Jeg vil lige vise jer disse, da jeg før har kaldt dem nisser, men det tror jeg ikke, de er mere. Snarere et slags bjergfolk, som de små dværge hos Snehvide, eller som nogle kalder dem ”de underjordiske”. Men de er dog lidt juleagtige på grund af huerne. Jeg har fundet dem af og til hos handlende samt set nogle hos Kirsten Johansen, som også samler på dem. Hun har flere end jeg har. Derfor har vi selvfølgelig diskuteret, hvem de er, hvor de er lavet, og hvad man har brugt dem til. Kroppen og ansigtet er i et stykke og i porcelæn, der, som I kan se, er stærkt malet i kongeblåt og postkasserød, samt ansigt og hvidt skæg. Nogle af dem har store googlie øjne – store runde øjne, som giver et let komisk udtryk. Jeg tror de er tyske, og måske kan de været bygget over en tegneserie, som vi ikke kender her i Danmark. Benene er malet metal og skal tit limes op i kroppen igen, de går meget nemt af. De har store runde maver meget oppustede og bærer næsten alle sammen på et eller andet, dametaske, en hammer, økse, sæk og en skovl. Der findes sikkert flere variationer. Desuden er der ældre personer også med skæg. De er lidt forskellige i højden, de med huer er ca. 7cm og den ældre herre, som sikkert på grund af alder, er skrumpet til 6,5cm.
Der er mange eventyr i Tyskland, som netop handler om bjergfolk, og i Norge og Sverige er der trolde, hvilket de også kunne repræsenterer. Er der nogle af jer derude, som er stødt på dem, eller har set dem på Museer eller hos andre handlende hører jeg gerne jeres mening. Det kunne være spændende at kende deres historie, så jeg håbe gerne på et resultat.
Fra Norge fik jeg mail med foto af Cecilies, min norske veninde og rejsekammerat på både London og Coburg turen, Hansier. Hun har medsendt et foto af sine to Hansi’er, og I kan se at drengen har det samme kostume, som min klædt som pige. Desuden har min også samme sko i hvide, men de er ikke med på fotoet.
Håber alle er kommet godt ind i det nye år og husk at se Theriault’s store katalog over ”Landmark” samt de flotte og inspirerende videoer lavet af Florance Thieriault’s, de ligger på You Tube. Auktionen er lørdag og søndag og om dagen, så man skal ikke sidde oppe den halve nat for at se den.
Det er ikke dukker, de fleste af os kan købe, men det er så utroligt inspirende at se, hvad der virkelig er lavet, især er trædukkerne fantastiske, så snyd dig ikke for dette.
Torben og jeg tog en tur til Amagermuseet for at se deres juleudstilling. Jeg har som barn og ung boet på Amager, men aldrig besøgt museet, så nu skulle det være.
Det var en dejlig oplevelse, museet var pyntet så smukt op til jul og det emmede af hygge og nostalgi.
At museet har en meget fin dragtsamling, der sagtens kan måle sig med Fanøs dragtsamling, var jo kun et ekstra plus. Jeg er betaget af de gamle egnsdragter, så det var et eldorado at kigge på alle de smukke dragter.
At der også er en dejlig samling antikke dukker i forskellige Amagerdragter, gjorde ikke oplevelsen mindre, tværtimod.
Det hele var sat så fint og informativt op. I montrene med dukkerne, var også de enkelte stykker tøj sat op, så man rigtigt kunne se, hvor fint og korrekt det var syet, med alle detaljer, ligesom de de almindelige dragter.
Jeg har tidligere syet en Sejerødragt og har være på Fanø, for at lære om Fanødragterne og er nu så langt, at jeg så småt er i gang med at sy en til en større chinadukke. Jeg blev så begejstret for disse dragter, så måske syr jeg også en Amagerdragt til en dukke en dag. Vi får se.Der er skrevet en meget god og informativ bog om Amagerdragterne. Den ligger på museet til at gennemse, men kan sikkert også stadig købes.Amagerdragterne – deres historie og brug af Birte Hjort, Dirch Jansen og Lisbeth Møller.
Falder vejen forbi, kan det absolut anbefales at besøge museet.
Min søn Michael, kom forleden med en pose gamle udtjente dukkemøbler. Hans overbo ville smide dem ud, og da han mente jeg sikkert kunne få noget ud af dem, fik han lov til at få dem med til mig.
De fleste var lige til skraldespanden, men nogle enkelte syntes jeg var så fine, at jeg valgte at beholde dem, trods deres stand. Især det søde dukkeskab har nogle ormhuller, men det har været en tur i fryseren, så det går nok.
