Det legede vi med …

Gammelt legetøj i Danmark

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Hermed et causeri over legetøj inspireret af denne herlige bog !

Den dejlige og gamle ”basse af en bog” fik jeg foræret af en norsk samlerveninde. Jeg har længe været på jagt efter bogen, og er derfor lykkelig over at være ejer af et eksemplar. Bogen er fra 1982 /ISBN 87-17-05041-3, © Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck og redigeret af Jens Sigsgaard og Ib Varnild, og da jeg fordybede mig i den, blev jeg helt sikker på, at I også gerne ville have del i den.

Jeg søgte da om tilladelse hos forlaget til at fortælle om bogen og dens indhold. Det viser sig, at forlaget nu er overtaget af Gyldendal, det har dog ikke givet problemer, og jeg takker boghandelchef Mette Pedersen og Gyldendals Afdeling, ejer af bogen, NON fiktion for jeres tilladelse. Illustrationerne her er også taget fra bogen med tak til de mange fotoentusiaster!

Bogen indeholder faktisk Alle former for legetøj, dog ikke min egen passion ”Påklædningsdukker”, men låner du bogen på biblioteket, eller får du fat i den antikvarisk, bliver du indført i Legetøjets Verden lige fra de mest primitive til de avancerede legeting og –redskaber.

Blandt andet blev jeg fascineret af bogens allerførste kapitel ”Primitivt legetøj og traditionsleg af Holger Rasmussen, hvor man fik en masse ud af planter bl.a. siv og dunhammere, som kunne forvandles til ”alt”. Selv kender jeg – hvad I alle sammen helt sikkert også gør – mest at man flettede blomsterkranse, pyntede sig, og vupti man var straks en fe eller en prinsesse!.

Desuden har jeg mange gange brugt grene og blomster til a t fremstille sjove dukker, desværre visnede og tørrede de, og endte som drys…. Og jeg kan her fortælle jer følgende herlige oplevelse:

Selv om jeg ”fylder 29 hvert år”, har jeg fejret runde fødselsdage, og under en af dem havde mine børn og svigerbørn arrangeret skattejagt, hvor en af posterne var en pose naturmaterialer og klude, hvor hvert hold skulle fremstille en dukke, men også disse sjove dukker er desværre af tidens tand blevet til ingenting.

I en af bloggens artikler fortælles om køer lavet af pinde. Men også en sten med hul i kunne bruges. Nok en lang tradition, den nævnes i bogen og jeg har da også som barn sammen med legekammeraterne samlet sten med hul i, som man trak rundt med i en snor, måske var det en hund, måske en ko eller en elefant, fantasien kendte og kender stadig ingen grænser.

Besøger du Nationalmuseet, kan du se flere eksempler på primitivt legetøj, og for nylig var der i Legetøjssamlerens blad en artikel om Pieter Breughels maleri af legende børn (maleriet kan i øvrigt ses i Wien og er fra slutningen af 1500-tallet).

Boldspil er den form for leg, vi alle kender og ikke kan stå for, det indre legebarn i os alle hopper af lyst til at kaste og sparke til en bold, og ligger der en glemt bold i rendestenen eller i skoven, så gad jeg nok se den, der ikke samler den op og kaster eller sparker…..

Der er altid fundet bolde, og de gamle, syede bolde er trods deres manglende kraft til at hoppe og springe, for mig de sjoveste og mest fantasifulde, og dem kan du læse mere om på bloggen, hvor Lene i sin tid skrev om dem. Eller du bliver mindet om dem i H.C. Andersens eventyr om ”Toppen og Bolden”. Der er i tidens løb fremstillet bolde af alle slags materialer, f.eks. af filtet uld, stof, skind, garn, plastic og gummi. Da jeg var barn, lavede man somme tider en bold af mange brede elastikker uden på hinanden, og en sådan lille bold kunne hoppe og springe, indtil elastikkerne var slidt op…..   Boldene er alle vegne, en vandbold eller badebold var altid et stort ønske, og man pustede og pustede, til den var stor og rund…   eller man brugte måske sin cykelpumpe….

Der spilles bold alle vegne, Petanque, golf, krocket, tennis, fodbold og håndbold blot for at nævne lidt, og at spille bold med sin hund er altid hyle skægt, indtil du som kaster bliver træt, for din hund holder altid ud….. .

Kuglespil og Nipsenåle … Det første var et hit, da jeg var barn: man spillede med lerkugler, i gamle dage kaldet marmorkugler, tror jeg nok, og man spillede ofte om de flotte glaskugler med smukke spiraler i flere farver inden i, eller man spillede om stålkugler, de sad i kuglelejerne, og min Far blev engang ret vred, da alle stålkuglerne var væk…… jeg havde da regnet med, at han ikke skulle bruge ”det gamle bras”… Men gjort var gjort, og sket var sket…..

