For nogen tid siden bragt vi en artikel om dionne-Femlingerne, bl.a. med gengivelser af dukker og påklædningsdukker… dukkerne kan være sjældne og måske svære at få fat i, men her skal I høre om, hvordan Pia Deleuran fik fat i et sæt af de sødeste små dukker. Hermed Pias fortælling om sine femlingedukker:
De dejlige småpiger.. Som tidligere nævnt optrådte de gerne i hver sin tøjfarve: Dukkerne er 19 cm høje og mærket Alexander, som I vil se på de øvrige fotos!
“Hej Lise…
Jeg abonnerer på dine mails, og det er en stor fornøjelse for mig at læse dem, tak for det; derfor har jeg også læst det, der er skrevet om femlingerne fra Canada, og jeg kunne slet ikke slippe den historie igen, og så søde, de var, de dukker som blev produceret dengang. Jeg gik på ebay.com og fandt mange salgsannoncer af forskellige kvalitet.
Jeg fandt et sæt, som jeg ikke kunne stå for, og besluttede mig for at købe dem, men så nemt var det ikke, for det viste sig, at de kun ville handle med nogle fra deres eget land. De ville hverken modtage penge fra mig eller sende til mig. Heldigvis har jeg en kær tante i Amerika. Jeg snakker ikke så tit med hende, og hun kunne ikke rigtig forstå, at jeg ville købe de dukker, men efter nogen snak frem og tilbage lykkedes det. Hun købte dem til mig og fik dem sendt til sig. Derefter pakkede hun dem om og sendte dem til mig.
Det var en stor dag, da de kom med posten, og de var det hele værd. En lille sjov detalje var, at min tante skrev en mail til mig, efter at hun havde modtaget dukkerne, hvor hun kaldte dem for ”The Wee Ones”, og at hun håbede, at jeg ikke blev alt for vred eller skuffet, men det var altså brugte varer, hun havde købt for mig:
Elastikken på en af dukkerne var røget, og på et par andre sad hovederne meget løst, men jeg er medlem af Vestsjællands Dukkeklub, og vi har en dygtig dukkedoktor i klubben, og hun fik dem under kærlig behandling.
På vedhæftede fotos kan I se, hvordan dukkerne ser ud efter at være blevet bragt i orden, ligesom I kan se deres Alexander-mærker. Pia slutter med at fortælle, at hun er meget glad for dukkerne!
Venlig hilsen fra Pia Deleuran”
Også TAK for dine ”roser” til bloggen, Pia, dem blev Lene og jeg meget glade over at læse!
Vil I vide mere om Femlingerne og deres skæbne, kan I foruden artiklen på denne blog læse om dem ved at gå på nettet og søge under Dionne Femlingerne!
Kilde & Copyright: DEN NY STRIKKEBOG af Esther Bondesen
Bragt med tilladelse fra Carlsens Forlag.
Jeg fik DEN NY STRIKKEBOG af en god veninde, der fandt den på et genbrugsmarked. Glad blev jeg. Bogen er udgivet i 1940érne af Illustrationsforlaget og er skrevet af Esther Bondesen.
Det er altid spændende at bladre i gamle opskriftsbøger og tit bliver man jo inspireret. Mange af opskrifterne fra dengang, er jo højeste mode i dag. Der er søde og gode opskrifter i denne bog, som jeg absolut må strikke Især en opskrift vil jeg dele med jer Staa-Maren. Jeg fik hurtigt tilladelse til at bringe opskriften. Tak for det!
Vore Bedstemødres kæreste Legetøj var den Dukke, deres Mor selv lavede, den saakaldte Staa-Maren. Dukken staar paa en stor rund Plade, og derfor kan selv det mindste Barn haandtere den.
Stel og Krop:
Materialer:
Stel: Dukken staar paa en Træskive, der skal være 2½ cm høj og 13 cm i Diameter. Midt i Træskiven skal være anbragt en Stang, som er 30 cm høj og 1½ cm i Diameter. Celloluid Dukkehoved og Arme.
Krop: Et stykke Pladevat, et lille Nøgle tretraadet, rosa Garn samt 2 Strikkepinde Nr. 2 og 2 Nr. 3.
Strikkeprøven:
Slå 20 M op på P Nr. 3 og strik 8 P ret. Prøven skal være 6½ cm bred.
Fremgangsmaaden:
Vind lidt Pladevat om Stangens øverste Del og sæt Dukkehovedet paa. Det afmærkeds, hvor Kroppen skal dannes om Stangen. Husk Kroppen skal gaa op under Dukkehovedets Hals, hvor denne skal sys fast. Klip et Stykke Pladevat 12 x 23 cm og vind det fast om Stangen, sy det derefter med lange Sting. Klip 8 x 4 cm Pladevat og sy det paa Brystet. Klip 13 x 20 cm Pladevat og vind det ret fast om den nederste Del af Kroppen og løsere om den øverste Del, sy med lange Sting. Vind et Bændel fast om Taljen, og sy det fast.
Betræk til Kroppen strikkes af det rosa Garn.
Begynd forneden. Slaa 30 M op paa P Nr. 2 og strik 4 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Tag P Nr. 3 og strik 4 cm Glatstriknng.
Strik 1½ cm Rib paa P Nr. 2 og 3 cm Glatstrikning paa P Nr. 3. Tag P Nr 2 og strik Retstrikning 2 cm. Luk af. Strik et Stykke nøjagtigt magen Mage til. Sy de to Stykker sammen i Siderne, træk dem ned om Kroppen, og sy dem fast forneden og foroven, hvor Hovedet trækkes ned om Kroppen og sys fast.
Overarmen:Begynd foroven. Slaa 6 M op paa P Nr. 2 og strik Glatstrikning. Paa hver Retp tages 1 M ud i anden og næstsidste M, til der er 28 M. Strik 1 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Luk ikke af, men træk en Traad gennem M. Sy Armen sammen paa det ribstrikkede Stykke og lidt op. Klip 4 x 4 cm Pladevat, rul det sammen og stik det i Armen. Traaden, der er trukket gennem M, bindes fast om Celluloidarmens øverste Del. Sy Armen fast til Skulderen.
Staa-Maren
Dette var første del, næste gang kommer opskriften til tøjet.
(Fotos. Med tak til Lene Byfoged og Inge Harck, således at vi alle herved får del i jeres samlinger)! Desuden til sammenligning fotos fra den i Første Del omtalte bog: Heubach-Puppen.
En sød flok Heubach-pianobabyer i forskellige størrelser, den største er 26 cm høj og umærket, den næste er 19 cm og mærket med Heubachsolen 2½, den tredje er 12 cm og mærket på undersiden med femkantet rødt stempel DEP, og den fjerde på 10 cm med Heubachsolen.
Denne dejlige og folkelige kunstform i porcelænsfigurer var en sand balanceakt mellem Kitsch og Kunst…. vel simpelthen nipsgenstande…… For mig er det små kunstværker, og de er da også eftertragtede blandt samlere over alt i Verden.
