En Brændende IDE – Tændstikæskerne Anden Del A!

(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)

Kære Sigi, endnu engang tak for din spændende beretning, og Kære læsere, hermed får i Del II-a om de smukke kunstværker i tændstikæsker…

”Når man søger efter en form er det ikke klogt, dersom alle søger efter den samme form.” Eliel Saarinnen, finsk arkitekt!

Som jeg allerede i første Del i udgave 4/2016 www.tortula.de sagde: ”Når man først er startet med tændstikæsker, er der ingen vej tilbage!” Men jeg ville jo slet ikke samle på tændstikæsker, og derfor blev det først til kun godt to dusin æsker. Først da mine stuer blev mindre og mindre, og det som følger heraf nærmest var lig nul at købe udstyr til dem, kiggede jeg stadig oftere efter tændstikæskerne.                                                            I mellemtiden var udbudet af disse æsker blevet så stort, at der fandtes æsker til enhver lejlighed.

Jeg forestillede mig, hvordan mine dukkehusbørn legede med fårene, og hvordan jeg jule –  og påskepyntede stuerne. En skole for harer eller et lille engleorkester til jul –  nøjagtigt som pynten i vor dagligstue.

Som I måske allerede tænker, der kom ikke noget ud af det, alt blev ved det gamle, mine små dukkestuer har ikke fået noget som helst pynt fra tændstikæskerne – og jeg har nu en herlig alsidig samling af tændstikæsker, og nogle af dem er ikke helt almindelige. Herved fandt jeg ud af, at man ikke kun i Erzgebirge fremstillede denne form for kunst. Også i andre dele af Tyskland har man udstyret tændstikæskerne med lege– og puslespil, samt andet legetøj.

I det følgende vil jeg præsentere jer for nogle af de producenter, der måske ikke er særligt kendte, men har sendt æsker på markedet, som virkelig er værd at se på.

Om firmaet Juri vidste jeg ikke ret meget, og det, jeg vidste, var selvmodsigende og vanskeligt at stykke sammen. Mine første oplysninger fik jeg fra byggeklodssamlernes hjemmesider. Siderne er meget informative, og hr. Kleindienst meget hjælpsom. Og jeg siger mange tak for hjælpen. Men selvfølgelig hører tændstikæsker kun til i periferien af hans samlerområde. Når man gennem sin research noterer de første resultater, går det hele gerne videre af sig selv. Til min store glæde blev der lige efter hos Ebay udbudt nogle Juri-æsker, og jeg kunne nu udvide min samling.

Her må jeg henvise til www.tortula 5/2015, hvor jeg lærte en ung dame at kende. Fru Ludwig havde allerede i sin artikel ”Eventyrligt legetøj” (Märchenhaftes Spielzeug) præsenteret os for Juri-æskerne. Dukkebarnet leger med små eventyrklodser fra tændstikæsken. For mig – uden tilsvarende kendskab til æsken – et Juri-produkt. Men i alle tilfælde en helt særlig æske. Jeg har endnu ikke set noget lignende.

Det er vel sådan, at Burghofer byggeklodsfabrik i begyndelsen af 50erne blev grundlagt af en Fritzsche. Firmaet var et rent salgsselskab. Som det ser ud til, blev det videreført inden for familien, og firmanavnet blev ændret. Her er tale om en Carl Fritzsche, W. Fritzsche og Willy Fritzsche. Der er ingen hentydninger til, hvor vidt W. og Willy Fritzsche er identiske, på den anden side er der heller ingen oplysninger om det modsatte,. Senere er der tale om en H. Richard, og hele tiden er der i forbindelse med firmanavnet anført ”Burgdorfer Baukastenfabrik” (Burgdorfer Byggeklodsfabrik). Med Burgdorf drejer det sig om et sted i nærheden af Hannover.

