Påskeharerne er på spil !

Med tak til Angelika Salzwedel ©

oversættelse Lise Brastrup Clasen og lay-out Lene Byfoged © –

I mange år i Påsken har Angelika Salzwedel med fornøjelse på flere museer udstillet sine gamle og nyere Påskeharer, glansbilleder med påskemotiver, påskeæg af karton og kort med påskehilsner. Det hele startede i 2007 i Hohenlockstedt på museet ved vandtårnet (Museum am Wasserturm). Alle udstillingerne var godt besøgt, og de besøgende var meget begejstrede.

Fra 2015 udstillede Angelika en del af sin samling i Museum Oldemorstofts Café, men på grund af den aktuelle situation har dette hverken sidste år eller i år været muligt.

Men …. Noget måtte der ske, og ideen med at fotografere en del af samlingen opstod, således at læserne på bloggen her i denne svære tid kunne få lidt opmuntring.

”Da jeg sidste år omkring denne tid syede de første masker, syede jeg af resten af stoffet desuden en maske til min store påskehare, der sidder ved indgangen til vort hus, men på det tidspunkt anede jeg ikke, at jeg helt frivilligt senere skulle sy over 100 masker, og at haren ved juletid nu ejede 9 forskellige masker. Den har nu en passende maske til enhver årstid, og for tiden er de grønne masker atter aktuelle!”

Traditionen med Påskeharen er meget gammel. I det 17. årh. er den omtalt til glæde for gammel og ung, og allerede i de tidligste tider var den symbolet på frugtbarhed. Det er dog ikke over alt sådan, at det er den der kommer med æggene og gemmer dem, men her i Norden er det Påskeharen, der kommer med æg til børnene.

Påskeharen er gengivet på mange forskellige måder, nogle af dem har en trækvogn af træ med sig fyldt med de bemalede æg, andre kommer hoppende som kaniner eller bærende på en kurv med påskeæggene. Fælles for dem er, at de for det meste har sløjfe om halsen og ofte med en lille klokke som pynt. Også materialer og farver er meget forskellige.

Mine påskeharer er af mohair eller af uld eller plys, deriblandt også små miniatureudgaver af uld. Andre er af træ, kunststof, keramik eller af karton/pap. Mine harer er i alle størrelser, lige fra miniaturer til ca. 25-30 cm. Jeg har også selv fremstillet nogle af karton/pap. Mine reklamepåskeharer stammer fra en kendt chokoladefabrikant, der også har ladet sine ”Guldharer” udføre i plys, disse harer fik jeg for 6 år siden til stor glæde for mig og mine gæster.

Derhjemme til påske pynter jeg selvfølgelig som det første mit Frisertræ med forskellige træminiaturer og –æg. Dette træ er altid med, og mine naboer glæder sig altid til at se det stå i vinduet.

Desværre er det vanskeligt at finde de mange, gamle påsketing, da de for det meste går videre i arv inden for familien. Men således har vi ved opløsningen af vor gamle tantes bo fundet et kæmpestort påskeæg af karton/pap. Det er fra 60erne. Æggene af karton eller pap er altid dekoreret med brogede motiver, og påskeægget fylder man så med chokjoladepåskeæg og andet slik. Lige som med haren, gælder ægget fra den tid også som et frugtbarhedssymbol.

Også harerne af papmaché fra Thüringen er kendte, idet de kom frem i begyndelsen af den 20. årh. som ”Candy Containers” (Dåser til slik). Disse harer kan man fylde op, idet man ”skruer” hovedet af og lægger æggene ned i den. Mange af ”de opvartende” harer bærer desuden en kurv på ryggen, den såkaldte rygkurv eller Kiepe. .

Til nogle af mine gamle glansbilleder med påskeharer har jeg fundet passende rammer, som jeg så hurtigt kan pynte.

Vi håber, at I kan glæde jer over de mange fotos, og at I senere i de kommende år atter kan se nogle af harerne i original i Cafeen på Museum Oldemorstoft i Padborg

På mine gamle postkort har jeg som hilsen ofte set ”Glædelig Påske/Fröhliche Ostern”, en hilsen jeg rigtig godt kan lide.

Hermed ønsker jeg jer en glad og glædelig påske samt et godt helbred.
Angelika Salzwedel

Jeg siger tak til Lise Clasen for din oversættelse og til Lene Byfoged for dit layout.

Kære Angelika, også vi siger tusind tak for den søde artikel og de herlige fotos fra din samling.

Hermed ønsker vi jer alle

Glædelig Påske

G r a z i e l l a – en anderledes Käthe-Kruse-dukke !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © – Layout Lene Byfoged ©

Fotos: Frønte Hanne Mikkelsen, Käthe Kruse Katalog og bogforside fra nettet

Ny beretning om denne unikke dukke bragt med tak til
Verena Gerber-Hügele, Käthe Kruse, Frønte Hanne Mikkelsen og Angelika Salzwedel

Da vi for en måneds tid siden skrev om Graziella, opstod der tvivl om copyright til nogle katalogfotos, derfor denne reviderede artikel, da vi nu har fået tilladelse til at benytte fotos og beskrivelser fra Käthe Kruse kataloget om Graziella.

Da en af vore læsere, Frønte Hanne Mikkelsen sendte os beskrivelse og fotos af denne unikke og specielle dukke, fandt jeg lidt efter lidt frem til hendes oprindelse. Frønte Hanne Mikkelsen beskriver sit eksemplar således: dukken er ca. 48 cm lang og flad, lavet af krydsfinér, som er sat sammen af 15 dele, og med led akkurat lige som de påklædningsdukker, vi populært kalder ”De bevægelige Liser”.

Og sådan så Frønte Hanne Mikkelsens
Dukke ud!
Stemplet under foden.

Dukken er fint malet og har uldent pålimet hår – under hendes venstre fod et stemplet: Käthe Kruse —Model Hanne Kruse….. Frønte Hanne Mikkelsen fortalte desuden, at hun forgæves havde søgt alle vegne efter oplysninger om dukken, så nu var gode råd dyre…..
Min første tanke var, at dukken var en slags skabelon —således at tøjet kunne præsenteres på en ny og sjov måde, idet jeg for længe siden fik et par lignende ”skabelondukker” à la Barbiedukkerne. Men jeg måtte da hellere spørge Angelika Salzwedel, der interesserer sig meget for Käthe-Krusedukker, for måske hun vidste noget om dukken. Og BINGO, Angelika sendte mig oplysninger om dukken fra Thomas Dahls Bog 2008—Käthe kruse Katalog und Preisführer med beskrivelse på tysk og engelsk…

Charmerende Graziella på forsiden af kataloget 1963 !
Forsiden af Thomas Dahls bog udgivet i 2008 af forlaget Puppen & Spielzeug, 191 sider, kan købes ny eller antikvarisk— søg på nettet!

Dukken hedder Graziella og er fra 1963, design Hanne Kruse…. Jeg skrev nu til Käthe Kruse Klubben og bad om oplysninger, og man gav herfra straks tilladelse til at benytte fotos etc. fra deres katalog, idet man samtidig sendte mig de relaterede sider.

