Kuhnstuben – 2 –

Det længe savnede bord og gardiner til den hyggelige dukkestue

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich, tortula.de, for beretningen om denne ”Happy End”!

Hermed Sigis dejlig billedkavalkade med tekst, som kan kaldes ”Historien om et bord”!

 Oversættelse fra www.tortula.de af —Lise Brastrup Clasen ©, og design af Lene Byfoged ©

Ja, så skete det, Sigi fik sit længe savnede bord, og straks kom der en fortsættelse af hendes detaljerede beretning på www.tortula.de, hvor Sigi indleder med at skrive:

Da jeg for nogle uger siden fortalte om min gamle Kuhnstue, sluttede jeg med følgende: ”En dag finder jeg helt sikkert bord og stole i passende størrelse til min Kuhnstue, og så kommer de dertil passende gardiner op at hænge, idet jeg allerede det rigtige gardinstof liggende!”

Ja, og nu har jeg et bord, og jeg ved ikke rigtigt, om jeg vil have stolene —jeg har jo bænkene, og jeg synes egentlig, at disse står helt rigtigt med hensyn til møbleringen i stuen, et møbel mere vil faktisk være et møbel for meget. Men her skal I høre, hvordan jeg fik fat i bordet:

I løbet af mit samlerliv har jeg mødt rigtig mange dejlige mennesker.

Men noget helt specielt er mit bekendtskab med Sherri og Steve fra Missouri

Vor lidenskab for de blå (og røde) Kuhnmøbler har ført os sammen. Og sådan kæmper posten sig frem og tilbage med vore hyppige mails , breve og pakker!

For nylig klagede jeg min nød og min skuffelse til Sherri over, at jeg nu gennem 6 år havde ledt efter et passende bord til denne gamle dukkestue, men ganske enkelt ikke havde kunnet finde noget.

Det spontane tilbud kom: Steve vil lave et til dig, send os målene.

Steve har et stort træværksted. Han elsker træ og har selv tegnet og bygget deres hus. Men dukkehusmøbler? Ja, se selv. Også dukkestuemøbler kan han bygge —han har ikke bare store savblade til sin rundsav… men også fint specialværktøj, og har hurtigt fundet sig til rette i Miniatureverdenen.

Allerede efter 18 dage kunne jeg hente forsendelsen hos tolden – af og til kaster toldvæsenet et blik på de små pakker fra Sherri. Når de på deres røntgenskærm kan se de mange små bitte pakker og poser, fatter de straks mistanke til noget kriminelt. Forsinkelsen var selvfølgelig ærgerlig, til gengæld var min glæde stor: bordet passer nøjagtigt, og jeg kunne straks stille det på plads og beskue resultatet.

Ventetiden brugte jeg til at sy gardiner og hynder, samt en pude og sengetøj til den lille vugge.

Skønt jeg er alt andet end en god skrædder, kan jeg dog skabe sådanne småting. Den manglende lyst kompenserede med min optimale glæde, da alt var færdigt.

Mere prekært var farvesammensætningen. Jeg forsøgte lidt med mine små farvebøtter, dog fik jeg på en eller anden måde hele tiden blandet en mørk grå farve sammen.

De originale møbler er over 90 år gamle, og dengang tænkte man slet ikke på hele skalaen af farvenumre.

Jeg tog således klædeskabet med til en forretning med malertilbehør. Her regnede jeg med, at man kunne scanne farven ind og blande en lille dåse.

Men, de var slet ikke begejstrede for mine ønsker – de havde den eller den farve, finito, basta. …. Sådan gjorde man for 100 år siden Og det kendte den unge mand ikke noget til. Nej, den slags kunne man ikke, og de solgte, hvis de overhovedet havde den, kun i dåser med blandinger på 750 ml – jeg skulle således betale knap 40 € (ca. eller knap 300 d.kr.) for en dåse, og det ville jeg ikke.

Imidlertid mødte jeg en ung dame i et byggemarked, hun forstod mit ønske og elskede sit job. Hun kunne dog ikke hjælpe os videre med scanningen, men gav os uendeligt mange farvetavler med ud, og vi kunne så i ro og mag udsøge os den bedste farvenuance – som hun – dvs. Maskinen – derefter blandende. Det var nu kun 375 ml, og vi skulle da også kun betale knap 10 €.

Selvfølgelig malede jeg også benene blå på ovnbænken (ikke fra Kuhn). Nu går det op i en enhed. De grønne ståfødder på ”Pinde-hundene” malede jeg rødbrune. Jeg har altid fundet det lidt skørt, at de stod der på der blå gulvtæppe med grønt ”kunstigt græs” under fødderne.

Meget kan siges om helheden, men bordet, andagtsbænken og ovnbænken er jo ikke originale… Hvad I har helt ret i, og gardinerne og puderne heller ikke. Dette gælder desuden for de to– og firbenede beboere. Det gør ikke mig noget. Jeg ville være glad, dersom det var sådan, men jeg jo skal ikke sælge stuen for højeste bud, blot stille den op i vor dagligstue og glæd mig over den, særligt i mørket, hvor jeg tænder den lille LED-kæde.

En lille hemmelighed bliver dog tilbage i denne stue. Hvad hvisker husherren mon til barnepigen?? Og her, skønt husets frue kun står få skridt fra dem? Der er da vel ikke????

Vi siger tak til Sigi for denne beretning og håber, at I lige som Lene og jeg vil hygge jer med den.

 

Fastelavn i dukkeformat – Fastnet im Puppenformat

De mest fantastiske figurer og dukker skabt af kunstneren Ingeborg Jaag

(om unikke figurer fra Franziskanermuseum Vilingen-Schwenningen)

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Her i det tidlige forår fik jeg som gave fra min yngste søn, Bjørn: en bog om meget spændende dukker og figurer fra Villingen-Schwenningen, skabt af dukkekunstneren Ingeborg Jaag efter byens traditionelle karnevalsoptog.

Kunstneren Ingeborg Jaag !

Det var spændende læsning og helt ny viden for mig, ja, så spændende og interessant, at jeg absolut må dele dette med jer alle. Jeg skrev derefter til Dr. Heinrich Maulhardt, der var så venlig at sende min forspørgsel videre til Dr. Michael Hütt, leder af museet, og få dage efter fik jeg et venligt og positivt svar, der sagde, at alle: museet, bestyrelsen, dukkekunstneren, fotografen etc. var begejstrede for min idee og gav mig tilladelse til at skrive løs med henvisning til www.visuel-artwork.de, som er mestre for de fine fotos.-  og www.franziskanermuseum.de – og med tusind tak til disse positive borgere i Vilingen-Schwenningen, fortæller jeg således med glæde om disse helt unikke dukker.