Og helt overraskende et sprting over motorvej A2 til Nordhorn og firmaet ”JURI-Baukasten Horst Richardt GmbH & Co. KG” og det midlertidige AUS 1986. Drejer det sig mon vedrørende Horst Richardt fra Nordhorn om H. Richard fra Burgdorf? AUS var ligeledes kun midlertidigt, for pludselig er firmaet SES Scholtz GmbH i spil, som igen blev grundlagt af familien Scholtz og stadig er i familiens eje. Firmaet ligger i dag i Enschede, Holland. Mon SES Scholtz stadig kender noget til tændstikæskerne? Jeg har desværre ikke modtaget noget svar fra dem. På et eller andet tidspunkt blev der af de ægte tændstikæsker trykt simple skuffeæsker, og også ”strygefladen” blev blot trykt i brunt. Til gengæld stod der på bagsiden stemplet ”juri west germany” og ”Holz Spielwaren box of toy blocks boite de construcstion juguetes de madera..”

Da alt er så frygteligt uklart og forvirrende, afslutter jeg her ganske enkelt firmahistorien og viser jer hellere de smukke tændstikæsker fra firmaet Juri. Og skulle der komme flere oplysninger frem, vil jeg naturligvis supplere artiklen.

Venligst tag hensyn til, at mine oplysninger blot kommer fra de mange forskellige kilder, som jeg har fundet og læst om. Desværre har jeg ingen beviser.

Kære Læsere, dette er Del A om de forskellige æskers oprindelse, vi fortsætter med Del B og C., fantastisk så vidt man kommer omkring, når man udfører research.

Fortsat god Læselyst…….

Kay Bojesen, sølvsmeden der gav træ sjæl og charme!

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – fotos fra nettet…

Det måtte jo komme, for jeg kunne slet ikke lade være med at finde oplysninger om Kay Bojesen, da jeg opdagede, at ALLE eller næsten ALLE har et eller flere af hans finurlige træarbejder. Derfor lidt om Sølvsmeden og kunstnerens med humor og sans for former og robust legetøj:

Kay Bojesen (1886-1958) blev i 1910 færdigudannet som sølvsmed i det kendte firma Georg Jensen, og han udmærkede sig gennem tiden ikke alene med sit fantastiske trælegetøj, men også med tekander, bestik, sølvpokaler, legeredskaber og meget mere.

I 1919 ægtede han Eva Pethrine Drøge-Møller, og fik sønnen Otto, som havde masser af legetøj, men… da Otto var en håndfast lille fyr, gik legetøjet, om dyrt eller billigt, ofte i stykker, der måtte således noget nyt og mere robust til. Og det blev til mere og mere, alle var vilde med hans design, og han blev da også hædret i 1922, da Dansk Arbejde udskrev en konkurrence.

Den kendte flok i dag !

Kay Bojesens første dyr er den herlige lille gravhund PIND, som kom til Verden i 1934, uimodståelig og dejlig !

De højtelskede aber, som så dagens lys i 1951—og er alle samleres yndling !

Kong Christian X red hver dag forbi Kay Bojesens butik– og værksted, fik han i 1940 ideen til de berømte gardister, som du lige som de allerfleste af Kay Bojesens træfigurer, stadigvæk kan erhverve! I 1952 blev han for øvrigt Kgl. Hofleverandør – det var nok med den lille, søde bjørn, som fandtes i forskellige sammensætninger af træ— også en af de enormt populære figurer.

Hermed flere af Kay Bojesens arbejder, og der er mange flere, som man hele tiden kan erhverve eller skrive på sin ønskeseddel bl.a et postbud og en politibetjent, samt flere dyr og legetøj. Hermed lidt flere af den kreative kunstners

Denne herlige og robuste gyngehest fra 1936 er og bliver et hit !
Hesten her blev fremstillet i 30erne, et dejligt og robust stykke legetøj !
Præmievinderen 1932 fra Dansk Arbejde !
Rangle fra 1932 !
Den kendte og buttede elefant er fra 1953 !

Du kan finde mere om Kay Bojesen på www.kaybojesen.dk eller kaybojesen.denmark.dk, hvor alle de arbejder, man stadig kan købe, er gengivet.

G o d F o r n ø j e l s e !

(PS. Og du er hjerteligt velkommen til at vise os dine Kay Bojesen figurer på bloggen!)

Kramboden i Odense

Tekst og billeder Lene Byfoged.

Jeg elsker Fyn, min far var fynbo og alle mine ferier i min barndom, tilbragte jeg hos min elskede farmor og farfar. En gang i mellem, må jeg bare til Fyn. Jeg må høre den skønne fynske dialekt, for mig er det nærmest lykke. Vidste I, at englene taler fynsk om søndagen?