Min første tanke var “jeg har overhovedet ikke plads til flere ting”, men ved at flytte lidt rundt på nogle ting, blev der mirakuløst en hylde ledig i et skab og så gik jeg i gang.
Skabet og sengen er større end 1:12 og passer derfor ikke til almindelige dukkehusdukker, men min farmors allbisque dukke passer fint, så hun skulle bo der.
Skabet blev restaureret lidt, den manglede bl.a. håndtag, så jeg fik sat nogle i. En gammel blonde blev der klippet lidt af, så man ikke kigger ind på nogle tomme hylder.
Et tæppe jeg broderede for år tilbage, blev monteret og fik frynser.
En kedelig ramme blev malet med “guldmaling” og et stykke stof blev sat i.
Jeg gik så på “hugst” i de andre dukkestuer og fandt lidt af hver. Jeg har nu med nyt og gammelt, syntes jeg, fået en sød dukkestue.
Vi har før skrevet om Inge Harck og hendes fine udstilling på museum Oldemorstoft, men nu hvor jeg har besøgt den selv, syntes jeg I skulle se nogle af de skønne dukker og fantastiske andre arbejder Inge Harck, har valgt at vise fra sin store samling. Inge har modeleret dukker siden 1990 og hver eneste dukke fortæller sin helt egen historie.
I 2003 og 2016 modtog Inge den internationale kunstpris (Max Oscar Arnold Kunstpreis) for sine dukker.
Inge har udstillet i talrige lande og afholder forskellige kurser.
Hver eneste dukke er modeleret med kærlighed og har som sagt, sin helt egen historie. Alt er nøjagtigt, helt ned den mindste detalje. Inge modellerer, maler, brænder, syr, strikker det hele selv.
På nedenstående billede ses den moderne super mor, der skal klare det hele på en gang. Helt vidunderlig og ramt lige på kornet.
Inge har været feriebarn på Fyn og har lavet et par virkelig flotte dukker, forestillende hende, da hun ankom til Fyn i 1946. og præsten hun boede hos, er også lavet og det er super fint tableau hun har sat sammen. På nedenstående billede, kan man læse om Inges tid som feriebarn på Fyn.
Sine børnebørn har Inge selvfølgelig også modeleret og lavet de sødeste dukker af.
Ud over dukkefremstillingen modellerer Inge bl.a. også de dejligste figurer, laver nålefilt m.m. Inge er en meget dygtig og alsidig kunstner.
Det er virkeligt svært, at vælge hvilke dukker osv jeg vil vise jer, der er så mange fine ting på udstillingen.
Vi havde et par hyggelige timer sammen med Inge, hvor hun fortalte levende og interessant om sine arbejder.
Udstillingen på museum Oldemorstoft varer til og med d. 31. oktober, så I kan stadigvæk nå at se den. Inge er tilstede på museet hver onsdag mellem kl. 11.00 og 13.00.
Oldemorstoft er et hyggeligt museum for hele familien og der er åbent:
Tirsdag – fredag kl. 10.00 – 16.00. Der er desværre ikke åbent i flere weekender, inden udstillingen lukker ned.
Ja, jeg har da også fået et par dukker igennem min samler karriere, men det er ikke så mange som de fleste tror, da de fleste helst vil give til en etableret samling. Ved siden af min mors dukker, som jeg stadig har, fik jeg kontakt med en dejlig ældre dame, da jeg arbejdede på Finsen. Hun fik aldrig besøg, så en dag hvor jeg gik forbi hendes værelse kunne jeg ikke lade være med at spørge, om hun manglede noget. Hun led af en yderst sjælden sygdom, som der ikke var mange af i Danmark, så derfor var hun regelmæssigt indlagt. Vi blev hurtigt gode venner, så jeg vænnede mig til at gå forbi hende regelmæssigt. Ved et eller andet besynderligt tilfælde i vores valg af samtale, fandt vi ud af, at vi begge var interesseret i gamle dukker. Dengang havde jeg ikke så mange, faktisk meget få, jeg var enlig mor til 3 drenge, så jeg havde nok at se til. Hun forklarede at hun havde en derhjemme, som skulle strenges op, og om jeg ville komme ud og besøge hende og gøre dette. Selvfølgelig sagde jeg ja, men der gik en del tid, før jeg hørte fra hende. Nå jeg tog ud med mit værktøj og elastik for at ordne dukken ude i Lyngby.
Da vi havde snakket sammen et stykke tid, spurgte hun mig om jeg eventuelt godt ville overtage dukken, hun havde forhørt sig hos sin familie, og ingen var interesseret i den. Den ville blive smidt ud så snart hun var død, og det ønskede hun ikke. Ville jeg ikke godt tage mig af den? Jeg lovede det selvfølgelig, selvom jeg endnu ikke havde set dukken. Endelig fik hun fundet den frem og jeg kunne pakke den ned og tage den med hjem. Jeg var ikke så kendt med de forskellige mærker endnu, men jeg havde da set at det ikke var en AM370 eller en 420 Heubach Köppelsdorf.
