Endnu engang har Sigi Ulbrich været kreativt. Så småt og så fint. Stor tak til dig Sigi, for at dele og inspirere.
Jeg gik ind på linket til Volker Arnold, og kan kun anbefale et besøg derinde.
Lene
Udgivet d. 13. september 2023.
Hvor mange gange om dagen spørger vi (selv): ”Hvad er klokken?” Som i det virkelige liv sker det også i vores dukkehuse. Dukkehusbeboerne har også brug for et ur til en fast daglig rutine. I næsten alle mine værelser og huse hænger og står der ure – nogle har endda et rigtigt urværk – men for det meste er viserne kun malet.
Foto: Volker Arnold.
Under min sidste læsning af tilbuddene fra Volker Arnold-Holzkunst – du ved, næste jul kommer helt sikkert – stødte jeg på et helt specielt ur – og det vil jeg gerne præsentere for dig her.
Dette er et byggesæt. Du køber et for laseret tyndt stykke træ og bruger det til at bygge …
… et kaffekandeur.
De små dele var nemme at fjerne. Inden jeg brugte limen, satte jeg først de små dele sammen. Så jeg fik en fornemmelse for “bygningen”.
Alt gik let og det passede præcist sammen. Jeg havde i starten problemer med Perpendikel-bestikket. Men kun indtil jeg indså, at jeg forsøgte at lægge de små stykker på hovedet i den udpegede åbning. Roterede det én gang, og så var det ikke noget problem.
Inden jeg satte urskiven og viserne på, malede jeg uret. Ved hjælp af klempincet (min mand skal bruge disse til lodning, de kaldes også nogle gange loddepincet) gik malingen rigtig godt. Jeg brugte akrylmaling. Det er nemt at bruge, tørrer hurtigt og hæfter bedre til det meget glatte, laserede træ. Efter at malingen var ordentlig tør, voksede jeg de malede områder. Der findes specielle voks, men en simpel (billig) gulvvoks er godt nok for mig.
Jeg “forgyldte” Perpendikel-bestikket, men efterlod urskiven og viserne i naturligt træ. Det overskydende bestik finder sin plads i den lille urkasse, som er åben i toppen. Først fjernede jeg ikke bestikket fra tallerkenen på mit ur. Uret har endnu ikke fundet sin endelige plads, og jeg er bange for, at jeg mister de små enkeltdele.
Ja, jeg er meget begejstret for mit ur, jeg har endda bestilt et mere, fordi jeg også mangler et rødt ur. Hvis du, kære læser, nu siger, ja, uret er smukt, men lidt stort, så kig nærmere. De fås også i meget, meget små. Når du pakker dit “kit” ud, skal du bare passe på ikke at miste den lille guldtråd. Min faldt af, og jeg lå på knæ i timevis, før jeg fandt den.
Med det lille ur kan man udmærket se, hvad producenten har tænkt sig med det overskydende bestik.
Jeg tror, at miniaturister generelt har meget fantasi, men jeg hængte stadig uret i en Kuhn stue fra 1930’erne. Det passer ikke helt til stilen eller farven – men ser det alligevel ikke godt ud? Bare til størrelsessammenligning – dukken er en 12 cm Edi dukke.
For at få alt i orden, hængte jeg også det lille ur op. Dette køkken er fra en ukendt producent. Jeg arbejder pt på det. Derfor er der endnu ikke flyttet dukker ind. Dog vil der komme omkring 5 cm høje dukker i det.
Foto: Volker Arnold.
For Volker Arnold handler det altid om lille, mindre, mindst. Han tilbyder dukkehuse i mange skalaer. Hans mindste er i M 1:144, og der er endda et dukkehus indbygget i et kaffekandeur.
Er du interesseret i miniaturer i miniaturerummene, så hvorfor ikke besøge Volker Arnold i Dresden – eller virtuelt på www.va-holzkunst.de Og ikke kun ved juletid.
Åh ja spurgte jeg ham, og han leverer også til Danmark, til fornuftige fragtpriser.
Jeg håber, du vil nyde, at gå gennem den lille verden.
Tak Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet.
I min skønne fødselsdagspakke fra Sigi, fik jeg blande andre dejlige ting, også et ur som samlesæt. Jeg gik længe og kiggede på det, det virkede lidt svært og uoverskueligt. Jeg spekulerede over, hvordan jeg skulle gribe det an, da jeg ikke er så god til at male. Servietdecoupage blev min redning. Jeg har lavet så meget af dette, så det var pludselig det rigtige valg. Herunder ses resultatet af min og min mands arbejde. Min mand samlede, jeg malede og lavede decoupage.
Jeg kan kun anbefale, at gå ind på linket og se alle de fantastiske ting, man kan lave. Jeg skal da bestemt, have noget mere til mine dukkehuse.
Nu siger kalenderen efterår og bloggen kommer i gang igen, efter sommerferien. Jeg håber alle har haft en god sommer og vejret er jo heldigvis dejligt endnu, så de udendørs glæder heldigvis, endnu kan nydes.
Jeg har været gang, med den store oprydning, i alle mine ting og sager. Det er utroligt, hvad man får samlet gennem tiden. Da jeg nåede til sytingene og faldt over denne sydims, var den lige ved, at blive smidt ud. Den stod bare og samlede støv, men jeg nænnede ikke rigtigt, at smide den ud.
Den kedelige og støvede sydims.
I mit skab med nipsenåle, havde jeg bl.a. en lille samling Pjerrot halvdukker, som jeg holder meget af, men de kom ikke rigtigt til deres ret, sammen med alle de andre i skabet. Jeg havde på Pinterest set, samme sydims med blonder på trådspolerne og startede ud med denne ide. Jeg syntes, det blev lidt kedeligt, at se på og pludselig kom ideen, at prøve at sætte en af Pjerroterne på. Det blev så fint og med alle fire på, syntes jeg nu, at den er så sød og sjov. Og mine Pjerroter er nu fremme og bliver beundret, som de bør.