Nå, for at komme til det jeg vil fortælle jer om, vi har lige været på Fyn et par dage og et besøg hos Kramboden i Nedergade 24 i Odense, var på programmet. Et skatkammer for enhver samler.

Kramboden.

Det var mange år siden vi var der sidst, men det var lige så interessant og spændende, som sidste gang. Vi startede i kælderen. Oh, hvilket skatkammer af alverdens ting og sager. Det var helt utroligt og nede bagved var der gammelt legetøj af enhver art, se blot nedenstående billeder.

Da vi var færdige i kælderen, gik vi ind i forretningen og hold da op, et slaraffenland uden lige. Det er jo ikke kun legetøj, men alt muligt mellem himmel og jord. Herunder billeder fra forretningen.

Et udvalg af dukkehusdukker. Nogle af dem har enører bundet eller limet på sig.

En hylde i et andet skab.
Gammelt julepynt var der også.

Jeg har jo blot taget billeder af en brøkdel, af forretningens tusindevis af varer. Første salen var også fyldt. Man kan få timer til at gå her.

Indehaveren var meget sympatisk og imødekommende, og jeg fik en opgave med hjem til bloggens læsere. Nogle af dukkehusdukkerne have en enøre, en bundet på eller limet på tøjet. Er der nogen af vores læsere, der ved hvad det drejer sig om, eller er det blot en samlers leg? Der havde været 20 – 25 dukker fra starten og de stammer fra samme samler. Nu var der blot nogle stykker tilbage. Se nedenstående billede.

Et par af dukkerne med enører.

Jeg handlede selvfølgelig også. Et skønt billede med engle til en af mine dukkestuer, en halvdukke (som jeg har fortrudt, men den er på vej videre), et skab og en kommode fra Dansk Legetøjsfabrik, nogle små tinsoldater til min legetøjsbutik, et lille chinahoved og den skønneste lille tyske dukkehusdukke. Det er nok det køb, jeg er allermest glad for. Den passer så fint i min lille franske cafe, som jeg lavede for nogle år siden.

Er hun ikke dejlig?

Mine køb. Møblerne skal have en kærlig hånd.
Dukken i cafeen.

Så er I i Odense, kig ind Kramboden, Nedergade 24.

Åbent hver dag kl. 10 til 17.30. Fredag kl. 10 – 18 og lørdag kl. 10 – 14

Lilians unikke samling om ”De røde Postbude”

og

Det danske Postvæsen

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) (Tekst og fotos med hilsen fraLilian Skov ©)

Lilian skriver: ”Synes, det var trist, at vort Danske Postvæsen forsvandt. DESVÆRRE!

De gode dage med vore røde postbude var hyggelige, og besøg hver dag med post fra folk. Altid tid til en hyggelig snak. Nu ser vi dem ikke, da postkassen skulle flyttes ned til vejen. Det er desværre ikke hverdag mere.

Derfor fik jeg den idé at samle ALT om de røde postbude: spil – postkasser – biler – kort – udklip – knapper –  emblemer –  osv.

Nyder da selv min samling. Håber det samme for jer derude!”

(Kære Lilian, tak for din beretning, og hvor har du ret…. Vi, der bor på landet andet, havde landpost, noget helt specielt med snak, små og store tjenester, etc.)! (Lise)

Tak fordi du vil dele din unikke samling med os, og jeg er da helt sikkert på, at mange af os vil sende dig bidrag, når vi støder på noget om: De Røde Postbude

Hjertelige hilsner fra Lilian (og Lise) !

Uddeling af Dukke-Oscars/Max-Oscar-Arnold-priserne – MOA

under

Årets store internationale dukke– og legetøjsfestival i

Neustadt bei Coburg og Sonneberg

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – (Dukkefotos: Inge Harck ©)

Fra den 26. maj til den 2. juni finder årets store dukke– og legetøjsfestival sted med en masse festlige begivenheder, herunder særudstillinger på de fantastiske museer, legetøjsmarked, samlerbørs, specielle familiedage og sidst men ikke mindst

Den 29, maj uddeles Dukke-Oscars til de bedste arbejder blandt de nominerede i kategorierne:

Det omfattende program finder du via nettet— www.puppenfestival.de – og vil du vide mere om uddelingen af Dukke-Oscar-Priserne, da benyt www. Moa-kunstpreis.de eller email: kontakt@moa-kunstpreis.de, selve uddelingen finder sted i Mehr-zwechalle, Heubischer Strasse i Neustadt bei Coburg, hvor de nomineredes objekter er udstillet. En konkurrence blandt mange nationer, og jeg skal love for, at der er smukke, sjove, fantasifulde og unikke ting deriblandt. Det er 25. gang, man uddeler disse fornemme priser.

