Disse søde plasticdukker kender de fleste sikkert, dukkerne blev fremstillet i Danmark fra 1953 til 1958 af Gravenhorst Plastic på Sjælland.
Alle perledukkerne har et ovalt mærke i nakken, hvor der står:
P E R L E foroven og D U K K E N forneden.
33 cm høj negerdukke, hvorf du på hendes ryg kan se Perledukkemærket!
Dukkerne fremstilledes i flere størrelser: 20 cm, 21 cm, 29 cm, samt 33 cm. Alle Perledukkerne blev produceret med fastsiddende øjne og to hvide fortænder i overmunden, og de havde alle drejeligt hoved, og drejelige arme og ben. De ”store” pigedukker på 33 cm har desuden drejelige håndled.. Håret er modelleret, hos nogle af dem er håret malet lysebrunt eller sort, hos andre umalet.
Dukken på 20 cm er en babydukke, dvs. med bøjede ben, mens den på 21 cm har lige ben. Den 21. m høje dukke fremstilledes desuden som negerdukke med modelleret afrohår.
Også den 29 cm høje dukke var en babydukke, der fremstilledes både som hvid og som neger.
Alle dukkerne på 20, 21 og 29 cm var som de fleste dukker på den tid beregnet til at være både pige– og drengedukker.
De STORE dukker på 33 cm er typiske pigedukker med lige ben, den hvide pige med blå, den sorte pige med brune øjne. Og som nævnt foroven har disse dukker drejelige håndled.
Disse to smukke og velklædte piger på 33 cm tilhører Christina Wybrandt, Havnsø Mølle! Som du vil se, er dukkerne særdeles velbevarede!Herover foto en 33 cm høj Perle-pigedukke —solgt via et hollandsk firma. Læg mærke til halskæden af hvide plasticperler
Dukkeflokken her er fra Tove Laursens store samling. Tove samler fortrinsvis på negerdukker, men har også de mere almindelige hvide dukker i sin samling.De 2 hvide dukker er nærbillede af Tove Laursens dukker på fotoet af dukkeflokken. Her ses tydeligt de indsatte blå øjne på den 29 cm høje baby og pigedukken på 33 cm. Som nævnt tilhører disse dukker alle Tove Laursen!
Anna-Maria Nielsen, der har samlet alle Perledukkerne, oplyser i sin oversigt, at der i ugebladet ”Flittige Hænder” (nu Hendes Verden) oktober 1964 blev bragt strikkeopskrifter til dukketøj bestående af nederdel, bluse, trusser, frakke og sko; dette tøj passer perfekt til de 33 cm høje dukker. Jeg regner med at få fat i opskriften og tilladelse til at bringe den, hvad vi alle glæder os til!
Det glæder os altid meget, når læserne viser os deres fund, og det var ret overraskende at se disse fire småpiger, Jul.A.Mariedukker, som Inge Marri Pedersen har fundet.
Denne lille pige er iført Original Jul.A.Marie-kjole!
Ser I godt efter og sammenligner med de reklamegengivelser, vi har vist i tidigere artikler om disse dukker, ser det ud til, at dukken med kjolen på billedet er iført Jul A. dukkernes originale blåternede kjole, den har jeg aldrig set før, idet dukkerne som oftest findes iført Ønskedukke-kjoler, som passer dem perfekt. På reklamebillederne har dukkerne desuden en kyse, måske en eller anden en dag finder en dukke, der er iført både original kyse og kjole, hvem ved?
Inge Marri fortæller, at ikke alle fire fund er perfekte, desværre mangler pigen med de røde sko det ene ben, og lad os håbe, det vil lykkes at finde det manglende, selv om det kan være svært… en af dem er lidt skrammet og har bule på næsen. Ja, desværre er disse dukker fremstillet i en meget tynd celluloidkvalitet, hvorfor mange af dem kan være bulede og skrammede….
De lige hjemkomne fire dukker! (her kan I desuden se, at der hører bukser til den ternede kjole!)
