Skildpaddedukker fra ”Kolonierne”

Med tusind tak til Sigi Ulbrich— www.tortula.de

(design: Lene Byfoged © – oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)

Hermed har vi fornøjelsen at bringe Sigi Ulbrichs spændende og interessante artikel om de mørke, eksotiske eller simpelt hen om negerdukker fremstillet af Schildkröt-firmaet/og som vi alle altid har kaldt skildpaddedukker… Ny og spændende viden, som du hermed kan glæde dig til at læse.

Indledning/Introduktion:

I begyndelsen af forrige århundrede under koloniherredømmets højdepunkt var ønsket stort om at få lidt af det eksotiske inden for egne fire vægge, og nysgerrigheden hos dem, der var blevet hjemme, om at få mere at vide om de fjerne lande og deres beboere var ligeledes enormt stor. Ikke blot de gamle købmandsfamilier i Hamburg udsmykkede deres huse med trofæer fra Afrika, Asien og Sydamerika, men også beretningerne fra hjemvendte og søfolk trængte sig frem helt til Thüringen, Nürnberg og selvfølgelig også til Mannheim, og alt dette fik naturligvis indflydelse på dukke– og legetøjsfabrikationen.

De første ”negre” og ”mulatter” finder man i Skildpaddekataloget fra 1908. Her drejede det sig mere om figurer end om legedukker. Legedukkerne blev sat i produktion i 30erne. Først som Bebi 1925 og senere som dukker med de indfødte afrikaneres typiske ansigtsudtryk og krusede hårpragt— som model 1930. Ud fra denne dukketype udvikledes i 50erne den stolte kriger Wumbi og hans søster Mambi.

Jeg vil her præsentere jer for fire af disse eksotiske dukker fra min samling. De dukker, jeg præsenterer jer for, er helt fantastisk vellignende eksotiske Skildpaddedukker. Schildkröt/Skildpaddedukkefirmaet er den ældste tyske dukkefabrik, som stadig fremstiller dukker. Virksomheden er en af de sidste garanter for begrebet ”Qualität aus Deutschland— Made in Germany”/Tysk Kvalitet, fremstillet i Tyskland.

I mere end 50 år har man i Skildpaddedukkefirmaet fremstillet disse etniske dukker. Når de i dag ikke mere kommer fra Mannheim, er det fordi de nu efter en mellemlanding (på ca. 10 år) i Kaufbeuren siden 1993 har hjemsted i Rauenstein i Thüringen.

I 2012 efter fabrikant Hubertus Biermanns død, solgte hans enke Hannelore Biermann, der herefter var kontraktligt forpligtet efterfølger, i 2014 firmaet til den østrigske gruppe af virksomheder Stadtbauer. Ledelsen af firmaet ligger fremover hos Stephan Biermann sammen med Frank W. Hein.

Produktionen af Mambi– og Wumbidukkerne er stadig i dag på programmet. Mambi og Wumbi findes nu i afrikanske efterlignede dragter af bomuld, i festdragt, og Wumbi som for 50 år siden som Seppi i Lederhose/Skindbukser og Mambi i Dirndli/den typisk sydtyske folkedragt, for blot at nævne et par eksempler

I firmamuseet kan du stadig beundre modellerne fra 30erne, 50erne og fra 80erne til i dag. Du kan således følge de forandringer, der i årenes løb er sket med dukkerne.

Ligeledes kan du i din lokale legetøjsforretning stadig erhverve den klassiske udgave af disse dukker og derved fuldstændiggøre din personlige samling.

Efter de nye ejerforhold, flyttede Schildkröt-Puppenmuseum (Skildpaddedukkemuseet) til det nye Schloss Rauenstein, Schlossstrasse 2, D 96528 Frankenblick OT Rauenstein. Selv har jeg endnu ikke besøgt det nye museum. Fotoet er stillet til disposition af Katharina Kleinfeldt — jeg siger mange tak for denne gestus.

1) Dukkepigen ”Model 1930” 27½ cm høj

Denne dukkepige fra 30erne fik jeg kendskab til sammen med hendes anden dukkemor. Dukken var dengang i 40erne iklædt en ulden kjole strikket af et barn og trods sin alder meget lidt slidt.

Hvordan den var præsenteret og hvad den engang oprindeligt var iført, kunne dens ejer ikke fortælle mig. Hun havde ligeledes erhvervet den som second-hand. Jeg antager dog, at det var en ”han” og i festdragt – den korrekte betegnelse for den datidige fabriksmæssige udførelse med bastskørt og funklende smykker. Efter min viden blev dukken kun fremstillet i denne størrelse.

Det drejer sig ved denne dukke om én model 1930— 27½ cm høj, mærket 27½ og derover den gamle skildpadde i rude. Dukke er ikke særlig mørk – sådan mere som kaffe med mælk. Den gennemfarvede celluloid er meget tynd, og dukken derfor tilsvarende let. Selv om øjnene er malede, er de meget udtryksfulde.

Dukken har bevægelige arme og ben og huller i ørerne – hvilket vil sige, at den i ørerne har haft ringe (også kaldet kreoler) eller små runde ”dalere” (Schildkröt komponerede fantasitalere til dukkerne efter den klassiske, gamle tyske Taler eller Daler), begge udgaver kunne fås. Trods 80 år hos forskellige dukkemødre er dukken fantastisk velbevaret, hvilket tyder på, at der kun har været leget omsorgsfuldt og nænsomt med den.

2) Dukkenpigen ”Model 1930” 22½ cm høj

Med den ikke gennemfarvede celluloid er denne 22½ cm høje dukke type ”Model 1930” næsten sort. Hun kom til mig uden tøj på. Da hun ikke har huller i ørerne, kunne der ses bort fra festdragt som originalbeklædning. Jeg havde først antaget, at denne lille dukke principielt ikke havde huller i ørerne, men ved at studere Ciesliks ”Das grösse Schildkrötbuch/Den store Skildpaddebog” måtte jeg tage ved lære. I bogen er der på side 127 billede af en vidunderlig smuk helt ubrugt dukke i festdragt, nøjagtigt i denne størrelse: og med ørestikkere!

Da hun således ikke havde nogen festdragt, skulle hun have en fornøjelig og skinnende broget kjole. Jeg har strikket den med tilhørende bukser af gammelt perlegarn. Af røde træperler fik hun den ”obligatoriske” halskæde. De små sommerfugle er af kacheret malet pap. Hun er fremstillet i 50erne.

Hun er mærket med 22½ og derover den gamle skildpadde i rude. Hendes opvakte øjne er malede, på de brune pupiller er fine lysprikker, som giver hende et meget barnligt udseende.

Hendes krøller er meget klart aftegnet og fuldstændiggør det eksotiske indtryk.

Man må omgås en så mørk dukke meget omhyggeligt, da celluloiden ikke er gennemfarvet, men blot sprøjtet på. Hun har således under sit omkring 90-årige liv tillagt sig to små afskalninger, hvor den lyse celluloid skinner igennem. Hun er meget let. På den venstre fod er der to aftryk fra små tænder – om de er fra et barn eller en hund – tja, hvem kan mon i dag sige det så nøjagtigt.

Hvis man betragter hende i profil med den lille tykke mave, ser man meget tydeligt, at hun stadig har den gamle og netop mere runde krop.

