Kategori: Dukker

Mary Morrison’s Snow Babies-snebabyer

 Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©

(og med tilladelse fra Mary Morrisontekst og billeder ©, samt billeder fra Inge Harck ©)

Med tak til Mary Morrison, der har skrevet den dejlige bog om SNOW BABIES, får I hermed historien om disse henrivende dukker. Mary Morrison fortæller:

Hvis du tager historien om Snow Babies fra ebay eller fra nogle af de populære tidsskrifter, får du det indtryk, at produktionen af Snow Babies startede engang i midten af det 18. årh. Jeg har ofte undret mig over, hvorfra disse oplysninger stammer.

Da jeg begyndte at skrive om de tyske Snow Babies, besøgte jeg mange biblioteker, gennempløjede bjerge af tidsskrifter og snakkede indgående (var nærmest en plageånd) med en masse medarbejdere fra dukkemuseer. Resultatet var, at den allertidligste dokumentation, jeg kunne finde om Snow Babies, blot var fra lidt før 1910. Jeg ville blive meget glad for at få beviser på tidligere Snow Babies. Muligvis kom de *) Galluba Blå Snow Babies lidt tidligere. Disse har jeg dateret ved bestemmelse af deres indgraverede numre mellem numrene på øvrige Galluba-figurer, som kan dateres helt nøjagtigt. Naturligvis kunne der komme beviser for det modsatte, men indtil nu forekommer disse data nøjagtige.

(*Galluba Blå og Hoffman Snow Babies er de særligt fine eksemplarer, der findes inden for Snow Babies).

Gamle Snow Babies

De før 1. Verdenskrig fremstillede Snow Babyes er i almindelighed meget smukke og uden bevægelige lemmer. Der er nærmest noget ophøjet eller roligt over dem. Farvelægningen foregik med omhu, hvorefter emnet blev lagt i ovnen til brænding endnu en gang, således at farven blev mere eller mindre permanent. På denne måde blev de fremstillet til at være holdbare — til at kunne genbruges år efter år på kaminhylder, i kager, eller som borddekorationer. Skillelinjen mellem fremstillingen af ”gamle” og ”nyere” Snow Babies ligger fra omkring 1912 til 1922, og det er normalt let at bestemme, om et emne var fra før eller efter krigen.

Fremstillingen af disse Snow Babies stoppede måske mellem 10 og 15 år omkring krigstiden, og så kom de nye Snow Babies på markedet. Disse var meget anderledes i stil og fremstilling. De var mere fantasirige, og figurerne var meget ofte bevægelige. Farverne var klarere, og figurerne somme tider sjove. Nu benyttedes en anden slags bemaling. Figurerne blev påmalet, men aldrig brændt, da dette sparede et virkeligt dyrt trin. Desværre var bemalingen ikke vandfast og blev meget let beskadiget. Øjensynligt ønskede fabrikanterne ikke, at disse emner holdt i længere tid.

Få år før 2. Verdenskrig sluttede produktionen af Snow Babies i Tyskland. Dog var der i det mindste én fabrik i Vesttyskland, som startede fremstilling af ”ubesneede” emner, som stod i samme stillinger som de tidligere og måske var fra de samme forme som de senere emner. Denne fabrik ejedes af en mand ved navn Röhring. Disse emner var med emaljelak og derfor blanke.

Nye Snow Babies

Engang omkring midten af 1990erne i det østlige USA opdagede jeg Snow Babies til salg af høj kvalitet, som rigtig meget lignede de tyske Snow Babies, jeg samlede på. Det varede ikke længe, før en handlende, der havde solgt mig vidunderlige gamle Snow Babies, ringede til mig fra et antikshow i Los Angeles og fortalte mig om ”vidunderlige Snow Babies, som hun aldrig før havde set”. For mig var dette begyndelsen til ”Nye tyske Snow Babies”. Kvaliteten var så høj, at den gennem længere tid kunne narre samlere og handlende. Det er et af mine mål at gøre det umuligt at sælge dem som ”Gamle”!.

Der er handlende i USA, der køber disse ”Snow Babies” direkte fra de sælgere i Tyskland, der får fremstillet disse reproduktioner, og så forsøger at sælge dem som gamle emner. Der er adskillige handlere i Tyskland, der sælger disse emner direkte eller på ebay. Nogle af dem sender fra England (United Kingdom). Får du mistanke med hensyn til en ebayhandler, så se på hans øvrige artikler, om han sælger andre reproduktioner. Gå ind på ”Links adn Buing Advice” = Links og råd til købere på denne website, hvor jeg har lavet en liste over nogle udbydere. Eller send mig auktionsnumeret, således at jeg kan sende dig mine synspunkter med hensyn til den pågældende handlende.

Helt ærligt: Der er nogle handlende, som er blevet snydt og ikke vil indrømme, at de sælger reproduktioner. Et problem for os alle, vi er nødt til at udbrede kendsgerningerne om Snow Baby Reproduktionerne.

Vi siger tusind tak til Mary Morrison for denne beretning, som vi alle kan lære noget af.

Vi har fået lov til at bringe billederne af Inge Harks fine samling.

Og så bliver man enormt nysgerrig, vi vil i hvert fald hjertens gerne eje Mary Morrisons bog:

The Big Book of Snow Babies – a Collector’s Guide to Winter Bisque Figures (indbundet) som du stadig kan findee antikvarisk (på nettet) – priserne er meget forskellige, så se godt efter, inden du handler.

Også en stor tak til Inge Harck for tilladelse til at bringe billederne af hendes dejlige samling Snow Babies.

Den store Museumstur i Tyskland, Teaterdukker

© for tekst og billeder: Anne Friis

Endnu et dejligt indlæg fra Anne Friis, fra hendes tur til Tyskland tidligere på året. Så dejligt, at se de skønne dukker og det fine tilbehør. Ting, man kun kan drømme om.

Se venner, sådan kan det gå engang imellem, tror I ikke jeg bare glemte at vise jer mine to mænd købt i Frankenhalle, den sidste dag på Tysklands turen?