På fotoet med alle fire dukker vil du se, at der på maven af den lyshårede pige er indridset navn…
Er det ikke bare dejligt at lov til at kigge med!
Vi siger tusind tak til Inge Marri Pedersen!
Og, kære læsere, vi er som altid glade og taknemmelige for at få del i jeres dukker og andre fund!
Fra vor trofaste læser og samler Lilian Skov, som I sikkert alle bedst kender som Dukke-Lise-samler og – entusiast, modtog jeg i dag dette om de kære Jul-A. Marie-småpiger:
Lilian roser vor BLOG og fortæller, at hun hver dag går ind på den for at se, om der er nyheder. Samtidig blev hun rigtig glad for artiklen om Jul-A. Marie dukkerne, idet hun selv er ejer af to af slagsen.
Lilian er så heldig, at hun er ejer af både en med brunt og en med lyst pagehår. Dukken med det lyse pagehår ser man ikke ret ofte. Pigerne ses her i yndige hjemmestrikkede lyserøde kjoler (strikket af Anna-Lise, en af Lilians veninder). Begge dukkerne er lige som de to i den tidligere artikel mærket med ”Køgetrekanten”. Som tidligere nævnt var der røde malede sløjfer på skoene uanset grundfarve.
Samtidig sendte Lilian nogle annoncer/reklamer fra Jul-A. Mariekiks. De annoncer kan jeg ikke huske at have set før, så dem skal vi da alle se her !
Her poserer så pigerne foran kiksfabrikkens annoncer !
Tusind tak til Lilian og god læselyst til jer alle…..
Hvor er der mange samlere af celluloiddukker, og de dejlige danske Køge-Dukker er særligt eftertragtede, men kan heldigvis stadig erhverves til overkommelige priser.
Den sødeste af dem har for mig altid været den lille dukkepige, som i 1952 blev lanceret af kiksfabrikken Jul.-A. Jørgensen.
Mine to Jul-A. Marie-dukker !
Da kiksfabrikken Jensen & Møller i sin tid (allerede i 1940) introducerede Store og Lille Marie og senere Sorte Marie, blev disse påklædningsdukker en stor succes og et samleobjekt for alle piger. For at give Jensen & Møller konkurrence fik Kiksfabrikken Jul-A. Jørgensen den idé at få fremstillet en lille celluloiddukke, en Mariehønering i sølv, samt at stifte en klub, som averteredes som ”alle dukkeglade pigers forening”.
Annonce med klubkupon!
For at blive medlem af klubben skulle man udfylde kuponen i firmaets annonce, hvorefter man blev optaget og deltog i lodtrækningen om Jul-A. Marie-dukkerne. Ville man have den smukke sølvring, kunne man vedlægge kr. 1,50 i frimærker (Dette sidste var ganske frivilligt), og man fik således tilsendt ringen. Desværre har jeg ikke min ring mere. Medlemsbladet var indlagt i kikspakkerne, hvor der var konkurrencer, idet der bl.a. blev udloddet 200 af de søde Jul-A. Marie-dukker.
Den lille dukke blev som nævnt fremstillet hos J. Kofods Fabrikker i Køge, populært kaldet Køgedukkefabrikken, og dukken er mærket øverst på ryggen med den kendte ”Køgetrekant”.
Sød og buttet, som en lille pige skal være!En populær annonce!
Dukken er en kær og velskabt lille pige, der måler 15,2 cm. Hun er af celluloid, men desværre fremstillet i en ret tynd kvalitet, således at ikke ret mange dukker har overlevet i hel stand. Hun er buttet, har bevægelige arme og ben, modelleret, mørkt pagehår, malede blå øjne, næseprikker og den sødeste lille røde mund.
Sko og strømper er ligeledes påmalet, og der fandtes forskellige udgaver af sko og strømper, begge altid i samme farve: hvide, blå, røde, gule og sorte, og alle med påmalede røde sløjfer.
Selv lykkedes det mig at erhverve to af dukkerne— den ene ser mere solbrændt end den anden. De var ikke iført originalt tøj (kjole og kyse som vist i annoncerne), men ”ønskedukketøj”. Den ene har hvide, den anden blå sko.
