Nyt liv til gamle møbler.

Min søn Michael, kom forleden med en pose gamle udtjente dukkemøbler. Hans overbo ville smide dem ud, og da han mente jeg sikkert kunne få noget ud af dem, fik han lov til at få dem med til mig.

De fleste var lige til skraldespanden, men nogle enkelte syntes jeg var så fine, at jeg valgte at beholde dem, trods deres stand. Især det søde dukkeskab har nogle ormhuller, men det har været en tur i fryseren, så det går nok.

De møbler jeg valgte at beholde.

Min første tanke var “jeg har overhovedet ikke plads til flere ting”, men ved at flytte lidt rundt på nogle ting, blev der mirakuløst en hylde ledig i et skab og så gik jeg i gang.

Skabet og sengen er større end 1:12 og passer derfor ikke til almindelige dukkehusdukker, men min farmors allbisque dukke passer fint, så hun skulle bo der.

Min farmors gamle dukke, som jeg for mange år siden, hæklede en kjole til.

Skabet blev restaureret lidt, den manglede bl.a. håndtag, så jeg fik sat nogle i. En gammel blonde blev der klippet lidt af, så man ikke kigger ind på nogle tomme hylder.

Skabet før og efter.

Et tæppe jeg broderede for år tilbage, blev monteret og fik frynser.

Kludetæppet.

En kedelig ramme blev malet med “guldmaling” og et stykke stof blev sat i.

Det fine “broderede” billede.

Jeg gik så på “hugst” i de andre dukkestuer og fandt lidt af hver. Jeg har nu med nyt og gammelt, syntes jeg, fået en sød dukkestue.

Den færdige dukkestue.

Mere om Ønskedukkernes tilbehør i form af en kravlegård

og

Strikket forårssæt til Ønskedukkebabyerne

eller andre tilsvarende 16 cm høje babydukker

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Som et PS vedrørende Ønskedukkernes tilbehør, findes denne kravlegård, der blot er mærket med ”Made in Hong Kong”, men passer til dukkerne, og den skal I selvfølgelig se. . Stilen er meget forskellige fra, hvad vi ellers kender til vedrørende dukkemøbler og – tilbehør. Tak til Anna-Lise Wolfram for brug af fotos. (Anna-Lises ønskedukke er, som I vil se, iført et af de mange fine strikkede sæt, som Anna-Lise er specialist i!

Billede2

Desuden hermed opskrifter på et yndigt sæt til Ønskedukken:

 Disse opskrifter bringes med tak for tilladelse fra Flittige Hænder (nu Hendes Verden), hvor de blev bragt i 1965. (Modellerne er designet af Anja Westphal).

 Forkortelser: r = ret, v = vrang, m = maske, p = pind, omg = omgang, sm = sammen, indt = indtagning, udt = udtagning, beg = i begyndelsen, slutn = i slutningen, glat= glatstrikning (1 p r, 1 p v), arb = arbejdet, hjp = hjælpepind

 FORÅRSSÆT til en af dine Ønskebabyer – sættet består af korte bukser med smæk, trøje, hue og sokker

Materialer: ca. 15 g 3-trådet uldgarn (i opskriften er angivet Beehive fingering eller tilsvarende kval.), strømpep nr. 2, samt 2 små hægter og 3 små romerperler (knapper).

Billede3

Korte bukser med smæk: Der strikkes på 2 p. Slå 16 m op og strik 4 p r. Fortsæt med 1 cm i glat. De første og de sidste 2 m strikkes nu r på alle p (kant på bukseben), og samtidig tages 1 m ind i hver side inden for de 2 kantm på hver 4. p, i alt 4 gange. Strik derefter 4 p uden indt. Nu tages 1 m ud i hver side inden for de 2 kantm på næste og derefter på hver 4. p, i alt 3 gange, derefter på hver 2. p 3 gange mere. Strik 1 cm glat over alle m. Så strikkes igen de yderste 2 m i hver side r på alle p til kant, og samtidig tages 1 m ind i hver side inden for kantm på hver 2. p, til der er 10 m tilbage. Strik 4 p r over alle m, luk de midterste 6 m af på sidste p. Strik seler på de 2 m i hver side: 16 p r på hver. Luk af.

Montering: Pres let. Buk bagstykket op, så den 1 cm glat på dette ligger ud for den 1 cm glat på forstykket. Sy sidesømmene fra bagstykkets overkant og 2 p ned over kanten på buksebenenes. Sy krogen til en hægte midt på bagstykket og hægt selerne ned på den.

Trøje: Strikkes på 2 p.

Højre forstykke: slå 12 m op og strik 4 p r, 8 p glat, idet de sidste 2 m på hver v p strikkes r til forkant. Lad arbejdet hvile

Ærme: Slå 16 m op og strik 4 p r, 12 p glat. Sæt ærmet på p med forstykket modsat forkanten.

Ryggen: Slå 20 m op og strik 4 p r, 8 p glat og sæt arb på efter ærmet. Strik det andet ærme som det første og sæt det på efter ryggen.