 Men så kan de jo få lidt ekstra plads med flere fotos samt nogle af de småting, jeg ikke fik fotografret før. Jeg havde selvfølgelig set på dukkerne flere gange. De var 16,5cm høje, den ene med china hoved og i en dragt, som efter min mening lignede en hushovmester, eller lord, svært at afgøre. Den anden har Papier Mâché hoved, ret lille i forhold til kroppen, samt i en meget fin fransk uniform og fint lavet hat. På det første fotos mangler han sit fine Ormelu sværd, men det sidder normalt fint fast i hans bælte. Jeg fik det i hvert fald med. Jeg har nu opdaget at det, sværdet altså, kan trækkes ud af skeden. Eftersom dukkerne fra denne handlende, som var franskmand, tilhørte hans kone, som var tysk, og hun var forsvundet fra salen, blev det lidt svært at handle med ham. Jeg havde forhandlet mig frem til en pris med hende på tysk. Men det ville han ikke acceptere, så jeg ventede og ventede. Kirsten, som kendte ham godt, gik også ind og forhandlede med ham, men han var en hård nød at knække. Jeg måtte så låne lidt flere Euro af Kirsten, hun fik dem tilbage med det samme i Danske Kroner, som jeg havde på mig. Jeg betalte så absolut nok for dem 300 € pr. stk., men fik så flere kostumer som forklæder, et yndigt korset, lang original underskørt til en fransk dukke samt andre småting med. De andre blev lidt trætte af mig, da vi alle ventede så længe på den tyske dame, så vi fik ekstra kaffe og slentrede bare rundt og så de forskellige begynde at pakke ned. De andre var færdige med deres køb.

Manden med china hoved, lord eller hushovmester, her iført sin fine jakke.
Hans flotte ansigt i china, med en speciel fin usædvanlig frisure 3,8cm, kvaliteten er super for en sådan lille størrelse.
I kan se hvordan bevægelsen er konstrueret, samt størrelsen på hænderne, anderledes end jeg havde forestillet mig.

Dukkerne er jo mænd, som er sværere at finde end damedukker, desuden er de i original stand. De er lavet på trækroppe, man kan mærke at de har en dims bagpå ryggen, som man har brugt i et teater, derfor de store meget smukke hænder, hvor der stadig er lidt snor tilbage i begge dukker. Måske prøver jeg at tage jakken af på ham med china-hoved, da jeg forsigtigt kan fjerne hans sting foran og få jakken af for derved at se konstruktionen. De er lavet mellem 1830-50. Papier Mâchén er ikke almindelig, og han er så flot bemalet. Det var det jeg faldt for, samt det faktum at ingen af mine små tidlige dukkehus dukker havde nogle mænd. Det gode ved dem er at de kan sidde naturligt på en stol, modsat dukkehusdukker på almindelige kroppe, som sidder fuldstændigt stift og stritter ud i luften. Eftersom arme og ben er af træ med led kan de således optræde mere naturligt. Jeg så flere teatre på Nürnberg museet med sådanne dukker. Tit bliver de solgt som hele sæt. De er sikkert også blevet brugt herhjemme, jeg har for nylig set et sådant flot sæt med rigtig mange dukker i København. For det meste er de dog med malede træhoveder.

Soldaten har meget lille hovede, men flot malet i fin uniform med hat & sabel, mere spinkel udført end den anden figur.
Hele samlingen, som de stod hos den handlende i Neustadt, begge teaterdukkerne ligger på 16,5cm
Her med sin imponerende hat, som er knækket af ved sit hagebånd.
Den fine lille sabel, som kan drages, 7cm i Ormelu

 Nogle gange kan man egentlig ikke forklare hvorfor man falder for en dukke og absolut bare vil have den, men sådan er det bare. Det er helt ubetinget en mavefornemmelse, og jeg får den altid, når jeg står overfor en sådan dukke, som jeg ikke kan leve uden. Af og til undertrykker man denne følelse, men jeg skifter næsten aldrig smag, og har faktisk aldrig fortrudt mine køb, det må jeg indrømme. Andre samlere skifter deres ting ud hele tiden, da de hele tiden skifter interesser. Så det må være meget forskelligt. Jeg havde set en påklædningsdukke som jeg blev ret vild med, i øvrigt den eneste næsten på hele min tur, som var til salg, og fra den rigtige periode 1840-50. Hun var meget dyr, 275 €, og jeg syntes jeg havde set den før. Samtidigt var hendes ben ikke i orden, men hun havde masser af tøj, så jeg snakkede med Kirsten om det, og vi så på tingene sammen. Det er uvurderligt at lufte sin tanker med andre, når man står i en presset situation og ikke har en ubegrænset økonomi. Kirsten foretrak også dukkemændene, så jeg fik taget min beslutning. Nu kan I jo selv bedømme om den var den rigtige.

6 champagnefløjter, 2,8cm, som jeg fandt på markedet i Neustadt by.
Helt vidunderligt sæt i celluloid eller tidlig plastik, farven gør det, samt prægning i
stellet omkring 1900.
fad i typisk blåt porcelæn fra Spode 1850, købt for år tilbage i Helsingborg hos fru Baumann, samt buddinge form med blå dekoration fra Neustadt markedet, kan godt være engelsk.

 Jeg fandt billeder af samme pd-dukke i et tidsskrift, da jeg var kommet hjem, hvor dukken var helt anderledes men tøjet det samme. Ligeledes så jeg den også på en auktion i USA over internettet, denne gang med en tredje dukke, så nogle af de gamle pd’er kan dukke op med forskellige type dukker, her med det samme tøj. At det så er forskelligt hvor meget de hver især har med, alt efter hvordan de har overlevet. Dette sikkert fordi de ikke er tegnet så kropsnært, som senere dukker, og derfor kan flere dukker passe det samme tøj. Man skubber enten dukken op igennem tøjet – der er jo to sider begge som regel bemalet, eller man kan åbne tøjet og lægge dukken ind. I får love til at se hende også, for bedre at bedømme det. Jeg vil senere skrive en speciel artikel om mine tidligste pd’er.

Den lille PD’er som stod og var så charmerende til €275 fra 1850.

En stor tak til Anne.

Lene

Dukker i Fanødragt

© for tekst og billeder Lene Byfoged

En stor tak til Susanne Windsløw fra Lorenzens Butik for venlig hjælp!

Glimt fra Dragtmuseet.

