Invitation

Som mange sikkert ved, er Skuldelev Dukkemuseum lukket og arvingerne sælger ud af samlingen. Der er dukker, dukkehuse, legetøj og meget mere.

Dukkedrømmes læsere og Legetøjsforeningen Snurretoppens medlemmer, er i den anledning inviteret på besøg mandag d. 4. juli kl 14 -16.

Skuldelev Dukkemuseum

Fasanvej 5. 4050 Skibby

På nedenstående billeder, ses lidt af samlingen.

Leo Moss og hans karakteristiske Afroamerikanske dukker.

(c) for research Lene Byfoged

Alle billederne er fundet på Pinterest.

Kilder: Theriault, DeeBeeGee`s Virtual Black Doll Museum, The Guardian

Sjælden Leo Moss karakterdukke.

Leo Moss var afroamerikaner, der var født og levede sit liv i Macon, Georgia, USA. Leo Moss var uddannet som snedker og arbejdede som dette, og som altmuligmand, rundt omkring i byen, hvor der var arbejde at få – og så var han dukkemager.

Man ved ikke meget om hans liv. Han var far til fire børn og bliver beskrevet som en venlig mand, med megen kærlighed og tålmodighed.

Det siges, at han startede med at lave “hvide” dukker, for at kunne brødføde sin familie. Men det siges også, at han købte dukkekroppe af en legetøjsleverandør i New York, som han så påførte sin papmache over. Papmachen var lavet af rester af tapeter, som han kunne finde rundt omkring på sine småjobs. Dukkernes sorte hudfarve, var sod fra Kakkelovne og skorstene. Hovederne modelerede han selv af sin papmache.

Dukkernes ansigtstræk, var fra familien, dens børn og børn i nabolaget. Hvorfor er dukkerne så triste eller græder? Nogle skriver, at det var fordi hans kone forlod ham, sammen med deres børn, til fordel for legetøjsleverandøren i New York. Andre siger, det var, hvis han hørte et barn græde, men han modelerede dukkerne. Den helt rigtig grund, kan man kun gætte sig til. Men måske var det et trist liv, der gjorde det.

Han lavede flest børnedukker, men også voksne dukker, har han produceret.

Her en ældre herre af Leo Moss

Fra slutningen af 1890,erne til slutningen af 1930,erne, var han produktiv. Helt nøjagtigt, hvornår han startede og sluttede, er ingen nøjagtig viden om.

Nogle af dukkerne er umærkede, nogle har deres navn og årstal skåret på kroppen (som f.eks. Mina) og nogle har en stoflap på, med hans initialer LM.

Mina med de karakteristiske tårer.

Det vides ikke, hvor mange Leo Moss-dukker, der findes i dag, men mindst to af dem skulle være modelleret, efter et par hvide søstre, der var døtre af en af ​​hans arbejdsgivere. Dem har jeg desværre ikke kunnet finde nogle billeder af.

Denne dukke, ser da ikke så ked ud af det.

I dag er dukkerne sjældenheder, til en værdi af tusindvis af dollars. Moss så aldrig en øre af det. Han døde fattig, og det siges, at han er begravet i en fattiggrav i Illinois.

Lene

Til minde om Lise Brastrup Clasen Ven, ekspert og samler

21. august 1940 – 4. juni 2021

(c) for tekst og billeder: Sigi Ulbrich

Oversættelse: Lene Byfoged

Jeg har modtaget disse mindeord fra Sigi Ulbrich. Lise er savnet af mange samlere, i store dele af verdenen! Jeg kender ikke mange andre, med så mange venner over alt!

Udgivet d. 4. juni 2022.

Det var i vinteren 2018, da min lille dukke (Hertwig, Katzhütte), kom tilbage fra en lang rejse. Hun var taget til Ukraine for, at se sin syerske (min veninde Aliona) og kom tilbage med en kuffert fuld af nyt tøj.

Med stolthed og glæde skrev jeg og fortalte dette til Lise og sendte hende nogle billeder.

Hendes reaktion på det, var så typisk for hende. Hun tegnede en påklædningsdukke, specielt til Bärbels hjemkomst.

