Badekar fra Ankarsrum Bruk.

Copyright for tekst og billede: Lise Rasmussen.

Lise Rasmussen har sendt dette søde indlæg, om et spændende badekar. Jeg håber der er nogle blandt læserne, der kan hjælpe Lise med oplysninger om det. Hun kan kontaktes via www.mosterlise.dk

Stor tak til Lise, for at dele med os.

For år tilbage fandt jeg dette fine lille emaljerede støbejernsbadekar på et loppemarked.
Det måler 12,5 cm i længden og knapt 7 cm i bredden.
Jeg har forsøgt at finde ud af, hvornår det er fra og om det er blevet fremstillet til et dukkehjem, men jeg tror snarere, at det har været en udstillingsmodel.
Da det er støbt med navnet Ankarsrums bruk, var det jo oplagt at kontakte firmaet, der er repræsenteret her i DK.
Repræsentanten var meget interesseret og hjælpsom, men kunne desværre ikke sige andet end, at han aldrig havde set eller hørt om så lille en model.
Han sendte en forespørgsel videre og straks fik jeg kopi af sider fra en historisk bog, der dog kun fortalte om produktionstallet af de rigtige badekar. Så der var altså ingen hjælp at hente. Jeg fik dog researchet mig frem til lidt historie om firmaet.
Ankarsrum er en lille industriel landsby, der ligger i Småland i Sverige.
Ankarsrums jernbrug blev grundlagt i 1655 og ifølge den danske kontakt for Ankarsrum, har de bl.a. lavet kanonkugler (tidsperiode uvis).
I 1821 blev produktionen udviklet og man begyndte at producere støbejern og lavede bl.a. komfurer og badekar.
Ankarsrums jernbrug var en pioner indenfor badekar og i 1910 blev et konisk formet emaljeret badekar lanceret. Mit lille kar er et siddebadekar.
I 1947 lancerede Gustavberg, der fremstiller produkter til hele badeværelset, deres første badekar i helstøbt materiale, og langsomt blev Ankarsrums badekar udkonkurreret af Gustavsberg lettere plast- materiale. I 60´erne var produktionen faldet drastisk og stoppede endegyldigt i 1970.
I dag er firmaet mest kendt for sin produktion af solide køkkenmaskiner.
Jeg fik desværre ikke svar på mine spørgsmål om alder og formål, men sødt og sjovt er det alligevel.

Lise Rasmussen www.mosterlise.dk