Det fine orange fløjlsbånd, er klippet af et bælte som jeg fik for mange år siden, af min venindes mor. Hun var født i 1918 og fortalte, at det var fra hendes ungdom. Så dejligt, at tingene bliver brugt.
På den sidder også en fin lille sysaks, jeg købte i Paris for mange år siden. Den er desværre i stykker og bliver ikke brugt, men nu pynter den her, og min elskede farmors fingerbøl, er også kommet på.
Så nu er sydimsen kommet til ære og værdighed.
Den færdige sydims. Virkelig en forandring til det bedre.
Måske er man i området og har lyst til, at se denne smukke udstilling. Jeg ville ønske jeg havde muligheden. Stor tak til Angelika Salzwedel for dette indlæg.
Copyright for billeder: Altmärkische Museum Stendal
Angelika besøgte en vidunderlig udstilling i Stendal/Sachsen-Anhalt i Altmark-museet med prøveklude fra Altmark og Prignitz. Er du i området, skal du helt sikkert se denne skønne udstilling.
Smukke, meget gamle samplere er udstillet, meget pænt forklaret og meget fint præsenteret. Den ældste er fra 1692 og mange fra 1600-tallet til Biedermeier-tiden. Der er et fabelagtig detaljeret ledsagende hæfte på tysk.
Udstillingen er forlænget til 17.09.23. Altmark Museum i 39576 Stendal www.museum.stendal.de
Jeg takker Lene meget for oversættelsen og udgivelsen.
Særudstilling i Brunsbüttel lokalhistoriske museum.
Angelika Salzwedel udstiller igen smukke ting fra sin store samling. De fine navneklude og syprøver er så vigtige og bevaringsværdige. Mange små piger i flere århundrede startet deres sy – og broderifærdigheder, med disse ting. Jeg håber nogle af læserne, har mulighed for at se, denne dejlige udstilling.Jeg villeihverfald meget gerne.
Tusinde Tak Angelika for dette skønne indlæg.
Lene
Forskellige broderede ting fra flere årtier.
Fra 24. juni 2023 til og med 17. september 2023 kan mere end 100 historiske syprøver fra Angelika Salzwedels samling, beundres i Brunsbüttel lokalhistoriske museum.
Smukke samplere blev lavet så tidligt som i det 17., 18. og 19. århundrede. I dag kaldes de også ABC sampler og syprøver.
Flere smukke broderier, fra forskellige årtier.
På frisisk hedder de Letterntuch (engelsk letter = bogstav og også bogstav), på hollandsk hedder de Merklappen og på dansk Navneklude. I Danmark er det meget traditionelt og velkendt at arbejde med navneklude. Alle disse betegnelser angiver brugen og betydningen, de skal tjene som skabelon for yderligere håndværk. De blev brugt til at indsamle, huske og gemme mønstre og alfabeter. I 1700- og 1800-tallet blev syprøverne lavet af unge piger mellem 9 og 14 år fra den borgerlige klasse. De fungerede ikke kun, som skabeloner for yderligere håndarbejde, men blev også indrammet og hængt op i forældres hjem.
Disse håndklæder er absolutte blikfang eller eyeketchere. De er også meget store, omkring 120 cm lange.oMine Biedermeier-håndklæder fra omkring 1830. Alle er broderede med silketrådeDette er min ældste syprøve fra 1798, med mange forskellige motiver
Men adelens damer, broderede også disse smukke samplere med alfabeter, tal, monogrammer, datoer, kanter og individuelle motiver, nogle med symbolsk betydning, i det 18. og 19. århundrede, for at videregive de traditionelle mønstre for eftertiden, på håndvævet hør og f.eks broderet med silkegarn. Men der blev også “broderet” i adelshusene, som gerne udførte dette fremragende arbejde. Borderne og monogrammerne, blev også brugt til andet kunsthåndværk, såsom linnedbånd, pyntehåndklæder og -servietter m.m.
De såkaldte “mønsterbøger” var ikke for alle. Først efter kromolitografiens opfindelse, blev de små hæfter overkommelige, og nogle af garnfabrikanterne, var glade for at kunne udgive dem.
Vidunderlige syprøver i forskellige teknikker.
Vi skelner mellem korsstingsprøver, elegante prøver med hvidt broderi, syning af pyntehåndklæder, stoppeprøver og patchworkmønstre. Alle disse forskellige arter, kan findes i denne aktuelle udstilling.
Korsstingsmotiverne blev broderet på hør, bomuld og senere på lærred og i dag ofte på Aida-stoffer. Garnet er lavet af silke, uld eller bomuld.
Whitework omfatter alt, fra den enkleste syning, til de mest udsmykkede smukke ornamenter, mønstre og bogstaver til initialerne. Hele medgiften var dekoreret med det. Det er et af de mest værdifulde kunsthåndværk. I Danmark er den meget kendt og udbredt under navnet “Hedebo”.
Richelieu arbejdet kom fra Frankrig, og hulbroderi fra Madeira.
Flere smukke syprøver i forskellige teknikker.
I den aktuelle udstilling, kan to smukke historiske broderiprøver fra Danmark beundres. Et meget stort indrammet klæde er fra 1913 og viser forskellige indstik, stingtyper, blomsterkrans og alfabetet. Det andet er et smukt korsstingsværk, med symbolerne på en krone, påfugl, fugle og livets træ og en hund. På bagsiden er nævnt, at den er fra 1928.
