© For tekst og billeder Anne Friis
Kære Venner
Ja, jeg har da også fået et par dukker igennem min samler karriere, men det er ikke så mange som de fleste tror, da de fleste helst vil give til en etableret samling. Ved siden af min mors dukker, som jeg stadig har, fik jeg kontakt med en dejlig ældre dame, da jeg arbejdede på Finsen. Hun fik aldrig besøg, så en dag hvor jeg gik forbi hendes værelse kunne jeg ikke lade være med at spørge, om hun manglede noget. Hun led af en yderst sjælden sygdom, som der ikke var mange af i Danmark, så derfor var hun regelmæssigt indlagt. Vi blev hurtigt gode venner, så jeg vænnede mig til at gå forbi hende regelmæssigt. Ved et eller andet besynderligt tilfælde i vores valg af samtale, fandt vi ud af, at vi begge var interesseret i gamle dukker. Dengang havde jeg ikke så mange, faktisk meget få, jeg var enlig mor til 3 drenge, så jeg havde nok at se til. Hun forklarede at hun havde en derhjemme, som skulle strenges op, og om jeg ville komme ud og besøge hende og gøre dette. Selvfølgelig sagde jeg ja, men der gik en del tid, før jeg hørte fra hende. Nå jeg tog ud med mit værktøj og elastik for at ordne dukken ude i Lyngby.
Da vi havde snakket sammen et stykke tid, spurgte hun mig om jeg eventuelt godt ville overtage dukken, hun havde forhørt sig hos sin familie, og ingen var interesseret i den. Den ville blive smidt ud så snart hun var død, og det ønskede hun ikke. Ville jeg ikke godt tage mig af den? Jeg lovede det selvfølgelig, selvom jeg endnu ikke havde set dukken. Endelig fik hun fundet den frem og jeg kunne pakke den ned og tage den med hjem. Jeg var ikke så kendt med de forskellige mærker endnu, men jeg havde da set at det ikke var en AM370 eller en 420 Heubach Köppelsdorf.
Da jeg kom hjem gik jeg i gang med at finde ud af, hvad han var, og stor var min overraskelse, da jeg opdagede hvilken sjældenhed, det var, jeg havde fået. En rigtig karakterdukke og oven i købet en dreng i størrelse 50cm som er en af de bedste. Stemplet K&R 101/ 50 for størrelsen. K & R står for Kämmer & Reinhardt, det kendteste firma indenfor karakterdukker. Jeg informerede hans mor om hans sjældenhed og værdi, men fik at vide at det kun glædede hende, da hun hellere ville have haft en Käthe Kruse stofdukke, men den var endnu dyrere. Den var i øvrigt købt på Købmagergade i Kbh. omkring 1913-15.
Jeg døbte ham Sophus efter hans mor og Tobias efter min yngste søn, da han havde et så sørgmodigt udtryk, ligesom min søn. Han er altid kommet galt af sted, så jeg kender det udtryk gevaldigt godt. I dag ved jeg, at han er en såkaldt ”pouty” kaldet Peter eller Marie på fabrikken, og en af de mest eftertragtede dukker, men i dag ikke mere så sjælden, som jeg troede. Der er mange numre på karakterdukkerne, nogle hvor der kun er ganske få, der er lavet. De starter med nummer 100 og går så op til omkring 122, hvorefter de bliver mere almindelige. Men 126, som rigtig mange har, er også en karakter, men brugt over en meget lang periode. Mange af disse kommer på en såkaldt ”toodler” krop. Toodler står for et lille barn, der kan gå, men som ikke har nået skolealderen. De har kortere ben og tykkere, netop som de små børn, de skal forestille, men de bliver først almindelige i 1920’erne tror jeg, så de første karakterdukker er på ledde-kroppe eller som noget nyt en baby-krop. Nummer 100 er netop en sådan som baby. Desuden findes de i flere udgaver, med malede øjne, med vippeøjne, med flirtende øjne, der drejer fra side til side, og ligeledes i forskellige farver. De blev lavet over de næste 20-30 år. De første er næsten altid kun med malede øjne, hvilket jeg selv synes er det smukkeste, men de med vippe eller lukkeøjne er de sjældneste. 
Fra hudfarvede over mulatter til negerdukker, men de er så absolut mere sjældne. Men jeg har da set K&R 101 som neger og han var ret fantastisk, helt anderledes at se på. Man kan altså få en dukke med vidt forskellige udtryk, men de var mest populære hos forældrene, da nogle af dukkerne gjorde pigerne ret bange, det er derfor de i dag er så eftertragtede. Man kan således fastslå at for fabrikken blev de ikke nogen fantastisk succes, men herhjemme er de nok de mest elskede typer. Der var selvfølgelig andre fabrikker, der hoppede på vognen, men om dem en anden dag. 
Men han, Sophus Tobias, havde ikke noget tøj, så nu gik jagten ind på at finde tøj han kunne bruge. Det har taget lang tid, da drengetøj er svært at finde og han er en stor størrelse. De fine gamle bukser fik jeg af Fru Fauerholt, engang hvor jeg besøgte hende. Hun var en legende i dukkesammenhæng, og sammen med Fru Screeton en af de første virkelige samlere i Danmark. Hun har skrevet flere bøger og artikler, som er udgivet, samt hun er starteren af den legendariske dukkesamling på Lego i Billund, som blev solgt for nogle år siden i USA af Theriault’s. Hun døde i 1990 90 år gammel. Begge damer skrev artikler som blev udgivet i USA, altså på engelsk for det meste, som dengang var et foregangsland angående viden. Selvfølgelig har jeg i dag mange af disse, så jeg kan følge med i dukkeudviklingen, som for tiden er meget forskellig, hvis vi sammenligner USA med Europa. Det er altså ikke karakterdukkerne som er de mest populære i USA i dag, med mindre det er de super sjældne, men helt andre typer, det skifter ret meget fra land til land. Jeg håber I kan lide ham han vil altid stå mit hjerte særdeles nær. Jeg fotograferede ham engang i 2007, hvor vi havde masser af sne og solskin, det giver altid fine fotos.