Dukkekunstneren Inge Harck, der to gange har vundet en dukke-Oscar, deltager også i år med hele tre arbejder i kategorierne 1, 2 og 9: :

Alt i eget design !

Kategori 1: Om BEDSTE Legedukke: Den dejlige legedukke er lige til at omfavne og knuselske. Hun er håndlavet fra top til tå og kan beskrives således: Håndmalet, robust legedukke i ovnhærdet modellermasse og med stofkrop. Ansigtet er malet med akrylfarver, og hun har blå øjne. Hovedet kan bevæges i alle retninger, og også arme og ben er med drejeled. Hun har ægthårsparyk, som kan friseres. Tøjet er håndstrikket, og hun er nem at klæde af og på. Hendes legetøj: De små fantasibamser har Inge nålefiltet.

Kategori 2: Denne nuttede baby i teddy-tøj !

Kategori 2: Om BEDSTE Babydukke: Også babydukken i gult har håndmodelleret hoved i ovnhærdet masse. Hun har Lauscha glasøjne og stofkrop. Arme og ben har drejeled. Teddytøjet er Inge Harcks eget design og håndsyet.

Kategori 9: To charmerende, uimodståelige, legende børn!

Kategori 9: FANGELEG: Den leg har altid været og vil stadig være aktuel både i går, i dag og i morgen, ja, lige så længe der findes glade børn: Disse to glade børn har håndmodellerede hoveder, arme og ben i ovnhærdet masse. De har stofkroppe med trådstativ, således at de er bevægelige i så at sige alle stillinger. Drengens øje er malet, og pigen har glasøjne. Også her er ALT håndarbejde!

Tilbehør: tidligere var veje og gader også legepladser for børnene: Legegaden er af lærred med forstærkning af træ og malet med akrylfarver.

Og så er der ikke andet tilbage end at ønske Inge Harck Knæk og bræk eller på tysk: Hals und Beinbruch!

Og skulle I rejse til Det tyske Legetøjsland, ønsker vi jer selvfølgelig god fornøjelse. Det hele er ”en messe værd!”

NAVNEKLUDE OG ANDRE PRØVEKLUDE

(om ET SPÆNDENDE OG ANDERLEDES EMNE)

(Med hilsen fra Lene Byfoged (fotos fra foredrag og uddrag af tekst fra abelonesverden.dk ) Samt tekst og boganmeldelse med fotos fra Lise Brastrup Clasen ©)

Det er spændende at være medlem af Legetøjsforeningen/klubben Snurretoppen, hvor der altid er spændende aftener med foredrag. Desværre bor jeg (Lise) nu laaangt fra Snurretoppens samlingssted og kommer sjældent til deres arrangementer, mens ”Heldige” Lene har lejlighed til at være med hver gang. Jeg har været medlem i snart 30 år og har altid følt mig velkommen i Snurretoppen, selv om mange af ”de gamle medlemmer” ikke er med mere!

Den 11, april var en ganske særlig aften, hvor forfatter og arkitekt, m.a.a., dr. phil Kirsten Lindberg fortalte om ”Navneklude og andre Prøveklude” og introducerede sin næsten netop udkomne bog med samme titel.

Og Lene fortæller på sin blog: www.abelonesverden.dk, at Kirsten Lindberg er en inspirerende og levende fortæller, der berettede om de broderede navnekludes historie, om symbolerne, og om det personlige ved alle arbejderne. Kirsten Lindberg præsenterede alle for en hel samling af smukke klude i vidt forskellige materialer, således at alle tilhørerne kunne gå hjem med stor viden om det hele.