Udformningen og motiverne er alsidige, tænk bare på påskeharebørnene, snebabyerne, hollænderdukkerne, de dansende dukker og sidst men ikke mindst på de lystige badebørn og de henrivende pianobabyer —charme, fantasi og idé er her ubegrænset!
To søde drenge, tv Lenes, th den fra bogen – de er 15 cm høje, iklædt modellerede særke og støvler, umærkede, men anses for originale!
Nogle figurer optræder parvis eller i grupper, men et har de alle til fælles, de er modelleret og støbt i et stykke, således at de ikke er bevægelige og ikke er legedukker. De stod til pynt på kaminhylder, boghylder, kommoder og ikke mindst på klaveret, deraf kom helt naturligt navnet Pianobabyer. Nogle er små figurer, kaldet figuriner, forestillende forskellige emner, f.eks. hollændere, soldater, forelskede par og meget mere, altså nipsfigurer, som vi kalder dem. Min Far kaldte altid sådanne små glaserede/malede porcelænsfigurer for markedsfigurer, idet man på markederne kunne købe den slags nips, de var mere eller mindre smagfulde, der var både kunst og kitsch… Men når du ser de dejlige Heubach-pianobabyer/figuriner, da bedøm selv, til hvilken kategori de hører. Og… som sagt for mig er Heubachs dukker og figurer kunst….. Mange af dem findes i flere størrelser, f.eks. Er er pianobabyer lige fra 28 cm og ned til 2½ cm.
Drengen herover er en 13 cm høj original – ejet af Inge – desværre med ulæseligt mærke.Disse 2 udtryksfulde pianobabyer er smukt malet af Lene !
Ikke alle er mærket, men mange tillagt Heubach, og der sker derfor ofte forvekslinger: er det en Heubach eller ikke? Egentlig er det nærmest kun til at se for virkelige kendere, eller hvis man har Heubach-figurer til sammenligning med de andre. Desværre er der også fundet forfalskninger, hvor man helt bevidst/udspekulert har indpasset sine effekter ind i Heubachs nummersystem (mellem 3.000 og 13.000), man kan således aldrig vide sig sikker. Efterligningerne ligner ved første øjekast Heubachfigurerne meget.
MEN: Heubachfigurerne har intaglio-øjne, er smukkere og mere detaljerede i modelleringen, bemalinen er finere, og de er udført i første klasses porcelæn.
Pigfen med kysen er en original – ejet af Inge, hun er 25 cm høj, mærket 7300, og hun var dyr at erhverve: for en del år siden betalte Inge 3.200 kr. for hende!Babyen her tilhører Inge, 10 cm, og mærket med Heubachsolen!
Nå, ja, skulle du have købt en god efterligning, da vær glad for den og sæt den frem, så alle vennerne også kan se den, og jeg tør vædde på, at den vil blive beundret og ikke betragtet som kitsch!
Måske I herigennem er blevet nysgerrige/videbegærlige at læse mere om Heubach-firmaerne? På et senere tidspunkt vil jeg da også skrive en artikel om firmaets/firmaernes historie og de fantastiske Heubach-Lege-dukker!
Hermed flere billeder af Inges og Lenes Pianobabyer og –figuriner!
11 cm høj, 13 cm bred, pige med kyse og hund – tilhørende Inge, desværre er stemplet ulæseligt!Denne bedårende baby tilhører Lene, mærket desværre ret ulæseligt!
De smukke pianodukker og de henrivende små påklædte figurer (figurer med modelleret tøj), kaldet figuriner, har altid fascineret mig, også selv om jeg ikke er ejer af en eneste, men man ved jo aldrig, hvad der sker ud i fremtiden, vel! Og da der forleden var en dejlig pianodukke på auktion i en af grupperne, fik jeg lyst til at fortælle jer om disse for det meste små kunstværker. Og glad blev jeg, da Lene Byfoged og Inge Harck kunne give mig fotos af deres skatte. Tak til jer begge.
Jeg er heldigvis den lykkelige ejer af den første store bog fra 1989, om Heubachdukkerne. I denne bog er mærker, nummerserier, fine beskrivelser og fotos, samt en stamtavle over hele den store Dukkeslægt: Lydia Richter/Karin Schmelcher HEUBACH-PUPPEN. (Gebr. Heubach – Lichte – Ernst Heubach Köppelsdorf, Charakterpuppen- Figurinen – forlaget Laterna Magica (bogen udkom også på engelsk).
Disse halvdukker, pianobabyer og figurer er fantastisk detaljerede, dvs. smukt modellerede og udført i porcelæn af den allerfineste kvalitet – og firmaet Gebrüder Heubach i Lichte mestrede i høj gad den kunst at frembringe disse vidunderlige porcelænseffekter.
Der findes flere grene af Heubachfamilien, som beskæftigede sig med dukker, en anden kendt gren er Ernst Heubach —og de smukke kreationer er eftertragtede af enhver samler.
Senere i artiklen henvises der til disse to mærker: Heubachsolen og Heubachkvadratet – solmærket indførtes i 1882, og kan være enten ovalt eller rundt – i 1910 indførtes det mere tidssvarende kvadratiske logo, uden Dep. Bemærk de 6 vandrette små firkanter foroven, og de fire lodrette i højre side.
Dukken herover inspirerede mig til denne artikel. Den blev i mindre udgave udbudt i en af grupperne, og i min bog betegnes han som: Dreng i sko af overstørrelse, 30 cm lang og 30 cm høj. Mærket med Heubachsolen.
Nu vil mange af jer helt naturligt stille spørgsmålet: ”Hvad er intaglio-øjne?” Denne teknik mestrede Heubach ud over alle grænser: Selve udtrykket Intaglio-øjne blev med tiden et fast udtryk blandt dukkemagere og –samlere. – om jeg kan forklare det forståeligt, ved jeg ikke, men jeg forsøger: ”Ordet Intaglio kommer fra italiensk intagliare = at skære i dybden i f.eks,. i glas, således at man får et negativ-relief. F.eks. bruges dette fagudtryk, når man skærer i en ædelsten. Da iris og pupil i et intaglio-øje trykkes ind i (indpræges) i porcelænsmassen, opstår denne negativform, som efter bemalingen giver et særligt dybdevirkende eftertryk, og ved bemalingen eller påsætningen af lysprikkerne (de hvide punkter, du sætter i dukkens øjne) opnås en særlig virkning, ikke blot som en farveklat, men som et fremtrædende relief påført med flydende porcelænsmasser. Øjnene får herved dybde, udtryk og ægthed.” Måske man ganske enkelt kan sige: Skåret, modelleret(formet), malet og brændt, således at der fremstår et relief!
Øjnene hos Gebr. Heubachs dukker og figurer undergik en speciel udvikling — iris er i forhold til pupillen relativ smal. Mens pupillen er i overstørrelse og malet i en meget mørk nuance. Øjnene er blå, idet brune øjne hos Gebr. Heubach er meget sjældne.