Fordi denne lykønskning, var for god til at lægge væk, reducerede jeg den, indrammede den og hængte den på væggen i Bärbels værelse.
Jeg sendte et billede af den, til Sherri i Missouri.

Nu – år senere, når et billede af Sherris nye dukkehus mig. Hun har også en lille Bärbel og fandt Lises påklædningdukkeark så perfekt.

Ja Lise, det ville du have nydt.

Vi tænker kærligt, på en helt speciel dukkeven, som forlod os for et år siden.

Fra dukkevenner, over hele verden

Aljona, Angelika, Lene, Sherri og Sigi

Glansbilleder på gamle postkort og lykønskningskort.

(c) for tekst og billeder: Angelika Salzwedel

Oversættelse: Lene Byfoged.

Så har Angelika igen sendt nogle skønne gamle glansbilleder og lykønskning kort til bloggens læsere. Så smukke er de og jeg takker Angelika mange gange for dette indlæg.

Jeg har tidligere fortalt om glansbilleder, og mere end én gang. Det er trods alt, et af de store samlerområde, trykte billeder fra 1800-tallet, med deres vidunderlige glans og stærke udtryk, i en flot prægeteknik.

De første billeder, dukkede op fra midten af ​​1850’erne. I 1854 i Berlin, var Wolf Hagelberg, den første, der kom med ideen om, at udskrive små billeder, der var forbundet med søjler, så det arket blev forstærket og kunne printes ud.

I 1860 blev de lavet i lille format med stentryk og blev hovedsageligt brugt til at dekorere poesialbum og postkort og som små pryds skatte. Jeg har nogle smukke eksemplarer, som jeg gerne vil præsentere for dig.

Under billederne, står landet, de er fra. Fælles for dem alle er, at de alle er lavet omkring 1890. Det fine ved postkort og poesialbum er jo, at man kan datere dem.
Jeg håber, du nyder at se på disse små skatte.


Jeg takker Lene for den skønne oversættelse og for det flotte layout.

Angelika Salzwedel i april 2022

Disse 3 billeder foroven er fra samme lykønsknings kort. Kortet er tysk.
For og bagside på svensk kort
De 2 ovenstående billeder er for og bagside af samme kort. Fra Sverige.
Og det samme med disse 2 billeder fra Sverige.
For og bagside på svensk kort.
Tysk konfirmationskort med glansbillede ,fra omkring 1900. Korset symboliserer tro og er dekoreret med mange blomster.

Jeg håber I også nyder disse fine kort.

Endnu en gang Tak Angelika

Legetøjsforeningen Snurretoppen

Jeg har lyst til, at fortælle jer lidt om legetøjsforeningen Snurretoppen.

Som navnet siger, er det selvfølgelig en forening for samlere af dukker, biler, ja alt slags legetøj. Både pige og drengelegetøj.

Der afholdes møder en gang om måneden fra september til og med maj, hvor vi holder sommerpause. I år har vi dog undtagelsesvis et møde d. 14. juni.

På møderne er der foredrag, en årlig auktion, fremvisning af egne samlerobjekter og meget mere. Julemødet er også altid rigtigt hyggeligt.

Emnerne er mange. F.eks. kan nævnes Halvdukker, gamle legetøjsbutikker i København, biler, dukkehuse, dukker, glansbilleder og gamle postkort.

På hver møde, undtagen ved den årlige auktion, er der bordsalg. Her handles der lystigt mellem medlemmerne.

Denne søde lille julepige, siddende på en candybox, købte jeg ved bordsalget, på mødet her i maj måned.

Alle er velkomne og er du ikke helt tryg ved, at komme alene, så skriv en mail til mig abelones@stofanet.dk og jeg vil tage imod dig og være behjælpelig, så du føler dig godt tilpas.

Foreningen holder til i Hellerup.

Se mere om legetøjsforeningen på www.snurretoppen.dk under praktiske oplysninger.

Kom og vær med!

Lene

Fiskeren Peter Petersen del II

Her er del II af den hyggelige fortælling om fiskeren Peter Petersen og hans hyggelige fiskerhus.

