Håndarbejde på tynde pinde

Ikke ligefrem ”Pringle of Scotland” – men strikkede ting, som jeg værdsætter!

 Med hilsen fra Sigi Ulbrich (www.tortula.de) ©

 (fotos :gmuwebdesign ©) – (oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

For nogle uger siden modtog jeg månedens kompendium-sider om Edi-dukker, hvor Sigi præsenterede sine EDI-babydukker i hjemmestrikket /selvdesignet tøj, og dette yndige og søde tøj måtte jeg da vide mere om, således at vi alle kunne få glæde af Sigis færdigheder… Og her er således hendes fortælling om at strikke og hækle af fri fantasi… (Prøv selv… fantasien kender ingen grænser):

Da jeg for mange år siden begyndte at samle på Edi-dukker, var der endnu ingen, der tænkte på Ebay og andre salgsportaler på nettet. Ville vi i forbindelse med hinanden, skrev vi et brev, eller såfremt det skulle gå hurtigt, og såfremt modtageren havde ”et af disse nymodens apparater”, gik man ned på gaden, fandt en telefonboks og ringede til modtageren. Det allermest sikre var dog, at man satte sig i bus, sporvogn eller tog og kørte hen til vedkommende.

Derfor var samlingerne-  lige meget hvilken genre –  gerne små og overskuelige. Alle mine dukker havde navn, og jeg kendte dem godt, vidste hvornår og hvor jeg havde erhvervet dem. Mange køb var således mere kærlighed ved første blik end ønsket om at udvide samlingen.

En dukke som den lille LEA tv var allerede dengang en virkelig eksklusiv erhvervelse. Min mand købte hende dengang i USA. En 10 cm høj Edi-Babydukke med hanekam (det vi i Danmark kalder Prinsessekrølle) – vækker denne frisure minder? Hun er iført sin originale legedragt og hun bærer endnu sit skilt ”Made in Western Germany”, sådan mærkedes tidligere alle genstande, som Den tyske Forbundsrepublik fremstillede til eksport.

På tyske loppemarkeder fandt man allerede på et tidligt tidspunkt de nøgne dukker, og hver gang jeg opdagede en, tog jeg den med. Jeg er ikke god til at sy, det har jeg aldrig været, allerede i skolen opgav min håndarbejdslærerinde at lære mig noget. Jeg kunne ganske enkelt ikke sy, og helt ærligt, jeg havde heller ikke lyst.

Dog havde min mor mig meget tidligt lært at hækle og strikke, og da de små dukker naturligvis ikke skulle sidde i ”deres fødselsdagstøj”, ville jeg strikke tøj til dem. Med mit normale håndarbejdsgrej kom jeg dog ikke videre. Jeg forsøgte mig med babyuld, og selv om resultatet blev ganske smukt, var kjolen for tyk. Kjolen blev strikket færdig med meget få masker og nøjagtigt sådan kom den til at se ud.

På en miniaturemesse opdagede jeg nu strikkepinde, helt tynde og kun 1,2 mm i diameter. Jeg lavede nogle forsøg, og med disse kunne man strikke med blondegarn. For de, der måske ikke ved, hvad det er, kan jeg sige, at blondegarn er ca. så ”tykt” som sytråd. Nu havde alle døre pludselig åbnet sig, for sytråd fås i alle farver. Jeg var nu i stand til at strikke tøj til alle mine små dukker, herunder også lege– og pyntedukker til dukkestuerne. Og når man først får begyndt, kommer den nødvendige kunnen med de tynde pinde og det fine garn helt automatisk. Hurtigt købte jeg nu helt tynde hæklenåle (størrelse 0,75, 1 og 1,5. Nu kunne jeg også hækle fine blonder på de små kjoler, nøjagtigt som til de små dukker tv. Dukken i salgsreolen fra Bodo Hennig er 1,4 cm høj, og pyntedukken på dukkehussengen er 2 cm høj.

Mit resultat af disse håndarbejder var virkeligt fortryllende, og jeg var meget stolt. Men det blev også til lidt roderi eller fjumren rundt. Med hensyn til mine 7 og 10 cm høje Edi-dukker blev det mig for møjsommeligt. Men da jeg en dag handlede i en forretning med sytilbehør, fik jeg denne idé: Jeg købte knaphulsgarn og fandt hermed en fantastisk løsning. Garnet er dobbelt så tykt som sytråd og er lige så nemt at strikke med. Når man strikker så små ting, skal man passe på, at man ikke strikker for stramt— for gør man det, fremstiller man hurtigt små træbrikker. Strikker man tilpas løst, falder alt let, ja smyger sig om den lille dukkekrop. Derfor benytter jeg for det meste hulmønster til nederdelene, hvorved alt falder endnu mere elegant ud.

Sigi Ulbrich!

Det vigtigste ved disse fine arbejder er lyset. Allerhelst sidder jeg på altanen i skygge og strikker, da man i det skarpe sollys bliver blændet.

Endnu i dag arbejder jeg efter min Mors retningslinjer. Alt— kjoler, bluser, sweaters, skjorter, dragter-  kan åbnes og lukkes i ryggen. Dette er nemmest, når man klæder dukkerne af og på, og det skåner de små dukkearme-  og det er ekstra vigtigt, da jeg overvejende samler på celluloiddukker. Selv på Edi– dukkerne, som er af hård plastic, skåner man derved fastgørelses-anordningerne på arme og ben.

Jeg bruger ikke strikkeopskrifter, jeg arbejder efter ”Mål”. Jeg hækler eller strikke et stykke og holder det op mod dukken. Dukker er taknemmelige modeller-  måske lidt genstridige i arme og ben, men dukker behøver ingen pause og sidder altid beredvilligt parat, således at man kan måle på dem. Man kan selvfølgelig ikke arbejde for at tjene penge, det ville på grund af tidsforbruget koste alt for meget, jeg arbejder således for min egen fornøjelses skyld. For det første er det en fornøjelse for mig af fremstille de små ting, og for det andet er det mig en glæde at beundre mine små dukker i stadsen.

Vil jeg udstyre en lille baby-dame rigtig sødt, får hun en lille kjole, små bukser, en lille kyse og et par babysko.