Men min formodning om en skabelondukke blev hermed delvis gjort til skamme, Graziella annonceredes som Legetøj, Vægdekoration og Tegnemodel, idet hun skulle inspirere kreative børn til selv at designe og skabe tøj!

Modellerne fandtes som flere forskellige typer, med forskellige navne, tøj og hårfarver, men selve skabelonen var hele tiden den samme. Ja, jeg ville da selv have været himmelhenrykt over at få sådan en dukke, men da de kom frem, havde jeg fået andre interesser, og jeg kendte slet ikke noget til Käthe Kruse firmaet..

Hermed kataloggengivelser af de dejlige dukkepiger, kataloget er på tysk, derfor min danske forklaring på tøj og farver. (Katalogpriserne er i D-Mark —jeg husker at man dengang gangede med 3,50 for at få danske kroner)……
Alle dukketyperne kunne desuden købes upåklædte efter eget valg, eller blot iført et par trusser.

Til venstre ses Iris liggende og hun fandtes med: grønt tøj og orange hår, blå tøj og gult hår, samt rødt tøj og beigefarvet hår ! I midten står Anuschka i ført blå mininederdel med rødtakket pyntebånd, blusen er rød-hvidternet og håret er mørkebrunt! Til højre Piri med kort kjole i blå-lilla-røde-orange striber og med hår i lys beige!
Sammenligner i pigerne her med Frønte Hannes dukke, vil I se, at hendes må være en Anuschka !
Herover ser I Titine, der fandtes i tre udførelser:
Med rødt/hvidt tøj og beigefarvet hår.
Med blåt og hvidt tøj og gult hår, samt med grønt og hvidt tøj og orangefarvet hår !
Herovder til venstre: Blümchen i kittelkjole, hun fandtes med grøn kjole og orangefarvet hår, blå kjole og gult hår, samt rød kjole og beigefarvet hår.
I midten eksempel på en upåklædt dukke.
Til høre Steffi, som også fandtes i tre udgaver:
Røde bukser og beigefarvet hår. Blå bukser og beigefarvet hår, samt grønne bukset og rødt hår.

Som reklameindslag i kataloget der står blandt andet:

Graziella:
er af træ, 47 cm høj: legetøj, pynt til væggen, samt tegne– og studiemodel. Hun passer til ethvert barneværelse eller til at hænge over de unge pigers og damers senge.

Hun er en oplagt gave til den, man ønsker at glæde, stor eller lille, se blot hvor smukt og graciøst hun kan bevæge sig og danse !

Man ophørte med at fremstille Graziella i 1967

Er du Käthe Kruse samler, kan det være svært at få fat i en Graziella, men jeg har dog set nogle eksemplarer til salg på auktioner.

Til slut skal I lige se Hanne Frønte Mikkelsens nyeste foto af Graziella, der nu hænger som vægdekoration og har fået navnet Dorte..

Her står forårsbebuderne vintergæk og krokus og lyser
op
Vi ønsker jer GOD LÆSELYST !

Kong Bamseknud III: en dansk kongebjørn som martyrskikkelse, i en overset middelalderlig helgenslægt

Af Svend Clausen

Som middelalderhistoriker er det ikke ofte, at man får lejlighed til at skrive en artikel om en plysbamse. I april 2008 var jeg imidlertid historiestuderende ved Københavns Universitet, og på et fælleskursus for arkæologi og historie var vi således en gruppe, der var afsted på studietur op igennem det nuværende Nordtyskland og Slesvig. Turen foregik sammen med Professor i Vikingetidshistorie Niels Lund (f. 1939) samt Professor i Arkæologi Klavs Randsborg (1944-2016).

Til sidst kom vi så langt tilbage nordpå, at vi endte i Ribe, hvor vi bl.a. beså byens museum for vikingetid og middelalder. I museumsbutikken denne dag havde de noget stående til købs, noget ganske opfindsomt og usædvanligt, som jeg ikke før eller siden har set tilsvarende. En fremstilling af Kong Knud III af Danmark, der var fortolket i skikkelse af en plysbamse. Som det fremgår af det ene foto, stod han der i virkeligheden som del af en gruppe på hele 3 kongebjørne. En kreativ sjæl havde nemlig fortolket 1100-tallets legendariske danske trekongemagt fra borgerkrigstiden, altså Svend, Knud og Valdemar, som plysbamser. Navnet på den kreative bamsekunstner fremgik ikke, så her må anonymiteten vedblivende råde. Da Kong Valdemar fra fotoet dog allerede var blevet solgt, var det Knud og Svend, som denne dag stod tilbage i museumsbutikken. I forvejen syntes jeg imidlertid, at Knud var både den sødeste og den flotteste, så jeg ville have valgt ham, også dersom Valdemar stadig havde stået der. Kort sagt kunne jeg simpelthen ikke stå for ham. Jeg var ganske enkelt nødt til at købe Kong Bamseknud med hjem som spontan gave til en bamseelsker i familien. Så naturligvis endte han med at stå og trone stolt i bunden af bilen hele vejen på vej tilbage til København.

Foto: Bo Clausen.
Foto: Bo Clausen.

1100-tallets danske borgerkrige

Hvem er det nu egentlig, at Kong Knud III er, og hvad er det faktisk for noget med alt det om Svend, Knud og Valdemar? Den virkelige historie er langt fra plysbamsesød. Mon ikke de fleste har hørt et eller andet om blodgildet i Roskilde og mordet i Haraldsted Skov? I nutiden er vi heldigvis ikke vant til at tænke på Danmark som et borgerkrigsplaget land, men i midten af 1100-tallet var dette helt anderledes. I 1131 var Prins Magnus, søn af den siddende Kong Niels åbenbart bekymret for, at hans potentielle konkurrent til tronen måske skulle ende med engang at få magten i stedet for ham selv den dag, hvor hans aldrende fader Kong Niels ikke var til mere. Så han lod sin potentielle konkurrent Knud Lavard myrde ude i Haraldsted Skov. Færdigt arbejde. Men helt sådan gik det ikke. For mordet udløste i stedet et væbnet oprør imod hans fader Kong Niels. Det hele endte snart i et morads af blodige tronkampe, hvor den ene borgerkrig tog den næste, det ene mord t og næste, og den ene intrige tog den næste.

Grathe Hede: Fra søgning om Historie på nettet, således at I kan se, hvor det foregik.

Er der nogen, der har set TV-serien ”Game of Thrones” fristes man til at sige, at den var en spadseretur i parken en søndag eftermiddag i sammenligning med 1100-tallets danske borgerkrige. Dette er jo nok at sætte tingene på spidsen, men det får vel budskabet til at gå klart igennem. Set i forhold til hinanden lader Game of Thrones og 1100-tallets danske borgerkrige så absolut ikke hinanden noget tilbage at ønske. Det kunne ligeså snildt have været dansk middelalderhistorie, som serien var inspireret af, og ikke britisk, som tilfældet virkeligt er.