Efterårsferien gik i år til Hjelsminde Badehotel i Sønderjylland, og inden vi tog af sted, havde vi planlagt de steder og museer, som vi gerne ville besøge. Et af stederne var Fanø, bl.a. fordi vi nyder at komme ud på de danske øer og se de store forskelle, der er på dem og indsnuse noget af stemningen og fordi jeg gerne ville have svar på spørgsmålet, om hvorvidt dukkerne i Fanødragterne, oprindeligt blev lavet til fordel for stormflodsofre, som jeg har hørt et par gange.

Endnu et oversigtsbillede. Se hvor udførligt dukketøjet er syet.

I Nordby gik vi ind på Fanø Skibsfart & Dragtmuseet, de har en meget fin og udførlig udstilling af Fanødragter. Her var fine gamle porcelænsdukker i Fanødragter og de forskellige dragter og deres tilbehør var sat op, så det var en fornøjelse, at fordybe sig i det. Men de kendte ikke noget til dukkernes oprindelse og da Fanø Museum var lukket, kørte vi videre til Sønderho, hvor vi håbede på bedre held.

Fanødukke i brudedragt.
En smuk dukke i en smuk dukkevogn. Det er tydeligt at se, at Fanø ikke var en fattig ø.
De er da smukke!

Sikken en smuk lille by Sønderho er, jeg blev helt forelsket og skal så absolut tilbage igen. De typiske smukke gamle Fanøhuse, hvor der i næsten alle vinduer er Staffordshirehunde og pelagonier, ren romantik.

Glimt af et af de smukke huse med Staffordshirehunde i vinduerne i Sønderho.

Vi besøgte ravsmeden Jens Peter Jensen, der er født og opvokset på Fanø og jeg spurgte ham, om han kendte noget til historien om dukkerne. Det gjorde han ikke, men han kunne huske, at kvinderne i hans barndom syede tøj til dukkerne, men han anbefalede os at besøge Lorenzens Butik lidt længere ned af gaden. Det er er et lille museum med skiftende udstillinger af de smukke gamle Fanødragter og mange fine effekter fra sejlskibstiden. Der var desværre lukket, men der var et par telefonnumre, man kunne ringe til.

Jeg ringede til Susanne Winsløw og spurgte om hun kunne hjælpe med at bekræfte eller afkræfte historien. Susanne havde aldrig hørt den historie og hun er ellers meget velbevandret i Fanødragterne og deres historie. Så mon ikke det blot er en historie.

Susanne fortalte, at allerede omkring år 1900 var Fanø en turist ø og da turisterne så de smukke dukker i Fanødragter, blev de hurtigt en efterspurgt souvenir.

De første dukkers dragter blev syet af de dygtige kvinder, der syede de originale dragter og er derfor en tro kopi af disse. Det er virkeligt smukt håndværk. Dukkerne var store og fra de bedste dukkefabrikanter. Senere kom de små porcelænsdukker, som mange samler på og med tiden også i celloluid m.m. Det er så de dukker, som blev syet i de små hjem.

De små porcelænsdukker som afløste de større og meget dyrere dukker.

I dag laves dukkerne i Fanødragt stadigvæk og de er en af de souvenirs de sælger mange af på Dragtmuseet.

Fanødukker til salg på Dragtmuseet.

Desværre var meget lukket og vi fik ikke set alt det vi ville, så vi må derover igen en anden gang.

Lene

Den store museumstur i Tyskland, priser m.m.

 © Anne Friis & Cecilie Juul-Møller.

Hvis vi skal se lidt på, hvad der blev købt, så er det selvfølgelig meget forskelligt, alt efter de forskelliges økonomi. Men jeg købte da ting, som var rimelige og nede i pris.

Jeg har selvfølgelig indhentet tilladelse fra de andre deltagere i turen og Cecilie har oven i købet sendt mig priser på mange af de ting, jeg ikke havde priser på, samt nogle fotos.

Lille Pâpmaché hoved sammen med slagtervarer, også af Pâpmaché nogle af gips de lå på mellem 10€ – 25 €

Jeg købte et lille Googly hoved på stift overtrukket karton med stof og specielle øjne indkapslet i metal, som man så kunne lave en dukke af, en slags maske til 5 €. Denne på det store loppemarked på torvet samt nogle yndige ørenringe til dukker, samme sted, som løb op i 10 € for to sæt. Desuden fandt jeg nogle dukkehus småting på samme torv. Et sæt parian figurer kun 5€ samt nogle virkelige dejlige træ drejede tallerkner i malet gult træ med grønne kanter 6 dele i alt til 10 €. Disse har jeg altid elsket, de er svære at finde, men jeg havde på museet i München set mange sæt, idet de jo kommer fra dette område. Der var et Papier Mâché hoved med en anden type skulderhoved stemplet A5 og håndmalet, men gammelt til 2 €, det ene øre mangler. Jeg syntes dog, det er yderst charmerende og jeg det fandt hos den berømte dukkedoktor i Neustadt Thomas Packert. Han udgiver hvert år sin egen minibamse i et limiteret oplag. Denne er lavet på nøjagtigt den måde de gamle miniature bamser var lavet på. Han har erhvervet alle formene. Han var som altid yderst charmerende, og Sissel havde adskillige ting med som hun skulle finde reserve dele til. Desuden købte vi og især Cecilie mange små silkeovertrukket knapper. Så det var ingen herregård, men de dyre køb kom selvfølgelig også. Man kan stadig få meget u malet gråt Papier Mâché som forskellige hare, æg og masser af andre påsketing samt julemænd. Nogle er dog også malet. Der var alle mulige gamle kurve i forskellige farver på skolen i Sonneberg, som man købte i bundter, men u samlet til 5 €. Diverse små sko i papir 15 € og masser af små papirblomster buketter i flotte farver, de lå på 1 € stk. pr. stilk.

Det anderledes hoved også i Pâpmaché stemplet A5 bagpå, bemærk at det er helt lukket i kronen, til 2€ fra dukkedoktoren Thomas Packert i Neustadt
Her er 3 virkelig smukke glansbilleder fra omkring 1880-85 med prægning og stofmonteret kaldet silkeglansbilleder, de var helt uden fejl til 18 € samlet, de små til 5 €, alle fra Galanterivarebutikken.