Det store danske klæde fra 1913.På bagsiden af det store klæde, står der dette. Det danske broderi fra 1928
Symbolikken i de broderede motiver, formidles af syersken. De kristne symboler hjerte, kors og anker betyder kærlighed, tro og håb.
Blomstermotiver og blomsterkurve står for venskab;
Roser for kærlighed, lykke og hengivenhed;
Sommerfugle og fugle for befrielse;
Hest for styrke og udholdenhed;
Påfugl til stjernehimlen og uendeligheden
Hund for loyalitet og venskab.
De hyppigt broderede kroner. skal ikke kun ses som et kongeligt motiv, men også som et religiøst symbol for evigheden som “livets krone”.
Brunsbüttel lokalhistoriske museum, Am Markt 4,25541 Brunsbü: ttel.
Åbent: torsdag, lørdag og søndag fra 14.30 til 17.30.
Oversat af min kære veninde Lene Byfoged fra Danmark. Tak, kære Lene.
Copyright for tysk tekst og billeder: Angelika Salzwedel.
Angelika Salzwedel, Itzehoe, juni 2023
Hvis det har vagt interesse, så har Kirsten Lindberg skrevet en meget interessant bog om emnet.
Så er her 2. del af Sigi Ulbrichs fortælling om Kuhns soveværelsesmøbler. Jeg er selv blevet så inspireret af disse skønne møbler, at jeg har delvis købt nogle og fået nogle møbler af Sigi. Jeg har lige et hus der passer til et pensionist ægtepar, der kan bo i det. Tak for inspiration og viden Sigi!
Lene
Del II
Vugger – simpelthen fantastisk
Udgivet d. 21. juni 2023.
Indtil videre har jeg fundet mindst én blå eller rød Kuhn-vugge i hvert dukkemuseum, jeg har besøgt. Hvem er overrasket?. Firmaet har eksisteret i omkring 110 år – de små røde og blå kunstværker, har naturligvis været på museum længe. Mens de blå vugger er meget almindelige, er deres røde søstre ekstremt sjældne.
Jeg har lavet en lille samling af vugger, fra 100 års produktion hos Kuhn til dig. Ikke alle mine vugger har et rigtigt hjem – står i et rum. Nogle vugger ligger også i en æske og venter på at blive brugt.
Vugge nummer 01.. .. er fra 90’erne. Vangernes spidser er let bøjet nedad. Hoved- og fodsektionerne flugter med sidesektionerne. Dette er den mindste af 90’ernes vugger. Den måler 6 cm, Kuhn solgte den under varenummer 25. En lille 4,5 cm Edi dukke sover i den. Jeg indrettede dette værelse i et ledigt rum på bogreolen. “Huset” er lavet af pap. Guirlanden på væggen har jeg malet.
Vugge nummer 02.. .. er også fra et størrelse I værelse, fra 1970’erne. Da vi for noget tid siden reducerede vores cd-samling, blev det tomme rum automatisk til et lille rum. Vuggens sidedele er som en lille (lukket) stang over hoved- og foddelen. Vangernes spidser har en let nedadgående kurve. Kuhn solgte denne vugge, under tallet 125.
, .. er for mig en af de smukkeste vugger. I en kraftig, lidt mørkere rød, med en smuk malet blomsterkrans. Vangerne er allerede bøjet lidt nedad. Sidevæggene rager lidt ud over sengegavl og fodgærde i tre små rundbuer. En 8 cm Edi baby sover i denne vugge fra 1950’erne. Vuggen er størrelse 2, dvs. H. den er 10 cm lang.
Vugge nummer 04.. .. er også i str. 2. Men fra 1960’erne. Sidevæggene rager lidt ud over hoved- og fodsektionerne i tre små rundbuer. Den er hos mig i det blå dobbeltværelse. Fordi jeg allerede har vist jer soveværelsessiden med himmelsengene, blev vuggen til fotoshootet placeret i stuen. Det er normalt i venstre side af dobbeltværelset. En 8 cm Edi baby sover i denne vugge.
Vugge nummer 05.. .. har ingen plads. Jeg har to af disse vugger i str. 3, altså 16 cm. Sidevæggene rager lidt ud over hoved- og fodsektionerne i tre små rundbuer. Blomsterpynten på hoved- og foddele samt på begge sider er meget generøs med Tölzer Kugelrospen, blomsterknopper, blomster og hjerter. Den venstre vugge er fra 1960’erne, den højre vugge fra 1950’erne.
Vugge nummer 06.. .. er fra et lot, jeg købte for år siden i en gammel cigarkasse. Sidevæggen i et lille dukkehus er det eneste bevis, jeg kender til, at der blev lavet rum allerede i 10’erne af forrige århundrede. Vuggen har en meget anderledes form, end alle senere vugger. Den er meget lille – selv til str. 00. Sidevæggene er højere, liggefladen er smallere.
Vugge nummer 07.. .. er fra 40’erne til 50’erne. Jeg har flere størrelse 00 værelser fra denne periode. Der medfølger to hjørnerum – med og uden kælderskuffe. I 2017 var jeg allerede i stand til, at vise disse skatte her. Jeg værdsætter dem som noget helt særligt, fordi jeg ved, at Franz Kuhn byggede dem under vanskelige omstændigheder, og at han og/eller hans datter Christa malede dem. Sidedelene på de små vugger flugter med fod- og hoveddelene. I den lille vugge ligger en lille “bønne”. En Feves baby.
Vugge nummer 08.. .. er fra 40’erne til 50’erne. Denne vugge er identisk med vugge nummer 07 – bare i rød. En lillebitte baby sover i denne vugge.