Der er enormt mange numre, og det kan hurtigt skabe vild forvirring, men så vidt vides, strækker Heubachs nummerserie sig lige fra 3.000 til 13.000— de fleste dukker og figurer er mærket enten med solen eller kvadratet, og har ofte også røde eller blå stempler. Mange af pianodukkerne og figurinerne findes i flere størrelser— og der er mange grupper i forskellige nuancer, f.eks. med grundfarven rød eller blå!.
Disse nålepude-halvdukker er fra bogen og af bisquit— de har alle intaglio-øjne og er uden markering —men ligner enormt meget de rigtige dukker, og har den typiske smukke Heubachbemaling. De er 6½ hhv. 5 cm høje og fra ca. 1925!
Vedrørende Halvdukker også kaldet te– eller nålepudedukker var man i lang tid ikke klar over, om Heubach også var med på vognen og havde fremstillet sådanne dukker. Forfatterne af bogen forskede længe, og endelig fandt de frem til, at Heubach omkring 1920 havde annonceret med salg af halvdukker. Dukkerne var ikke mærket, og derfor tog det en rum tid at finde frem til, hvilke dukker der var fra Heubach, men de smukke intaglio øjne, bemalingen og porcelænet, samt ligheden med de ”rigtige” dukker gjorde det muligt at identificere og bestemme dukkernes herkomst.
Denne charmerende nålepudedukke har Lene skabt efter en Heubach-form og vejledning og idé af den danske dukkemager Gurli Hansen bragt i et amerikansk dukkeblad. Og I skal selvfølgelig se værket både med og uden nåle. Meget apropos, da nipsenåle nu er et hit blandt mange samlere. (Foto: Lene Byfoged)!
Fortsættelse følger, idet der i DEL 2 berettes om pianobabyer og figuriner.
G o d Læ s e l y s t !
PS: De unikke figuriner (figurer med modelleret tøj) fås i flere nuancer,
Denne appetitvækker domineres af rødt, men lignende hollænder-figurer findes i blå/grå nuancer, alle gerne mærket med Heubachsolen. Glæd jer til Del 2. – parret her ses bl.a. i den omtalte bog, men også på nettet kan du finde billedet!
Engang for mange år siden skrev jeg om DANA-dukkerne, men da I sikkert ikke har set disse fire, skal I lige have denne reklame for fabrikkens karakteristiske dukker– , hoveder og løsdele..
Der er skrevet en del om dukkerne, men kort og godt: selv om de fleste bag på hovedet er mærket DANA, er der også fundet en del umærkede dukker, hvor ligheden er slående – dukkerne var meget populære særligt i halvtredserne, disse dukker er nyheder fra begyndelse af halvtredserne! Materialet var porcelæn og kompomasse!
Fabrikken var beliggende på Vibevej 6, København NV, det er vist dette kvarter, der engang populært kaldtes PIP-kvarteret? – telefonnummeret var dengang Ægir 2468, og man havde et stort prøvelager, således at legetøjshandlerne kunne komme og se på herlighederne, eller måske få besøg af en af firmaets repræsentanter, der rejste rundt med kollektionen.
Ja, det var dengang, alle ønskede sig en stor babydukke,. Dukken her er 65 cm høj og har stofkrop, lukkeøjne, stemme og kugleled i arme– og ben. Den kunne desuden fås med fiberkrop!Denne yndige pige fandtes i mange størrelser: 30, 41, 48 og 62 cm. Hun er af porcelæn og har lukkeøjne, stemme og ægthårsparyk!Også denne karakteristiske og søde DANA-dukkepige kunne fås i mange størrelser: 41, 44, 50 og 56 cm med stemme og lukkeøjneOg ønskede man sig en stor dukkedreng, kunne man få denne charmerende gut med lukkeøjne og stemme. Også han fandtes i mange størrelser: 40, 42, 48 og 56 cm!Fabrikken må også have beskæftiget sig med andet end legedukker, for under min søgning fandt jeg dette hoved af Gunnar Nu Hansen – hvem mon kender til sådanne hoveder?
d. 23.10.2024. Ifølge Niels Peter Marius Hansens barnebarn, er det DANA fabrikken, der producerede Gunnar NuHansen dukken. Tak for oplysningen til Peter Seistrup.
Nu håber jeg så, , at denne introduktion vil inspirere jer til at sende os billeder og beskrivelser af jeres DANA-dukker.
Så har Anne været aktiv igen og skrevet en spændende artikel om de meget smukke og skønne karakterdukker. Tusinde tak Anne, for at du vil indvie os i din store viden.
Som jeg sagde, må jeg komme tilbage med mere om karakterdukker, da det som regel er det, jeg bliver spurgt mest om. På min tur til alle de tyske museer, så jeg enormt mange karakterdukker, også mange, som jeg aldrig før havde set. De fleste vil så gerne vide ”Hvad er en karakterdukke”
Pigen i naturligt tøj med smilende lukket mund med tænder ekstrem sjælden, er fra Bähr & Proeschild i Ohrdruf, har aldrig set før.Pige lidt i samme stil men fra Cattenfelder Puppenfabrik 219, lige så spændende fra omkring 1912. hun er ikke med i mange leksikoner, så her taler vi om €7000-9000, så kan I selv gange med 7,50 Kr.
Her må lidt dukkehistorie til. Normalt har man produceret dukker som voksne personer, men af og til har man set perioder med en anden type dukker. Dronning Victoria gav en barnedukke i voks til sin datter, og disse voks dukker var tit mindre børn, sjældent babyer, men det skete. Men det var enere der dukkede op engang imellem. Husk hvor dyre disse håndlavede dukker var. Desuden havde man også en såkaldt ”Mothsmann baby” på tysk kaldet ”taufling”, hvor der var indskudt stofdele, hvor lemmerne var sat fast. De var udviklet fra japanske dukker, som er lavet på denne måde, netop med bevægelige lemmer og det faktum at dukken kunne bøjes og sidde i en stol. Det kan man just ikke sige om de tidligere dukker. Men der skulle gå adskillige år før babydukken blev det mest almindelige.
Jeg er desværre nødt til at fortælle, at det jeg forslår ikke altid måske er det rigtige. Cieslik kommer med andre forslag, som går ud på, at det er Kämmer & Reinhardt, der kommer med disse dukker, da de laver en udstilling i et stort varehus allerede i 1908, hvor forskellige nye typer fremvises, og på det tidspunkt altid med malede øjne, men på leddekroppe af nye proportioner. Til at begynde med hed de kunstner dukker, men Marion Kaulitz er dog nævnt for 1908 og stedet ”Münchner Künstlerpuppen”, men da begge parter førte sager mod hinanden i retten, om hvem der havde opfundet begrebet karakterdukker, er det nok den med de fleste penge, der har vundet. Dengang har det haft stor betydning, men det havde ligeså meget at gøre med det faktum at man så anderledes på barnet og det at lege; som noget meget nødvendigt, hvilket bringer os frem til Käthe Kruse. Jeg er så absolut sikker på at de to kvinder, som jeg nævner fik større betydning end de mands-domminerede firmaer, som faktisk mest ønskede at tjene penge. I kan tjekke de omtalte personer i Ciesliks store leksikon, side 50-51, samt hele ”Charakterpuppen” af Christa Langer.