Den inspirerende bog: ISBN 978-3–939423-62-1—
Franziskamnermuseum Villingen-Schwenningen !

Fastelavnefigurerne fra Villingen er i målestok 1:3:

Med over 80 Fastelavns/karnevalsfigurer har Ingeborg Jaag i godt 30 år skabt en enestående samling, hvis kulturhistoriske betydning i dag er uvurderlig. Hendes specielle fastelavnsoptog er bogstavelig talt en ”fortsat” fortælling. Her kan man se Narro – den centrale skikkelse i Villingen Fastnet, og denne figur har i over 100 år været byens symbol— Narro har derfor lagt navn til den almennyttige forening Narrozunft (Narroslænget) – desuden aser man Den gamle kone fra Villingen, Æslet eller Der Butzesel, (måske Det bumlende Æsel) som er et af de ældste dyr i Schwaben-Alemaniens historie. Æslet hals er en dragt syet af forskellige stoflapper – det jages hvert år i optoget af en flok ”Drivere”, (kaldet Stachi-gruppen) og undslipper det, har det lov til kvit og frit den dag at drikke og spise lige så meget det ønsker…… – se også: Den godmodige slagsbror”, orkestret, underholdningstrioen og mange flere. Alle figurerne er sat op i livagtige scenerier, og hele tiden fornemmer man en vis forbindelse mellem figurerne. De har øjenkontakt, parrene vender mod hinanden, og mellem figur og tilskuer udvikles med blik og gestus en særlig tiltrækning, og man således drages fra den ene sceneri til det andet.

Inspiration til figurer ses tydeligt her på Narrozunft-Villingens avis: Damen med rævekraven i venstre side ses herunder i Ingeborg Jaags udførelse!

I udkanten af optoget står Villingens Originaler: Spittel Mathis—der spiller på sin mundharmonika, kaldet Schnorre-Hobel (summehøvl) – Spittel -Mathis-figuren er en virkelig person, født af en enlig pige i 1896, i sine unge år var han mælkemand på Vllinger hospital. Han var altid i godt humør, slagfærdig og sagde sjældent nej til en øl. Var derfor ofte længe undervejs med mælk til hospitalet. Et hospital kaldes også Spital eller Spittel, deraf hans tilnavn. Desuden ses ”Eierma” (æggemanden) Richard Säger, men også politiske skikkelser som ministerpræsidenten, overborgmesteren og andre. Ingeborg Jaags fastelavnsoptog er et enestående og specielt totalbillede med ”indfiltrede” skikkelser, der alle hører med til Villinger Fastelavn, men du kan ikke altid møde dem på gaden, og helt sikkert ikke på én gang!.

Mange traditioner uddør med tiden, da der ofte er mangel på ”generationsskifte”, idet nutidens generation ikke er interesseret. Det er dog ikke tilfældet i Villingen-Schwenningen, her deltager alle aldersklasser, gamle og unge, og børnene glæder sig hvert år til at være med i ”Fastnet”!.

Sådan ser figuren Spittel-Mathis ud, man kan lige frem føle, hvordan det gode humør stråler ud fra ham, mens han underholder sig med en damefigur!

Kunstneren og skaberen Ingeborg Jaag er født i 1942 i Hüfingen i en slægt med kunstneriske traditioner, bl.a. maleren og forfatteren Lucian Reich med de kendte Schwarzwald-litografier. Ingeborg Jaag studerede på Handelshøjskolen i Villingen, og foruden at blive børnehavelærer, tilegnede hun sig de grundlæggende teknikker i syning og tilskæring, modellering, træarbejder, kurvefletning og dukkemageri, kort sagt en meget alsidig uddannelse.

I 1983 kom hun i fastelavnshumør og fik ideen til at udfærdige masker og kroppe, ja dukker iført tro kopier af de originale dragter, og med sin mands hjælp skabte hun den første dukke i 1984, en Narrofigur, som kunne ses i tekstilforretningen Tonolinis udstillingsvindue. Senere stod hendes figurer i Ratsapotheke, i skobutikken Hässler og endnu senere i sengeudstyrsforretningen Schilling, men siden 2005 står de alle på Franzikanermuseet.

Trin for trin udvikles og skabes figurerne, her er Spittelsangerne, som siden 1965 har sørget for god stemning til Villinger- fastelavnsfesten. Hermed den portrætterede sangduo Benne og Hans med guitar-musikledsagelse af ”Schanko” Ummenhofer! Helt fantastisk. Da jeg første gang så på billederne i bogen, troede jeg,
at det var levende væsener og ikke dukker!

Og siden da har Ingeborg Jaag ikke sluppet dukkemageriet. Fra 1984 skabte hun modedukker i voks, og hun har modtaget mange internationale udmærkelser for sine dukker.

Herbert Jaag, Ingeborg Jaags ægtemand, kan tilskrives en stor del af arbejdet med dukkerne, han er værktøjsmager og dipl.ingeniør og står for form og design af træ og mealarbejdet. De indvendige ”skeletter”, muskikinstrumenter bl.a. klarinetter, samt sabler, bjælder og meget mere er opstået under hans hånd.

Alle figurer kan stå uden støtte eller stativ, og det har naturligvis stillet krav til det indvendige ”skelet”. Et skelet omvikles med stof og stoppet med fyldvat. Til hovederne bruger Ingeborg Jaag lufttørret modellermasse, som lakeres. Parallelt med de plastiske arbejder skabes kostumerne, Ingeborg Jaag kalkulerer med ca. 55 timers arbejde pr. figur – her er modellering af masken dog ikke medregnet.

At skabe naturtro og vellignende portrætter er i sig selv en udfordring, men via materialet dog med visse begrænsninger, idet modellermassen mister luft og volumen under tørringsprocessen, hvorved ansigtudtrykket uden kunstnerens indflydelse kan ændre sig minimalt. ”Måske var det om aftenen en helt anden figur, end det viste sig at være om morgenen efter tørringsprocessen, men sådan er det bare!” udtrykker kunstneren.

Som tidligere nævnt, skaber Ingeborg Jagd også modedukker, disse tre ”gammeljomfruer” er både modedukker og deltagere i Villinger Fastnet. Her har man siden 1927 fejret Gammeljomfruen ved en fest, hvor der kun er kvindelige deltagere, alle iført mode fra ca. 1900 – et stort udbud af silke, fløjl, flæsekraver, store hatte og strudsefjer… Man forstå godt, at det er en eftertragtet fest, og i den lokale avis står der altid et humørfyldt referat fra festen. Damen tv har titlen overjomfru!

Her til slut et billede af figurer fra orkestret, også fantastisk livagtige og efter levende modeller.