Vugge nummer 09.. .. er fra en stationcar fra 1930’erne, som Kuhn beskriver som str. 00. Beboerne er et par 5,5 cm dukker, kendt som margarinedukker. I hendes vugge ligger en lillebitte baby, indpakket i en lille strimmel gaze. Hvis du ser på det samlede billede af vuggerne ovenfor, vil du hurtigt indse – dette er den mindste af Kuhn-vuggerne.
Vugge nummer 10.. .. er et kombinationsrum fra 1930,erne, som Kuhn beskriver som størrelse 0. Værelser og møbler af denne størrelse er absolut sjældne. Den er afbildet i kataloget fra 1938. Selvom jeg går ud fra, at der også blev solgt stuer i denne størrelse, har jeg kun set et værelse i denne størrelse en gang før. Heldigvis kunne jeg købe den. Beboerne er et 8 cm Edi par, i deres vugge ligger en lille Preh baby. Jeg har allerede vist jer dette billede i forbindelse med himmelsengene – jeg beder om jeres forståelse, desværre har jeg kun et værelse i denne størrelse. Vuggens vanger peger opad
Vugge nummer 11.. .. dette værelse er i “normal størrelse”. Men hvad er en normal størrelse hos Kuhn. Skalaen er et sted mellem 1:10 og 1:12. Dette er et værelse i størrelse I. Det stammer fra 1930’erne og er hjemsted for et 12 cm ægte par fra Edi med deres adopterede baby (Kleeblatt-mærket). Jeg har allerede vist jer dette billede i forbindelse med himmelsengene – jeg beder om jeres forståelse, desværre har jeg kun et værelse i denne størrelse. Vangerne på vuggen peger simpelthen opad.
1920’ernes stuer har en helt særlig charme. De fås i tre størrelser og to forskellige designs. På det tidspunkt var der ingen klassifikation. På grund af den dårlige kvalitet af katalogillustrationen, indrettede jeg et af mine rum på denne måde. En uheldig ordning, synes jeg. Det smukt malede skab kommer slet ikke til sin ret.
De er – selv den lille vugge – meget generøst malet med blomster. Vangerne bøjer lidt opad. Dengang var der ingen betegnelser for størrelserne.
Men man kunne nogenlunde sidestille dem, med rum i størrelse 0, 1 og 2. Jeg har engang stillet den store vugge ved siden af en vugge i størrelse 2 fra 1960’erne. Jeg satte 8 cm Edi babydukker i begge vugger. Man kan godt se det. Vuggen fra 1920’erne er en lille smule større.
Fordi min passion ikke kun er Kuhn-miniaturerne, men også Edi-dukkerne, er min smukkeste Kuhn-vugge den store (str. 6) vugge med den statelige længde på 52 cm. En 36 cm Edi baby sover i den. Også her peger vangerne lidt nedad. Kanterne er glatte.
Jeg har en kopi af en håndskrevet faktura fra 1914. Den gav August Kuhn – eller var det hans kone Therese – en kunde i München, 3 dusin størrelse I vugger – pr. dusin 1,80 mark, 3 dusin størrelse II vugger – pr. dusin 4,20 mark, 2 dusin størrelse III vugger pr. dusin 6,00 mark og 1 dusin størrelse IV vugger til 7,80 mark. Jeg tog kundens navn ud, fordi huset er der stadig i dag. Den trykte 8 øverst til højre viser os, at det var den ottende faktura fra denne regnskabsbog. Jeg håber ikke, det var den første regnskabsbog i 1914. Familien Kuhn havde sønnen Franz (født 1907) og datteren Anna (født 1908).
(I dagens penge svarer 1 mark til 1/2 €uro = knap 4 danske kr)
En vugge er vist på messearket for Leipzig-messen i 1925. Desværre er der ingen verificerbar erklæring, om de størrelser, som vuggerne blev leveret i.
I 1938 er der to illustrationer med vugger i kataloget. Jeg kunne forestille mig, at den øverste vugge er en størrelse 2 og den nederste vugge en størrelse 4. Dette er dog kun et gæt, baseret på de andre viste møbler. Heldigvis indeholder kataloget også en detaljeret prisliste.
I 1914 kostede en halv snes af de små vugger 1,80 mark, men i 1938 var prisen 0,30 mark, altså 3,60 mark for en snes.
Vi ved alle, at krigen ødelagde utallige liv, men også mange planer og håb. Privat og erhverv. Sådan er det også med Dora Kuhn. Virksomheden måtte indstille driften i 1939. Franz Kuhn blev udnævnt lige i begyndelsen af krigen. I 1945 vendte han tilbage som en handicappet mand med svære armbegrænsninger og ascites. Som et resultat af dette, kunne hans drøm, om at bygge rustikke møbler til det virkelige liv ikke længere realiseres. Ikke desto mindre genoptager han driften. Allerede i 1947 vendte Dora Kuhn tilbage til Leipzig-messen med rustikke møbler til dukkehuse. Der var ikke noget katalog dengang. På udstillingsbilledet kan vi se, at vuggerne har ændret udseende. Fotoet har lidt meget gennem årene, og kvaliteten er faktisk ikke god nok. Jeg har derfor nærmest skåret ud og forstørret vuggen for dig. Tydeligt: spidserne af vangerne er bøjet nedad.
I 1955 udkom et katalog som en folder. Tre dobbeltsider. Forside i farver, øvrige sider i sort/hvid. Vugger i 5 størrelser. Desværre uden størrelses oplysninger, – men allerede med trecifrede artikelnumre. Når jeg kigger i senere kataloger, finder jeg artikelnumrene igen. 116 står for 52 cm, 112 står for 10 cm, 111 står for 6,5 cm, 113 står for 16 cm, 114 står for 24 cm. Men måske er denne vugge senere blevet til 1140. Hvis man ser på billedet, kan man anslå denne vugge til at være nærmere 30 cm. Et stort udvalg.