Her nævner jeg igen damerne Marion Kaulitz & Käthe Kruse. De er begge tyskere og den første fik ideen til de såkaldte karakterdukker, hvor de fleste blev modelleret af Hr. Vogelsanger, den anden lavede dukker i stof med oliemalede ansigter. Jeg havde kun set en enkelt Kaulitz herhjemme, de har hoveder af masse, som er en slags komposit altså en blandet masse af ler, gips savsmuld og andet billigt fyld som klude. Dette, som så er æltet sammen og brændt tror jer til en formbar masse. Så det var en stor oplevelse at se disse så berømte dukker i virkeligheden, og der var adskillige på de fleste museer. Se fotos fra tidligere artikler på Bloggen.
En af de dejligste drenge fra Marion Kautliz designet af Vogelsinger, vi så mange andre i alle de tyske museer af denne første kunstnerdukke type, senere benævnt karakterdukker.
Vi skal dog lige huske at det hele var også et nyt udtryk for hvordan man så på børn. Før var små børn & drenge iklædt kjoler. De fik først bukser alene når de begyndte i podeskolen, en form for børnehave eller forberedelse til skolen. Familierne var tit meget store, det ene ny barn fulgte det andet, så børneflokkene kunne få en anseelig størrelse. Husk lige at skolepligt for begge køn blev først gennemført efter 1814 i Danmark. Man fik andre tanker om børns opvækst, end den der før havde været gældende og den vi har i dag. Mange små børn blev undervist hjemme, eller på små institutter, hvor de samledes. Derfor blev påklædningen mere afslappet, men altid dækket af et forklæde, som også gjaldt drengene. Det var dog mest udenadslære der dengang var gældende, og så det at lære at læse biblen og kunne sin katekismus, så man kunne blive en god kristen. Men det var først fra mine egen mors fremkomst at karakterdukkerne og babydukken brød igennem. Min mor er fra 1915, så der var de lige kommet. Jeg har stadig hendes karakterbaby, som hun fik af sin morfar, og som var købt i Tyskland.
Il Fiammingo hovedet, som var med til at starte karakterdukkerne, min gips afstøbning som er 17cm høj og samme størrelse som selve hovedet til Käthe Kruses føeste dukke Model 1 samt K&R hoved 115A.
En karakterdukke er en dukke, der tit er modelleret over et ægte barn, som model. Der er ret mange drenge imellem, hvilket heller ikke var set før. Flere modellører brugte et berømt hoved kaldet Fiamingo hovedet, af Francois Duquesnois, andre nævnes også, men her er vi tilbage i Renæssancen, som forlæg. Tilfældigt fandt jeg det engang hos en marskandiser og købte det. Det var et meget yndet og udbredt hoved. Det gjaldt både Käthe Kruse, som via sin mand, der var billedhugger, gik i gang med forsøg på at lave nogle dukker i stof, der kunne tåle at leges med, bygget over dette hoved. Det blev forsøg med mange forgæves prøver, som hun så prøvede af på sine egne børn, før hun kom frem til Model 1. med de brede hofter, mange sømme til at forme den, og arme & ben kunne bevæges. At andre skulptører, som Simon & Halbig, også blev inspireret af den samme buste er måske bare et tilfælde. Men deres hoved skulptør var professor Arthur Lewin-Funcke, fra Berlin, som arbejdede for K&R. Han brugte sine egne børn som modeller, og i dag ved vi hvem de er inspireret af, da der er skrevet en pragtfuld bog med fotos kun om disse af Christa Langer, ”Charakterpuppen” med både engelsk / tysk tekst på forlaget Puppen & Spielzeug. Her er Marion Kaulitz også nævnt som opfinderen af karakterdukkerne. Så der hersker altså forskellige opfattelser.
Senere modeller af Käthe Kruse, som var med fra 1908, flere af typerne alle i stof, malet med oliefarver, som regel hårdt stoppet, lidt som bamser med skiver i arme & ben..Disse kaldes “DU Mein” og er i rigtig babystørrelse og brugtes af sygeplejeskoler, også fra Käthe Kruses værksted i Bad Kösen, senere Østtyskland, som stadig eksistere.
H & B producerede deres hoveder i bisque, som blev brændt og malet, men ikke glaseret. De havde den største produktion og samarbejdede med mange forskellige fabrikker, Kämmer & Reinhardt samt mange flere andre. Senere overtog K&R fabrikken S&H, som kun var en porcelæns-fabrik; men de lavede stadig hoveder til deres egen produktion og til andre fabrikker, dog har de altid deres eget stempel presset ind i nakken på hovedet, så man kan se hvem de er lavet til, hvilket gør det lettere i dag for os samlere. Husk at S&H står for den bedste kvalitet, og sikkert altid vil gøre det.
Min personlige yndlingsdukke K & R 102 med bisquithovede og på en leddekrop i naturligt tøj med tornyster på ryggen, så flot med støbt frisure og malede øjne, lukket mund, af Arthur Lewin-Funcke.Her en pige også lidt ualmindelig fra Gebrüder Heubach, Lichte 1910, et af de populæreste mærker i DK, der er mange af dem hos os, så her er vi heldige, men hende kendte jeg kun fra fotos, her i den store vitrine kun med Gebrüder dukker.
Disse dukker blev vist på den store Tyske legetøjsmesse i Leipzig 1912, og fik et enormt gennembrud. Faktisk foretrak de fleste små piger stadig de mere neutrale ansigter med pæne udtryk og ikke karaktererne. Men det var forældre og bedsteforældre der købte dukkerne, så man kan sige at det var de, som faldt for dem, og egentlig ikke børnene. Men økonomisk var de ikke nogen succes, de blev således brugt senere til gulvfyld og isolering udenpå husene, hvilket jeg selv har set på Snurretoppens store Tysklandstur.
Du skal lige huske her, at disse forskellige modeller kunne komme med malede øjne – det mest almindelige – eller med vippeøjne i glas, dette noget senere – samt med paryk eller med lukket hoved, hvor frisuren også var malet. Dette gælder især for drengene, samt med forskellige hudtone, både mulatter og helt mørke dukker eksistere også i disse. Desuden kunne de kommer på en almindelig leddekrop, en babykrop eller en toodlerkrop, som var en mere bastant og mindre krop, med andre proportioner, men stadig samme model af hovedet. Så variationerne var virkelig store, senere i 1920’erne lavede man endda en ny type leddekrop med længere ben, til kortere kjoler. En ny øjentype, hvor øjnene så vippede fra side til side samtidig med åbne & lukkemekanismen fungerede, meget brugt på modellerne 126 & 114 af K&R så dagens lys. De kaldes Flirte øjne. Andre kopierede dem selvfølgelige, de findes sågar i celluloid dukker denne type øjne.