Kjolerne udformer jeg gerne som kittelforklæder, dvs. korte, brede seler og derpå overdelen— som lukkes bagpå. Da det er nemmest, hækler jeg stykket indtil taljen. Den sidste række er en hulrække, således at man kan trække et lille bånd igennem. Derefter samler jeg maskerne op og strikker videre. Til Opsamling af masker anvender jeg gerne dobbelt garn, så har jeg med et slag opnået vidden på nederdelen. Kun sjældent skal der flere masker til. Til halsudskæring og ærmegab hækler jeg endnu en lille blonde. Denne bliver særligt smuk og fin, når man benytter tyndere sytråd.

Som i det virkelige liv er det for det meste nemmere at strikke til ”mændene”. Mine sparkebukser er altid i et stykke, overvejende med lange ben, som jeg gerne lukker under fødderne. Herved sparer jeg at strikke de ekstra babysko. For at få benene lige lange, strikker jeg straks begge på én pind. Når de har den rigtige længde, strikker jeg i midten til kilen yderligere 2-3 masker – de skal senere tages ind – derefter strikker jeg dem sammen foran. ”Buksedelen” strikker jeg videre i glatstrik (en pind ret, en pind vrang). I taljen kommer en hulrække. I overdelen indarbejder jeg gerne et lille mønster. I halsudskæringen bliver i hvert tilfælde skulderstykket lige så langt, at det kan sys til foroven på ryggen. Nu lukkes bagsømmen til taljen. Ærmerne strikkes enkeltvis og sys direkte til overdelen. For øvrigt gør jeg nøjagtigt det samme, når det drejer sig om store babydukker. Dragten til den 30 cm høje ASK-baby (Adam Szrajer/Adam Schreyer— de blev fremstillet i byen Kalisz/Kalisch) er ligeledes i et stykke, sågar skoen er strikket med. Men naturligvis er denne dragt strikket af det ”normale” meget tynde bomuld.

Under alle omstændigheder får også en drengebaby en kyse – tidligere brugte man det. En baby havde kyse på. Til disse små drenge laver jeg gerne en ”lodden hue” (en slags djævlehue). Også selv om det ikke er realistisk i det virkelige liv —- ser det ganske henrivende ud, og dukkebabyerne ligger eller sidder jo overvejende i deres små senge, vogne, vugger eller høje stole. De to 7 cm høje babyer i gult/hvid og rosa/hvidt har ligeledes strikkede dragter i et stykke.

Hvis det engang skal gå hurtigt, får en baby – se længere oppe,  en 4 cm høj Edi-dukke med sin 12 cm høje Edi-Mor i en bondestue fra 1942 – en løjert (en slags køre eller sparkepose med overdel). Til denne dukkestørrelse er man nødt til at bruge sytråd, alt andet bliver for pølseagtigt.. Man strikker helt enkelt ca. 20 pinde – her har jeg brugt perlestrik. Herefter har man opnået den rigtige størrelse og fortsætter med 2-3 pinde til overdelen foran, brede seler og sammensyning. Som sædvanlig er dragten åben bagi og let at iføre barnet. FÆRDIG!

Jeg har kasser og æsker fyldt med garn og stofrestert. Jeg ved også, hvorfra min samlerlidenskab stammer, den har jeg arvet efter min Bedstemor. Hun gemte hvert eneste lille stykke stof og garnrest. ”Man ved jo ikke, hvornår man engang for brug for det igen!” Nå, ja, hun var årgang 1893. Da Bedstemor døde i 1981, arvede jeg alt dette. Hver gang jeg har brug for et stykke stof eller en særlig farve garn, finder jeg det helt bestemt i Bedstemors efterladenskaber. For nylig ryddede jeg op i det hele-  og til min mands store glæde smed jeg noget ud. Dog er der stadig for alle tilfældes skyld rigeligt tilbage.

Og her ved fandt jeg stoppegarnet. Husker I det? Jeres bedstemor og måske også jeres Mor stoppede dengang strømper. Dengang kunne man købe stoppegarn viklet om tyndt pap. Oprindeligt var det uldgarn, og omkring midten af 60erne overvejende dralon (et kunststof). Mens uldgarnet på de gamle papstykker ikke længere er anvendeligt – de falder nærmest fra hinanden, når man ser på dem – er dralon vidunderligt som strikkegarn. Sy– hhv. knaphulsgarn gør det ud for bomuldsgarn, og dralon gør det ud for uldgarn. Begge dele ser godt ud, og mine små dukker er rigtig fint klædt på.

Måske ikke lige frem Haute Couture, men heller ikke Prêt-à-Porter !

 

 

Og så er der kun at takke Sigi hjerteligt for denne herlige og lærerige artikel med tips og tricks – en fortælling, der helt sikkert giver mange af os lyst til at prøve kræfter med strikkepinde og hæklenål helt uden opskrifter og ”efter de forhåndenværende materialers princip”!.

 God fornøjelse !

PS: Sigi fortæller at der findes 2 bøger om Cellba dukkerne:

bind 1 og 2: Im Zeichen der Nixe (I havfruens tegn men kun på tysk)

Udgivet af: Heimat und Gewschichtsverein eV.

Mere om Cellba dukkerne

Anne Friis © for tekst og fotos.

Hvad jeg ved om Mærket Cellba.

Det er beretningen om min Cellba dukkepige lavet i celluloid. Jeg købte den på loppemarkedet i Humlebæk, det er der kun ret sjældent. Pigen der solgte den fortalte at den havde tilhørt hendes mor, som lige var død. Hun ønskede dog ikke at smide den ud, selvom ingen var interesseret i den – jeg kom ret sent – men da jeg fortalte at jeg nok skulle passe på den, blev den min for bare en tyver. Hun er en type, som jeg ikke har mange af, en såkaldt ståbaby, direkte oversat, desuden er hun af mærket Cellba fra 1923-1966. De bruger en havfrue kalder jeg det, andre siger havmand, der er i et skjold ”Wassernixe” på Tysk. Firmaet er Schöbel, Becker & Co bosiddende i Babenhausen.

Celluloid er jo et farligt materiale, da det skal presses i en form og med lufttryk presses ud i alle hjørner, derefter bliver delene sat sammen, faktisk smeltet sammen.

Da jeg arbejdede på Statens filmcentral var jeg en af de få, der fik lov til at sidde og reparere brækkede celluloidfilm med et flydende materiale, nitroglycerin i en lille glasflaske, der smeltede det sammen. Der var temmelig mange stumfilm fra den periode.