(c) for tekst Sigi Ulbrich. www.tortula.de

(c) Foto: gmuwebSign

Oversættelse. Lene Byfoged

Udgivet d. 25. maj 2022

Fiskeren Peter Petersen del II

Indtil nu har jeg endnu ikke fundet en fisker til huset. Jeg havde klare ideer. En lille Schildkröt-Hans med fiskerskjorte ville være skønt – de fandtes i 50’erne. Ja, og så, så jeg ham. Jeg viste Gerhard billedet, og også han var straks fyr og flamme.

Tillad mig at præsentere dig for Peter Petersen (Fisker). Det nyeste medlem af Ulbrich samlingen. Hr. Petersen var til salg, som kunstnerdukke – 17 cm høj. Man kan tage hans smukke pibe ud af hans mund. Den er lavet af en knap så blød plastik – kunne være (behøver ikke være det) vinyl. Den er opdelt i 3 dele. Hans ben er stive. Den smukke stikkede hue kan tages af. Hans skaldede hoved ser dog ikke så kønt ud. Man kunne sikkert også tage hans sweater af. Men han har et meget stort hoved, så jeg foretrækker ikke at prøve det.

Hr. Petersen har selvfølgelig et par arbejdsrelaterede miniaturer i sit hus. Han er dog ikke ansvarlig for fiskebenene. Synderen er hans sorte kat, som er ved at fange endnu en fisk, op af spanden. Han fik den smukke store skrubbe, søstjernen og søhesten klargjort og dekorerede væggene, det ser så stilfuldt ud med dem.

I stuen er der to skåle (i stentøj) med frisk fisk. I kælderen har han en skål (af træ) med krabber og en skål (i lertøj) med skrubber – for ikke at tale om fiskene, der er hængt til tørre.

Fru Petersen ser ud til at befinde sig et sted, i baggrunden. Man ser hende i hvert fald ikke personligt. Men det ses tydeligt, at der også bor dyr i huset. På den ene side er der en hund (af porcelæn) og en tyvagtig kat (i støbemasse) i stuen. Men der er også liv i kælderen. I mens en kat har travlt, med at stjæle fisk, danser musene så, at sige på bordet eller på kældergulvet. Derudover har fru Petersen et stort hjerte for smådyr. Der er altid plads til et forældreløst pindsvin (fra firmaet Schleich), der stadig er for lille, til at klare et frit liv. Han fandt sin sovehule i en gammel træsko. Den er desværre ikke fra Delft – jeg tegnede den lidt, med en tusch.

Det smukke vægur er lavet af plastik. Jeg købte det som et “Jean”, men kunne ikke finde noget bevis for, at det er det. Så jeg bruger det alligevel. Det er skabt til dette rum. Den lille bitte mølle, hvor vingerne kan drejes, fylder møllepladen perfekt ud. Krukkerne med salt, mel og sukker er lavet af træ. De var engang med i et lot, jeg købte.

Fru Petersen har høns bag huset. I hvert fald, er der masser af friske æg i huset og kælderen. Denne skål er lavet af træ, jeg tegnede et par farveprikker på den, med en fiberpen. I skabet står et blåt testel i træ fra Erzegebirge.

Den strikkede strømpe beviser, at der findes en fru Petersen i huset. Jeg fik denne håndværkskurv fra Teresa, en ven af ​​Sherri. En sømand har selvfølgelig brug for en kikkert. Hr. Petersen opbevarer sine papirer og sine penge i sølvkassen – det er vist ikke meget der er. Der er krydderier i glassene. Den store nøgle er til fisketrawleren. Hr. Petersen hænger den altid på krogen umiddelbart, efter hjemkomsten, så han skal aldrig lede efter den.

Jeg tror lige, jeg forstyrrede Petersen-parret, på en afslappet eftermiddag. De tomme kopper med resterne af Farisæeren står på bordet, og det lille sæt kort, ligger der stadigvæk. For at lave et spil kort skal du bruge en scanner, en god (laser) printer, en lille saks og skarpe øjne eller et forstørrelsesglas. Nå, og en smule dygtighed i at bruge et billedredigeringsprogram, det er også vigtigt.