Strik det venstre forstykke som det højre, men med forkanten modsat, altså med 2 r i beg af hver v p. Sæt forstykket på p efter det andet ærme

Bærestykke: Alle dele sidder nu på samme p i den rigtige rækkefølge. Strik 2 p glat over alle m, idet dog de yderste 2 m i hver side strikkes r på alle p hele vejen op til forkanter. *På næste r p strikkes: r til der mangler 1 m af første forstykke, 3 r sm (ønsker man en særlig fin raglanskråning, gøres dette således: 1 m løst af på en hjp, sæt den første løse m over på venstre p igen og strik 2 m sm, træk den løse m på hjp over de sammenstrikkede m), strik til der mangler 2 m af første ærme, 3 r sm som før, strik til der mangler 1 m af ryggen, 3 r sm som før, strik til der mangler 2 m af andet ærme, 3 m sm som før, r p ud. Strik v tilbage. Gentag fra * 5 gange (pas på, at det hele tiden er samme m, der sættes på hjp og trækkes over de sammenstrikkede m). Strik 2 p glat og tag ind igen på næste r p som før. Strik v tilbage, 1 p r og luk på næste p r af, forholdsvis fast.

Montering: Pres let. Sy side– og ærmesømme. Luk halsen med krogen til en fin hægte, sy de 3 små perler på som knapper.

Hue: Strikkes på 4 p: Slå 44 m op og strik 4 p r frem og tilbage. Fordel m på 3 p: 14—14—16 m og strik r rundt. Når der er strikket 2 cm glat, tages 2 m ind på sidste p. Strik 4 omg mere. På næste omg strikkes: *4 r, 2 r sm, gentag fra *omg ud. Der tages nu ind på hver anden omg, næste gang med 3 m i mellem, derefter med 2 m, så med med 1 m,og endelig uden nogen m imellem. Når der er 7 m tilbage, brydes garnet, garnenden trækkes gennem m, træk fast til og heft ende.

Montering: sy retkanten forneden sammen i nakken og forsyn huen med en pompon fremstillet over en blyant.

Sokker: Strikkes på 2 p. Slå 16 m op, strik 4 p r og 10 p glat. Strik 8 m r på næste p. Bryd garnet og sy de 8 m på hver p sm med maskesting. Sy derefter hælsømmen sm. Træk en elastiktråd lige under retkanten foroven, så sokken bliver siddende på foden. Strik en sok magen til.

God   Strikkelyst !

3. Ønskedukkernes tilbehør

 

(legeredskaber, køretøjer, babyudstyr, møbler med mere)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

De søde ønskedukkebabyer fik hurtigt en masse tilbehør, og dukkemødrene samlede og ønskede sig disse Ønskedukketing til jul og fødselsdage, og ih, hvor blev der leget…   Ja, og samlelysten er nu fortsat blandt alle de mange voksne samlere. Heldigvis, for nu kan jeg vise jer en del af de mange søde ting, de små Ønskedukkebabyer boltrer sig i. Tak til Lene Byfoged, Lilian Skou og Tove Laursen, Anita Berg og Inger Marri Pedersen for jeres bidrag til krydderi på denne artikel, som er med til at give alle et indtryk af de forskellige former for tilbehør, som findes til Ønskedukkerne.

En af Lilian Skovs Rosebud-Ønskebabyer i originalt tøj !
En af Lilian Skovs Rosebud-Ønskebabyer i originalt tøj !
Lene Byfogeds 32 cm lange vippe er fra serien ”Bambusmøbler” til Ønskedukkerne!
Lene Byfogeds 32 cm lange vippe er fra serien ”Bambusmøbler” til Ønskedukkerne!

 

 

 

 

Mange flotte og fine Ønskedukketing blev fremstillet dels af L.P,.Legetøj,, v/Lars-Peter Nielsen, Odense, som fra 1965 til 1971 fabrikerede dukketilbehør i Bøgetræ til dukkerne, serien bestod af bl.a. senge, borde, gynge, legeborde, skabe, pusleborde og meget mere.— fortællingen om L.P. legetøj følger i næste Ønskedukke-artikel— dels som de populære møbler, kaldet bambusmøbler, (senge, vipper, gynger, høj stol og andre spændende ting), som hovedsageligt blev hjemmefremstillet, bl.a. har legetøjssamleren Bentha Skovgaards svigerfar lavet disse møbler og hendes svigermor syet hynder etc. til dem. Og endelig fremstillede Legetøjsfabrikken Vibo, i Silkeborg v/Rudolf Nielsen fra ca. 1949 til ca. 1976 ting af plastic til Ønskedukkerne, her kunne du bl.a. få dukkevogn, klapvogn, dukkesenge borde, stole, gynger, vipper og meget andet godt. De nævnte firmaer eksisterer ikke længere. (Det senere åbnede (1992) firma Vibo-Leg i Viborg v/Jørgen Kirkegaard har ingen relation til legetøjsfabrikken Vibo i Silkeborg. ”Det nye Vibo-firma” fremstiller trælegetøj til dukkerne, bl.a. dukkevogne og senge).