3) Den stolte kriger Ma-Wu-mbi, 34 cm høj

Spørgsmålet er dog ikke hvor – men hvorledes” kender man forskel på Wumbi— og Mambidukkerne.

Skønt jeg har købt denne klart ubrugte dukke som Mambi, gik jeg ud fra, at det her drejer sig om en Wumbi. Den pågældende litteratur siger, at Mambi blev fremstillet med sort fletparyk og Wumbi i festdragt. Nu medbragte min mand for nylig en gammel avisannonce fra sin tante i Düsseldorf – ret godt slidt – men dog letgenkendelig og til at læse: Mambi fandtes også i festdragt.

Altså kalder jeg hende nu Ma-Wu-mbi. Vi har købt hende i Bamberg på det store årlige Altstadt-loppemarked. Hun har altid været noget ganske ærligt for mig, da jeg netop forbinder hende med en dejlig Bambergferie. Ma-Vu-mbi er 34 cm høj. Hovedet er mærket med 32/34 og derover den nye skildpadde, og kroppen 34 og derover den nye skildpadde. Hun er af gennemfarvet, mørkebrunt, næsten sort celluloid.

Perlerne i den røde kæde er af glas eller en slags kunstglas. Perlerne er trukket på en tynd elastik. Der er blot 14 perler. Om Ma-Wu-mbi har tabt nogle, kan jeg ikke sige med bestemthed. Alle de dukker, som jeg hidtil har set, har mange ”fejl” i deres halskæder.

Ma-Vu-mbi har bevægelige lemmer og hoved. Hovedet kan drejes. Hendes arme og ben har skiveled. Med sine brune glasøjne skuer hun drømmende ud i verden. Desværre har hendes venstre øje i løbet af de sidste 60 år på en eller anden måde løsnet sig. Det er desværre ikke sagkyndigt sat fast igen. Lidt limrester er stadig at se i venstre næsebor. Jeg lader det være, som det er. Ellers er hun fejlfri. For mig er hun ganske enkelt perfekt.

Da jeg købte hende, havde hun ”gyldne” ringe (Creoler) i ørerne. De var dog så meget ude af facon, at jeg var bange for, at hun skulle tabe dem. Jeg har givet hende nye ørestikkere fra Schildkröt, et godt alternativ. De ”gyldne” ringe har jeg lagt til side i en lille æske. Derfor bærer hun på billederne ørestikker som sine søstre i Schildkröt-Puppen Klassik Kollektion/skildpaddedukkernes klassiske kollektion.

Bastskørtet er meget fast, jeg regner ikke med, at en hel masse af de brogede strimler har løsnet sig. På grund af det faste bastskørt af meget stift bast kan hun ikke rigtigt sidde. Skørtet gør muligheden for at sidde umulig og holder den lille numse ca. 3 cm over siddefladen.

4) Mambi en pige fra Afrika, 34 cm høj

Sidst men ikke mindst en Mambi.

Når man ser på hende, som hun står der i sin søndagskjole, eller som hun for år siden i sin legekjole har siddet i Afrika-vitrinen i min udstilling, bliver man ganske enkelt varm om hjertet. Mambi er 34 cm høj. Den ideelle størrelse for et dukkebarn. Stor nok til at man holder noget rigtigt i hænderne og ikke større, end at hun kan sidde uden at sprænge rammerne i dagligstuevitrinen. Hun er ikke særlig tydeligt mærket, måske var ”Modell 1920-formen” i 50erne noget ”slidt”? Mambi er mærket således: hovedet med SIR, neu, derunder 32/34, kroppen med SIR, neu, derunder 34.

De små perler i den hvide kæde er af glas eller en slags kunstglas. Ligesom med Ma-Wu-mbis røde kæde har den nogle fejl. Perlerne er noget mindre end de røde. Der er trukket 18 perler på en ganske tynd elastik. Hendes sorte mohairparyk er komplet. Den er flettet i to tynde fletninger. Løfter man forsigtigt parykken, opdager man de formede krøller fra ”Model 1930”. Som så ofte hos Schildkröt blev der således ganske enkelt kreeret en dukke med hårpragten fra en anden dukke.

Hendes celluloid er meget tynd, hun er derfor tilsvarende meget let. Den brune farve er ikke speciel mørk. Hun er ikke gennemfarvet.

Hendes hoved, arme og ben er bevægelige. Hovedet kan drejes, arme og ben har skiveled. Hun har vidunderligt strålende brune glasøjne, og synes at være meget overrasket over, at så mange mennesker interesserer sig for hende. Der har kun været leget lidt og ganske nænsomt med hende. Hun er fejlfrit opbevaret. På profiloptagelserne kan man tydeligt se, at denne Mambi har en af de nyere – slankere – kroppe.

Hos mine opstillede dukker i ”Afrika-Vitrinen” står også en særlig skat. Da man gennem disse dukker egentligt straks kommer i kontakt med andre samlere, har jeg på grund af disse forbindelser og dukkesamtaler altid min lille ”sommerfugl” udstillet i displayet på mit bord..

Illustrationer fra kataloger er gengivet med tak til Firma Schildkröt-Puppen und Spielwaren GmbH.

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de

Fotos:

Dukker i Amagerdragter

copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.

Torben og jeg tog en tur til Amagermuseet for at se deres juleudstilling. Jeg har som barn og ung boet på Amager, men aldrig besøgt museet, så nu skulle det være.

Det var en dejlig oplevelse, museet var pyntet så smukt op til jul og det emmede af hygge og nostalgi.

Så enkelt og så smukt i gården på museet.

I et af de smukt pyntede juletræer, sad denne chinadukke.

At museet har en meget fin dragtsamling, der sagtens kan måle sig med Fanøs dragtsamling, var jo kun et ekstra plus. Jeg er betaget af de gamle egnsdragter, så det var et eldorado at kigge på alle de smukke dragter.

At der også er en dejlig samling antikke dukker i forskellige Amagerdragter, gjorde ikke oplevelsen mindre, tværtimod.

Det hele var sat så fint og informativt op. I montrene med dukkerne, var også de enkelte stykker tøj sat op, så man rigtigt kunne se, hvor fint og korrekt det var syet, med alle detaljer, ligesom de de almindelige dragter.

Jeg har tidligere syet en Sejerødragt og har være på Fanø, for at lære om Fanødragterne og er nu så langt, at jeg så småt er i gang med at sy en til en større chinadukke. Jeg blev så begejstret for disse dragter, så måske syr jeg også en Amagerdragt til en dukke en dag. Vi får se.Der er skrevet en meget god og informativ bog om Amagerdragterne. Den ligger på museet til at gennemse, men kan sikkert også stadig købes.Amagerdragterne – deres historie og brug af Birte Hjort, Dirch Jansen og Lisbeth Møller.

Falder vejen forbi, kan det absolut anbefales at besøge museet.

Amagermuseet, Nordre Krinkelgade 18a, 2791 Dragør

www.museumamager.dk for yderligere oplysninger.

Flere skatte fra Coburger Puppenmuseum/Coburg dukkemuseum

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Atter med tak til Museumsleder Christine Spiller, M.A. , bringer vi hermed flere fotos af nogle af museets utallige dejlige dukker, men vil du se hele den pragtfulde samling, bør du aflægge museet et besøg, hvorfor vi sidst i denne billedkavalkade gentager åbningstider, adresse etc.

Denne søde dreng med matroskrave hedder Bebi!

Og her har vi Lotte i sin fine
Fløjelskjole !