Det bedste var, at man derefter kunne købe (signerede dersom man ønskede det) eksemplarer af bogen om de smukke arbejder, og Lene og hendes mand, Torben, var så søde af købe et par bøger med til mig og til min tyske veninde, Angelika, Salzwedel, der netop har en udstilling i Hohenwehstedt om sådanne håndarbejder.

Og selvfølgelig ”kastede” jeg mig over bogen, og blev meget begejstret. Du får her en fin og levende introduktion vedrørende Navneklude og andre Prøveklude, samt en hel del om håndarbejdsundervisningen gennem tiden, og hvad det hele efterhånden resulterede i. En morsom ting ved bogen er for øvrigt, at der præsenteres navneklude både syet og broderet af meget ferme piger, samt af mindre dygtige, men de har dog alle fået noget ud af deres sytøj.

Bogen er rigt illustreret, og indeholder desuden billeder af de håndarbejdsredskaber, man brugte før og nu! Bagest er der ordforklaringer, noter og henvisninger samt bibliografiliste.

I bogen vises også broderede strimler eller bånd i flere længder, og jeg husker tydeligt, at vi i første klasse skulle sy ”et såkaldt fæstebånd” i en slags hørlærred — denne ”strimmel” kaldes i bogen en Schweizerklud eller en Prøveklud, og akkurat som i bogen startede man med at brodere sine initialer i korssting, og derefter skulle man lære at brodere eller ”var det sy” en masse forskellige sting… Tja, da min interesse kunne ligge på et meget lille sted, nåede jeg ikke mange rækker af sting, og arbejdet var nok lidt nusset ved skoleårets slutning. Et andet minde er en ”æggehætte”, se billede i slutningen af artiklen… som vi syede i 3. mellem, hvor vi skulle lære at sy hvidsøm.

I bogen er der også billeder af det dukketøj, man fik lov til at strikke, dersom man blev færdig med sit broderi… Heldigvis lærte min Moster Anna mig at strikke, og derhjemme har jeg strikket dukketøj magen til det på billederne.

Blandt de mange viste sy-redskaber i bogen ser man en ”Strikkerikke”, og der fortælles om de hestetømmer man lavede ved at bruge en sådan dukke. Min veninde og jeg klarede os med en stor garntrisse med fire søm uden hoveder, men jeg husker da, at min lillesøster fik sådan en Strikkerikke, helt sikkert på et tidspunkt, hvor jeg ikke længere var interesseret i at lave hestetømmer. I bogen kaldes de ”nannies”… Ja, dengang kendte fantasien ingen grænser, men alt det kan du læse dig til i bogen, som vi håber, vil fascinere dig lige så meget som os.

Nu glæder jeg mig til at videregive Angelika Salzwedel sit eksemplar, når hun engang efter Påske kommer forbi!

Bagest i bogen finder du Kirsten Lindbergs adresse på Fyen, men som en appetitvækker får du her hendes mailadresse: tiliamontana@mail.tele.dk.

Mere om Dionne-Femlingerne

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Og samtidig med tusind tak til Maja Villemoes for det righoldige materiale, du sendte til mig….

For et godt stykke tid siden bragte vi historien om de canadiske Dionne-Femlinger og deres tilværelse som børn — en historie bragt på grundlag af de billeder og påklædningsdukker, jeg er i besiddelse af, men det er slet ikke alt:

For nogle uger siden skrev en af vore læsere, Maja Villemoes, at hun i sin Mors gemmer og scrapbøger havde fundet en hel samling udklip om Femlingerne, heriblandt en del artikler, reklameannoncer og de kendte Palmolive-Påklædningsdukker, som mange af os har i samlingen, og hvor hver femling har et stykke Palmolivesæbe…. . Da Maja spurgte, om jeg var interesseret i kopier af det gamle materiale, blev jeg straks interesseret, og jeg har hermed fornøjelse af at dele min begejstring med jer og siger samtidig tusind tak til Maja, det er sandelig ikke hver dag, man modtager så mange gamle udklip på én gang.

Dr. Dafoe, der anbefaler Colgate, fremstilles i artiklerne som en helt og dagens mand, der altid ville det bedste for femlingerne, og han tjente store penge på pigerne, men løb samtidig en risiko, da ingen forsikringsselskaber – ikke engang Lloyds, som ellers forsikrede ALT, ville tegne en livsforsikring på femlingerne.. Der er i alt optaget tre film over femlingerne, og først efter meget tovtrækkeri gav Dr. Dafoe tilladelse til at fotografere og optage den første film. Optaget af filmsselskabet Fox under titlen ”Landsbylægen” /”The Country Doctor”. Hermed et par fotos af de små piger, som i ca. ni år voksede op uden deres forældre og andre søskende.