Vil du vide mere, kan du finde enormt meget under byen Villingen-Schwenningen eller fastnet.Vilingen-Schwenningen, her er mange billeder og interessante oplysninger, bl.a. noget om avisen Narrenpost og arrangementerne.

Og vil du besøge museet og byen, da søg på :

Franziskanermuseum: Museet har adressen Rietgasse 2, DE 78010 Villingen-Schwenningen, og der er åbent ti-lø fra 13 til 17 og sø og fr. fra 11 til 17,

tlf: +49 7721 82 23 51, franziskanermuseum@villingen-schwenningen.de   – du finder på siderne desuden kørevejledning til museet, hele egnen er malerisk og smuk.

Med denne smagsprøve ønskes I God læselyst og god fornøjelse !

Staa Maren 2. Del.

Research: Lene Byfoged

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag

Her er 2. del med opskriften til Staa-Maren fine tøj.

Dukketøjet:

Materialer:

25 gr rødt, 25 gr hvidt og 50 gr grønt tretraadet garn i samme Finhed som det rosa Garn til Kroppen. 2 P Nr. 2, 2 Nr. 2½ og 2 Nr. 3. 4 Strømpestrikkepinde Nr. 8. Til Monteringen: ½ Meter smalt røst Silkebaand og 20 cm smal Knipling. Stof og Baand til et Forklæde.

Typemønster til Blusens Broderi.

 

 

 

Blusen:

Blusens Forstykke: Tag P Nr. 2 og slaa 30 M op af det hvide Garn, strik 2 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Strik Glatstrikning og tag paa 1. P 4 M ud (34 M). Tag P Nr. 3 og strik, til Forstykket maaler 6 cm, saa dannes Ærmegabene: Paa Begyndelsen af 1. og 2. P lukkes af for 4 M. Paa Begyndelsen af 3. og 4. P. lukkes af for 1 M. Naar Forstykket maaler 8 cm, dannes Halsudskæringen:  Strik 15 M, luk af for 4 M, strik P ud. De 2 skulderstykker strikkes hver for sig, og der lukkes 1 M af ved Halssiden, til der er 8 M. Skulderen lukkes af i 2 Gange.

Ryggen: Strikkes som forstykket, blot med en Slids, der dannes samtidig med Ærmegabene saaledes: Luk de første 4 M af paa Retp, strik 13 M og de følgende 3 M, der skal strikkes ret frem og tilbage hele Vejen op. Paa Begyndelsen af næste Retp lukkes 1 M af. Naar Ryggen maaler 10½ cm, lukkes skulderen af i 2 gange, og de resterende M lukkes af paa én gang. Slaa 6 M op som Underfald til den anden Ryghalvdel, og strik de to yderste af disse M i Retstrikning. Strikkes i øvrigt som første Ryghalvdel.

Ærmet: Slaa 28 M op paa P Nr. 2 af det røde Garn g strik 1 P Vrang og 1 P ret. Tag det hvide Garn, strik Glatstrikning og tag 4 M ud paa den første P. Strik 2 P og luk saa 2 M af paa Begyndelsen af de følgende 2 P og luk derefter af for 1 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 12 M. Saa lukkes af for 2 M paa Begyndelsen af hver P, til der er 8 M. Strik disse sammen 2 og 2 og luk de 4 M af.

Nederdel og Korset:

Bagstykket: Slaa 74 M op paa P Nr. 3 af det røde Garn og strik 2 cm Glatstrikning., slut med en Vrangp. Sæt Strikketøjets nederste kant paa P Nr. 2. Læg de 2 P sammen, saaledes at Retsiden af Strikketøjet kommer til at vende udad og strik M paa de 2 P sammen 2 og 3, saaledes dannes den dobbelte kant forneden. Strik Vrangpmed det hvide Garn. Tag det grønne Garn og strik videre i Glatstrikning. Naar Arbejdet maaler 16 cm, tages P Nr. 2. Strik 1 M, og strik derefter M sammen 2 og 3 P ud (37 M). Strik 4 P Rib: 1 ret, 1 vrang, paa 5. P (Vrangp) strikkes saaledes: Strik 12 M, strik 7 gange 2 M sammen, strik P ud (30 M).

Korsettet: Strikkes i direkte Fortsættelse af Nederdelen. Tag det røde Garn, strk 5 P ret, strik Glatstrikning. Naar Korsettet maaler 3½ cm, strikkes 6 P ret. Luk af.

Forstykket: Strikkes som bagstykket, blot tages der ikke mere end 1 M ind paa sidste Ribp, saaledes at der bliver 36 M til Korsettet, der stikkes i 2 Halvdele saaledes: Strik paa de 18 M 4 P ret. Strik derefter Glatstrikning på 4½ cm, blot de 4 M foran strikkes ret frem og ret tilbage og forsynes med 4 snørrehuller, der strikkes som et almindeligt Hul midt i Retborten. Første Snørrehul dannes efter de 4 Første P. de øvrige med 6 P´s Mellemrum. Afslut Korsettet med 6 Retp. Den anden Korsethalvdel strikkes paa samme Maade – blot i omvendt Orden. Korsetremmene strikkes af de 4 M lige efter Retborten foran, de strikkes i Retstrikning og skal være 6 cm lange.

Kysen:

Slaa 50 M op af det røde Garn paa P Nr. 2 og strik 4 P ret. Tag P Nr. 2½ og strik Glatstrikning, blot de 2 M i begge Sider strikkes ret frem og ret tilbage for at danne Kant. Naar der er strikket 3½ cm, dannes den opstaaende Rulle i Nakken saaledes: Strik 1 P vrang, 1 P ret. til der er 6 P. Tag det hvide Garn, strik 2 P ret og derefter skiftevis 1 P vrang og 1 P ret, til den hvide Rulle er ligesaa stor som den røde. Luk af. Kysenakken dannes saaledes: Tag 50 M op paa det glatte stykkes Bagside, lige bag den hvide og den røde Rulle. M tages op med 2 strømpestrikkep Nr. 8 og paa en 3. P Nr. 8 slaas 10 M op. Strik rundt med rødt Garn 2 Omg. ret, 2 Omg Rib: 1 ret, 1 vrang, 4 Omg ret. Begynd indtagningerne. Strik 2 M sammen, strik 8 M, gentag dette Omg ud. Strik en Omg uden Indtagninger. Fortsæt med disse 2 Omg stadig med 1 M mindre mellem Indtagningerne på Indtagningsomg. Naar der er 12 M, trækkes Traaden gennem M og sys fast indeni Kysen.

Forklædet sys af hvidt Stof og pyntes med røde og grønne Silkebånd.

Monteringen: Kysen dampes over en kogende Kedel og sættes på Dukkehovedet til den er tør. Paasys kniplingekant og Baand. Alle de øvrige dele lægges mellem fugtige Aviser, til de er glatte og pæne, og tørres liggende.

