Åh, disse minder !!! KIRSEBÆRKJOLEN!!!

Med tusind tak til Angelika Salzwedel for fotos og lidt tekst (oversat og redigeret af Lise Brastrup Clasen ) ©)

Når man ser i sine gemmer, dukker der gerne gamle minder frem, og Angelika fandt således 

Den søde Kirsebærkjole,  som  er ca. 65 år gammel.

Her er Angelikas lillesøster Bärbel med sin dukkevogn og iført kirsebærkjolen, billederne  er fra 1959 eller 1960, og kjolen er strikket af fåreuld.  Måske hun blev træt af at posere, for her sidder hun sammen Mor og Far!

Desværre er der ikke mere nogen strikkeopskrift til kjolen, men det kunne da være ret sjovt, dersom en eller flere af jer, der er eksperter ud i garn og strik, kunne strikke kjolen og komme med opskrift og vejledning til alle os andre mindre ”løse på tråden eller garnet”…  Kjolen er strikket og kirsebærrene er hæklede.  Den kan helt sikkert strikkes i mange størrelser.

Den smukke dukke er Angelikas skildpaddedukke fra 1956, hun er døbt Margrit, er 49 cm høj, har flirteøjne og ægthårsparyk, og så kan hun stå!

Hermed nærbillede af kjolen alene  !

Altså, kære venner, fat pindene, hold masken  og hyg jer her i sommervarmen….

Hjertelige hilsner til jer alle og tak til Angelika for ideen

Småt er godt

Copyright for billeder og tekst Lene Byfoged

Da jeg fandt ud af, at der endelig var en udstilling af interesse i nærområdet, måtte jeg ud og se udstillingen, Småt er godt.

Udstillingen består blot af to huse og to kikkasser, men hvilken ekspertise og kælen for detaljerne, skal man lede længe efter.

Det er Tove Palm der har lavet de historiske huse.

I det ene hus bor Flora Flint. Hun er tidligere lærerinde i naturfag og hendes hjem bærer præg af hendes store samling af dette.

Flora Flints stue.

Det andet hus er Toves familiehus, Det har to lejligheder, den ene er fra forældrenes hjem og det andet fra bedsteforældrenes hjem. Også her er der kælet for detaljerne, en sand fryd.

Som det bl.a. ses her, er der virkelig tænkt på detaljerne. Jeg er vild med hyacinten i glas.

Kikkasserne har Tove indrettet som sine egne børneværelser, i 1953 og 1958.

Udover disse fine huse, er Ballerup Museum absolut et besøg værd. Der er bl.a. en fin legetøjsafdeling.

Udsnit fra legetøjsafdelingen.

De har en permanent udstilling om storfyrstinde Olga. Hendes malerier og historie. En udstilling om kongens jagtgård i 1500 tallets Ballerup og meget mere. Der er så hyggeligt og selvfølgelig har de også en købmand, hvor alverdens ting kan købes.

Ballerup Museum

Pederstrupvej 51-53

2750 Ballerup.

Der er gratis entre og åbent Tirsdag- fredag fra kl. 10.00 – 15.00. Søndag fra kl. 11.00 – 15.00.

Historien om Skildpaddedukken Bärbel – min barndoms veninde ! Den 13. juni 2020 på Verdensdukkedagen

(med tusind tak til Sigi Ulbrich— www.tortula.de)

(oversættelse og gendigtning af børneremsen: ”Hvem har bolden?” : Lise Clasen ©  –   Layout: Lene Byfoged ©)

Kære læsere, mon der findes nogen større anledning end Den internationale Dukkedag/Verdensdukkedagen til at præsentere  jer for den dukke, som har ledsaget mig næsten hele livet?

Skulle I, kære læsere, ikke være helt up to date, angående den specielle dag for os dukkesamlere, henviser jeg hermed til Linket til det brev, som den amerikanske dukkekunstner Mildred Seeley skrev i 1986:

www.worlddollday.com

Siden da fejres den 2. lørdag i juni den særlige dag: Verdensdukkedagen— blandt dukkesamlere og dukke-elskere.

Denne dag er en anledning til at forære en dukke til et andet menneske, og frem for alt er den en erindring om ikke at glemme sin barndoms veninde. Denne dag skal forene dukkesamlere og dukkemagere, dukkejournalister og biblioteker, dukkebutikker og dukkemuseer. En virkelig storartet idé. Da interessen for dukker og alt det, der findes i denne sammenhæng, er gået stærkt tilbage, er dagen en god anledning til atter at tænke på og beskæftige sig med dukken.

I enhver dukkesamling kan man helt sikkert finde effekter fra forskellige områder af dagliglivet, som har et eller andet at gøre med dukken. Først da kommer samlingen til sin ret.  Som dekoration vender jeg gerne tilbage til den store postkortsamling, som jeg har arvet efter min gudmor, samt til frimærker.

Foto: Sherri Farley

Det var således ikke overraskende, at jeg straks blev begejstret, da jeg på den danske dukkeblog Dukke- & Legetøjsdrømme blev præsenteret for disse smukke frimærker. Min veninde Sherri fra Missouri opdagede faktisk disse frimærker til os på den store amerikanske auktionsplatform og købte straks tre sæt.. Vi vil hænge frimærkerne op som billeder i vore dukkestuer. Hendes mand har lovet at snedkerere  rammer til billederne, og når jeg har fået mine, vil jeg vise jer dem på www.dukkedroemme.dk.

Foto: Gertrud Ihde

Min barndoms veninde hedder Bärbel

Og i dag vil jeg fortælle om hende. Den, der kigger nøje på fotoet, vil se, at Bärbel sidder på mit skød – mens jeg sidder på skødet af min bedstemor. 

Foto: Gertrud Ihde

Bärbel, krigsbarn, Schildkröt, 34 cm, fast hoved, blå malede øjne, modelleret brunette ”frikadellefrisure”.

Den dag, da Bärbel trådet ind i mit liv, husker jeg ikke længere, og det er faktisk ikke så mærkeligt, da det var på min første fødselsdag.

Min bedstefar havde bygget dukkevognen til mig. De dertil passende puder i rød/hvidternet stof havde min bedstemor syet. Af  resterne fik Bärbel en spencerkjole: kort nederdel og overdelen med let smocksyning. Den kjole havde hun meget længe. Det tøj, hun nu har på, blev i begyndelsen af 60erne ligeledes syet af min bedstemor.

Postkortsamling: Else Weber

Alle små børn leger gerne med vand. Da de selv ofte blev vasket uden hensyntagen til deres egne ønsker, er det en elsket leg at vaske dukkerne eller bamserne. Gengivelsen— som kunstner– eller fotopostkort hhv. glansbilleder taler for sig selv.

Postkortsamling: Else Weber

Bärbel havde det ikke nemt hos mig. Jeg var meget proper med hende. Igen og igen vaskede jeg hendes hoved, og jeg er bange for, at jeg har skrubbet hende rigtig grundigt. Derfor er det ikke overraskende, at den tidligste oplevelse, jeg husker med Bärbel, er et besøg hos dukkedoktoren.

Jeg var 3 eller 4 år gammel. Bärbels ansigt og hår var udvasket og farveløst. Jeg gik med min mor til dukkedoktoren og holdt Bärbel tæt ind til mig. I dag tænker jeg på, at jeg nok var meget bekymret for mit dukkebarn. Så bøjede ”Doktoren” sig  over salgsdisken og ned til mig, så på min dukke og sagde (jeg husker det, som var det i går): ”Hvad fejler din Bärbel?”