Derfor sad jeg for mig selv, så hvis det eksploderede var det kun mig det gik ud over. Det kan man så tænke over i dag, da jeg var alene med 3 små drenge – tror ikke det var gået i dag. Der er adskillige fabrikker, der er brændt ned til grunden på grund af eksplotionsfaren og alle de forsøg, de var nødt til at lave. Men jeg må nok sige, det er et meget mat og smukt materiale, som sågar er blevet brugt til fremstilling af smykker. Et sådant købte jeg også på samme loppemarked – en yndig rose. Jeg har selvfølgelig en del dukker i Celluloid, men desværre må jeg sige, at de er utrolig sarte nu hvor de er over 100-160 år gamle, idet materialet blev opfundet i 1895. Husk ALDRIG at tage din dukke ud i frostvejr eller udsætte den for en stor temperatur forskel, så kan de eksploder for øjnene af dig. Har selv prøvet det, og man lære jo kun af sine fejl, ved at gøre dårlige erfaringer. Ellers er det et dejligt let materiale, der senere blev udkonkurreret af Bakkelit, og Tortulon, som det kan minde om. Bakkelit kunne også presses i form, men det holder heller ikke, det pulverisere – tænk på gamle brune kontakter og fatninger – om det er fordi ledninger bliver varme ved jeg desværre ikke.

Firmaet Cellba har rigtig mange søde og spændende dukker i deres sortiment, de virker lidt anderledes end ”Skildpaddernes” som jo sad på det store marked og diktered hvad de andre firmaer kunne tillade sig. Alle fik rå-celluloiden – sikkert fra det samme sted, men Skildpadde bestemte hvem der fik. De eksistere jo den dag i dag, så de har formået at klare sig, ved at opkøbe andre fabrikker og så nedlægge dem. En nem måde at få sine konkurrenter fjernet på. Jeg siger ikke at andre firmaer ikke ville gøre det samme; når det kommer til stykket er det pengepungens størrelse, der bestemmer. Cellba lavede mest babydukker og så stådukker, men de kunne være med både faste og drejbare hoveder samt en meget charmerede Kewpie type. Desuden var der andet legetøj til små børn som tumlinge, der ikke vælter og sådanne ting. Dem har jeg dog kun set fotos af. De kunne sagtens putte vippeøjne i, som også blev lavet i celluloid, men ligeså tit kunne det være glasøjne, de har et meget dybere blik og betingede sikkert en højere pris. I skal huske at de faktisk var ret dyre, det var jo det nyeste hit, så mange china dukker har måtte lade livet for at få et nyt hoved i celluloid, men jeg tror ikke at Cellba lavede skulderhoveder, men det gjorde andre firmaer, især ”skildpadde”. Børn ønsker altid at få det, der lige nu er in, ellers plager de livet af dig; det gjorde de også dengang. Hende, jeg købte i Humlebæk, hedder Gabi i de tyske bøger. Min har malet øjne – den billige udgave. Desuden tror jeg det ene ben er udskiftet, da det har en mørkere lød i den ellers meget blege hudfarve. Det er heller ikke mærket på samme måde som det andet ben og armene. Hudfarven blev hældt i celluloidmassen, så man kan sige de er gennemfarvet, hvor nogle negerdukker blot er sprøjtelakeret på en lyserød grundfarve. Det ses i de dele man kan skille ad, især på indersiden af lårene. Men som sagt har jeg også der kun set fotos af deres specielle negerdukker. Men jeg kan godt lide det lidt anderledes udtryk Cellba bruger, de virker ret naturlige som rigtige børn og var klædt som sådanne. Jeg vil se i min samling, om jeg skulle have flere hele dukker fra Cellba. Mange af mine celluloider er desværre blevet ødelagt af diverse katte samt et indbrud, hvor personen bare smadrede dem, så min samling er ikke i den bedste stand desangående.

 

 

Fordi cellba pigen er så bleg, har jeg inkluderet en tumling, så I kan se hvor godt at farverne kan holde. Det er en klovn som slet ikke har noget mærke overhovedet, den er gennemset med lup, men den virker meget tysk i mine øjne, så det tror jeg på. Desuden har den en noget anden farvetone end de Japanske celluloid ting, så det udelukker jeg også. Den indeholder noget det rasler samt er ikke så god til at rejse sig op, som de plejer at være. Han er 14,5cm høj.

Bøger kun med celluloid dukker og ting: Zelluloid-puppen sammmeln fra Lanterna Magica  skrevet af Angelika Lipinski ISBN3-87467-313-8, katalog med farvefotos og prisguide på tysk.

Mange leksikoner har også afsnit med celluloid dukker, ligeledes de forskellige pris guider, men meget få har store gennemgange af de vidt forskellige mærker fra mange lande i Europa. De danske celluloid’er fra Køge, Muslinge og Swift fabrikkerne dukker slet ikke op i disse, samt polske og franske mærker heller ikke; begge lande lavede som bekendt pragtfulde dukker. Dette får mig til at tro, at meget lidt af de forskellige mærker slet ikke kendes andre steder. Jeg er tit blevet spurgt om dette i Bruxelles hos min dukkereparatør, som var meget interesseret i ny viden, og jeg købte netop den franske bog hos ham.

Poupées Francaises en Celluloid både på Fransk & Engelsk  af Kathy Moreau kun franske mærker. Denne lille, men meget oplysende guide, er ganske undværlig og idet den er tosproget yderst anbefalelsesværdig. Jeg har adskillige franske celluloider, men alt sammen analogt registreret, så jeg må i gang igen og lave det digitalt.

Puppen & Spielzeug aus Zelluloid fra Weingarten af Sabine Reinelt , nok den bedste med tyske dukker, den mest alsidige, og med pragtfulde fotos. Desuden var det den eneste som havde fotos af min nye Käthe Kruse dukke i tortulon med korrekt angivelse af årstal.