Elsire og Olive Dionne, femlingernes forældre, var langt fra velstående, nok nærmere fattige. De ejede en lille gård eller nok mere rigtigt et husmandssted, samt havde allerede mange børn, og da de henvendte sig til Røde Kors for at få hjælp, blev de overtalt til at aflevere børnene et stykke tid, ”til børnenes bedste” – hvad de skrev under på, men ingen kunne vide, at der skulle ca, 9 år, før de fik dem tilbage.

Det må have været og var meget hårdt for især Elsire ikke at have femlingerne hos sig. Der blev som nævnt i min tidligere artikel, bygget ”en slags hospital” kaldet Dafoe-Hospitalet efter Dr. Dafoe lige over for forældrenes ejendom, og snart voksede ”en populær forlystelsespark” op rundt om det hele: The Quintland/Femlingeland, hvoraf venner og naboer slog mønt af at kende Femlingerne, og hvor femlingerne flere gange om dagen blev vist frem bag den slags glasruder, som man kun kunne se igennem udefra. I 30ernes depressionsperiode tjente man i Quintland ca. 500 mill. Can.dollars på grund af Femlingerne som hovedattraktion.

Forældrene forsøgte flere gange at få deres børn hjem, og endelig .. Efter ca. 9 år besluttede man at bringe dem tilbage til deres hjem til stor glæde for forældrene. Glæden blev desværre kort for Elsire, da børnenes Far, Olive, fortsatte med at vise børnene frem —akkurat som i et cirkus…… En af filmene om dem slutter med, at de optræder på cykler i en lille manege.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal.

Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal

Det dejlige påklædningsdukkesæt kunne man dengang i 1938 erhverve sig ved at indsende en annoncekupon, 25 øre til porto samt tre Palmolive-bånd eller tegninger —hvorefter man modtog den søde mappe med femlingerne, deres tøj og tilbehør, der skulle være 70 dele til at klippe ud. Jeg har set sættet med både dansk, engelsk, tysk og hollandsk tekst, en virkelig succes, og det er da helt fantastisk, at der er bevaret så mange sæt, – dette til stor glæde for os samlere. Hver femling havde garderobe i sin egen farve, lige som her. Foto fra en af de mange annoncer, det var helt fantastisk, som man kunne variere annoncetgeksterne.

Der er selvfølgelig i USA udgivet påklædningsdukkebøger med Femlingerne, men det er en helt anden historie, ligesom der blev lavet dukkesæt som beskrevet i min første artikel. I dukkesættene med femlingerne var der ofte som ”tilbehør” en læge-eller sygeplejerskedukke med i sættet.

Colgate-Palmoilive gjorde meget ud af Femlingereklamerne, og der blev bragt annoncer i de fleste ugeblade alle vegne. Hermed nogle flere af slagsen, og den med ”Femlingerne bygger snemand” var endda forside i Familie-Journalen den 27. februar 1938, og ca. samtidig bragte Hjemmet en annonce med samme motiv.

Som afslutning skal jeg da lige nævne, at de fem småpiger under deres ophold i ”Dr. Dafoe-Hospitalet” havde et fastlagt skema for hver dag. Bl.a. sidder de her i deres skolestue og skriver, regner og tegner. Og deres tegninger hang – akkurat som i alle andre hjem – spredt ud på væggene i værelserne.

Det har været en stor fornøjelse at kunne bringe mere om Dionne-Femliungerne— Tak til Maja Villemoes for dit omfattende materiale med artikler fra Tempo og Hjemmet, den herlige forside fra Familie-Journalen, samt de mange annonceudklip bl.a. med referencer til ”Palmolive-Påklædningsdukkerne, – alt er fra 1938-1939 — Desuden tak ftil chefredaktør Marianne Gram, Hjemmet og til chefredaktør Søren Johannesen, Familie-Journalen (dengang Illustreret Familiejournal) for tilladelse til at benytte uddrag af artikler og fotos etc.