.Selvfølgelig kan man nemt gå helt agurk, hvad skal man vælge, og hvornår skal man købe. Endnu var amerikanerne & englænderne ikke kommet, de venter til torsdag & fredag hvor Frankenhalle slår dørene op. Men jeg var glad for vi var der før, så kunne man virkelig få talt med de handlende, man så at sige så hver dag. De fleste er uhyre vidende. Cecilie og jeg købte flere sæt arme & ben i china & bisque. Jeg fik også samlet nogle små all-bisquedukker, de lå på ca. 20-25 €, de mere sjældne typer på 40-50 € samt de større all-bisque lå på 100 €, jeg fik dog min til 50 € , da jeg havde købt så meget, og vi var blevet helt gode venner. De gamle chinaben med flade sko, lå på 35 € sættet, men jo mere du købte jo mere faldt prisen, så jeg fik da brugt omkring 220 € i Galanterivare butikken. Så absolut den mest charmerende sælger, se fotos fra min første artikel. Jeg kan lige indskyde at Fru Daniella havde en meget fin og yndig Grödnertal – trædukke med kam – som jeg meget gerne ville have købt, den kostede 1000 €, desværre for dyrt til mig. Men det skal indrømmes, at det er utroligt svært at vælge, men en ting købte jeg allerede anden dagen i Sonneberg, en china skulder-hoved mand. Han er på læderkrop og fra omkring 1840 fra Kestner til 150 €, netop min yndlingsperiode. Han er iført nyt tøj, men flot syet, men måske prøver jeg selv en dag at lave et kostume til ham. Jeg fandt også en kone til ham, tidsaldermæssigt. Hun havde afslået arme og ben til 90 €, men sit helt originale tøj og krop, og så var hun smukt malet, det betyder jo alting. Desuden kunne jeg jo nå at finde nye gamle arme og ben til hende, herligt. Jeg så flere af hendes type, men da var de oppe i 150 € eller mere. Hjemme havde jeg en lille china dreng fra samme periode, som jeg har fundet i London fra Mrs. Graham Greenes pragtfulde samling. Så nu fik jeg pludselig en hel familie, af en større størrelse, som kunne passe sammen med nogle miniature møbler. For mig er korrekt tid og størrelse ret så vigtige. Når jeg siger miniature møbler er de ikke i 1:12 men en meget større størrelse og tit pragtfuldt udført. Jeg har en ret god samling af disse, så er det fint, når man finder nye beboer til dem. Men derefter ventede jeg til Frankenhalle, så selvfølgelig, hvad de andre havde købt. Sissel købte en masse dejlige Steiff dyr, især nogle som vi ikke ser så tit, en Okapi f. eks. De er betydelig billigere nu end herhjemme. Jeg købte selv en lille sæl til mit yngste barnebarn til 5 €, men Sissels må have været dyrere. Desuden købte hun en helt dejlig lille dukke i original æske med tøj og ekstra udstyr, prisen kender jeg ikke, men de er ikke helt billige i en så fin stand og originalitet.

Diverse ben samme sted fra lå på 35€ parret, men ved samlet køb kom de
ned på 20 €
De små dukker i all-bisque, som jeg selv fandt ben & arme til, samt de to ret sjældne, den sorte i lændeklæde og en med paryk & en flot moustache samt glasøjne. I kan se de er ret beskidte, men noget er da kommet af ved senere afvaskning 2 & 4 til 25 € de to andre til 40-50 € tror jeg. Den største kan I se med tøj , paryk og hat, som jeg fandt til hende herhjemme i mine gemmer lå på 100 € normalt, jeg fik rabat. Hun fandtes med enten gule eller sorte støvler.
Her Kestner manden til stort dukkehus med sin kone, som havde afslåede lemmer, men original tøj & krop
Engang imellem tog vi en lille pause, her Sissel med sin dejlige Okapi, men hun endte med at have et helt bord fuld af Steiff dyr.

Den meget smukke og fine æske med dukken og udstyr, solgt oprindeligt fra en Fransk butik i Paris, men dukken er i bisque og komposit krop, arme & ben. Hun er ikke til at stå for, var vi alle enige om. Omkring 1890-1910 tror jeg.

Celluloid holdt vi os fra, grundet det at vi skulle med fly hjem. De kan ikke tåler at rejse og det store skift i temperaturen, synes jeg, men der var mange fine og interessante ting, men egentlig dyrere end jeg havde troet. Her i Danmark er det svært at sælge celluloid dukker, dog så jeg nogle meget smukke dernede.

Christiane Gräfnitz med sin nye helt vidunderlige trædukke, tidlig 1820 og originalt tøj, her i undertøj og med hendes konstruktion.

Her fra siden ,I kan tydeligt se hendes udskæringer i håret samt de læderbånd, der holder hovedet fast, træarme & læderben se næste foto.
Helt forfra.

Christine Gräfnitz købte den mest bedårende tidlige trædukke til ca. 2.300 € samt en pragtfuld celluloid med leddekrop i dette materiale. Jeg har aldrig set en sådan før. Kirsten, den viste china med guldhårnet på bagsiden af hovedet, samt andre ting, som jeg endnu ikke har set. Hun solgte godt og var meget tilfreds. Cecilie fandt en tidlig Kestner pige med faste håndled til 1.900 €, flere usædvanlige kostumer, samt arme, ben o.s.v. og oceaner af knapper. Hun fandt også en dejlig dreng BéBé Schmitt, tror det var til 1.300 €, desuden købte hun en fantastisk kjole 120€ til en af hendes franske dukker, det blev så en tidlig china som overtog den, har hun fortalt, samt sendt fotos af hende, som I også kan se. Hun fandt også nogle tidlige kroppe i skind og komposit til omkring 100 € stk. samt lidt dukkehus inventar som gardinstænger med ringe og lidt Ormelu billedrammer, små borter og tapeter. Gardin ringene er sjældne, jeg fandt selv lidt af disse til 10 € for en samling, fordi jeg netop havde set Cecilies, ellers havde jeg ikke vist hvad det var. Vi var gode til at tippe hinanden om, hvad de andre også skulle se. Den sidste dag fandt jeg oven i købet en æske med tyske pd’er i stykker, men de kunne reddes til 10 €.

