D u k k e s k o og D u k k e tø j samt andet godt!

Et CAUSERI ….   1. del…

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 En gang imellem får jeg lyst til at rydde grundigt op i alle mine gemmer, men… jeg har det som så mange andre, man falder i staver over minderne, og snart er oprydningen forvandlet til et evighedsprojekt”…..

Den genfundne ”Barbiebluse”!

Sådan gik det også mig, sidst jeg ihærdigt forsøgte at få orden i mange ting… intet blev kasseret, det gør man da ikke med ”gode venner og minder, vel”! Og da jeg fandt denne strikkede bluse nok passende til en af min datters dukker fra Barbie-familien, vældede minderne om dukketøjet fra min egen barndom frem!

Dengang legede man stadig med dukker, til man var 12-13 år, nu er det anderledes, allerede da min datter var 10-11 år, måtte dukkerne vige for heste, og nu stopper pigerne endnu tidligere med at nusse om dukkerne… hvad jeg tydeligt ser hos mine børnebørn…   Om computerspil er lykken…, ved jeg ikke! Her vil jeg til enhver tid sætte et STORT spørgsmålstegn!????

Sådan må min barndoms mønster-design have set ud!

Min Mor var rigtig skrap til at sy dukketøj, og en af mine mostre et rent strikkegeni, derfor var min søsters og mine dukker altid meget velklædte. Selv om jeg var under skolealderen, skulle jeg naturligvis prøve at sy dukketøj akkurat som mine større legekammerater gjorde. . Opfindsomheden fejlede ikke noget: jeg foldede en rest tøj, klippede hul til dukkens hoved og en lille slids. Foldede sammen igen og syede sammen i siderne, satte en tryklås i hver side af slidsen og trak kjolen over hovedet på dukken, der fik et bånd om livet som bælte og måske fik kjolen en blonde forneden…. Skulle det være meget fint, syede jeg perler på kjolen— nok i et syndigt rod, men selvgjort er velgjort.

Senere lærte jeg at strikke af min Mor og Moster. Jeg komponerede nu mange kreationer og målte mig frem til pasform etc. Fantasi har jeg aldrig manglet.

3. Bind af ”Hjælp til Selvhjælp” og Illustration til kapitlet om håndarbejde!

I skolen havde pigerne dengang, som I jo nok ved ALT om, faget håndarbejde, hvor man lærte at sy, brodere og strikke. Jeg hadede de timer, og håndarbejdslærerinder, som regel gamle ”tudser” lå for mig i bunden af ranglisten vedrørende undervisere. (I en af mellemskoleklasserne blev jeg nærmest uvenner med en lærerinde, idet min Mor eller Moster havde syet knaphuller i en kittellignende bluse. Når jeg tænker tilbage på dem, var de faktisk flottere end dem, vi lærte at sy, og det fik jeg fortalt meget højt og overbevisende, tja, det var så anledningen til en dårlig karakter)….

Under min oprydning i disse dage fandt jeg desuden mine yndlings-fag-bøger: ”Gyldendals Børneleksikon” i 3 bind, samt to bind om historie og videnskab. 3. bind hedder Hjælp til Selvhjælp, og her er et kapitel om Håndarbejde med alskens ideer, som jeg tydeligt husker, at jeg brugte, bl.a. Syede jeg et par ”klude”- eller stofdukker, og strikkede og syede tøj til dem med broderede borter i korssting som pynt,. Jo, da, det hele blev for mig mere og mere avanceret.. (Værket havde jeg fået i julegave, det er fra 1950, uhadada…. Nu kan I snart regne ud, hvad der står på min dåbsattest…., den hverken kan eller vil jeg løbe fra)!

Selvsikkerheden fejlede ikke noget, nu kunne jeg bestemt ALT inden for dukketøj, og da man i en juniorklub— hvor jeg var medlem – spurgte, hvem der ville strikke dukketøj til små celluloiddukker (Køgedukker) til årets basar, meldte jeg mig selvfølgelig. Og man blev ikke skuffet, faktisk det modsatte, idet jeg til fem eller seks dukker strikkede trusser, små sko, kjoler og kyser…. (Jeg fortalte naturligvis ikke, at det havde taget mig enormt mange timer….   Man må da tage skade for hjemgæld….).

Annonce fra 1963 i Legetøjshandlerforeningen af 1913’s Jubilæumsskrift 1913– 20.februar 1963 (50år) ! Se logoet ved billedet af dukkeselen!

Nogle af mine klassekammerater havde dukketøj, som var syet hos en dukkedoktor eller fra en dukkefabrikant, noget af det var enormt flot og elegant, andet var noget bras, som gik i stykker, når man klædte dukken af…

Men én ting kunne man ikke rigtig selv fremstille, og det var sko og støvler, det var noget, man ønskede sig og fik til jul eller fødselsdag. Godt nok havde en af mine dukker strikkede sko med remme, men at få sådan et par ”købesko” og/eller –støvler til dukken, det var bare lykken. Først som voksen og som dukkemager fandt jeg mønstre og vejledninger til dukkefodtøj i skind og læder etc.

Et skomærke til dukkerne er eller var ”JODA-DUKKESKO” – navnet er sammensat af fabrikanternes efternavn Johansen og deres datter Gyda’s fornavn.

Dukke Lise med JODA-SKO – og bare skoene – Tak til Lilian Skov for dine gode fotos)!

Else og Ove Johansen fremstillede fra omkring 1950) dukkesko i 3 kælderrum— her produceredes det dejligste fodtøj til dukker i alle størrelser, bl.a. til vore yndlinge: Ønskedukkerne og dukke Lise fra Magasin. Som I vil se af annoncen, havde virksomheden i 1963 til huse i Valby, hvor man havde specialiseret sig i dukkeseler– og platsticfodtøj til dukkerne – en del af produktionen lå hos hjemmesyersker. Else og Ove Johansens ting var så gode og eftertragtede, at de i 1964 kunne overtage en legetøjsfabrik i Præstø, hvor de foruden dukkefodtøjet fremstillede dukketøj, dukkeseler– og lifts. Fabrikationen varede i ca. 20 år..

Causeriet om dukketøj, sko og andet tilbehør fortsætter senere!

 God læselyst

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.