Blusen sys sammen paa Skuldrene, der tages M op langs Halskanten og strikkes med rødt: 1 P ret og 1 P vrang, til der er 8 P. Luk af. Sy Blusen sammen og hækl en Række grønne Fastmasker langs de røde Kanter ved Ærmer og Hals. Sy en Bort af grønne og røde Maskesting paa Blusens Forstykke, se typemønsteret. Luk Blusen med Trykhægter.

Nederdelen sys sammen og Korsettet snøres med en hæklet grøn korsetsnor, som forsynes med 2 grønne Kvaster.

God fornøjelse!

Som sædvanligt ser vi meget gerne resultatet, hvis der er nogen, der får lavet dukken.

Fin er Maren i sit strikkede tøj.

 

 

MUSEAL – KUHN-DUKKESTUERNE fra 1920erne !

Artikel skrevet af Sigi Ulbrich (www.tortula.de) med Fotos af Sigi og Gerhard Ulbrich ©

 Oversættelse Lise Brastrup Clasen, opstilling og design Lene Byfoged ©

 Vi siger tusind tak til Sigi, der altid beredvilligt lader os benytte sine velskrevne og informative artikler bl.a. om dukkestuer, og vil I læse mere om Sigis samlinger og andre spændende ting, da gå ind på www.tortula.de og åbn alle kommodeskufferne……! God rejse!

Museal – Kuhn-dukkestuer fra 1920er

 Stadig oftere ser jeg på museer de samme skatte, som jeg har i min samling. I begyndelsen blev jeg ikke altid overrasket, når jeg så et skab eller en miniatureting i en museumsvitrine. Imidlertid sker det stadig oftere,. Er min samling på engang nu blevet mere værdifuld? – Nej i princippet ikke! Det er jo stadig de samme ting, som da min samlerlidenskab begyndte. De er bare stadig blevet ældre (akkurat som jeg), og har i mellemtiden opnået museumsagtig karakter. Så enkelt er det bare, man skal blot vente længe nok, så…. Ja, så…..

Da jeg for mange år siden fik min første Kuhn-stue, var den meget fremmed for mig, egentlig slet ikke en rigtig Kuhn, og alligevel en Kuhn… Åh, hvor var det ophidsende. Jeg gennemsøgte hele internettet, men fandt ingen beviser for rigtigheden af, at det var en Kuhn-stue. Godt nok var der æbleblomster på kabinettet, men hvad beviser det egentlig, det kan man højest tage som et fingerpeg!

Undersiden af kabinettet var forsynet med et stempel, det var da altid noget. R. Behle, Frankfurt a.M. og Rossmarkt 23. Dette løb dog ud i sandet, idet begge firmaer var ophørt, og der ikke mere fandtes oplysninger om dem.

Med denne oplysning gik jeg således ikke videre. Ofte tog jeg de få møbler op i hånden, og hver gang jeg igen satte dem tilbage i kabinettet, var jeg overbevist om, at det var fra Huset Kuhn. Det havde ganske megen lighed med mit grønne kabinet (til venstre) fra 1919 – smallere end de nyere skabe, og bemalingen var ikke helt identisk, på en eller anden måde større. Naturligvis legede jeg straks med nogle fotos, da jeg altid har ment, at først, når man studerer fotos nærmere, Ja, og midt i alle disse gåder, forærede min veninde mig en af disse dukkestuer i mindre format. Se nedenunder på første billede. Stuen var indrettet med en ovn, et skab, et kistemøbel, en vugge, et bord, en stol og to forskellige bænke. Hermed var jeg allerede kommet et skridt videre. Nu havde jeg flere holdepunkter vedrørende indretningen, og her først og fremmest den skønne ovn. Nu var jeg næsten overbevist om, at det drejede sig om en Kuhn-stue.

Gennem længere tid så jeg af og til på det tyske og det amerikanske ebay såvel dukkestuer som enkelte møbler af denne serie. I mellemtiden har jeg nu kendskab til tre forskellige størrelser —hvoraf jeg har den lille og den mellemste. Begge stuer har tre vinduer: .til højre et enkelt og til bagest til venstre to vinduer over hjørnet. Sådanne vinduer har jeg ikke set i alle dukkestuer. Jeg kender mellem et og tre vinduer arrangeret i forskellig orden.

Jeg var så heldig at kunne erhverve et dertil passende lot (to stole, et skab og en vægt) i passende farve og størrelse. Nu var jeg således blot interesseret i stolene – jeg syntes, at der burde stå tre stole i stuen.

Jeg købte endnu et lot: Ovn, skab, bord, kommode, vugge og et lille stykke væg. Ved første øjekast er skabet identisk med det i min mindre stue, men ser man nøjere på det, falder det anderledes ud – ikke kun i bemalingen. Ovnen var egentlig lige som den i min lille stue, men falder ved nærmere eftersyn også helt anderledes ud. Sådan er det med håndlavede ting. Man arbejder efter et mønster og en model, og man holder sig ikke altid til forlæggene – man bliver måske distraheret, eller et eller andet går skævt. Med vor tids laserteknik sker den slags afvigelser selvfølgelig ikke.

Nu var det så ovnen, der fik mig i tvivl. Jeg opdagede den nemlig i et katalog fra Erzgebirge. I 30erne udgav Gottfried Hempel fra Olbenhauer Salgslager for Produkter fra Erzgebirge (Olbenhauer Verkaufslager für erzgebirgische Erzeugnisse) et omfangsrigt katalog: ”Das erzgebirgische Schatzkästlein/Den lille Skattekiste fra Erzgebirge”. Jeg vil tro, at det udkom hvert år, jeg har således selv to, og af og til ser man nogle udbudt i det store Onlineauktionshus. Herved har jeg opdaget mange forskellige Forsidebilleder. Disse forsider er stillet op på forskellig måde, men i selve indholdet er der næsten ingen forskel.

Ja, og da så jeg den igen – ovnen. Entydigt, og det kan der ikke være to meninger om. Det var ovnen fra min lille stue. Så begynder man at grunde over det: Kunst fra Erzgebirge og en Kuhn-ovn?

Nu og da udvekslede jeg erfaringer med en samler fra Hessen. Hun har som jeg forkærlighed for Edi-dukker og Kuhn-stuer. Hun er bibliotekar i et industribibliotek. En dag gjorde hun mig opmærksom på en magister-afhandling, som var deponeret i Bayerische Nationalmuseums bibliotek. Emne: Legetøj fra firmaet Kuhn fra 1913 til i dag. Til fordel for Legetøjsfremstillingen i Oberbayern.

