Kuhnstuben – 2 –

Det længe savnede bord og gardiner til den hyggelige dukkestue

 Med tusind tak til Sigi Ulbrich, tortula.de, for beretningen om denne ”Happy End”!

Hermed Sigis dejlig billedkavalkade med tekst, som kan kaldes ”Historien om et bord”!

 Oversættelse fra www.tortula.de af —Lise Brastrup Clasen ©, og design af Lene Byfoged ©

Ja, så skete det, Sigi fik sit længe savnede bord, og straks kom der en fortsættelse af hendes detaljerede beretning på www.tortula.de, hvor Sigi indleder med at skrive:

Da jeg for nogle uger siden fortalte om min gamle Kuhnstue, sluttede jeg med følgende: ”En dag finder jeg helt sikkert bord og stole i passende størrelse til min Kuhnstue, og så kommer de dertil passende gardiner op at hænge, idet jeg allerede det rigtige gardinstof liggende!”

Ja, og nu har jeg et bord, og jeg ved ikke rigtigt, om jeg vil have stolene —jeg har jo bænkene, og jeg synes egentlig, at disse står helt rigtigt med hensyn til møbleringen i stuen, et møbel mere vil faktisk være et møbel for meget. Men her skal I høre, hvordan jeg fik fat i bordet:

I løbet af mit samlerliv har jeg mødt rigtig mange dejlige mennesker.

Men noget helt specielt er mit bekendtskab med Sherri og Steve fra Missouri

Vor lidenskab for de blå (og røde) Kuhnmøbler har ført os sammen. Og sådan kæmper posten sig frem og tilbage med vore hyppige mails , breve og pakker!

For nylig klagede jeg min nød og min skuffelse til Sherri over, at jeg nu gennem 6 år havde ledt efter et passende bord til denne gamle dukkestue, men ganske enkelt ikke havde kunnet finde noget.

Det spontane tilbud kom: Steve vil lave et til dig, send os målene.

Steve har et stort træværksted. Han elsker træ og har selv tegnet og bygget deres hus. Men dukkehusmøbler? Ja, se selv. Også dukkestuemøbler kan han bygge —han har ikke bare store savblade til sin rundsav… men også fint specialværktøj, og har hurtigt fundet sig til rette i Miniatureverdenen.

Allerede efter 18 dage kunne jeg hente forsendelsen hos tolden – af og til kaster toldvæsenet et blik på de små pakker fra Sherri. Når de på deres røntgenskærm kan se de mange små bitte pakker og poser, fatter de straks mistanke til noget kriminelt. Forsinkelsen var selvfølgelig ærgerlig, til gengæld var min glæde stor: bordet passer nøjagtigt, og jeg kunne straks stille det på plads og beskue resultatet.

Ventetiden brugte jeg til at sy gardiner og hynder, samt en pude og sengetøj til den lille vugge.

Skønt jeg er alt andet end en god skrædder, kan jeg dog skabe sådanne småting. Den manglende lyst kompenserede med min optimale glæde, da alt var færdigt.

Mere prekært var farvesammensætningen. Jeg forsøgte lidt med mine små farvebøtter, dog fik jeg på en eller anden måde hele tiden blandet en mørk grå farve sammen.

De originale møbler er over 90 år gamle, og dengang tænkte man slet ikke på hele skalaen af farvenumre.

Jeg tog således klædeskabet med til en forretning med malertilbehør. Her regnede jeg med, at man kunne scanne farven ind og blande en lille dåse.

Men, de var slet ikke begejstrede for mine ønsker – de havde den eller den farve, finito, basta. …. Sådan gjorde man for 100 år siden Og det kendte den unge mand ikke noget til. Nej, den slags kunne man ikke, og de solgte, hvis de overhovedet havde den, kun i dåser med blandinger på 750 ml – jeg skulle således betale knap 40 € (ca. eller knap 300 d.kr.) for en dåse, og det ville jeg ikke.

Imidlertid mødte jeg en ung dame i et byggemarked, hun forstod mit ønske og elskede sit job. Hun kunne dog ikke hjælpe os videre med scanningen, men gav os uendeligt mange farvetavler med ud, og vi kunne så i ro og mag udsøge os den bedste farvenuance – som hun – dvs. Maskinen – derefter blandende. Det var nu kun 375 ml, og vi skulle da også kun betale knap 10 €.

Selvfølgelig malede jeg også benene blå på ovnbænken (ikke fra Kuhn). Nu går det op i en enhed. De grønne ståfødder på ”Pinde-hundene” malede jeg rødbrune. Jeg har altid fundet det lidt skørt, at de stod der på der blå gulvtæppe med grønt ”kunstigt græs” under fødderne.

Meget kan siges om helheden, men bordet, andagtsbænken og ovnbænken er jo ikke originale… Hvad I har helt ret i, og gardinerne og puderne heller ikke. Dette gælder desuden for de to– og firbenede beboere. Det gør ikke mig noget. Jeg ville være glad, dersom det var sådan, men jeg jo skal ikke sælge stuen for højeste bud, blot stille den op i vor dagligstue og glæd mig over den, særligt i mørket, hvor jeg tænder den lille LED-kæde.

En lille hemmelighed bliver dog tilbage i denne stue. Hvad hvisker husherren mon til barnepigen?? Og her, skønt husets frue kun står få skridt fra dem? Der er da vel ikke????

Vi siger tak til Sigi for denne beretning og håber, at I lige som Lene og jeg vil hygge jer med den.

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.