Amand Maseilles Fany, som er ret sjælden, modelleret over Il Fammingoen, her i lille størrelse. Jeg har kun set den en gang i DK personligt, og meget dyr
Tøjet til disse dukker blev også en stor fornyelse, idet det nu lignede det tøj, som børn virkelig selv gik med. Det betyder at det ikke skal være alt for overpyntet, hvilket ikke er tilfældet med alle de i Amerika viste karakterdukker, hvor de meget tit optræder i den ene flæsekjole efter den anden og med nye lange slangekrøller, udskiftede nye parykker. Dette er på ingen måde korrekt efter min mening, og heller ikke det, de viser på de tyske museer, hvor de slet ikke er overpyntet. Husk lige at nu når vi ind i krigstiden og så blev stof også en mangelvare. Det faktum gør sig også gældende at Tyskland tabte sin popularitet og ingen ønskede at handle med dem, så flere andre lande begyndte en egen dukkeproduktion eller fortsatte deres gamle.
3 drenge med skulderhoveder på stofkroppe, med 4 cifrede numre Gebrüder Heubach, og en baby som negerdukker af Ernest Heubach, Köppelsdorf.
Der er relativt mange sjældne karakterdukker i DK, sikkert fordi vi lå så tæt på og ikke deltog videre i 1. Verdenskrig, samt det faktum at vi altid har handlet meget med hinanden. Desuden voksede Danmarks velstand med det store salg af landbrugs produkter, hvilket måske har medvirket til at disse dukketyper er så udbredte. Håber I kan bruge mine mange års research, jeg har nu næsten samlet i 50 år og min bogbestand er betydelig.
Under årets Dukke-Oscar-uddeling i Neustadt bei Coburg modtog den norske, internationalt kendte dukkekunstner Sissel Bjørstad Skille en velfortjent Gylden Oscar for sit livsværk, hvilket fik mig til at finde min gamle artikel fra marts 2004 i Nordisk Dukketidende frem.
Min daværende historie skrev jeg inspireret af Tone Bergli Joners bog: Lag Dukker Selv (forlaget Ex Libris) – en bog, jeg i 1993 oversatte til dansk for forlaget Aschehoug under titlen Dukkeværkstedet (med undertitel; Hvordan du laver dine egne dukker) – Bogen indeholder bl.a. et omfattende afsnit om dukker af Cernit (modellermasse), hvor fremgangsmåde og fotos er bygget over Sissels design.
Foto fra Sissel Bjørstad Skilles atelier, hvor der både er dukker af porcelæn og af Cernit (fra bogen ”Dukkeværkstedet” 1993!
Senere fik jeg en lang snak med Sissel Bjørstad Skille under den dukkemesse, jeg i sin tid arrangerede i Roskilde, hvor Sissel havde en stand sammen med Ruth Enevoldsen (sidstnævnte samler er kendt for sin alsidige bog: På Jagt Etter Norske Dukker).
Sissel Bjørstad Skille er født den 18. marts 1945 og opvokset i Sortland, men bor nu i Trondheim. Hendes dukker er ikke til at lege med, men unikke kunstnerdukker, som sælges over hele verden. Sissel har modtaget et utal af priser for sin dukkekunst, og nogle af dukkerne er af det tyske dukkefirma Götz reproduceret i vinyl. Antallet er begrænset, dvs. fra 100 til 1.000 eksemplarer, og er eftertragtede samlerobjekter.
Fra Sissel Bjørstad Skilles udstilling i maj 2016 i Neustadt bei Coburg, hvor hun modtog en Æres-Oscar!
Sissel Bjørstad Skille er selvlært, men gik i 1969/70 på Nordisk Dekoratørskole i Aalborg; senere frekventerede hun lærerseminariet i Tromsø og fik sin lærereksamen. Men da hendes passion for at designe og lave dukker tog mere og mere tid, var denne interesse svær at kombinere med lærerjobbet, og i 2000 tog hun springet og har siden da arbejdet fuldtids med sine dukker. Hermed lidt om Sissels udvikling, der i høj grad viser, at man ikke kommer sovende til at blive et navn inden for Dukkeverdenen.
I min artikel i Nordisk Dukketidende fortæller hun bl.a.: ”Barneansigter har altid fascineret mig, og allerede da jeg var 8-10 år gammel, lavede jeg udklipsbøger med billeder af småbørn, og eftersom jeg altid har kunnet lide at tegne og male, blev det naturligt for mig at kombinere disse ting. Når jeg begynder på en ny dukke, ved jeg som regel, hvilken type jeg vil lave. Jeg starter med at udvælge dukker af forskellige børn, der ligner hinanden. Dvs. flere billeder fra mange forskellige vinkler. Ud fra disse billeder modellerer jeg derefter ansigt, arme og ben.”
Sissels første dukke fra 1981 modellerede hun af Trylledej, og dukken fik stofkrop. Hun eksperimenterede dengang med mange forskellige materialer. Efter at have prøvet med gipshoveder dyppet i bivoks, gik hun videre med Cernit, som senere skulle blive hendes favorit.
Fotoet her illustrerer udmærket 3 Sissel-Bjørstad-Skille-perioder: tv venstre dukke dyppet i bivoks, stående Jonette fra ca. 1980 med en dukke på armen med porcelænshoved fra midten af firserne!
Dukkerne er således modelleret af PVC-baseret modellermasse. Kroppen er af stof, bygget og formet over et plasticskelet, og derefter stoppet med uld. Håret er ægthårsparykker eller af mohair, formet af Sissel. Dukkerne har glasøjne. Tøjet er syet og designet af Sissel. Det tager selvfølgelig lang tid at fremstille en kunstnerdukke, hvorfor det blot bliver til mellem 8 og 12 dukker om året. De første dukker var mellem 25 og 35 cm høje og fremstillet i porcelæn, senere fremstillede hun større dukker på helt op til 80 cm.
Efter at have set de tyske dukker fremstillet i Cernit, gik Sissel Bjørstad Skille fuldstændig over til dette materiale – og de fleste af hendes dukker er mellem 70 og 80 cm høje.
Her er Svanhild og Markus, begge 80cm høje (fra ”Dukkeværkstedet”!)
Sissel Bjørstad Skille har gennem årene fået tildelt mange priser,bl.a. Publikuimsprisen i Stavanger, Glastryllestaven (Der gläserne Feenstab) i Tyskland, Käthe Kruse trofæet i København, Max-Oscar-Arnold Æresprisen i 2016, for blot at nævne et lille udvalg. Desuden har hun udstillet over det meste af Verden.
Og I skal da lige se disse to eftertragtede Samlerdukker fra Götz: dukken th er Sissels originale ca. 70 cm høje dukke i cernit — dukken th er af vinyl og ca. 66 cm høj, har fået navnet Rashanee og er reproduceret i begrænset antal!