Efter mordet i 1131 var Danmark plaget af borgerkrige til og fra hen over de næste 26 år helt frem til 1157, hvor det endeligt lykkedes for den ovennævnte Kong Valdemar at tage (og også beholde) magten i Danmark som enekonge. Dette var en tid, hvor det at besidde et højere magtembede i Danmark burde have haft et tilknyttet risikotillæg, og det at være kirkens mand beskyttede så sandelig ikke en imod den stærkt forhøjede risiko for at lide en unaturligt tidlig afgang fra sit embede ved at blive enten dræbt eller myrdet. Det var biskopper såvel som konger og kongelige, der måtte lade livet.

I 1146 endte alt dette med, at Danmark helt blev splittet op i 2 forskellige kongeriger, hvilket i øvrigt var 2. gang på kun få år. Nu var det, at Knud III kom på banen. Hans fader prins Magnus var da for længst blevet dræbt, men sønnen Knud havde jo kongeblod i årene, så i 1146 valgte jyderne ham til deres konge. I Skåne og på Sjælland valgte man derimod som konge Svend, hvis fader Kong Erik II Emune også var blevet dræbt år tidligere.

Hermed begyndte det, vi i dag kender som Svend, Knud og Valdemar-tiden. For naturligvis gik det ikke anderledes end, at opsplitningen af riget i indtil flere kongedømmer ganske snart endte i nye borgerkrige. Senere kom tillige Valdemar på banen. Også hans fader var blevet dræbt længe forinden. Han var nemlig søn af den i 1131 myrdede Knud Lavard. I de første år efter 1146 havde Valdemar været allieret med sin fætter Kong Svend, men senere kom det til et brud imellem dem, hvorefter Valdemar i stedet allierede sig med Knud III.

Nu blev både Knud og Valdemar kongehyldet, og så havde landet herefter ikke mindre end 3 udnævnte konger. Det er nok kun lidet overraskende, at borgerkrigene nu fortsatte blot i stedet mellem Knud og Valdemar på den ene side med Svend på den anden.

Efterhånden er borgerkrigstræthed dog måske ved at være et relevant ord. I 1157 søgte man at indgå forlig således, at man nu spaltede kongeriget i 3 dele, og både Svend, Knud og Valdemar skulle få hver sin egen del som deres kongerige. Freden og forliget skulle nu fejres. Hvad var mere passende end at afholde en stor fest i kongsgården i Roskilde, en af rigets vigtigste byer?

Lad os overlade ordet til 1100-tallets egen historiker, danske Svend Aggesøn, som her fortæller, hvordan denne fest mon forløb:

”Thi da der i Efteraarets Tid blev afholdt et Fællesmøde i Byen Roskilde, kom de tre ovennævnte Konger dér sammen til et festligt Lag, og de skulde først holde Gilde hos Kong Sven. Denne havde imidlertid pønset paa Svig, og skønt han derved brød Fredspagtens og Troskabsløftets Ukrænkelighed, søgte han ved Aftentide, efter at Aftengudstjenesten var fejret, at lade sine dertil beordrede Livdrabanter myrde Knud og Valdemar. Efter at Lysene vare blevne slukkede, dræbte de virkelig ogsaa Knud og kronede ham saaledes med Martyrdom.” (Citat fra s. 82-83 i Sven Aggesøn, oversat af M.Cl. Gertz 1916, genudgivet 1967, sammenlign også med udgiverens note 1 på s. 86 i samme værk).

Begivenheden bliver kaldt for blodgildet i Roskilde. Det lykkedes Valdemar at undkomme hårdt såret, hvorefter han samlede sig en ny hær og snart udkæmpede det berømte slag på Grathe Hede imod Kong Svend. Efter et tæt opgør med betydelig usikkerhed om udfaldet, blev det Valdemar, der sejrede her. Snart efter slaget blev Kong Svend også dræbt, og som overleveren stod Valdemar nu tilbage med magten som enekonge. Han blev Kong Valdemar den Store af Danmark og regerede de næste 25 år frem til sin død i 1182.

Blodgildet i Roskilde: Fra Danmarks Historie i Billeder

1100-tallets borgerkrige er en vigtig epoke i dansk historie, og de afstedkom nogle varige forandringer af det danske kongerige på måder, som endnu har stor og grundlæggende betydning for vores indretning af samfundet i dag.

Kong Knud III af Danmark som martyrhelgen med sit eget helgendynasti?

Men drabet på ham under blodgildet synes i sig selv også at have afstedkommet en markant ny udvikling i synet på Kong Knud III. Havde det været blot Svend Aggesøn alene, der åbent udtalt beskrev Kong Knud III som en martyrhelgen, så ville det være let at undlade at tage dette helt så alvorligt. I middelalderen var Danmark ellers et katolsk land, så helgendyrkelse dengang var så sandelig noget særdeles alvorligt.

Men faktisk er Svend Aggesøn ikke den eneste. Pudsigt er det imidlertid, at det ikke synes at være noget gennemgående træk i danske kilder, at man efter hans død beskriver Kong Knud III som en martyrkronet helgenværdig skikkelse. Om end Svend Aggesøn jo meget åbent repræsenterer et sådant syn på ham, så virker han måske nok til umiddelbart at stå lidt alene på dette punkt i de danske middelalderkilder.

Interessant nok er det faktisk i de svenske kilder i stedet, at vi tilsyneladende finder det mest åbent udtalte syn på Knud III som en martyrhelgen. Hele 2 af de svenske årbogsværker fra middelalderen beskriver decideret Knud III som værende en hellig kongemartyr af Roskilde. Og når man ligefrem beskriver ham som værende hellig, kan det næppe tolkes stort anderledes end, at det indikerer, at enten skribenten eller hans kildemæssige forlæg selv har rummet et helgenagtigt syn på ham, eller måske endog ligefrem har kendt til en vis grad af stedvis dyrkelse af ham som lokal martyrhelgen og kongehelgen af Roskilde. (Scriptores rerum Svecicarum medii eavi, bind 1, 1818, Chronologia ab Anno 266 ad 1430, s. 23: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus rex et martyr roskildensis”, Chronologia Vetusta ab anno 880 ad annum 1430, s. 61: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus Rex et Martir Roskildis”)

Jamen, har et syn på Kong Knud III af Danmark som martyrfigur og kongehelgen da virkelig haft mere gennemslagskraft i Sverige end i Danmark? Noget sådant kunne måske faktisk godt give mening. I hvert fald har et sådant syn været kendt i Sverige, hvorimod det ikke forekommer særligt nemt at finde tilsvarende i de danske kilder, når man ser bort fra Svend Aggesøn.