Mærket er den kendte ”Køgetrekant”!
Dukkerne nævnes i øvrigt i Pauline Luckeys bog ”Dolls in Denmark – Then and Now” som dukkehusdukker, sikkert på grund af størrelsen. Også på Lonas Møllers hjemmesider www.lonas-nostalgi.dk under danske dukker er der fotos af et par af dem. De bæres på armen af en større celluloiddukke og er med som dukketilbehør. (Jeg skrev om denne dukke i Nordisk Dukketidende allerede i nr. 5/februar 1998 og senere i nr. 61/marts 2012—hvorfor nogle af jer sikkert har læst det meste af dette tidligere)!
Som du ser af mine fotos er pigen i den sorte kjole forrest mere solbrændt end hende på bænken.
For nogen tid siden skrev jeg om Køge-dukkerne, men fik ikke billedet af min egen lille, typiske 50er-dukke med, som jeg da synes, I lige skal se.
Pigen er ca. 22 cm høj og mærket med den typiske Køge-trekant— Hun har fast hoved med brunt malet hår og malede blå øjne — bevægelige arme og ben —sådan en dukke har de fleste Køgedukke-samlere helt sikkert. Min er et levn fra den tid, hvor jeg som ung var med i en pigeklub, hvor vi hvert år strikkede og syede dukketøj til disse dukker, som blev udloddet på den årlige basar— desværre har jeg ikke hendes originale og af mig strikkede tøj, men her ses hun iført en nyere dukkekjole, som jeg havde liggende.
Disse dukker husker vi sikkert alle, mon ikke de fleste har ejet en JEMA-baby eller pigedukke! Min JEMA-dukke var ca. 50 cm lang med hoved, arme og ben af kompomasse og en slidt stofkrop, det sarteste ved sådan en dukke. Håret var modelleret med en brun krølle i panden, han havde malede blå øjne og lukket mund.
JEMA stod for J.E. Møller-Andersen, som fabrikerede dukkerne, først i sin fabrik på Kildebrøndevej i Brønshøj og senere i Glostrup .
Fabrikanten havde sans for reklame, da han i 1951 udsendte sin pressemeddelelse med nogenlunde denne ordlyd: (den oprindelige annonce er skrevet i gammel retskrivning med dobbelt-a for å og alle substantiver med stort begyndelsesbogstav)
”Mønster-Dukkefabrik i Glostrup: Fabrikken JEMA i nye omgivelser.
For nogle måneder siden erhvervede fabrikken JEMA v/E. Møller-Andersen et større fabrikskompleks i Glostrup, idet udviklingen på Kildebrøndevej i Brønshøj for længst havde sprængt alle rammer.
Installation og montering af de nye lokaler er nu tilendebragt, og ved en præsentation forleden dag viste det sig, at man her står over for en Mønster-Dukkefabrik, hvor alle tekniske og forskriftsmæssige krav er opfyldt på den mest fuldkomne måde. Såvel centralvarme– som afkølingsanlæg er installeret gruppevis, så behandlingen af dukker på forskellige stadier ikke er afhængig af hinanden.
Sprøjteanlægget er indrettet efter fabrikstilsynets krav, og det fremhæves, at der ikke findes en eneste lyskontakt eller andet i lokalet, hvorfor antændelse af de meget brandfarlige cellulosedampe ikke kan forekomme ved eventuelle gnister eller kortslutninger i de elektriske installationer. Sprøjtestativerne er indstillet i forskellige højder, arbejdsborde og beholdere er på hjul, således at transporten foregår uhindret hen over stueetagens ca. 230 m2 gulvflade.
Fabrikken har gode personalefaciliteter, idet der indendørs er lyst og indbydende, og udenfor terrasse og have, således at de mange ansatte på sommerdage kan nyde frokostpausen udendørs.
