P å k l æ d n i n g s d u k k e r

De første… man kender til – så meget ved man !

Påklædningsdukkeark med en stor og alsidig garderobe med tilbehør har man først kendt til om- kring 1830.

Man er kun bekendt med én forløber for påklædningsdukkearkene, idet man har fundet et stykke af et fint koloreret brudstykke af et ark udskåret i træ, som er fremstillet omkring 1700 i Augsburg eller Nürnberg. Det viser to piger i lange underkjoler og forsynet med den slags tøj, man brugte omkring 1650. Åbenbart har ideen ikke fænget, idet man ikke har fundet efterfølgende af slagsen, altså måtte ideen gentænkes.

De senere ark fra det 19. årh. viser ofte personer og tøj forfra og bagfra. Figurerne limes sammen og stikkes i træstykker (som ståfod) og stilles op. Tøjet var limet rundt i kanten og trukket ned over hovederne. Først ved slutningen af det 19. årh. begynder bagsiden at falde væk, tøjet får stropper (nogle kalder dem tapper) og sættes på forsiden af figurerne, som vi kender det i dag.

Temaerne var uendelige, de rakte lige fra tidstypisk hverdagstøj, som hurtigt blev forældet og måtte udskiftes, til noget nyt, som til f.eks. uniformer og arbejdstøj, lige fra nonne til gartnerpige, militæruniformer og hvad man ellers kan forestille sig, samt til festtøj og dåbskjoler gerne til babyer på broderede puder.

Man var meget fokuseret på de adelige, de kongelige og andre højt på strå. Der var altid meget flotte kreationer på arkene, men også historiske dragter og egnsdragter sås på arkene. De fleste påklæd- ningsdukker forestillede voksne mennesker, og først efter 1900 blev barnet hovedtema.

Påklædningsdukkerne blev desuden brugt i reklameøjemed.

Ved siden af de nævnte klippeark, som også kunne fås i hefteform eller som små bøger, kunne man købe færdigt udklippede papirdamer med deres garderobe i kassetter og æsker. De små æsker og kassetter præsenterede de tidstypiske dragter tredimensionalt, og annoncerede således den fremtidige mode. De første modejournaler kan dateres til omkring 1780, disse var ret primitive og for det meste ikke farvelagte. Det franske modeblad ”Journal des Dames et des Modes” var farvelagt og i løbet af 42 år fremviste bladet 3.624 om- hyggeligt kolorerede bille- der. Indtil midten af det 19. århundrede fandtes der alene i Frankrig 200 modemagasiner, ofte havde de ganske kort levetid. Modemagasinerne bredte sig, og de blev senere eftergjort i i England.

Egentlig er det legetøj for småpiger, men påklædnings- dukkerne var ofte så smukke og smagfulde, at også mødre og andre voksne kvinder legede med dem, og tit fandt man dem så pragtfulde, at man klædte sig i samme slags tøj.

En typisk engelsk påklædningsdukke kunne være frem- stillet i kraftigt karton og med en flot, ungdommelig skikkelse, den var ofte ca. 20 cm lang og med smukt, opsat hår og iført korset og underkjole, hertil hørte gerne 6 meget smagfuldt ko- lorerede stykker tøj og parykker; her var sommer– og vintertøj, kjoler og negligeer, chemiser, pelse, huer, hatte, således at duk- ken altid var velklædt, og selvfølgelig var man lige som kreativ dengang som nu: man satte hattene på sned, højt oppe på hovedet eller så den skyggede for ansigtet. Fantasien kendte ingen grænser.

En ung tysk kunstner fra Weimar eftergjorde disse engelske påklædningsdukker. Også i USA udkom mange af slagsen, og et par af dem fra begyndelsen af den 19. årh. er Lille Henry

Typisk ”korset”-dukke fra Duplex, ca. 13,5 cm høj og Lille Fanny (som mange af jer sikkert kender fra historier eller genoptryk) fra J. Belcher i Boston.. To andre eftertragtede påklædningsdukker blev snart udgivet af kunsthandler Heinrich Friedrich

Müller (17 89-1848) i Wien — disse to små bøger er i 1823 oversat til dansk: Den ene er om en dreng:, der somme tider kommer galt af sted: ”Augusts forvandlinger eller Drengen i seks skikkelser”, den anden er om en dydig pige, der er så hjertensgod (så det næsten gør ondt): Isabellas forvandlinger eller Pi- gen i seks skikkelser”. Hver bog indeholder seks dragter i stentryk. De danske originale eksemplarer kan ses på Det kongelige Bibliotek i København, de tyske på Münchner Stadtmuseum.. Undertegne- de forlag har genoptrykt disse små bøger med duk- ker og dragter i originalstørrelse inde i bøgerne, samt gengivelse af dragterne på bagsiden.