At denne fremmede mand var så klog og vidste, hvad min dukke hed, beroligede mig dengang uendeligt. Han blev ”livlæge” for Bärbel. Hun måtte ofte konsultere ham. Igen og igen farven. Hendes sidste ophold hos ham var i 1962. Nogle år senere blev hun sammen med Dieter (en Christeldreng)  – min søsters  og vore babydukker lagt væk i en stor æske.

Ca. 25 år senere pakkede jeg dukkerne ud igen og …..

Postkortsamling: Else Weber

….. vaskede dem.

Selvfølgelig har jeg et helt specielt forhold til min barne-Bärbel … Og helt ærligt, jeg kan næppe gå forbi en Bärbel uden det uimodståelige ønske om at kalde hende min.

På min dukkeudstilling i vinteren 2016-17 i Itzehoe havde mine Bärbel-dukker deres egen vitrine, hvor de af fru Andresen, museets dekoratør, var stillet op i et virkeligt vidunderlig scenarium.

I min vitrine i dagligstuen har jeg ikke helt så meget plads. Der kommer hele tiden en eller anden dukke mere til  Men alligevel her inden for mine egne fire vægge er den min yndlingsvitrine, og som midtpunkt står naturligvis min første Bärbeldukke.

01—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede grønne øjne

02—48 cm, drejeligt hoved, bevægelige arme og ben, brune glasøjne

03—56 cm, drejeligt hoved, bevægelige arme og ben, blå glasøjne

04—18,5-19 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

05—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede brune øjne

06—25 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

07—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

08—29 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, blå glasøjne

09—16,5 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne, Hertwig Katzhütte

10—29 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

11—18,5-19 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

12  – 25 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

Jeg begyndte tidligt at læse, allerede som lille pige var det bøgerne, der bestemte mit fremtidige liv.  Min første ”krimi” fik jeg som fireårig  – den handlede om en bortførelse. Nå ja, dengang fandt jeg den frygteligt ophidsende, følte med den lille mor,  og jeg fandt, at bortføreren var en slem forbryder. Nå ja, I tænker sikkert på den samme bog, som jeg: Det var bogen: ”Den vidunderlige Dukkerejse/Die Wunderbare Puppenreise” af Sophie Reinheimer. Det bedste ved denne bog var, at dukkepigen Mimi havde den samme smukke frikadellefrisure som min Bärbel, og det fødselsdagskort, som fulgte med gave fra min Gudmor, ligger i dag stadig i bogen.

Bemærkning fra oversætteren: Sophie Reinheimer (1874-1935) har skrevet mange børnebøger, jeg har ikke fundet dem oversat til dansk, men de tyske udgaver kan købes antikvarisk flere steder:

For øvrigt har jeg opkaldt min Skildpadde-Strampelchen Fritzchen (Lille Fritz) efter broren til ovennævnte Mimi.

I forhandlerkataloget fra 1938— jeg har dette katalog med forhandlerprisliste— vises Bärbel for første gang og endda i seks størrelser (18,5—25,5—29.5—34—45—49) og i forskellige  udgaver som kødfarvet eller solbrændt, med glasøjne eller med malede øjne, og i størrelse 49 cm endda med bevægelige øjne med vipper. De små dukker har bevægelige arme og ben og fast hoved. De store dukker har bevægeligt hoved og bliver leveret iført en combination. (Bemærkning fra oversætteren: en combination var undertøj, dvs. undertrøje og –bukser syet i et stykke).

De første påklædte dukker kan man se i 1940-kataloget. Dukkerne var hovedsageligt iført enkle bomuldskjoler  –  særlig henrivende finder jeg kjolen med skildpadderne  – egentlig tænkte jeg altid på, at dette skildpaddestof var en nutidig kreation, (til højre), men det er det ingenlunde, den idé fik fabrikanterne i Mannheim allerede på et tidligere tidspunkt..

Schildkröt udsendte hvert år et lille reklameprospekt  –  i hovedrollerne sås altid celluloiddukkerne fra Skildpaddefamilien (Die Schildkrötfamilie).  Det lille hefte fra 1941 har den karakteristiske titel ”Lege året rundt/Spiele für das ganze Jahr”. Jeg viser jer her denne side, fordi lille Bärbel og de andre medlemmer af skildpaddefamilien er fremstillet så pænt, og naturligvis fordi denne side netop er fra juni: Den måned, hvor vi fejrer Verdensdukkedagen.

Bemærkning fra oversætteren: jeg har gendigtet dette dejlige børnerim: ”Hvem har bolden”! Eller måske hedder legen ”Ståtrold?”  Og jeg er helt sikker på, at flere af jer kan nikke genkendende til legen.:

 Hvem er med, vi lege vil:

Hvem har bolden  – herligt spil.

Jeg og du —

Sig det nu:

Møller-Æsel, Møller-Ko,

Det er dig, det si’r jeg jo.

Inge stod for det at tælle,

Hans blev valgt, åh, ælle-bælle.

Ryggen til os have må,

Mens alle vi i porten stå!

Han kaster bolden bag sig hen,

Mens vi råber: Hør min ven

Hans skal gætte, den er klar

Hvem af os mon bolden har?

Åh, du stakkels dumrian,

Mon du snart det gætte kan.

Hvem af os har bolden gemt,

Gæt det nu, det er ej slemt!

Min veninde Nicole fortalte mig engang, at hun ikke kan læse de gamle tyske skrifttegn. Jeg ved, at det er hun ikke alene om. Derfor har jeg ”oversat” teksten til alle Nicoler. Jeg har forsøgt at finde ud af noget om denne tekst. Men desværre forgæves  –  Måske er det bare en remse skrevet specielt til denne lille bog.

Opbygningen af kataloget for 1951 er opbygget helt anderledes. I de tidligere kataloger blev hver dukke altid vist i de størrelser, man tilbød, mens man fra 1951 præsenterer dukkerne efter størrelse og med alle skildpaddebørnene i blandet flok.

Og en anden ting i denne udgave er påfaldende. Hans, der altid var Inges trofaste ledsager, afbildes nu som Bärbels ledsager. Hvilke tanker man har gjort sig, da man tog dette skridt, vil jeg ikke tage stilling til.

Med få fornyelser hhv. ændringer skete der ikke mere. Bärbel af celluloid blev fremstillet i de ovennævnte 6 størrelser. Bärbel var DUKKEN fra efterkrigstiden. Mange andre fabrikanter red med på ”frikadellebølgen” (her hentydes til Bärbels frisure). Således har jeg også i min samling nogle fremmede ”Bärbel-dukker”. Schildkröt forblev tro mod denne yndede model. Den eneste virkelige nyhed kom i 1952. Her fik de 45 og 49 cm høje dukker en anden hals. Det drejelige hoved blev skåret af og fik i stedet for en halsring til fastgørelse på en blødere krop, og hermed kunne man nu isætte lukkeøjne.

Dukken blev dog aldrig et stort hit. Jeg har ingen af denne type i min samling, og kan derfor desværre ikke vise jer dem.

Fra 1953 var Bärbel ikke længere på programmet, som den eneste af Skildpaddebørnene er Bärbel ikke fremstillet i Tortulon.

Foran mig ligger kataloget fra 1958. Her afbildede man et kuriosum. Måske man overvejede en dag at fremstille Bärbel i Tortulon. Jeg ved det ikke, og i dag er der næppe nogen, man kan spørge. Jeg kan garantere jer, at det med afbildningen herover drejer sig om en originalscanning fra skildpaddekatalog 1958.

