Et prophoveds forvandling til en større dukkehusdukke

Copyright for tekst og billeder: Anne Friis.

For de læsere, der holder af de antikke dukker, er her et dejligt indlæg fra Anne Friis. Mange kender sikkert Anne og ved hun hun har en kæmpestor viden inden for antikke dukker og dukke huse og skriver meget inspirerende og underholdende.

En stor tak til Anne, for dette dejlige indlæg.

Lene

En gang imellem finder man et hoved i glaseret porcelæn – også kaldet china i dukkekredse – som man bare køber fordi det er så dejligt og et af de, som man altid har ønsket sig. Dette gjorde jeg inde i byen hos en af mine gode venner Dennis Nellholt, som desværre nu ikke er her mere. Så det må blive mit sidste køb fra ham af, det var i 2015. Det var et lille hoved på en hals, som kunne passe i en flaske med en korkprop uden om halsen. I forhold til sin stand – afslag på chinaen foran i ansigtet, måske kan jeg male den ene side op, da det er yderst generende, men det gør jeg normalt aldrig. Hun boede altså hos mig i en skuffe og bare ventede på at der skulle ske noget. I sommer var jeg på en tur med mine to venner Kirsten og Bodil, vi var inviteret til Skuldelevs lukkede museum, for at vi kunne se på tingene og købe før andre, men der havde nu været mange før os. Jeg købte et par småting blandt andet en gammel trækrop uden fødder, men de kan jo altid bruges, når man har forskellige små china hoveder, der venter på nyt liv. Det var en hyggelig tur, og da det var min 79 års fødselsdag hyggede vi 3 os på et nærliggende konditori. Det er et utroligt smukt landskab Skuldelev ligger i, men besværligt at finde.

Da gik lidt tid, men en dag tog jeg kroppen med ind til mit sy-hold på Olgas Lyst, hvor jeg så kunne diskutere med de andre piger om jeg kunne lave en dukke af det, jeg havde. Erik, som indtager pladsen som øverste autoritet, hjalp mig med at få monteret hovedet, og så kunne jeg gå hjem og se hvad jeg havde af ting jeg kunne bruge til skørt, mamelukker, nederdel, bluse o. s. v. Jeg kan godt være lidt svær at få i gang, men jeg fandt forskellige ting frem, som jeg kunne forandre lidt og få til at passe, da dukken jo ikke er så stor 24 cm, men heller ikke så lille, at hun var vanskelig at sy til. Jeg kan bedst lide at tøjet kan tages af og på, hvilket til de helt små dukkehusdukker kan være uhyre svært. Jeg er ret længe om at beslutte mig til at klippe i ting og lave det om, idet jeg gerne vil sikre mig at det tidsmæssigt passer og at jeg altså ikke bevidst ødelægger noget. Der er altså en del research at gå i gang med inden jeg begynder. Jeg ved at Lene bruger samme grundige metode så det kan tage sin tid. Men i løbet af nogle uger havde jeg fået en ide om hvad hun kunne iklædes. Men der er jo altid problemet med undertøj og deslige, så der er nok at se til. Vi diskuterede alle meget, hvad hun skulle have inderst. Jeg tog nye stykker med hver gang, men var ikke tilfreds. Så fandt jeg en ret gammel simpel lille særk, som kunne passe til hende. Skæbnen ville at jeg kom med op i Eriks hus i Sverige for nylig, og der var fred og ro, og ikke mindst varme, så der var der en chance for at jeg kunne få lavet noget. Herhjemme er der meget koldere i mit hus, så min fingre har svært ved at sy. Som sagt så gjort. De ting jeg havde fundet hjemme blev kun ved særken lagt op, det ekstra skørt forkortet lidt og en bane taget ud til to skorstensrør, u-sammensyede mamelukker, da de tidlige dukker ikke har sammensyede mamelukker. Det kunne lige lade sig gøre, skørtet blev lidt smallere, men vidden var fin i chemisen. Jeg ved godt at det kun er unge piger, der har mamelukker og ikke voksne damer, men her gjorde jeg en undtagelse. Nederdelen og den hvide tynde batist bluse passede, da jeg lagde nederdelen ned. Jeg havde desuden gået læderkroppen igennem og vendt armene rigtigt. Armene blev forlænget, da de kom på igen hvor de oprindeligt havde siddet, så de blev en hel centimeter længere, men ellers gjorde jeg ikke noget ved hende.