Nye modeller og systemer er under udarbejdelse, og snart vil dukkerne være forsynet med indpresset Jema-mærke i både hoved, arme og ben. Det er kun ca. 1 år siden, at E. Møller-Andersen startede egen engrosafdeling, så man må sige, at det opnåede resultat er beundringsværdigt og et nyt og talende bevis på dansk dukkefabrikations nu fine position. (st.)”
Ja, det kan man da kalde et godt arbejdsmiljø, — desværre har jeg ingen oplysninger om, hvor længe Jema-fabrikken eksisterede, og mine Jema-dukker har jeg ikke mere. Dukkehovederne her har jeg tegnet for at give jer et indtryk af dukkerne. . Det ville være rigtig godt, dersom I kunne sende os fotos af jeres Jema-dukker. Den sorthvide illustration modtog Nordisk Dukketidende fra Birte Rasmussen, der var kommet i besiddelse af de originale, gamle JEMA-forme. På Birtes foto ses en af formene, færdigstøbte hoveder og hendes dejlige Jema-dukker. En stor tak til Birte. (kilde: Lise Clasen Research).
I det sidste nyhedsbrev fra Antique Dolls Collector var der en beretning om den amerikanske dukkesamler Kathy Turners dukker og der var her et dejligt billede af et dukkehoved , som jeg i første omgang troede var tekstet forkert, da der stod det var et hoved fra Bing & Grøndahl. Jeg syntes umiddelbart det lignede en af dukkerne fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Jeg undersøgte sagen nærmere og da jeg googlede på det, fandt jeg endnu et dukkehoved, også fra Bing og Grøndahl. Jeg undersøgte videre og fandt ud af, at i 2010 overdrog Royal Copenhagen (der jo som bekendt er slået sammen med Bing & Grøndahl) hele deres museumssamling til Keramikmuseet i Middelfart. Jeg kontaktede museet, der fortalte at de havde disse tidlige dukker fra Bing & Grøndahl, men de var endnu ikke pakket ud og katalogiseret. Hvornår de vil blive det, vides ikke på nuværende tidspunkt.
B & G hovedet fra Danam Antik (c),
Disse dukker er lavet på ca. samme tidspunkt som dem fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, som det jo hed dengang.
Kathy Turner har været så sød og hjælpsom og sendt mig disse billeder af et umalet hoved.
(c) Kathy Turner.(c) Kathy Turner.
(c) Kathy Turner.(c) Kathy Turner.
(c) Kathy Turner.(c) Kathy Turner.
Hovedet er ca. 9 cm højt og ca. 7.5 cm bredt.
Thank you very much Kathy, it´s very kind of you!
Skulle der være nogen der har yderligere oplysninger, er I meget velkomne til at delagtiggøre os i disse.
Jeg har efterfølgende med stor tak modtaget disse oplysninger om Bing & Grøndahls fabrik og de tidlige dukker fra Kirsten Johansen. Det er ikke helt klart, hvornår Den Kgl. begyndte og sluttede med at fremstille dukker, men fabrikken blev grundlagt langt tidligere end B&G, nemlig i 1775, hvor B&G først blev grundlagt 1853. Den blå mærkning med KUN B&G brugte fabrikken mellem 1853 og 1894. Er sikker på at Den Kgl. kom først med deres dukker, men B&G har sikkert fremstillet deres dukker kort efter grundlæggelsen af fabrikken. Når vi tidsmæssigt frem til 1860erne, så er i hvert fald damehovedet, med knolden I nakken HÅBLØST forældet modemæssigt, hvorimod pigehovedet, med slangekrølle-frisure var en gængs frisure for små piger i mange år, fra 1840erne helt frem til ca.1865. Der findes så vidt jeg ved ingen optegnelser om fremstilling af dukker hverken fra Den Kgl. eller fra B&G i dansk porcelænslitteratur. Tusinde tak Kirsten!
