Plastdukkesyge

(”Dødelig dukkesygdom hærger 50-60-årige dukker”)

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

Denne artikel er fra ”Ingeniøren” den 28. juni 1996 og med bladets tilladelse via redaktionssekretær Søren Rask Petersen genoptrykt i Nordisk Dukketidende januar 2012   – og da vi her på bloggen har fantastisk mange nye læsere, skal I da alle have del i disse informationer:

 Dødelig sygdom hærger 40-50 årige dukker

En dødelig sygdom hærger i samlinger af antikke dukker fra 1940’erne og 50’erne. De syge udgyder tyktflydende tårer, stinker af eddike og smitter nabodukkerne.

Samlere og legetøjsmuseer har længe kendt fænomenet ”plast-dukkesyge”, især fordi en stærk stank af eddike påkalder sig opmærksomheden hos enhver, der nærmer sig ”patienten”, men først nu er de kemiske reaktioner, som indgår i nedbrydningen af helbredet, opklaret. Tre forskere på universitetet i Bradford, England, har fundet både forklaringen og en kur.

En dukkesamler henvendte sig til dem med en dukke fra 1940’erne. Hovedet var begyndt at smuldre, og brune tårer løb ned ad kinderne. Howell Edwards og hans kolleger indså, at det måtte være de jernspir, som fastholdt øjenæbler, eller arme og ben, som måtte være kilden til problemerne. De gamle dukker er af cellulose-acetat. I plastalderens barndom var man ikke så dygtig til at fjerne rester fra selve fremstillingsprocessen, og derfor er der i dukkerne både uomdannet cellulose og eddikesyre. Der er også svovlsyre, som bruges som katalysator ved acetatdannelsen imellem cellulose og eddikesyre. Syrerne opløser jernet, og jernioner katalyserer fraspaltningen af eddikesyren fra plasten. Denne syre opløser så endnu mere jern, osv. Den onde syrecirkel er sat i gang, og dukkesygen er en realitet.

Dampe af eddikesyre breder sig fra dukke til dukke, så der bliver tale om en hel epidemi. Hvis blot en dukke er syg, kan den smitte et helt skab fuldt, siger Edwards, der stillede diagnosen vha. Raman-spektrometri til identifikation af de molekyler, der dannes under nedbrydningen.

Den bedste behandling, fortsætter han, er at vaske de inficerede dukker i sæbevand, så man får fjernet eddikesyren. Men de skal derefter tørres grundigt, for ellers ruster jernet. Og selv den mindste jernsalt virker destruerende. En konservator på et dukkehospital i Sydney i Australien får omkring hundrede nye patienter hver uge, siger Edwards.

Caroline Goodfellow, som står for dukkesamlingen på børnemuseet i London, har også behandlet et antal ofre for plastsygen. Vi plejer at isolere de inficerede, så de ikke forurener de andre, siger hun. Det værste tilfælde, hun har set, var i en privat samling. Dukken var nedpakket i en æske sammen med et antal mølkugler til beskyttelse af hendes tøj, som var lavet af uld. Hun var helt overstrøet med klare røde klatter. Mølkuglernes naftalen reagerede med de andre ingredienser til dette ”blodige” skue. (New Scientist, 4/5-96) – poq.

Sikken en historie, selv troede jeg ikke på den, men flere læsere gjorde mig dengang opmærksom på emnet, og det kunne da være spændende og interessant at få at vide, om nogle af jer har været ude for problemet ???? Lad os høre mere om emnet fra jer.

 Hjertelige hilsner herfra (Lise) !

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.