PS: I Artiklen i Nordisk Dukketidende marts 2004 ses andre fotos af Sissel Bjørstad Skilles dukker, lige som forsiden er prydet af en Skille-dukke. Denne artikel sender jeg gerne til jer digitalt, dersom I sender mig en mail. (Lise)!
Anne har skrevet en spændende artikel om Legetøjsmuseet i Coburg. En stor tak for det Anne.
Man får helt lyst til en tur der ned.
Kære Venner
Godt nytår til alle, og måske tror I at jeg er færdig med mine serier fra min Tysklands tur, men det er jeg altså ikke, så I må lide lidt endnu.
På toppen knejser Coburg Slot eller Borg.
Ikke langt fra Sonnenberg ligger Coburg. Det er jo også et interessant område med en noget større by, end de andre vi besøgte. Prins Albert af Sachsen-Coburg & Gotha, som var gift med dronning Victoria, boede her og hans familie stammer herfra. Det gør det uhyre interessant. Via ham og hans status i England kom der endnu mere tysk legetøj til England. Man kan se både dronning Victorias eget legetøj og det fra hendes børn på nogle af de store museer i London, husk de fik 9 børn. Da vi kørte ind i byen lå borgen højt oppe på et bjerg, som man kunne skimte. Jeg fik senere at vide at det skal være et meget smukt museum med meget glas og porcelæn, sikkert også historisk.
Coburg er en meget charmerende gammel by, man kan også nå den fra Sonneberg med toget. Jeg har været der før på ”Snurretoppens” store Tysklands tur, som jeg havde fortalt mine norske venner om. Men jeg havde også fået at vide at museet var brændt og havde fået stor vandskade under slukningen, men det er stadig et pragtfuldt museum.
Det tager ca. 25 minutter fra Sonnenberg i bil, og så får man også set lidt af alle de store skove og bjergmassiver, man er omgivet af. På museet skal du hele tiden op af ret stejle trapper fra den ene etage til den anden, så du skal være godt gående. Til gengæld er det stadig meget smukt sat op. De har numre ved dukkerne og ark med disse numre, med alle de oplysninger om dukkerne, du kan ønske dig, så det er ikke svært at hitte ud af, hvad du ser. Men selv uden at gennemlæse disse kan man nyde museet.
Det dejlige portræt af Cornelies mor, som fik hende i 1853.
En af de damer, der har doneret en masse dejlige ting, som bliver vist på museet, er en spændende dame. Der hænger et portræt af hendes moder, som er så utrolig smukt idet det viser en dame med den typiske frisure fra det århundrede. Hendes frisure har jeg set på adskillige dukker lavet i china og Papier Mâchè. Derfor skal I også se det. Moderen hed Marie Johanne Katharine Mechtold 1820-1896, datteren Cornelie & gift Stoeckenius. Det er det vi i Danmark ville kalde et dejligt guldalder portræt. Jeg har aldrig set y’et i panden i virkeligheden så skarpt, som hun bære, kun på dukker, men det må altså kunne lade sig gøre. Proptrækker krøllerne er jo mere brugt, især på mange china dukker. Her er vi i begyndelsen af empire tiden og hendes datters legetøj afspejler disse ting meget fint. En lille vitrine med 6 dukker, alle med china hoveder på forskellige kroppe, hvor vi alle sukkede af fryd. Det er bare så dejligt at se så mange samlet. Desuden var der flere ting, blandt disse Cornelies dukkestue, som er utrolig spændende. Den har ret tidlige møbler, samt dukkestellet i metal, der er forgyldt, har jeg aldrig set i den størrelse, samt tapeter og gardiner er meget fine også i farverne. Cornelie blev født i 1853 som 3die barn, det kan altså også havde tilhørt en af hendes søstre. Det er almindeligt at pigerne i en familie var sammen om et hus med indhold. Der står også om familien at de boede til leje og altså ikke ejede deres bolig. Cornelie selv mistede desværre sin lille søn, ret tidligt og hendes mand døde også tidligt, så hun vendte tilbage fra Nürnberg til Coburg. Men hun har passet umanerligt godt på sit legetøj.
De fem små vidunderlige chinaer, som vi alle tre brændende ønskede os.3824a. Her den ene, som er en peg-wooden, d.v.s. på trækrop med china lemmer
Det par tilhørte også Cornelies samling Grödnertals begge i træ.
Museet indeholder flere specialsamlinger, lidt Papier Mâchèr, lidt china’er, adskillige franske modedukker, de berømteste og bedste karakterdukker i et pragtfuldt stort rum, hvor de er sat op med de forskellige fabrikker i hver sin vitrine, alle typer af Käthe Kruse dukker, der er virkelig de mange typer som man sjældent ser, Lenci dukker. En enorm samling af halvdukker fra de bedste tyske fabrikker, faktisk den største jeg nogensinde har set, står helt for sig selv i et stort lokale. Der er også en fin samling af børneporcelæn og lidt i miniature, så der er nok at se på. Der er desuden en samling af en nyere tysk dukkemager Carin Lossnitzer, som døde i 2009, med meget smukke dukker, som nu tilhører museet. Der er kun få butikker og køkkener men flere dukkehuse. Praktisk taget intet drengelegetøj, dog var der en specialudstilling af legeborge og riddere i underetagen, ikke permanent. Desuden nyere dukker fra 1930’erne og celluloider. Men et efter min mening pragtfuldt museum. Der er yderst dejligt at spise i Coburg, hvilket vi nød udenfor, hvor vi så soppende børn i et område. Museet var ikke stillet op som for 25 år siden, så jeg har lidt svært ved at se, hvad der manglede, men noget er selvfølgelig gået tabt. Kommer I forbi Coburg så glem det ikke. Måske kunne I så også se Borgen og fortælle om den, jeg er da ret nysgerrig.
Her et kig ned i den absolutte dejligste fint inrettede dukkestue, bemærk det meget smukke porcelæn, som her er af metal, der er guldmalet, samt en dejlig mandsdukke, desværre var hustruen besvimet og lå ved siden af.
Her kommer Lily en super dejlig fransk fashion dukke i lille størrelse med hele sit fine udstyr, prøv rigtig at se efter alt hvad hun har med 1860.
Her en større fransk Fashion også fra F. Gaultier i silkekjole, paraply og sikke støvler, hun er fra 1870.
Endnu en Franskmand af ukendt mærke, men se hele rækken af knapper, de berømte 3 huls glasknapper i et rejsekostume med sjal.
Den store syvitrine, hvor sytilbehør samt mønstre hører til. Dukken er en leddedukke fra Johan Kestner.
.Dejlig Papier Mâchè dukke fra Ludwig Greiner, en tysker som emigrerede til Philidelphia i USA, og blev meget kendt 1850.
Fire forskellige dukker af træ, altså hovederne fra forskellige perioder, meget forskellige i udtryk 1850-1920
To sæt møbler det øverste lithograferede fra 1890, det nederste et anderledes sæt Thonet møbler fra Wien, desuden også en større størrelse.