Og man lavede også et kuglebræt: et stykke pap med små broer forneden, hvor der oven over stod 2, 5 eller 10, og broen, man skulle trille kuglen ind for at vinde hele 10 kugler, var selvfølgelig mindre end de andre, man trillede sin kugle mod brættet over en vis afstand i håb om at den trillede ind i det ønskede hul. Hvor har man dog selv lavet meget legetøj dengang, da der ikke blev brugt formuer på legetøj — det var der simpelt hen ikke afsat penge til!

I bogen fortælles der om at spille klink og at spille med knapper, det har jeg nu aldrig prøvet, ej heller ikke

Spillet NIPS, dette sidste har min forældre fortalt meget om, og jeg har da også arvet en stor pude med nipsenåle, mest dem med runde hoveder med smukke kontrastfarver inden i, men også med fugle og elefanter. Jeg husker, at min Far fortalte, at han (lillebror af fem søskende) af sin lærer i den stråtækte landsbyskole blev sendt ned i ”de stores klasse” for at hende et eller andet. Her underviste Tauline, husker jeg, han fortalte, en gammel elskelig lærerinde.   Bag døren i klassen lå hans storesøster og en veninde på knæ og spillede nips… Han fik et strengt tys-tys-blik af dem, og mens han hentede det ønskede hos den gamle lærerinde, havde de to ”møgunger” pænt sat sig på deres pladser igen…. Man spillede nips således (fortalte min Mor mig engang): Man slog skiftevis til sin nål, og den, hvis nål lagde sig øverst, havde vundet den andens nål.

Senere spillede man terre med fem terninger: Fem terninger kastes i luften og gribes, én lægges til side og så fremdeles. Den mode holdt sig ikke længe i min skoletid. Snurretoppe fandtes også, men det var mest til små børn.

Til gengæld legede man med en snor på håndleddet, hvor man lavede en start -figur, kaldet ”Vuggen”, og med to eller tre fingre tog modparten så Vuggen af den pågældende hånd, og der var skabt en ny figur, og sådan fortsatte man, indtil ”modparten” lavede en fejl… Den der kunne tage flest figurer til sig uden fejl, havde således vundet!

Hinkesten og stylter var et hit. Hinke og hoppe f.eks. I en ”Flyver-hinkerude” var en fælles leg for drenge og piger, og fliser var velegnede som ruder, selv om mange husejere skældte ud over, at der blev tegnet på deres flisegange, eller på fortovet netop uden for deres hus. Heldigvis var skolegården ikke fredet, her var hinkeruder alle vegne.

Stylter var alle tiders, og min Far som snedkermester havde lavet nogle rigtig gode stylter med ”fire skift” til mig, vi boede i rækkehus med 10 beboelser i hver række, og …. det var en yndet sport at ”gå på stylter” og kigge ind ad alle køkkenvinduerne i stueetagen…   For resten kan jeg stadig gå på stylter. Da et af mine børnebørns børnehave holdt ”Bedsteforældredag” for længe siden, lærte jeg børn og forældre at gå på stylter, det gjorde lykke…. Vandt også engang et væddemål, da jeg sammen med venner kom forbi en legeplads, hvor der lå et par stylter og flød…..   ”Hvem kan gå på dem”! Ha, det kan jeg! ”Det tør du ikke”, ”Jo da, det koster en omgang”! ”Top!” og så vandt jeg en omgang…..

Men læs selv, hvad man i bogen skriver om alle disse dejlige legeredskaber og mange, mange flere! (Sjippetove, kælke, ja, ALT det dejlige gamle legetøj, hvilken nostalgi)! Der er skrevet om mange af emnerne på bloggen!

Legedukker og dukkeleg er et omfattende afsnit af Birgit Fischer omhandlende dukken og barnet, dukketyper, dukkernes historie, dukketøj, dukkehuse og –møbler etc.   Her kan du læse om både de hjemmefremstillede kludedukker, trædukker osv. til de fine og avancerede porcelænsdukker. Forfatteren kommer også ind på betydningen af de mange tyske dukkefabrikanter for Danmark, men da der er skrevet uendelig meget om dukker, er det måske bedst, at I selv erhverver den måske supplerende viden fra bogen.