Vi skal huske at celluloid hurtigt bliver videreudviklet, og at der kommer andre stoffer i det hen ad vejen, via bakkelit og tidlig plastik og til sidst vinyl, som vi kalder det meste for i dag. Tidlig plastik og plastik er to meget forskellige materialer, og museerne har store besværligheder med at bevare disse ting, fordi de går ind og reagere med luftens forurening i en kemisk proces. De tidlige plastik dukker (Barbie & Bild Lilly) er særlig udsatte, og der skal nok kommer flere med over årernes løb. Nogle af mine får grønne plamager midt i ansigtet, det havde Barbie Lene aldrig set før. Ellers er det kun ved ørerne (grundet messing ørenringene og metallet de er fæstnet med). Hvis I selv har oplevet dette må I gerne fortælle os andre om I har fundet en løsning på især misfarvnings problemer, det kunne vi godt tænke os her på blokken.

En stor tak til Anne for denne udførlige artikel!

Lene

Shirley Temple dukker

© for research Lene Byfoged

Hvem husker ikke den populære og berømte barnestjerne med alle de mange fine krøller Shirley Temple? Hun har vel været den mest populære af dem alle gennem tiderne. Hun startede sin filmkarriere som 3 årig og hun kunne det hele, danse, synge og spille skuespil, så hun charmerede enhver hun mødte. Hun blev født i 1928 og døde i 2014 som 86 årig.

Der blev produceret  masser af merchandise, som f.eks. kopper, hatte, tøj, påklædningsdukker, dukker og meget mere. Hun indspillede også flere grammofonplader.

Shirley Temple med en af de dejlige Shirley dukker.

Det er selvfølgelig de eftertragtede Shirley Temple dukker, jeg vil prøve at fortælle lidt om her.

De første dukker blev lavet af firmaet Ideal Toy Corporation  i midten af 1930érnes depression i USA. Det blev billedhuggeren Bernard Lipfert der fik opgaven til at skabe en dukke der lignede Shirley Temple. Efter mere end tyve forsøg, enedes familien og firmaet og den første dukke kom i produktion.

Den første udgave blev lavet i composition med tre forskellige parykker brun, rød og blond. i 1934 ansøgte Ideal Toy Corporation om patent og den første Shirley Temple dukke blev offentligt annonceret i magasinet “Toys”. Herfra gik det hurtigt og dukkerne blev fremstillet i flere udgaver. Den blev lavet i mange størrelser, fra 28 cm til 90 cm. De første dukker var mærket “COP IDEAL N & T Co” på bagsiden af hovedet. Alle dukkerne blev solgt iført en polkaprikket kjole magen den til den, hun havde på i filmen “Stand up and Cheer”.

Shirley Temple dukke fra 1930érne i sin originale prikkede kjole. Det originale mærke sidder der stadigvæk.

Det var ikke billige dukker, men de blev hurtigt meget populære og firmaet ansatte designeren Mollye Goldman til at kreere en større garderobe til dukken. Så ejerne af dukkerne, kunne nu iføre deres dukker de forskellige fine kjoler af enhver art.

Ideal Shirley Temple dukke fra 1958 i vinyl. på 30 cm. Iført original sømandskjole i bomuld.
Original Ideal Shirley Temple dukke fra 1934 på 45 cm med sin fine garderobe.

Disse dukker blev hurtigt firmaet største succes og bedst sælgende produkt og blev med tiden lavet i både composition, porcelæn og vinyl og hen ad vejen, ændrede dukken udseende. Hun fik bl.a. slankere ansigt og hendes mærkning ændrede sig.

De forskellige mærker:

1 . SHIRLEY TEMPLE (i form af en halvcirkel)

2 . SHIRLEY TEMPLE (i form af en halvcirkel) IDEAL N. & T.Co. (inde i halvcirkel, som regel skrevet IDEAL, lige over, på én linje, og N. & T. Co. på næste), dette mærke kom også med COP (C med O og P inde i det),

3 . SHIRLEY TEMPLE

4 . Shirley Temple med IDEAL i en diamant under navnet

Andre firmaer ville også være med i succesen og der blev fundet på flere kreative ideer til at omgå ophavsretten, men de blev aldrig helt så populære.

45 cm. høj vinyl Shirley Temple dukke i sin originale indpakning. Denne dukke blev lavet mellem 1959 og 1963.

Dukkerne er stadigvæk store samlerobjekter og man er vel ikke i tvivl om, hvilken dukke det er, når ser den.

Et par af de mange bøger der er udkommet om Shirley Temple dukkerne:

ISBN: 0-87588-624-8
ISBN: 0-87588-644-2

 

En af de mange Shirley Temple påklædningsdukker der er produceret.

Mere om Celluloiddukker fra Bruno Schmidt

Dukkefabrikken i Waltershausen/Thüringen 1900-1950

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

billede1

 Kære Samlere,

I har sikkert læst artiklen om Bruno Schmidts celluloiddukker mærket med et hjerte. For nogle dage siden fik jeg en forespørgsel fra Birte Iversen vedrørende en dejlig dukke, som ejes af en af medlemmerne i Vestsjællands Dukkeklub, idet man gerne ville vide mere om dukken, som bærer hjertemærket og et stort H.

billede2billede3

Den søde dukke er desuden mærket med 40/42, som betegner hendes højde,.ca. 42 cm. H’et står for stådukke (dukke med lige ben) og med modelleret frisure. Hun har glasøjne og kan være fra 1920erne-1930erne, en meget flot dukke, som ejeren kan være stolt af. Hvor meget den er værd, tør jeg ikke sige, disse dukker var tidligere ret dyre af celluloiddukker at være, men priserne er desværre faldet betydeligt. Så det spørgsmål lader vi stå åbent. Men her er billeder af pigen:, hvor man på ryggen kan se Bruno Schmidt hjertemærke. Hun har drejeligt hoved og bevægelige arme og ben.

Måske jeg i min første artikel om Bruno Schmuidt har været lidt karrig med billederne, idet jeg blot bragt to billeder af babydukker, men her er til sammenligning en dukke af samme type som den 42 cm høje pige.

billede5
Pigen tv er fra 1920erne-1930erne og har bevægeligt hoved, arme og ben, håret er fint modelleret, munden lukket og hun har indsatte blå glasøjne. Hun er mærket med det typiske hjerte og et stort H. Pigen th er den oven for beskrevne dukke fra Vestsjællands dukkeklub!

billede4

 

 

 

 

 

 

 

Jeg siger tak for billederne, således at vi alle kunne få flere detaljer frem angående Bruno Schmidts dukker!