Selvom dette er noget, som den tids danske kilder tydeligvis ønsker at underbetone, så kan bl.a. Saxos berømte krønike ikke helt skjule, at Valdemar den Stores lange regeringstid i Danmark faktisk ikke var helt så harmonisk og fredfyldt herhjemme, som den gerne skulle give udtryk for at være. Borgerkrigstiden trak stadig spor efter sig. Under sin egen regeringstid måtte han gennemstå både borgerkrigsoprør og dybe opgør imod medlemmer af kongeslægtens andre blodslinjer, hvis kongelige herkomst ultimativt ville kunne gøre dem til en trussel imod ham selv som potentielle konkurrenter og kommende tronprætendanter. (Se f.eks. Saxo, 14. bog, kapitel 54, 1. afsnit ff., oversat af Peter Zeeberg, 2000). I en sådan samtid er det ret sandsynligt, at Knud III pga. sin slægtsafstamning simpelthen ville være alt for kontroversiel en helgenskikkelse herhjemme i hvert fald i den siddende Kong Valdemars øjne. Selvom Knud og Valdemar også undervejs havde været allierede, dengang under borgerkrigene, så var og blev Knud III jo trods alt søn af den prins Magnus, der i sin tid havde myrdet Valdemars egen fader. At styrke Kong Knud IIIs eftermæle ved at understøtte et gryende syn på ham som martyrhelgen har Kong Valdemar næppe været ret interesseret i under en fredsmæssigt så skrøbelig tidsalder som denne. For derved ville man jo kunne risikere også indirekte at støtte potentielt konkurrerende blodslinjer af kongeslægten, der potentielt set også ville kunne vise sig at blive Valdemars egne modstandere på et senere tidspunkt.

I Sverige ville Knud IIIs fædrene blod fra prins Magnus derimod ikke have været et tilsvarende problem. Selvom der ikke har været meget fokus på det, så ved vi nemlig fra bevarede kilder, at selvsamme prins Magnus inden sin død faktisk blev valgt som konge i en del af Sverige. Moderen til prins Magnus var nemlig en svensk kongedatter. Mens meget af den regerende elite i Danmark på Kong Valdemars tid sikkert kunne være tilbøjelige til at betragte egentlig helgendom for Kong Knud III som noget potentielt truende, fordi han repræsenterede en muligt konkurrerende blodslinje af kongeslægten. Så kunne man i Sverige derimod betragte ham som den uretfærdigt myrdede søn af en tidligere hen regerende svensk konge.

Ofte er historien i høj grad også øjnene, der ser. Så, ja, faktisk ville det nok ikke være ulogisk, dersom et eftermæle som martyrhelgen for Kong Knud III måske kunne have haft en væsentligt bedre klangbund i dele af Sverige end i hvert fald hos den samtidigt regerende danske elite.

Først senere hen opnåede Kong Knud IIIs efterslægt dog vel i nogen grad herhjemme at få oprejsning for, at Knuds egen danske helgendom gled ud i sandet under tidens slægtspolitiske kontroverser. Efter det vel efterhånden ophørte med at være dynastipolitisk kontroversielt, slog det nemlig i løbet af 1200-tallet igennem i Århus, at man herovre begyndte at dyrke Knud IIIs søn, Niels, som værende byens blivende lokalhelgenskikkelse. (Se Danske Helgeners Levned, oversat af Hans Olrik, bind 2, s. 293ff.).

Således endte også Kong Knud III med at få sin helt egen lille helgenslægt efter samme model som Kong Knud den Hellige: efter Knud den Hellige var blevet myrdet i Odense i 1086, blev han siden officielt helgenkåret, og hans søn Karl den Gode, der var endt i Flandern efter mordet på Knud, blev senere selv myrdet hernede og efterfølgende selv også helgendyrket. Men noget kan altså tyde på, at også Kong Knud III endte med at få sit helt eget tilsvarende helgendynasti; om end det dog vist blot forblev langt mere uofficielt, vel også langt mindre udbredt dyrket og i hvert fald langt mindre eksponeret i det bevarede kildemateriale.

Et stykke af Danmarks Kongerække.

Så meget man dog kan personificere i blot en enkelt ridderklædt plysbamse! Skulle den ukendte bamsekunstner læse artiklen her, kan vedkommende jo give sig til kende.

Tusinde tak for en spændende og meget interessant artikel.

Lise & Lene

At Væve T Æ P P E R – dog uden vævestol!

Med hilsen og tak til Sigi Ulbrich, Torrula.de, for denne lærerige og underholdende beretning ! © —
Fotos: Gerhard Ulbrich ©)

(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – Lay-Out: Lene Byfoged ©)

Den 8.4.2020 fortalte jeg jer om mine dukkestuetæpper. Blandt tæpperne sås også det lille vævede tæppe, som jeg havde vævet af perlegarn i en lille æske. Dette tæppe er lille og skulle da også blot være et forsøg – fordi jeg engang havde hørt om et sådant. Men tæppet gav mig ikke rigtig ro, og jeg ville gerne skabe et større tæppe. Det burde desuden være muligt at gøre ”vævestolen” mere bekvem.

I disse ensomme pandemi-tider – i Tyskland lukkede man allerede for mange uger siden alt ned – får man bl.a. tiden til at gå med at rydde op og muge ud i skabene, dvs. at man kasserer og genbruger… Og her fik jeg fat i en lille plastikkurv, og mens jeg overvejede, om den skulle i skraldebøtten eller ikke, fik jeg den idé, at den kunne anvendes til en temmelig god ”vævestol”.

Altså lagde jeg det kedelige arbejde i huset fra mig og gav mig til at væve. Jeg opstrengede kurven med blåt bomuldsgarn som trend, klippede af pap en lille ”afstandsmåler”, greb en kraftig nål til at bore igennem med og gik i gang.

Jeg havde udsøgt mig noget 137 m langt mangefarvet ”flammegarn”. Det var godt at arbejde med og arbejdet skred hurtigt frem. Arbejdet var til stor fornøjelse for mig— særligt som erstatning for oprydningen.

Af mangel på en vævekam tog jeg en grov redekam  –  sådan en som vi brugte i 80erne, når vi forvandlede vor hårpragt til afrohår. Det fungerede godt.  Da jeg heller ikke havde nogen rigtig skyttel, tog jeg en kraftig borenål og skulle trække den lange (meget lange) tråd bag om. Det gik trods alt ganske godt.

Jo længere jeg nåede, jo bedre syntes jeg om det kommende tæppe. Men jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg mon havde taget en så smal afstandsholder. Ja, jeg må indrømme, at min ”vævestol” havde sine mangler. Den lille kurv havde gerne været af større format— nej skulle gerne – for da ville det være nemmere at trække tråden bag om med nålen.

Da jeg var færdig, slog jeg knuder på kædens ender- så godt som det nu lod sig gøre med de korte tråde. Min kæde består af fire enkelt sammensnoede tråde. Forsigtigt ”snoede jeg dem op”, derefter fugtede jeg dem og strøg dem glatte. Til slut redte jeg dem endnu engang – og på den måde ser de ud af ”mere”.

Egentlig var det nye tæppe bestemt for de bitte små Dora Kuhn-møbler fra 80erne. Ja, jeg havde forestillet mig, at det ville se meget smukt ud dér. Men efter at have set på det i længere tid syntes jeg, at det så temmelig ”klodset og stort” ud i forhold til disse små møbler. Og det var en skuffelse.