Da jeg kom hjem gik jeg i gang med at finde ud af, hvad han var, og stor var min overraskelse, da jeg opdagede hvilken sjældenhed, det var, jeg havde fået. En rigtig karakterdukke og oven i købet en dreng i størrelse 50cm som er en af de bedste. Stemplet K&R 101/ 50 for størrelsen. K & R står for Kämmer & Reinhardt, det kendteste firma indenfor karakterdukker. Jeg informerede hans mor om hans sjældenhed og værdi, men fik at vide at det kun glædede hende, da hun hellere ville have haft en Käthe Kruse stofdukke, men den var endnu dyrere. Den var i øvrigt købt på Købmagergade i Kbh. omkring 1913-15.
Jeg døbte ham Sophus efter hans mor og Tobias efter min yngste søn, da han havde et så sørgmodigt udtryk, ligesom min søn. Han er altid kommet galt af sted, så jeg kender det udtryk gevaldigt godt. I dag ved jeg, at han er en såkaldt ”pouty” kaldet Peter eller Marie på fabrikken, og en af de mest eftertragtede dukker, men i dag ikke mere så sjælden, som jeg troede. Der er mange numre på karakterdukkerne, nogle hvor der kun er ganske få, der er lavet. De starter med nummer 100 og går så op til omkring 122, hvorefter de bliver mere almindelige. Men 126, som rigtig mange har, er også en karakter, men brugt over en meget lang periode. Mange af disse kommer på en såkaldt ”toodler” krop. Toodler står for et lille barn, der kan gå, men som ikke har nået skolealderen. De har kortere ben og tykkere, netop som de små børn, de skal forestille, men de bliver først almindelige i 1920’erne tror jeg, så de første karakterdukker er på ledde-kroppe eller som noget nyt en baby-krop. Nummer 100 er netop en sådan som baby. Desuden findes de i flere udgaver, med malede øjne, med vippeøjne, med flirtende øjne, der drejer fra side til side, og ligeledes i forskellige farver. De blev lavet over de næste 20-30 år. De første er næsten altid kun med malede øjne, hvilket jeg selv synes er det smukkeste, men de med vippe eller lukkeøjne er de sjældneste.
Fra hudfarvede over mulatter til negerdukker, men de er så absolut mere sjældne. Men jeg har da set K&R 101 som neger og han var ret fantastisk, helt anderledes at se på. Man kan altså få en dukke med vidt forskellige udtryk, men de var mest populære hos forældrene, da nogle af dukkerne gjorde pigerne ret bange, det er derfor de i dag er så eftertragtede. Man kan således fastslå at for fabrikken blev de ikke nogen fantastisk succes, men herhjemme er de nok de mest elskede typer. Der var selvfølgelig andre fabrikker, der hoppede på vognen, men om dem en anden dag.
Men han, Sophus Tobias, havde ikke noget tøj, så nu gik jagten ind på at finde tøj han kunne bruge. Det har taget lang tid, da drengetøj er svært at finde og han er en stor størrelse. De fine gamle bukser fik jeg af Fru Fauerholt, engang hvor jeg besøgte hende. Hun var en legende i dukkesammenhæng, og sammen med Fru Screeton en af de første virkelige samlere i Danmark. Hun har skrevet flere bøger og artikler, som er udgivet, samt hun er starteren af den legendariske dukkesamling på Lego i Billund, som blev solgt for nogle år siden i USA af Theriault’s. Hun døde i 1990 90 år gammel. Begge damer skrev artikler som blev udgivet i USA, altså på engelsk for det meste, som dengang var et foregangsland angående viden. Selvfølgelig har jeg i dag mange af disse, så jeg kan følge med i dukkeudviklingen, som for tiden er meget forskellig, hvis vi sammenligner USA med Europa. Det er altså ikke karakterdukkerne som er de mest populære i USA i dag, med mindre det er de super sjældne, men helt andre typer, det skifter ret meget fra land til land. Jeg håber I kan lide ham han vil altid stå mit hjerte særdeles nær. Jeg fotograferede ham engang i 2007, hvor vi havde masser af sne og solskin, det giver altid fine fotos.
Atter med tak til Museumsleder Christine Spiller, M.A. , bringer vi hermed flere fotos af nogle af museets utallige dejlige dukker, men vil du se hele den pragtfulde samling, bør du aflægge museet et besøg, hvorfor vi sidst i denne billedkavalkade gentager åbningstider, adresse etc.
