk 8 cm Edi-pige som en klassisk flamencodanserinde til mig.
Så jeg har nu det – “næsten rigtige” – Erich Dittmann/Gabo Richter – eneste band i verden.
Alle har brug for et hjem, uanset hvor lille det er, man har brug for en dør, som man kan lukke bag sig. Det er det samme med dukker. Det er derfor, jeg har bygget “Pepes Flamenco Bar” til mine tysk-mexicanere, i en lille gammel trækasse. Intet fantastisk, nemt og enkelt – ligesom EDI dukkerne er.
Dukke hilsner Sigi Ulbrich
www.tortula.de
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de – medmindre andet er angivet Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet
I går aftes var jeg til årets hyggelige julearrangement i legetøjsforeningen Snurretoppen. Her fik jeg den sødeste gamle julekalender, fra 1950,erne.
Og hvorfor fik jeg så den? Alle der har været i mit hjem, ved jeg holder meget af engle og en dag spurgte den glade giver mig, om hvor min glæde for engle stammede fra. Jeg kunne ikke umiddelbart forklare hvorfor, men gik og tænkte over hvorfor mon? Pludselig kom jeg i tanke om min barndoms julekalender. En enkelt en i pap, men for mig, den gang, den smukkeste julekalender i hele verden.
Motivet var et lille hus i udkanten af en stor skov, en skøn mørkeblå himmel med de klareste stjerner og fra en sky, gled de smukkeste små barneengle ned. Og så var der masser af glimmer på For en lille pige med en stor fantasi, var det meget spændende. Jeg husker, hvordan jeg lå, når jeg var kommet i seng og forestillede mig, hvordan englene boede i himlen og hvad de lavede deroppe.
Jeg husker også, at lågerne måtte ikke tages af, for de blev lukket igen og så fik jeg den, til stor glæde, igen næste år. Om jeg fik den mere end 2 år i træk husker jeg ikke.
På Snurretoppens møde i går, havde vi som sædvanligt bordsalg, nisser, engle, julekalendere, ja alt der relaterede til julen skiftede ejermænd og her fandt giveren denne smukke julekalender til mig. Helt fra samme tidsperiode og med samme dejlige stemning. Det er ikke min barndoms julekalender, men jeg er SÅ glad for den.
Nedenstående julekalendere er fundet på Ebay.de og de er fra samme tidsperiode og har også den samme stemning.
Jeg leder videre, efter min barndoms julekalender.
Lene
Så udstiller Angelika Salzwedwl igen nogle af sine smukke julekalendere i Itzehoe. Og heldigvis har hun sendt en beskrivelse og nogle billeder fra udstillingen, så vi kan nyde dem, selvom vi ikke er så heldige, at kunne komme og se dem selv.
Tusinde tak Angelika!
Der vil være julestemning fra 2. december 2024 – 25. januar 2025 i Itzehoes bibliotek.
Adventskalenderen for børn har altid været et tegn på den forestående jul. Denne skik er og er blevet opretholdt i familier i over 100 år, ikke kun her i nord, selvom den opstod her.
I protestantiske områder har der været tælleskikke fra 1. til 24. december siden midten af 1800-tallet. Den tidligste skik med at tælle dagene til jul er overleveret fra Johann Hinrich Wichers – lederen af Rauhen Haus i Hamborg-Horn. Rauhe Haus er et hus for forældreløse drenge. Adventskalenderens oprindelse er derfor stærkt knyttet til den protestantiske kirkes “Indre Mission”. Det blev betragtet som en “tidtager” for dagene op til jul. Hinrich Wichers tændte lys – sådan opstod vores adventskrans og også adventskalenderen, for han tændte et lys hver dag til fællesbøn.
En oversigt over den lange tradition for adventskalendere fra 1920’erne til i dag samt adventskalendere fra nord, er emnet for denne udstilling.
Der er mange sjældenheder at se i denne udstilling, såsom de forskellige adventshuse fra 1920’erne fra St. Johannis Verlag, Lahr. Du kan også sætte et stearinlys derind, og så vil det skinne gennem de åbne vinduer. Disse adventshuse har bibelvers i vinduerne. Der er kun ét nummer og det er nummer 1. Alle andre døre eller vinduer kan åbnes efter eget ønske. Disse adventshuse har 28 vinduer, fordi 1. advent ofte er i slutningen af november, og du kan derfor åbne en dør hver dag i advent.
“Kristusbarnet i skoven” med de glidende figurer af Dora Baum er et stort særtræk ved 1930’erne. En engel mere kan ses hver dag – indtil hele gruppen på 16 engle dukker op i kalenderen. Disse kalendere starter den 6. december. Julemanden dukker op der og den 24. dukker Kristusbarnet op. Ellers dukker der næsten altid engle op.
Adventskalenderene fra 50’erne og 60’erne har fine motiver, såsom hårdtarbejdende engle, glade børn, julemand, der kører på slæde, dyr i skoven og søde små nisser, som præsenteres på mange forskellige måder.
Det nordlige Europa er meget godt repræsenteret i år. Der er danske kalendere med muntre julemænd. Så er der smukke finske kalendere og en svensk landsby med 23 huse og 1 kirke som adventskalender.
Et andet højdepunkt på denne udstilling er de frisiske adventskalendere fra Ferring Fonden fra Alkersum/Föhr, som har eksisteret siden 2016 og alle er illustreret af Margret Fischer, Wyk. Bag lågerne til disse kalendere optræder ikke kun motivet, men også det tilsvarende ord på Föhringen-sprog på indersiden af døren. En god idé til at fremme det frisiske sprog.
CC: Angelika Salzwedel, Itzehoe, november 2024