D U K K E R – der fødes paa Samlebaand !

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©) – (Kilde: artikel fra Bladet Hus og Hjem nr. 16/1943)

Med tusind tak til vor læser Gurli Knudsen, der har sendt mig kopi af ovennævnte artikel, fundet blandt hendes Mors (Margrethe Tornemands) efterladte materiale vedrørende dukker… Artiklen vakte straks interesse, og det er mig en glæde at kunne fortælle jer lidt om fremstillingen af dukker dengang for længe siden, hvor pengene var små, og hvor det var yderst vanskeligt at fremskaffe materialer.

Lad os således gå tilbage i tiden, hvor jeg vil videregive jer min version om dukkerne i 1943:

Det har altid spredt glæde blandt pigerne at få en dukke, nu kunne hun være Mor lige som sin egen Mor, og der blev passet enormt godt på hver en dukke, også selv om den blev slidt, og savsmuldet inde i den – ja, også inde i nissemanden — dryssede ud, kludedukker var ret almindelige dengang…. andre dukker var af det brandfarlige materiale celluloid, som kunne få buler, atter andre dukker var måske lavet af papmaché, hvis næse blev skrabet, og atter andre var måske af porcelæn og mistede et øje…. Men lige meget, hvad der skete med dukken, så blev den elsket med alle sine fejl og mangler….

Som I ved havde alle dukker allerede da et internationalt præg, de lignede f.eks. danskere, italienere, eller amerikanere… Hidtil var den danske dukkeproduktion af ganske ringe størrelse, og man importerede hovedsageligt dukker fra Tyskland og Tjekkiet, men sjældent fra Frankrig, England, Italien og USA….

Men Verdenskrigen bredte sig, og nu opstod der mangel på alt, bl.a. på dukker, og dette måtte man da afbøde.

Den danske fabrik

PREFA

Optog nu dukkeproduktionen og fremstillede dukker på samlebånd i stor stil. Den danske dukke blev dog kun fremstillet i én enkelt type på 30 cm, og med et hoved, som lige så godt kunne være et pigev– som et drengehoved. Jeg har under min research forgæves søgt efter fabrikken PREFA, men desværre uden resultat, måske nogle af jer kender til den… hvad jeg vil blive meget glad for at høre om…..

Hermed en række billeder visende Dukkens fødsel eller fremstilling på PREFA, samt et par stykker fra den Verdenskendte dukkefabrik i Torino. Tja, Fabrikkens navn nævnes ikke i artiklen, men der kan selvfølgelig kun være tale om LENCI i Torino, (på den tid brugte man i Danmark det tyske ord Turin for Torino), Lenci eksisterede fra 1919 til 2001.

PREFA-dukkehoveder under behandling !
Dukkehoveder på samlebånd —
venter på at blive færdigbehandlede !
Færdige Lencidukker –
Desværre er billedkvaliteten
ret dårlig !

På grund af mangelen på råstoffer fremstillede PREFA dukkerne af papmaché, et ganske udmærket materiale, som kan tåle en vis hårdhændet behandling. Dukkerne fremstillede ganske enkelt således: Pappladerne indførtes i de ”stampende og hvæsende” maskiner, som i to dele pressede arme, ben, krop og hoved, således at de blev formet som lemmer, limkanterne blev bortfræset etc., og hovedet blev behandlet med ekstra omhu. Øjnene blev klæbet på,. Håret blev malet på dukken, og frisuren kom således ikke i uorden. Kinderne blev tonet i rødt, og munden fik en smuk amorbue, en rigtig truttenuttemund..  Dukken blev derefter sat sammen med fjedre, og hos grossisterne eller legetøjshandlerne blev den til sidst klædt på.  Så enkelt og effektivt gik det til hos PREFA.

Dukkefabrikken i Torino var meget mere avanceret, her fremstillede man foruden papmachédukkerne også porcelænsdukker… Disse dukker gik gennem mange hænder, og den færdige dukke endte derefter i fabrikkens skønhedssalon, hvor den blev sminket efter alle kunstens regler… Derefter kom den ind  i firmaets frisørsalon, hvor den blev forsynet med paryk, idet  de kostbareste af dem havde parykker af menneskehår (det vi plejer at kalde ægthårsparykker) , mens de andre måtte nøjes med hestehårsparykker. Ansatte unge frisører satte dukkehåret op med krøller, bølger osv., således at frisuren kunne holde meget længe. I modesalonen blev dukkerne klædt på, og somme tider blev der såmænd gjort mere stads af dukketøjet end af tøjet til småpigerne. Også dukkeskomageren kreerede de flotteste sko til dukkerne.

De mange fotos på siderne er taget fra artiklen, som er i sorthvid, og kvaliteten er ikke af den bedste, men brug fantasien og forestil jer, hvordan de dejlige dukker er kommet til verden.

G o d    L æ s e l y s t   !

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.