Norah Wellings dejlige dukker

© for research Lene Byfoged. Alle billederne er fundet på Pinterest.

Kender I Norah Wellings skønne tøjdukker? Jeg er fan og må på jagt, for de er da helt vidunderlige. 

Norah Wellings i hendes værksted i 1920.

I 1893 blev Norah Wellings født i Arleston Village, Shropshire i England.  Hendes far var en kendt og dygtig skulptør. Norah havde en bror Leonard, der var to år ældre end hende.

Norah var veluddannet og interesserede sig især for botanik og kunst. Hun havde ikke megen selvtillid og var ikke særlig udadvendt og hun indså tidligt, at det ikke var hendes udseende hun skulle leve af, så hun blev i hjemmet og hjalp sin mor, med at passe sin syge far indtil hans død.

Efter faderens død i  1919 fandt Norah et job som designer hos legetøjsfabrikanten Chad Valley Co i Schropshire, hvor hendes speciale blev dukker og legetøj i stof. Hun blev i firmaet i syv år, indtil hun startede sit eget firma Victoria Toy Works op i 1926, sammen med sin bror Leonard.

En Norah Wellings dukke, den minder ret meget om Lencis dukker.

Det var mere eller mindre et familieforetagende. Hendes bror Leonard styrede fabrikken, en fætter salgsarbejdet og Norah designede alt legetøj og alle dukkerne. derudover var der tre andre fra familien ansat. Det var en lille og ydmyg start for firmaet.

I 1927 besøgte dronning Mary byen og i den anledning designede Norah dukken Cora, som hun præsenterede for dronningen, hvilket gav firmaet en fantastisk reklame. Samme år udstillede Norah sine dukker og sit legetøj på den Britiske Industris Messe i White City. Både legetøjet og dukkerne fik en god og positiv modtagelse og omtale.

Nogle få år senere var firmaet flyttet til større lokaler og de fortsatte med at udstille på den Britiske Industris Messe i White City indtil 1939, hvor krigen satte et midlertidigt stop for messen.

Da firmaet var på sit højeste var der ansat omkring 250 personer, men mønstrene til dukkerne og legetøjet, var alle designet af Norah. Alle dukkerne i Cora designet,var moderigtigt klædt, havde fine mohairparykker og udtryksfulde ansigter

Drengedukke med et fint og udtryksfyldt ansigt.

I 1933 ændrede dukkerne sig, de hed nu Norene dukker og var udelukkende lavet af filt med malede ansigter og mohairparykker. Der blev lavet mange modeller og i 7 forskellige størrelser.

Norahs dukker blev solgt i de mest eksklusive forretninger bl.a. var Londons stormagasin Harrods en vigtig kunde. Hver år designede Norah legetøj til Harrods berømte juleudstilling.

Selvom Norah havde stor succes i Storbritannien, eksporterede hun alligevel over 70% af dukkerne til bl.a. USA, Canada, Australien og Egypten.

Det er virkeligt smukke dukker Norah Wellings designede. Hun er da yndig!

Næsten alle rederier forhandlede Norahs dejlige sømandsdukker, der havde navnet på det pågældende skib på deres hattebånd.  Det var dengang der var en livlig sejlads mellem Europa og USA – og som i dag var rejsen ikke komplet for passagererne, hvis ikke man havde en souvenir med hjem. Jollyboy Sailor, der kom på markedet i 1929, blev hurtigt den mest populære dukke i firmaets katalog. Der blev gennem årerne produceret en masse af disse dukker i forskellige størrelser og det er nok de dukker, der er nemmest at få fat på i dag, til en overkommelig pris.

En af de populære og charmerende sømænd.

Udbruddet af 2. Verdenskrig skabte store problemer for firmaet, eksporten dykkede og selv om fabrikken fortsatte produktionen under krigen, var det med meget færre ansatte.

En samling af Norah Wellings skønne dukker.

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, Norah blev inspireret til at skabe Royal Air Force maskotten Harry Hawk, som blev et af de mest eftertragtede ikoner i krigsårene. For hvert solgt eksemplar af dukken, som blev solgt i flere størrelser, blev der doneret et beløb til RAF Comforts Fond, for at hjælpe til med krigsindsatsen.

Nogle af Norah Wellings skønne RAF dukker.

I januar 1959 mistede Norah sin bror Leonard, efter han havde været 30 år i firmaet. Hun fortsatte i en periode alene i firmaet, men d. 4. september samme år, lukkede hun firmaet. Norah lavede et stort bål og brændte alt – hendes mønstre, redskaber og alle de ufærdige dukker. Hun ønskede ikke at sælge sine designs eller overlade dem til andre. De færdige dukker og legetøjet blev doneret til forskellige velgørenhedsorganisationer.

Endnu en samling Norah Wellings dukker.

Efter lukningen af firmaet helligede Norah sit liv til maleri, havearbejde og madlavning i hjemmet, som Leonard havde bygget til hende. Hun døde i februar 1975 i en alder af 82 år.

Jeg har kun kunnet finde denne bog om Norah Wellings dukker.

 

2 tanker om “Norah Wellings dejlige dukker”

  1. Hej Lise,
    Ja den har jeg også, men hun er med i de fleste store leksikaer om “soft toys# som det kaldes. Jeg skal ikke nægte at hun også er en af min absolutte yndlings designere og jeg har heldigvis en hel del af hendes dukker. De fleste er mærket på den ene fod eller omkring armen, med hendes navn på sort bund. Især er hendes negerdukker fantastiske. Hendes dukker går ikke så godt på auktioner, men i UK er priserne høje, der er der også flest selvfølgelig. Jeg har da fundet en hel del i Danmark blandt disse hele Hildas samling af dem. Nogle af dem har oven i købet glasøjne, hvilket giver dem et fantastisk udtryk. Jeg synes de absolut er på højde med Lencis, som de kan forveksles med af og til. Knus fra Anne

    1. Hej Anne
      Dejligt du kunne lide min artikel og tak for de supplerende oplysninger. Det er skønne dukker og som de skriver, kan de nemt forveksles med Lencis dukker.
      Mvh
      Lene

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.