I kataloget fra 1961 er der ikke mere henvisning til Bärbel, eller endnu ingen henvisning til Bärbel..  For….. I kataloget fra 1962 præsenteres en taledukke med navnet Bärbel. Hun har den statelige højde af 58 cm, og takket være et taleværk i hendes mave og ved hjælp af små grammofonplader kan hun tale. Denne dukkes krop er af fast materiale, og hovedet af noget blødere, måske gummi eller vinyl. Nylonhåret er påsyet.

Selv om skildpaddekataloget altid havde været i A-4-format, blev det fra midten af 60erne udsendt  i mindre format, dvs. A-5 i tværformat. Fra siderne smiler Bärbel stadig i størrelse 58 cm, men nu med kortere hår  – ikke mere de gode, gamle fletninger rullet op som ”frikadeller”. Hovedattraktionen  –  i mange størrelser  – er nu Bienchen (på tysk Den lille Bi eller lille, kønne pige).

Denne dukke er  –  frem for alt i de små størrelser  – virkelig fortryllende. Heller ikke jeg kunne modstå hendes charme. Jeg købte ekstra en Bienchen til min udstilling i Itzehoe, selv om hun hverken var fra den tid, eller af det materiale, som passede ind i min samling.

Ak, ja, hermed en note: Schildkröt har tit eksperimenteret med materialer. Ikke alt, hvad der er hårdt og fast, er Tortulon. Der fandtes også et materiale, som Schildkröt kaldte tortulflex, og Skildpaddemodellen Käthe Kruse var at et materiale, som Schildkröt kaldte Demiflex. Senere kom også Celidor til.

I 1973  –  til højre  – bliver Tale-Bärbel stadig fremstillet, men nu med langt, glat hår. I kataloget til venstre, som desværre ikke har noget udgivelsesår påtegnet, men på grund af farvegengivelsen og udstyret sikkert ligeledes stammer fra 70erne  – angives prisen for Bärbel med DM 69,90—og til højre i 1973-kataloget med DM 77,50, dvs. DM 7,60 højere, hvad der får mig til at drage den slutning, at det venstre katalog er det tidligste. I årenes løb udsendtes der desværre hele tiden kataloger uden årstal— hvad jeg findes yderst sælsomt. Det gør i dag alle vi samleres research vanskeligere,  Nå, ja, dengang havde man vel endnu ikke tænkt på samlere.

I begyndelsen af 80erne blev der som bekendt slået skår i Schildkröt-Mannheim-firmaet.  –  når vi ser på Bärbel som klassisk model. Hermed begynder endda før salget og flytningen til Kaufbeuren en ny æra for firmaet. Bärbel står nu ved siden af Hans. De danner par.  Som den tredje model ses Erika, men ekviperet på en anden måde. Først senere i Kaufbeuren kommer Inge og de andre søskende med.

           Desværre har jeg ikke kataloget fra 1980, men er dog i besiddelse af forhandlerkataloget fra 1981. Som materiale angives ”Celidor”. Der er de afbilledet. Ejendommeligt nok som:

Originale Skildpadde-Baby-Dukker /Original Schildkröt-Baby-Puppen. Ja, hvorfor ikke.

           Prægningen på halsen og i nakken betyder, af min dukke har størrelse 46, er fra fabrikationsåret 1980 og har løbenummer 585.

I Kaufbeuren, hvortil fabrikantfamilien Biemann med Skildpaddedukkerne var flyttet fra Mannheim,  blev lokaliteterne hurtigt for små. I 1993, kort tid efter vendepunktet, kom flytningen til Thüringen—  direkte i Det tyske Dukkelands Hjerte  – til Rauenstein.

Her udvikledes et samarbejde med porcelænsfremstilling i Region Gräfental i Gräfental, og her skabtes tre dukkefigurer helt af porcelæn: Strampelchen liggende på en pude, Hans…..  og Bärbel stående på en sokkel. Alle tre ca. 15-18 cm høje. Jeg fortalte jer allerede i indledningen, at jeg har svært ved at gå forbi en Bärbel.  Nu er de således med til at pynte i min vitrine.

Åh, ja Pynte…..  Den klassiske kollektion af Skildpadde-Familie-programmet er meget alsidig. En virkelig smuk og særlig variant er juleengle-dukkerne i mange størrelser og mange dukketyper. Min engel er selvfølgelig en Bärbel, og lige siden jeg fik hende i 2004 kommer hun hvert år ud af sin æske til jul og pynter i vor julestue.

Jeg har tidligere sammensat et lille udvalg af Bärbel-dukker til jer. Som I vil se, er det nemlig ikke bare blevet ved gamle og nye Bärbel-dukker fra Schildkröt. Dukker fra Cellba, Käthe Kruse, Hertwig, Emaso og naturligvis engle afrunder min samling

Jeg tænker, at det er frikadellerne over ørerne, som hele tiden frister mig til at få fat i en Bärbel. Min mand, der egentlig altid er generøs og tolerant med hensyn til mine samlinger, mener, at jeg nu har fået fat i tilstrækkeligt mange.  Men som den store fodboldspiller engang sagde:

Lad os nu se.

(Bemærkning fra Sigi og oversætteren: Lad os nu se/Schauen wir mal er bevingede ord på tysk. Disse ord stammer fra Franz Beckenbauer, en kendt fodboldspiller fra Bayern-München i 70erne. Han er stadig en legende, og dette motto stammer fra reklamefjernsynet).

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for det flotte layout.

Tekst: Sigi Ulbrich—www.tortula.de

Fotos: gmuwebsign

Postkortsamling: Else Weber

Kære Sigi,

Også vi takker dig for denne levende fortælling om Bärbel. En lille pige, der elskede sin dukke og hele livet fortsætter med at holde af Bärbel.  Det har været en fornøjelse at oversætte din beretning, Lene og jeg kan kun ønske alle vore læsere

God fornøjelse   !

Sådan får du de flotteste dukkehustæpper !!!!!

Tekst og fotos med hilsen fra Sigi Ulbrich  – tortula.de  ©

(oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

For ikke så længe siden fortalte Sigi Ulbrich om det store udvalg af tæpper til dukkehuse og –stuer, hun har designet, og hermed får I nogle tips og gode råd, når I kreerer jeres tæpper. 

Tak, Sigi, for disse tricks, nu kan jeg trygt fortsætte med bedre resultater).

(NB! Undertegnede/oversætter blev som nævnt rigtig glad for disse tips, idet mine forsøg ikke ligefrem kan tilskrives Einstein, Edison og Bohr, men bare Lise; derfor håber jeg, at dette vil være en god ballast, når I går i gang, og når mine tæpper ENGANG bliver super-perfekte, skal I få dem at se)!.

Sigi skriver:

”Jeg håber da, at du/I synes det er sjovt at lave tæpper, og hermed nogle tips og gode råd, når du skal forme tæpperne:

           Altså skal du – når tæpperne er færdige, udarbejde dem i den rette facon, (bringe dem i form). For man kan ærlig talt risikere, at de runde tæpper ofte bliver til kurve eller skåle i stedet for til flade skiver. Det er derfor meget vigtigt, at man syr med løse sting og endelig ikke strammer tråden under sammensyningen. Herefter kan man trække, strække og udspænde arbejdet.

Der findes forskellige muligheder, en af Sigis veninder bruger altid sukkervand for at gøre tæpperne mere stive. Det er jeg modstander af,  jeg tænker her på, at man derved inviterer uvelkomne GERNE SEKSBENEDE medbeboere indenfor.