Det kan sikkert ikke undre nogen, at dette ikke kunne holde mig tilbage. Jeg fik en aftale i stand med biblioteket, og vi kørte til München. Min mand havde i lang ønsket at kunne slentre uforstyrret en hel dag gennem Det tyske Museum. Intet stod mig således i vejen for en udflugt til den 100-årige historie om de små skabe, senge og vugger. Tidligt om morgenen kørte jeg med sporvognen til museet. De søde og hjælpsomme bibliotekarer havde reserveret en arbejdsplads til mig direkte ved vinduet, således at jeg havde tilstrækkeligt gode lysforhold til min forskning og de planlagte optagelser. Så lod de mig være alene, og jeg havde 6 timers tid til at studere og analysere alt dette. Det var vidunderlige timer.

Jeg var ret spændt, og for at berolige mig selv lidt bladede jeg først forsigtigt i bogen. På side 111 dukkede det første billede op… og jeg troede knap mine egne øjne. Jeg så min lille stue. Virkelig og ægte. En kopi fra kataloget 1927 viste min lille stue. Jeg havde kunnet synge højt og danse gennem biblioteket af glæde. Hermed var denne forskningsrejse blevet en absolut succes. Efterhånden læste jeg hele bogen og erfarede megen viden og nyt over Kuhn. Jeg gjorde notater, glædede mig, når forfatterens konklusioner stemte overens med mine. Jeg fandt desuden i en af hendes teorier forklaringen på, hvorfor stuen fra ”Den lille Skattekiste fra Erzgebirge” udviste så megen lighed med Kuhn-stuerne.

Senere i sporvognen på vej tilbage til hotellet, læste jeg pludselig gadeskiltet: Thiersch Str. Hurtigt ledte jeg i mine notater og fandt faktisk indførelsen: 1913 = Thiersch Str. 1. Selvfølgelig steg jeg ud og tog et billede af huset. Alt andet havde da været en helligbrøde.

At der i husets gård nu ligger et snedkeri med restaurering af gamle møbler, er nok et tilfælde, men for mig var det Prikken over i’et.

Hjemme igen har jeg ommøbleret min lille stue efter illustrationen i kataloget. Sådan bare leg. Til den store har jeg jo endnu ikke passende møbler. Det var fantastisk at stille de originale møbler op efter denne dårlige kopi. Dog har jeg senere igen stillet tingene tilbage, sådan som jeg havde indrettet den tidligere, da jeg fik dem, for jeg bedre kan lide det på denne måde.

Jeg elsker legeværk — som herover i lille og i stor. Derfor har jeg møbleret – så godt det nu kunne lade sig gøre – mine to stuer identisk. Efter flere års søgning har jeg atter fået bid. Jeg har i foråret fundet den rigtige ovn til den større stue (jeg søger stadig videre efter bord og stole). Se engang og klik til venstre på billedet, nu går det allerede helt godt

I denne stue bor der celluloiddukker i ”Størrelse TRE”. Et ægtepar — hun er en 12,5 cm høj: en ”Cellba-Inge”, han er en 14 cm høj skildpadde ”Ingedreng”, og deres gæst er en 14 cm høj Minerva-dukke i folkedragt. Babyen er af hård plastik, tegnet med et kløverblad.

Jeg elsker de små figurer lavet af pinde eller i flad udførelse. I denne stue er der flyttet fire af slagsen ind. I højre bageste hjørne smyger sig en kat fra firmaet Berthold, som også er mester for den siddende soldyrkende kat, de er begge fra 30erne. De passer virkelig godt ind i tidsbilledet og har den rette størrelse. Den hvide og den sorte Spids (hundene) er yngre Rossweinfigurer. Da disse hunde indtil midten af det 20. årh. var meget populære og værdsatte husvenner, syntes jeg, at de passede godt ind her. Min viden om disse figurer, som jeg gennem mange år har samlet ved siden af, har jeg fra Stefan Krauses samlerkatalog. (Sigi har fortalt mig, at firmaerne Berthold og Rosswein fremstillede disse eftertragtede figurer af presset pap, spåner, papmaché, ja endog af papirtyndt træ   – jeg kendte dem ikke, og jeg videregiver hermed disse oplysninger – Lise)).

Den ”Sorte Storspids” var i Sydtyskland en elsket hund hos vinavlerne. Den ”Hvide Storspids” gjaldt som statussymbol hos storhertuger og adel. Man må derfor gå ud fra, at disse to racer egentlig ikke var at finde i samme husholdning. Men det gør de her i denne familie.

En dag fandt jeg endelig den sjældne (passende) kommode. Jeg havde set den to gange tidligere. Den venlige samler, der også gjorde opmærksom på Magister-afhandlingen, sendte mig et foto. Hun havde taget det engang på Frilandsmuseet Bad Sobernheim. Selv om den er svær at genkende, står kommoden uden tvivl der.

Anden gang jeg så og forelskede mig i den var i udstillingsguiden fra Deutschordenmuseet i Bad Merkentheim over vinterudstillingen 2011/2012 ”Trautes Heim/Kære Hjem”. Her er også bord og stole, nok snarere for den lille stue, tænkte jeg. I beskrivelsen fra Bad Merkentheim står, at den oprindelige ejer havde fået dem foræret i vinteren 1930/31.

Nu har jeg altså også sådan en sjælden kommode i min store stue. Den er et pragtstykke og min stolthed.

Kort før jul kunne min veninde Sherri (I husker sikkert julehuset fra hende) i Amerika købe et lille lot: skab, kistemøbel, kommode. Nu har jeg således kendskab til fire kommoder (dressers) fra slutningen af 20erne—begyndelsen af 30erne. Der står sikkert en sådan kommode i andre samlinger. Vær søde at sende mig jeres fotos af den. Jeg glæder mig allerede til at se dem.

En dag finder jeg helt sikkert også det passende bord og de passende stole til min store stue. Og så får den også de rigtige gardiner. Jeg har allerede det gamle stof til dem.

Nu vil jeg til slut nævne målene på stuerne:

Den lille stue er           L x H x D   21,5 x 10 x 14

Den store stue er         L x H x D   31,5 x 16 x 20

Sidste år opdagede jeg i en ”Euro-Shop” ved juletid bittesmå LED-lyskæder. Noget helt fantastisk åbnede sig for mig. Vi har hermed belyst alle de stuer, som ikke kunne belyses, fordi strømtilslutningen ikke var til at få fat i. jeg er meget stolt over denne løsning. Af og til tænder jeg lyset om aftenen, og i den forgangne juletid var det et vidunderligt supplement til julelysene.

Som jeg allerede sagde tidligere, er min store stue den mellemste af disse stuer. Skulle jeg en dag falde over den helt store, så køber jeg den. Nå, og hvordan fortæller jeg det til min mand? Han mener dog faktisk, at jeg allerede har en Kuhn-stue. Men så siger jeg blot: ….. MÆND!!