Kan I gætte hvem vi er ????
Hjertelige detetivhilsner herfra, og dukkerne og alle deres venner finder i på:
Puppenmuseum Coburg, Rückertstrasse 3, D 96450 Coburg,
Åbent hver dag fra 11 til 16 i sæsonen 1. april—30. september — fra oktober til marts lukket om mandagen, men ellers samme åbningstid 11-16—lukket på visse helligdage, se hjemmesiderne.
I Coburg finder du et fint og alsidigt dukkemuseum, som er en fornøjelse at besøge, et rent dukke-eventyr for alle vi samlere:
Blandt museets mange dukker står tre meget specielle af slagsen, det vil sige SICORA-gådukker, noget helt specielt, da de kom frem som noget helt nyt på markedet. Disse vidunderlige og udtryksfulde dukker er designet af firmaet Escora, en korsetfabnrik, stiftet i 1904, og som fra 1923 til 1937 blev ledet af Erna Schmidt.
Den fine korsettering fra firmaet Escore (i dag EsCo-Park) med en lille gylden nøgle som logo kendes stadig af mange damer, men at firmaet fra 1923 til i hvert fald 1937 fremstillede dukker, er der ikke mange, der husker og ved. Gådukkerne under navnet ”Sicora” var så fint udført, at de kunne præsenteres på Verdensudstillingen i Paris i 1928.
Kort og godt om ”Sicora”-dukkerne:
I 1923 fremstillede 30 modeller
I 1924 var man oppe på 60 modeller, og fik sølvmedalje på erhvervsudstillingen i Hildburghausen
I 1928 præsenterede man dukkerne på Verdensudstillingen i Paris og
I 1932 købte man Dukkefabrikken Loeffler & Dill, i Sonneberg.
Hvordan finder et korsetfoirma dog på at fremstille dukker? Dette skete takket være firmaets ejer nr. 2, Gustav Schmidts kone, Erna Schmidt, f. Heyman, der foruden at være ejerens hustru, husmor og mor også var en dygtig forretningskvinde, som hurtigt ønskede sit eget virkefelt, og inspireret af den begejstring, som gå– og taledukker vakte overalt, og særligt amerikanerne var vilde med, specialiserede hun sig i fremstilling af dukker. Da den model i 1923 under navnet ”Sicora” blev registreret, omfattede sortimentet allerede 30 gå– og taledukker. Allerede året efter præsenterede man 60 modeller og blev æret med sølvmedaljen på erhvervsudstillingen i Hildburghausen. I 1937 købte Gustav Schmidt Dukkefabrikken Loeffler & Dill i Sonneberg.
Hvor længe man derefter fremstillede dukker, vides ikke, men det antages, at dukkefabrikationen blev indstillet, da 2. Verdenskrig brød ud. Escora korsettering derimod bestod ind i 1990erne.
Sicora-gådukkerne er forsynet med en enkel, men naturligt virkende mekanisme. To snore, som løber fra knæ til mave, foranlediger, at fødderne kan bevæges skiftevis. For at få det til at virke, skal man, lige som med et lille barn, der skal lære at gå, holde dukken under armene og skubbe fremad. Senere udviklede man som mere hjælp en førerstab, og i 1928 på Verdensudstillingen præsenteredes dukken som ”Vidunderdukke”/En hidtil uset og speciel dukke”!
Dukken bevæger, når den går fremad, også hovedet og kan ”kvække” ved hjælp af en indbygget stemmeanordning. Alle Sicora-dukkerne (også kendt under navnet ”Sicora Wunderpuppe” (vidunderdukke) eller ”Sico-Sicora-dukken” har en velstoppet stofkrop, bevægelige led af masse, og papmachéhoved med malet ansigt og hår. Nogle dukker var med paryk i stedet for det malede hår! Under sålen på højre sko står ”Sicora” samt et slogan, forfattet af Gustav Schmidt: ”Ich lauf und stehe frei, – sprech und bewegt den Kopf dabei!” (Jeg går og står uden støtte, taler, alt imens jeg bevæger hovedet!” (Slogan’et rimer på tysk, men desværre ikke på dansk). (Under nogle skosåler stod desuden: ”For det tredje kan jeg ikke gå i stykker!”
På Coburger Dukkemuseum findes i alt tre Sicora-dukker, og de ses her i deres originale udførelse. Der har stået artikler om dukkerne i Ciesliks Puppenmagazin Nr. 3/1996 og i Puppen & Spielzeug nr. 3/2018.