C e l l u l o i d d u k k e r og – f i g u r e r “Made in Japan” 2

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Hermed endnu en lille beretning eller billedkavalkade om japanske celluloiddukker: Der er som tidligere nævnt enormt mange Logoer vedrørende japanske Celluloiddukker, og disse 3 herlige dukker (figurer) er således mærket med hver sit Logo:

Billede1

Billede4

 

 

 

 

 

Billede2

Billede3                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                              Dukkegruppen her har bevægelige arme, og de er alle mærket med hver sit ”uidentificerede” logo.

Pigen til venstre er ca, 15 cm høj og klædt i 1920ernes stil med gul hat og blå frakke. Hun er mærket med SS i rude, Made in Japan!

Den lille tykke dreng i midten er sikkert en golfspiller, hvad man kan se af hans tøj og den lille hvide bold, han holder i højre hånd. Han er iført brun skjorte, gule bukser og gul hat. Han er mærket med MS i rude, Japan.

Pigen til højre er ca. 15 cm høj og iført rød kjole og pink hat. Hun holder en fodbold i højre hånd, og hun er mærket med ”omvendt W, derunder S og Made in Japan.

Billede5

Dukken til venstre er en Kewpie-type på 14 cm, hun har bevægelige arme og ben, men kan ikke stå oprejst. Hun er flad bag i, og benene er forbundet med en vinkel stående ud til siderne. Det har muligvis været nemmere at gøre det sådan end at modellere udstrakte ben — hvem ved? Dukken er fint modelleret og omhyggeligt malet. Kravledragten er pink, og hatten er grå. Hun er mærket ”MADE IN//JAPAN.

Billede6

 

 

Et mærke, der blev benyttet meget ofte i besættelsestiden lige efter 2. Verdenskrig er tal i rude, her vist med 500 i rude og Made in Occupied Japan. Den lille kære dukke til højre er ca. 15 cm høj og iført moddelleret cremefarvet heldragt. Ansigt og hænder hudfarvede i lys nuance — Øjnene er grønne med en lysere ring rundt om pupillerne. Hår, vipper og bryn er i den typiske rødlige farve. Dukken har bevægelige arme og ben, og fingrene er modelleret separat og sat på hænderne.

Billede9

Et andet, meget ofte fundet logo er Den franske Lilje, og derunder Japan Royal, samt en kontrol-label i rødt og formet som en blomst.

Her er to søde dukker, der begge er mærket med Den franske Lilje osv.

Billede7

 

Dukken til venstre er ca. 18 cm høj og af meget fin kvalitet. Den er flot modelleret, og hoved, arme og ben er bevægelige. Materialet er kraftig pink-hudfarvet celluloid, og bemalingen er meget detaljeret. De blå øjne har lysprikker i pupillerne, og der er hvide øjenæbler. Ofte har er øjenæblerne på japanske dukker samme farve som den anvendte celluloid. Dukken har sorte, omhyggeligt malede vipper, samt pink prikker i øjenkroge og næsebor, heller ikke noget man normalt finder på japanske dukker. Foruden mærket med Den franske Lilje er dukken stemplet på venstre fod og har Den røde Kontrol-label på højre.

Dukken til højre måler lidt over 20 cm. Ansigtet er i lys hudfarve med enorme Googly-øjne — Iris er lavendelblå med lysprikker, og også denne dukke har hvide øjenæbler, dog kun sorte krøllede øjenvipper foroven. Hele kroppen er modelleret som en pink bamse, og hænderne har form som poter. Dukken har bevægelige arme og ben og fungerer som rangle. Foruden Liljemærket er der stempel under venstre fod.Billede8

Desværre har jeg ikke fundet farvefotos af dukkerne, men drøm jer til farverne!

Lise Clasen Research ©

 God Læselyst !

C e l l u l o i d d u k k e r og – f i g u r e r ”Made in Japan” 1.

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Billede1
Den søde lille chokoladefarvede dreng er 15,2 cm høj og af høj kvalitet. Håret er modellerede sorte krøller, som man ofte ser på franske dukker, han skriger af vrede, fordi den væmmelige bulldog bider ham bag i. Hunden har en slags metalklips i munden, så den kan holde fast. Matrosen er af samme højde og er udstyret med blond mohairparyk over sit modellerede hår, på hans kinder er modelleret to små tårer, han er meget bange for hunden og kan med sine bevægelige ben løbe fra den. Ved første øjekast ligner han en dukke fra USA, men er dog lige som de to andre mærket: ”Made//in//Occupied//Japan!

 Der blev selvfølgelig også fremstillet celluloiddukker og –figurer (legetøj) af celluloid uden for Europa, blandt andet i Japan. Her anvendtes mange forskellige Logoer (mærker), og alle, sikkert alle, efterfulgt af ”Made in Japan” eller ”Made in Occupied Japan” i årene efter 2. Verdenskrig (Fremstillet i Det besatte Japan) –

Det har for mig været vanskeligt at finde Historien bag fabrikaterne— der findes litteraturlister, men ingen, så vidt jeg har kunnet konstatere, dækker Japan. Jeg håber derfor, at en eller flere af vore læsere måske har mulighed for at give mig tips angående historien bag de dukker, figurer og deres logoer, som jeg her har lejlighed til at vise jer:

Hertil denne bemærkning. Ingen af de celluloid-projekter, jeg fandt under min søgning, er fremstillet som japanere— de fremstår simpelthen som hvide eller sorte mennesker, hvorfor man må slutte, at japanerne har gjort ALT for at efterligne dukker fra USA og Europa.

Eksempler på mærker under USA's besættelse af Japan. T-mærket herover blev benyttet mellem 1945 og 1951!
Eksempler på mærker under USA’s besættelse af Japan. T-mærket herover blev benyttet mellem 1945 og 1951!

Billede2

Den søde pige med Bonzohunden er ældre og dateres til sidst i tyverne eller de tidlige tredvere og har ansigtstræk meget lig tyske og franske celluloiddukker. Hun er ca. 34 cm høj. Hoved, arme og ben er af blankt, hudfarvet celluloid, kroppen skulle ligne en metalkasse formet som en krop og malet i samme farve som lemmerne (har desværre ikke solo-billede af kroppen) – Der er ført metalstænger fra krop til benene. Der er fire hjul under hver af hendes røde metalsko. Fjederen kan drejes med nøgle, og vupti, dukken kan gå. Tøj og undertøj er originalt. Under fødderne er hun mærket ”MADE IN JAPAN”!