Nej, jeg er helt overbevist om, at han vil glæde sig sammen med mig!

Kære Sigi, tusind tak for at lade os dele din lange, udførlige og humørfyldte beretning, ja MÆND, jeg (Lise) er nok mere radikal, jeg siger altid: MÆND ER PRIMITIVE, men hvad skulle vi dog gøre uden dem og omvendt.

God læselyst alle sammen   – ønsker Lene og Lise !

Fortsættelse følger.

Mere om Dionne-Femlingerne

De dejligste dukker

 Med tusind tak til Pia Deleuran og hilsner fra Lise Brastrup Clasen ©

For nogen tid siden bragt vi en artikel om dionne-Femlingerne, bl.a. med gengivelser af dukker og påklædningsdukker… dukkerne kan være sjældne og måske svære at få fat i, men her skal I høre om, hvordan Pia Deleuran fik fat i et sæt af de sødeste små dukker. Hermed Pias fortælling om sine femlingedukker:

De dejlige småpiger.. Som tidligere nævnt optrådte de gerne i hver sin tøjfarve: Dukkerne er 19 cm høje og mærket Alexander, som I vil se på de øvrige fotos!

“Hej Lise…

Jeg abonnerer på dine mails, og det er en stor fornøjelse for mig at læse dem, tak for det; derfor har jeg også læst det, der er skrevet om femlingerne fra Canada, og jeg kunne slet ikke slippe den historie igen, og så søde, de var, de dukker som blev produceret dengang. Jeg gik på ebay.com og fandt mange salgsannoncer af forskellige kvalitet.

Jeg fandt et sæt, som jeg ikke kunne stå for, og besluttede mig for at købe dem, men så nemt var det ikke, for det viste sig, at de kun ville handle med nogle fra deres eget land. De ville hverken modtage penge fra mig eller sende til mig. Heldigvis har jeg en kær tante i Amerika. Jeg snakker ikke så tit med hende, og hun kunne ikke rigtig forstå, at jeg ville købe de dukker, men efter nogen snak frem og tilbage lykkedes det. Hun købte dem til mig og fik dem sendt til sig. Derefter pakkede hun dem om og sendte dem til mig.

Det var en stor dag, da de kom med posten, og de var det hele værd. En lille sjov detalje var, at min tante skrev en mail til mig, efter at hun havde modtaget dukkerne, hvor hun kaldte dem for ”The Wee Ones”, og at hun håbede, at jeg ikke blev alt for vred eller skuffet, men det var altså brugte varer, hun havde købt for mig:

Elastikken på en af dukkerne var røget, og på et par andre sad hovederne meget løst, men jeg er medlem af Vestsjællands Dukkeklub, og vi har en dygtig dukkedoktor i klubben, og hun fik dem under kærlig behandling.

På vedhæftede fotos kan I se, hvordan dukkerne ser ud efter at være blevet bragt i orden, ligesom I kan se deres Alexander-mærker. Pia slutter med at fortælle, at hun er meget glad for dukkerne!

Venlig hilsen fra Pia Deleuran”

Også TAK for dine ”roser” til bloggen, Pia, dem blev Lene og jeg meget glade over at læse!

Vil I vide mere om Femlingerne og deres skæbne, kan I foruden artiklen på denne blog læse om dem ved at gå på nettet og søge under Dionne Femlingerne!

Fortsat   god   Læselyst ! 

Staa-Maren 1. Del

Research: Lene Byfoged

Kender I Staa-Maren? Jeg gjorde ikke!

Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen

Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag.

Jeg fik DEN NY STRIKKEBOG af en god veninde, der fandt den på et genbrugsmarked. Glad blev jeg. Bogen er udgivet i 1940érne af Illustrationsforlaget og er skrevet af Esther Bondesen.

Det er altid spændende at bladre i gamle opskriftsbøger og tit bliver man jo inspireret. Mange af opskrifterne fra dengang, er jo højeste mode i dag. Der er søde og gode opskrifter i denne bog, som jeg absolut må  strikke Især en opskrift vil jeg dele med jer Staa-Maren. Jeg fik hurtigt tilladelse til at bringe opskriften. Tak for det!

Vore Bedstemødres kæreste Legetøj var den Dukke, deres Mor selv lavede, den saakaldte Staa-Maren. Dukken staar paa en stor rund Plade, og derfor kan selv det mindste Barn haandtere den.

Stel og Krop:

Materialer:

Stel: Dukken staar paa en Træskive, der skal være 2½ cm høj og 13 cm i Diameter. Midt i Træskiven skal være anbragt en Stang, som er 30 cm høj og 1½ cm i Diameter. Celloluid Dukkehoved og Arme.

Krop: Et stykke Pladevat, et lille Nøgle tretraadet, rosa Garn samt 2 Strikkepinde Nr. 2 og 2 Nr. 3.

Strikkeprøven:

Slå 20 M op på P Nr. 3 og strik 8 P ret. Prøven skal være 6½ cm bred.

Fremgangsmaaden:

Vind lidt Pladevat om Stangens øverste Del og sæt Dukkehovedet paa. Det afmærkeds, hvor Kroppen skal dannes om Stangen. Husk Kroppen skal gaa op under Dukkehovedets Hals, hvor denne skal sys fast. Klip et Stykke Pladevat 12 x 23 cm og vind det fast om Stangen, sy det derefter med lange Sting. Klip 8 x 4 cm Pladevat og sy det paa Brystet. Klip 13 x 20 cm Pladevat og vind det ret fast om den nederste Del af Kroppen og løsere om den øverste Del, sy med lange Sting. Vind et Bændel fast om Taljen, og sy det fast.

Betræk til Kroppen strikkes af det rosa Garn.

Begynd forneden. Slaa 30 M op paa P Nr. 2 og strik 4 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Tag P Nr. 3 og strik 4 cm Glatstriknng.

Strik 1½ cm Rib paa P Nr. 2 og 3 cm Glatstrikning paa P Nr. 3. Tag P Nr 2 og strik Retstrikning 2 cm. Luk af. Strik et Stykke nøjagtigt magen Mage til. Sy de to Stykker sammen i Siderne, træk dem ned om Kroppen, og sy dem fast forneden og foroven, hvor Hovedet trækkes ned om Kroppen og sys fast.

Overarmen: Begynd foroven. Slaa 6 M op paa P Nr. 2 og strik Glatstrikning. Paa hver Retp tages 1 M ud i anden og næstsidste M, til der er 28 M. Strik 1 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Luk ikke af, men træk en Traad gennem M. Sy Armen sammen paa det ribstrikkede Stykke og lidt op. Klip 4 x 4 cm Pladevat, rul det sammen og stik det i Armen. Traaden, der er trukket gennem M, bindes fast om Celluloidarmens øverste Del. Sy Armen fast til Skulderen.