Kirstens meget smukke china, kan være en Conta & Böhme med gyldent hårnet se næste foto.

Dette er en BéBé Schmitt som dreng med et Papier Mâché hoved ret sjældent, desuden har Cecilie sendt fotos af sin Kestner pige samt en smuk kjole hun også købte for 120 €.
Foto Cecilie Juul-Møller
Foto Cecilie Juul-Møller.
Foto Cecilie Juul-Møller.

Selvom vi mødtes om aftenen til en hyggestund, så vi selvfølgelig ikke alt, og mange ting fik jeg ikke fotograferet desværre. Flere af mine egne ting har jeg først taget fotos af herhjemme. Håber i kan blive inspireret, og se at der er ting i alle prisklasser skulle I selv få lyst til en tur. Er man i bil er der ingen problemer med celluloider.

Anne Friis

 En stor tak til Anne Friis & Cecilie Juul-Møller. Jeg er sikker på, at der er mange, der som jeg, nyder disse skønne billeder og al den gode information.

Lene

At stykke en dukke sammen II

© for tekst og billeder Lene Byfoged

Det er over 2 år siden, jeg skrev første del af fortællingen om forsøget på at stykke en dukke sammen. I den tid der er gået, har dukken et par gange været på vej til dukkehimlen, der har simpelthen været så mange genvordigheder, at jeg har været lige ved at opgive hende, men nu er hun endelig færdig.

Som jeg skrev, var det næste store problem at finde nogle arme der passede, det var ikke nemt, da dukken er så stor. En sød dukkemager i Jylland sendte mig arme af 2 omgange, men desværre, begge par var for små. Det var så her, hun første gang var på vej til dukkehimlen, for det så helt håbløst ud. jeg havde ledt efter antikke arme på nettet, både i Tyskland og USA og hos diverse dukkemagere, for selv om jeg helst ville have nogle antikke der passede dukken, blev jeg klar over, at jeg måtte “nøjes” med nye. Da jeg helt havde opgivet forbarmede en sød dukkemager, sig over mig og ledte i sine gemmer og minsandten, om ikke hun havde et par der passede. Lykken var stor og jeg gik i gang med at sy undertøj til hende og strikke strømper i sikker forvisning om, at nu kørte de bare derudad.

Chemisen med monogran, som  jeg fandt på et loppemarked. Da jeg havde hende med i legetøjsforeningen http://www.snurretoppen.dk, blev jeg spurgt om hendes navn, det havde jeg ikke lige tænkt på. Monogrammet er FF, så hun er nu døbt Frederikke Faber.
På skørtet kunne jeg endelig finde brug for de smukke kniplinger, jeg købte for mange år siden i Brugge, Belgien.
I bogen “Strik med nordisk tradition” fandt jeg mønster til en sød blonde og med den som udgangspunkt. lavede jeg en opskrift til strømper. Opskriften kommer på bloggen.

Men jeg blev klogere, da jeg gik i gang med at sy hendes dragt, var den gal igen. Jeg havde fundet noget rigtigt lækkert thailandsk silke, der passede fint sammen og en ven fandt et skønt mønster, så jeg gik glad i gang.

Så var hun på vej til dukkehimlen igen…. Uanset hvor lækkert stoffet er, så var det ganske forfærdeligt at sy i. Det gav sig og trævlede, så det næsten var umuligt, at sy i. Det viste sig, at mønstret ikke passede sammen, så der er brugt oceaner af tid på at rette til og pille op og da jeg syr alt i hånden, var det mange timers arbejde.

Det færdige resultat.

Der manglede noget syntes jeg og da jeg havde set en smuk strikket viktoriansk cape et eller andet sted, googlede jeg Victorian knitting og fandt en opskrift i voksen størrelse. Jeg forsøgte mig med meget tyndt garn og pinde, og som sædvanligt gik det ikke i første omgang, så efter endnu et forsøg blev jeg tilfreds.

Endelig blev hun færdig og jeg er rigtig glad for hende, men så kom problemet, hvor skulle hun stå! Der var ikke plads i nogen af skabene og jeg vil ikke have hende til at stå ude og blive for støvet. Jeg ledte og ledte, for plads til et nyt skab har vi jo heller ikke. Jeg fik en god ide, syntes jeg da selv, et gammelt bornholmerur med glas på hele fronten, så kunne hun stå forneden og jeg kunne lave en lille dukkestue forover. Det syntes Torben ikke var en god ide, for igen, hvor skulle det stå? Nå, men så var vi så heldige, at der på en gård på Sejerø, var loppemarked og der hang, det fineste vægur, det havde lige størrelsen. Ham der solgte ville have et pænt beløb for det, da det som han sagde, havde et fint og kendt urværk. Han syntes nok vi var lidt underlige, da vi sagde, at det var vi lige glade med, da vi ville tage det ud. Han holdt dog på prisen og vi betalte og var glade.

Pladsen er lidt trang, men det går.

Mange hilsner Lene

H u s k e r DU ?

B I L D – L I L L I !

 (Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

 Da en veninde har bedt mig om hjælp til salg af en Barbiedukkesamling (dukker og tilbehør) – kom jeg i tanker om Barbies forgænger – BILD-LILLI – som jeg for 10 år siden fortalte lidt om i Nordisk Dukketidende!

Måske nogle af jer husker, at Bild-Lilli var en tysk tegneseriefigur, der debuterede den 24. juni 1951 – en velskabt pige, der fordrejede hovedet ”på alle mænd”!

Denne tegneserie-succes fulgte fabrikanten Heinz Frank op i begyndelsen af 1955, hvor han skabte Lilli-dukken. Lilli var nu ikke mere to-, men tredimensional. Dukken blev fremstillet i to størrelser, ca. 16 cm og 28-29 cm.

Lilli var en stereotyp dukke med lige, lange ben, hvepsetalje, påmalede ansigtstræk og sko. Hestehalen var blond, og hun havde den karakteristiske spytkrølle i panden.

Ligesom den senere Barbie optrådte Lilli i datidens super-moderne tøj og… Lilli var selvfølgelig selverhvervende og optrådte bl.a. som stewardesse, sygeplejerske, danserinde og/eller skøjteprinsesse.