Selv klipper jeg en skabelon af papir, lidt større end tæppet, herefter sætter jeg papiret fast på polstringen på sofa-armlænet, ganske enkelt med knappenåle. Så fugter jeg tæppet – dette lykkes ganske godt med en stænkflaske (den du bruger, når du stryger tøj), og endelig hæfter jeg med knappenåle tæppet fast på papirskabelonen, derpå strækker jeg det lidt efter lidt ud til den størrelse, som jeg vil have det i henhold til skabelonen. Dvs. igen og igen strække og hæfte fast, indtil tæppet har fået den rigtige facon og størrelse. Jeg bruger således ganske enkelt vand, da man hele tiden her efter behov kan fugte kan lidt mere efterhånden. Sherri fortæller, at hun blot presser tæppet, men den metode er ikke så enkel at arbejde med, da man bagefter ikke kan se, hvordan tæppet er placeret i pressen, hvorved det let får en forkert facon.

Altså, kære venner, prøv nu bare og ha’ det sjovt… og det er bare så herligt at kunne hygge sig med små ting—  – eller som man siger nu til dags: I WANT FUN !”

Som I kan se på Sigis fotos—  de taler for sig selv ! giver det flotte resultater—   eller øvelse gør mester……

God Fornøjelse   !

Således inspireret af Sigis skønne tæpper, kan jeg ikke nære mig for at vise et af de tæpper jeg har lavet i samme stil, til et af mine dukkehuse.

Det er tyndt flerfarvet bomuldgarn, broderet på hørlærred.

Lene

Pinsehilsner fra dengang

Med tusind tak til Angelika Salzwedel for tekst og fotos ©

(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©  –  Layout: Lene Byfoged ©)

Der er lang tradition for at sende hilsner til højtiderne, og særligt populære og kendte er julekortene, men også påske– og pinsehilsner kendes fra tidernes morgen.

Allerede i 1869 blev de første postkort med hilsner sendt, først i Østrig, og noget senere i Tyskland, idet man her i begyndelsen var bange for, at teksten på de åbne postkort blev læst af andre, men snart tog den smukke skik overhånd, og man sendte kærlige hilsener til gode venner og kære slægtninge i anledning af højtidsdagene, og også til pinse sendte man hilsner, da man ikke altid kunne aflægge besøg.


Pinsehilsen med liljekonvaller fra 1925
 

Gennem udviklingen af trykprocessen kunne man nu fremstille forskellige motiver i større oplag. Den absolutte blomstringstid for postkort med billedmotiv lå fra omkring år 1900 til slutningen af 20erne, og i halvtredserne i forrige århundrede oplevedes en renaissance.


Dette unikke motiv med oldenborrer
er fra 1926 !
 

De mest populære motiver til pinsehilsnerne var oldenborrer, liljekonvaller og violer, altså blomster der stod i fuldt flor i maj, samt fugle og sommerfugle.

I dette særlige år, i coronatiderne, vil mange mennesker helt sikkert huske denne gamle skik og sende en sød pinsehilsen til kære slægtninge og venner, og især til alderdomshjemmene, hvor der af forståelige grunde gælder indskrænkede besøgsregler.

Men også den yngre generation har gennem længere tid til pinse gerne sendt E-kort mange forskellige motiver eller et flot foto pr. smart– eller Iphone .

Også kortet her ovenover er fra 1926.

Kære Angelika,

Tak for din pinsehistorie og for de forskelligartede postkortmotiver, dejligt at få ny viden!

Og hermed så ønsker vi jer alle God Pinse…..

Nissefeber året rundt – Birgitte Frigast!!!

(Med hilsen f ra Lise Brastrup Clasen ©)

(Fotos bl.a. fra brochurer  og nettet, samt fra Birgitte Frigast’ hjemmeside med tilladelse fra  og tak til kunstneren) )

Nisser og andet godtfolk, du ser dem overalt, når du surfer på facebook. Nissebabyer, -børn, og –voksne, engle, eventyrfigurer, prinsesser med flere, alle klædt fint på, og dertil kan erhverves en hel del tilbehør. Alle eller de fleste er helt vilde med dem, de handles på gruppen hele året, og for mig at se, er de dyrest ind under julen! 


Frigast-Logoet !
 

”Jamen det er da slet ikke mig, og dog alligevel”: Da jeg skulle skaffe en nissebaby til en god veninde, blev jeg selv fristet og investerede i 5 forskellige af slagsen samt en stor nisseseng, hvor de nu sidder og hygger sig. Men om jeg vil investere i hele babysamlingen, nok i alt 17 stk.,  må tiden vise. Nissebabyerne har den fordel, at de blot er 10 cm høje og ikke fylder ret meget, mens alle de andre er fra 15 til 28 cm høje.

           Måske mange af jer samler på nogle af disse nisser???  Alle skabt af Birgitte Frigast, gedigent arbejde, de er klædt på i  – hvad jeg absolut må sige  – rigtigt nissetøj, og de fleste af dem har tilbehør: blomster, gyngehest, trækvogn, spand, for blot at nævne en lille del af det.

Du kan også erhverve dig et stort nissekøkken med en masse flot køkkentøj, ja, sådan kunne jeg fortsætte side op og side ned, men hermed lidt historie om Birgitte Frigast, hendes nisser, bøger osv.

           Nisseeventyret startede i 1987, og Birgitte Frigast har tegnet hver enkelt nisse i samarbejde med en skulptør. ALT så som  brænding, påklædning osv. Er underkastet en streng kvalitetskontrol, hvad man straks kan se, når man holder om en nisse eller en anden figur. Alle nisserne har navne.

Birgitte Frigast er fra 1948 og har hele livet været maler og designer, nisse-feberen er så stor, at de kære væsener er samlerobjekter også uden for Danmarks grænser.


Jubilæumsbog 1987-2020  –  er på vej
 

Hendes seneste bog har titlen: DEM FÅR DU ALDRIG SOLGT MIN PIGE,  (en fortælling om billedkunstneren Birgitte Frigast) sagt af en dame til Birgitte Frigast første gang hun forsøgte at sælge nisser på  messe. Men den udtalelse holdt slet ikke vand…   Alle blev vilde med nisser og figurer, de var og er stadig et hit. Der er udgivet en del små bøger og hæfter med fortællinger om nisserne, og du kan stadig antikvarisk erhverve de bøger og hæfter, der er udgivet. Eller du kan gå ind på hjemmesiden: frigast.com —eller skrive og bestille 2020-nisserne, Far, Mor og Baby på frigast@mail.dk  …  2020-nisserne er på vej med forsinkelse, idet de mange forberedelser på grund af corona-krisen er sat lidt på stand-by:  Udførelse og kvalitet er som tidligere nævnt af meget  høj standard: nisserne har håndskårne træsko, håndlavede parykker og ”skræddersyet” tøj…    Her kan du se Birgitte Frigast’ tegning og forlæg til de den charmerende nissefamilie.

Samtidig udkommer en herlig lille billedbog om kunstnerens design 1987-2020, bogen er på 90 sider og måler 20 x 21,9 cm, pris kr.220,- + fragt kr. 43, og du kan lade dig skrive op til bogen (uden forbindende) ved f.eks.  at sende en mail til frigast@mail.dk, således at Birgitte får en idé om, hvor mange der i første omgang skal trykkes.

Her er  nogle af de søde nissebabyer, samt den 20 cm store seng, som mine babyer sidder på til daglig. Sengen er som nævnt 20 cm lang, og  indeholder patchwork-sengetæppe, pude, under– og overdyne, alt i fin og gedigen kvalitet.

Der er fremstillet køkken og stue til 10, 22 og 28 cm høje nisser, og ofte udbydes objekterne på facebook eller i auktionshuse, lige som de fleste nisser og engle med mellemrum dukker op og ”søger nye hjem”, som sælger gerne skriver. Alle nisser er oprindeligt leveret med certifikat og emballeret i holdbare og fikse æsker, hvad der gerne fremhæves ved salg og har indflydelse på prisen.. 