I 1962-prislisten er der nævnt syv vugger. Jeg ved ikke, om der var et katalog til dem. Jeg har det ikke.
I 1965 blev virksomheden overdraget til datteren Christa og svigersønnen Heinrich Hölzle. I forbindelse hermed, flyttes firmaet fra Schliersee til Fischbachau. Endnu en folder udkommer, kort derefter. Titelbilledet er i farver, de følgende sider er i sort/hvid. Også her vises fem vugger – bekvemt med størrelsesoplysningerne.
I 1968 udkom en stor, farvet folder i liggende format. I 1971 blev yderligere to ark indsat i dette ark.
I 1974 udkom et nyt indbundet katalog. Et lille hus er præsenteret der. Det svarer til størrelse 00 fra 1930’erne til 1950’erne. Møbelsættet indeholder også en vugge. Garnituret er mere enkelt, mere enkelt, farven er ikke længere himmelblå, men kongeblå.
Møbelsættet udbydes relativt ofte i det store online auktionshus, jeg har aldrig set det lille hus. Mit er heller ikke original, det er lavet af et nøgleskab.
På bagsiden af 1974-kataloget er farveillustrationen af de seks vugger.
I 1986 var der “kun” tre størrelser af disse fantastiske vugger. Kundernes smag har ændret sig – rustikke møbler er ikke længere efterspurgte.
Jeg har “kun” fire af vuggerne på billedet. Jeg så 30er vuggen en gang og købte den desværre ikke. Jeg har 24er-vuggen som pendulvugge, men det er en anden historie, og jeg vil fortælle om det senere.
Jeg har nu præsenteret jer for alle de vugger, som jeg kender fra stuehusene i de første 60 års produktion. Hvis du har andre Kuhn vugger i din samling, vil jeg meget gerne modtage et foto og en note. Man ved aldrig med Kuhn!!
Sov godt!
Dukke hilsner
Sigi Ulbrich www.tortula.de
Snart fortsætter vi med del III – pendulvuggerne fra Kuhn. Så husk at kigge forbi igen!
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet
Den dygtige tyske dukkemager Inge Harck er her ikke mere. Hun døde pludselig d 4. Juni efter et langt liv og godt liv. Dukkerne var hendes store passion og hun vandt flere priser, for sine skønne og helt unikke dukker. Jeg kendte ikke selv Inge så godt. Jeg mødte hende for nogle år siden, da jeg sammen med Lise Brastrup Clasen besøgte en af hendes fine udstillinger på museet Oldemorstoft i Sønderjylland. Vi fik en god snak og havde efterfølgende kontakt via Facebook. Inge var Lises nære veninde og det er pudsigt, at hun døde nøjagtigt på 2 årsdagen for Lises dødsdag.
En stor og unik dukkermager, jeg kondolerer hendes familie med tabet.
Æret være Inge Harcks minde.
Jeg har kopieret indlægget om mit besøg og møde med Inge Harck, håber I vil læse/genlæse det.
Lene
Vi har før skrevet om Inge Harck og hendes fine udstilling på museum Oldemorstoft, men nu hvor jeg har besøgt den selv, syntes jeg I skulle se nogle af de skønne dukker og fantastiske andre arbejder Inge Harck, har valgt at vise fra sin store samling. Inge har modeleret dukker siden 1990 og hver eneste dukke fortæller sin helt egen historie.
Inge Harck.
I 2003 og 2016 modtog Inge den internationale kunstpris (Max Oscar Arnold Kunstpreis) for sine dukker.
Inge har udstillet i talrige lande og afholder forskellige kurser.
Hver eneste dukke er modeleret med kærlighed og har som sagt, sin helt egen historie. Alt er nøjagtigt, helt ned den mindste detalje. Inge modellerer, maler, brænder, syr, strikker det hele selv.
På nedenstående billede ses den moderne super mor, der skal klare det hele på en gang. Helt vidunderlig og ramt lige på kornet.
Inge har været feriebarn på Fyn og har lavet et par virkelig flotte dukker, forestillende hende, da hun ankom til Fyn i 1946. og præsten hun boede hos, er også lavet og det er super fint tableau hun har sat sammen. På nedenstående billede, kan man læse om Inges tid som feriebarn på Fyn.
Den lille betuttede Inge møder sin feriefar for første gang.
Sine børnebørn har Inge selvfølgelig også modeleret og lavet de sødeste dukker af.
Den midterste dukke er en tro kopi at Inge ældste barnebarn Tobias. Det er fantastisk som det ligner det billede, jeg så af Tobias.
En dejlig samling af Inges dukker.
Inges dukker er også udkommet på julemærker i 2000.
Ud over dukkefremstillingen modellerer Inge bl.a. også de dejligste figurer, laver nålefilt m.m. Inge er en meget dygtig og alsidig kunstner.
Et par af Inges dejlige figurer.
Et billede lavet i nålefilt. Så smukke farver.
Det er virkeligt svært, at vælge hvilke dukker osv jeg vil vise jer, der er så mange fine ting på udstillingen.
Vi havde et par hyggelige timer sammen med Inge, hvor hun fortalte levende og interessant om sine arbejder.
I 37 år er Dukkens Dag blevet fejret i det meste af verdenen og selvfølgelig markerer vi det også her på bloggen. Sigi Ulbrich har skrevet, et fint indlæg om denne dag og det er SÅ dejlig at se Lise med en skøn dukke og dejligt at hun lever videre i mange, også her på bloggen. Tak Sigi!
Udgivet d. 8. juni 2023
Den 10. juni fejrer vi World Doll Day 2023.
Det er en bevægende mindedag. Hvert år den 2. lørdag i juni ser dukkesamlere tilbage på deres første – store – dukkekærlighed. Jeg var ikke klar over denne dag, – dukkeelskere over hele verden, har fejret den siden 1986. I 2020 var det Lise Clasen, der gjorde mig opmærksom, på denne mindedag.