En dukkestue med møbler, hvor dekorationen er indlagt af strå, sikke et arbejde fra 1910, det har jeg aldrig set før.
Frisen som er rullet op oven over nogle china dukker der forestiller et bryllup, dette det originalen fra Dronning Victoria & Prins Albert af Coburg bryllup.
Kære Anne,
Tusind mange tak for din gode og velskrevne artikel, hvor er det dejligt med mere viden.
Hermed Del 2 af den spændende og interessante artikel om sovjetiske celluloiddukker – bringes med stor tak til Helena Jarzemskaja og sigi Ulbrich (www.tortula.de).
Helena Jarzemskaja fortsætter sin beretning:
OXK-dukkerne var noget temmelig dyrt legetøj – en stor dukke kostede 3,5 rubler (lønnen på sygehusene var dengang ca. 190 rubler).
Trods den høje pris blev alle dukkerne solgt uden tøj – og det af denne simple grund:
På kemifabrikken fandtes ikke noget passende værksted, der var ingen på stedet, der kunne sy dukketøj. Delvis af samme årsag var dukker med parykker, lukkeøjne og flirteøjne, men også med malede øjne ret sjældne.
Men ikke kun på grund af det manglende kendskab til at kunne sy en paryk blev de taget ud af produktionen og erstattet af dukker helt af celluloid.
Smukke dukker, som var meget komplicerede at fremstille, blev betragtet som alt for dyre.
Af samme grund blev ALLE senere fremstillede dukker produceret blot med modelleret hår (og senere med bånd i håret, kyser og fuldt påklædte).
Også dyrefigurer blev fremstillet i denne udformning.
Da temaet Det internationale venskab på den tid var højaktuelt, afspejlede dette sig i dukkerne.
En af de mest elskede dukker var en leende negerdreng.
Hele tiden gik man ind for, at der hos OXK også skulle produceres dukker af andre nationaliteter med lysere hud.
En kineser – en Tadschikisch. Sådan en blev egentlig ikke fremstillet. Illusionen blev blot fremhævet, ved at man tilsatte varierende høje eller lave doser pigment til de forskellige celluloid-opløsninger. Ofte meget mindre end normalt, og dukkens smil, som gav dens øje en karakteristisk ”østlig” skævhed, fuldendte resultatet.
Med tiden opstod et stort antal af egne modeller med OXK-mærket.
Pigedukkerne var smilende og havde enkle frisurer – sådan skulle sovjetiske idealbørn se ud
Men et fælles træk hos alle de tidligste dukker fra OXK er ansigternes omhyggelige detaljer:
Hver enkelt tand var fremhævet og stod for sig selv
Øjne med skygger osv.
Meget smukke – personligt finder jeg dem ganske enkelt charmerende – var Skulderhovederne af celluloid – undertiden sat sammen med arme og ben).
Sådan skulle en sovjetisk pige helst se ud !
OXK fremstillede aldrig stofkroppe – disse blev normalt syet af mødre og bedstemødre hjemme i de forskellige Artels (Et Artel var i Det russiske Kejserrige til ind i tiden for Sovjetunionen noget lignende som et kollektiv – i Tyskland bedre kendt som Genossenschaft(Kooperativt selskab) – Et sæt på fem celluloiddele, hvor man selv kunne sy kroppen og sætte dukken sammen, kostede meget mindre end en færdig dukke.
I efterkrigsårene blev fremstillingen af legetøj i OXK atter genoptaget – først efter de gamle modeller, men kvalitet og udførelse vedrørende de tidlige dukker slog ikke mere til, og selve kvaliteten af celluloid var desuden dårligere.
Den elskede og berømte dukke på 32 cm!Skulderhoveder —ofte dele af dukkesæt, hvor kroppen blev syet i Artels af Mødre og Bedstemødre
Ikke desto mindre var disse dukker i 50erne blandt de sovjetiske børn meget berømte og elskede. Den 32 cm høje dukke (som i ser her samt på fotos 18 og 19) er en af dem, og det er ligeledes den søde 16 cm dukke —som entydigt er inspireret af skildpadde-dukkerne, ofte fandtes hun nøgen, men lige så ofte med påmalet badedragt.
Og selvfølgelig var en af de mest elskede efterkrigsmodeller en babydukke på ca. 50 cm med kort, krøllet hør, se foto 20.
Vanen tro blev dukken ikke kun hos OXK fremstillet i denne variation, men samtidig kunne man finde denne model og meget sjældne dukke med lukkeøjne – se foto 21.
Fabrikken overså heller ikke de helt små dukker – denne 5 cm høje badedukke får os til at tænke på lignende modeller fra Minerva.
Hos Büschow & Beck var disse dukker mellem 3 og 7 cm høje.
Alle badedukker blev solgt solo eller i sæt med vaskefad eller badekar.
At have sådan en badedukke i sin samling er i dag at eje noget helt specielt.
OXK-Spielzeugs udbud er vokset betydeligt, ved siden af celluloid dukkede der nu nye materialer op.
Således kan man i kataloget fra 1954 ved siden af mange forskellige dukker og dyr se service, musikinstrumenter osv., herunder noget fremstillet i aminoplast, phenoplast og polystyrol.
Og i 1960erne startede også OXK sin æra med plasticlegetøj – plastic fortrængte mere og mere det velkendte celluloid-materiale.
Denne DUKKE fra min samling (39 cm høj) er blot en af fabrikkens senere stykke celluloidlegetøj. Og det er ikke til at overse, at den påfaldende adskiller sig fra alle sine forgængere.
Faktum er, at der i 60ernekom nye, unge og talentfulde kunstnere til fabrikken, der meget snart designede originalt og påfaldende legetøj: og at eje et stykke legetøj fra den tid er enhver ægte samlers drøm.
Men det er en helt anden historie, og dette billede, som er optaget for lang tid siden i legestuen i virksomhedens børnehave, er den bedste illustration vedrørende endeløse historie…
Atter med tak til Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich (www.tortula.de) håber vi, at I hermed har fået mere ny viden om celluloiddukkerne, og vi ønsker jer alle
Med tak til den ukrainske samler Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich har vi hermed fornøjelsen at bringe denne artikel. Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich er veninder, og artiklen har været bragt i Sigis KOMMODE www.tortula.de, december 2017, som kommer med nyheder inden for dukke– og legetøjsverdenen hver måned – www.tortula.de har i år 20-års fødselsdag, og jeg har i hele denne periode fulgt med i processen, og har derigennem suget megen viden til mig. (2. del, som følger, blev bragt i tortula.de januar 2018)
Helena Jarzemskaja fortæller følgende:
Børn har altid villet og vil stadig lege med forskellige former for legetøj. Det vil de i alle lande og til alle tider, også i de meget svære perioder, som revolutioner og krige. Og også når landets nye regering pludselig forbyder al slags legetøj ”fra den gamle tid” og destruerer alt, hvad der angiveligt symboliserer ”Den gamle Verden”. Sådan gik det i USSR i 20erne.