De søde, humørspredende Go’morgen-nisser er da slet ikke at stå for, vel?
 

Et udvalg af de smukke 10 cm høje engle!
 

Foruden de mange små, mellemstore og store nisser, som I her kan se billeder af fra den fikse lille folder, jeg fik medsendt sammen med en af babyerne, har Birgitte Frigast skabt de yndigste 10 cm høje engle, eventyrfigurer som f.eks. Klods Hans, Go’morgennisser, adventsnisser, prinsesser  – tja, sådan kunne jeg blive ved, og jeg håber nu  –  at denne lille beretning vil virke som appetitvækker for jer til at få fat i gamle og nye nisser og andet fra Birgitte Frigast’ hånd.

G o d    L æ s e l y s t  !!!


Fra v til h: Jonas 28 cm , Alma 22 cm,
Knut 22 cm og Rosa 28 cm !
 

PS:  til slut denne landnissefamilie, foto fra en ikke helt ny folder  –

God samlerlyst og god fornøjelse

Verdensdukkedagen – WORLD DOLL DAY

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

(Med tak til Birte Iversen for dit tip og spørgsmål)

Måske mange af jer, kære læsere, husker, at vi for en hel del år siden snakkede om Verdensdukkedagen eller Vedens Dukke Dag, som afholdes hvert år den 2. lørdag i juni, og det skulle således være den 13. juni i år. I sin tid skrev jeg om denne dag, men da det er så længe siden, og da dukkesamleren Birte Iversen for nylig bad om oplysninger om dagen, vil jeg da meget gerne igen fortælle jer lidt om dagen og historien bag den!

Birte fortæller, at hun fra Canada har modtaget et ark frimærker med dukkemotiver i anledning af Verden Dukke Dagen, og i kan i artiklen se nogle af Birtes frimærker. 

Hermed det brev, som Mildred og Vernon Seeley udsendte i anledning af Verdens Dukke Dag:

”Du har nok ikke hørt om Verdens Dukke Dagen! Og det kan slet ikke overraske os, da vi først for en time siden besluttede at udbrede vore  tanker til jer alle: jeg ønsker et samarbejde mellem alle dukkesamlere, alle redaktører af dukkeblade– og nyhedsbreve, dukkebutikker, biblioteker, dukkemagere, mødre, bedstemødre, fædre, bedstefædre, og alverdens tanter og onkler. Den første Verdens Dukke Dag er den anden lørdag i juni 1986. Giv en dukke til en voksen, et barn i familien eller blot til en ven. Hvis du ikke har et barn at give en dukke til, – så find et   –  der er mange børn i Verden, der ikke har en dukke.

Send en dukke til et andet land. Jeg har altid følt, at dukkerne kunne være et middel til gensidig forståelse i Verden. Lige fra første gang jeg startede med at skrive bøger om at skabe dukker,  har det været mit håb, at dukkerne kunne skabe venskaber over hele Jorden og dermed give kærlighed blandt alle.

Verdens Dukke Dag skal desuden være en dag med dukkeudstillinger. Det er mit håb, at alle biblioteker vil åbne en speciel dukkeudstilling, at museerne vil reklamere for deres dukkeudstillinger og have særlige udstillinger på denne dag, at blade og tidsskrifter vil udsende særlige dukkeudgaver, at dukkebutikker i mange uger fremover vil gøre ekstra reklame for dukkerne, at dukkemagere vil kreere særlige dukker til Verdens Dukke Dag, og at der vil blive afholdt dukkekonkurrencer med Verdens Dukke Dagens præmier, souvenirs og andre mindeværdige objekter.

           Logoet er skabt af kunstneren Boots Tyner  – hans dukke forestiller en barn med en porcelænsdukke, som symboliserer dukkesamlerens gave. Du er velkommen til at kopiere logoet eller skabe et selv.

           Enhver kan få sjov og glæde ud af dette, det koster ikke noget, du skal ikke have speciel tilladelse, ikke have forpligtelser, ingen  – heller ikke nogen klubber eller firmaer ejer denne dag. Der er frit valg for alle, tag imod dagen og dens idéer og forslag til dig og spred dem. Gør det nu: VERDENS DUKKE DAG.

Synes du, det er en god idé, så gør noget selv eller sammen med andre, således at dagen bliver en realitet. Fortæl om den til fem andre, lad hver af dem fortælle det til endnu fem personer og så videre. Verdens Dukke Dagen blev født den 14. juni 1986.

De hjerteligste hilsner fra

Mil og Vernon Seeley

PS:  Du har således lov til at kopiere dette brev igen og igen, indtil hele Verden får kendskab til Dagen.”

Og nu skete der en masse:

Det hele resulterede således ret hurtigt i udstillinger, der blev skrevet bøger om dukker, både om at samle på dem, lave dem selv, sy, strikke og hækle tøj til dem osv. Der udkom på den tid enormt mange dukkeblade over hele Verden, og mange museer gjorde meget ud af at udstille deres dukkesamlinger. På auktioner, både i de store og de mindre auktionshuse afholdtes fantastiske auktioner,  og mon ikke mange af os red med på bølgen. Mange dygtige dukkemagere afholdt kurser, således at du kunne lære at skabe dine egne dukker, både reproduktioner af de antikke og moderne dukker, eller du kunne lære selv at skabe, forme og modellere dine helt personlige dukker.

Der opstod mange dukkebutikker, således at du kun købe materiale tila t lave dukker, klæde dem på, etc.— mange af kurserne blev afholdt af indehaverne af disse butikker. Og det var altid hyggeligt at være sammen med andre dukkemagere og –samlere.


Dukkefrimærker fra Canada
Foto med tak til Birte Iversen !
 

Et lille sidespring:

Da både samler maler– og dukkemagermanien bredte sig som lynets hast over hele Verden…   blev der stiftet dukkeklubber og -foreninger. Som det første af de nordiske lande stiftede vi her i Danmark i 1991 Dansk Dukkeforening, og et par år senere fulgte først finnerne, så svenskerne efter. Nordmændene stiftede aldrig nogen landsdækkende forening, for som et par af mine norske dukkesamler-venner sagde: ”vi bor alt for spredt”, men alle fire nationer afholdt på skift Skandinavisk Dukkekonkurrence med udstilling, dukkemesse og hygge. (Nå, dette afsnit var som sagt blot et sidespring)!


Dukkefoto med tak til Birte Iversen !
 

Der var i 90erne enormt mange Dukkemuseer i Danmark, ja også i Norge, Sverige Finland og Storbritannien,  men de fleste eksisterer desværre ikke mere. I Tyskland er det anderledes, her kan du stadig besøge de mange museer. Også de mange dukkeblade er næsten alle sammen væk… Og de mange nye samlere er nu ikke ret meget til de gamle porcelæns– og bisquitdukker, men mere til dukker af celluloid, plastic, kompomasse, papmaché med mere .— og ikke at forglemme til Barbie– og Daisydukker, Petra, samt de mange andre mannequin– og modedukker, det vil kort sagt være alle de dukker, de selv legede med som børn, og det er rigtig rart at konstatere, at der er sket ”et generationsskifte”..

Hermed et link: facebook.com/WorldDollDay/ samt et med henvisning til ark med ti logoer:

az-ps.com/wdd/images/WDD-bc-bw.pdf

Tiderne skifter, men Verdens Dukke Dagen eksisterer endnu.  Og hvem ved, om du skulle få lyst til at holde et ”Verdens Dukke Dagen party” med yndlingsdukkerne, nyerhvervelser, snak, forfriskninger, etc.,  –   og sidst men ikke mindst med med DUKKER i centrum !.