Staa-Maren

Dette var første del, næste gang kommer opskriften til tøjet.

God fornøjelse!

Lene

Det store Påklædningsdukketræf i USA

Finder sted fra den 4. til den 8. juli 2018 i Washington

 Med hilsen fra Lise Brastrup clasen ©

Hermed de annoncerede herligheder — og vil du vide mere,

kan du kontakte Micheal og Sharry O’Hara på tlf: 001 253 579 2506 eller på

PDConvention2018@comcast.net

G o d   f o r n ø j e l s e  

P i a n o d u k k e r

”påklædte” figurer (også kaldet figuriner)

H E U B A C H s   unikke   samlerobjekter   !

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Andel Del:

 (Fotos. Med tak til Lene Byfoged og Inge Harck, således at vi alle herved får del i jeres samlinger)! Desuden til sammenligning fotos fra den i Første Del omtalte bog: Heubach-Puppen.

En sød flok Heubach-pianobabyer i forskellige størrelser, den største er 26 cm høj og umærket, den næste er 19 cm og mærket med Heubachsolen 2½, den tredje er 12 cm og mærket på undersiden med femkantet rødt stempel DEP, og den fjerde på 10 cm med Heubachsolen.

 Denne dejlige og folkelige kunstform i porcelænsfigurer var en sand balanceakt mellem Kitsch og Kunst….   vel simpelthen nipsgenstande……  For mig er det små kunstværker, og de er da også eftertragtede blandt samlere over alt i Verden.

Udformningen og motiverne er alsidige, tænk bare på påskeharebørnene, snebabyerne, hollænderdukkerne, de dansende dukker og sidst men ikke mindst på de lystige badebørn og de henrivende pianobabyer —charme, fantasi og idé er her ubegrænset!

To søde drenge, tv Lenes, th den fra bogen – de er 15 cm høje, iklædt modellerede særke og støvler, umærkede, men anses for originale!

Nogle figurer optræder parvis eller i grupper, men et har de alle til fælles, de er modelleret og støbt i et stykke, således at de ikke er bevægelige og ikke er legedukker. De stod til pynt på kaminhylder, boghylder, kommoder og ikke mindst på klaveret, deraf kom helt naturligt navnet Pianobabyer. Nogle er små figurer, kaldet figuriner, forestillende forskellige emner, f.eks. hollændere, soldater, forelskede par og meget mere, altså nipsfigurer, som vi kalder dem. Min Far kaldte altid sådanne små glaserede/malede porcelænsfigurer for markedsfigurer, idet man på markederne kunne købe den slags nips, de var mere eller mindre smagfulde, der var både kunst og kitsch… Men når du ser de dejlige Heubach-pianobabyer/figuriner, da bedøm selv, til hvilken kategori de hører. Og… som sagt for mig er Heubachs dukker og figurer kunst….. Mange af dem findes i flere størrelser, f.eks. Er er pianobabyer lige fra 28 cm og ned til 2½ cm.

Drengen herover er en 13 cm høj original – ejet af Inge – desværre med ulæseligt mærke.
Disse 2 udtryksfulde pianobabyer er smukt malet af Lene !

Ikke alle er mærket, men mange tillagt Heubach, og der sker derfor ofte forvekslinger: er det en Heubach eller ikke? Egentlig er det nærmest kun til at se for virkelige kendere, eller hvis man har Heubach-figurer til sammenligning med de andre. Desværre er der også fundet forfalskninger, hvor man helt bevidst/udspekulert har indpasset sine effekter ind i Heubachs nummersystem (mellem 3.000 og 13.000), man kan således aldrig vide sig sikker. Efterligningerne ligner ved første øjekast Heubachfigurerne meget.

MEN: Heubachfigurerne har intaglio-øjne, er smukkere og mere detaljerede i modelleringen, bemalinen er finere, og de er udført i første klasses porcelæn.

Pigfen med kysen er en original – ejet af Inge, hun er 25 cm høj, mærket 7300, og hun var dyr at erhverve: for en del år siden betalte Inge
3.200 kr. for hende!
Babyen her tilhører Inge, 10 cm, og mærket med Heubachsolen!

Nå, ja, skulle du have købt en god efterligning, da vær glad for den og sæt den frem, så alle vennerne også kan se den, og jeg tør vædde på, at den vil blive beundret og ikke betragtet som kitsch!

Måske I herigennem er blevet nysgerrige/videbegærlige at læse mere om Heubach-firmaerne? På et senere tidspunkt vil jeg da også skrive en artikel om firmaets/firmaernes historie og de fantastiske Heubach-Lege-dukker!

Hermed flere billeder af Inges og Lenes Pianobabyer og –figuriner!

11 cm høj, 13 cm bred, pige med kyse og hund – tilhørende Inge, desværre er stemplet ulæseligt!
Denne bedårende baby tilhører Lene, mærket desværre ret læseligt!
Denne bedårende baby tilhører Lene, mærket desværre ret ulæseligt!

GOD LÆSELYST

og

Solskinshilsner herfra !

 

P i a n o d u k k e r

påklædte” figurer (også kaldet figuriner) samt lidt om smukke halvdukker fra Heubach !!!

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

De smukke pianodukker og de henrivende små påklædte figurer (figurer med modelleret tøj), kaldet figuriner, har altid fascineret mig, også selv om jeg ikke er ejer af en eneste, men man ved jo aldrig, hvad der sker ud i fremtiden, vel! Og da der forleden var en dejlig pianodukke på auktion i en af grupperne, fik jeg lyst til at fortælle jer om disse for det meste små kunstværker. Og glad blev jeg, da Lene Byfoged og Inge Harck kunne give mig fotos af deres skatte. Tak til jer begge.

Jeg er heldigvis den lykkelige ejer af den første store bog fra 1989, om Heubachdukkerne. I denne bog er mærker, nummerserier, fine beskrivelser og fotos, samt en stamtavle over hele den store Dukkeslægt: Lydia Richter/Karin Schmelcher HEUBACH-PUPPEN.   (Gebr. Heubach – Lichte   –   Ernst Heubach Köppelsdorf, Charakterpuppen-  Figurinen –  forlaget Laterna Magica (bogen udkom også på engelsk).

Disse halvdukker, pianobabyer og figurer er fantastisk detaljerede, dvs. smukt modellerede og udført i porcelæn af den allerfineste kvalitet – og firmaet Gebrüder Heubach i Lichte mestrede i høj gad den kunst at frembringe disse vidunderlige porcelænseffekter.