Det var en skrækkelig tid – såvel for voksne som for børn. Men heldigvis er alle børn umiddelbare skabninger, små tryllekunstnere, der er i stand til at skabe en hel Verden ud af Ingenting!
Skønt legetøjet i Sovjetunionen i 1920erne var primitivt og enkelt, legede børnene med, hvad de havde og var glade for deres ting. Her kan I se, hvordan legetøjsforretningerne i Sovjetunionen så ud – og disse er blot de rigeste, de såkaldte ”mønsterbutikker” (Præsentationsbutikker).
Det lille udvalg af legetøj blev produceret af forskellige små foretagender – de kaldtes ”Artels”. Og regeringens radikale indstilling til fremstillingen resulterede i, at mange af produkterne beklageligvis manglede. Det forbavsede således ikke, at politikere og andre voksne indså nødvendigheden i en ændring af disse forhold. Og dette førte til de første sovjetiske celluloiddukker.
En af de berømteste fabrikker – og den allerførste — som startede en fremstilling – var OXK i Leningrad.
OXK, blev som alle tidlige legetøjsproducenter ikke grundlagt som en legetøjsfabrik:Ohta-krudtfabrik – det er firmaets første navn – blev grundlagt allerede i 1715 efter ordre fra Peter den Store med beliggenhed ved Floden Ohtas bred.
Helt op i det 19. årh. var dette firma et af Ruslands største krudtværker. Efter revolutionen fortsatte firmaet med at fremstille militærartikler, og i 1922 gik man over til fremstilling af kemiske produkter. I 1931 fik firmaet det navn, hvor under alle vi dukkesamlere kender det: – OXK (eller på tysk – OCK, Ohtinrer chemisches Kombinat).
I dag er firmaet en del af sammenslutningen ”Plasmolimer” og går under navnet – Ohta chemical Werk, men det er en helt anden historie, da vi blot er interesseret i de tidligere ”Legetøjs”-sider.
Men hvorfor begyndte denne kemiske fabrik nu pludselig at fremstille Legetøj? Svaret er ganske simpelt: I Sovjetunionen var forbrugerindustrien praktisk talt ikke udviklet. Derfor var alle foretagender fra ca. midten af det 20. årh. forpligtet til, i sine fabrikshaller også at fremstille nogle forbrugsvarer: beklædning, møbler, porcelæn og bestik, forskellige husholdningsartikler – og naturligvis børnelegetøj.
OXK valgte den sidste variant – som de fandt lå nærmest i forhold til deres profil. I 1927 organiserede fabrikken fremstilling af celluloid (indtil da blev dette produkt udelukkende købt fra Tyskland) – dette materiale blev først og fremmest købt af håndværkere og private foretagender.
Men allerede i 1931 omstillede firmaet produktionen udelukkende til forbrugsvarer – kamme, sæbeskåle, brille-etuier – og allerede år 1932 fødtes Ohta-Zelluloid-Spielzeug/(Ohta-Celluloid-Legetøj) – der blev fremstillet Dyrefigurer.
Den første dukke kom til verden i 1935, hvad man kunne løse i det netop grundlagte første sovjetiske tidsskrift om legetøj (kaldet Legetøj ).
Begyndelsen var svær – for da det kom til stykket, var fremstillingen af legetøj helt nyt for firmaet. Der fandtes ingen designere eller andre fagfolk. Derfor blev de første dukker fremstillet efter forme fra Værket ”Komsomolskaya Pravda” (denne fabrik havde netop på dette tidspunkt indstillet sin produktion af celluloiddukker. Andre af firmaets talrige forme blev taget fra franske og tyske porcelæn– og celluloidforme (dengang havde ingen fra Sovjetunionen gjort sig tanker om ophavsret/copyright).
Jeg tænker, at disse dukker er let genkendelige – og hvis du tror, at du her ser franske og tyske børn med deres dukker, tager du fejl – alle de her gengivne fotos er med dukker fremstillet i Sovjetunionen.
De første Ohta-dukker blev stadig overvejende solgte uden mærke. Senere blev de fremstillet med skiftende mærker. Hermed en række af de kendte mærker, ganske vist ikke alle.
Selvfølgelig var ikke bare OXK interesseret i de fine, tyske dukker, som f.eks. Den mest kendte dukkedreng Hans fra Schildkröt (Skildpaddedukke). Han blev virkelig internationalt kopieret.
De kønne dreng kan vi genkendte gennem mange sovjetiske, japanske og polske dukker. Blandt mange sovjetiske dukkesamlere eksisterer denne legende stadig: at dukken er lavet efter dette barnefoto af Volodya Ulyanov (Lenin), og der ses virkelig en vis lighed….
Denne teori ligger langt fra sandheden – svaret er meget mere simpelt:
Det er en kopi af skildpaddedukken
I dag er han en af de mest elskede og kendteste celluloiddukker fra den tidligere Sovjetunion – der findes næppe den samler, som ikke ejer en Hans, og mange har to eller flere (I USSR –landet med Planøkonomien – blev den samme model ofte fremstillet på forskellige fabrikker, dvs. med ganske uvæsentlige forskelle i f.eks. bemalingen etc., og selvfølgelig mærket forskelligt. Og skulle en samler ikke eje en sådan dukke, drømmer hun eller han helt sikkert om at få en).
Jeg er ikke i tvivl om, at alle samlere genkender disse dejlige bamser, eller denne yndige, dukke med den mørke hud og de store øjne – og her tog jeg atter fejl: Ligesom de før nævnte dukker er de også mærket OXK, og ikke Skildpaddedukker.
Et yderligere problem ved de tidlige OXK-dukker var farven på celluloid-materialet – de første dukker fik en grønlig afskygning. Her fandt man snart svaret, – det vand, man brugte ved fremstillingen, kom fra floden Ohtinka, og var meget jernholdigt.
Efter indbygningen af filtre, forsvandt dette problem. Men i vor tid er dette minus delvis blevet et plus – en karakteristisk farve er en hjælp til identifikation af de tidligste og særligt sjældne og værdifulde dukker.
Kære læsere, dette er hermed første del om de russiske celluloiddukker — der er meget mere at fortælle, derfor følger anden del af beretningen meget snart.
Stor tak til Helena jarfzemskaja og Sigi Ulbrich (Tortula)
Betræk til Kroppen strikkes af det rosa Garn.
Overarmen: Begynd foroven. Slaa 6 M op paa P Nr. 2 og strik Glatstrikning. Paa hver Retp tages 1 M ud i anden og næstsidste M, til der er 28 M. Strik 1 cm Rib: 1 ret, 1 vrang. Luk ikke af, men træk en Traad gennem M. Sy Armen sammen paa det ribstrikkede Stykke og lidt op. Klip 4 x 4 cm Pladevat, rul det sammen og stik det i Armen. Traaden, der er trukket gennem M, bindes fast om Celluloidarmens øverste Del. Sy Armen fast til Skulderen.
håber vi, at I hermed har fået mere ny viden om celluloiddukkerne, og vi ønsker jer alle