G o d    Læ s e l y s t   !

Ideal Dukker

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Da mange samlere blandt deres dukker også har en eller flere Dukker fra

Ideal Novelty and Toy Co.

 er der sikkert flere af jer, der gerne vil vide mere om disse dukkes oprindelse, derfor lidt om det e kendte USA-dukkefirma  – som er mestre for en enorm produktion, og jeg håber da i den anledning, at I til glæde for alle vil vise os billeder af jeres Ideal-dukker!

En af firmaets mange annoncer, hvor man bl.a. kan se deres Logo og en af legetøjshundene!

Ideal blev grundlagt omkring 1906 af Morris Michtom og A. Cohn. I 1911 forlod A. Cohn firmaet, og Morris Michtom fortsatte driften af dette aktive, firma med en fremgang, som bestod langt op i 1980erne.

           Ligesom andre tidligere store dukkefabrikanter, havde Ideal hvert år et nyt og varieret program, og somme tider reklamerede man med over 200 forskellige nummererede artikler. De fremstillede dukker i mange forskellige prislag, og ofte blev de brugt som præmier eller bonus.. De blev både i mærket og i umærket stand solgt til postordrefirmaer.


Annoncer og to udgaver af den kendte
Shirley-Temple-dukke ! 
(Cowboypigen kaldtes Texas Ranger!)
 

Virksomhedens produktion var stor, og man fremstillede dukker både til sig selv og til andre firmaer, og f. eks. var  American Character, Arranbee, Eugenia, Gerzon og Mary Hoyer blandt kunderne. Firma fremstillede Mama-, baby– og karakterdukker, og man var meget stolt over dukkerne med ”Flirty Eyes” (øjne, der kunne bevæge sig fra side til side og gav et charmerende udtryk), som man lancerede i 1930erne. Som et af de få firmaer producerede man foruden dukkerne også de herligste legetøjsdyr, som begejstrede de mange unge ”kunder”!

Ved siden af den kendte Patsy, introducerede man i 1934 en Shirley Temple-dukke, og den blev starten til trenden med dukker af filmstjerner.

Efter Morris Mitchoms død i 1938 blev navnet ændret til Ideal Toy Company, og Morris Mitchoms nevø Abraham Katz blev enedirektør. Firmaet havde heldet med sig i de mørke år med depression. Hvert år fremstillede de deres Shirley Temple dukke med små forandringer i kroppe og beklædning, der introduceredes nogle få nye dukker, og der solgtes dukker og dukkedele til andre firmaer. På den måde overlevede man  depressionen med succes. I 1937 begyndte man at udvide sortimentet, og i perioden 1938-1940 var deres dukker de bedste på markedet.. Og selv om der var restriktioner på materialer under 2. Verdenskrig, fortsatte firmaet med at lave dukker i små mængder.


Denne smukke, umærkede, Snehvide, er 41 cm høj og af kompomasse (med en af de syv dværge,  fremstillet efter filmsuccessen) ca. 1939, sort mohairparyk, lukkeøjne med malede vipper. På hendes hvide organdinederdel er påtrykte motiver fra filmen!
 

I 1946 begyndte man at eksperimentere med hård plastic, og snart erstattede  den dejlige Toni og andre dukker i hård plastic  Shirley Temple.

           En af de mest populære babydukker var Prinsesse Beatrix-  hun  blev produceret i tre størrelser: 36, 41 og 56 cm, hoved, arme og ben var i kompomasse, det mørkebrune hår modelleret, grædestemme, bevægelige øjne med ægte vipper, lukket mund. Dukkens lemmer var modelleret som var den et rigtigt barn, og hun kunne fås med pyjamas, eller iført andet tøj, leveret i en kuffert med pude. Se illustrationen ovenover.

Fra 1926 og til slutningen af kompodukkernes æra producerede firmaet enormt mange forskellige og dejlige dukker, alle med navne. Foruden Shirley Temple var der dukker af andre filmstjerner og eventyrfigurer, f.eks. Judy Garland og Deanna Durbin, Askepot, Tommelise, Gulliver fra Gullivers Rejser og Pinocchio…  Der findes i en af mine bøger en liste over alle dukkerne..

           I 1951 indgik man partnerskab med Alexander Doll Company, og siden 1980erne er firmaet blevet solgt flere gange..   Og man har produceret meget andet legetøj end dukker. Men firmaet er stadig først og fremmest kendt for sine dejlige dukker.


Det originale Logo 1938 !
 

Logo fra 1982 !
 

Firmaet ophørte i 1997.


Til slut et billede af Pinocchio på 25 cm,
og Toni på 36 cm
 

Kilder: Lise Clasen Research

God Læselyst  !

TÆPPER STORE OG SMÅ PÅ SPIL HYGGE I STUEN DE SPREDE VIL

Med tusind tak til Sigi Ulbrich (tortula.de) kan vi her se og læse om de dejlige tæpper, som skaber hygge og personlighed i dukkestuerne…  Og mon ikke flere af os også får lyst til at kreere fantastiske tæpper til vore dukkestuer og –huse!

(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©  –  opsætning Lene Byfoged ©)

I disse svære tider rykker vi mennesker nærmere hinanden. Nå ja, selvfølgelig ikke fysisk, men til alt held lever vi i internet-tidsalderen. Allerede fra tidlig morgenstund kigger jeg i min postkasse og glæder mig over de mange mails fra mine dukkeveninder fra alverdens lande. Og når jeg svarer, medsender jeg gerne et foto af nye ting i mine dukkestuer.

           Jeg tilbringer meget tid på altanen, frisk luft gør godt. For tiden udfærdiger jeg igen tæpper til mine dukkestuer. Da jeg for nylig sendte Lise et billede af mine nyeste kreation, mente hun, at I, kære læsere af  Dukke–  & Legetøjsdrømme gerne ville høre mere om mine projekter. Ja, og derfor viser jeg jer her mine tæpper.

Jeg håber dog, at ingen af jer får den tanke, at jeg vil gøre et stort nummer ud af mine stuer… Og dog, lidt vil jeg da gøre ud af dem.

For mange år siden måtte jeg gennemgå en fodoperation, og min læge gjorde mig da opmærksom på, at jeg i ca. et halvt år ikke måtte belaste min fod. Ganske vist var jeg ikke sengeliggende, men jeg måtte hverken stå eller gå. Altså ville jeg udnytte tiden fornuftigt. Sy kan jeg ikke, men jeg strikker og hækler gerne… Men hvad skulle jeg da finde på i denne lange tid?

Mit blik faldt da på min barndoms bondestue— dukkepigerne er 12 cm høje Edi-dukker. Naturligvis elsker jeg denne stue, men måtte da indrømme, at den manglede lidt ”varme”. Ja, jeg ville hækle et tæppe til stuen, i varme farver, men broget —sådan ”countryagtigt”!

Fra tidligere broderiarbejder havde jeg en hel kasse med rester af perlegarn. Dette garn var for mig ideelt, let at arbejde med, i glade farver og ikke for tykt.

           Når i sammenligner de to fotos, er I helt sikkert enige med mig i, at den lille stue nu med tæppet ser meget smukkere, ja hyggeligere ud.

Et halvt år er lang tid. Tæppet var hurtig færdigt, og det havde været sjovt at lave, virkningen i stuen havde absolut overbevist mig, og min æske med perlegarn var stadig fuld.

           Jeg må indrømme, at jeg herefter kom ind i masseproduktion af tæpper.

Jeg har en stor dobbeltstue fra 60erne med Dora-Kuhn-indretning. Beboerne er 16 og 8 cm høje Edi-dukker  –  og i  ”Den fine Stue” stue  kom et rundt tæppe under bordet.