Nu er I selvfølgelig nysgerrige efter at få noget at vide om dukkefabrikken Loeffler & Dill, som ”Escora” købte i 1930. I Ciesliks Encyklopedia over tyske dukker 1800-1939 står der lidt om firmaet, men desværre er der ikke afbilledet nogen dukker: Firmaet blev stiftet i 1879 efter at have erhvervet Hermann Walters firma i Sonneberg, – også et dukkefirma med ultrakort eksistens 1864-79, hvor stifteren afgik ved døden – af Otto Loeffler og Caspar Dill, der var gift med Helene Loeffler, en kort tid hed firmaet stadig Hermann Walter. Man annoncerer i 1922 bl.a. med fremstilling af påklædte dukker, leddukker og alle slags dukkehoveder, mærket er bl.a. L&D, derunder 6/0 og atter derunder X. Desuden findes der et logo med en dukke.
Coburger Puppenmuseum – Den helt specielle dukkeverden
Er et flot og alsidigt dukkemuseum med en mange forskellige dukker og bamser, legetøj og mange andre sjove ting. . Der sker hele tiden noget på museet, der er kendt for sine mange spændende aktiviteter, som I kan læse om på hjemmesiderne.
Museet har mere end 1000 ”historiske dukker” dukker og mange dukkehuse fra ca. 1800 og til i dag, bl.a. har man den største Tedukke/halvdukkesamling i Europa, ca. 300 forskellige. Desuden er der stort udvalg af forskelligt legetøj, man falder nærmest i staver foran de mange flotte vitriner.
Museets facade ses først i artiklen, og hermed adresse og åbningstider:
(Fotos. Med tak til Lene Byfoged og Inge Harck, således at vi alle herved får del i jeres samlinger)! Desuden til sammenligning fotos fra den i Første Del omtalte bog: Heubach-Puppen.
Denne dejlige og folkelige kunstform i porcelænsfigurer var en sand balanceakt mellem Kitsch og Kunst…. vel simpelthen nipsgenstande…… For mig er det små kunstværker, og de er da også eftertragtede blandt samlere over alt i Verden.
Udformningen og motiverne er alsidige, tænk bare på påskeharebørnene, snebabyerne, hollænderdukkerne, de dansende dukker og sidst men ikke mindst på de lystige badebørn og de henrivende pianobabyer —charme, fantasi og idé er her ubegrænset!
Nogle figurer optræder parvis eller i grupper, men et har de alle til fælles, de er modelleret og støbt i et stykke, således at de ikke er bevægelige og ikke er legedukker. De stod til pynt på kaminhylder, boghylder, kommoder og ikke mindst på klaveret, deraf kom helt naturligt navnet Pianobabyer. Nogle er små figurer, kaldet figuriner, forestillende forskellige emner, f.eks. hollændere, soldater, forelskede par og meget mere, altså nipsfigurer, som vi kalder dem. Min Far kaldte altid sådanne små glaserede/malede porcelænsfigurer for markedsfigurer, idet man på markederne kunne købe den slags nips, de var mere eller mindre smagfulde, der var både kunst og kitsch… Men når du ser de dejlige Heubach-pianobabyer/figuriner, da bedøm selv, til hvilken kategori de hører. Og… som sagt for mig er Heubachs dukker og figurer kunst….. Mange af dem findes i flere størrelser, f.eks. Er er pianobabyer lige fra 28 cm og ned til 2½ cm.
Ikke alle er mærket, men mange tillagt Heubach, og der sker derfor ofte forvekslinger: er det en Heubach eller ikke? Egentlig er det nærmest kun til at se for virkelige kendere, eller hvis man har Heubach-figurer til sammenligning med de andre. Desværre er der også fundet forfalskninger, hvor man helt bevidst/udspekulert har indpasset sine effekter ind i Heubachs nummersystem (mellem 3.000 og 13.000), man kan således aldrig vide sig sikker. Efterligningerne ligner ved første øjekast Heubachfigurerne meget.
MEN: Heubachfigurerne har intaglio-øjne, er smukkere og mere detaljerede i modelleringen, bemalinen er finere, og de er udført i første klasses porcelæn.
Nå, ja, skulle du have købt en god efterligning, da vær glad for den og sæt den frem, så alle vennerne også kan se den, og jeg tør vædde på, at den vil blive beundret og ikke betragtet som kitsch!
Måske I herigennem er blevet nysgerrige/videbegærlige at læse mere om Heubach-firmaerne? På et senere tidspunkt vil jeg da også skrive en artikel om firmaets/firmaernes historie og de fantastiske Heubach-Lege-dukker!
Hermed flere billeder af Inges og Lenes Pianobabyer og –figuriner!