Jeg har allerede sagt, at jeg er stolt af kælderen, og ja, den har virkelig mange højdepunkter og blikfang. Over venstre halvdel af kælderen, direkte fra forsiden. Vinreol, ølkasse, individuelle ølflasker, mælkeflasker i kurv, lysestager med tykke stearinlys, pølser, æg, kartoffelkasse og skål med kartofler, tomme flasker, si, lille stige, gummistøvler og en petroleumslampe, der giver nok lys til, at du kan se alt tydeligt.

Her er et kig til venstre, ind i hjørnet med lampen.

… og udsigten til højre for vinreolen. Lampen er i baggrunden.

Over højre halvdel af kælderen, direkte fra forsiden. Sække, tønder, vaskekar, vaskebræt, oliestativ, havkiste, kaffekværn, krabber, skrubber, tørret fisk, pindsvin, mus og en smuk hængende petroleumslampe.

Her er udsigten, til venstre for oliehylden. Det lille oliefad er delvist dækket af skålen med smør.

…. og til højre kan man se pindsvinet, han vil bare ind på sit sovested.

Her er udsigt til sidevæggene og rummets højre hjørne.

Og her, for normalt står hr. Petersen foran, et kig på skabet, med den lille porcelænsmølle.

Hver gang et værelse, hus eller udstilling er færdig, synes jeg, at dette er det smukkeste, det bedste, det kæreste, jeg har i min samling.
Har du det på samme måde?
Jeg håber, at du har nydt mit fiskerhus og frem for alt, min kælder lige så meget, som jeg har gjort.
Pas godt på dig selv og kom trygt og godt igennem denne forfærdelige tid.

Jeg sender en hilsen fra Tyskland, og jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse og præsentation.

De hjerteligste hilsner

Sigi Ulbrich

En stor tak til Sigi og Gerhard, for at jeg må bringe dette dejlige og inspirerende indlæg.

Lene

Hvad jeg ellers vil fortælle dig om …

Som de fleste sikkert allerede ved, er Sigi Ulbrich og hendes mand Gerhard, super kreative og meget inspirerende mennesker. Endnu en spændende artikel er kommet fra Sigi. Denne gang om den gæve fisker Peter Petersen og hans finurlige hus. Artiklen er lang og kommer derfor i 2 afsnit. God Læselyst!

© for tekst og billeder: Sigi Ulbrich. www.tortula.de
Oversættelse: Lene Byfoged

Udgivet d. 11. maj 2022.

Fiskeren Peter Petersen del I

I sensommeren 2021 og frem til 2022, ryddede vi vores jernbanekælder. Det var ikke let – følelserne slår kolbøtter. Ud over at demontere det store anlæg, kasserne og skabene, skulle de mange, store og små ting, der har samlet sig under toganlægget de sidste 26 år, også sorteres, have et andet opbevaringssted eller smides væk. Ikke et arbejde, der er rigtig sjovt. Men nu og da var der også smukke øjeblikke. Jeg fandt flere kasser med næsten glemte dukkehusmøbler. Selv et rigtig flot køkken kabinet. Selvfølgelig satte jeg møbler i det med det samme, men det virkede ikke rigtig passende for mig, så det kom i første omgang, ind i vores kælder.

Til min glæde kom et par trækasser, bygget af min mand også frem i lyset. Selvfølgelig overtog jeg dem, med det samme. Du kan ikke gå glip af sådan en ting. Ligesom denne. Den har en fin størrelse 39 x 32 cm.

Straks satte jeg nogle af de genvundne møbler ind i kassen, – ja, det kunne jeg godt lide. Måske lidt højt. Men det var ikke muligt at skære det ned. Det, min mand har bygget, er stabilt. Men selvfølgelig kan man lave et loft.

Jeg havde dog allerede et “hus” med et loft. Mit strandhus med den gamle kaptajn havde et loft. Hvad jeg endnu ikke havde, var en kælder. En kælder har potentiale. Ja, jeg ville gerne have en kælder – min mand syntes også, at ideen var rigtig god og ville gerne støtte mig i byggeriet.

