Fra den 26. maj til den 2. juni finder årets store dukke– og legetøjsfestival sted med en masse festlige begivenheder, herunder særudstillinger på de fantastiske museer, legetøjsmarked, samlerbørs, specielle familiedage og sidst men ikke mindst
Den 29, maj uddeles Dukke-Oscars til de bedste arbejder blandt de nominerede i kategorierne:
Det omfattende program finder du via nettet—
www.puppenfestival.de – og vil du vide mere om uddelingen af Dukke-Oscar-Priserne, da benyt www. Moa-kunstpreis.de eller email: kontakt@moa-kunstpreis.de, selve uddelingen finder sted i Mehr-zwechalle, Heubischer Strasse i Neustadt bei Coburg, hvor de nomineredes objekter er udstillet. En konkurrence blandt mange nationer, og jeg skal love for, at der er smukke, sjove, fantasifulde og unikke ting deriblandt. Det er 25. gang, man uddeler disse fornemme priser.
Dukkekunstneren Inge Harck, der to gange har vundet en dukke-Oscar, deltager også i år med hele tre arbejder i kategorierne 1, 2 og 9: :
Alt i eget design !
Kategori 1: Denne søde pige med sine bamser !
Kategori 1: Om BEDSTE Legedukke:
Den dejlige legedukke er lige til at omfavne og knuselske. Hun er håndlavet fra top til tå og kan beskrives således: Håndmalet, robust legedukke i ovnhærdet modellermasse og med stofkrop. Ansigtet er malet med akrylfarver, og hun har blå øjne. Hovedet kan bevæges i alle retninger, og også arme og ben er med drejeled. Hun har ægthårsparyk, som kan friseres. Tøjet er håndstrikket, og hun er nem at klæde af og på.
Hendes legetøj: De små fantasibamser har Inge nålefiltet.
Kategori 2: Denne nuttede baby i teddy-tøj !
Kategori 2: Om BEDSTE Babydukke:
Også babydukken i gult har håndmodelleret hoved i ovnhærdet masse. Hun har Lauscha glasøjne og stofkrop. Arme og ben har drejeled.
Teddytøjet er Inge Harcks eget design og håndsyet.
Kategori 9: To charmerende, uimodståelige, legende børn!
Kategori 9: FANGELEG:
Den leg har altid været og vil stadig være aktuel både i går, i dag og i morgen, ja, lige så længe der findes glade børn:
Disse to glade børn har håndmodellerede hoveder, arme og ben i ovnhærdet masse. De har stofkroppe med trådstativ, således at de er bevægelige i så at sige alle stillinger.
Drengens øje er malet, og pigen har glasøjne. Også her er ALT håndarbejde!
Tilbehør: tidligere var veje og gader også legepladser for børnene: Legegaden er af lærred med forstærkning af træ og malet med akrylfarver.
Og så er der ikke andet tilbage end at ønske Inge Harck
Knæk og bræk eller på tysk: Hals und Beinbruch!
Og skulle I rejse til Det tyske Legetøjsland, ønsker vi jer selvfølgelig god fornøjelse. Det hele er ”en messe værd!”
Det er spændende at være medlem af Legetøjsforeningen/klubben Snurretoppen, hvor der altid er spændende aftener med foredrag. Desværre bor jeg (Lise) nu laaangt fra Snurretoppens samlingssted og kommer sjældent til deres arrangementer, mens ”Heldige” Lene har lejlighed til at være med hver gang. Jeg har været medlem i snart 30 år og har altid følt mig velkommen i Snurretoppen, selv om mange af ”de gamle medlemmer” ikke er med mere!
Forsiden: 136 sider, uindbundet, ISBN 978-87988830-9-8 Tegnestuen Tilia Montana 2018
Den 11, april var en ganske særlig aften, hvor forfatter og arkitekt, m.a.a., dr. phil Kirsten Lindberg fortalte om ”Navneklude og andre Prøveklude” og introducerede sin næsten netop udkomne bog med samme titel.
Og Lene fortæller på sin blog: www.abelonesverden.dk, at Kirsten Lindberg er en inspirerende og levende fortæller, der berettede om de broderede navnekludes historie, om symbolerne, og om det personlige ved alle arbejderne. Kirsten Lindberg præsenterede alle for en hel samling af smukke klude i vidt forskellige materialer, således at alle tilhørerne kunne gå hjem med stor viden om det hele.
Kirsten Lindberg præsenterede mange af de smukke navneklude (Foto: Lene Byfoged!)