Mange berømtheder udkom også som på- klædningsdukker, bl.a. den smukke danserinde Maria Taglioni og sangerinden Jenny Lind (kendes bedst som genstand for H. C.. Andersens tilbedelse). På Det kongelige bibliotek findes et eksemplar af Maria Taglioni, og på Nationalmuseet i København et af Jenny Lind. En anden smuk og kendt påklædningsdukke er franske Psyché, denne velklædte dame udbydes somme tider på auktioner, det her gengivne eksemplar kan ses på Musée de la Mode et du Costume i Paris.

Mange ark er genoptryk, bl.a. Den kejserlige Familie” — Kejser Wilhelm II — fra slutningen af det 19. årh. Originalen findes i æske på 19,5 x 13 x 2,2 cm, udstillet på Münchner Stadtmuseum.

Æsken er udsmykket med ørn, laurbær– og egeblade, og foruden de kejserlige klædedragter ses på arket både fane, tronstol, kanon og sejlskib. Også de gengivne nye- re påklædningsdukker ”Brudeparret”, er tysk og fra ca. 1925, æsken indeholder udklippede påklædningsdukker af brud og brudgom — bagpå forsynet med ”ståfødder”. Bruden er i typisk 20er brudekjole med La Garçonne- hår, og to yndige små brudepiger holder slæbet. Brudgommen vises her i sportstøj, som han nok har medbragt til hvedebrødsdagene. Æsken er udstillet på Spielzeugmuseum der Stadt Nürnberg og måler 31 x 19,5 x 2,5 cm.

Som I vil se fra hæfterne om August og Isabella kom påklæd- ningsdukkerne også tidligt til Danmark. Og hvor har vi dog leget og tegnet.

I tidens løb har jeg som samler erhvervet påklædningsduk- ker fra mange forskellige lande, i det følgende vil jeg dog især fokusere på nogle af de dejlige danske påklædningsdukker, som er udkommet før og i min tid, og især dem, jeg legede med som barn.

I mange dag– og ugeblade var der også påklædningsdukker, bl.a. præsenterede Familie-Journalen og Hjemmet næsten hver uge en påklædningsdukke op gennem tyverne, tredverne og fyrrene. I Familie-Journalen var det meget ofte amerikanske Dolly Dingle og venner oversat til Dukke Lise og venner, tegnet af Grace Drayton, men også mange andre typer påklædningsdukker blev præsenteret i bladet, bl.a. sås i 1942-43 Bamse og dukke Lise og også Journalistpigen Brenda Starr fra de populære tegneserier. I Hjemmet præsenteredes både dukker af lignende typer som Dukke Lise og også mange andre forskellige dukker. Selv om dukkerne startede i 1920erne, er der bevaret masser af dem.

Reklamepåklædningsdukker har hele tiden fandtes, bl.a. reklamerede de kendte canadiske Dionne-femlinger for Palmolive Sæbe. Dette populære sæt kom på mange sprog, og der er bevaret enormt mange af dem. De fem søde småpi- ger præsenteredes med tøj i hver sin farve.

Alle piger født i de første tre fjerdedele af den 20. årh. har — tør jeg vove at påstå — leget med påklædningsduk- ker og udstyret dem med alskens tøj. Min søster og jeg tegnede hele familier, og hver en stump papir blev udnyttet. De fik også meget tøj, alt afhængigt af, hvor meget papir man havde til rådighed! Og hvem husker mon ikke som var det i går de 6-stks. Vikingfarver, man havde, og hvem blev mon ikke ekstra glad over at få en 12-stksæske! Ofte delte min søster og jeg den store æske med 12 farver, hvor der både var orange og lilla blandt kulørerne. Mærkeligt nok blev den røde og den gule altid først slidt op.