De smukke pianodukker og de henrivende små påklædte figurer (figurer med modelleret tøj), kaldet figuriner, har altid fascineret mig, også selv om jeg ikke er ejer af en eneste, men man ved jo aldrig, hvad der sker ud i fremtiden, vel! Og da der forleden var en dejlig pianodukke på auktion i en af grupperne, fik jeg lyst til at fortælle jer om disse for det meste små kunstværker. Og glad blev jeg, da Lene Byfoged og Inge Harck kunne give mig fotos af deres skatte. Tak til jer begge.
Jeg er heldigvis den lykkelige ejer af den første store bog fra 1989, om Heubachdukkerne. I denne bog er mærker, nummerserier, fine beskrivelser og fotos, samt en stamtavle over hele den store Dukkeslægt: Lydia Richter/Karin Schmelcher HEUBACH-PUPPEN. (Gebr. Heubach – Lichte – Ernst Heubach Köppelsdorf, Charakterpuppen- Figurinen – forlaget Laterna Magica (bogen udkom også på engelsk).
Disse halvdukker, pianobabyer og figurer er fantastisk detaljerede, dvs. smukt modellerede og udført i porcelæn af den allerfineste kvalitet – og firmaet Gebrüder Heubach i Lichte mestrede i høj gad den kunst at frembringe disse vidunderlige porcelænseffekter.
Der findes flere grene af Heubachfamilien, som beskæftigede sig med dukker, en anden kendt gren er Ernst Heubach —og de smukke kreationer er eftertragtede af enhver samler.
Senere i artiklen henvises der til disse to mærker: Heubachsolen og Heubachkvadratet – solmærket indførtes i 1882, og kan være enten ovalt eller rundt – i 1910 indførtes det mere tidssvarende kvadratiske logo, uden Dep. Bemærk de 6 vandrette små firkanter foroven, og de fire lodrette i højre side.
Nu vil mange af jer helt naturligt stille spørgsmålet: ”Hvad er intaglio-øjne?” Denne teknik mestrede Heubach ud over alle grænser: Selve udtrykket Intaglio-øjne blev med tiden et fast udtryk blandt dukkemagere og –samlere. – om jeg kan forklare det forståeligt, ved jeg ikke, men jeg forsøger: ”Ordet Intaglio kommer fra italiensk intagliare = at skære i dybden i f.eks,. i glas, således at man får et negativ-relief. F.eks. bruges dette fagudtryk, når man skærer i en ædelsten. Da iris og pupil i et intaglio-øje trykkes ind i (indpræges) i porcelænsmassen, opstår denne negativform, som efter bemalingen giver et særligt dybdevirkende eftertryk, og ved bemalingen eller påsætningen af lysprikkerne (de hvide punkter, du sætter i dukkens øjne) opnås en særlig virkning, ikke blot som en farveklat, men som et fremtrædende relief påført med flydende porcelænsmasser. Øjnene får herved dybde, udtryk og ægthed.” Måske man ganske enkelt kan sige: Skåret, modelleret(formet), malet og brændt, således at der fremstår et relief!
Øjnene hos Gebr. Heubachs dukker og figurer undergik en speciel udvikling — iris er i forhold til pupillen relativ smal. Mens pupillen er i overstørrelse og malet i en meget mørk nuance. Øjnene er blå, idet brune øjne hos Gebr. Heubach er meget sjældne.
Der er enormt mange numre, og det kan hurtigt skabe vild forvirring, men så vidt vides, strækker Heubachs nummerserie sig lige fra 3.000 til 13.000— de fleste dukker og figurer er mærket enten med solen eller kvadratet, og har ofte også røde eller blå stempler. Mange af pianodukkerne og figurinerne findes i flere størrelser— og der er mange grupper i forskellige nuancer, f.eks. med grundfarven rød eller blå!.
Vedrørende Halvdukker også kaldet te– eller nålepudedukker var man i lang tid ikke klar over, om Heubach også var med på vognen og havde fremstillet sådanne dukker. Forfatterne af bogen forskede længe, og endelig fandt de frem til, at Heubach omkring 1920 havde annonceret med salg af halvdukker. Dukkerne var ikke mærket, og derfor tog det en rum tid at finde frem til, hvilke dukker der var fra Heubach, men de smukke intaglio øjne, bemalingen og porcelænet, samt ligheden med de ”rigtige” dukker gjorde det muligt at identificere og bestemme dukkernes herkomst.
Fortsættelse følger, idet der i DEL 2 berettes om pianobabyer og figuriner.
G o d Læ s e l y s t !
PS: De unikke figuriner (figurer med modelleret tøj) fås i flere nuancer,
Denne appetitvækker domineres af rødt, men lignende hollænder-figurer findes i blå/grå nuancer, alle gerne mærket med Heubachsolen. Glæd jer til Del 2. – parret her ses bl.a. i den omtalte bog, men også på nettet kan du finde billedet!
