Mærket OXK – Del 2:
En beretning med fotos af Helena Jarzemskaja
(Med hilsen fra Lise Brastrup clasen – forord – oversættelse, bearbejdning, etc. ©)
Hermed Del 2 af den spændende og interessante artikel om sovjetiske celluloiddukker – bringes med stor tak til Helena Jarzemskaja og sigi Ulbrich (www.tortula.de).
Helena Jarzemskaja fortsætter sin beretning:
OXK-dukkerne var noget temmelig dyrt legetøj – en stor dukke kostede 3,5 rubler (lønnen på sygehusene var dengang ca. 190 rubler).
Trods den høje pris blev alle dukkerne solgt uden tøj – og det af denne simple grund:
På kemifabrikken fandtes ikke noget passende værksted, der var ingen på stedet, der kunne sy dukketøj. Delvis af samme årsag var dukker med parykker, lukkeøjne og flirteøjne, men også med malede øjne ret sjældne.
Men ikke kun på grund af det manglende kendskab til at kunne sy en paryk blev de taget ud af produktionen og erstattet af dukker helt af celluloid.
Smukke dukker, som var meget komplicerede at fremstille, blev betragtet som alt for dyre.
Af samme grund blev ALLE senere fremstillede dukker produceret blot med modelleret hår (og senere med bånd i håret, kyser og fuldt påklædte).
Også dyrefigurer blev fremstillet i denne udformning.
Da temaet Det internationale venskab på den tid var højaktuelt, afspejlede dette sig i dukkerne.
En af de mest elskede dukker var en leende negerdreng.
Hele tiden gik man ind for, at der hos OXK også skulle produceres dukker af andre nationaliteter med lysere hud.
En kineser – en Tadschikisch. Sådan en blev egentlig ikke fremstillet. Illusionen blev blot fremhævet, ved at man tilsatte varierende høje eller lave doser pigment til de forskellige celluloid-opløsninger. Ofte meget mindre end normalt, og dukkens smil, som gav dens øje en karakteristisk ”østlig” skævhed, fuldendte resultatet.
Med tiden opstod et stort antal af egne modeller med OXK-mærket.
Pigedukkerne var smilende og havde enkle frisurer – sådan skulle sovjetiske idealbørn se ud
Men et fælles træk hos alle de tidligste dukker fra OXK er ansigternes omhyggelige detaljer:
Hver enkelt tand var fremhævet og stod for sig selv
Øjne med skygger osv.
Meget smukke – personligt finder jeg dem ganske enkelt charmerende – var Skulderhovederne af celluloid – undertiden sat sammen med arme og ben).
OXK fremstillede aldrig stofkroppe – disse blev normalt syet af mødre og bedstemødre hjemme i de forskellige Artels (Et Artel var i Det russiske Kejserrige til ind i tiden for Sovjetunionen noget lignende som et kollektiv – i Tyskland bedre kendt som Genossenschaft(Kooperativt selskab) – Et sæt på fem celluloiddele, hvor man selv kunne sy kroppen og sætte dukken sammen, kostede meget mindre end en færdig dukke.
I efterkrigsårene blev fremstillingen af legetøj i OXK atter genoptaget – først efter de gamle modeller, men kvalitet og udførelse vedrørende de tidlige dukker slog ikke mere til, og selve kvaliteten af celluloid var desuden dårligere.
Ikke desto mindre var disse dukker i 50erne blandt de sovjetiske børn meget berømte og elskede. Den 32 cm høje dukke (som i ser her samt på fotos 18 og 19) er en af dem, og det er ligeledes den søde 16 cm dukke —som entydigt er inspireret af skildpadde-dukkerne, ofte fandtes hun nøgen, men lige så ofte med påmalet badedragt.
Og selvfølgelig var en af de mest elskede efterkrigsmodeller en babydukke på ca. 50 cm med kort, krøllet hør, se foto 20.
Vanen tro blev dukken ikke kun hos OXK fremstillet i denne variation, men samtidig kunne man finde denne model og meget sjældne dukke med lukkeøjne – se foto 21.
Fabrikken overså heller ikke de helt små dukker – denne 5 cm høje badedukke får os til at tænke på lignende modeller fra Minerva.
Hos Büschow & Beck var disse dukker mellem 3 og 7 cm høje.
Alle badedukker blev solgt solo eller i sæt med vaskefad eller badekar.
At have sådan en badedukke i sin samling er i dag at eje noget helt specielt.
OXK-Spielzeugs udbud er vokset betydeligt, ved siden af celluloid dukkede der nu nye materialer op.
Således kan man i kataloget fra 1954 ved siden af mange forskellige dukker og dyr se service, musikinstrumenter osv., herunder noget fremstillet i aminoplast, phenoplast og polystyrol.
Og i 1960erne startede også OXK sin æra med plasticlegetøj – plastic fortrængte mere og mere det velkendte celluloid-materiale.
Denne DUKKE fra min samling (39 cm høj) er blot en af fabrikkens senere stykke celluloidlegetøj. Og det er ikke til at overse, at den påfaldende adskiller sig fra alle sine forgængere.
Faktum er, at der i 60erne kom nye, unge og talentfulde kunstnere til fabrikken, der meget snart designede originalt og påfaldende legetøj: og at eje et stykke legetøj fra den tid er enhver ægte samlers drøm.
Men det er en helt anden historie, og dette billede, som er optaget for lang tid siden i legestuen i virksomhedens børnehave, er den bedste illustration vedrørende endeløse historie…
Atter med tak til Helena Jarzemskaja og Sigi Ulbrich (www.tortula.de) 
håber vi, at I hermed har fået mere ny viden om celluloiddukkerne, og vi ønsker jer alle
GOD LÆSELYST!