 

 

 

 

 

 

Der blev også drejet en Lilli-film ”Lilli – en pige fra storbyen” med Ann Smyrner i titelrollen. Tøjet til Lilli kostede mellem ca. 12 og 60 kr. pr. sæt.

At Lilli dannede forbillede for Barbie, er en helt anden historie, som I skal få en anden gang. Men hermed nogle billeder af Lilli.

Den ”Store” Lilli i rød cocktailkjole, skitøj og selskabskjole. Den ”Lille Lilli iført bukser og bluse og i tennistøj. Desuden noget fra en avisartikel, samt Ann Smyrner i rollen som Lilli.

 

 

 

 

 

 

Da der ikke mere eksisterer ret mange Bild-Lilli-dukker, er hun vanskelig at finde og derfor mange Barbie-samleres drøm som supplement til samlingen!

(Lise Clasen Research)

 God   Læselyst !

 

Tanker om to firmaer og samme dukke ???

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © 

For nogle uger siden bragte jeg en gammel annonce om den lille Gummmidukke fra dukkefabrikken NYCO i København . Det viste sig, at Ulla Louby ejer en anden dukke fra firmaet, og hun sendte fluks et billede af den. Også Beritt Mathiesen sendte omgående et foto af sit eksemplar af dukken og henviste samtidig til ”Den stora Dukkeboka” /NORSKE DUKKER 1770-1970”, hvor der er gengivet en dukke magen til. Det drejer sig i alle tilfælde om en meget yndefuld pigedukke.

Nu blev jeg selvfølgelig nysgerrig og bestilte bogen hjem, da jeg ikke kunne finde nogen dansk forhandler af den, og ganske rigtig er der et billede af sådan en dukke fremstillet af et kendt norsk dukkefirma.

Dukken er 27 cm høj, og Ullas og Beritts dukker har NYCOmærke i nakken— vist til venstre – og er således fra NYCO i Krystalgade i København, mens dukkepigen gengivet i den norske dukkebog er fremstillet af Arne Hasle—Latex A/S, som brugte mærket til højre: et mærke i rødt og guld på æskerne til sine dukker. (Arne Hasles firma er bekendt for mange af os på grund af de dejlige Hasle-nisser).

Dukkerne virker identiske, som I vil se af billederne. Firmaet Arne Hasle / Latex as eksisterede i årene 1948-1962, hvor firmaet desværre brændte. – I beretningen om Arne Hasles firma står, at nogle produkter blev indkøbt og lettere forandret…   men den nævnte 27 cm høje dukke omtales som Hasles første dukke: en 27 cm lang pigedukke med modelleret hår, og den omtales som meget sjælden.

Her er alle tre dukker, desværre er min billedkvalitet ikke så fin, som den burde være, men for mig ser dukkerne identiske ud. Ullas tv, Beritts i midten og Haslepigen th…

Måske nogle af jer ved mere om disse dukker. Som den uforbederlige optimist, jeg er, har jeg nu kontaktet forfatterne af bogen for yderligere oplysninger om dukken.

Tak til Ulla og Beritt for jeres fotos.

God læselyst, og forhåbentlig et snarligt gensyn med flere detaljer om dukkerne!

 

 

Plastdukkesyge

(”Dødelig dukkesygdom hærger 50-60-årige dukker”)

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Denne artikel er fra ”Ingeniøren” den 28. juni 1996 og med bladets tilladelse via redaktionssekretær Søren Rask Petersen genoptrykt i Nordisk Dukketidende januar 2012   – og da vi her på bloggen har fantastisk mange nye læsere, skal I da alle have del i disse informationer:

 Dødelig sygdom hærger 40-50 årige dukker

En dødelig sygdom hærger i samlinger af antikke dukker fra 1940’erne og 50’erne. De syge udgyder tyktflydende tårer, stinker af eddike og smitter nabodukkerne.

Samlere og legetøjsmuseer har længe kendt fænomenet ”plast-dukkesyge”, især fordi en stærk stank af eddike påkalder sig opmærksomheden hos enhver, der nærmer sig ”patienten”, men først nu er de kemiske reaktioner, som indgår i nedbrydningen af helbredet, opklaret. Tre forskere på universitetet i Bradford, England, har fundet både forklaringen og en kur.

En dukkesamler henvendte sig til dem med en dukke fra 1940’erne. Hovedet var begyndt at smuldre, og brune tårer løb ned ad kinderne. Howell Edwards og hans kolleger indså, at det måtte være de jernspir, som fastholdt øjenæbler, eller arme og ben, som måtte være kilden til problemerne. De gamle dukker er af cellulose-acetat. I plastalderens barndom var man ikke så dygtig til at fjerne rester fra selve fremstillingsprocessen, og derfor er der i dukkerne både uomdannet cellulose og eddikesyre. Der er også svovlsyre, som bruges som katalysator ved acetatdannelsen imellem cellulose og eddikesyre. Syrerne opløser jernet, og jernioner katalyserer fraspaltningen af eddikesyren fra plasten. Denne syre opløser så endnu mere jern, osv. Den onde syrecirkel er sat i gang, og dukkesygen er en realitet.

Dampe af eddikesyre breder sig fra dukke til dukke, så der bliver tale om en hel epidemi. Hvis blot en dukke er syg, kan den smitte et helt skab fuldt, siger Edwards, der stillede diagnosen vha. Raman-spektrometri til identifikation af de molekyler, der dannes under nedbrydningen.

Den bedste behandling, fortsætter han, er at vaske de inficerede dukker i sæbevand, så man får fjernet eddikesyren. Men de skal derefter tørres grundigt, for ellers ruster jernet. Og selv den mindste jernsalt virker destruerende. En konservator på et dukkehospital i Sydney i Australien får omkring hundrede nye patienter hver uge, siger Edwards.

Caroline Goodfellow, som står for dukkesamlingen på børnemuseet i London, har også behandlet et antal ofre for plastsygen. Vi plejer at isolere de inficerede, så de ikke forurener de andre, siger hun. Det værste tilfælde, hun har set, var i en privat samling. Dukken var nedpakket i en æske sammen med et antal mølkugler til beskyttelse af hendes tøj, som var lavet af uld. Hun var helt overstrøet med klare røde klatter. Mølkuglernes naftalen reagerede med de andre ingredienser til dette ”blodige” skue. (New Scientist, 4/5-96) – poq.