Så har Anne været aktiv igen og skrevet en spændende artikel om de meget smukke og skønne karakterdukker. Tusinde tak Anne, for at du vil indvie os i din store viden.
Som jeg sagde, må jeg komme tilbage med mere om karakterdukker, da det som regel er det, jeg bliver spurgt mest om. På min tur til alle de tyske museer, så jeg enormt mange karakterdukker, også mange, som jeg aldrig før havde set. De fleste vil så gerne vide ”Hvad er en karakterdukke”
Her må lidt dukkehistorie til. Normalt har man produceret dukker som voksne personer, men af og til har man set perioder med en anden type dukker. Dronning Victoria gav en barnedukke i voks til sin datter, og disse voks dukker var tit mindre børn, sjældent babyer, men det skete. Men det var enere der dukkede op engang imellem. Husk hvor dyre disse håndlavede dukker var. Desuden havde man også en såkaldt ”Mothsmann baby” på tysk kaldet ”taufling”, hvor der var indskudt stofdele, hvor lemmerne var sat fast. De var udviklet fra japanske dukker, som er lavet på denne måde, netop med bevægelige lemmer og det faktum at dukken kunne bøjes og sidde i en stol. Det kan man just ikke sige om de tidligere dukker. Men der skulle gå adskillige år før babydukken blev det mest almindelige.
Jeg er desværre nødt til at fortælle, at det jeg forslår ikke altid måske er det rigtige. Cieslik kommer med andre forslag, som går ud på, at det er Kämmer & Reinhardt, der kommer med disse dukker, da de laver en udstilling i et stort varehus allerede i 1908, hvor forskellige nye typer fremvises, og på det tidspunkt altid med malede øjne, men på leddekroppe af nye proportioner. Til at begynde med hed de kunstner dukker, men Marion Kaulitz er dog nævnt for 1908 og stedet ”Münchner Künstlerpuppen”, men da begge parter førte sager mod hinanden i retten, om hvem der havde opfundet begrebet karakterdukker, er det nok den med de fleste penge, der har vundet. Dengang har det haft stor betydning, men det havde ligeså meget at gøre med det faktum at man så anderledes på barnet og det at lege; som noget meget nødvendigt, hvilket bringer os frem til Käthe Kruse. Jeg er så absolut sikker på at de to kvinder, som jeg nævner fik større betydning end de mands-domminerede firmaer, som faktisk mest ønskede at tjene penge. I kan tjekke de omtalte personer i Ciesliks store leksikon, side 50-51, samt hele ”Charakterpuppen” af Christa Langer.
Her nævner jeg igen damerne Marion Kaulitz & Käthe Kruse. De er begge tyskere og den første fik ideen til de såkaldte karakterdukker, hvor de fleste blev modelleret af Hr. Vogelsanger, den anden lavede dukker i stof med oliemalede ansigter. Jeg havde kun set en enkelt Kaulitz herhjemme, de har hoveder af masse, som er en slags komposit altså en blandet masse af ler, gips savsmuld og andet billigt fyld som klude. Dette, som så er æltet sammen og brændt tror jer til en formbar masse. Så det var en stor oplevelse at se disse så berømte dukker i virkeligheden, og der var adskillige på de fleste museer. Se fotos fra tidligere artikler på Bloggen.
Vi skal dog lige huske at det hele var også et nyt udtryk for hvordan man så på børn. Før var små børn & drenge iklædt kjoler. De fik først bukser alene når de begyndte i podeskolen, en form for børnehave eller forberedelse til skolen. Familierne var tit meget store, det ene ny barn fulgte det andet, så børneflokkene kunne få en anseelig størrelse. Husk lige at skolepligt for begge køn blev først gennemført efter 1814 i Danmark. Man fik andre tanker om børns opvækst, end den der før havde været gældende og den vi har i dag. Mange små børn blev undervist hjemme, eller på små institutter, hvor de samledes. Derfor blev påklædningen mere afslappet, men altid dækket af et forklæde, som også gjaldt drengene. Det var dog mest udenadslære der dengang var gældende, og så det at lære at læse biblen og kunne sin katekismus, så man kunne blive en god kristen. Men det var først fra mine egen mors fremkomst at karakterdukkerne og babydukken brød igennem. Min mor er fra 1915, så der var de lige kommet. Jeg har stadig hendes karakterbaby, som hun fik af sin morfar, og som var købt i Tyskland.