Men i mit ”depot” har jeg endnu et komplet Dora Kuhn-interiør- et stuemøblement fra 20erne-uden hus, så at sige hjemløse møbler. Jeg tog møblerne frem, lagde tæppet i mit fotohjørne, og bum bummelum … det var perfekt. Altså havde arbejdet ikke været forgæves.
Jeg synes, at mit tæppe er fantastisk, , og det passer virkelig godt in i mine bondestuer – lige meget om det er Kuhn– eller andre møbler.

Dog et står fast, med det næste tæppe arbejder jeg anderledes -BEDRE!

Jeg lavede en bredere afstandsholder af pap og også en skyttel. Da jeg stadig ville væve et tæppe til de små møbler, satte jeg det op med mindre spændvidde. Med skyttelen af pap gik arbejdet meget hurtigere.

Ganske vist syntes jeg, at dette resultat var blevet meget bedre end udførelsen af det store tæppe, men ….. Nej, jeg var ikke overbevist. Disse små, sarte møbler burde også have et fint og sart tæppe.

Efter en del søgen fandt jeg endnu en lille rest strømpeuld – dette garn havde haft en længde på 210 m. Mit første forsøg viste sig at give et virkelig acceptabelt resultat. Naturligvis sagde dette lille stykke- især på grund af sin tynde udførelse på den ret tykke kæde -ikke ret meget om det endelige resultat. . Men alligevel!

Jeg bad nu min mand om at skære en skyttel til mig af et virkelig tykt stykke pap – dvs. denne gang ikke af bølgepap. Den fungerer virkelig godt, og knækker ikke sammen.

Foto: med tak for tilladelsen: Little Cabin Creations.

Af mit gråmelerede strømpegarn var der selvfølgelig ikke nok til et tæppe, og et sådant passede heller ikke ind i Kuhn-stuen med de glade og muntre farver. Men det ville passe fint som gulvmåtte i min veninde Sherris smukke Kuhn-hus.

Jeg havde noget fint, tyndt rødt bomuldsgarn. Det passede godt til det grå og ville i tvivlstilfælde gøre tæppet mindre trist at se på. Jeg lavede da en ny kæde. Jeg kom til at tænke på, at bedre kan man med sine enkle, forhåndenværende midler ikke væve. De to tråde passede fantastisk sammen, og arbejdet blev fast. I en anden farve ville der helt sikkert komme et endnu smukkere tæppe ud af det.

Ja, jeg syntes virkelig godt om det. Arbejdet var så fint, at de små møbler ville kunne stå godt på det og derved opnå den ideale udstråling.
Da alt i Tyskland stadig er lukket ned, kunne jeg ikke tage ud og købe materialer i den lokale butik. Men der er selvfølgelig et stort udvalg på nettet, og her købte jeg 2 nøgler strømpegarn i blå nuancer.

Med disse typer garn var jeg nu endelig kommet i mål. På den måde kunne jeg væve de mindste og fineste tæpper.

Farverne var ideelle til møblerne, som overvejende er blå.
Jeg er meget stolt af mit nye tæppe og af min vævestol. Hermed har jeg fundet en ideel beskæftigelse i denne nedlukningstid. Jeg hører ikke til den gruppe mennesker, der lider under isolation- jeg har en fantastisk adspredelse.
Og selvfølgelig, det ene eller det andet af denne type tæpper vil om kort tid også pynte i mine veninders dukkestuer.

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: sigi Ulbrich-www.tortula.de
Fotos: gmuwebSign

Til de læsere, der lige som jeg vil skabe tæpper, vil jeg lige gentage en sammenfatning af de materiale, I måtte have brug for:

Til opstrengningen: Strømpegarn med en løbende længde på 210 m

Til kæden: – tyndt – meget tyndt – bomuldsgarn i passende farve, brug endelig ikke uld, for da rutsjer skyttelen ikke godt gennem kæden.

Til vævestolen: en ikke for lille (plastik)kurv med huller i siderne. Du har i siderne desuden brug for lidt plads, således at du kan arbejde med skyttelen eller den kraftige nål.

Til skyttelen: – Et virkeligt kraftigt stykke pap, du kan selvfølgelig også bare bruge den kraftige nål, men med den bliver det møjsommeligt at trække den lange tråd bagom.

En ikke fro smal papstrimmel som afstandsholder – du skal til slut kunne slå knuder for enden af kæden.

Og tilslut en god kam.

Så er din perfekte vævestol færdig, og med den kan du ikke blot væve dukkestuetæpper, men også en lille taske.

Tusind tak , kære Sigi, for denne gode og inspirerende idé!
Fantastisk, at det kan gøres så enkelt og med så fine resultater!
Mon ikke, vi er mange, der har fået lyst til at gå i gang ?

G o d F o r n ø j e l s e !!!

Fra bogen SMÅROLLINGER

Mere om Nora Axe Lundgaard 26.10.1914 – 2.10.1993

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – (Layout: Lene Byfoged ©)

Det har kun været muligt at bringe dette tillæg, fordi Kirsten Duch, Odense, har været så venlig at overlade mig kopier af tegningerne i den smukke bog ”Smårollinger”, og jeg takker dig mange gange, Kirsten, fordi du har gjort det muligt for mig at komplettere min research angående Nora Axe Lundgaard….

Kære Læsere og Samlere,,

Husker I da jeg for nogle år siden bragte en artikel om den norske tegner Nora Axe Lundgaard? I artiklen skrev jeg bl.a., at det ikke havde været muligt at låne hendes bog ”Smårollinger” med de smukke sorthvide tegninger af børn, da bibliotekets eneste eksemplar var i en så dårlig forfatning, at det ikke kunne udlånes? Jeg blev derfor glædeligt overrasket, da jeg via Lene kom i forbindelse med Kirsten Duch, der fortalte, at hun var i besiddelse af kopier af bogen, som var gået i arv til en tante, der havde været lærerinde på en Lilleskole.

Og jeg viser jer derfor nogle af de simpelthen smukke og henrivende tegninger af børn – fra Bogen, som i sin tid blev udgivet på tegnerens og hendes ægtefælles forlag MITTET & Co. A/S, Oslo.

En fantastisk og enestående billedkavalkade, som på en udtryksfuld måde viser en masse dejlige unger i mange forskellige og typiske situationer:

Der er blot lidt tekst til nogle af billederne, ikke dem alle, men mon ikke de taler for sig selv ! Se blot på børnenes mimik……

Hvem kan mon stå for disse børn ? Jeg kunne i hvert fald ikke !

Måske mit yndlingsbillede !

På et senere tidspunkt vil jeg vise jer flere billeder fra bogen
SMÅROLLINGER

Hjertelige hilsner herfra !

JULEKRYBBER af PAPIR

(Tekst og fotos med tak til Angelika Salzwedel ©)
(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © og Lay-Out: Lene Byfoged ©

Angelika fortæller:
I denne specielle juletid har vi på grund af corona-epidemien fået mere tankevækkende tid sammen med familien, og vi holder derfor endnu mere fast ved vore skikke og julepynter huset her i førjuletiden.

I Norden er julekrybber ikke så almindelige som i de sydlige lande, men alligevel er der i Norden tradition for at pynte med krybber af papir.