Afsnittet er rigt illustreret med dukketyper, og dukketilbehør, bl.a. en smuk dukkeseng og –kommode, servantestel, dukkeporcelæn og ikke at forglemme de dejlige støbejernskomfurer, som mange af os sikkert har haft. Jeg bagte pandekager på mit, men hvor det er forsvundet hen, ved jeg egentlig ikke, måske min Mor har givet det til naboens mindre børn…

Et af bogens eneste illustrationer i farver viser et særligt dukkehus bygget som åbent hjørneskab omkring 1800, huset findes på Nationalmuseet. Dukkehuset har blandt alle vi samlere oplevet renæssance, og det er helt fantastisk, hvor fingernemme samlerne er, jeg er vildt imponeret. Samlerne er gode til at se muligheder i mange ting (kaldet værdiløst materiale som f.eks. kapsler, paprør, brugte tændstikker, klemmer, træpinde og så fremdeles) dvs. alskens ting og dimser, og de er ikke at forglemme fantastiske gode til at indrette huse og rum i en vis stil uden slinger i valsen.

Et dejligt afsnit i bogen er Bentgt Jacobssons Den nære verden i lille størrelse, hvor man ser drengens yndlingslegetøj fra for længe siden: heste forspændt for vogne og kareter, huse og skibe, køer og heste, stalde og pakhuse, og herlige træbiler, Falckstationer, samt en overgang til Kay Bojesens forvandlingsbil i versionen fra 1950erne, et herligt afsnit, som må være guf for samlere af drengelegetøj. Den klassiske Noas Ark nævnes også.

Senere er der afsnit om tinlegetøj osv., af samme forfatter, som betegner det Opstillingslegetøj, f.eks. En beværtningshave, tyske marinere, tinsoldater, fæstninger, kanoner, ryttere, krigsskibe etc. Han kommer selvfølgelig desuden ind på samme effekter udført i pap, og I husker vel tydeligt alle de pap– og kartonting, man kunne klippe ud og lime, bl.a. bag på havregrynspakkerne, eller i julehefter og ugeblade… sikken en flot og travl by, man kunne stille op, det var tider, ikke sandt!

Kapitlet afsluttes med Støbte Modelbiler fra Tekno. Samlerobjekter som i dag koster en formue.

Ib Varnilds afsnit om bevægeligt, mekanisk og fysikalsk legetøj, dvs. legetøj der kan bevæges ved optræk med nøgle, flytten rundt, et skub etc. Alt sammen mere eller mindre ny viden for mig og noget, jeg faktisk kun har set på auktioner, der er masser af illustrationer af gamle ting i den genre. Og her kommer modelbanerne ind i billedet. Nu kan jeg være med, idet jeg har en hel kiste fyldt med modeltog i flere størrelser, fascinerende for mig, og jeg får nu lyst til at åbne kisten og sætte en togbane sammen, særligt den i stor størrelse, for her kan alle bamserne og de mindre dukker få sig en laaang køretur— enten de vil det eller ej.

Der nævnes også dampmaskiner her, alle drenges legedrøm, og der sluttes af med kikkasser og lignende, som jeg håber, siger jer noget. Jeg havde engang en slags kikkasse, som man kunne sætte en slags små ”plader2 i, og så se 8 billeder i en bestemt genre. Tingen blev slidt op med tiden.

Man byggede desuden kalejdoskoper : et rør med spejlglas og kulørte glasstykker, som man rystede – og hver gang kunne man se et nyt og smukt symmetrisk motiv.

Helt fantastisk at man har leget med så mange forskellige ting. Håber, at I glæder jer til at læse om dem alle.

Ib Varnilds afsnit i bogen handler om Spil og Billeder for Børn, her får vi spils alder og historie, og mange af spillene er gamle, bl.a. Abespillet, som er det ældst kendte ”kapløbsspil” i Danmark, hvor er der dog ,mange og med meget forskellige regler, mange med at flytte brikker.

Det får mig til at tænke på Matador, som finde si mange versioner, og I er sikkert mange, der lige som jeg har en gammel udgave med biler af metal. Mange laver ekstra regler, i hvert fald i vor familie, hvor min revisormand, når der skulle gøre op og tælles sammen efter at spillet var slut, altid angav sin bil med en vis værdi, og hvad han nu ellers fandt på….

Fantastisk så mange slags spil, der finde og fandtes, helt morsom at læse, hvad jeg også håber, det er for jer. Lotterier og billedlotterier er naturligvis også omtalt. Vi spillede gerne billedlotteri, og jeg har stadig mit gamle Storm P billedlotteri, i sin slidte æske. Ludo er stadig populær, jeg har altid fundet det kedeligt og ville hellere spille Dam eller Mølle. Men alt er en smags– og temperamentssag.

Bogen slutter med afsnit om At farve og forme og småbørnslegetøj – ja, man kunne blive ved og blive ved, glæd jer til at låne bogen på biblioteket eller måske til at erhverve den antikvarisk.

G o d   Læ s e l y s t !