(Bonzo er en JUNO-figur (se tidligere artikel om JUNO)! Billede5

 

 

Billede4

 

Japanerne var– se blot disse unikke figurer: – enormt alsidige –  se blot her:

 

 

 

Billede6

Den søde lille nøddebrune dukke her er blot 9 1/2 cm høj. Han har kun en enkel rød undertrøje på samt sit dejlige smil. Han har modellerede øjenæbler med ”Googly”-prikker som øjne, lille rød mund og smilehuller. Hans modellerede hår er malet sort, og kunne man se ham bagfra, anes hans lille numse bag undertrøjen. Han er mærket med tegnet og Japan som vist herover og findes i mange størrelser.

Billede8

Den lille luftfartspilot th. er ca. 15 cm høj og iført en modelleret pink dragt samlet ved skulderen, og han er simpelthen en rangle. Hans fremhævede sko, hjelm og hagerem er sorte. Han har blå malede øjne. Der er et papirklistermærke på hans fødder og han er mærket bagpå: ”Made in Japan//PATENT. ”Billede7

 

 

 

Billede9

 

 

Den lille pige , der leger med sin dukke, har krølle i midten af panden og bestemmes på grund af frisuren til at være fra sidst i 1920erne eller først i 1930erne, er fremstillet af letvægts-celluloid i en brunlig-pink farve (mange af de japanske celluloiddukker virker mere lyserøde end de øvrige landes) – hendes hår, øjenbryn og –vipper er malet røde. Hun har klare blå øjne. Hun holder en farvestrålende babyrangle i den ene hånd og sin lyserøde babydukke i den anden. Hendes gule rayonkjole er original. Hun er mærket på halsen med ”JAPAN//PAT”,.

Desværre har jeg ikke kunnet finde ret mange farvefotos af de japanske celluloiddukker, altså må i fantasere jer til dukkernes farver.

Der kommer senere et afsnit 2. om japanske dukker.

God læselyst og forårshilsner herfra – Lise!

© Lise Clasen Research…..

W i l d e b r a s – dejlige hollandske dukker –

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Da jeg startede med at samle og interessere mig for dukker, talte og læste man næsten altid om dukker af porcelæn eller china, idet pocelæn– og chinadukker betragtedes og stadig betragtes som Dukkernes flagskibe…..

Billede2
Nogle af de mærker og labels, der findes på Wildebrasdukkerne!

              Men hurtigt fik jeg øjnene op for dukker af andre marterialer, som i mange tilfælde virker varmere på mig. Og jeg har da stadig min amerikanske dukke med gummikrop og – ører, og hoved at plastic.

Heldigvis har enormt mange samlere fattet interesse for dukker af stof, papmaché, kompomasse (af nogle kaldet komposit), træ, celluloid, plastic, vinyl og meget andet. Og der samles på livet løs på barndommens dukker.

Fabrikkens facade i Steenwijk!
Fabrikkens facade i Steenwijk!

De fleste er fremstillet i Danmark, Tyskland, Storbritannien og Italien og USA. Men selvfølgelig også andre steder, og f.eks. er de søde Wildebras-dukker hollandske….   Wildebrasdukkerne startede som papmaché-dukker, derefter blev de lavet af plastic eller kunststoffet polyethylen og senere desuden af vinyl

Fabrikken er stiftet af Brødrene Nolles. De var i tobaksbranchen, men efter 2. Verdenskrig blev det svært at fremskaffe tobak, og man så sig derfor om efter noget andet, og det te resulteredes således i dukkefabrikken Wildebras i Steenwijk. Her startede man i 1946 med at fremstille dukker af papmaché – dukkerne var rigtig søde med forskellige ansigtsudtryk og omhyggeligt malet. I 1957 gik man over til kunststoffet polyethylen eller plastic— og senere i 1962 fremstillede man sideløbende dukker i vinyl. Produktionen varede til 1976, hvor fabrikken brændte. De sidste mange år lå man i skrapkonkurrence med dukker fra bl.a. USA og Japan.

Man fremstillede også negerdukker, populært kaldet Javanesiske dukker,. På fotoet her th ses tv en såkaldt Javadukke i sari. Og til højre en anden negerdukke, der er klædt på samme måde som hvide dukker.
Man fremstillede også negerdukker, populært kaldet Javanesiske dukker,. På fotoet ovenover ses tv en såkaldt Javadukke i sari. Og til højre en anden negerdukke, der er klædt på samme måde som hvide dukker.

Dukkerne var naturligvis mærket, enten med et påklæbet/indridset mærke på ryggen eller et lille skilt, som hang på dukken. De samlere, der har vist mig deres Wildebras-dukker, har alle erhvervet eksemplarer, hvor der står Wildebras i dukkens nakke.

I 1956-1957 gik man over til fabrikation af plastic, som man i løbet af 1957 introducerede som polyethylen – dukkerne er søde og udtryksfulde, og et af kendetegnene er de drejelige håndled og de indsatte øjne. Nogle af dukkerne mindede meget om både Skildpadde– og Cellbadukkerne – nå, ja, det kan vist ofte for de fleste være svært at skelne mange af disse dukker fra hinanden uden først at se efter mærket i nakken!!!

Disse 4 dukker er typiske Wildebras-papmachédukker: dukken tv e rumærket, som mange af fabrikkens dukker var i begyndelsen. Hun er 40 cm høj, har modelleret hår og blå malede øjne. Pigen ved siden af med skiltet bundet på armen er 37 cm høj, og pigen i den rosa kjole me dhvide prikker er 29 cm, begge har Wildebrasmærke på ryggen. Den store dukke ha rligeledes ”rygmærke” og er 48 cm høj - alle 4 dukker fremstilledes også som negerdukker!
Disse 4 dukker er typiske Wildebras-papmachédukker: dukken tv e rumærket, som mange af fabrikkens dukker var i begyndelsen. Hun er 40 cm høj, har modelleret hår og blå malede øjne. Pigen ved siden af med skiltet bundet på armen er 37 cm høj, og pigen i den rosa kjole me dhvide prikker er 29 cm, begge har Wildebrasmærke på ryggen. Den store dukke ha rligeledes ”rygmærke” og er 48 cm høj – alle 4 dukker fremstilledes også som negerdukker!
Dukken tv minder i allerhøjeste grad om en skildpaddedukke, ikke sandt!
Dukken tv minder i allerhøjeste grad om en skildpaddedukke, ikke sandt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra 1962-1976— den såkaldte Polyethylen-vinyl-periode – hoppede firm<aet selvfølgelig med på ”velstandsvognen” og fremstillede de allerkæreste dukker både af plastic og vinyl.