           (Som I sikkert ved, havde man før i tiden ”En fin Stue”, dvs. en stue, som man kun brugte til højtider og festlige lejligheder. I sammenhæng med Kuhn kalder men den for dagligstuen. For det meste har man stuer til flere formål, f.eks. spise-. Og dagligstue.)

Nå, ja, nu hvor der var lagt tæppe på i ”Den fine Stue”, skulle sovekammeret sandelig ikke stå tilbage.

I en bogreol har jeg indrettet et ”Kuhn-Venteværelse”. Her stiller jeg foreløbig de møbler, som jeg har købt i lots, og som jeg i øjeblikket ikke kan finde anvendelse for. Beboere: 12 og 4 cm høje Edi-dukker,.

Også i dagligstuen i det store Kuhn-Hus kom der et tæppe — passende til de røde møbler, dvs. med ganske meget rødt.

Sådan et smukt 70er-hus har selvfølgelig mange flere muligheder end blot en dagligstue. Spisekøkkenet har fået  tæppe, i soveværelset ligger der tæpper på højre og venstre side af sengene. Selvfølgelig er der tæppe/måtte på badeværelset, og også beboeren på første sal har to tæpper. I dette hus bor tre Cacodukker på 14 cm.

En af mine yndlingsstuer er den bondestue, som min svigerfar i 1942 byggede til sin datter. Jeg fik den i 2010 som julegave af min svigerinde. Den her sammensatte Ulbrich-familie er Edi-dukker på 12, 8 og 4 cm.

           Da der i æsken med dukkemøbler lå et par dukker broderigarn, brugte jeg selvfølgelig dette garn  til tæpperne. Broderigarn er, som I sikkert ved, nemt at dele, og herigennem bliver tæpperne noget finere i udførelsen.

En af de fabrikanter af bondestuemøbler som jeg allerbedst kan lide, er HWE  –  Oberbayern  – Holzverarbeitung Wiebel. Beboerne er Edi-dukker på 16, 12 og 8 cm. Jeg holder af disse enkle møbler uden krummelurer,  som til gengæld er med en smuk og alsidig bemaling. Også her ligger et tæppe hæklet af perlegarn.

Min Kuhn-stue i skala 1:10—beboere: 12 og 4 cm høje Edi-dukker— fik på et eller andet tidspunkt en lille søster. Jeg går ud fra, at ministuerne  –  beboere: 4 cm høje Edi-dukker  – fra Kuhn er i skala 1:25 eller sådan deromkring. Jeg kan ikke sige det nøjagtigt  Kuhn er ikke så pålidelig med størrelsesforholdene. De kalder ganske enkelt denne størrelse for ”00”.

           Jeg elsker, at jeg har stuer fra en æra (i dette tilfælde 40erne) i forskellige størrelser. Her gør  jeg alt for at indrette dem identisk. Ministuen skulle således også have et tæppe. Dog var perlegarnet alt for kraftigt, hvorfor jeg købte knaphulsgarn, som er meget tyndere end perlegarn, men meget let at arbejde i. Det passende tæppe blev hæklet af nævnte garn.

Ved den næste ministue blev jeg modig og besluttede mig til at bruge sytråd. Det er virkelig bare den smukkeste løsning til disse små stuer  –  beboere: 4 cm høje Edi-dukker. Stuen er ligeledes fra 40erne. Se lige rigtigt på den virkning af varme, som sådan et tæppe udstråler.

Til den lille vinkelstue fra 1949 har jeg afprøvet noget nyt. Jeg brugte stoppegarn til tæppet, et møjsommeligt arbejde, da garnet ikke er beregnet til hæklearbejde. Men da tæppet var færdigt, så det fantastisk ud. Beboere: 4 cm høje Edi-dukker.

Møblerne i stuen herover er noget større end de små møbler fra Kuhn. Skalaen er måske 1:20— også dette er blot et skøn. Jeg har endnu ikke kunnet finde fabrikanten. Beboere: 5,5 cm høje dukker af hård plastik, hvis oprindelse står helt hen i det uvisse. Tæppet her har jeg ligeledes hæklet af stoppegarn.

Foto: Sherri Farley

En dag sendte min veninde Sherri mig et billede af sin Hitty-stue. Tæppet her er enormt interessant: hun havde syet det af bånd, foldet som skråbånd  –  I Amerika findes ikke foldeskemaer— selv ikke til så smalle bånd  –  hun havde enkeltvis lavet tre lange bånd, flettet  dem og til slut syet dem sammen til et rundt tæppe.

(hermed et link, som viser en vejledning:

http://littlecabincreations.blogspot.com/2015/04/how-to-make-dollhouse-or-dolls-braided.html  )

Das jeg skrev til hende, hvor fantastisk jeg syntes Hittys tæppe var, sagde hun spontant, at hun ville kreere et til min store, røde Kuhn-stue fra 30erne. Beboer: 20 cm høj Edi-dukke. Hvilken lykke at have en sådan veninde.

Da jeg vidste, at Sherri havde arbejdet meget længe på tæppet, og da jeg ikke kunne magte at håndtere sådanne bånd, overvejede jeg at finde et alternativ til et tæppe til den blå Kuhn-stue fra 30erne  – beboere: 12 cm, høje Edi-dukker. Af tre relativt tykke uldgarnsnøgler flettede jeg en lang snor, som jeg syede sammen. Et resultat, som battede, men det var sandelig også et stort arbejde.

Nærmest på samme tid modtog jeg et lille, rundt tæppe fra en veninde. Det var lavet af ”Bogmærkebånd”. Som I nok ved, lægger bogbinderne som bogmærker farvede bånd af silkeagtigt materiale ind i gode bøger. Mit lille tæppe fik straks plads i en passende stue. Den lille hvedebrødsdage-stue fra 30erne— den er i nogen lunde samme størrelse som Kuhn-stuen i 00  – jeg tilskriver den Julius Dorst  –  men hel nøjagtigt ved jeg  – endnu  – ikke, om dette er korrekt.  Beboere: Brudepar, 5 cm høje dukker helt i bisquit-porcelæn af Carl Horn.

Mit lille hus  –  til at hænge på væggen  –  er min sidste fødselsdagsgave fra en alt for tidligt bortgået veninde. Og I forstår sikkert, at dette betyder noget helt specielt for mig. Indretningen består af røde og blå Kuhn-møbler i størrelse 00 fra 40erne. Beboere: 4 cm høje Edi-dukker. Noget ganske særligt skal naturligvis udstyres med ganske særlige tæpper.

Af det allerede omtalte perlegarn har jeg flettet en lang snor, som jeg har syet sammen til dette ovale tæppe. Tæppet til venstre til stueetagen har jeg hæklet af ”Punch-garn. Dette garn er lidt finere end stoppegarn og er sværere at arbejde med. Det knækker hurtigt.

Det er svært at finde det virkeligt tyndt garn, som rent farvemæssigt passer til, hvad jeg har forestillet mig. Den lille ”Fine Stue” fra Kuhn i 30erne i størrelse 00 skulle selvfølgelig også have et tæppe. Beboere: 5 cm høje dukker helt af bisquit-porcelæn af Carl Horn og Hertwig.

           Jeg havde engang hørt, at man med godt resultat kan dele mikrofibergarn, og det prøvede jeg. Ja, det lykkedes fuldkommen. Garnet ladet sig dele uden problemer, og det er nemt at arbejde med de tynde tråde.

Til min Kuhn-stue i størrelse 0 —fra 30erne  –  fik jeg et vævet tæppe fra USA. Beboere: 8 cm høje Edi-dukker.