Og så er der blot tilbage at ønske jer alle GOD LÆSELYST !

Foto fra en af de mange annoncer !

Min HITTY-stue – og Garnakslen

Med hilsen fra Sigi Ulbrich – www.tortula.de ©)

(oversættelse: Lise Clasen ©)

Kender I HITTY, den amerikanske dukke, der blev en kult? Vi vil senere bringe en udførlig artikel om Hitty. Men… først skal I læse om Sigis Hitty-Stue, og vi siger tusind tak for tekst og fotos.

I nogen tid har jeg været den stolte ejer af en Hitty-stue. Jeg regner med, at man blandt ældre læsere kender Hitty, der er en dukke udskåret af irsk bjerg-ask. I ungdomsromanen af Rachel Feld fortælles der allerede i 1929 om dukken og hendes første hundrede år. Bogen er oversat til rigtig mange sprog. I USA er Hitty hele tiden aktuel. Der findes fanklubber, websider og…. Hitty har sit eget museum.

I sommeren 2018 fik jeg møblerne til min fødselsdag, og min mand og jeg byggede straks en stue til dem. Jeg er ikke ejer af en ægte Hitty-dukke, men af en 16,5 cm ”Bärbel” fra Katzhütte – hun er født på porcelænsfabrikken Hertwig & Co. og i hende har jeg fundet en værdig stedfortræder. Du kan læse ALT om dette i www.tortula.de. I skuffen til højre ved siden af hovedet på den nederste dukke. Du kan oversætte teksten via Google — den er ikke særlig god, men forståelig.

På Internettet så jeg en lille afbildning af en garntaksel (lige som jeg havde forestillet mig) – den kunne jeg lide og ville bygge en magen til.

I byggemarkedet købte jeg en ”skuffeknap” med lige hoved — så lille som jeg kunne få den. På internettet fandt jeg garntrisser, som jeg selv omviklede med broget sytråd. Med et nålebor borede min mand gennem de små garntrisser, således at der kom huller i mit ”stativ”, Med afkortede dekorations-knappenåle sømmede han derefter garntrisserne på knappen. Nøjagtigt på midten kom et større hul – således at et stoppeæg kunne sidde fast. Og nu var min garnaksel færdig.

Jeg var meget stolt af den og satte den straks sammen med andre sygrejer på Hitty-Bärbel-bænken.

Når man forsøger at indrette en Hitty-stue i den ægte stil, kommer man på websiderne ikke uden om Gail Wilson. Her opdagede jeg atter ”Garnakslen”.. Her fremstod den som nålepude, hvilket vil sige, at der i midten ikke var nogen stopklods, men en nålepuder på et stativ—kaldet en ”Shaker Style Spindle Pincushion”. Dette har skuffet mig lidt, men alligevel synes jeg, at min garnaksel er smuk —og en nålepude havde jeg allerede til Bärbel!

En stor tak til Sigi, for at vi må bringe den her på bloggen.

Børn og legetøj under 1. Verdenskrig

© For tekst og egne billeder Lene Byfoged.

Jeg er lidt betaget af 1. Verdenskrig, hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi der er så mange historier og patriotisme omkring den. Især  beretningen om hvordan de tyske, britiske og franske feltsoldater, julenat 1914  sang “Stille Nacht, heilige Nacht,” sammen og næste dag, til generalernes store fortrydelse, spillede fodbold sammen i fred og fordragelighed.

Krigen blev vel også idealiseret og forskønnet. I hvert fald blev der produceret masser af legetøj m.m. tilegnet børn. Disse ting blev også produceret, for at skaffe penge til tropperne. En del postkort med børn i uniformer, blev lavet og herunder bringes et lille udvalg.

Jeg kender mest til den tyske legetøjsproduktion under 1. verdenskrig, uden på nogen måde at være ekspert. og jeg vil her vise jer min lille samling af soldater og porcelæn. De er i størrelserne 8 – 16 cm. Ud over dukker og porcelæn, blev der selvfølgelig produceret masser af andet legetøj, fra forskellige producenter.