I denne periode fremstillede Wildebras desuden bamser af polyethylen/plastic. De 42 cm høje bamser fandtes i 3 farver: brun, hvid og grå med drejeligt hoved, og drejelige arme og ben, alle havde faste øjne. Bamserne fandtes desuden med overtræk af kunststof.

Som andre firmaer på den tid leverede man ofte dukkerne i emballeret i salgskartoner. Dukkerne var fint klædt på, og der solgtes bl.a. dukker med ekstra parykker. Fabrikken var leveringsdygtig i dukketøj, sko (her var et enormt udvalg), dukkelegetøj, møbler (bl.a. stole og dukkesenge) og meget mere.

Og naturligvis stod man ikke tilbage for tidens mode med mannequin– eller modedukker, idet man lancerede Willy Wildebras med en omfattende garderobe. Også en GÅ-dukke kunne ses blandt fabrikkens store udvalg!

For drengene fremstillede man byggesæt à la dem vi alle kender: Wildebras Konstruktie. Desuden fandtes der spil og ikke at forglemme et stort udvalg i Wildebras’ Autos, som man kaldte de mange biler.

 

Så forskellige ser Wildebras-dukkerne ud, den mindste på fotoet her er 20 cm høj, mens de største (den stående dreng i midten og dukken yderste th) er hele 60 cm!
Så forskellige ser Wildebras-dukkerne ud, den mindste på fotoet her er 20 cm høj, mens de største (den stående dreng i midten og dukken yderste th) er hele 60 cm!

Billede7

 

 

 

 

 

 

Vil du vide mere om Wildebras, findes der tre bøger på hollandsk : Wildebras, Méér over Wildebras (Mere om Wildebras) og Tøj til Wildebrasdukkerne (Kleding voor Wildebras Poppen) med en masse gode mønstre til dukketøjet. Alle bøger er udgivet af Niesje Wolters van Bemmel, EPE, Holland. (Jeg havde i sin tid lejlighed til at oversætte og udgive bøgerne, men gjorde det ikke, da Wildebras-dukkerne ikke er særligt kendte i Danmark).

Billede8Billede9

 

 

 

 

Billede11

 

 

Denne korte beretning skulle give jer et bredt indtryk af Wildebras-dukkerne,

Og måske nogle af jer har en eller flere i jeres samlinger. Dukkerne ses ret ofte på markeder og messer, og prisen er rimelig.

G o d     L æ s e l y s t !

Kilde: Lise Clasen Research ©

S t o r k e og H j e r t e r på S p i l i g e n !

Denne gang som LOGO på en hollandsk celluloiddukke !

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Billede2
Hermed den søde pige i hel figur og i nærbillede!

Da jeg søgte efter Storkedukker fra USA, stødte jeg på en helt anden udformning af et storkelogo, og det viser sig at være brugt på hollandske dukker. Billede1

Dukken, der præsenteres her ligner enormt meget Skildpaddepigerne Erika eller måske Ursel. Hun er helt af celluloid og 40 cm høj med bevægelige arme og ben. Hun er fremstillet af celluloid i kraftig og god kvalitet . Hendes blå glasøjne er faste, og det påmalede hår er blondt. Hun er iført sit originale blå bomuldsundertøj, gamle sko og sokker. Det var ret overraskende at læse, at hun er mærket med det her viste Storke-logo.Billede3

Under min søgning efter flere hollandske dukker, stødte jeg på denne pigedukke, der er mærket med ”Lucky Life” omkranset af et hjerte, hvorunder der står ”Made in Holland”!

Pigen er en stådukke på 26 cm og fra 50erne. Hun har bevægelige arme og ben, fast hoved med et yndigt pigeansigt og flot modelleret krøllet hår. Desværre fandt jeg ikke flere billeder af dukker fra Internationale Speelgoed Industrie, (International Legetøjsindustri) som benytter mærket Lucky Life i hjerte.

Billede5Billede4

Det har i det hele taget været vanskeligt at finde flere hollandske celluloiddukker. Men mon ikke I kender Wildebras-dukkerne, de er hollandske, men ikke af celluloid. Jeg har før skrevet om dem, og senere skal I få derfs historie. Wildebras-dukkerne er fremstillet i plastic og vinyl.

Lise Clasen Research ©

 G o d   L æ s e l y s t   !

Dukker med vindmølle-Logo!

CONVERT   1830-1983

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Starten på dette firma kan dateres helt tilbage til 1830; dengang var det for grundlæggeren Philippe Convert endnu ikke aktuelt med dukker, end sige legetøj, men handlede derimod om galanterivarer. Legetøj og dukker kom først meget senere på tale, da grundlæggerens søn, Gustave Convert, i 1860 flyttede familieforetagendet til en gammel vandmølle. Den første anvendelse af celluloid fandt sted i 1911—formene var dengang af bronze, og maskinerne håndbetjente.

Disse to yndige småpiger er helt i celluloid med bevæg. hoved, hofter, skuldre og håndled. Deres modellerede hår er sortmalet, ret usædvanligt. Pigen tv har faste, blå glasøjne, er ca. 60 cm høj og mærket med vindmøllen/France/55. Den lille dukke th er ca. 44 cm høj og har brune flirting glasøjne. Mærket med vindmøllen/France/45!
Disse to yndige småpiger er helt i celluloid med bevæg. hoved, hofter, skuldre og håndled. Deres modellerede hår er sortmalet, ret usædvanligt. Pigen tv har faste, blå glasøjne, er ca. 60 cm høj og mærket med vindmøllen/France/55. Den lille dukke th er ca. 44 cm høj og har brune flirting glasøjne. Mærket med vindmøllen/France/45!
Eksempel på Vindmøllelogoet!
Eksempel på
Vindmøllelogoet!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1929 overtog 3. generation familiefirmaet og fremstillede dukker og badedukker/de såkaldte vandtætte svømmedukker, som produceredes til slutningen af fyrrerne. Convert overtog forme fra Maison Anel, lige som man benyttede egne modeller. Produkterne blev alle mærket med en vindmølle.