Og lad os ganske kort starte med lidt historie: Den kongelige porcelænsfabrik blev etableret allerede i 1775 i en tidligere post– og gæstgivergård i Købmagergade, København under protektion af enkedronning Juliane Marie og har siden kunnet genkendes på sit karakteristiske logo med tre bølger, som symboliserer Danmarks tre store indre farvande: Øresund, Storebælt og Lillebælt. Grundlæggeren var apoteker Frantz Heinrich Müller, som erhvervede monopol på at drive fabrikken i 50 år. I 1868 kom den på private hænder, og i 1882 blev den overtaget af den successfulde fajancefabrik Aluminia på Christianshavn ved Philip Schou. Kort tid efter Aluminias overtagelse, flyttede man fabrikken til en moderne bygning beliggende på Aluminias arealer på Frederiksberg, nærmere betegnet på hjørnet af Smallegade og Søndre Fasanvej. Bygningerne, som stadig findes, blev tegnet af Valdemar Ingemann.
Philip Schou ansatte i 1884 den dygtige arkitekt Arnold Krog som kunstnerisk leder, og med ham gik fabrikken ind i en kunstnerisk glansperiode, idet ”De kongelige Produkter” vakte stor opsigt på verdensudstillingerne, således vandt Krogs værker Grand Prix på Verdensudstillingen i Paris 1889.
Dog blev rollerne byttet om ca. 100 år senere, idet porcelænsfabrikien i 1969 lukkede Aluminia og satte fajanceproduktionen ned på et meget lavt blus. Den kongelige Porcelænsfabrik købte i 1972 Georg Jensen, fusionerede i 1985 med Holmegaard Glasværk og skiftede navn til Royal Copenhagen, som i 1987 som bekendt fusionerede med Danmarks anden store porcelænsfabrik Bing & Grøndahl.
Margot Siesbye Amalie!
Dukkehovedet Amalie og to andre hoveder blev i 1978 lavet som replika, idet du bl.a. i butikken på Strøget i København kunne købe disse hoveder (forfatteren købte sine så sent som i 1992). De nævnte replika var Amalie på 14 cm, en pige med brunt hår på 9,6 cm, samt et drengehoved med lysere hår i samme størrelse. Der kunne også købes mønstre til dukkekroppene.
Amalie fra Legolandsamlingerne, samt nærbillede af hovedet!
Amalie har indridset ”A”// og de tre blå bølgelinjer, brun ”ggs/blue ”DENMARK//11”. Billedet af Amalie her er af Margot Siebyes dukke. Jeg fik i sin tid under et besøg hos hende tilladelse til at benytte dette foto. Margot Siesbys dejlige dukker blev desværre bortauktioneret i England efter hendes død.
Vi, der har besøgt museet, har heldigvis stadig minderne.
På LEGOLAND-Museet fandtes et andet smukt eksemplar af Amalie (hun blev sammen med hele Legolands dukkesamling bortauktioneret i USA i maj 2006). På nærbilledet kan du se dukkens smukkle, modellerede brune hår. Hun har porcelænsarme til albuen og porcelænsben med bare fødder til op over knæet. Hun er iført undertøj, blå kjole og forklæde samt broderet sjal. (Alle dukkefotos vedrørende auktionen bringes med tilladelse).
En anden elegant dukke med en smuk garderobe —ca. 1845—, fra Den kongelige Porcelænsfabrik kom ligeledes under hammeren i maj 2006. Denne dukke er 30 cm høj med modelleret hår i kortklippet drengefrisure, modellerede ører, malede blå øjne og ansigtstræk. Dukken er tidligere beskrevet i 1993 af Kirsten Stadelhofer (museumsleder i Legoland) i Ciesliks Puppenmagazin. Den righoldige garderobe består foruden af det her viste af mere undertøj, forklæder og andet tilbehør.
Den 30 cm høje elegante pige med sin smukke garderobe!
To smukke piger, den ”Lyseblå” er 28 cm høj og den ”Rosa” 36 cm!