For nogle år siden var der en rigtig fin udstilling, om legetøj relateret til 1. Verdenskrig i Weihnachtshaus i Husum, Nordtyskland. Her så jeg det sødeste børnestel med krigsmotiver. Egentlig ret skræmmende, at børnene på denne måde blev inddraget, men der skulle jo tjenes penge til tropperne. Jeg er efterfølgende begyndt, at lede efter disse stel og har en lille bitte smule. Det er bestemt ikke noget man falder over i tide og utide.

Er der andre der har nogle af disse dejlige soldater og porcelæn, hører vi meget gerne fra jer.

Påklædningsdukkeleg med stof

© for tekst & billeder Lise Rasmussen

Vi har fået endnu en skøn artikel fra Lise, tusinde tak for det Lise.

Jeg har samlet på påklædningsdukker siden 2000, og mange fine og sjove udgaver er i årenes løb landet i min samling. Der er ingen tvivl om at dukkerne havde deres storhedstid i 1940´erne, 50´erne og ind i 60´erne; og mon ikke enhver pige, med barndom i disse årtier, husker, hvordan man kunne sidde i timevis og kreere den ene fantastiske garderobe efter den anden til yndlingspåklædningsdukken.

Selv for de mindre fingernemme udi tegnekunsten fandtes der en nem løsning; nemlig en tegnet dukke på et kort, hvor kjolen var skåret ud, og man kunne nøjes med et stykke glitret papir eller et dyk i mors kludepose, for at klæde dukken i fine gevandter. Ved simpelt hen at lægge et stykke papir eller stof bag åbningen i kortet, kunne man skifte garderobe i en ruf uden brug af nål og tråd eller blyant og farver.

Hvornår idéen er opstået, kan jeg ikke sige; men konceptet skulle efter sigende have været brugt til andet end leg. Jeg er så heldig at være i besiddelse af et stort ark (35×50 cm), med figurer af fine damer i lange gevandter. Arket skulle ifølge de oplysninger jeg fik med, have været brugt af en handelsrejsende udi stoffer. Man henledes straks til at tænke på Mads Skjern, da han som omrejsende repræsentant ankommer til Korsbæk. Hvor dette ark stammer fra, ved jeg desværre ikke; jeg er aldrig stødt på andre, og det har ingen mærkninger. Jeg kan dog ikke verificere fortællingen, men arket har utvivlsomt mange år på bagen.

Arket ses herunder, og hvilken herlig leg med smukt papir og stoffer, man kan begive sig i kast med. Jeg har leget med et par eksempler, og kunne da fortsætte i timevis.

Små ark kunne naturligvis købes, eksempler ses herunder. Ofte kom de i serier. ”Else” er i sin originale kuvert og til den fine serie med 4 piger, har jeg den oprindelige pergamentpose, der rummede herlighederne.

Hvor ovenstående små kort var i alm. postkortstørrelse, og dukker op fra tid til anden, er jeg også den stolte ejer af kortet med Hanne, der er i et noget større format (28×16 cm). Jeg har aldrig set et lignende, og synes, at det er en perle i min samling. Stoffet er det originale, som hun er ”født” med.

Var man nu ikke den glade ejer af et sådan kort, men i øvrigt besad et kreativt gen; ja, så var der jo råd. Jeg har for år tilbage arvet nedenstående, unikke samling af hjemmegjorte kort med en tilhørende mængde stofrester. Et fantastisk projekt, synes jeg. Samlingen består af 10 kort med dukker og 190 stumper tøj i et hav af mønstre og farver, næsten alle forskellige; lige fra mølædt fed silke til stykker af flonel og tykt uld, og sirligt klippede forklæder i lærred. Imellem stumperne fandt jeg en seddel med skriften ”Else Jensen, jeg er fra 1915”. Åh, der er megen leg.

Sidst, men ikke mindst, var der også muligheder for de piger, der havde lysten til at bruge nål og tråd. Man kunne få påklædningsdukker med tøj – i papir – til at sy fine sting på. Dukken herunder er tegnet af Lene Balle. Jeg har set flere lignende eksempler. Det minder mig om de æsker, jeg fik i gaver som barn, med fine lommetørklæder, der havde påtrykte mønstre i både korssting og kontursting, som man skulle brodere efter. Men det er jo en helt anden historie.

Tak fordi I ville kigge med ind i min samling.

Lise Rasmussen. Januar 2019.

http://www.mosterlise.dk/ https://www.facebook.com/mosterlise/