Der findes flere grene af Heubachfamilien, som beskæftigede sig med dukker, en anden kendt gren er Ernst Heubach —og de smukke kreationer er eftertragtede af enhver samler.

Senere i artiklen henvises der til disse to mærker: Heubachsolen og Heubachkvadratet – solmærket indførtes i 1882, og kan være enten ovalt eller rundt – i 1910 indførtes det mere tidssvarende kvadratiske logo, uden Dep. Bemærk de 6 vandrette små firkanter foroven, og de fire lodrette i højre side.

Dukken herover inspirerede mig til denne artikel. Den blev i mindre udgave udbudt i en af grupperne, og i min bog betegnes han som: Dreng i sko af overstørrelse, 30 cm lang og 30 cm høj. Mærket med
Heubachsolen.

Nu vil mange af jer helt naturligt stille spørgsmålet: ”Hvad er intaglio-øjne?” Denne teknik mestrede Heubach ud over alle grænser: Selve udtrykket Intaglio-øjne blev med tiden et fast udtryk blandt dukkemagere og –samlere. – om jeg kan forklare det forståeligt, ved jeg ikke, men jeg forsøger: ”Ordet Intaglio kommer fra italiensk intagliare = at skære i dybden i f.eks,. i glas, således at man får et negativ-relief. F.eks. bruges dette fagudtryk, når man skærer i en ædelsten. Da iris og pupil i et intaglio-øje trykkes ind i (indpræges) i porcelænsmassen, opstår denne negativform, som efter bemalingen giver et særligt dybdevirkende eftertryk, og ved bemalingen eller påsætningen af lysprikkerne (de hvide punkter, du sætter i dukkens øjne) opnås en særlig virkning, ikke blot som en farveklat, men som et fremtrædende relief påført med flydende porcelænsmasser. Øjnene får herved dybde, udtryk og ægthed.” Måske man ganske enkelt kan sige: Skåret, modelleret(formet), malet og brændt, således at der fremstår et relief!

Øjnene hos Gebr. Heubachs dukker og figurer undergik en speciel udvikling — iris er i forhold til pupillen relativ smal. Mens pupillen er i overstørrelse og malet i en meget mørk nuance. Øjnene er blå, idet brune øjne hos Gebr. Heubach er meget sjældne.

Der er enormt mange numre, og det kan hurtigt skabe vild forvirring, men så vidt vides, strækker Heubachs nummerserie sig lige fra 3.000 til 13.000— de fleste dukker og figurer er mærket enten med solen eller kvadratet, og har ofte også røde eller blå stempler. Mange af pianodukkerne og figurinerne findes i flere størrelser— og der er mange grupper i forskellige nuancer, f.eks. med grundfarven rød eller blå!.

Disse nålepude-halvdukker er fra bogen og af bisquit— de har alle intaglio-øjne og er uden markering —men ligner enormt meget de rigtige dukker, og har den typiske smukke
Heubachbemaling. De er 6½ hhv. 5 cm høje
og fra ca. 1925!

Vedrørende Halvdukker også kaldet te– eller nålepudedukker var man i lang tid ikke klar over, om Heubach også var med på vognen og havde fremstillet sådanne dukker. Forfatterne af bogen forskede længe, og endelig fandt de frem til, at Heubach omkring 1920 havde annonceret med salg af halvdukker. Dukkerne var ikke mærket, og derfor tog det en rum tid at finde frem til, hvilke dukker der var fra Heubach, men de smukke intaglio øjne, bemalingen og porcelænet, samt ligheden med de ”rigtige” dukker gjorde det muligt at identificere og bestemme dukkernes herkomst.


Denne charmerende nålepudedukke har Lene skabt efter en Heubach-form og vejledning og idé af den danske dukkemager Gurli Hansen bragt i et amerikansk dukkeblad. Og I skal selvfølgelig se værket både med og uden nåle. Meget apropos, da nipsenåle nu er et hit blandt mange samlere.
(Foto: Lene Byfoged)!

Fortsættelse følger, idet der i DEL 2 berettes om pianobabyer og figuriner.

G o d   Læ s e l y s t   !

PS: De unikke figuriner (figurer med modelleret tøj) fås i flere nuancer,

Denne appetitvækker domineres af rødt, men lignende hollænder-figurer findes i blå/grå nuancer, alle gerne mærket med Heubachsolen. Glæd jer til Del 2. – parret her ses bl.a. i den omtalte bog, men også på nettet kan du finde billedet!

DUKKEFABRIKKEN ”DANA”

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Engang for mange år siden skrev jeg om DANA-dukkerne, men da I sikkert ikke har set disse fire, skal I lige have denne reklame for fabrikkens karakteristiske dukker– , hoveder og løsdele..

Der er skrevet en del om dukkerne, men kort og godt: selv om de fleste bag på hovedet er mærket DANA, er der også fundet en del umærkede dukker, hvor ligheden er slående – dukkerne var meget populære særligt i halvtredserne, disse dukker er nyheder fra begyndelse af halvtredserne! Materialet var porcelæn og kompomasse!

Fabrikken var beliggende på Vibevej 6, København NV, det er vist dette kvarter, der engang populært kaldtes PIP-kvarteret? – telefonnummeret var dengang Ægir 2468, og man havde et stort prøvelager, således at legetøjshandlerne kunne komme og se på herlighederne, eller måske få besøg af en af firmaets repræsentanter, der rejste rundt med kollektionen.

Ja, det var dengang, alle ønskede sig en stor babydukke,. Dukken her er 65 cm høj og har stofkrop, lukkeøjne, stemme og kugleled i arme– og ben. Den kunne desuden fås med fiberkrop!
Denne yndige pige fandtes i mange størrelser: 30, 41, 48 og 62 cm. Hun er af porcelæn og har lukkeøjne, stemme og ægthårsparyk!
Også denne karakteristiske og søde DANA-dukkepige kunne fås i mange størrelser: 41, 44, 50 og 56 cm med stemme og lukkeøjne
Og ønskede man sig en stor dukkedreng, kunne man få denne charmerende gut med lukkeøjne og stemme. Også han fandtes i mange størrelser: 40, 42, 48 og 56 cm!
Fabrikken må også have beskæftiget sig med andet end legedukker, for under min søgning fandt jeg dette hoved af Gunnar Nu Hansen – hvem mon kender til sådanne hoveder?

d. 23.10.2024. Ifølge Niels Peter Marius Hansens barnebarn, er det DANA fabrikken, der producerede Gunnar NuHansen dukken. Tak for oplysningen til Peter Seistrup. 

Nu håber jeg så, , at denne introduktion vil inspirere jer til at sende os billeder og beskrivelser af jeres DANA-dukker.

God læselyst herfra !