Sikken en historie, selv troede jeg ikke på den, men flere læsere gjorde mig dengang opmærksom på emnet, og det kunne da være spændende og interessant at få at vide, om nogle af jer har været ude for problemet ???? Lad os høre mere om emnet fra jer.

 Hjertelige hilsner herfra (Lise) !

Norah Wellings dejlige dukker

© for research Lene Byfoged. Alle billederne er fundet på Pinterest.

Kender I Norah Wellings skønne tøjdukker? Jeg er fan og må på jagt, for de er da helt vidunderlige. 

Norah Wellings i hendes værksted i 1920.

I 1893 blev Norah Wellings født i Arleston Village, Shropshire i England.  Hendes far var en kendt og dygtig skulptør. Norah havde en bror Leonard, der var to år ældre end hende.

Norah var veluddannet og interesserede sig især for botanik og kunst. Hun havde ikke megen selvtillid og var ikke særlig udadvendt og hun indså tidligt, at det ikke var hendes udseende hun skulle leve af, så hun blev i hjemmet og hjalp sin mor, med at passe sin syge far indtil hans død.

Efter faderens død i  1919 fandt Norah et job som designer hos legetøjsfabrikanten Chad Valley Co i Schropshire, hvor hendes speciale blev dukker og legetøj i stof. Hun blev i firmaet i syv år, indtil hun startede sit eget firma Victoria Toy Works op i 1926, sammen med sin bror Leonard.

En Norah Wellings dukke, den minder ret meget om Lencis dukker.

Det var mere eller mindre et familieforetagende. Hendes bror Leonard styrede fabrikken, en fætter salgsarbejdet og Norah designede alt legetøj og alle dukkerne. derudover var der tre andre fra familien ansat. Det var en lille og ydmyg start for firmaet.

I 1927 besøgte dronning Mary byen og i den anledning designede Norah dukken Cora, som hun præsenterede for dronningen, hvilket gav firmaet en fantastisk reklame. Samme år udstillede Norah sine dukker og sit legetøj på den Britiske Industris Messe i White City. Både legetøjet og dukkerne fik en god og positiv modtagelse og omtale.

Nogle få år senere var firmaet flyttet til større lokaler og de fortsatte med at udstille på den Britiske Industris Messe i White City indtil 1939, hvor krigen satte et midlertidigt stop for messen.

Da firmaet var på sit højeste var der ansat omkring 250 personer, men mønstrene til dukkerne og legetøjet, var alle designet af Norah. Alle dukkerne i Cora designet,var moderigtigt klædt, havde fine mohairparykker og udtryksfulde ansigter

Drengedukke med et fint og udtryksfyldt ansigt.

I 1933 ændrede dukkerne sig, de hed nu Norene dukker og var udelukkende lavet af filt med malede ansigter og mohairparykker. Der blev lavet mange modeller og i 7 forskellige størrelser.

Norahs dukker blev solgt i de mest eksklusive forretninger bl.a. var Londons stormagasin Harrods en vigtig kunde. Hver år designede Norah legetøj til Harrods berømte juleudstilling.

Selvom Norah havde stor succes i Storbritannien, eksporterede hun alligevel over 70% af dukkerne til bl.a. USA, Canada, Australien og Egypten.

Det er virkeligt smukke dukker Norah Wellings designede. Hun er da yndig!

Næsten alle rederier forhandlede Norahs dejlige sømandsdukker, der havde navnet på det pågældende skib på deres hattebånd.  Det var dengang der var en livlig sejlads mellem Europa og USA – og som i dag var rejsen ikke komplet for passagererne, hvis ikke man havde en souvenir med hjem. Jollyboy Sailor, der kom på markedet i 1929, blev hurtigt den mest populære dukke i firmaets katalog. Der blev gennem årerne produceret en masse af disse dukker i forskellige størrelser og det er nok de dukker, der er nemmest at få fat på i dag, til en overkommelig pris.

En af de populære og charmerende sømænd.

Udbruddet af 2. Verdenskrig skabte store problemer for firmaet, eksporten dykkede og selv om fabrikken fortsatte produktionen under krigen, var det med meget færre ansatte.

En samling af Norah Wellings skønne dukker.

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, Norah blev inspireret til at skabe Royal Air Force maskotten Harry Hawk, som blev et af de mest eftertragtede ikoner i krigsårene. For hvert solgt eksemplar af dukken, som blev solgt i flere størrelser, blev der doneret et beløb til RAF Comforts Fond, for at hjælpe til med krigsindsatsen.

Nogle af Norah Wellings skønne RAF dukker.

I januar 1959 mistede Norah sin bror Leonard, efter han havde været 30 år i firmaet. Hun fortsatte i en periode alene i firmaet, men d. 4. september samme år, lukkede hun firmaet. Norah lavede et stort bål og brændte alt – hendes mønstre, redskaber og alle de ufærdige dukker. Hun ønskede ikke at sælge sine designs eller overlade dem til andre. De færdige dukker og legetøjet blev doneret til forskellige velgørenhedsorganisationer.

Endnu en samling Norah Wellings dukker.

Efter lukningen af firmaet helligede Norah sit liv til maleri, havearbejde og madlavning i hjemmet, som Leonard havde bygget til hende. Hun døde i februar 1975 i en alder af 82 år.

Jeg har kun kunnet finde denne bog om Norah Wellings dukker.

 

P u s l e d u k k e r n e

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 (Fotos: Anne Marie Nielsen, Inge Harck, Lilian Skov og u ndertgegnede ©)

 (Med tak til Anna-Marie Nielsen, Inge Harck og Lilian skov med flere)

 I Nordisk dukketidende nr. 36 (september 2005), nr. 37 (december 2005) og nr. 38 (februar 2006) er der skrevet om Pusledukkerne, idet Anna-Marie Nielsen fra Blåhøj dengang havde udarbejdet en brochure om Pusledukken og hendes familie og venner, og dette resulterede i reaktioner og billeder af Lilian Skovs og Inge Harcks døtres Pusledukker.