Jeg er den lykkelige ejer af en vidunderlig gammel krybbe af papir fra omkring 1890— en kromatografi af præget karton—som altid har været i familiens eje. En sådan folde-ud– hhv. klappe-ud-krybbe eller krybbe til at stille op var i perioden 1850-1900 mange steder almindelig. Den bestod af præget karton i forskellige, vidunderlige farveudgaver. De første krybber af papir kunne man se allerede i begyndelsen af det 18. årh.

Denne kikkasse er en slags folde-ud-krybbe!

Storhedstiden for de håndmalede krybber af papir kom omkring år 1800 frem efter krybbeforbudet for klostre og kirker. Mange kunstnere, der dengang skabte de så elskede krybber af træ, stod nu pludselig uden arbejde og indtægt. For at afhjælpe denne nødsituation begyndte nogle af dem at male små krybber af papir. Disse krybber blev godt modtaget, og folk stillede krybberne op i deres hjem. Dog var det kun de velhavende borgere, der havde råd til disse krybber.

I Biedermeiertiden blev det at fejre jul i familien skød mere og mere midtpunkt og trasdition, og da krybbeforbudet atter blev ophævet, udvikledes en stærk og livlig fremstilling af krybbebuer og tegninger til udklipskrybber. Her spillede Joseph Führich en stor rolle, idet han udviklede den såkaldt ”Führich-krybbe”. Den glædede mange sig over, og endnu i dag er den enormt populær.

Denne smukke tjekkiske krybbe er af Krydsfinér !

Imidlertid forandrede smagen sig, og de barokke modeller var ikke længere efterspurgte. En ny stilretning opstod i begyndelsen af det 19. årh. gennem de såkaldte Nazarener, en sammenslutning af tyske og østrigske kunstnere. De stræbte efter en bedst mulig naturtro og detaljeret fremstilling af julenat. Denne stil afløste nu den barokke og senbarokke krybbe og bragte i Nazarener-stil krybben tilbage til sin oprindelse, dvs. området ved Bethlehem. Hermed fødtes ”de orientalske krybber” eller ”krybber fra Østerland”.

Disse to meget flotte og detaljerede krybber måler 20 x 25 cm og er fra omkring år 1900

Disse krybber var ikke tilgængelige for alle og enhver, selv om de ikke kostede så meget som krybber skåret i træ. Omkring 1910 kostede et stort klippeark lige som meget som et rundt pundbrød, hvad tydeligt viser, at heller ikke disse krybber var til at betale for alle.

I anden halvdel af det 19. årh. nåede fremstillingen af klippeark med krybber sit højeste. Gennem forædling af papiret, så som prægning, lakering, bemaling med glimmer eller glas opstod hele tiden endnu prægtigere krybber af papir, således også folde-ud-krybber med kromatografi.

Disse to krybber er 30 cm høje og 30 cm brede – de er fremstillet af præget karton med kromotgrafi – vinduet i den th er af gelatine !

Efter opfindelsen af kromatografi blev det muligt at fremstille større oplag. Nu som før blev der af ”Neuruppiner Bögen” i tiden fra 1855 til 1900, f.eks. fra firmaet Kühn udgivet ca. 175 forskellige ark med krybber. Også firmaet Oehmigke & Riemschneider havde adresse i Neuruppin. En anden kendt fremstiller af udklipsark til krybber er firmaet J.F. Schreiber fra Esslingen. Man kan stadig i dag købe genoptryk af en del af arkene.

En speciel type er de krybber af papir som kan foldes ud, dvs. at man simpelthen blot behøver at folde dem ud, når man stiller dem op. Også den slags krybber har jeg foldet ud og taget med, og nogle af dem er udført som julekalendere. Krybber til at folde ud er stadigvæk elskede objekter.

Trykt krybbe fra 1920erne !

Til disse krybber til at folde ud eller stille op regnes også ”Krybber med fløje” af pergamentpapir. Man kan stadigvæk finde smukke, håndlavede modeller fra 1960erne og 1970erne, desuden krybber af transparent papir af nyere dato.

Ydermere findes de såkaldte ”Dovenskabskrybber”, som i forvejen er lavet færdig og igen sat op. En anden særegenhed er Bogkrybberne, som har form som en bog, som foldes ud hhv. stilles op.

Krybber af papir sat op på træ

I Böhmen og Mähren var krybber af papir særlig yndet, og endnu i dag kan man i Tjekkiet få vidunderlige ark med krybber. Man satte disse op på træ/krydsfinér, således at de stod bedre.

Tjekkiet er også i dag det førende land med hensyn til krybber af papir. Her kan man få hele landsbysamfund med alle mulige detaljer, f.eks. kan man finde en bager, en møller eller en slagter, børn der løber på skøjter eller kælker. Hos de tjekkiske krybber er Nazarenerstilen gået tabt, og det juleagtige præg er lagt ind i landsbymiljøet.

Angelika Salzwedel, december 2020

Litteratur:
Weihnachtskrippen aus Papier (Julekrybber af Papir) af Norbert Langenbach, Husum Verlag 2006
Gloria in Exelsis Deo, Museum Eckernförde, Sonderausstellung (Særudstilling) 2008

Vi siger tusind tak til Angelika for denne detaljerede og lærerige artikel og håber, at I lige som os har glædet jer over denne nye viden – god læselyst alle sammen !

Vi ønsker hermed jer alle en Glædelig Jul og et godt nytår
Tak for jeres store interesse, og lad os nu bare håbe, at 2021 bliver et lysere år…
Lene og Lise

Hermed et lille PS fra Angelika:


Krybben herover er fra Brasilien og Angelika fortæller dens særlige historie
:


En krybbes rejse fra Brasilien til Hohenlockstedt: en af mine venner fløj i begyndelsen af oktober i forretningsøjemed til Brasilien. Her havde han lovet os at købe en original brasiliansk krybbe – som man dér skulle kunne finde blandt det store udvalg af krybber… Desværre uden held, idet der på alle krybber stod ”Made in China”.!
Han klagede sin nød til en belgisk ven i landet. Denne ven ville nu absolut sørge for en brasiliansk krybbe til vort museum, og han fandt en krybbe. Under sin flyrejse til Belgien gav han den til en anden ven, der tilfældigt skulle til Sydspanien. Nu var krybben nået til Sydspanien, og her hentede vor ven den med bil og bragte den til Madrid. Og derfra kom den med kurer til Itzehoe!

D a n s k e J u l e n i s s e r

(Med hilsen fra Angelika Salzwedel © – Oversættelse: Lise Brastrup clasen © – Layout: Lene Byfoged ©)

Egentlig var det planlagt at arrangere en udstilling på Heimatsmuseum Brunsbüttel. Men sådan skulle det desværre ikke være i år, idet udstillingen på grund af Coronatallene ikke kan finde sted.

Men set i lyset af det dansk-tyske venskab vil udstilleren Angelika Salzwedel gerne præsentere nogle af sine danske nisser for læserne af bloggen Dukkedrømme.

Jeg er virkelig blevet begejstret over de danske nisser, lige siden jeg så dem første gang hos min danske veninde Lise Clasen i Kruså. Hos os findes der også dværge, gnomer og skovtrolde. Alle dværge, små mænd og nisser har det til fælles, at de alle er hjælpsomme, hvad der passer ganske godt i denne tid med Corona-pandemien.