Yndig pige i folkedragt !
Hun hedder Emma….

Denne dukke betegnes ganske simpelt som Porcelænsbaby !

Steinerdukke — stod der under billedet, jeg modtog, så her er hjælp at hente, når I prøver at finde hende !

To smukke te-eller halvdukker, så alsidig er museets dukkesamling !
Men hvem de er, tja, nok mindre nemme at finde !

Kan I gætte hvem vi er ????

Hjertelige detetivhilsner herfra, og dukkerne og alle deres venner finder i på:

Puppenmuseum Coburg, Rückertstrasse 3, D 96450 Coburg,

tlf: 0049 9561 891480 –

puppenmuseum@coburg.de – www.coburger-puppenmuseum.de

Åbent hver dag fra 11 til 16 i sæsonen 1. april—30. september — fra oktober til marts lukket om mandagen, men ellers samme åbningstid 11-16—lukket på visse helligdage, se hjemmesiderne.

G o d t u r !

Hilsen fra Anne Friis med “Lidt om Lises skildpaddedukke”.

Fra Anne Friis med copyright. for tekst og billeder.

Kære Lene & Lise samt andre på bloggen.

Celluloid hoved fra Skildpadde fabrikken i Tyskland mrk. 17 og med skildpadde i ramme, men af en fantastisk kvalitet med glasøjne & tænder.

Jeg kunne ikke lade være med at finde de fotos frem, som jeg har af den samme dukke, da Lise gerne ville se denne, og især hendes krop. Det er selvfølgelig en ”Skildpadde”, som vi siger på dansk, og fra måske nok den kendteste fabrik af celluloid ting, som Tyskland har haft. Først og fremmest er dukken ikke min, men den var i en forfærdelig forfatning, da jeg fik den. Damen som ejede den, har jeg mødt til min endnu eneste 100års fødselsdag, som jeg har deltaget i. Da vi kom til at snakke, fortalte hun mig om sin dukke, hun så gerne ville have repareret. Jeg lovede selvfølgelig at kigge på den, og efter at jeg havde fået tilsagn om reparation fra Göran Berg uden for Malmø, som er medlem af vores klubber i Kbh. og en meget god ven, tog jeg til Sorgenfri, hvor damen boede, tæt på mine gamle venner. Desværre burde jeg jo have fotograferet den inden reparationen, men det var kroppen og armene, det var galt med. Jeg fjernede af sikkerhedsmæssige grunde hovedet, så det ikke skulle ud på så mange rejser, hvorfor jeg har taget billeder af det uden sin sikkert originale krop.

Selve hovedet har jeg set mange gange, men aldrig i så stor størrelse og med glasøjne, der kan lukkes, selvfølgelig. Netop på grund af dette, kan de nu efter så lang tid få hovedet til at revne, da den vægt der sidder i balancen godt kan ødelægge hovedet og få det til at revne. Jeg tror så absolut dette er Roll Royc’en for denne model. Bemærk hvor fint modelleringen er og tydelig, undtagen på bagsiden med mærket, som I også får i eget foto. Kroppen er mærket med 45cm så kan vi altså se størrelsen af hensyn til Lises eksemplar. Den har de typiske ben med specielle samle-led i hoften i metal og indsatte stofstykker ved knæene, så den kan bevæge benene frem og tilbage samt sidde ned i en stol f. eks. Disse kroppe blev brugt meget omkring 1910 og frem, og de går selvfølgelig ikke så let i stykker, men kapslerne som sidder i hoften er tit brækket af eller kan helt mangle.

Selve mærket fra Skildpaddefabrikken 17. ca.1910-15, skildpadden i ramme med germany over fra repareret dukke hos Göran.

De kan endog være lavet i voksdug også, så man har kunnet få dem i mange prislag, den samme type findes også i læder, hvilket selvfølgelig har været dyrere, men som regel har de et bisque hoved i uglaseret porcelæn. Jeg har selv flere typer med disse kroppe i forskellig variationer. Nogle af dem kan have ben i forskellige udgaver, stof i andet materiale, bisqueben, eller ben af celluloid. Disse har som regel ganske små skildpadder stemplet ind i siden, og således også fra dette firma.

Dette hoved er dog efter min mening meget smukt og mat i sin celluloid farve-holdning. På grund af sin udefinerbare frisure kan den være både en pige eller en dreng. Men jeg må sige at glasøjnene klæder den, så bliver den netop så udtryksfuld og får lidt farve i ansigtet. Den har åben mund, men her også med tænder. De kan være svære at finde, når de mangler, og det gør de tit. Den var klædt i en spencer og manglede en bluse, hvilket den fik af mig. De billeder jeg derfor har af den og kroppen er efter den kom tilbage fra Göran, som er en uhyre omhyggelig og dygtig reparatør. Han har sandelig lavet en masse af mine ting, som jeg har opgivet til stor fornøjelse for mig. Det er i dag særlig svært at finde nogle som kan det med at reparerer celluloid, de fleste ødelægger tingen, men det sker ikke hos Göran.

Det indvendige hoved med måske pris 4/00 som kan være 4.Kr. samt grønt stempel, udstoppet med papir så det ikke gåt itu. Skildpadde 17 med ramme & germany

Jeg har selvfølgelig fotograferet kroppen grundigt, så I kan se typen, men de er som sagt fundet i mange forskellige variationer, men jeg tror de har kunnet købes færdig hos diverse legetøjshandlere og sikkert er lavet Tyskland, og de billegere typer har ikke kostet en bondegård. Stoffet kan være ret forskelligt, nogle er med en form for elasticitet i, det vil sige det kan strække sig og må nok benævnes som en slags tricot stof altså strikket på en maskine. Jeg har sågar en fransk dukke med samme type stof, hende vil jeg komme tilbage til en anden gang, da hun er utrolig spændende. Jeg har close-ups af hvordan armene er sat fast samt størrelsen af dukken. Når I ser billedet fra indersiden af dukken kan I se en mulig pris på måske 4/00 som kan stå for 4,00 Kr., hvilket på det tidspunkt er ret dyrt, så lad være med at tro at celluloid dukke hoveder var billige. Desuden var de det sidste nye, og derfor enhver lille piges ønskedrøm.

Bagsiden af skildpadde hovedet med mærke i ramme, Germany & 17. fra 1910-15 1 verdenskrig.

Desuden skal I huske at første verdenskrig startede i 1914, så var det godnat for celluloid industrien, idet alle fabrikker skulle lave våben, samt det faktum at celluloid kunne eksplodere. Det blev netop opfundet i forbindelse med den amerikanske borgerkrig, så det måtte ophøre under krigsårerne, men kom igen mellem verdenskrigene, selvom det var relativt dyrt at fremstille. Det forhandledes i store plader, som så skulle opmagasineres, hvilket er så farligt. Husk derfor en celluloid dukke kan pludselig eksploderer, så pas endelig på i denne varme, hvis du skulle bo i et træhus, de er og bliver uhyre sarte, og der er intet af gøre, når de først er eksploderet. Du står bare tilbage med nærmest støv, tro mig, jeg har selv prøvet det.

Skildpadde dukke med skjold mærket med skildpadde i retangel og 17. samt Germany ovenover. Karens veninde repareret af Göran

Den nyreparerede krop fra Górans hånd som nu kan sidde og bevæge sig i sin næsten originale skikkelse, med celluloisarme påsat.