Anna-Marie Nielsens Puslefamilie!
(beklager billedkvaliteten., men mon ikke I kan genkende den herlige flok)! ,

Da der er enormt mange Puslefamiliesamlere, har jeg kædet disse artikler sammen med flere oplysninger, således at alle kan få glæde af dem, og her på bloggen vil vi selvfølgelig meget gerne se billeder af jeres Puslefamilie.

Pusledukken fik navn efter barnestjernen Pusle Helmuth (født 12.8.1962 og døbt Louise Charlotte Helmuth, datter af skuespillerparret Jeanne Darville og Fritz Helmuth). .. Pusle Helmuth medvirkede i filmserien ”Min søsters Børn”, i alt 6 film, hvor hun havde navnet Pusle og var en charmerende lille pige. Hun har i 2004 skrevet sin selvbiografi: ”Pas Godt på dem. De er meget sårbare, for det at være barnestjerne er en voksenrolle”!

Dukkefamilien består af: Pusle og Maria fra 1968. Pusle med hår i forskellige nuancer og frisurer, Maria er en yndig negerdukke og sorthåret, begge er 30 cm høje.

Året efter, i 1969, kom Pippi Langstrømpe, også 30 cm høj, denne charmerende dukke kaldes også Tjoven, min egen datters hedder Fregnede Louise, idet hun solgtes under det navn gennem legetøjsforretningen Rønbjerg — kært barn har således mange navne. De næste dukker er tvillingerne Tom og Titti, også 30 cm høje, jeg kan nu kun få det til ca. 29 cm, de er søde og lyshårede med bøjede babyben. Samme år fik Pusle en Lillebror på 26 cm, en drengedukke med fregner blot kaldet Lillebror, og i 1971 kom den lyshårede drengedukke Bobo på 27 cm. Bobo er mærket ”Mattel Italy” og modelleret af en italiensk billedhugger. Navnet Bobo kendte jeg ellers kun fra Hakon Mielches børn Bobo og Bibi, som bl.a, findes i billedbøger og som påklædningsdukker. (Alle drengedukkerne er skabt som drenge).

De lyshårede tvillinger Titti og Tom!
(Foto: Inge Harck)

Pusle var mærket i nakken med RATTI, MADE IN ITALY og på ryggen med firmaet Rattis runde cirkel, hvor der står RATTI og 2 rotter, desuden Made in Italy, 30. Ratti slog sig senere sammen med Mattel om dukkerne, således at dukkerne fra 1968 og fremover er mærket: RATTI & MATTEL.

Dejlige Bobo, som man kunne vinde via Familie-Journalens annonce i 1972 – en lyshåret dansk dukkedreng med leende øjne!
(Tak til Lilian skov)!

Som I sikkert alle ved, kom den danske producent Algrema-Tekno ind i billedet vedrørende Pusledukkerne. Om Algrema-Teknos historie med firmaets spæde begyndelse, storhed og fald er der berettet mange steder i pressen. I Foreningen Legetøjssamleren af 1968’s medlemsblad : Legetøjssamleren april 2017, er der en meget udførlig artikel om Herdis og Emil Frederiksen baseret på artikler og oplysninger (fra Lilian skov) – Herdis Frederiksen syede dukketøj, og al begyndelse er svær, men i 1968 skrev Herdis og Emil Frederiksen kontrakt med Ratti om eneimport og –forhandling af Pusledukkerne og produktion af deres tøj.

Denne reklame er fra Anders And & Co., nr. 6, august 1968!

En stor succes — Ratti producerede 18.000 dukker pr. Dag, og Algrema 6.000 sæt dukketøj i 100 forskellige modeller pr. dag. Firmaet lå i Vrå, Nordjylland, og beskæftigede nu 50 fastansatte medarbejdere, samt ca. 600 hjemmesyersker.

Senere udvidede firmaet med Tekno, som havde udflytnings– og salgsplaner, hvorfor firmanavnet fra 1971 ændredes til:

Algrema-Tekno A/S. Desværre varede succesen ikke ret meget længere, idet Algrema-Tekno gik konkurs den 12. august 1972.

Lillebror og Pippi! (foto: Lilian Skov)!

Men heldigvis lever dukkerne videre blandt de mange samlere, som ser en ære og et formål i opnå en komplet samling af dukker og dukketøj.

Dukkerne blev vældig populære, og der var hele tiden reklamer for dem og deres righoldige garderobe. Der var tøj til alle lejligheder, og alle små og større piger satte Pusletøj på deres ønskeseddel, f.eks. stod der i Femina : 19 dejlige dukkebørn klædt på fra yderst til inderst: kjoler, forklæde, rullekravebluse, lange bukser, poncho, kasket, badetøj med badekåbe, undertøj, sygeplejerskeuniform, fodboldtøj, nattøj, sådan kunne man blive ved.

I Familie-Journalen kom Bobo som en hel serie i 1971-72 … Bobos oplevelser, som senere udkom i bøger, herunder i tegne– og malebøger md påklædningsdukker…. Firmaet Algrema havde dengang designet 9 forskellige dragter til Bobo.

Nogle af de første reklamer kom i Anders And & Co. som helt sikkert blev læst af de fleste børn.

En Pusle med blondt og en med mørkebrunt hår— klædt på med regnfrakke og sydvest !
(Foto: Inge Harck).

Der kom også strikkeopskrifter, og selv husker jeg, at jeg strikkede en større garderobe til min datters Fregnede Louise (Pippe/Tjoven), og jeg, som ellers ikke er den, der strikker allermest, men det var helt sjovt at strikke de søde modeller. Jeg vil senere se efter, om noget af tøjet skulle have overlevet vore mange flytninger og stadig ligger i en ikke ud pakket kasse.

3 x Pusle og 1 x Maria! (Foto Lilian skov) !

En læser, Hanne Pedersen, var dengang i gang med at samle materiale til et katalog over Pusletøjet, om det lykkedes at udfærdige et komplet katalog, ved jeg ikke, men måske der kommer nyt om kataloget efter denne artikel.

Der kan skrives meget mere om Pusle, men betragt dette som en appetitvækker til garvede og til nye samlere.

Fortsat god samlerlyst og god jagt på Pusledukker og tilbehør!!!