Vi talte om en artikel, jeg ville skrive om Bärbel, min barndomsdukke. Så Lise foreslog at påpege WDD’en samtidig. En rigtig god idé og ja, du kender resultatet og kan til enhver tid læse det i bloggen. Artiklen kan læses på nedenstående link.
Så jeg præsenterede dig, for min Bärbel. Min barndomsven, min trøster i svære tider og stadigvæk den dukke, der har min største kærlighed.
Kort forinden havde Lise fortalt om, et smukt sæt canadiske frimærker. Jeg ville virkelig gerne have det, og min ven Sherri (Missouri) var i stand til, at købe to sæt i USA.
Vi ville gerne hænge frimærkerne op, som billeder i vores dukkehuse. Hendes mand byggede passende billedrammer til os. Jeg lovede, at vise billeder her på Dukke – & Legetøjsdrømme. Mine frimærker hænger i et af Ludhardts store soveværelser. Beboeren er i øvrigt – sikke et tilfælde – en 19 cm Schildkröt Bärbel.
Foto: Sherri Farley
At en “Bärbel” i Missouri – selv om det ikke er fra Schildkröt, men fra Katzhütte – indretter sin lejlighed, med disse frimærker, er virkelig en tilfældighed.
Jeg kan selvfølgelig ikke tænke på WDD, uden at mine tanker går til Lise, som forlod denne verden, i netop disse dage (4. juni 2021) for to år siden.
Enhver, der kendte Lise personligt, ved, at Lise ville have nydt disse billeder. Dette er mig på min 1 års fødselsdag. Den dag, Bärbel kom ind i mit liv.
Lad dig inspirere af tegningerne på postkortene. Send til Lene – abelones@stofanet.dk – eller mig info@tortula.de barndomsbilleder af dig og din første dukkekærlighed. Gerne også med navn og beskrivelse af din dukke. Lene og jeg vil præsentere billederne – med dit navn – eller anonymt, lige som du ønsker – her for de andre læsere og dukkemødre og -fædre.
Vi glæder os. Dukke hilsner
Sigi Ulbrich www.tortula.de
Jeg vil gerne takke Lene for den flotte oversættelse!!!
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de Fotos: GMUwebSign – medmindre andet er angivet
Copyright for tekst og billeder: Angelika Salzwedel.
Med dette dejlige indlæg, ønsker Angelika alle bloggens læsere, en dejlig Pinse.
En stor tak til Angelika for dette fine indlæg.
Som samler er det altid en fornøjelse at finde lykønskningskort fra tidligere tider i familiens gods. For noget tid siden fandt jeg to smukke pinsehilsener fra 1950’erne. Traditionen med at sende håndskrevne hilsner til højtiden blev virkelig stadig dyrket i de år. I dag gør flere og flere det igen, for at sende et særligt smukt lykønskningskort. At holde et kort i hånden, læse det og muligvis dekorere det, er noget andet end at læse beskeden i WhatsApp. Pinsefejringen finder sted i maj og så er det allerede grønt og blomstrer i det fri og i blomsterelskernes farverige haver. Duften af syrener og de små liljekonvaller er en stor oplevelse for mange. Nu vil jeg gerne præsentere jer for mine to 70-års kort: De har begge en fin kant
Liljekonval og violkort: Dette kort viser to forårsblomster: liljekonval og viol. Liljekonval er frelsens tegn i kristendommen og symboliserer renhed, beskedenhed og lykke. Det ligner den violette, som symboliserer beskedenhed og loyalitet.
Pæonkort: Dette kort viser rosen uden torne, også kendt som pæonen. Pæonen er symbolet på Maria i den kristne tro og står for helbredelse og sundhed og kan findes på mange billeder af Maria.
Med dette in mente ønsker jeg jer en glædelig pinsefest med mange blomstrende blomster i vores natur.
Tak til Lene for oversættelsen.
Angelika Salzwedel, Itzehoe
TrineHjulerNylander der også samler på gamle kort, har været så sød at sende disse kort, som jegharfået tilladelse til at bringe her.
(c) for tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de (c) for fotos: GMUwebSign (c) for oversættelse: Lene Byfoged.
Endnu engang har Sigi Ulbrich været kreativ og indrettet dukkestuer, i en helt speciel stil. Der ligger et stort og spændende arbejde i, at finde de rigtige møbler og det helt rigtige tilbehør og det har Sigi i den grad, fornemmelse for.
Jeg er meget glad for, at Sigi stadigvæk rundhåndet deler sine inspirerende projekter med os. Stor tak Sigi!
Lene
D. 17. Maj 2023. Rustik eg – Bondemøbler i en anden stil.
I 2019 opdagede jeg dette lille lot dukkehusmøbler på Ebay – måske 1:20. Helt klart lidt mindre end Lundby, men større end de små møbler fra Kuhn. Jeg blev forelsket i dette møblement – men det var alt for dyrt for mig. Sælgeren holdt fast i sit prisforlangende, over en periode på måneder.
I december 2020, fik jeg en Paypal-voucher fra Ebay på 20 euro. Dette gjorde prisen på møblerne mere tålelig, så jeg købte dem.
Pakken kom i starten af januar. Møblerne var i meget dårlig stand. Udsmykket “kunstnerisk” med oliemaling, ovnen manglede sin krone og kistelåget var løst. En sengestolpe var knækket, og der var mange pletter efter vand. Selvom alt var korrekt angivet i beskrivelsen, var det ved nærmere eftersyn værre, end jeg troede, det ville være. Jeg pakkede alt sammen og lagde æsken væk.