Også de to dukker i lyseblåt og i rosa fra Den kongelige Porcelænsfabrik tilhørte Legolands Museum. Pigen i lyseblåt er 28 cm høj, har smilehuller, blå øjne, modelleret korthårsfrisure, arme og ben af porcelæn som Amalies, og både pigen i lyseblåt og pigen i den rosa kjole har Kirsten Stadelhofer beskrevet i tidligere numre af Ciesliks Puppenmagazin. Den smukke pige i rosa er 36 cm høj (fra ca. 1845), hendes hår er modelleret i ”løkker” eller krøller bagpå. I Estrid Faurholts samling hed hun Signe og var den finest påklædte dukke, Estrid Faurholt ejede.
En statelig dukke på hele 61 cm menes at være fra ca. 1840 og stammer også fra Legoland-samlingerne. Hendes ansigt er ovalt og smalt, og hendes hår er modelleret i frisure over ørerne, hun har blå øjne og lukket mund, arme og ben af træ til albue og knæ. Hendes påklædning kunne være en folkedragt med bluse, nederdel og forklæde.
Den store 61 cm høje dukke iført en slags folkedragt!
Et højdepunkt blandt dukkerne på auktionen over Legolandsamlingerne var Louise Moltke med sin helt fantastisk smukke garderobe. Louise Moltke tilskrives Den kongelige Porcelænsfabrik; hun er 46 cm høj og har modelleret hår, som sidder ”løst” ved ørerne og i en krøllet knold på hovedet, også hun har træarme og -ben til albue og knæ.
Synd og skam at de dejlige skulderhoveddukker fra Den komgelige Porcelænsfabrik ikke forblev i Danmark, især da nogle af dem var unikke eksemplarer. Anne Friis har skrevet en kronik om dukkerene fra Den kongelige Porcelænsfabrik, ligesom hun har gjort os opmærksom på de danske museer, der er i besiddelse af dukker fra Den kongelige Porcelænsfabrik (se vor museumsliste).
Så smukt sidder Louise Moltkes hår!
Louise Moltkes overdådige garderobe!
Kilder: Lise Clasen Research, Ciesliks Puppenmagazin, Margot Siesbye, samt kataloger
God læselyst, og skulle I have lyst til at komme med supplerende oplysninger om De kongelige dukker, glæder vi os til at høre fra jer!
Og selvfølgelig skal I også se Lenes dejlige Kongelige dukker i smukt, håndsyet tøj!
I min barndom var celluloiddukker almindelige, og de fandtes i alle størrelser og i mange fabrikater. Dette sidste tænkte man ikke over; man havde fået dukkerne til jul eller fødselsdag og legede med dem sammen med f.eks. porcelæns– og papmachédukkerne. Da min barndomsveninde, Hanne, som jeg stadig har kontakt med, flyttede fra Sjælland til Tønder, skrev vi mange breve til hinanden og besøgte hinanden i skolesommerferien. Fra Tønder cyklede vi lange ture, og en dag, da vi havde været på Rømø, fandt vi på at købe en lille celluloiddukke og sy en folkedragt til den. Vi købte en lille dukke hver i byen, og bagefter gik vi ind i en større manufaktur– og stofforretning og købte stoffer til Rømø-dragten. Vi medbragte dukkerne, således at vi kunne se, hvor meget stof der skulle til en dragt. — Indkøbene var noget med 10 cm af en stofrulle eller måske hele 12 eller 15 cm af en anden rulle. De lange tøj-strimler delte vi så, da vi kom tilbage— ekspedienten holdt masken, men mon ikke han har fået sig et billigt grin over denne ”enorme” handel! Vi var i det hele taget meget grundige, idet vi hjemvejen besøgte biblioteket og lånte en bog om ”National– eller folkedragter” – og så gik vi i gang. Hannes Mor, der var fantastisk dygtig til at sy, hjalp os lidt med bånd og med at binde hovedbeklædningen. Dukkerne blev rigtig søde, og vi var stolte af dem. Hanne har sin endnu og har sendt mig foto af hende, samt af et par andre celluloiddukker fra sin samling af dukker iført folkedragter. Desværre er min dukke væk; gad vide, om min Mor har foræret den væk en gang, nu vil jeg lede efter den igen og bl.a. spørge min søster, om hun kan huske noget om den. Men hermed fotos samt mål på dukkerne:
Rømøpigen er 22 cm høj og mærket 1/2/20 1/2
Pigen herover er 14 cm høj og mærket Minerva— fra firmaet Buschow & Beck, Reichenbach og senere Nossen i Sachsen!Pigen herover er mærket 18 1/2 14
Dette firma har en lang og broget historie, men ét er sikkert, de dejlige Køge-dukker er eftertragtede og de fleste samlere ejer mindst én af slagsen.
Det hele startede i 1944, hvor J. Kofods Fabriker stiftedes af Johan Olsen Kofod, landmandssøn og bornholmer født 1944. Efter nogle år som vognmand overtog han i 1944 fabrikken ”Prefa”, som hovedsageligt fremstillede effekter i papmaché. Da Prefa i 1944 gik konkurs, købte Johan Olsen Kofod maskiner, forme og øvrige materialer og flyttede det hele til Køge, hvor han byggede fabrikslokaler og fremstillede papmachédukker, som blev meget efterspurgte, idet det under krigen ikke var muligt at fremstille legetøj i ret mange andre materialer.
Køgetrekanten, tallet 46 hentyder til dukkens størrelse!Muslingemærke med og uden ramme —også herunder kan stå ”et størrelsestal”!
Papmaché var anvendeligt til mange ting, bl.a. fremstillede man foruden dukkerne, også løse dukkehoveder, fastelavnsmasker og påskeæg. Efter krigen udvidede man i 1946 med en keramikafdeling, hvor der produceres masser af keramikdukker, sparegrise, andre sparebøsser, samt andre former for legetøj. Fabrikkens træ-afdeling med fremstilling af dejligt trælegetøj som f.eks. dukke– og legevogne, bondegårde, fæstninger samt børnemøbler måtte desværre lukke, da det på grund af krigen blev sværere og sværere at skaffe træ.
D.C.I.-hjertet!
Efter krigen blev interessen for papmaché-dukkerne mindre, og man besluttede da at købe forme fra det store og kendte tyske firma: Rheinische Puppen & Celluloidwarenfabrik, bedre kendt som ”Schildkröt” eller populært sagt ”Skildpaddedukkerne”, som i mere end 30 år havde haft monopol på fremstilling af celluloiddukker og –legetøj. (Rheinische skiftede i øvrigt senere navn til Schildkröt).
Den københavnske billedhugger Lømser designede dukkerne, og broncestøber Harry Andersen foretog støbningen. De smukke og unikke udførelser gjorde et godt indtryk på repræsentanter fra ”Schildkröt”, da de danske dukker var fine og personlige, dvs. ikke plagiater af Skildpaddedukkerne, som i flere andre lande, og man kunne nu starte en produktion af disse dukker i Danmark. På trods af importvanskeligheder og en del trakasserier med leverandører og grossister, samt fremkomne plagiater fortsattes den succesfulde produktion. ”En kunstners vej er lang og trang”. De dejlige Køgedukker var mærket med den kendte trekant med bogstaverne JK foroven og Køge forneden. Formene var dyre, og omkostningerne var høje, mon dette kunne fortsætte? (Fremtiliingesprocessen af celluloid kunne være kompliceret, men den udredning skal jeg ikke trætte jer med!)
Denne lille dukke i folkedragt er ca. 15 cm høj, hun er mærket med musling i rude. Man kunne somme tider ”møde” den slags dukker i osteforretninger, hvor de stod som dekoration ved ostene!
Kofods fabrikker fremstillede mange forskellige forme for legetøj, særligt deres bolde var yndede.I 1957 startede man dukke-eksporten til udlandet, men konkurrencen blev samtidig hårdere og hårdere, og samme år overtog Rheinische (Schildkröt) fabrikkens aktiemajoritet, en transaktion, som bevirkede, at J. Kofods Fabriker fik foden inden for i Det europæiske Fællesskab—denne handel resulterede i mange skriverier i dagspressen vedrørende tab af arbejdspladser osv. .
Og man udvidede da også sin produktion i 1955 med overtagelse af D C I—fabrikken (Dansk Celluloid Industri i Hedehusene) som fremstillede de sødeste ”Hjertedukker” i celluloid (dukkerne var mærket med hjerte med bogstaverne D.C.I. indeni. Disse dukker blev nu fremstillet af J. Kofods Fabriker under mærket ”Muslingedukker”, idet mærket var en musling i rude – kunne også ses uden rude.
Husker du Pernille og Peter fra ALT for damernes strikkebøger? De er 40 cm høje og mærket med Køgetrekanten.
Kofods fabrikker fremstillede mange forskellige forme for legetøj, særligt deres bolde var yndede.
I 1957 startede man dukke-eksporten til udlandet, men konkurrencen blev samtidig hårdere og hårdere, og samme år overtog Rheinische (Schildkröt) fabrikkens aktiemajoritet, en transaktion, som bevirkede, at J. Kofods Fabriker fik foden inden for i Det europæiske Fællesskab—denne handel resulterede i mange skriverier i dagspressen vedrørende tab af arbejdspladser osv. .
Produktionen udvidedes, og fra januar 1962 kunne man tilbyde de kendte ”Skildpaddedukker”. Det er her, de dejlige Ønske-baby-dukker kommer ind i billedet. Alle små piger elskede dem, og nu er de eftertragtede af de fleste dukkesamlere.
Midt i alt det måtte jeg under udgivelse af Nordisk dukketidende løse denne gåde: Nogle af de små 16 cm høje babyer—som fandtes både i hvide og sorte—havde et nummer bag øret, andre ikke. Samlerne ville allerhelst have at vide, om de dukker, der var forsynet med numre, var mere værd end dem uden. Forgæves søgte jeg i alle mine mange bøger og udklip efter en løsning. Da jeg for nogle år siden deltog i en skandinavisk Dukke-Bamserejse, besøgte vi blandt andet ”Schildkröt”-fabrikken. Og her spurgte jeg forretningsføreren, hvordan det kunne være, at nogle dukker var nummereret og andre ikke. Man blev mig svar skyldig, men foreslog mig at kontrollere det hele i ”Das große Schildkrötbuch/Den store Skildpaddebog”—det var dog ikke muligt at finde løsningen, idet bogen slutter i 1956.
Gode råd var dyre, og da jeg et par år senere deltog i næsten den samme tur, snakkede jeg igen med forretningsføreren, og denne gang kunne hun fortælle mig, at dukkerne var fremstillet i serier, og at nogle værkførere havde sat deres ”personlige” præg på visse serier ved at forsyne dukkerne med numre. Værdien var den samme om med eller uden nummer. Dette meddelte jeg herefter alle mine læsere af Nordisk Dukketidende.
Negerpigen er 38 cm, hovedet er umærket, kroppen muslingemærket.Drengen er 32,5 cm høj og mærket med Køgetrekanten!
I februar 1962 indledte man i øvrigt et samarbejde med grosserer Poul Andreasen, Søborg. Som et kuriosum kan jeg her fortælle, at familien Andreasen var genboer til mine forældre, og at deres datter gik i samme klasse som min søster, hvorfor jeg fik en god førstehånds-snak med Poul Andreasen i sin tid, da jeg begyndte at forske i Køgedukkerne.
Senere i foråret 1963 overtog Poul Andreasen fabrikken, som han omstrukturerede allerede få måneder efter, hvor dele af den blev solgt fra. Resten fortsatte i lokaler i Valby, og nogle år senere flyttede fabrikken til Avedøre Holme. Poul Andreasen lagde ikke skjul på, at skildpaddedukkerne var hans yndlinge, og der fremstilledes dukker i alle afskygninger, særligt babydukkerne blev en stor succes.
I artiklen ses mærker og nogle dukker fra KØGE-dukkefabrikkens omskiftelige tilværelse. De små Jul-A-Mariedukker og ønskedukkerne er ikke med her, den historie får I en anden god gang.