Det bedste var, at man derefter kunne købe (signerede dersom man ønskede det) eksemplarer af bogen om de smukke arbejder, og Lene og hendes mand, Torben, var så søde af købe et par bøger med til mig og til min tyske veninde, Angelika, Salzwedel, der netop har en udstilling i Hohenwehstedt om sådanne håndarbejder.
Og selvfølgelig ”kastede” jeg mig over bogen, og blev meget begejstret. Du får her en fin og levende introduktion vedrørende Navneklude og andre Prøveklude, samt en hel del om håndarbejdsundervisningen gennem tiden, og hvad det hele efterhånden resulterede i. En morsom ting ved bogen er for øvrigt, at der præsenteres navneklude både syet og broderet af meget ferme piger, samt af mindre dygtige, men de har dog alle fået noget ud af deres sytøj.
Bogen er rigt illustreret, og indeholder desuden billeder af de håndarbejdsredskaber, man brugte før og nu! Bagest er der ordforklaringer, noter og henvisninger samt bibliografiliste.
I bogen vises også broderede strimler eller bånd i flere længder, og jeg husker tydeligt, at vi i første klasse skulle sy ”et såkaldt fæstebånd” i en slags hørlærred — denne ”strimmel” kaldes i bogen en Schweizerklud eller en Prøveklud, og akkurat som i bogen startede man med at brodere sine initialer i korssting, og derefter skulle man lære at brodere eller ”var det sy” en masse forskellige sting… Tja, da min interesse kunne ligge på et meget lille sted, nåede jeg ikke mange rækker af sting, og arbejdet var nok lidt nusset ved skoleårets slutning. Et andet minde er en ”æggehætte”, se billede i slutningen af artiklen… som vi syede i 3. mellem, hvor vi skulle lære at sy hvidsøm.
Så smuk blev mit Fæstebånd (min Strimmel eller Schweizerklud) slet ikke, og den beholdt som nævnt slet ikke sin hvide farve! (Foto: Lene B!)
I bogen er der også billeder af det dukketøj, man fik lov til at strikke, dersom man blev færdig med sit broderi… Heldigvis lærte min Moster Anna mig at strikke, og derhjemme har jeg strikket dukketøj magen til det på billederne.
Udsnit af foto fra bogen, hvor du øverst th kan se et par Strikkerikker!
Blandt de mange viste sy-redskaber i bogen ser man en ”Strikkerikke”, og der fortælles om de hestetømmer man lavede ved at bruge en sådan dukke. Min veninde og jeg klarede os med en stor garntrisse med fire søm uden hoveder, men jeg husker da, at min lillesøster fik sådan en Strikkerikke, helt sikkert på et tidspunkt, hvor jeg ikke længere var interesseret i at lave hestetømmer. I bogen kaldes de ”nannies”… Ja, dengang kendte fantasien ingen grænser, men alt det kan du læse dig til i bogen, som vi håber, vil fascinere dig lige så meget som os.
En af de smukke Navneklude, som Kirsten Lindberg viste frem den 11. april ! (Foto Lene Byfoged!)
Nu glæder jeg mig til at videregive Angelika Salzwedel sit eksemplar, når hun engang efter Påske kommer forbi!
Bagest i bogen finder du Kirsten Lindbergs adresse på Fyen, men som en appetitvækker får du her hendes mailadresse: tiliamontana@mail.tele.dk.
PS: Hermed min æggehætte, som stadig ligge ri mine gemmer: på vedhæftede label står mit navn samt 3. emb (Lise)
Og samtidig med tusind tak til Maja Villemoes for det righoldige materiale, du sendte til mig….
For et godt stykke tid siden bragte vi historien om de canadiske Dionne-Femlinger og deres tilværelse som børn — en historie bragt på grundlag af de billeder og påklædningsdukker, jeg er i besiddelse af, men det er slet ikke alt:
For nogle uger siden skrev en af vore læsere, Maja Villemoes, at hun i sin Mors gemmer og scrapbøger havde fundet en hel samling udklip om Femlingerne, heriblandt en del artikler, reklameannoncer og de kendte Palmolive-Påklædningsdukker, som mange af os har i samlingen, og hvor hver femling har et stykke Palmolivesæbe…. . Da Maja spurgte, om jeg var interesseret i kopier af det gamle materiale, blev jeg straks interesseret, og jeg har hermed fornøjelse af at dele min begejstring med jer og siger samtidig tusind tak til Maja, det er sandelig ikke hver dag, man modtager så mange gamle udklip på én gang.
Hermed et par af de påklædningsdukker, som mange af os ejer, samt en af de mange Colgate-reklamer, med billede af Yvonne, Anette, Cecilie, Emilie og Marie
Dr. Dafoe, der anbefaler Colgate, fremstilles i artiklerne som en helt og dagens mand, der altid ville det bedste for femlingerne, og han tjente store penge på pigerne, men løb samtidig en risiko, da ingen forsikringsselskaber – ikke engang Lloyds, som ellers forsikrede ALT, ville tegne en livsforsikring på femlingerne.. Der er i alt optaget tre film over femlingerne, og først efter meget tovtrækkeri gav Dr. Dafoe tilladelse til at fotografere og optage den første film. Optaget af filmsselskabet Fox under titlen ”Landsbylægen” /”The Country Doctor”. Hermed et par fotos af de små piger, som i ca. ni år voksede op uden deres forældre og andre søskende.
Trods den megen omtale siden hen om de ”stakkels børn”, ser de faktisk ud til at hygge sig her !
Femlingerne blev født den 28. maj 1934, og er her 2-3 år gamle: fra v mod h; Yvonne, Cecilie, Marie, Anette og Emilie!
Elsire og Olive Dionne, femlingernes forældre, var langt fra velstående, nok nærmere fattige. De ejede en lille gård eller nok mere rigtigt et husmandssted, samt havde allerede mange børn, og da de henvendte sig til Røde Kors for at få hjælp, blev de overtalt til at aflevere børnene et stykke tid, ”til børnenes bedste” – hvad de skrev under på, men ingen kunne vide, at der skulle ca, 9 år, før de fik dem tilbage.
Det må have været og var meget hårdt for især Elsire ikke at have femlingerne hos sig. Der blev som nævnt i min tidligere artikel, bygget ”en slags hospital” kaldet Dafoe-Hospitalet efter Dr. Dafoe lige over for forældrenes ejendom, og snart voksede ”en populær forlystelsespark” op rundt om det hele: The Quintland/Femlingeland, hvoraf venner og naboer slog mønt af at kende Femlingerne, og hvor femlingerne flere gange om dagen blev vist frem bag den slags glasruder, som man kun kunne se igennem udefra. I 30ernes depressionsperiode tjente man i Quintland ca. 500 mill. Can.dollars på grund af Femlingerne som hovedattraktion.
Forældrene forsøgte flere gange at få deres børn hjem, og endelig .. Efter ca. 9 år besluttede man at bringe dem tilbage til deres hjem til stor glæde for forældrene. Glæden blev desværre kort for Elsire, da børnenes Far, Olive, fortsatte med at vise børnene frem —akkurat som i et cirkus…… En af filmene om dem slutter med, at de optræder på cykler i en lille manege.
Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal.
Samme motiv i annonce fra Hjemmet og som forside af Familie-Journalen, begge 1938 !
Femlingerne fortsatte således med at få en meget speciel eller forkvaklet opvækst. Da de blev voksne, anklagede de deres Far for incest— hvad der kom ud af det, ved jeg faktisk ikke, men i 1998 modtog de 4 mill. Can.dollars som ”en slags plaster på såret” over at være blevet fjernet fra hjemmet. Da de modtog dette beløb, var der kun tre af dem tilbage, idet Emilie døde den 6.8.1954 og Marie den 27.2.1970. Yvonne døde den 23.1.2001. De to tilbageblevne søstre, Anette og Cecilie bor sammen i Montreal
Det dejlige påklædningsdukkesæt kunne man dengang i 1938 erhverve sig ved at indsende en annoncekupon, 25 øre til porto samt tre Palmolive-bånd eller tegninger —hvorefter man modtog den søde mappe med femlingerne, deres tøj og tilbehør, der skulle være 70 dele til at klippe ud. Jeg har set sættet med både dansk, engelsk, tysk og hollandsk tekst, en virkelig succes, og det er da helt fantastisk, at der er bevaret så mange sæt, – dette til stor glæde for os samlere. Hver femling havde garderobe i sin egen farve, lige som her. Foto fra en af de mange annoncer, det var helt fantastisk, som man kunne variere annoncetgeksterne.
Der er selvfølgelig i USA udgivet påklædningsdukkebøger med Femlingerne, men det er en helt anden historie, ligesom der blev lavet dukkesæt som beskrevet i min første artikel. I dukkesættene med femlingerne var der ofte som ”tilbehør” en læge-eller sygeplejerskedukke med i sættet.
Foto fra en af de mange annoncer !
Ens kjoler, men i hver sin farve !
Colgate-Palmoilive gjorde meget ud af Femlingereklamerne, og der blev bragt annoncer i de fleste ugeblade alle vegne. Hermed nogle flere af slagsen, og den med ”Femlingerne bygger snemand” var endda forside i Familie-Journalen den 27. februar 1938, og ca. samtidig bragte Hjemmet en annonce med samme motiv.
Som afslutning skal jeg da lige nævne, at de fem småpiger under deres ophold i ”Dr. Dafoe-Hospitalet” havde et fastlagt skema for hver dag. Bl.a. sidder de her i deres skolestue og skriver, regner og tegner. Og deres tegninger hang – akkurat som i alle andre hjem – spredt ud på væggene i værelserne.
Femlingerne i deres skolestue !
Det har været en stor fornøjelse at kunne bringe mere om Dionne-Femliungerne— Tak til Maja Villemoes for dit omfattende materiale med artikler fra Tempo og Hjemmet, den herlige forside fra Familie-Journalen, samt de mange annonceudklip bl.a. med referencer til ”Palmolive-Påklædningsdukkerne, – alt er fra 1938-1939 — Desuden tak ftil chefredaktør Marianne Gram, Hjemmet og til chefredaktør Søren Johannesen, Familie-Journalen (dengang Illustreret Familiejournal) for tilladelse til at benytte uddrag af artikler og fotos etc.
Og så er der blot tilbage at ønske jer alle GOD LÆSELYST !
Kender I HITTY, den amerikanske dukke, der blev en kult? Vi vil senere bringe en udførlig artikel om Hitty. Men… først skal I læse om Sigis Hitty-Stue, og vi siger tusind tak for tekst og fotos.
I nogen tid har jeg været den stolte ejer af en Hitty-stue. Jeg regner med, at man blandt ældre læsere kender Hitty, der er en dukke udskåret af irsk bjerg-ask. I ungdomsromanen af Rachel Feld fortælles der allerede i 1929 om dukken og hendes første hundrede år. Bogen er oversat til rigtig mange sprog. I USA er Hitty hele tiden aktuel. Der findes fanklubber, websider og…. Hitty har sit eget museum.
I sommeren 2018 fik jeg møblerne til min fødselsdag, og min mand og jeg byggede straks en stue til dem. Jeg er ikke ejer af en ægte Hitty-dukke, men af en 16,5 cm ”Bärbel” fra Katzhütte – hun er født på porcelænsfabrikken Hertwig & Co. og i hende har jeg fundet en værdig stedfortræder. Du kan læse ALT om dette i www.tortula.de. I skuffen til højre ved siden af hovedet på den nederste dukke. Du kan oversætte teksten via Google — den er ikke særlig god, men forståelig.
På Internettet så jeg en lille afbildning af en garntaksel (lige som jeg havde forestillet mig) – den kunne jeg lide og ville bygge en magen til.
I byggemarkedet købte jeg en ”skuffeknap” med lige hoved — så lille som jeg kunne få den. På internettet fandt jeg garntrisser, som jeg selv omviklede med broget sytråd. Med et nålebor borede min mand gennem de små garntrisser, således at der kom huller i mit ”stativ”, Med afkortede dekorations-knappenåle sømmede han derefter garntrisserne på knappen. Nøjagtigt på midten kom et større hul – således at et stoppeæg kunne sidde fast. Og nu var min garnaksel færdig.
Jeg var meget stolt af den og satte den straks sammen med andre sygrejer på Hitty-Bärbel-bænken.
Denne dejlige garnspindel er fotograferet på et museum i Neustadt.
Når man forsøger at indrette en Hitty-stue i den ægte stil, kommer man på websiderne ikke uden om Gail Wilson. Her opdagede jeg atter ”Garnakslen”.. Her fremstod den som nålepude, hvilket vil sige, at der i midten ikke var nogen stopklods, men en nålepuder på et stativ—kaldet en ”Shaker Style Spindle Pincushion”. Dette har skuffet mig lidt, men alligevel synes jeg, at min garnaksel er smuk —og en nålepude havde jeg allerede til Bärbel!
Billede fra Gail Wilsons blog.
En stor tak til Sigi, for at vi må bringe den her på bloggen.
Jeg er lidt betaget af 1. Verdenskrig, hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi der er så mange historier og patriotisme omkring den. Især beretningen om hvordan de tyske, britiske og franske feltsoldater, julenat 1914 sang “Stille Nacht, heilige Nacht,” sammen og næste dag, til generalernes store fortrydelse, spillede fodbold sammen i fred og fordragelighed.
Krigen blev vel også idealiseret og forskønnet. I hvert fald blev der produceret masser af legetøj m.m. tilegnet børn. Disse ting blev også produceret, for at skaffe penge til tropperne. En del postkort med børn i uniformer, blev lavet og herunder bringes et lille udvalg.
Jeg kender mest til den tyske legetøjsproduktion under 1. verdenskrig, uden på nogen måde at være ekspert. og jeg vil her vise jer min lille samling af soldater og porcelæn. De er i størrelserne 8 – 16 cm. Ud over dukker og porcelæn, blev der selvfølgelig produceret masser af andet legetøj, fra forskellige producenter.
To små skønne allbisque soldater. De er begge købt her i Danmark. Desværre lever de en kummerlig tilværelse uden tøj. Jeg må tage mig sammen. De er begge lavet af Hertwig & Co.
Soldaten tv, er nok min ynglingssoldat men den anden er da også charmerende. Begge er fundet på en antikmesse i Hamborg.
Denne soldat er også købt i Hamborg, på et lille loppemarked.
Disse skønne Kewpies skal heldigvis ikke have tøj på. De er også købt i Tyskland via Ebay.de
For nogle år siden var der en rigtig fin udstilling, om legetøj relateret til 1. Verdenskrig i Weihnachtshaus i Husum, Nordtyskland. Her så jeg det sødeste børnestel med krigsmotiver. Egentlig ret skræmmende, at børnene på denne måde blev inddraget, men der skulle jo tjenes penge til tropperne. Jeg er efterfølgende begyndt, at lede efter disse stel og har en lille bitte smule. Det er bestemt ikke noget man falder over i tide og utide.
En slidt tallerken, som der sikkert er spist meget sauerkrat og pølser af. Den viser tydeligt, hvor idealiseret krigen var.
Et par børnekrus. Disse tre dele er alle fundet i Danmark.
Er der andre der har nogle af disse dejlige soldater og porcelæn, hører vi meget gerne fra jer.
Vi har fået endnu en skøn artikel fra Lise, tusinde tak for det Lise.
Jeg har samlet på påklædningsdukker siden 2000, og mange fine og sjove udgaver er i årenes løb landet i min samling. Der er ingen tvivl om at dukkerne havde deres storhedstid i 1940´erne, 50´erne og ind i 60´erne; og mon ikke enhver pige, med barndom i disse årtier, husker, hvordan man kunne sidde i timevis og kreere den ene fantastiske garderobe efter den anden til yndlingspåklædningsdukken.
Selv for de mindre fingernemme udi tegnekunsten fandtes der en nem løsning; nemlig en tegnet dukke på et kort, hvor kjolen var skåret ud, og man kunne nøjes med et stykke glitret papir eller et dyk i mors kludepose, for at klæde dukken i fine gevandter. Ved simpelt hen at lægge et stykke papir eller stof bag åbningen i kortet, kunne man skifte garderobe i en ruf uden brug af nål og tråd eller blyant og farver.
Hvornår idéen er opstået, kan jeg ikke sige; men konceptet skulle efter sigende have været brugt til andet end leg. Jeg er så heldig at være i besiddelse af et stort ark (35×50 cm), med figurer af fine damer i lange gevandter. Arket skulle ifølge de oplysninger jeg fik med, have været brugt af en handelsrejsende udi stoffer. Man henledes straks til at tænke på Mads Skjern, da han som omrejsende repræsentant ankommer til Korsbæk. Hvor dette ark stammer fra, ved jeg desværre ikke; jeg er aldrig stødt på andre, og det har ingen mærkninger. Jeg kan dog ikke verificere fortællingen, men arket har utvivlsomt mange år på bagen.
Arket ses herunder, og hvilken herlig leg med smukt papir og stoffer, man kan begive sig i kast med. Jeg har leget med et par eksempler, og kunne da fortsætte i timevis.
Små ark kunne naturligvis købes, eksempler ses herunder. Ofte kom de i serier. ”Else” er i sin originale kuvert og til den fine serie med 4 piger, har jeg den oprindelige pergamentpose, der rummede herlighederne.
Hvor ovenstående små kort var i alm. postkortstørrelse, og dukker op fra tid til anden, er jeg også den stolte ejer af kortet med Hanne, der er i et noget større format (28×16 cm). Jeg har aldrig set et lignende, og synes, at det er en perle i min samling. Stoffet er det originale, som hun er ”født” med.
Var man nu ikke den glade ejer af et sådan kort, men i øvrigt besad et kreativt gen; ja, så var der jo råd. Jeg har for år tilbage arvet nedenstående, unikke samling af hjemmegjorte kort med en tilhørende mængde stofrester. Et fantastisk projekt, synes jeg. Samlingen består af 10 kort med dukker og 190 stumper tøj i et hav af mønstre og farver, næsten alle forskellige; lige fra mølædt fed silke til stykker af flonel og tykt uld, og sirligt klippede forklæder i lærred. Imellem stumperne fandt jeg en seddel med skriften ”Else Jensen, jeg er fra 1915”. Åh, der er megen leg.
Sidst, men ikke mindst, var der også muligheder for de piger, der havde lysten til at bruge nål og tråd. Man kunne få påklædningsdukker med tøj – i papir – til at sy fine sting på. Dukken herunder er tegnet af Lene Balle. Jeg har set flere lignende eksempler. Det minder mig om de æsker, jeg fik i gaver som barn, med fine lommetørklæder, der havde påtrykte mønstre i både korssting og kontursting, som man skulle brodere efter. Men det er jo en helt anden historie.
Vi har modtaget denne dejlige og interessante artikel fra Lise Rasmussen. Tusinde tak Lise.
Igennem min tid som samler af bl.a. påklædningsdukker, har jeg fået mange og sjove kontakter, og hermed spændende historier.
Én af de mere mindeværdige, var fra Jørgen, som kontaktede mig, da han havde fundet et ark i gemmerne fra sin afdøde moster. Det blev til en del mail korrespondance, telefonsamtaler og en visit i København.
Arket, der forestiller Dirch Passer som Charleys tante, fik jeg af Jørgen, men her er historien der fulgte med:
Jørgens Moster havde efterladt en scrapbog, hvori Jørgen fandt arket med Dirch Passer , da han en dag ledte efter nogle oplysninger om hende. Arket er som bekendt tegnet af Christel i forbindelse med at Dirch Passer spillede Charlys tante på ABC teatret i 1955.
Direktøren var på det tidspunkt Stig Lommer, og Jørgens Moster var en af de berømte Lommerpiger. Hun har sikkert fået arket derinde fra og gemt det i sin scrapbog med alle de andre minder og udklip, som hun samlede. Jørgens moster var ingen ringere end Grete Hoffenblad.
Grete Hoffenblad blev i 1954 kåret som Miss Danmark, hvor hun blev udråbt af den verdensberømte filmhelt Errol Flynn.
Grete deltog videre i kåringen af Miss World i London, hvor hun blev nummer 6. Jørgen fortæller, at han fra familiemedlemmer har hørt, at hun blev kaldt ind på scenen som den første, og blev mødt med stor jubel, så hun troede, at hun havde vundet. Men pigerne blev kaldt ind i baglæns rækkefølge og Gretes skuffelse var meget stor, da det gik op for hende at det ikke var hende der havde vundet titlen som Miss World.
Grete har deltaget i en enkelt dansk spillefilm ”6- dages løbet ” fra 1958 med Poul Richard.
Grete Hoffenblad blev født i 1936 og døde ugift i 1984. Hun var i flere år Lommer-pige sammen med Lise Henningsen, der har spillet med i mange film, og flere TV serier, bl.a. en birolle i Matador serien.
Udover teaterkarrieren blev Grete Hoffenblad flittigt brugt i reklamesammenhænge. Jørgen har desuden fortalt, at hun er den ene af de tre trompeterer piger, man ser i indledningen til de gamle SAGA film.
Alle billeder/fotos i artiklen stammer fra scrapbogen, og gengives med tilladelse af nevøen Jørgen Villadsen. Jeg fik også lov til at gengive Grete som påklædningsdukke.
Somme tider kommer man ind i en helt ukendt samler– og legeverden: fra min gode veninde, Sigi Ulbrich, tortula.de, fik jeg et tip om, at der den 22. januar 2019 havde været en TV-udsendelse i TV via MDR/Tyskland, om VERO Construct, et kendt legetøjsfirma opstået ved sammenslutninger af legetøjsfabrikanter i DDR i 1972. Og selvfølgelig blev jeg enormt nysgerrig:
Desværre kunne jeg ikke se udsendelsen, selv om jeg fik et link, den var nok ikke længere tilgængelig, altså måtte jeg ind over nettet, hvor jeg kunne finde VEROs historie: Sammenslutningen af trælegetøj VERO Olbernhau opstod i 1972 ved sammenlægning af forskellige folkeejede legetøjsfirmaer i DDR, hovedproduktionen var trælegetøj og tilbehør til modeljernbaner.
Trehjulet cykel i klare farver fra VEB VERO !
Det hele opstod mellem 1966 og 1972 som Vereinigte Erzgebirge Spielwarenwerke Olbernhau sammensluttet af fem firmaer, og senere i 1976 kom yderligere fire firmaer med i sammenslutningen (jeg kunne godt nævne dem alle, men I er sikkert mere interesserede i lidt om legetøjet. Derfor kun ganske kort disse historiske facts. Egentlig syntes jeg, at produkterne med sine klare farver minder meget om BRIO, men det er selvfølgelig en smagssag!
Så bygger vi: her er en del farveglade materialer fra VERO Construct!
I 1980 skiftede man navn til WEB VERO OLBERNHAU, og i 1981 tilsluttedes man Sonneberg. I 1986 havde WEB VERO OLDENHAU 82 produktionssteder fordelt på 20 forskellige egne. Fra 1990 formindskedes produktionen og blev til sidst helt indstillet. Allerede i 1991 (efter Murens fald etc.) privatiserede man foretagendet, og herefter kaldte man produktionen fra VEB Vero Albernhau for ”Sonni Holzspielwaren VERO GmbH (1990-93). Måske nogle af jer kender produkterne: Sonni Sonneberg stod for dukker, krammelegetøj og legetøj af kunststof. Piko Sonneberg beskæftigede sig med Modeljernbaner Spor HO og Spor N., Plüti Sonneberg stod for krammelegetøj, Spielzeugland for en alsidig legetøjsproduktion for blot at nævne et par stykker, men hele foretagendet var vidtspændende og alsidigt med mekanisk legetøj, dukke– og barnevogne, dukkemøbler, dukker, modelbiler, modeljernbaner og meget mere. En hel del af produkterne kan ses i det fantastiske Legetøjsmuseum: Erzgebirgisches Såielzeugmuseum in Seiffern.
Og hvilken dreng kunne vel bygge noget spændende uden
Der er ofte legetøj fra VEB VERO til salg på auktioner. Desuden findes der på mange tyske biblioteker litteratur over VEB VERO, og er du meget nysgerrig, kan du helt sikkert gennem dit eget bibliotek bestille lærdommen: ”Das Spielzeug”, Meisenbach Verlag, Bamberg 1949 – ”Spielzeug von Heute”: Mitteilungsblatt der Zentralstelle für Standardisierung Sonneberg und des Instituts für Spielzeug Sonneberg (Sonneberg 1967-83) – et meget alsidigt tidsskrift (noget man før har kunnet købe i Sonneberg). ”Spielmittel”, Nostheide Verlag, Memmelsdorf 1981…….
Sød VERO-dukkevogn og dukke !
Butiksinventar i fint, lyst træ…. Sådan så en butik ud i 1920 (repro)!
Tandhjul og meget andet godt, som minder om drengenes byggelegtøj engang for længe siden !
Fornøjelig VERO-bil !
Vil I se mere om VERO, så gå på nettet, eller måske I er ejere af noget VERO-legetøj …. , som I gerne vil vise os???
Som vi fortalte jer for kort siden, var der i lørdags fernisering over den smukke udstilling af det, man i Danmark populært betegner som navneklude. En udstilling i samarbejde med min veninde, samleren Angelika Salzwedel, og Hjemstavnsmuseet i Hohenwehstedt, Kreis Rendsburg. Desværre var jeg ikke selv til stede, da jeg er rekonvalescent, men Sigi Ulbrich, en anden god veninde, var med og oplevede en dejlig eftermiddag med Angelikas rundvisning og fortælling om objekterne.
Og Sigi tog en masse billeder af de smukke ting, som I selvfølgelig skal se som appetitvækkere, for hvem har mon ikke et par arvestykker i form af broderede navneklude liggende, jo, da, ren nostalgi, og rigtig morsomt at sammenligne. Selv husker jeg i skolen, når vi sad og broderede korssting på sådanne stykker, man talte tråde og skulle sy en fin hulsøm i kanten, slet ikke mig, og jeg kan da heller ikke finde min navneklud….. (den blev lidt nusset til sidst, husker jeg)!
Motiverne her spænder over en periode fra 1798 til i dag, og blandt stykkerne ses denne store og fine danske navneklud:..
Angelikas egen samling omfatter mellem 60 og 70 broderede navneklude i mange størrelser, og dertil kommer museets ca. 20 stk. af slagsen, en ganske fin samling!
Her er en lille udvalg af de sjove og smukke broderede navneklude, og det giver bestemt lyst til at se dem alle, ikke sandt? Læg mærke til de mange forskellige nuancer, som gør hvert et stykke broderi personligt…..
Tja, havde jeg stadig min navneklud, havde jeg nok ”af forfængelighed” indrammet den og hængt den op!
Glæd jer til en dejlig nostalgisk ”Tøseoplevelse”
Det gamle Hjemstavnsmuseum i Hohenwehstedt har en masse spændende lokaler, bl.a. et gammelt romantisk køkken, og andre lokaler i Biedermeier– og Jugendstil. På museet er der hele tiden skiftende udstillinger.
Hermed lidt om Hjemstavnsmuseet i Hohenwehstedt:
Der er åbent hver torsdag og hver lørdag fra 14 til 17, og adressen er:
Heimatmuseum in Hohenwehstedt, Krs. Rendsburg, Friedrichstrasse 11, D 24594 Hohenwehstedt, tlf: +49 4871 2229 Udstillingen varer til den 31. marts………
Glæd dig til en tur gennem det smukke Holsten.
PS Kirsten Lindgren har udgivet en interessant bog om navneklude.
Som vi allerede har fortalt jer, åbnede Jutta Boguts udstilling af Lundby-dukkehuse den 11. december 2018 … og Jutta skriver: ”Min Lundbysamling fik en bragende åbning. Brødremenighedens Blæserkor holdt en lille koncert på 15 min. i Søstrehuset’s gård, lige inden receptionen startede. Og udstillingen var godt besøgt af en masse mennesker, som jeg ikke kendte.”
Lundby Jubilæumsplakat…..
Udstillingen er blevet omtalt mange steder, hermed referat fra Brødremenighedens Kirkeblad, hvor der står: Den 11. december var der fernisering af det nye dukkehusmuseum i Søstrehusets Kælder. Jutta Bogut har gennem en årrække opbygget en sanling af dukkehuse fabrikeret af Lundby over en 60-årig periode. Da alle husene er indrettet med Lundbymøbler solgt i samme periode som husene, og da Lundby altid har fulgt den ”voksne” verden med hensyn til møbler og indretning af husene, er der tale om en fremvisning af kulturel udvikling i miniformat.
Her tilføjer Jutta for egen regning: ”F.eks. Er der i det ældste hus fra 50erne intet køleskab, for det havde man ikke i almindelige husholdninger. I det nyeste hus er der musikanlæg med Blue Tooth, så hvis man har en Ipad eller Smartphone, kan man få musik ud af anlægget”! (Jutta). Det er en fantastisk alsidig udstilling, som vækker minder i mange generationer, og som Jutta selv udtrykker det: ”Her kan et barn komme sammen med sin Mor, bedstemor og oldemor og se, hvordan man indrettede sig på deres tid!”
Men hvad gør man med en samling, som efterhånden lægger beslag på hele ens hus, og som man ikke har til sinds at sælge? Jutta fandt sammen med Brødremenigheden og tilbød dem at overtage samlingen, således at den kan vises frem til glæde og oplysning for andre.
Så vidt ordene fra Brødremenigheden.
Ved alle husene er der forklaringer, så deres historie får I, når I fordyber jer i udstillingen!
Jutta kan her tilføje: ”Jeg er medlem af en international klub, som hedder ”We love Lundby_”, formanden er bosiddende i USA, og der er omkring 85 medlemmer fra hele verden, og kun EN i Danmark, mig! Min udstilling er den første permanente Lundbyudstilling i hele Verden. Jeg har lavet den til glæde for familier, som kunne have noget ud af at besøge den sammen med yngre generationer, samt til samlere.
Lundby-Huset her er fra 1957 !
Klubben We Love Lundby har en hjemmeside: www.toysmiles.com/ – og går du ind på hjemmesiden www.swedish-dollhouses.se er der her bl.a. også links til gamle kataloger (old catalogues) om Lundbys huse, møbler og tilbehør. Disse kataloger er uvurderlige, når du vil finde ud af , hvornår tingene er fra, eller hvad du mangler i din samling. Der er også links til mange andre ting, så det er bare om at komme i gang (alt er på engelsk)! Og… når du klikker på old catalogues, kommer du over på Peppes Dollhouse, som er en guldgrube med viden om Lundby. Du kan også komme direkte ind på den: http://dollhouse.mine.nu (også på engelsk).
Jeg (Lise) tilbragte dejlige timer med at gå ind på de omtalte hjemmesider!
Søstrehuset !
Glæd dig til en dejlig oplevelse og til minderne, dejligt at det drejer sig om en permanent udstilling, og glæd dig over den gamle by Chriastiansfeld, nok lige så kendt for sine honningkager som for Brødremenigheden.