2021 – midt i den globale nedlukning, fandt jeg kassen frem og kiggede igen – eller rettere, et nærmere kig. Jeg fik selv limet sengen – og selvom jeg ikke havde så meget erfaring med det, klarede jeg det ret godt.
Det var svært med ovnen. Men endnu engang, kom der hjælp fra USA. Jeg sendte komfuret over dammen og Steve lod fantasien løbe løbsk – vi kender trods alt ikke originalen. Jeg synes, han gjorde kronen fantastisk.
Mens ovnen var på rejse, vævede jeg tæpper. Da de var færdige, skulle jeg selvfølgelig designe en “prøvestand” i en papkasse. Ja, det ville være rart – men jeg skulle “afmale” møblerne først. Sådan som de var malet, var de selvfølgelig forfærdelige.
Så jeg tilbragte de smukke dage ,på altanen og behandlede træet med antik voks. Det meste kom godt af, med en blød klud. Men i hjørnerne skulle jeg bruge vatpinde. Ikke desto mindre var jeg meget tilfreds med resultatet.
Da jeg ryddede kælderen, fandt jeg en trækasse, som Gerhard havde lavet – ideel til et dukkehjem. Jeg tænkte selvfølgelig med det samme på disse, nu virkelig smukke møbler. Men desværre – kassen var ikke stor nok. Kun en stue ville kunne være deri. Jeg havde brug for en større bolig til et kombineret værelse – eller måske endnu bedre, et dobbeltværelse. De, Lotte Sievers-Hahn-dukker, der var beregnet til dette formål, var ikke af den rigtige størrelse til disse møbler. Ærgerligt, de ville ellers passet i den helt rigtige stil.
Men én ting stod klart. Brændeovnen passede rigtig godt og ville ikke kun opvarme rummet, men også varme beskuerens hjerte.
Jeg ville have en stue med rigtige vinduer. Jeg arrangerede møblerne, som jeg fandt det smukt. Efter denne “gulvplan” bestilte jeg et dobbelthus fra Miniwelt Holzner.
Mens jeg ventede på det, syede jeg sengetøjet og gardinerne. Mm, jeg tror, jeg har sagt det før, at jeg ikke er særlig god med en synål. Men til sidst var jeg glad for resultatet.
Samtidig bad jeg Steve, om en stol og en skammel til vaskeskabet. Jeg sendte en stol til Missouri for, at han skulle have en skabelon til at snedkere efter og Sherri for at få en trimning. Efter kort tid fik jeg dette billede. Kun hjerterne på ryglænet mangler. Til højre ses “modellen”.
Da møblerne kom, måtte jeg – endnu engang – indse, at jeg havde målt lidt stramt. Meget irriterende. Men det ville fungere fint alligevel.
Jeg ville gerne have, at gulvet skulle have et mørkebrunt træ look. Jeg indrømmer, jeg kan godt lide at bruge skocreme, til det. De fås i mange farver til en moderat pris – og er du i tvivl, kan du også blande dem. Dufter bare ret stærkt, så det kan jeg godt lide at gøre på altanen. Så jeg tapede væggens kanter med malertape, savede en stribe træ til i den rigtige størrelse og ridsede træplankerne ned i gulvet med en gammel “dåseåbner”.
Jeg kunne godt lide farven på gulvet, jeg valgte. Tæpperne så godt ud på det. Efter at malingen var trukket godt ind natten over, pudsede jeg gulvet – først med en pensel, derefter med en blød klud. Til vægfarverne valgte jeg akrylmaling. De er billige, og der er mange farver at vælge imellem. Men i sidste ende skal du selvfølgelig altid selv, blande den rigtige farve sammen.
Afmærkning af kanterne kræver meget arbejde, men det er det værd. Jeg har ikke en særlig rolig hånd og ville ellers ofte over male den. Jeg lod malingen tørre rigtig godt. Så har jeg vokset væggene med møbelvoks og til sidst pudset dem med en blød klud.
Lige da Sherri skulle til at pakke de nye møbler og sende dem til mig, fandt jeg ud af, at vinduerne skulle have skodder. Mine venner hjalp mig også med dette ønske – og for at være ærlig – ser væggen ikke så meget pænere ud?
Jeg havde planlagt at sætte en stribe på væggen. Så jeg skulle dække en tynd strimmel inden voksning. Det er meget svært at vokse, da den klæber meget.
Også her har indsatsen med kantningen givet pote. Kanten var let at klæbe på og efter et par timers hærdning, var den solidt på plads.
Jeg slog et par søm i væggene og skruede skrueøjer (gardiner) og skruekroge (vægplader) i. Nu kunne møblerne flytte ind på prøve. Det så fint ud, men også lidt Tortula kedeligt, på en måde.
Efter at jeg havde presset tæpperne, så det selvfølgelig lidt mere tiltalende ud. Tæpper kan presses ligesom vi plejede at presse blomster. Men for en hurtig effekt kan du også bruge et strygejern.
Og så kom pakken med møblerne. Vaskestolen var perfekt, og det samme var stolene. Jeg limede skodderne med det samme – se ovenfor.
Det var min mands fødselsdag, og han modtog lykønskninger fra venner, med et “Hansi” postkort med børn fra Alsace i traditionel dragt.
Min mand fortalte mig, at dette lille dobbeltværelse helt sikkert ville være hans yndlingsværelse.
I mit lager var der en lille sort og hvid hane. Jeg ville sætte den i stuen.
Treenigheden af begivenheder viste mig vejen – jeg ville have et Alsace-værelse!!!
Jeg fandt de alsaciske børn i traditionel kostume så magiske.
Min mand er født i Alsace.