Havde man ikke meget legetøj i min barndom, havde man dog påklædningsdukkerne, som kunne sætte fantasien i gang. Og manglede en påklædningsdukke et par styk- ker tøj, blev der straks tegnet, så den kunne deltage i alle aktiviteter i passende påklædning. Nogle gange fik den tillige en seng, en masse legetøj og andre gode ting, selvfølgelig på dage, hvor man havde meget papir at tegne på.

Det er umuligt at nævne alle påklædningsdukker i denne beretning, men her er nogle af dem, der har betydet meget for mig, og hvor var der dog mange forskellige: ”Bevægelige Liser” var eftertragtede. Påklædningsdukkerne havde bevægelige arme og ben og kunne stå i alle stillinger: Pige Lise startede som Baby tegnet af Ely Gross, en dygtig og alsidig tegner med en meget karakteristisk streg, babyen var udstyret med barnevogn og seng. Senere blev Lise 5 år, vistnok tegnet af Vibeke Meinche. Den femårige Lise var en lyshåret dansk pige med trehjulet cykel og tøj. Senere kom hun i skole og var udstyret med skolebord, blev konfirmeret, dyrkede sport, stod brud og blev mor. Der findes også et ”Lises Hjem” — et hus med alt, hvad du kan ønske dig. Også de små dukker til huset var bevægelige. Denne serie blev leveret i æsker med blå kant. Ely Gross tegnede også andre bevægelige dukker, bl.a. en prinsesse, atter andre af slagsen blev tegnet af Christel.

I det hele taget var tegneren Christel enormt produktiv — de mest kendte er helt sikkert hen- des påklædningsdukker — baby- er, børn og langbenede piger — bag på Foska Gryn-pakken, som vi alle samlede på, samt to udgaver af PUK fra de meget læste PUK-bøger med rosa indbinding.

Andre populære påklædningsdukker sad på bagsiden af havregrynspakken OTA Solgryn, her var mannequiner, både voksne og teenagere tegnet af Verner Larsen og en serie med piger i mange aldre tegnet af Ulla Pihl. Mannequinerne passede tøj sammen, og det gjaldt selvfølgelig om at samle dem alle. En af dem sad på pakken med OTAs grove gryn, jeg opdagede den i hvert fald aldrig andre steder, tja, så spiste man sig med stort besvær gennem den pakke gryn også.

I nærheden af min skole lå en lille kiosk, det man i gamle dage kaldte ”En Slikmutter”; her hentede vi nu ikke slik, men købte de populære maleark med børn og voksne, tegnet af Gerda Vinding. Et ark kostede på et tidspunkt 30 øre, husker jeg. Og så farvede vi og beundrede og sammenlignede resultaterne. Disse dukker passede tøj sammen i grupper. Tøjet var meget smart og simpelthen alle pigers drøm. Nogle byttede tøj med hinanden, det gjorde jeg nu ikke, jeg beholdt det hele for mig selv. I gamle kladdehefter, telefonbøger, kataloger og me- get andet, klippede eller foldede man ”registre”, og lagde dukker og tøj på plads i ka- tegorier, f.eks. sommerkjoler, balkjoler, vinterkjoler, visitkjoler, nederdele, frakker, pelse og meget mere.

Manglede en dukke f.eks. en balkjole eller en skidragt, så tegnede man da bare en. Vindings dukker var særligt nemme at tegne tøj til.

Nogle helt specielle påklædningsdukker var et foldet ark på karton med en dukke udenpå, hvor kjolen var skåret bort, og hvor man så kunne lægge små stofstykker ind bagved og på den måde skifte tøj på dukken. (se længere oppe).

Men… de allermest populære, og det er de stadig, var Store, Lille og senere Sorte Ma- rie fra kikspakkerne. De første af disse dukker kom allerede i 1940 tegnet af Dorte, senere af Ellis, og endnu senere af Gerda Vinding. Dagens samlere sætter en ære i at samle de mange hundrede kjoler og dragter til dukkerne.

Oxford kiksene havde Far til Fire fra Engholms og Hasts populære tegneserie bag på Politiken som små ark i pakkerne — også et samleobjekt i dag. De er nemme at få fat i, da der ikke er så mange forskellige. (se længere oppe).