Her størrelsen på kroppen samt mærket den er lavet hos, kan ikke se hvilket med se hvordan arme er fastgjort 1910-15

Håber I alle overlever i varmen, jeg bader næsten hver dag for at få min Iskias til at fungere, derfor har jeg været tavs så længe.

Venligst Anne Friis

Når man får gaver

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 1

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen©

For snart mange måneder havde vi besøg af et vennepar, der havde overtaget et gammelt hus og fundet en gammel dukke og dukkevogn på loftet. Og da man kender min samlermani og forkærlighed for gammelt legetøj, fik jeg begge del som en STOR og dejlig værtindegave. Og mon ikke jeg følte mig som en Lykkens Pamfilius!

Dette billede er fundet i Angelika Lipinskis ”Zelluloidpuppen Sammeln (Preisführer) 1991) !

Da vi havde taget afsked, kastede jeg mig straks over mine bøger (”bibler”) for at kunne datere dukken:

Hun er fra Rheinische Gummi– und Celluloidwarenfabrik, Mannheim-Neckerau, nu Schildkröt (det var virkelig godt, at firmaet skiftede navn, da deres dukker altid gik under den populære betegnelse ”Skildpaddedukker”!)! Hun er en gammel dame med skulderhoved mærket med Skildpadde i ruderamme og tallet 17. under ”padden”. Hun har ”halve” celluloidarme og stofkrop. Kroppen er af lærred, og kan være fornyet, idet der ikke er ”spjæld” som knæ på kroppen, dvs. at jeg egentlig burde sy en anden krop til hende….. Ifølge flere af mine bøger blev hun fremstillet fra 1910 til 1915 og fandtes i mange størrelser, og mit eksemplar må være den største af typen. Dukken blev senere reproduceret i 50erne med en svag ændring i frisuren.

Dukken er iført et par strikkede sokker, et par mamelukker og en kjole af lærred…. Hvor gammelt eller nyt tøjet er, tør jeg ikke sige noget om, måske meget nyere end dukken, og skulle energien en dag komme over mig, vil jeg ekvipere hende lidt fiksere.

Kroppen ser nyere ud end
Dukkehovedet, en gammel krop ville helt sikkert have spjæld med knæled!

Hendes Skildpaddemærke er desværre ikke ret tydeligt —men her kan I også se hovedet og frisure bagfra !

ådan ser pigen ud, og hun vil da helt sikkert se sødere ud, dersom, hvis, såfremt, ifald hendes ”dukkemor” tager sig sammen til at ekvipere hende bedre

DEL TO om dukkevognen følger, den varme sommer inviterer ikke helt til at sidde og skrive. Skulle nogle af jer af en sådan eller en lignende dukke, så bare fortæl, fortæl og fortæl!

G o d Læ s e l y s t !

Staa Maren 2. Del.

Research: Lene Byfoged

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag

Her er 2. del med opskriften til Staa-Maren fine tøj.

Dukketøjet:

Materialer:

25 gr rødt, 25 gr hvidt og 50 gr grønt tretraadet garn i samme Finhed som det rosa Garn til Kroppen. 2 P Nr. 2, 2 Nr. 2½ og 2 Nr. 3. 4 Strømpestrikkepinde Nr. 8. Til Monteringen: ½ Meter smalt røst Silkebaand og 20 cm smal Knipling. Stof og Baand til et Forklæde.

Blusen:

Blusens Forstykke: Tag P Nr. 2 og slaa 30 M op af det hvide Garn, strik 2 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Strik Glatstrikning og tag paa 1. P 4 M ud (34 M). Tag P Nr. 3 og strik, til Forstykket maaler 6 cm, saa dannes Ærmegabene: Paa Begyndelsen af 1. og 2. P lukkes af for 4 M. Paa Begyndelsen af 3. og 4. P. lukkes af for 1 M. Naar Forstykket maaler 8 cm, dannes Halsudskæringen: Strik 15 M, luk af for 4 M, strik P ud. De 2 skulderstykker strikkes hver for sig, og der lukkes 1 M af ved Halssiden, til der er 8 M. Skulderen lukkes af i 2 Gange.

Ryggen: Strikkes som forstykket, blot med en Slids, der dannes samtidig med Ærmegabene saaledes: Luk de første 4 M af paa Retp, strik 13 M og de følgende 3 M, der skal strikkes ret frem og tilbage hele Vejen op. Paa Begyndelsen af næste Retp lukkes 1 M af. Naar Ryggen maaler 10½ cm, lukkes skulderen af i 2 gange, og de resterende M lukkes af paa én gang. Slaa 6 M op som Underfald til den anden Ryghalvdel, og strik de to yderste af disse M i Retstrikning. Strikkes i øvrigt som første Ryghalvdel.

Ærmet: Slaa 28 M op paa P Nr. 2 af det røde Garn g strik 1 P Vrang og 1 P ret. Tag det hvide Garn, strik Glatstrikning og tag 4 M ud paa den første P. Strik 2 P og luk saa 2 M af paa Begyndelsen af de følgende 2 P og luk derefter af for 1 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 12 M. Saa lukkes af for 2 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 8 M. Strik disse sammen 2 og 2 og luk de 4 M af.

Nederdel og Korset:

Bagstykket: Slaa 74 M op paa P Nr. 3 af det røde Garn og strik 2 cm Glatstrikning., slut med en Vrangp. Sæt Strikketøjets nederste kant paa P Nr. 2. Læg de 2 P sammen, saaledes at Retsiden af Strikketøjet kommer til at vende udad og strik M paa de 2 P sammen 2 og 3, saaledes dannes den dobbelte kant forneden. Strik Vrangpmed det hvide Garn. Tag det grønne Garn og strik videre i Glatstrikning. Naar Arbejdet maaler 16 cm, tages P Nr. 2. Strik 1 M, og strik derefter M sammen 2 og 3 P ud (37 M). Strik 4 P Rib: 1 ret, 1 vrang, paa 5. P (Vrangp) strikkes saaledes: Strik 12 M, strik 7 gange 2 M sammen, strik P ud (30 M).

Korsettet: Strikkes i direkte Fortsættelse af Nederdelen. Tag det røde Garn, strk 5 P ret, strik Glatstrikning. Naar Korsettet maaler 3½ cm, strikkes 6 P ret. Luk af.

Forstykket: Strikkes som bagstykket, blot tages der ikke mere end 1 M ind paa sidste Ribp, saaledes at der bliver 36 M til Korsettet, der stikkes i 2 Halvdele saaledes: Strik paa de 18 M 4 P ret. Strik derefter Glatstrikning på 4½ cm, blot de 4 M foran strikkes ret frem og ret tilbage og forsynes med 4 snørrehuller, der strikkes som et almindeligt Hul midt i Retborten. Første Snørrehul dannes efter de 4 Første P. de øvrige med 6 P´s Mellemrum. Afslut Korsettet med 6 Retp. Den anden Korsethalvdel strikkes paa samme Maade – blot i omvendt Orden. Korsetremmene strikkes af de 4 M lige efter Retborten foran, de strikkes i Retstrikning og skal være 6 cm lange.