Det vigtigste når I rynker noget, er at lave tre rynketråde lige under hinanden og derefter rynke det omhyggeligt, det kan tage sin tid inden man er tilfreds. Her var det vigtigt at jeg fik halsen til at passe, da den skulle begynde lige under den i china malede hvide rynkede hals. Det var virkeligt besværgeligt og var ikke nemt. Jeg skulle hele tiden tage blusen af, som var meget gammel af tyndt batist eller bomuld med enkelte lige ærmer, som jeg bare bøjede op, så de passede i længden. Som nederdel havde jeg en ret gammel efter min mening, der nemt kunne passes til i vinrød med sorte græske borter, der er trykt på. Den er ikke så pænt syet, men jeg har beholdt den helt som den var, ligeledes den tynde fine hvide enkle bluse. Da jeg kom hjem fra Sverige prøvede jeg et lille fint gammelt slag, som jeg købte af en veninde i Snurretoppen for 2 mdr. siden, og pludselig så hun bare dejlig ud. Kender I følelsen?

Det er sjældent man kan få tingene til at lykkes, nu mangler hun bare en kyse, så jeg skal lige lede lidt igen. Her har jeg brugt en, som er det eneste der ikke er gammelt, men stil og måden den er lavet på passer af Ina, og så mangler kun mit store problem – fødderne. Men faktisk har jeg fået en ret sjælden dukke til en så absolut overkommelig pris, samt lært en masse om syning og tilpasning, så jeg er sikker på at min moder ville være stolt af mig. Hun var en gudsbenådet dameskrædder udlært i Brussel, men dukketøj havde hun kun lidt tålmodighed til at sy som voksen. Jeg har dog både ting hun har syet til min AM 390, som hun havde haft og hendes dukke Mogens, en fin og sjælden karakterdukke hvor hun har syet tøjet som barn. Jeg er sikker på min mormor hjalp lidt til, hun syede altid alt sit tøj selv, samt til sine to døtre, som var ens klædt. Hele familien bagud var uddannede skræddere.

Selve dukken er 24 cm til fødderne, som mangler. Eventuelt kan hun få sko af velour, som kan stoppes ud. Det har adskillige af mine tidlige ”chinaer”. Men det bedste ville være at lave et par fødder i pæretræ, jeg har fundet grenen på mit pæretræ og skåret den af, men hvornår jeg får taget mig sammen til dette, ved jeg ikke. Jeg har aldrig skåret i træ før. Selve hovedet er 4 cm med den rynkede flæse i hvidt og grønt glaseret porcelæn, som er på hovedet, så går halsen længere ned for at kunne danne en prop. Den smuttede pænt på plads i læderkroppen, da jeg lukkede den op. Når jeg har fundet dette hoved, benævnes de tit som ”spanniels ears” i bøger, men det er både dyrt og sjældent. Håret står ud fra ansigtet ved ørerne, som nærmest vinger. De kan også have en kyse i china, men findes både med og uden kyse, hos disse er frisuren mindre udtalt, men bemaling og udtryk det samme, så jeg har ikke svært ved at kende hende. Alle, jeg har set, har sort malet hår. Du kan finde fotos af dem på Pinterest, men disse har sjældent en beskrivelse, hvilket irritere mig kolossalt. Ifølge Kirsten Johannesen, som har besøgt denne tidlige fabrik, som tilhørte Conta & Boehme, er det et tidligt hoved fra denne. Men den kan selvfølgelig godt været brugt i flere år, især de små hoveder. Vi snakker her om 1840-50. Hun har bølget hår på siderne, forhåret klassisk skilt i midten, bøjet tilbage bagpå med en flot lavt siddende knude. Håret ligesom drejet ind i knuden. Det er på ingen måde bare glat. Ørerne er dækket af håret og altså ikke synlige. Jeg har set et meget stort eksemplar af dette hoved over i ”Den gamle By i Aarhus” i legetøjsafdelingen, som har sit eget hus. Men selve hovedet har, et efter min mening, meget specielt udtryk, som jeg altid har elsket. Der er enkelte dukker, jeg har det sådan med, og det skifter efter min mening og erfaring aldrig. Selve ansigtet er klassisk malet, let buede øjenbryn i en streg, ikke sorte, men mørk grå. En meget sort og spinkel streg ved øjet og en rød streg meget højere oppe, blå øjne, lang næse med røde næsebor og en lille mørk smilende mund, store røde kinder, lidt af rougen er slidt af to steder, måske er det netop smilet, der gør det. I kender måske følelsen? Hun er en dejlig størrelse at sy eller arrangere udstyr og kostumer til, måske har jeg møbler, der kan passe til hende. Jeg har en hel del miniaturemøbler, som passer til større dukker, idet min yndlingsstørrelse er ca. 30 cm.

Så nu har I fået min historie om dette lille charmerende hoved og hvordan hun blev en dejlig dukke i min samling. I er velkomne til at give jeres besyv med under kommentarer, jeg er stadig ikke på Facebook.

Mange nytårshilsner Anne Friis