Ugebladet TEMPO, som ikke mere eksisterer, samt dets søsterblad Flittige Hænder (nu Hendes Verden) havde også påklædningsdukker, her var hver uge et stykke tøj, hvortil man kunne købe snitmønstre. TEM- PO havde udelukkende kendte filmstjerner, mens Flittige Hænder gennem årene har bragt børn og voksne, og også filmstjerner, (blandt samlerne kaldes tøjet til alle disse dukker populært ”strimler”. I vor dage bringer Hendes Verden – som det eneste blad – med mellemrum stadig påklædningsdukker.

Noget rigtig populært var påklædningsdukker af de kongelige. Illa Winkelhorn tegnede De lille Prinsesse, vor nuværende Dronning, som 2-3 årig med en masse tøj, Ellis tegnede de tre prinsesser på fire ark: ferie, vinterferie, Amalienborg og et ark med folkedragter, også vore prinsessers kusine Elisabeth og hendes brødre Ingolf og Christian kom på et stort ark for blot at nævne nogle af herlighederne (se længere nede).

Mine yndlinge blandt påklædningsdukkerne var Birgit Larnous serie ”Storskovens Dyr” i det daværende Socialdemokraten, som jeg fik via nogle venner til mine forældre. Han var reklamemand og fik tilsendt alle dagbladene til sit bureau. Her var forskellige dyr. Hovedfigurerne var Trille Langøre og Freddy Skovmus, og der kom flere og flere dyr til, altid ledsaget af en sød historie. Man kunne også tegne tøj til dyrene og sende det til avisen (se længere nede) .

I USA var påklædningsdukkeindustrien enorm, og snart kunne man også i Danmark købe bøger med påklædningsdukker af f.eks. Filmstjerner og Disney-figurer. Det var en svir at kunne købe stjerner som Elizabeth Taylor og Doris Day samt Snehvide og De syv små Dværge.

Min søster og jeg var så heldige at have en Moster i USA, der gav- mildt sendte os påklædningsdukker, blandt andet mange dejlige dukker tegnet af Queen Holden.

Meget af alt det er nu genoptrykt, men det er selvfølgelig altid mest morsomt af få fat i de originale ting. Heldigvis er der stadig kommet nye påklædningsdukketegnere til, der talentfuldt designer noget for både store og små.

Vi sad i min barndom og klippede dukkerne omhyggeligt ud, nu findes der ark og hæfter, hvor dukkerne kan trykkes ud. Om det var særlig farligt at bruge en saks, ved jeg ikke, vi gjorde det bare, og da man nu kan få sakse uden spids, er det da ret nemt for børnene at lære at håndtere sådan et stykke værktøj uden at komme til skade. De helt moderne bøger med påklædningsdukker er hæfter, hvor tøjet er klistermærker (stickers), desuden er der skabeloner og broget papir, således at man kan designe en garderobe. Jeg vil nok altid synes, at vi havde større fantasi eller var tvunget til at have det med de få midler, vi havde til rådighed.

Desværre leger børnene ikke ret meget eller næsten ikke med påklæd- ningsdukker mere. Mange samlere og andre som jeg tegner påklædnings- dukker med vore børnebørn og har også leget på denne måde med vore børn, men… vi må alle erkende, at vi er oppe imod computerspil, Barbie- dukker, heste og meget mere. En ringe trøst er det, at der også findes på- klædningsspil, hvor man kan klæde påklædningsdukker på i lige netop det ønsketøj, man drømmer om. Og du behøver blot at vise børnene én gang, hvordan de kan gå på nettet og finde påklædningsdukker — de er nærmest født med en computer foran sig. Der er uendelige muligheder.

Og er du ny samler, eller vil du glæde dine børnebørn med nye ”gamle” påklædningsdukker, kan du på de fleste museer købe genoptryk

Men at lege med dem som vi gjorde, vil aldrig komme igen, vel? Kultur, levevis, opdragelse og forbrugermønstret er åh, så forandret, og om det er til det bedre, vil jeg lade jer om at afgøre.

© Lise Brastrup Clasen — clasen@brastrup.com.