Kysen:

Slaa 50 M op af det røde Garn paa P Nr. 2 og strik 4 P ret. Tag P Nr. 2½ og strik Glatstrikning, blot de 2 M i begge Sider strikkes ret frem og ret tilbage for at danne Kant. Naar der er strikket 3½ cm, dannes den opstaaende Rulle i Nakken saaledes: Strik 1 P vrang, 1 P ret. til der er 6 P. Tag det hvide Garn, strik 2 P ret og derefter skiftevis 1 P vrang og 1 P ret, til den hvide Rulle er ligesaa stor som den røde. Luk af. Kysenakken dannes saaledes: Tag 50 M op paa det glatte stykkes Bagside, lige bag den hvide og den røde Rulle. M tages op med 2 strømpestrikkep Nr. 8 og paa en 3. P Nr. 8 slaas 10 M op. Strik rundt med rødt Garn 2 Omg. ret, 2 Omg Rib: 1 ret, 1 vrang, 4 Omg ret. Begynd indtagningerne. Strik 2 M sammen, strik 8 M, gentag dette Omg ud. Strik en Omg uden Indtagninger. Fortsæt med disse 2 Omg stadig med 1 M mindre mellem Indtagningerne på Indtagningsomg. Naar der er 12 M, trækkes Traaden gennem M og sys fast indeni Kysen.

Forklædet sys af hvidt Stof og pyntes med røde og grønne Silkebånd.

Monteringen: Kysen dampes over en kogende Kedel og sættes på Dukkehovedet til den er tør. Paasys kniplingekant og Baand. Alle de øvrige dele lægges mellem fugtige Aviser, til de er glatte og pæne, og tørres liggende.

Blusen sys sammen paa Skuldrene, der tages M op langs Halskanten og strikkes med rødt: 1 P ret og 1 P vrang, til der er 8 P. Luk af. Sy Blusen sammen og hækl en Række grønne Fastmasker langs de røde Kanter ved Ærmer og Hals. Sy en Bort af grønne og røde Maskesting paa Blusens Forstykke, se typemønsteret. Luk Blusen med Trykhægter.

Nederdelen sys sammen og Korsettet snøres med en hæklet grøn korsetsnor, som forsynes med 2 grønne Kvaster.

God fornøjelse!

Som sædvanligt ser vi meget gerne resultatet, hvis der er nogen, der får lavet dukken.

Mere om Dionne-Femlingerne

De dejligste dukker

Med tusind tak til Pia Deleuran og hilsner fra Lise Brastrup Clasen ©

For nogen tid siden bragt vi en artikel om dionne-Femlingerne, bl.a. med gengivelser af dukker og påklædningsdukker… dukkerne kan være sjældne og måske svære at få fat i, men her skal I høre om, hvordan Pia Deleuran fik fat i et sæt af de sødeste små dukker. Hermed Pias fortælling om sine femlingedukker:

De dejlige småpiger.. Som tidligere nævnt optrådte de gerne i hver sin tøjfarve: Dukkerne er 19 cm høje og mærket Alexander, som I vil se på de øvrige fotos!

“Hej Lise…

Jeg abonnerer på dine mails, og det er en stor fornøjelse for mig at læse dem, tak for det; derfor har jeg også læst det, der er skrevet om femlingerne fra Canada, og jeg kunne slet ikke slippe den historie igen, og så søde, de var, de dukker som blev produceret dengang. Jeg gik på ebay.com og fandt mange salgsannoncer af forskellige kvalitet.

Jeg fandt et sæt, som jeg ikke kunne stå for, og besluttede mig for at købe dem, men så nemt var det ikke, for det viste sig, at de kun ville handle med nogle fra deres eget land. De ville hverken modtage penge fra mig eller sende til mig. Heldigvis har jeg en kær tante i Amerika. Jeg snakker ikke så tit med hende, og hun kunne ikke rigtig forstå, at jeg ville købe de dukker, men efter nogen snak frem og tilbage lykkedes det. Hun købte dem til mig og fik dem sendt til sig. Derefter pakkede hun dem om og sendte dem til mig.

Det var en stor dag, da de kom med posten, og de var det hele værd. En lille sjov detalje var, at min tante skrev en mail til mig, efter at hun havde modtaget dukkerne, hvor hun kaldte dem for ”The Wee Ones”, og at hun håbede, at jeg ikke blev alt for vred eller skuffet, men det var altså brugte varer, hun havde købt for mig:

Elastikken på en af dukkerne var røget, og på et par andre sad hovederne meget løst, men jeg er medlem af Vestsjællands Dukkeklub, og vi har en dygtig dukkedoktor i klubben, og hun fik dem under kærlig behandling.

På vedhæftede fotos kan I se, hvordan dukkerne ser ud efter at være blevet bragt i orden, ligesom I kan se deres Alexander-mærker. Pia slutter med at fortælle, at hun er meget glad for dukkerne!

Venlig hilsen fra Pia Deleuran”

Også TAK for dine ”roser” til bloggen, Pia, dem blev Lene og jeg meget glade over at læse!

Vil I vide mere om Femlingerne og deres skæbne, kan I foruden artiklen på denne blog læse om dem ved at gå på nettet og søge under Dionne Femlingerne!

Fortsat god Læselyst !

Karakterdukker fra Coburg Museet

© for tekst og billeder Anne Friis.

Så har Anne været aktiv igen og skrevet en spændende artikel om de meget smukke og skønne karakterdukker. Tusinde tak Anne, for at du vil indvie os i din store viden.

Som jeg sagde, må jeg komme tilbage med mere om karakterdukker, da det som regel er det, jeg bliver spurgt mest om. På min tur til alle de tyske museer, så jeg enormt mange karakterdukker, også mange, som jeg aldrig før havde set. De fleste vil så gerne vide ”Hvad er en karakterdukke”

Pigen i naturligt tøj med smilende lukket mund med tænder ekstrem sjælden, er fra Bähr & Proeschild i Ohrdruf, har aldrig set før.

Pige lidt i samme stil men fra Cattenfelder Puppenfabrik 219, lige så spændende fra omkring 1912. hun er ikke med i mange leksikoner, så her taler vi om €7000-9000, så kan I selv gange med 7,50 Kr.

Her må lidt dukkehistorie til. Normalt har man produceret dukker som voksne personer, men af og til har man set perioder med en anden type dukker. Dronning Victoria gav en barnedukke i voks til sin datter, og disse voks dukker var tit mindre børn, sjældent babyer, men det skete. Men det var enere der dukkede op engang imellem. Husk hvor dyre disse håndlavede dukker var. Desuden havde man også en såkaldt ”Mothsmann baby” på tysk kaldet ”taufling”, hvor der var indskudt stofdele, hvor lemmerne var sat fast. De var udviklet fra japanske dukker, som er lavet på denne måde, netop med bevægelige lemmer og det faktum at dukken kunne bøjes og sidde i en stol. Det kan man just ikke sige om de tidligere dukker. Men der skulle gå adskillige år før babydukken blev det mest almindelige.

Jeg er desværre nødt til at fortælle, at det jeg forslår ikke altid måske er det rigtige. Cieslik kommer med andre forslag, som går ud på, at det er Kämmer & Reinhardt, der kommer med disse dukker, da de laver en udstilling i et stort varehus allerede i 1908, hvor forskellige nye typer fremvises, og på det tidspunkt altid med malede øjne, men på leddekroppe af nye proportioner. Til at begynde med hed de kunstner dukker, men Marion Kaulitz er dog nævnt for 1908 og stedet ”Münchner Künstlerpuppen”, men da begge parter førte sager mod hinanden i retten, om hvem der havde opfundet begrebet karakterdukker, er det nok den med de fleste penge, der har vundet. Dengang har det haft stor betydning, men det havde ligeså meget at gøre med det faktum at man så anderledes på barnet og det at lege; som noget meget nødvendigt, hvilket bringer os frem til Käthe Kruse. Jeg er så absolut sikker på at de to kvinder, som jeg nævner fik større betydning end de mands-domminerede firmaer, som faktisk mest ønskede at tjene penge. I kan tjekke de omtalte personer i Ciesliks store leksikon, side 50-51, samt hele ”Charakterpuppen” af Christa Langer.