En karakterdukke er en dukke, der tit er modelleret over et ægte barn, som model. Der er ret mange drenge imellem, hvilket heller ikke var set før. Flere modellører brugte et berømt hoved kaldet Fiamingo hovedet, af Francois Duquesnois, andre nævnes også, men her er vi tilbage i Renæssancen, som forlæg. Tilfældigt fandt jeg det engang hos en marskandiser og købte det. Det var et meget yndet og udbredt hoved. Det gjaldt både Käthe Kruse, som via sin mand, der var billedhugger, gik i gang med forsøg på at lave nogle dukker i stof, der kunne tåle at leges med, bygget over dette hoved. Det blev forsøg med mange forgæves prøver, som hun så prøvede af på sine egne børn, før hun kom frem til Model 1. med de brede hofter, mange sømme til at forme den, og arme & ben kunne bevæges. At andre skulptører, som Simon & Halbig, også blev inspireret af den samme buste er måske bare et tilfælde. Men deres hoved skulptør var professor Arthur Lewin-Funcke, fra Berlin, som arbejdede for K&R. Han brugte sine egne børn som modeller, og i dag ved vi hvem de er inspireret af, da der er skrevet en pragtfuld bog med fotos kun om disse af Christa Langer, ”Charakterpuppen” med både engelsk / tysk tekst på forlaget Puppen & Spielzeug. Her er Marion Kaulitz også nævnt som opfinderen af karakterdukkerne. Så der hersker altså forskellige opfattelser.
H & B producerede deres hoveder i bisque, som blev brændt og malet, men ikke glaseret. De havde den største produktion og samarbejdede med mange forskellige fabrikker, Kämmer & Reinhardt samt mange flere andre. Senere overtog K&R fabrikken S&H, som kun var en porcelæns-fabrik; men de lavede stadig hoveder til deres egen produktion og til andre fabrikker, dog har de altid deres eget stempel presset ind i nakken på hovedet, så man kan se hvem de er lavet til, hvilket gør det lettere i dag for os samlere. Husk at S&H står for den bedste kvalitet, og sikkert altid vil gøre det.
Disse dukker blev vist på den store Tyske legetøjsmesse i Leipzig 1912, og fik et enormt gennembrud. Faktisk foretrak de fleste små piger stadig de mere neutrale ansigter med pæne udtryk og ikke karaktererne. Men det var forældre og bedsteforældre der købte dukkerne, så man kan sige at det var de, som faldt for dem, og egentlig ikke børnene. Men økonomisk var de ikke nogen succes, de blev således brugt senere til gulvfyld og isolering udenpå husene, hvilket jeg selv har set på Snurretoppens store Tysklandstur.
Du skal lige huske her, at disse forskellige modeller kunne komme med malede øjne – det mest almindelige – eller med vippeøjne i glas, dette noget senere – samt med paryk eller med lukket hoved, hvor frisuren også var malet. Dette gælder især for drengene, samt med forskellige hudtone, både mulatter og helt mørke dukker eksistere også i disse. Desuden kunne de kommer på en almindelig leddekrop, en babykrop eller en toodlerkrop, som var en mere bastant og mindre krop, med andre proportioner, men stadig samme model af hovedet. Så variationerne var virkelig store, senere i 1920’erne lavede man endda en ny type leddekrop med længere ben, til kortere kjoler. En ny øjentype, hvor øjnene så vippede fra side til side samtidig med åbne & lukkemekanismen fungerede, meget brugt på modellerne 126 & 114 af K&R så dagens lys. De kaldes Flirte øjne. Andre kopierede dem selvfølgelige, de findes sågar i celluloid dukker denne type øjne.
Tøjet til disse dukker blev også en stor fornyelse, idet det nu lignede det tøj, som børn virkelig selv gik med. Det betyder at det ikke skal være alt for overpyntet, hvilket ikke er tilfældet med alle de i Amerika viste karakterdukker, hvor de meget tit optræder i den ene flæsekjole efter den anden og med nye lange slangekrøller, udskiftede nye parykker. Dette er på ingen måde korrekt efter min mening, og heller ikke det, de viser på de tyske museer, hvor de slet ikke er overpyntet. Husk lige at nu når vi ind i krigstiden og så blev stof også en mangelvare. Det faktum gør sig også gældende at Tyskland tabte sin popularitet og ingen ønskede at handle med dem, så flere andre lande begyndte en egen dukkeproduktion eller fortsatte deres gamle.
Der er relativt mange sjældne karakterdukker i DK, sikkert fordi vi lå så tæt på og ikke deltog videre i 1. Verdenskrig, samt det faktum at vi altid har handlet meget med hinanden. Desuden voksede Danmarks velstand med det store salg af landbrugs produkter, hvilket måske har medvirket til at disse dukketyper er så udbredte. Håber I kan bruge mine mange års research, jeg har nu næsten samlet i 50 år og min bogbestand er betydelig.