Jeg havde en “gallisk hane”
Alsace har en meget broget historie. Det ligger uden for rammerne af denne artikel at dykke dybere ned i det. Interesserede kan læse om det i historiebøger eller direkte på internettet. Under alle omstændigheder er min mand indfødt tysker.
Når jeg først har fået den rigtige idé, kører alt meget hurtigt – som af sig selv. Jeg fandt små stykker træ fra et tyndt stykke træ. Farvede dem brune, satte fast på de små fotos og de blev hurtigt til billeder.
Først senere undersøgte jeg, og fandt ud af, at denne “Galliske” hane er en ægte portugiser, og dens oprindelse er baseret på en portugisisk legende med kristent indhold. Men da havde han allerede erobret en fast plads i stuen. Han bliver og har en gæsterolle. På nul komma nul tid, blev mit lille værelse redesignet.
Min vægdekoration består af to “Hansi”-billeder med børn i kostume, en patriotisk tegning også af Hansi (Jean-Jacques Waltz) omkring 1900. En nål med Alsace-våbenskjoldet, Strasbourg-jomfruen, en tidlig akvarel af René Kuder – Mand ved kakkelovnen, et fotografi af Kaysersberg med floden Weiss (Kaysersberg er fødestedet for Albert Schweitzer), en Sorgernes Moder og et krucifiks.
Jeg malede væggen og reolen i samme farve. Upåfaldende, men stadig til stede. Bøgerne er flip-åbne, men de har kun tomme sider. Bogstøtterne er to damer fra Seiffen. I de tilsvarende tændstikæsker spiller de rollen som sælger. Nøddeknækkeren og røgelsesrygeren kommer også fra Erzegebirge. Den lille lysestage er fra Volker Arnolds værksted. Dinosaursamlingen kom engang til mig i et bundt. Den blå bog er en af de andre bøger, lysestagen er fra Erzegebirge og den smukke vase er ikke fra Lauscha, den er lavet af plastik. Jeg købte dem i Kina. På mange Hansi-postkort ser vi de små børn i traditionelle kostumer med en stor sort paraply. Det skulle selvfølgelig heller ikke mangle i dette rum. Gerhard bøjede guldtrådshåndtaget, og jeg draperede og fastgjorde skærmen rundt om den. Jeg har allerede forklaret den lille portugiser ovenfor. Blomsterkassen rummer faktisk Stublu-planterne – jeg putter et par små voksblomster i den.
Jeg lavede Pinot Noir to gange – den helt unge vin som en klase druer på brystet og den ældre allerede i glassene. Brillerne er fra Playmobil. Playmobil har som altid fundet en meget legende og praktisk løsning. Glassene er i to dele. Du kan tage “vinen ud”. Det er små væddemål. På denne måde blev Pinot Noir hurtigt “trykket” ind i en Pinot Gris. Min ven Geli har indbundet denne fantastiske bog til mig. Den lille pude er lavet af en rest fra gardinstoffet, den anden har jeg hæklet af spaltet bomuldsgarn. Bag den lille dør træder du ind i den gode husånds rige eller måske den lille skildpaddes kølige tilbagetog fra en bonsaihave. Knappen viser, hvor den nationale følelse af Alsace-befolkningen i øjeblikket var placeret. Den sorte kat kommer fra England – den er støbt af hård plast. Den oppustede hane var – før jeg lavede den om – tænkt som skodekoration. Porcelænskrusene kommer fra et sæt med 6 stk. Sølvkopperne er fra smykkekollektionen, ligesom petroleumslampen. De røde romere er fra Erzegebirge i større rum, de bruges ofte som æggebæger.
Religion spiller en ret underordnet rolle i Frankrig. Derfor går jeg ud fra, at beboerne i dette lille dobbeltværelse har tyske rødder. Korset og Vor Frue af Sorgerne hænger på væggen i soveværelset – se ovenfor. Der er en statue af Maria på skabet. Den farverige kylling er modstykket til den galliske hane i stuen. Fordi kosten er så smuk, hænger den på væggen. Forfængeligheden er min stolthed og glæde. Selve taburetten er Steve og Sherri, porcelænsvasken er nyere, sæben har jeg slebet af et lille stykke træ med en neglefil og malet på lavendel. Jeg har hæklet “svampen” af gult stoppeuld, jeg har også hæklet vaskekluden, håndklædet og tæppet – af flækket bomuldsgarn.
Alsace uden storke, det går slet ikke. Storken på taget er lavet af træ. Han var engang en nøglering. Han arbejdede meget godt. Storken til venstre er et ædelt glasdyr fra Murano. Fordi det er så smukt, fik man en plads midt i rummet. Den midterste stork hænger udenfor på siden af huset. Han er en køleskabsnål. Jeg har lidt plads på hylden ved siden af stuen. Jeg lagde den grøn ud og satte mine andre storke der. Den stolte fugl, der bringer den lille skildpadde, er lavet af celluloid, dens lillebror er en nikkende stork fra BREBA
Det her er Sophia. Denne lille Plasticbaby Preh pige er kun 9,5 cm høj. Heraf kan du nu se, hvor lille det alsaciske dobbeltværelse er. Lidt mindre end Lundby.
Meget tyder på, at dette møbelsæt ikke er fremstillet på en fabrik. Under krigen og også i efterkrigsårene blev der lavet meget legetøj i familierne. Til gengæld var der også utallige små værksteder – både i Erzegebirge og i Allgäu – der lavede dukkemøbler. Det skal være en meget stor tilfældighed, hvis jeg alligevel finder ud af, hvem trækunstneren var her. Jeg vil selvfølgelig blive meget glad for feedback fra læserne.
Dukke hilsner
Sigi Ulbrich
Jeg vil gerne takke Lene, for den flotte oversættelse.
Tusinde tak Sigi, for endnu en af dine dejlige fortællinger i dit skønne univers.