Her nævner jeg igen damerne Marion Kaulitz & Käthe Kruse. De er begge tyskere og den første fik ideen til de såkaldte karakterdukker, hvor de fleste blev modelleret af Hr. Vogelsanger, den anden lavede dukker i stof med oliemalede ansigter. Jeg havde kun set en enkelt Kaulitz herhjemme, de har hoveder af masse, som er en slags komposit altså en blandet masse af ler, gips savsmuld og andet billigt fyld som klude. Dette, som så er æltet sammen og brændt tror jer til en formbar masse. Så det var en stor oplevelse at se disse så berømte dukker i virkeligheden, og der var adskillige på de fleste museer. Se fotos fra tidligere artikler på Bloggen.

En af de dejligste drenge fra Marion Kautliz designet af Vogelsinger, vi så mange andre i alle de tyske museer af denne første kunstnerdukke type, senere benævnt karakterdukker.

Vi skal dog lige huske at det hele var også et nyt udtryk for hvordan man så på børn. Før var små børn & drenge iklædt kjoler. De fik først bukser alene når de begyndte i podeskolen, en form for børnehave eller forberedelse til skolen. Familierne var tit meget store, det ene ny barn fulgte det andet, så børneflokkene kunne få en anseelig størrelse. Husk lige at skolepligt for begge køn blev først gennemført efter 1814 i Danmark. Man fik andre tanker om børns opvækst, end den der før havde været gældende og den vi har i dag. Mange små børn blev undervist hjemme, eller på små institutter, hvor de samledes. Derfor blev påklædningen mere afslappet, men altid dækket af et forklæde, som også gjaldt drengene. Det var dog mest udenadslære der dengang var gældende, og så det at lære at læse biblen og kunne sin katekismus, så man kunne blive en god kristen. Men det var først fra mine egen mors fremkomst at karakterdukkerne og babydukken brød igennem. Min mor er fra 1915, så der var de lige kommet. Jeg har stadig hendes karakterbaby, som hun fik af sin morfar, og som var købt i Tyskland.

Il Fiammingo hovedet, som var med til at starte karakterdukkerne, min gips afstøbning som er 17cm høj og samme størrelse som selve hovedet til Käthe Kruses føeste dukke Model 1 samt K&R hoved 115A.

En karakterdukke er en dukke, der tit er modelleret over et ægte barn, som model. Der er ret mange drenge imellem, hvilket heller ikke var set før. Flere modellører brugte et berømt hoved kaldet Fiamingo hovedet, af Francois Duquesnois, andre nævnes også, men her er vi tilbage i Renæssancen, som forlæg. Tilfældigt fandt jeg det engang hos en marskandiser og købte det. Det var et meget yndet og udbredt hoved. Det gjaldt både Käthe Kruse, som via sin mand, der var billedhugger, gik i gang med forsøg på at lave nogle dukker i stof, der kunne tåle at leges med, bygget over dette hoved. Det blev forsøg med mange forgæves prøver, som hun så prøvede af på sine egne børn, før hun kom frem til Model 1. med de brede hofter, mange sømme til at forme den, og arme & ben kunne bevæges. At andre skulptører, som Simon & Halbig, også blev inspireret af den samme buste er måske bare et tilfælde. Men deres hoved skulptør var professor Arthur Lewin-Funcke, fra Berlin, som arbejdede for K&R. Han brugte sine egne børn som modeller, og i dag ved vi hvem de er inspireret af, da der er skrevet en pragtfuld bog med fotos kun om disse af Christa Langer, ”Charakterpuppen” med både engelsk / tysk tekst på forlaget Puppen & Spielzeug. Her er Marion Kaulitz også nævnt som opfinderen af karakterdukkerne. Så der hersker altså forskellige opfattelser.

Senere modeller af Käthe Kruse, som var med fra 1908, flere af typerne alle i stof, malet med oliefarver, som regel hårdt stoppet, lidt som bamser med skiver i arme & ben.

.Disse kaldes “DU Mein” og er i rigtig babystørrelse og brugtes af sygeplejeskoler, også fra Käthe Kruses værksted i Bad Kösen, senere Østtyskland, som stadig eksistere.

H & B producerede deres hoveder i bisque, som blev brændt og malet, men ikke glaseret. De havde den største produktion og samarbejdede med mange forskellige fabrikker, Kämmer & Reinhardt samt mange flere andre. Senere overtog K&R fabrikken S&H, som kun var en porcelæns-fabrik; men de lavede stadig hoveder til deres egen produktion og til andre fabrikker, dog har de altid deres eget stempel presset ind i nakken på hovedet, så man kan se hvem de er lavet til, hvilket gør det lettere i dag for os samlere. Husk at S&H står for den bedste kvalitet, og sikkert altid vil gøre det.

Min personlige yndlingsdukke K & R 102 med bisquithovede og på en leddekrop i naturligt tøj med tornyster på ryggen, så flot med støbt frisure og malede øjne, lukket mund, af Arthur Lewin-Funcke.

Her en pige også lidt ualmindelig fra Gebrüder Heubach, Lichte 1910, et af de populæreste mærker i DK, der er mange af dem hos os, så her er vi heldige, men hende kendte jeg kun fra fotos, her i den store vitrine kun med Gebrüder dukker.

Disse dukker blev vist på den store Tyske legetøjsmesse i Leipzig 1912, og fik et enormt gennembrud. Faktisk foretrak de fleste små piger stadig de mere neutrale ansigter med pæne udtryk og ikke karaktererne. Men det var forældre og bedsteforældre der købte dukkerne, så man kan sige at det var de, som faldt for dem, og egentlig ikke børnene. Men økonomisk var de ikke nogen succes, de blev således brugt senere til gulvfyld og isolering udenpå husene, hvilket jeg selv har set på Snurretoppens store Tysklandstur.

Du skal lige huske her, at disse forskellige modeller kunne komme med malede øjne – det mest almindelige – eller med vippeøjne i glas, dette noget senere – samt med paryk eller med lukket hoved, hvor frisuren også var malet. Dette gælder især for drengene, samt med forskellige hudtone, både mulatter og helt mørke dukker eksistere også i disse. Desuden kunne de kommer på en almindelig leddekrop, en babykrop eller en toodlerkrop, som var en mere bastant og mindre krop, med andre proportioner, men stadig samme model af hovedet. Så variationerne var virkelig store, senere i 1920’erne lavede man endda en ny type leddekrop med længere ben, til kortere kjoler. En ny øjentype, hvor øjnene så vippede fra side til side samtidig med åbne & lukkemekanismen fungerede, meget brugt på modellerne 126 & 114 af K&R så dagens lys. De kaldes Flirte øjne. Andre kopierede dem selvfølgelige, de findes sågar i celluloid dukker denne type øjne.