Kælderen skulle være en rigtig flot kælder, men den skulle være nem at implementere. Vi købte et stykke trykplade, hvid og brun, begge sider almindelige. Den hvide side skal vende nedad, den brune side opad, som gulv i rummet Jeg skar et ark meget sart gråt karton til, i den rigtige størrelse. Jeg malede sten på gulvet og “murede” væggene med hvide mursten.

Da jeg fik skåret pressebrættet i isenkræmmeren (de ved altid, at jeg er kvinden med de små bestillinger), bad jeg om et stykke træ fra skraldekurven – præcis den højde, jeg gerne ville have min kælder. Det brugte jeg som et hjælpemiddel, så jeg kunne montere de fine hyldestøttelister lige og i den rigtige højde. Det fungerede godt.

Min mand var bekymret for, at gulvpanelet ville synke lidt foran. Så jeg “murede” en anden søjle. Inde i papsøjlen ligger et lille stykke rundt træ, som virkelig giver det hele et hold. I mellemtiden har jeg samlet alle mulige miniaturer, som jeg måske – muligvis – ville have sat i kælderen.

Mit værksted er køkkenbordet. Det betyder desværre også, at jeg altid skal pakke alt ind til det normale “køkkenliv”. Jeg gad ikke engang kigge, da transportkurven gled ud af min hånd og faldt på køkkengulvet. Jeg var meget heldig. Kun kronen på køkkenskabet var brækket af, og den ene skabslåge var sprunget ud af hængslet. Gerhard fik ordnet det hele dagen efter.

Jeg havde to petroleumslamper til kælderen og en til stuen. Derudover har vi monteret 3 små LED lys på loftet. Installationen var en fælles indsats af Gerhard og mig. Det vil sige, han viste mig, hvordan man lodder, og jeg gjorde det.

Som du kan se, gik det godt. Jeg nåede selvfølgelig ikke at få så fine, rene loddepunkter, som Gerhard plejede at lave, men det er tilstrækkeligt til mine krav – det vigtigste er et stabilt lys.

Jeg havde udvalgt mine “møller”. De har ligget i min æske så længe. Motivet passer bare dårligt ind i et alperum. Indtil nu havde rummet intet motto. Da Gerhard opdagede pladerne, sagde han, at han da også gerne ville have, en rigtig fisker. Der var det. Et fiskerhus.

Jeg så engang en fisker hænge sin fangede fisk i kælderen til tørre. Det ville jeg også gerne. Fiskene fra Playmobil var ideelle til dette. Jeg borede et hul i dem med en nåleboremaskine og trak en ledning igennem den.

Det var godt, men meget unaturligt. Sådan lyseblå fisk – nej tak. Vores – indtil nu ukendte – fisker ville ikke have fanget sådanne fisk i havet.

Jeg havde grå, sølv og blå fisk. Jeg var nødt til at male dem. Et lille tip til andre “malere”. Almindelig akrylmaling klæber meget godt til Playmobil plastik. Så jeg malede den blå fisk med en rødbrun og i anden omgang gik jeg over den med et pjaltet penselstrøg i sølv. De grå og sølvfarvede fisk fik kun et uregelmæssigt lag maling med den rødbrune.

Det ser virkelig meget naturalistisk ud. For at fiskene ikke bare skal stå sådan op, brugte jeg en spacer. Så de kan tørre rigtig godt rundt omkring.

I mellemtiden tørrede de hvidmalede gulvstøttelister og jeg fik limet “murværket”. Jeg var meget glad for resultatet. Kælderen lignede mere illusionen om en murstenskælderen, end jeg havde troet.

Så arbejdede jeg på tallerkenhylden. Det var tydeligt, at det ikke tilhørte det originale møbelsæt. Det er formentlig af Bodo Hennig og blev derefter farvekoordineret med møblerne. Jeg tilføjede et par matchende blomster og så voksede jeg brættet, jeg fik tippet fra Sherri. Tjek sammenligningen. Det er meget mere tiltalende nu. Jeg brugte møbelvoks, men du kan også bruge gulvvoks eller endda skosværte.