           Dette tæppe inspirerede mig til selv at væve. Væverammen fra min barndom  –  jeg har nu faktisk aldrig prøvet at væve med den  –  var slet ikke egnet, da den var alt for grov. Tænkt til at vævning af en taske eller lignende til et barn.

Da jeg fortalte min veninde Angelika Taucher-Eller om det, sagte hun spontant  – brug dog en papæske. Og det gjorde jeg så. Jeg fandt en lille stabil æske og skar den på de smalle sider så jævnt til, som jeg evnede. Måske  jeg bør tilstå, at jeg aldrig tidligere har vævet. Jeg forsøgte mig ganske enkelt frem. Som grundgarn brugte jeg blondegarn og som trend atter noget af mit perlegarn. Dette var en fejl. Jeg var bedre tjent med punch– eller stoppegarnet, som bedre lader sig sammenfiltre. Trods alt er jeg ret tilfreds. Tæppet har en vis finhed og kan derfor pryde enhver stue..  Jeg har dog endnu ikke fundet en fast plads til det.

Foto: Sherri Farley

Fra Missouri modtog jeg et foto fra Sherri, der med megen omhu og endnu mere tålmodighed i knudeteknik havde broderet et rundt tæppe til køkkenet i sit treetages hus. Jeg misunder hende denne vidunderlige dukkestue  – som hendes mand på grund af pladsmangel har bygget ”op i højden”  –  tre stuer oven på hinanden. Men endnu mere beundrer jeg hendes arbejde. Sherri har sendt mig et link, hvor man online kan købe mønstre og materialer. . For den der har tålmodighed, her kan man købe alt, hvad man har brug for til sådanne fantastiske arbejder:

teresalayman.weebly.com

Engang for mange år siden broderede jeg et gobelin-tæppe med én tråd. Det var til børneværelset i DelPrado-dukkehuset-til-selv-at-samle.. Dengang var mine øjne skarpere og mine hænder snildere. Men alligevel har jeg følelsen af at have arbejdet på det i 10 år.

Kabinettet til dette møbel fra Kuhn fra 30erne i størrelse 00 har Steve bygget til mig. Beboere 4 cm høje Edi-dukker. Steve er min veninde Sherris mand. Hun har malet det helt fortryllende.  Da jeg ville forarbejde et tæppe til det, opdagede jeg dette garn. De varme farver betog mig straks. Helt ideelt til de røde møbler. Eneste ulempe: det var for tykt, men så fik jeg den idé at hækle en lang række luftmasker. Det går naturligvis meget hurtigere med luftmasker end med at flette. Men resultatet er næsten det samme. Jeg syede rækken sammen til et rundt tæppe. Det var virkelig ideelt, og jeg fabrikerede da også straks en sengeforligger og et lille rundt tæppe, som jeg lagde med tre tæpper.

Garnet fandtes også i andre farver  –  men med lige så varme nuancer. Dette er uden tvivl blevet mit yndlingsgarn.

Det kombinerede soveværelse og dagligstue fra Kuhn er fra 30erne i størrelse 00. Beboere: 5,5 cm høje dukker i hård plastik af en oprindelse, som står helt hen i det uvisse. Lige som i den røde søsterstue har jeg udstyret denne med tre tæpper.

Ingen vil sikkert nogen sinde glemme marts 2020. Både vore børn og børnebørn vil huske tiden. Det var den måned:

           Hvor Verden gik i stå

           Hvor skoler og børnehaver var lukket.

           Hvor børnene allerede fra om formiddagen fik lov til at sidde foran fjernsynet

           Hvor ingen bad børnene om stoppe med at sidde foran computeren

           Hvor ingen sagde til børnene:

Kom så, gå ud og leg med dine kammerater.

Det var den måned, hvor jeg sad i mange timer på altanen  – iført en tyk jakke og med et tæppe over knæene  – og fabrikerede tæpper.

Af tre garnrester fremstillede jeg i hele den tid lange snore på 4 meter af luftmasker. At disse tre har jeg forarbejdet en tyk fletning og ganske enkelt syet et ovalt tæppe Egentlig meget simpelt, men en dejlig beskæftigelse i disse vanskelige tider.

Jeg har stadigvæk møblerne til den store Luthardt ”sovestue” liggende i en kasse. I karantænetiden skulle jeg bare have fremstillet et kabinet. Heldigvis har jeg allerede i februar købt træet. Men før jeg byggede kabinettet, ville jeg lave en sengeforligger. Beboer: en 19 cm høj skildpadde-Bärbel fra 30erne.

           De jeg ikke bare kunne fare ud og købe det passende garn, måtte jeg anvende, hvad der var tilbage i min restekasse.

Efter mere end 20 stuer og endnu flere tæpper, viser jeg jer endelig det nævnte foto, som foranledigede Lise til at sige til mig, at I, kære læsere af DUKKE– & LEGETØJSDRØMME gerne ville høre om og se flere af mine tæpper. Jeg håber, at I ikke er blevet skuffet.

Jeg siger tak til Lise brastrup Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.

Tekst: Sigi Ulbrich  – www.tortula.de

Fotos: gmuwebSign

Kære Sigi, kære Gerhard  Tak for den fantastiske og personlige beretning, som det har været en fornøjelse at læse og oversætte, samt for de flotte og inspirerende fotos.

Og

Kære Læsere, så er der blot tilbage  at ønske jer    God Læselyst  !.

Hilsen fra Påskeharerne

Tekst og fotos: Angelika Salzwedel ©

(oversætelse: Lise Brastrup Clasen © og design Lene Byfoged ©)

Med tusind tak til Angelika Salzwedel har vi fornøjelsen her at bringe denne aktuelle beretning om hendes samling af Påskeharer…

I over 10 år har Angelika Salzwedel med stor glæde udstillet sine gamle påskeharer og glansbilleder med påskemotiver på forskellige museer. Det hele begyndte i 2007 i Hohenlockstedt im Museum am Wasserturm (Museet ved Vandtårnet) som et lille tillæg til Bamseudstillingen.

           Og siden 2015 har hun udstillet en del af sin samling af påskeharer i  Museums Oldemorstofts Café i Padborg, men på grund af situationen i år er dette desværre ikke muligt…. Det har altid været små udstillinger, men så meget desto mere til stor begejstring for de besøgende.

Angelika fortæller videre: Og hermed fik jeg den idé at fotografere mine Påskeharer til glæde for jer alle i denne svære tid.

Det er ikke altid så nemt at få fat i gamle Påskeharer, da de fleste familier ejer en eller to harer, som hele tiden går i arv, akkurat lige som med de gamle påskeæg af pap eller de smukt malede påskeæg, men alligevel voksede min samling, således at jeg nemt kunne forsyne udstillingerne med påskeharer.

Mange påskeharer er af uld eller mohair, men findes også i papmaché eller træ.


Denne søde og livlige flok er Steiff-harer (hvor de andre gengivne harer er fra,  ved Angelika desværre ikke)!
 

De gamle Påskekort og glansbilleder er altid et ekstra plus i hver udstilling. Og hermed nogle stykker  er nogle af mine særlige skatte.


Disse to fantastiske glansbilleder med Påskeharen er fra 1930erne!
 



Glansbilledharen i skarpt trav findes i to størrelser, og th ses han sammen med sin dame, fra 1950erne!
 

Dette smukke Påskekort
er stemplet i 1906 !
 



Glansbilledet herover med den indbydende kurv er af nyere dato, Angelika skønner, at det er fra 1970erne!
 

Forhåbentlig kommer I alle i Påskestemning, når I ser denne dejlige hareflok i forskellige udgaver!

Angelika ønsker hermed jer alle en Glædelig Påske  !