Amand Maseilles Fany, som er ret sjælden, modelleret over Il Fammingoen, her i lille størrelse. Jeg har kun set den en gang i DK personligt, og meget dyr

Tøjet til disse dukker blev også en stor fornyelse, idet det nu lignede det tøj, som børn virkelig selv gik med. Det betyder at det ikke skal være alt for overpyntet, hvilket ikke er tilfældet med alle de i Amerika viste karakterdukker, hvor de meget tit optræder i den ene flæsekjole efter den anden og med nye lange slangekrøller, udskiftede nye parykker. Dette er på ingen måde korrekt efter min mening, og heller ikke det, de viser på de tyske museer, hvor de slet ikke er overpyntet. Husk lige at nu når vi ind i krigstiden og så blev stof også en mangelvare. Det faktum gør sig også gældende at Tyskland tabte sin popularitet og ingen ønskede at handle med dem, så flere andre lande begyndte en egen dukkeproduktion eller fortsatte deres gamle.

3 drenge med skulderhoveder på stofkroppe, med 4 cifrede numre Gebrüder Heubach, og en baby som negerdukker af Ernest Heubach, Köppelsdorf.

Der er relativt mange sjældne karakterdukker i DK, sikkert fordi vi lå så tæt på og ikke deltog videre i 1. Verdenskrig, samt det faktum at vi altid har handlet meget med hinanden. Desuden voksede Danmarks velstand med det store salg af landbrugs produkter, hvilket måske har medvirket til at disse dukketyper er så udbredte. Håber I kan bruge mine mange års research, jeg har nu næsten samlet i 50 år og min bogbestand er betydelig.

Celluloiddukker fra Sovjetunionen

Mærket OXK – Del 2:

En beretning med fotos af Helena Jarzemskaja

Hermed Del 2 af den spændende og interessante artikel om sovjetiske celluloiddukker – bringes med stor tak til Helena Jarzemskaja og sigi Ulbrich (www.tortula.de).

Helena Jarzemskaja fortsætter sin beretning:

OXK-dukkerne var noget temmelig dyrt legetøj – en stor dukke kostede 3,5 rubler (lønnen på sygehusene var dengang ca. 190 rubler).

Trods den høje pris blev alle dukkerne solgt uden tøj – og det af denne simple grund:

På kemifabrikken fandtes ikke noget passende værksted, der var ingen på stedet, der kunne sy dukketøj. Delvis af samme årsag var dukker med parykker, lukkeøjne og flirteøjne, men også med malede øjne ret sjældne.

Men ikke kun på grund af det manglende kendskab til at kunne sy en paryk blev de taget ud af produktionen og erstattet af dukker helt af celluloid.

Smukke dukker, som var meget komplicerede at fremstille, blev betragtet som alt for dyre.

Af samme grund blev ALLE senere fremstillede dukker produceret blot med modelleret hår (og senere med bånd i håret, kyser og fuldt påklædte).

Også dyrefigurer blev fremstillet i denne udformning.

Da temaet Det internationale venskab på den tid var højaktuelt, afspejlede dette sig i dukkerne.

En af de mest elskede dukker var en leende negerdreng.

Hele tiden gik man ind for, at der hos OXK også skulle produceres dukker af andre nationaliteter med lysere hud.

En kineser – en Tadschikisch. Sådan en blev egentlig ikke fremstillet. Illusionen blev blot fremhævet, ved at man tilsatte varierende høje eller lave doser pigment til de forskellige celluloid-opløsninger. Ofte meget mindre end normalt, og dukkens smil, som gav dens øje en karakteristisk ”østlig” skævhed, fuldendte resultatet.

Med tiden opstod et stort antal af egne modeller med OXK-mærket.

Pigedukkerne var smilende og havde enkle frisurer – sådan skulle sovjetiske idealbørn se ud

Men et fælles træk hos alle de tidligste dukker fra OXK er ansigternes omhyggelige detaljer:

Hver enkelt tand var fremhævet og stod for sig selv

Øjne med skygger osv.

Meget smukke – personligt finder jeg dem ganske enkelt charmerende – var Skulderhovederne af celluloid – undertiden sat sammen med arme og ben).

Sådan skulle en sovjetisk pige helst se ud !

OXK fremstillede aldrig stofkroppe – disse blev normalt syet af mødre og bedstemødre hjemme i de forskellige Artels (Et Artel var i Det russiske Kejserrige til ind i tiden for Sovjetunionen noget lignende som et kollektiv – i Tyskland bedre kendt som Genossenschaft(Kooperativt selskab) – Et sæt på fem celluloiddele, hvor man selv kunne sy kroppen og sætte dukken sammen, kostede meget mindre end en færdig dukke.

I efterkrigsårene blev fremstillingen af legetøj i OXK atter genoptaget – først efter de gamle modeller, men kvalitet og udførelse vedrørende de tidlige dukker slog ikke mere til, og selve kvaliteten af celluloid var desuden dårligere.

Skulderhoveder —ofte dele af dukkesæt, hvor kroppen blev syet i Artels af Mødre og Bedstemødre

Ikke desto mindre var disse dukker i 50erne blandt de sovjetiske børn meget berømte og elskede. Den 32 cm høje dukke (som i ser her samt på fotos 18 og 19) er en af dem, og det er ligeledes den søde 16 cm dukke —som entydigt er inspireret af skildpadde-dukkerne, ofte fandtes hun nøgen, men lige så ofte med påmalet badedragt.

Og selvfølgelig var en af de mest elskede efterkrigsmodeller en babydukke på ca. 50 cm med kort, krøllet hør, se foto 20.

Vanen tro blev dukken ikke kun hos OXK fremstillet i denne variation, men samtidig kunne man finde denne model og meget sjældne dukke med lukkeøjne – se foto 21.

Fabrikken overså heller ikke de helt små dukker – denne 5 cm høje badedukke får os til at tænke på lignende modeller fra Minerva.

Hos Büschow & Beck var disse dukker mellem 3 og 7 cm høje.

Alle badedukker blev solgt solo eller i sæt med vaskefad eller badekar.

At have sådan en badedukke i sin samling er i dag at eje noget helt specielt.

OXK-Spielzeugs udbud er vokset betydeligt, ved siden af celluloid dukkede der nu nye materialer op.

Således kan man i kataloget fra 1954 ved siden af mange forskellige dukker og dyr se service, musikinstrumenter osv., herunder noget fremstillet i aminoplast, phenoplast og polystyrol.

Og i 1960erne startede også OXK sin æra med plasticlegetøj – plastic fortrængte mere og mere det velkendte celluloid-materiale.

Denne DUKKE fra min samling (39 cm høj) er blot en af fabrikkens senere stykke celluloidlegetøj. Og det er ikke til at overse, at den påfaldende adskiller sig fra alle sine forgængere.

Faktum er, at der i 60erne kom nye, unge og talentfulde kunstnere til fabrikken, der meget snart designede originalt og påfaldende legetøj: og at eje et stykke legetøj fra den tid er enhver ægte samlers drøm.

Men det er en helt anden historie, og dette billede, som er optaget for lang tid siden i legestuen i virksomhedens børnehave, er den bedste illustration vedrørende endeløse historie…

Atter med tak til Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich (www.tortula.de) håber vi, at I hermed har fået mere ny viden om celluloiddukkerne, og vi ønsker jer alle

GOD LÆSELYST!