I 1933 lancerede Convert en dukke til 10 franc til Varehuskæden Prixunic, som modtræk til Petitcollins dukke til 15 F lanceret i samme periode.

I 1944 kom en dukke med stofkrop og celluloidhoved på markedet. Den første babydukke i voksovertrukket polyester fra Convert så dagens lys i 1951. Disse år betegnes som familieforetagendets glansperiode. Man delte nu forme og maskiner med SNF (Société Nobel France) – I 1954 lancerede man dukker af polyæthylen. Fabrikationen af celluloiddukker fortsatte til 1979.

Under hele dukkeperioden tog man patent på flere ting, bl.a. metoder til fastgørelse af lemmerne og hovedet (1943) … Ikke alle dukkerne er mærket med vindmøllen, men er dog tilskrevet firmaet. Man producerede desuden dukkesko og –tøj.

Den mest kendte dukke fra Convert er helt sikkert NANO, som blev skabt i 1936, dukken blev enormt populær, idet der blev produceret så mange, at man den dag i dag uden besvær skulle kunne opdrive en NANO-dukke.

Denne smukke negerbaby er 60 cm høj og mærket med Vindmøllen France 60! Siddebaby med bev. arme og ben, drejeligt hoved, lukkeøjne med vipper, lukket mund og påsprøjtet flettet hår. På grund af størrelsen er dukken sjælden!
Denne smukke negerbaby er 60 cm høj og mærket med Vindmøllen France 60! Siddebaby med bev. arme og ben, drejeligt hoved, lukkeøjne med vipper, lukket mund og påsprøjtet flettet hår. På grund af størrelsen er dukken sjælden!

Da Centre Pompidou i 1977 blev indviet, kunne man se udstillingen ”Byen og Barnet” (La Ville et l’Enfant) – hvor man ved indgangen kunne betragte en enorm 4 m høj bevægelig babydukke med lukkeøjne – en NANO— skabt af kunstneren Pascal Rosier.

Fabrikken lukkede i 1983.

Lise Clasen Research ©

Annonce over NANO-dukker!
Annonce over
NANO-dukker!

 

 

Sjældne tyske celluloidduker mærket med et stort SORT W i cirkel.

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Når vi taler om tyske Celluloiddukker, går snakken altid om Skildpaddedukker, Minerva, Cellba og andre kendte dukkemærker, men der findes også meget sjældne tyske dukkemærker med hensyn til celluloid, og LOGOet med det store SORTE W omgivet af en cirkel ses meget sjældent.

Billede1

Dukken her er 17,5 cm høj og fra mellem 1910 og 1915—Den har fast hoved og bevægelige arme og ben. Hoved og led er meget smukt modelleret — let modelleret hår og malede blå øjne, mærket med W i cirkel,
Dukken her er 17,5 cm høj og fra mellem 1910 og 1915—Den har fast hoved og bevægelige arme og ben. Hoved og led er meget smukt modelleret — let modelleret hår og malede blå øjne, mærket med W i cirkel, Germany 17 1/2.

Dette mærke blev brugt af Bayrische Celluloidwarenfabrik, som i starten bestod under navnet Albert Wacker AG. Firmaet grundlages i 1895 i Landgrabenstraße i Nürnberg/Fürth og fabrikerede toiletartikler, så som spejle, dåser og børster. Men ca. i 1910 startede man produktionen af celluloiddukker.

Denne fabrikation varede til 1930, hvor firmaet blev opløst. Nogle af dukkerne havde navne som Cleo, Eva og Kleiner Spatz (Lille Spurv) – Desværre ved man ikke rigtigt, hvor mange forskellige dukker, der fremstilledes. Desuden fabrikerede man celluloidfigurer, spillekort, glasting og reklameartikler. Selskabet var børsnoteret i München, Frankfurt og Berlin, og samlere af gamle værdipapirer etc., kan ofte på auktioner købe aktier påtrykt firmaets navn..

Yderst tv et par ”tvillinger”, dvs. stådukker med forskellig hudfarve. Den hvide dukke er umærket. Den mørke med W i cirkel. De er fremstillet af gennemfarvet celluloid, har fast hoved og bevægelige arme. Den mørke dukke har påmalede øjne og hår, den lyse indsatte glasøjne, begge har åben/lukket mund De er fra ca. 1900-1910 og 25 cm høje!
Et par ”tvillinger”, dvs. stådukker med forskellig hudfarve. Den hvide dukke er umærket. Den mørke med W i cirkel. De er fremstillet af gennemfarvet celluloid, har fast hoved og bevægelige arme. Den mørke dukke har påmalede øjne og hår, den lyse indsatte glasøjne, begge har åben/lukket mund De er fra ca. 1900-1910 og 25 cm høje!
Negerbabyen her er 17 cm høj og af typen ”nyfødt” - Babyen er af rødbrunt gennemfarvet celluloid. Hovedet er fast, og arme og ben bevægelige. De små øjne, håret og trutmunden er påmalede. Dukken er fra 1920erne. Og mærket med W i cirkel, derunder ”17”.
Negerbabyen her er 17 cm høj og af typen ”nyfødt” – Babyen er af rødbrunt gennemfarvet celluloid. Hovedet er fast, og arme og ben bevægelige. De små øjne, håret og trutmunden er påmalede. Dukken er fra 1920erne. Og mærket med W i cirkel, derunder ”17”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dukkerne er som nævnt meget sjældne og derfor dyre. Det kunne være morsomt at høre, om nogle af jer ejer en dukke mærket med W osv.

Og her er en af de mange celluloidfigurer: ”Lillebror” ridende på sin kæphest, han har ikke bevægelige led, men kan trækkes op. 11 cm høj og fra 1929. Mærket med W i cirkel, derunder ”Germany”.
Og her er en af de mange celluloidfigurer: ”Lillebror” ridende på sin kæphest, han har ikke bevægelige led, men kan trækkes op. 11 cm høj og fra 1929. Mærket med W i cirkel, derunder ”Germany”.

 

  Lise Clasen Research @

 G o d     L æ s e l y s t   !