Selvfølgelig skal en fisker have et rigtigt fiskenet. Jeg lærte at lave et net i håndværkstimerne, da jeg gik i skole, og for nogle år siden lavede jeg også et net til strandhuset. Så det var ikke noget problem for mig. Jeg brugte meget tyndt bomuldsgarn, men de enkelte huller er selvfølgelig ret store. Fiskeren ville bestemt ikke have kunnet fange de små fisk fra Playmobil med dette net.

Selvfølgelig skal en fisker have et landingsnet. Gerhard lavede en af ​​blomstertråd. Jeg fik engang et stykke af min veninde Juttas brudeslør. Jeg skar et stykke af og lagde det i te i et par dage – det ser godt ud. Den glemte søstjerne var måske lidt af en overdrivelse, men jeg kunne ikke lade være.

Et reelt problem for mig var mærkningen af ​​fangstbogen. Etiketten er kun 15 x 8 mm. Jeg kunne selvfølgelig skrive på en etiket med pc’en og så sætte den fast. Men det så på en eller anden måde unaturligt ud. Nej, min fisker skulle skrive sin fangstlog i hånden. Min skrivning har altid krævet lidt øvelse at læse. Jeg
printede en hel side ud, med små etiketter og øvede mig, indtil jeg endelig håbede, at jeg kunne klare det. Det ser ud til, at hr. Petersen ikke tog skrive timer i folkeskolen. Jeg tog i øvrigt en fin kuglepen, jeg måtte kassere alt andet (blyant, tusch, farveblyant), alt for tykt.

Under den værste del af corona ​​pandemien, vævede jeg tæpper. Det fjernede mig fra bekymringerne, om vores sikkerhed. Dette tæppe er også fra perioden. Jeg brugte meget fint lyseblåt bomuld som nederste garn og vævede det med et lidt tykkere akrylgarn.

Jeg malede gulvet i rummet med rødbrun akrylmaling. Efter tørring påsatte jeg “fliserne” og malede til sidst et lille mønster med blåt. I forreste række af fliser har jeg dekoreret nogle fliser. Yderst til venstre ses en blå skildpadde – derfor er der ingen skildpadde, der vil flytte ind i rummet. Så en gul søstjerne, så en fiskekutter og i midten Gerhards initialer, igen en fiskekutter, en søhest og til sidst en fisk. Da alt var tørt, tegnede jeg flisefugerne med en tyk grå blyant. Og så fik gulvet igen et lag voks.

Meget var allerede nået. Beboeren havde allerede et navn – også selvom det stadig ikke var fundet.

En stor tak til Sigi!

Næste del kommer d. 25. maj.

Dronning Elisabeth ll, nu som Barbiedukke

Billeder og information er fundet på nettet.

I anledningen af Dronning Elisabeths 70 års jubilæum, som regent, har firmaet Mattel, kreeret en Barbie dukke i den flotteste kjole, som til forveksling ligner de kjoler hun bærer, til royale anledninger. Også nogle ordner, er der blevet plads til på kjolen.

Sammen med dukken, får man en kopi af tronrummet, på Buckingham Palace.

Dukken kan købes for 75 dollars, hvilket svarer til omkring 500 danske kroner.

Legetøjsmuseet Olgas Lyst

www.auctionet.com, er der i øjeblikket online auktion over nogle af effekterne fra Legetøjsmuseet “Olgas Lyst” i København. I den forbindelse er der nogle, der er bange for, at museet lukker for bestandigt.

Det gør det IKKE, jeg har talt med den ene ejer Erik Nielausen, der fortæller, at museet er under en stor renovering og åbner, når den er overstået. Hvornår det sker, vides endnu ikke.

På auktionen, der slutter d. 24.april, er der foruden skønne fuldt møblerede dukkehuse, bamser, en Falckstation m.m.. Det sælges udelukkende, for at give plads til nyerhvervelser på museet.

Kig ind på auktionshusets hjemmeside (se linket længere oppe) og se de smukke effekter.

Lene