Celluloiddukker fra Sovjetunionen

Mærket OXK – Del 1:

En beretning med fotos af Helena Jarzemskaja

Med tak til den ukrainske samler Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich har vi hermed fornøjelsen at bringe denne artikel. Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich er veninder, og artiklen har været bragt i Sigis KOMMODE www.tortula.de, december 2017, som kommer med nyheder inden for dukke– og legetøjsverdenen hver måned – www.tortula.de har i år 20-års fødselsdag, og jeg har i hele denne periode fulgt med i processen, og har derigennem suget megen viden til mig. (2. del, som følger, blev bragt i tortula.de januar 2018)

Helena Jarzemskaja fortæller følgende:

Børn har altid villet og vil stadig lege med forskellige former for legetøj. Det vil de i alle lande og til alle tider, også i de meget svære perioder, som revolutioner og krige. Og også når landets nye regering pludselig forbyder al slags legetøj ”fra den gamle tid” og destruerer alt, hvad der angiveligt symboliserer ”Den gamle Verden”. Sådan gik det i USSR i 20erne.

Det var en skrækkelig tid – såvel for voksne som for børn. Men heldigvis er alle børn umiddelbare skabninger, små tryllekunstnere, der er i stand til at skabe en hel Verden ud af Ingenting!

Skønt legetøjet i Sovjetunionen i 1920erne var primitivt og enkelt, legede børnene med, hvad de havde og var glade for deres ting. Her kan I se, hvordan legetøjsforretningerne i Sovjetunionen så ud – og disse er blot de rigeste, de såkaldte ”mønsterbutikker” (Præsentationsbutikker).

Det lille udvalg af legetøj blev produceret af forskellige små foretagender – de kaldtes ”Artels”. Og regeringens radikale indstilling til fremstillingen resulterede i, at mange af produkterne beklageligvis manglede. Det forbavsede således ikke, at politikere og andre voksne indså nødvendigheden i en ændring af disse forhold. Og dette førte til de første sovjetiske celluloiddukker.

En af de berømteste fabrikker – og den allerførste — som startede en fremstilling – var OXK i Leningrad.

OXK, blev som alle tidlige legetøjsproducenter ikke grundlagt som en legetøjsfabrik: Ohta-krudtfabrik – det er firmaets første navn – blev grundlagt allerede i 1715 efter ordre fra Peter den Store med beliggenhed ved Floden Ohtas bred.

Helt op i det 19. årh. var dette firma et af Ruslands største krudtværker. Efter revolutionen fortsatte firmaet med at fremstille militærartikler, og i 1922 gik man over til fremstilling af kemiske produkter. I 1931 fik firmaet det navn, hvor under alle vi dukkesamlere kender det: – OXK (eller på tysk – OCK, Ohtinrer chemisches Kombinat).

I dag er firmaet en del af sammenslutningen ”Plasmolimer” og går under navnet – Ohta chemical Werk, men det er en helt anden historie, da vi blot er interesseret i de tidligere ”Legetøjs”-sider.

Men hvorfor begyndte denne kemiske fabrik nu pludselig at fremstille Legetøj? Svaret er ganske simpelt: I Sovjetunionen var forbrugerindustrien praktisk talt ikke udviklet. Derfor var alle foretagender fra ca. midten af det 20. årh. forpligtet til, i sine fabrikshaller også at fremstille nogle forbrugsvarer: beklædning, møbler, porcelæn og bestik, forskellige husholdningsartikler – og naturligvis børnelegetøj.

OXK valgte den sidste variant – som de fandt lå nærmest i forhold til deres profil. I 1927 organiserede fabrikken fremstilling af celluloid (indtil da blev dette produkt udelukkende købt fra Tyskland) – dette materiale blev først og fremmest købt af håndværkere og private foretagender.

Men allerede i 1931 omstillede firmaet produktionen udelukkende til forbrugsvarer – kamme, sæbeskåle, brille-etuier – og allerede år 1932 fødtes Ohta-Zelluloid-Spielzeug/(Ohta-Celluloid-Legetøj) – der blev fremstillet Dyrefigurer.

Den første dukke kom til verden i 1935, hvad man kunne løse i det netop grundlagte første sovjetiske tidsskrift om legetøj (kaldet Legetøj ).

Begyndelsen var svær – for da det kom til stykket, var fremstillingen af legetøj helt nyt for firmaet. Der fandtes ingen designere eller andre fagfolk. Derfor blev de første dukker fremstillet efter forme fra Værket ”Komsomolskaya Pravda” (denne fabrik havde netop på dette tidspunkt indstillet sin produktion af celluloiddukker. Andre af firmaets talrige forme blev taget fra franske og tyske porcelæn– og celluloidforme (dengang havde ingen fra Sovjetunionen gjort sig tanker om ophavsret/copyright).

Jeg tænker, at disse dukker er let genkendelige – og hvis du tror, at du her ser franske og tyske børn med deres dukker, tager du fejl – alle de her gengivne fotos er med dukker fremstillet i Sovjetunionen.

De første Ohta-dukker blev stadig overvejende solgte uden mærke. Senere blev de fremstillet med skiftende mærker. Hermed en række af de kendte mærker, ganske vist ikke alle.

Selvfølgelig var ikke bare OXK interesseret i de fine, tyske dukker, som f.eks. Den mest kendte dukkedreng Hans fra Schildkröt (Skildpaddedukke). Han blev virkelig internationalt kopieret.

De kønne dreng kan vi genkendte gennem mange sovjetiske, japanske og polske dukker. Blandt mange sovjetiske dukkesamlere eksisterer denne legende stadig: at dukken er lavet efter dette barnefoto af Volodya Ulyanov (Lenin), og der ses virkelig en vis lighed….

Denne teori ligger langt fra sandheden – svaret er meget mere simpelt:

Det er en kopi af skildpaddedukken

I dag er han en af de mest elskede og kendteste celluloiddukker fra den tidligere Sovjetunion – der findes næppe den samler, som ikke ejer en Hans, og mange har to eller flere (I USSR –landet med Planøkonomien – blev den samme model ofte fremstillet på forskellige fabrikker, dvs. med ganske uvæsentlige forskelle i f.eks. bemalingen etc., og selvfølgelig mærket forskelligt. Og skulle en samler ikke eje en sådan dukke, drømmer hun eller han helt sikkert om at få en).

Jeg er ikke i tvivl om, at alle samlere genkender disse dejlige bamser, eller denne yndige, dukke med den mørke hud og de store øjne – og her tog jeg atter fejl: Ligesom de før nævnte dukker er de også mærket OXK, og ikke Skildpaddedukker.

Et yderligere problem ved de tidlige OXK-dukker var farven på celluloid-materialet – de første dukker fik en grønlig afskygning. Her fandt man snart svaret, – det vand, man brugte ved fremstillingen, kom fra floden Ohtinka, og var meget jernholdigt.

Efter indbygningen af filtre, forsvandt dette problem. Men i vor tid er dette minus delvis blevet et plus – en karakteristisk farve er en hjælp til identifikation af de tidligste og særligt sjældne og værdifulde dukker.

Kære læsere, dette er hermed første del om de russiske celluloiddukker — der er meget mere at fortælle, derfor følger anden del af beretningen meget snart.

Stor tak til Helena jarfzemskaja og Sigi Ulbrich (Tortula)

Og god læselyst ……

Share this:

Share this:

Share this:

Fra Anne Friis med copyright. for tekst og billeder.

Share this:

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 1

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this: