Rejsekammeraten

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen, oversættelse, ©

 Kære Venner,

Hermed en rørende lille historie om en dukke, der hele livet har fulgt sin Dukkemor! Denne lille beretning er fra rubrikken ”Tilbage i tiden” (Zeitsprung) fra ”Die Zeit” nr. 29, den 12. juli 2018 – et udklip, jeg fik tilsendt fra min søn Bjørn, og som jeg straks mente, kunne være af interesse for jer alle, idet mange af os stadig har vor barndoms yndlingsdukker, og det derfor kunne være både interessant og morsomt at få jeres dukkehistorie med foto og beskrivelse: grundlaget for en herlig debat….. Ikke sandt!

1940/2015: Rejsekammeraten

 Monika Göth, Wien fortæller:

 På billedet tv ser I mig som fireårig med min yndlingsdukke. Fotoet th viser os begge 75 år senere. Egentligt ikke noget særligt, dersom der ikke var sket et bombeangreb i Kiel i august 1944, hvorunder jeg blev begravet under vort brændende hus. Da man mange timer senere reddede mig, havde jeg denne dukke i mine arme. Siden da har den ledsaget mig overalt, delt bolig med mig i fremmede byer og lande, i møblerede værelser og i egne huse. Nu er vi begge gamle —men dukken ser stadig ung og smuk ud. (Monika Göth, Wien).

Og nu glæder vi os vanvittigt til løbende at modtage historier med billeder af jeres barndoms yndlinge…. På genhør, på genhør…..

Kilde: Tak til Monika Göth, forfatter, for tilladelse den 2. august 2018 til at bringe dette! Og desuden glæder jeg mig åtil at sende denne oversættelse med mere til Monia Göth som tak for tilladelsen.

 Fortsat god sommer…..

Mere om BRØNDs Dukkevogne

(eller mere om gaver)….

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Når man får gaver…. Ja, sådan lød min beskrivelse af den BRØND-dukkevogn, jeg fik som gave, og som I kunne læse om… men historien er slet ikke slut, for nu har jeg —der er enormt videbegærlig – via Vejen Bys Lokalhistoriske Forening fået historien om Barnevognsfabrikken Simon Brønd & Co., som selvfølgelig også fremstillede Dukkevogne og meget andet godt. Nu skal I bare høre,

Gammel illustration af fabriksanlægget 1934

 

HISTORIEN OM EN FABRIK

             En over 110 år gammel historie, som starter med 21-årige Simon Brønds ankomst til Vejen i 1907hvor han blev ansat som isenkræmmerkommis hos P. Lauridsen. Her forelskede han sig i pigen i huset, Anna Lassen, og de blev i 1910 gift og bosatte sig i Tommerup på Fyn, hvor de startede Tommerup Købmandsforretning.

Den driftige Simon Brønd, fik i 1912 tilbud om at blive bestyrer af P. Lauridsens forretning i Vejen, og parret solgte købmandsbutikken i Tommerup og flyttede til Vejen, nærmere betegnet ind i Villa ”Pax”, på Øster Allé 8.

I villaens udhus startede han sideløbende en fabrikation af træskoklamper og ansatte en enkelt medarbejder. Og hvad er så træskoklamper?, jo da, det er jern– eller læderbeslag til træsko, som blev slået på sålerne, således at træskoen fik længere holdbarhed. Min mand kan huske, at der i hans klasse var nogle drenge, som hvert år via ”Børnenes Kontor” fik tildelt træsko samt klamper, og at disse drenge senest en uge efter på skolen skulle fremvise træskoene nu forsynet med påslåede klamper, dengang af jern…

I 1915 stiftedes A/S Simon Brønd & Co. med Simon Brønd som direktør og en beskeden aktiekapital. Samme år opførtes et lille værksted på Plantagevej, og man flyttede produktionen af træskoklamper hertil. Virksomheden voksede, og i 1917 stoppede Simon Brønd hos P. Lauridsen for helt at hellige sig sin egen virksomhed. Samtidig udvidedes aktiekapitalen til 125.000 kr. Succesen fortsatte, og i 1917-18 og 19 opkøbte man de tilliggende grunde på Plantagevej, opførte nye fabrikslokaler og udvidede produktionen med legevogne, trappestiger, flueskabe, trillebøre, havemøbler og andre trævarer. Man beskæftigede selvfølgelig nu mange både faglærte og ufaglærte medarbejdere.

Fra indregistrering (1917) – med tegning af klamper (beskyttelsesbeslag) under støvlesålerne, kaldet REKORD!

Men hvornår kommer så dukkevognene ind i billedet ? Ifølge uddrag af De officielle Handelregistre står Simon Brønd & Co. fra 1921 opført som Trævarefabrik, Havemøbler, Barnevogne, Dukkevogne og Legevogne, i 1922 og i 1923 producerer man ikke længere havemøbler, mens man i 1924 udvider med barnemøbler og automobilkarrosserier.

Firmaets motto: Danske børn i danske Barnevogne

Men ikke, som man kunne tænke sig:

Danske dukker i danske Dukkevogne

Da dette ville være utopi eller ønsketænkning, idet man i Danmark kunne købe dukker fra hele Verden, så lad os nøjes med mottoet om barnevognene (Lise!)……

Desværre har jeg ikke alderen på den gamle dukkevogn, jeg modtog som gave, men mit tip er, at den er fra omkring 1930!

I 1940 dør Simon Brønd kun 53 år gammel, og fuldmægtig Vilhelm Iversen ansættes som direktør, samtidig kaldes Harry Brønd hjem for at blive ansat i firmaet.

Logo for Brønds Barnevogne !

Barnevognene og dukkevognene blev fremover hovedproduktionen. Under 2. Verdenskrig kunne man faktisk sælge alt, selv om det ofte kunne være svært at skaffe materialer, og i 1945 ombyggedes hele fabrikken. I 1960 hærgedes fabrikken af en voldsom brand. Op gennem 1950 og i d i tresserne var der som alle andre steder højkonkunktur, bl.a. præsenterede man hvert år nyhederne på Købestævnet i Fredericia – den flotte barnevogn tv. er fra 1960, men… derefter gik det ned ad bakke og var ved at være forbi. Man forsøgte sig med katalogsalg og import af legesager, men i 1971 var eventyret definitivt slut, og direktør Harry Brønd måtte fortælle medarbejderne, at alle muligheder var udtømt, og at man måtte ”kaste håndklædet i ringen”!

En æra var slut. Bygningerne blev nu udlejet til forskellige formål. De er nu revet ned, og der er opført privatboliger på stedet.

Fabrikken var meget populær og kendt på egnen, og mange unge mennesker var ansat som ungarbejdere, inden de fik lærepladser. Når man læser firmaets historie, støder man også på en fristil om fabrikken skrevet af 13-årige Claus Juel Pedersen en dreng fra 7.b på Bakkely Skole – en god og detaljeret beretning, skrevet ”helt efter bogen”, idet den minder mig om min egen skoletid, hvor man skulle skrive disposition til fristilene: indledning, handling og slutning…

Der skulle stå en BRØND-dukkevogn på Sønderskov Museum, men den vender jeg tilbage til samtidig med en artikel om dette museum!

Kilder: Tak til Vejen lokalhistoriske Arkiver

             (Lise Clasen Research)

 G o d   L æ s e l y s t   !

Min BRØND-dukkevogn som vist i artiklen
”Når man får gaver 2.del”!

M a t r o s t ø j

HUSKER   DU – JA, DET GØR VI SIKKERT ALLE SAMMEN, ELLER ?

 Tekst med hilsen fra Angelika Salzwedel, 2018 ©

– fotos Angelika Salzwedel og Lise Clasen ©

Oversættelse, for– og efterord : Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Når man som samler dvæler ved sine skatte: dukker, påklædningsdukker, glansbilleder, bøger, postkort og andet godt, kan man slet ikke undgå at støde på børn i matrostøj, og minderne vælder frem om det fine tøj, børnene blev iført, de romantiske billeder i bøgerne, de smukke glansbilleder, påklædningsdukkernes matrosæt og matroskjoler …. og og og…. Men hvorfor Matrostøj??? Du og dine brødre har sikker togså haft matrostøj, ofte til pænt brug, når man skulle være rigtig fin. Husker I Matador, hvor der krævedes matroskraver til afdansningsballet? Og hvorAgnes fortæller, at hun har skaffet matroskraver til drengene?

Et par gamle glansbilleder.

Denne mode opstod allerede i 1860, og min gode veninde, Angelika Salzwedel, fortæller i det følgende om udviklingen af denne klædedragt, og inspireret af sine påklædningsdukker og glansbilleder arrangerede hun i samarbejde med Stadtbibliotek Itzehoe en udstilling over temaet, og Angelika fortæller følgende:

M a t r o s tø j

Allerede fra omkring 1860 gik små drenge klædt i matrosbluser med den karakteristiske, firkantede krave, knæbukser og stråhat.

Denne mode blev gengivet på påklædningsdukkeark så tidligt som omkring 1880, et populært ark var med den kejserlige familie. Dengang kaldte man sættet for ”En Kieler Habit” eller blusen for en Kieler-Bluse, og snart blev dette tøj eftertragtet og yndet i alle befolkningslag.

Oprindeligt var matrosdragten arbejdstøj for Marseilles havnearbejdere, da det var bekvemt og slidstærkt (nævnt som Costume á la Matelot/Matrostøj —i 1787 i Pariserjournalen for luksus og mode…..). Denne beklædning var til at bevæge sig i og opfyldte børnenes krav og ønsker om bevægelse, og man kan sige, at moden med matrostøj reformerede moden bl.a. i Tyskland.

”Glansbillede” med matrosdreng— fra udstllingsplakaten— udformet af Angelika
Salzwedel !

Tøjet var var enten syet af enkelt, slidstærkt bomuld, drejl, eller måske af uld, senere også fremstillet af jersey, og bukserne blev senere til de velkendte lange bukser.

Nu kunne man få snitmønstre i mange forskellige variationer. Fra 1890 udskiftedes stråhatten med en matroshue, og farverne vekslede i mange nuancer fra lyseblå til mørkeblå eller hvide. Men det typiske snit med den påsatte krave og hat eller hue forblev uændret. Der findes enormt mange henrivende tegninger og gengivelser og piger og drenge i matrostøj, og heldigvis er mange af dem genoptrykt på postkort.

Sømanden fra Allers bog med striket legetøj af Ayoë Stokkebro Hansen (1949) !

Omkring 1890-1900 kom matrosbluser frem til småpigerne, og selvfølgelig så man matrostøj hos påklædningsdukkerne og på glansbillederne. Dukkerne havde ikke bare matrosbluser, men dertil passende mørkeblå læggede nederdele, og selvfølgelig også en matroshue til pigerne.

Farvemæssigt blev man også mere modig, idet man nu både hos påklædningsdukkerne og som glansbilleder kunne finde matroskjoler i rødt og hvidt, og selvfølgelig kunne man købe rød/hvide matroskjoler i butikkerne.

Og her er vor ”alle-sammens” Pernille og Peter— de to 40 cm høje Køgedukker, til hvem der blev udsendt to strikkebøger fra ALT for damerne, og som I ved, var deres matrostøj strikket i rødt og blåt !

Meget ofte ser man hos påklædmningsdukekr og glansbilleder ved siden af matrostøjet en sejlbåd elelr en skovl som tegn på forbindelsen til hav og strand.

Ja, sådan gik udviklingen, og går du til de tidligere påklædningsdukker, havde pigerne førhen gymnastikdragter, bade– og tennistøj, først senere fik de en mere komplet garderobe bl.a. med matrosbluse, matroshue, lægget nederdel, eller matroskkjole.

Iben Clantes Louise (3072 IF) med matroskjole, og matrosbluse til at trække over kjolen, samt en fin matroshat!
(fra Lise Brastrup Clasens samling)

Fantastisk at denne mode i dag stadig er aktuel. De aktuelle strikke– og symønstre til småbørn og dukker bærer stadig præg af matrosmoden. Tænk at en mode har kunnet manifestere sig i snart 300 år— og så her i vor tid, hvor alt løber og hele tiden forandres, ”næsten ikke til at forestille sig”, men ikke desto midnre sandt. Herligt, at der stadig findes sådanne ting. (Angelika Salzwedel juni 2018)!

Hermed Benjamin Rævepels fraStorskovens Dyr af Birgit Heldt-Hansen— beg. af 1950erne!
(Lise Brastrup Clasens samling)

Prøv at se i dine samlinger, så finder du fantastisk mange gengivelser af matrostøj, bl.a. kiggede jeg i en tilfældig påklædningsdukkemappe og fandt hurtigt 27 dukker med matrostøj. Ligeså har jeg en hel del strikmønstre til matrostøj, postkort, billedbøger, glansbiller, gamle fotos etc.

Den spændende og inspirerende udstilling med fokus på fotos, glansbilleder og påklædningsdukker slutter den 31. august, idet man på grund af den store interesse har forlænget den med én måned, så du kan sagtens nå det endnu!!! Stadtbibliotek Itzehoe, Htm. Klosterhof 31, D 25524 itzehoe, der er åbent på mandage, tirsdage og fredage fra 10 til 18, torsdage fra 10 til 19 og på lørdage fra 10 til 13 (onsdage og søndage lukket).

(På udstilllingen kan du medtage et par selv-at-male-påklædningsdukker med matrostøj (tegnet af mig)!

Amanda og Anton – lige til at farve og klippe ud
(Fik du dem ikke? – Da sender jeg dem gerne til dig pr.mail) !

Skulle jeg vise ALLE mine skatte med relation til matrostøj, kunne jeg helt sikkert fortsætte i dagevis, men jeg stopper her. God Læselyst!

Når man får gaver

En fortælling om en gammel dukke og en gammel dukkevogn – del 2

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

I fortsættelse af beretningen om den gamle skildpaddedukke, får I hermed lidt om den gamle dukkevogn.

 Sammen med celluloiddukken fra Rheinische/Schildkröt fik jeg denne gamle dukkevogn:

Vognen taget forfra med det defekte ”Forlæder”, men måske I kan skelne den ”guldmalede”, tynde firkant!

Resterne af ”forlæderet”, som min Mor altid kaldte det stykke, der beskyttede barn og sengetøj for regn og slud, er lavet af en slags voksdug eller imprægneret stof.

Kalechen er ligeledes af en slags imprægneret stof (mener jeg)!

Understellet er af jern, og der er desuden monteret kraftige jern-anordninger til at slå kalechen op og ned. Desværre er ”anordningen” i højre side defekt og ”hænger”.

Håndtaget er af flot svunget metal med et drejet træhåndtag.

Fra jord til overkant af kassen måler vognen ca. 34 cm., kassens længde er 36 cm, og dens indvendige bredde ca. 18 cm . Fra jord til håndtag måler vognen ca. 90 cm i højden.

I vognen er der madras, samt hovedpude og dyne med pudevår og dynebetræk af hvidt lærred med mellemværk.

Vognen i al sin pragt og herlighed!

Vognen er mærket BRØND. Et mærke, jeg aldrig har hørt om før – nå, ja, egentlig har jeg aldrig interesseret mig for dukkevogne, men har fundet Maria Holms artikler om dukke-og barnevogne overordentlig interessante og lærerige – og hvad gør man så: går på nettet og ”googler og googler”… Og bingo, jeg fandt et opslag fra august sidste år om dukkevogn af samme mærke annonceret som

”Dukkevogn, 100 år gl. 5.500 kr., står som pynt.. ”!

Et kig ned i vognen med det fine sengetøj.
Til sammenligning billedet fra nettet af den gamle dukkevogn, som var til salg sidste år – beklager billedkvaliteten – jeg vil nu undersøge, hvor den er endt i håb om flere oplysninger om mærket Brønd!

Kære læsere, nu håber jeg så, at I måske ved noget mere om dukkevogne, end jeg gør, og foreløbig står dukkevognen til pynt, idet jeg endnu ikke rigtig ved, hvilken bamse eller dukke, der skal have æren af at ligge eller sidde i vognen!

G o d     L æ s e l y s t   !

 

D D R – M O D E gennem fire årtier !

Vist gennem en påklædningsdukkefamilie på fire !

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Som samler får jeg altid gaver fra mine børn, og sidst var det en forårspresent i form af et kvadratisk hefte og et postkort købt på DDR-museet i Berlin… I det hele taget overrasker vi her i familien gerne hinanden med en gave: stor eller lille, billig eller dyr, men altid en kærkommen ting, som er af interesse for modtageren. Vi kalder dem ”Flinke-gaver” her hos os!

Schick zum Ausschneiden und Anziehen/ØST-Mode — Original DDR-smart til at klippe ud og klæde på. Og her kan man således klippe far, mor, søn og datter ud og klæde dem på i DDR-mode fra 50erne, 60erne, 70erne og 80erne…   og sikken en forskel! Læs og se blot her: – forordet i bogen er skrevet af Karin Günther, forretningsfører for Modeinstitut Berlin GmbH:.

DDR-mode var på grund af de meget ringe ressourcer, som via hård valuta blev indkøbt på Verdensmarkedet, præget af langtids-holdbarhed, slidstyrke og nem vedligeholdelse. Først og fremmest købte de erhvervsaktive kvinder og mænd praktisk tøj. Man opbyggede sin garderobe efter ”byggeklodssystemet”, således at alt passede sammen og var formålstjenligt for alle.

Familien gennem fire årtier !
Tegnet af Nina Eggermann, Berlin !

De tekstiler, stoffer og andre materialer, som nu til dags stadig videreudvikles, var allerede dengang grundlag for de mange produkter på markedet. Fejlagtig markedsstrategi, det stigende behov for smart, moderne design og større alsidighed resulterede i opbygning af egne materialeforråd, således at man kunne fremstille fritidstøj, som f.eks. Cowboybukser og T-shirts, hvorved yderligere huller i markedet lukkedes. Nogle produkter fandtes i enhver husholdning.

Udvalg af 50er-tøj !

DeDeRon-forklædet (Forklæde i syntetisk tekstilfiber) – hvor pletterne forsvandt, når man lagde det i blød —var farveægte, dvs. farverne løb ikke ud og smittede af, strygefrit osv. — var et meget praktisk produkt, med dette forklæde var man godt klædt på til erhvervsarbejde, og man så desuden velklædt ud under havearbejdet.

En Sweater af Wollpryla (syntetisk uld, nærmest som dralon) havde de samme egenskaber som uld, og frem for alt kradsede den ikke, et krølfrit kunstfiber, som kunne tåle at komme i vaskemaskinen.

Og endelig Präsent 20 (Gave nr. 20) århundredets spadseredragt og habit, yderst praktisk, og i tidens smag moderne i form og farve. Tøjet krøllede absolut ikke, selv om det blev pakket ned i den mindste rejsekuffert. Udseendet var helt i top, og stoffet kunne sagtens holde stand over for de i dag fremstillede og sammenlignelige produkter af 100% polyester

Mor iført 60er-kjole !

Mange fagfolk, designere og ingeniører inden for tekstil-, beklædning–, sko– og lædervareområdet bestræbte sig for at udvikle en moderne og praktisk mode med høj bæredygtighed, som frem for alt skulle kunne bruges længe og var til at betale. Da befolkningen sparede sammen til biler, fjernsyn og vaskemaskiner, måtte beklædningsindustrien fremstille tøj med lang holdbarhed.

Familiens dreng i velsyet 70-er-tøj!

Naturligvis længtes man efter og ønskede nye moderne genstande, som ikke var massefremstillede (stangtøj), hvorfor små systuer og atelierer, samt symaskinen derhjemme var i højkonkunktur. Længslen efter ”Manglerne” resulterede i mange ideer, som den dag i dag høster stor anerkendelse.

Karin Günther ønsker alle god fornøjelse med at studere den mode, som har skrevet historie. Den er fra en tid, som alle vil huske, og som gav anledning til stor kreativitet og fornøjelse.

Foruden denne kavalkade med noget af tøjet fra bogen OstModern (i bogen har familiemedlemmerne hver en side med tøj fra hvert årti) skal I lige se det postkort med praktisk DDR-tøj, som jeg også fik, og til sammenligning en lille rejsereklame fra ”Det Bedste” –   november 1964. – Ja, da, dengang var der virkelig forskel på moden i DDR og i Vesteuropa.

Mors 60er-bukser kunne jeg slet ikke stå for !

Kommer I til Berlin, skulle I tage jer tid til at besøge DDR Museet, Geschichte zum Anfassen (Historie til at tage og føle på), det ligger på Karl-Liebknecht-Str. 1, DE 10178 Berlin-Mitte, tlf: +49 30 847 123 73—1,

www.ddr-museum.de – åbent mandag til søndag fra 10 til 20, og lørdag helt til kl. 22.

Som passioneret påklædningsdukkesamler har jeg stor fornøjelse af at følge moden gennem påklædningsdukkerne, det er ganske morsomt at datere dem alle efter deres tøj. For mig er påklædningsdukker et sandt stykke kulturhistorie, og de mange tegnere har hver især deres karakteristiske måde at tolke moden på. Og mine mange samlervenner giver mig helt sikkert ret!

G o d   L æ s e l y s t     og     G o d   F o r n ø j e l s e   !

Til venstre reklamen fra Det Bedste november 1964 – til højre postkortet fra DDR-Museet !

 

Det store Påklædningsdukketræf i USA

Finder sted fra den 4. til den 8. juli 2018 i Washington

 Med hilsen fra Lise Brastrup clasen ©

Hermed de annoncerede herligheder — og vil du vide mere,

kan du kontakte Micheal og Sharry O’Hara på tlf: 001 253 579 2506 eller på

PDConvention2018@comcast.net

G o d   f o r n ø j e l s e  

Kære venner,

 Som I, vore læsere, muligvis husker, bragte vi for nogen tid siden en artikel af Minna Heimbürger fra et gammelt jubilæumsskrift, idet vi samtidig redegjorde for vore anstrengelser med at finde frem til forfatteren for at opnå hendes tilladelse til at bringe artiklen. Trods ihærdig søgen bar denne ikke frugt, og vi traf så det beklagelige og forkerte valg at bringe artiklen uden tilladelse.
 Dette strider ellers mod vor generelle politik: kun at bringe artikler med forfatterens tilladelse, og kun hvis det kan ske, uden at vi skal betale honorar af nogen art. Dette sidste er helt nødvendigt, da vi dels ikke råder over midler til sådanne honorarer og ej heller over den nødvendige administration til at sikre behørig indberetning til SKAT af sådanne udbetalinger. Bloggen er ren hobby for os.
 Efterfølgende fik vi så en henvendelse fra Minna Heimbürger, der stillede krav om honorering, men siden frafaldt dette krav på betingelse af, at vi bringer denne notits.
 Selve indlægget blev naturligvis fjernet fra bloggen, så snart vi modtog forfatterens henvendelse.
 Hjertelige forårshilsner fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen”

 

Katalog fra Dansk Legetøjsfabrik a/s (Fængselslegetøj)

Helle Bøgeholt Larsen har i Facebookgruppen “Gammelt Legetøj over 30 år” bragt dette fine gamle katalog fra Dansk Legetøjsfabrik a/s.

Vi har fået tilladelse til at bringe det her på bloggen. Det er spændende at se, hvad der er produceret i de danske fængsler.

En stor tak til Helle Bøgeholt Larsen

Mary Morrison’s Snow Babies-snebabyer

 Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©

(og med tilladelse fra Mary Morrisontekst og billeder ©, samt billeder fra Inge Harck ©)

Med tak til Mary Morrison, der har skrevet den dejlige bog om SNOW BABIES, får I hermed historien om disse henrivende dukker. Mary Morrison fortæller:

Hvis du tager historien om Snow Babies fra ebay eller fra nogle af de populære tidsskrifter, får du det indtryk, at produktionen af Snow Babies startede engang i midten af det 18. årh. Jeg har ofte undret mig over, hvorfra disse oplysninger stammer.

Da jeg begyndte at skrive om de tyske Snow Babies, besøgte jeg mange biblioteker, gennempløjede bjerge af tidsskrifter og snakkede indgående (var nærmest en plageånd) med en masse medarbejdere fra dukkemuseer. Resultatet var, at den allertidligste dokumentation, jeg kunne finde om Snow Babies, blot var fra lidt før 1910. Jeg ville blive meget glad for at få beviser på tidligere Snow Babies. Muligvis kom de *) Galluba Blå Snow Babies lidt tidligere. Disse har jeg dateret ved bestemmelse af deres indgraverede numre mellem numrene på øvrige Galluba-figurer, som kan dateres helt nøjagtigt. Naturligvis kunne der komme beviser for det modsatte, men indtil nu forekommer disse data nøjagtige.

(*Galluba Blå og Hoffman Snow Babies er de særligt fine eksemplarer, der findes inden for Snow Babies).

Gamle Snow Babies

De før 1. Verdenskrig fremstillede Snow Babyes er i almindelighed meget smukke og uden bevægelige lemmer. Der er nærmest noget ophøjet eller roligt over dem. Farvelægningen foregik med omhu, hvorefter emnet blev lagt i ovnen til brænding endnu en gang, således at farven blev mere eller mindre permanent. På denne måde blev de fremstillet til at være holdbare — til at kunne genbruges år efter år på kaminhylder, i kager, eller som borddekorationer. Skillelinjen mellem fremstillingen af ”gamle” og ”nyere” Snow Babies ligger fra omkring 1912 til 1922, og det er normalt let at bestemme, om et emne var fra før eller efter krigen.

Fremstillingen af disse Snow Babies stoppede måske mellem 10 og 15 år omkring krigstiden, og så kom de nye Snow Babies på markedet. Disse var meget anderledes i stil og fremstilling. De var mere fantasirige, og figurerne var meget ofte bevægelige. Farverne var klarere, og figurerne somme tider sjove. Nu benyttedes en anden slags bemaling. Figurerne blev påmalet, men aldrig brændt, da dette sparede et virkeligt dyrt trin. Desværre var bemalingen ikke vandfast og blev meget let beskadiget. Øjensynligt ønskede fabrikanterne ikke, at disse emner holdt i længere tid.

Få år før 2. Verdenskrig sluttede produktionen af Snow Babies i Tyskland. Dog var der i det mindste én fabrik i Vesttyskland, som startede fremstilling af ”ubesneede” emner, som stod i samme stillinger som de tidligere og måske var fra de samme forme som de senere emner. Denne fabrik ejedes af en mand ved navn Röhring. Disse emner var med emaljelak og derfor blanke.

Nye Snow Babies

Engang omkring midten af 1990erne i det østlige USA opdagede jeg Snow Babies til salg af høj kvalitet, som rigtig meget lignede de tyske Snow Babies, jeg samlede på. Det varede ikke længe, før en handlende, der havde solgt mig vidunderlige gamle Snow Babies, ringede til mig fra et antikshow i Los Angeles og fortalte mig om ”vidunderlige Snow Babies, som hun aldrig før havde set”. For mig var dette begyndelsen til ”Nye tyske Snow Babies”. Kvaliteten var så høj, at den gennem længere tid kunne narre samlere og handlende. Det er et af mine mål at gøre det umuligt at sælge dem som ”Gamle”!.

Der er handlende i USA, der køber disse ”Snow Babies” direkte fra de sælgere i Tyskland, der får fremstillet disse reproduktioner, og så forsøger at sælge dem som gamle emner. Der er adskillige handlere i Tyskland, der sælger disse emner direkte eller på ebay. Nogle af dem sender fra England (United Kingdom). Får du mistanke med hensyn til en ebayhandler, så se på hans øvrige artikler, om han sælger andre reproduktioner. Gå ind på ”Links adn Buing Advice” = Links og råd til købere på denne website, hvor jeg har lavet en liste over nogle udbydere. Eller send mig auktionsnumeret, således at jeg kan sende dig mine synspunkter med hensyn til den pågældende handlende.

Helt ærligt: Der er nogle handlende, som er blevet snydt og ikke vil indrømme, at de sælger reproduktioner. Et problem for os alle, vi er nødt til at udbrede kendsgerningerne om Snow Baby Reproduktionerne.

Vi siger tusind tak til Mary Morrison for denne beretning, som vi alle kan lære noget af.

Vi har fået lov til at bringe billederne af Inge Harks fine samling.

Og så bliver man enormt nysgerrig, vi vil i hvert fald hjertens gerne eje Mary Morrisons bog:

The Big Book of Snow Babies – a Collector’s Guide to Winter Bisque Figures (indbundet) som du stadig kan findee antikvarisk (på nettet) – priserne er meget forskellige, så se godt efter, inden du handler.

Også en stor tak til Inge Harck for tilladelse til at bringe billederne af hendes dejlige samling Snow Babies.