Høj stol fra Bambusmøbleserien - Tak til Tove Laursen for lån af foto!
Høj stol fra
Bambusmøbleserien – Tak til Tove Laursen for lån af foto!
Etageseng fra Bambusmøble-serien - Tak til Tove Laursen for lån af foto)!
Etageseng fra Bambusmøble-serien – Tak til Tove Laursen for lån af foto)!

 

 

 

 

 

 

 

 

Desværre har jeg ingen speciel historie om Bambusmøblerne, som blev hjemmefremstillet mange forskellige steder, men alle kender de dejlige senge, gynger, vipper, høje stole og meget mere, som således går under Fællesbetegnelsen Bambusmøbler – og skulle nogle af jer have en historie om denne serie, ville jeg meget gerne høre den, således at den kan komme med i mine beretninger om Ønskedukkerne og deres store udstyr.

Som sammenligning en seng fra Vibo, begge typer er typiske barnesenge fra dengang, ligheden er tydelig. Tak til Anita Berg for bruge af dette foto!
Som sammenligning en seng fra Vibo, begge typer er typiske barnesenge fra dengang, ligheden er tydelig. Tak til Anita Berg for bruge af dette foto!

En kort beretning om Vibo, Silkeborg: firmaet er oprettet af Rudolf Friedrich Nielsen, der fra ca. 1949 til 1976 producerede plastic-tilbehør til dukkerne. Tilbehøret blev fremstillet af metaltråd, træ, plastic og voksdug. Tingene blev lavet i traditionelle farver, dvs. i rødt, blåt, gult og grønt. Nogle af materialerne til trælegetøjet, bl.a. de mange forskellige hjultyper, stammede fra Lego, – derfor kan du f.eks. på nogle dukkevogne og cykler finde Lego-mærket indridset  – .idet Lego som bekendt stoppede med at fabrikere trælegetøj i 1960, hvorefter Vibo købte restlageret. Hjulene på både dukke– og klapvogne kan være af forskellige type, ligesom der på nogle af gyngerne og klapvognene er farvevarianter på tværstængerne. Mit gæt er, at man har brugt én lagerfarve op, før man startede på den næste. Man var i det hele taget økonomisk på Vibos fabrik og brugte, hvad man havde på lager, hvad du f.eks. kan se på skabene og kommoderne, hvis håndtag kan være udformet af plastic, eller metalstifter, eller riller til skydelåger. Tilbehør af stof blev syet af de såkaldte hjemmesyersker, derfor findes disse ting i enormt mange forskellige udgaver og farver.

Også gyngen her er fra Bambusmøbel-serien. Stativet findes også med to gynger. Tak til Tove Laursen for brug af foto!
Også gyngen her er fra Bambusmøbel-serien. Stativet findes også med to gynger. Tak til Tove Laursen for brug af foto!

Før glansperioden med Ønskedukkerne producerede Vibo de dejlige røde dukkevogne, trillebøre og trækvogne, som mange af os har haft som små, og da interessen for Ønskedukkerne blegnede, gik man tilbage til produktionen af trælegetøjet). Da stifteren af Vibo, Rudolf Nielsen, afgik ved døden i 1980 lukkede firmaet, og maskinparken blev solgt. Der var desværre ingen til at videreføre foretagendet.

Som du vil se af denne katalogside, , er Ønskedukkeserien fra Vibo fantastisk alsidig! Læg især mærke til teltet og soveposen (sådan ting blev syet af de mange tilknyttede hjemmesyersker). Tak til Inger Marri Pedersen for billedet!
Som du vil se af denne katalogside, , er Ønskedukkeserien fra Vibo fantastisk alsidig! Læg især mærke til teltet og soveposen (sådan ting blev syet af de mange tilknyttede hjemmesyersker).
Tak til Inger Marri Pedersen for billedet!

 

 

 

Vibo var en succes inden for legetøjsverdenen, alle kendte produkterne, og enhver Legetøjshandler eller– forretning havde Vibo-effekter på lager— heldigvis er mange af de omfattende kataloger bevaret, således at vi alle kan gå på jagt efter den eller de ting, vi lige netop savner til vore Ønskedukker. Du kan via Statsbiblioteket og dit lokale bibliotek låne kataloger til gennemsyn, hvor du til eget brug kan få kopier af tegninger/billeder af de effekter, du efterlyser. Lige som du bl.a. via lokalhistoriske arkiver kan få indsigt i mange oplysninger om Ønskedukkernes tilbehør.

God læselyst

og lige et PS: Historien om L.P. Legetøj følger.

© Lise Brastrup Clasen

 

Til slut takker jeg Lilian skov for fotos af dine søde Rosebud-dukker: Køretøjerne er fra Vibo: Rød og blå barnevogn, rickshaw-køretøj og trehjulet cykel!
Til slut takker jeg Lilian skov for fotos af dine søde Rosebud-dukker: Køretøjerne er fra Vibo:
Rød og blå barnevogn, rickshaw-køretøj og trehjulet cykel!

 

Billede9Billede10