Det allerkæreste nissetog !

Angelika Salzwedel er specielt begejstret for bjergværksdværgene, Nissernes Grubejernbane, som hun har genopbygget, og senere forsket videre i. Her fandt hun ud af, at Torkild Hinrichsen i sin bog ”Weihnachten in Dänemark—Dansk Jul (Husumer Verlagsgruppe) fortæller, at nisseskikkelserne helt tydeligt er opstået under indflydelse fra de tyske dværge. Deres små skikkelser med de spidse huer opstod efter bjergværksarbejdernes arbejdstøj med den spidse, beskyttende hætte. Nissen i H.C. Andersens eventyr ser nøjagtig sådan ud. ”Eventyret ”Nissen hos Spækhøkeren” handler om en sådan nisse. Et andet eventyr af H.C.Andersen er ”Nissen og Madammen”, som således også fortæller om nisser

Nissernes Grubejernbane, som Angelika har bygget efter Familie-Journalens anvisning 1929

Og i dag ser nissen også sådan ud. Nissefigurerne er her stadigvæk. De venlige julenisser beskytter huset og lever på loftet hos deres mennesker. Til jul får de en skål risengrød og juleøl., og således holder man sig gode venner med dem,. De hjælper til gengæld til i huse og gårde og forbliver trofaste mod deres mennesker. Hvor gamle de bliver, ved man ikke helt, men man regner med,at de kan blive fra 200 til 300 år gamle.

I dag finder man som tilbehør til nisserne: Nissehuse, Nissetog og Nissedøre (dette sidste begreb kendte jeg (Lise) ikke, men da nisserne bor inde bagved i væggene, sætter man små døre fast på fodpanelerne, så de kan komme ind og ud, og når de små børn ser en lille dør, ved de, at det bare er nisserne, og at der ikke er noget at være bange for. Danske børn tror helt sikkert ikke på nisserne, så det må være en nordtysk skik, men det er da rigtig sødt!… Og jeg spurgte straks Lene, om hun kendte til nissedøre, og det gør hun: ”De i de sidste par år blevet enormt populære i Danmark. Man sætter søde små dukkestuedøre op, med en lille stift, måske er døren pyntet med en miniadventskrans, og somme tider står der et par bitte små støvler ved siden af … Tak for det, Lene, tja, man skal lære, så længe man lever!) Og her på siderne kan I se et par fotos af en af Angelikas nissedøre. Den er af naturtræ, men hun har malet den… absolut knusende kært!

Nisser på spadseretur!
Angelika har bygget dette nissehus!

Foruden Julenisserne har man også kravlenisser, disse små klatrende nisser, som fordeles over hele huset og således pryder bogreoler og hylder.  Kravlenisserne  blev opfundet af Frederik Bramming i 1947, det er herlige, glade nisser iført en slags strømpebukser, og de klatrer i alle mulige og umulige stillinger. De er stukket ned bag billeder og bøger, hænger på lamper, er i vindueskarme, på borde og skabe, ja kort sagt overalt.

Men der findes også andre nisser, f.eks. Kirkenissen, der bor i kirken eller i præstegården og hjælper til dér.

Og så har vi gårdnissen, han bor i huse eller i staldene sammen med husdyrene. Han bor altid alene og hjælper sine mennesker. Han bringer menneskene held og hjælper dyrene.

Nisserne skal på skitur
Skovnisserne klatrer i træerne!

Desuden findes der skovnisser, der lever i skoven eller ude i naturen, og skibsnisser, der som det fremgår af navnet, bor på skibene.

Nisserne bygger hus!

Jeg siger hjerteligt tak til min samlerveninde Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for layout og for jeres offentliggørelse på bloggen.

Fotos: fra Angelika Salzwedels samling

(Angelika Salzwedel november 2020)

Også vi siger tusind tak til Angelika for din alsidige nisseberetning, og vi

Ønsker Hermed Jer Alle God Læselyst: Lene og Lise

Lysenglen og Bjergmanden

”Skik og Brug i Erzgebirge til Jul”

(Med tak til Angelika Salzwedel for tekst og fotos © )
(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – Layout: Lene Byfoged ©)

Allerede i det 16. årh.  Har man kendt til Bjergmanden som symbol i Erzgebirge. Iført galla med lysene i sine udstrakte hænder stod han i hine tider endda i skakten (nedgangen til minen). Lyset ledsagede bjergfolkene ned i dybet af gruben, og lyste igen for dem, når de drog hjemad.

Englen og bjergmanden  er symbolske skikkelser til jul, hovedsageligt i Erzgebirge, men også her oppe mod Nord er de i dag meget populære.

De fattige bjergfolk havde ofte ved siden af deres daglige arbejde en bibeskæftigelse. Det faldt da naturligt at anvende det træ, som voksede på egnen til drejer– og snedkerarbejder, og hele familien deltog med flid i arbejdet.

Lysenglen kom først til i 1830 som bjergmandens kone. Det er den eneste engel, der er fremstillet med forklæde og en hvid kjole med kantebånd. De brogede vinger er bemalede. Senere blev hun som lysbærer med symbolet for solskin og en krone til hovedfigur.

Lysenglen herover bærer ikke forklæde, men er ægte nok,
figurerne er 60-70 år gamle !

I Erzgebirge stillede man lige så mange lysengle i vinduet, som der var piger i familien, og lige så mange bjergmænd, som der var drenge.

Også dette par er 60-70 år gammelt !

Personligt har jeg siden min tidligste barndom haft tæt tilknytning til alle disse ting, da jeg er vokset op i Hohenlockstedt, hvor et firma fra Erzgebirge slog sig ned i 1949.  Med firmaet kom selvfølgelig også medarbejderne og deres familier, og de bragte således traditionerne med. Vi har derfor siden vor barndom til jul foruden Buehvælvingen og Pyramiden også kendt Lysenglen og Bjergmanden. Naturligvis har jeg i mellemtiden ikke blot erhvervet disse ting i stor størrelse, men også som miniaturer. Og det er desuden lykkedes mig at få fat i nogle gamle eksemplarer. Det er for mig  –  nu oppe i årene  – et stykke barndom og ungdom. Ofte tænker jeg på, hvad min tidligere chef ville sige til det… da jeg — mens jeg studerede —  og også senere har arbejdet i dette firma.

Parret her er i iniatureudgave,
De er blot 5 cm høje !

Det er for mig en vidunderlig erindring og længst forgange adventsdage.

Vi siger igen tak til Angelika Salzwedel for din interessante beretning, ny viden for mange af os…   og

Vi ønsker jer alle god læselyst !

Friesenbaum eller Föhrer Bogen og Sölring Jöölbaum

(Frisertræ eller Föhrer Bogen og Sölring Jöölboom/Juletræ)
(En interessant beretning om en Frisisk Juleskik)

(Med hilsen fra Angelika Salzwedel © – oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – layout: Lene Byfoged ©)
(De viste fotos med undtagelse af Frisertræet fra Museum Weihnachtshaus er fra Angelika Salzwedels private samling ©)

Angelika Salzwedel fortæller:

For mange af os hører juletræet, ikke mindst her i Nordtyskland, til det vigtigste symbol for Julefesten.

På den nordfrisiske kyst og på øerne havde man tidligere det såkaldte Frisertræ, der på frisisk kaldtes ”Kenkensbuum” eller ”Jöölboom”, og i Sydjylland for ”Klausenbaum”!

I Nordfrisland var disse julestativer meget udbredt. Det er bueformede træstativer med tværgående skråstivere, som stod i vinduet som erstatning for et juletræ. På øerne og Hallingerne holdt denne skik sig længere, da det var vanskeligt at få fat i et juletræ. På øerne Föhr og Sild kan man i dag atter beundre ”Frisertræerne” i vinduerne.

Fotoet af dette smukke Frisertræ (taget af Angelika Salzwedel) bringer vi med tilladelse fra og tak til Alix Paulsen, Museum Weihnachtshaus i Husum !

Legenden siger, at stativernes oprindelse stammer fra dengang, hvor man ikke havde graner på øerne. Og der er ganske sikkert noget om snakken, og helt sikkert er det af hedensk oprindelse. Vintersolhverv falder jo næsten sammen med juleaften. Man ville hermed formilde Guderne og bede om en god kommende høst. De stedsegrønne planter, dvs. buksbom og efeu, der er grønne om vinteren, havde allerede dengang noget mystisk over sig.

Man beviklede Frisertræet (eller Föhrer Bogen) med buksbom eller efeu. Foroven satte man 4 lys. Udsmykningen på træet kaldtes ”Kintjes Tüch” på tysk ”Kinderkram” eller på dansk Børneting, dvs. julebagværk til børnene.

Frisertræ med gamle
julekugler !

Nederst står Adam ved Livets Træ. På den midterste liste hænger Julegrisen (også kaldet Jul-Schwein), som før Kristendommens indførelse blev ofret. Derover hanen, der helt sikkert ved sit første hanegal forkynder det glædelige budskab, til venstre fåret og til højre oksen. Desuden er der så æbler.

Æblet kommer fra Paradiset og er Livets Frugt, rundt som Verden, rødt som blodet og sødt som Guds nåde. Det symboliserer frugtbarheden. Nogle steder er det skik og brug Juleaften at spise et æble, som i hele det kommende år skulle beskytte mod ulykker og sygdomme. (som man stadig siger i England: An Apple a Day, Keeps the Doctor Away = Et æble om dagen, holder lægen væk)!

Dette frisertræ er pyntet med
Juleminiaturer !

Sölring-Jöölbaum er omviklet med en krans af buksbom, som symboliserer årets tætteste kredsløb af solen rundt om jorden. Den skal være grøn lige som de stedsegrønne planter.

Frisertræ med julekugler !

Figurerne er:

Adam og Eva under Livets Træ. Hesten som symbol for styrke, udholdenhed og hurtighed, hunden som tegn på trofasthed, og hanen som tegn på årvågenhed og frugtbarhed. Her tror jeg stadig på, at det her under Kristendommen har noget at gøre med forkyndelsen af Jesu fødsel. I nogle egne har man desuden en vindmølle som tegn på forgængelighed, samt et sejlskib, som symbol på fiskeri-erhvervet.

Øboerne stillede Jöölboom-træet i vinduet, således at ruderne reflekterede lyset, hvorved det gav indtryk af en større hellighed.

I dag har mange samlere i Schleswig-Holstein ”misbrugt” Frisertræet til dekoration med miniaturer, idet man ganske dekorativt har pyntet træerne med julekugler og dukkestel.

Og man siger ganske enkelt og smukt: Traditioner er levende, bare man beholder det gamle, tilpasser det nye og er åben for det fremtidige.

Jeg siger tak til min samlerveninde Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for lay-outet og for offentliggørelsen på jeres blog. Samtidig siger jeg tak til Weihnachthaus Museum for tilladelse til dér at fotografere et Frisertræ.

Og vi kvitterer med tusind tak til Angelika Salzwedel for denne levende og interessante beretning og ønsker jer alle

G o d L æ s e l y s t

(Lene og Lise)

Dette unikke og søde frisertræ er Angelikas
Påskefirsertræ pyntet med påske- og dukketing !

Gamle JULE-glansbilleder og -oblater !

(Med hilsen fra Angelika Salzwedel © – oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – Layout: Lene Byfoged ©)
(Fotos fra Angelika Salzwedels privatsamling ©)

Hermed en lille beretning om juleglansbilleder, og Angelika Salzwedel fortæller:

De første oblater eller glansbilleder kommer fra midten af 1850erne, idet Wolf Hagelberg i 1854 i Berlin som den første fik den idé at trykke små billeder, som var forbundet til hinanden med forbindelsesstykker, således at de kunne trykkes ud af arkene uden at gå i stykker.

Omkring 1880 opstod således de smukkeste glansbilleder i herlige farver og fint præget, og med Julemænd med kapper i blåt, beige eller violet.


Det over 100 år gamle
glansbilledalbum !
 

For at glansbillederne kunne få en smuk glans, blev de før trykningen penslet med en limgelatine og tørret ved 40°C. Derefter blev de endnu engang overtrukket med Mastixlak og tørret.

Det er overraskende at se, hvor mange firmaer der beskæftigede sig med fremstilling af glansbilleder. Alene i Berlin eksisterede der mellem 1875 og 1905 overe 200 trykkerier, som fremstillede disse små mesterværker. I Tyskland lå centrene for fremstilling af glansbilleder i byerne Berlin og Leipzig, i resten af Europa var det London, Paris og Wien.

En elskelig gammel julemand i blå kappe ? (fra det gamle album)

I dag findes der stadig glansbilleder med glimmer. Glimmeret sætter sig fast på glansbilledet ved hjælp af et påtrykt limlag. Derefter lagde man papiret i en flad kasse med glimmermasse (Kaliglimmer), og efter at have taget det op, børstede man det med en vattot. Glimmeret skulle derefter presses let. De glimtende og blanke ark var først klar til at blive solgt efter at have tørret i nogle dage.

Også den røde julemand herover er fra det gamle album !

Angelika har arvet et over hundrede år gammel dansk glansbillealbum med julemænd, og desuden har hun fået nogle glansbilleder, som danske børn i fyrrerne har klæbet ind i en husholdningsbog, disse sidste er ikke så smukke, som de andre, skriver Angelika, men her kan I selv bedømme de dejlige billeder.

Glansbilleder fra den gamle Husholdningsbog fra 1940erne !

Disse to billeder af glansbilleder fra ”Husholdningsbogen” og er, som Angelika nævner, nok ikke så flotte som dem fra det gamle album !

Angelika slutter med at sige tak til Lise Clasen for oversættelsen og til Lene Byfoged for layoutet, og vi siger tak til Angelika for denne beretning og ønsker jer alle

G o d L æ s e l y s t

Og måske I også har nogle gamle glansbilleder— gerne med julemotiver – at vise os alle her på bloggen??