Det smarteste tøj passende til en ca. 35 cm høj dukke –

Sættet omfatter: trusser, bluse, nederdel, jakke, frakke og sko,

 ”Det er skam ”skrædderstrikket” !

Sådan lyder titlen på det flotte strikkede tøj, som passer perfekt til

Den 35 cm høje Perledukke

 Opskrifterne bringes med tak for tilladelsen til Flittige Hænder nu Hendes Verden –

De fandtes på Flittige Hænders Samlesider i nr. 41 af 13. oktober 1964

 Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen (research) ©

Billede1

Du skal bruge: ca, 60 g rødt og 40 g hvidt 3-trådet uldgarn (Beehive Fingering el.lign. kvalitet— dette er anført i opskriften, men findes sikkert ikke mere, dvs. at du blot vælger den garntype, du finder bedst) – Pinde nr. 3, hæklenål nr. 2 1/2, 6 knapper, samt 9 små tryklåse, elastiktråd til taljekant på trusser og nederdel.

Forkortelser: m = maske, p = pind, r = ret, v = vrang, rib = ribstrik dvs. 1 r, 1 v, glat = glatstrikning, dvs. 1 p r, 1 p v, fm = fastmaske, lm = luftmaske, indt = indtagning, udt = udtagning , beg = begyndelsen, slutn = slutningen, sm = sammen, rk = række.

Strikkefasthed: 18 m i glatstrik på p nr. 3 = 5 cm i bredden.

TRUSSER:

Slå 36 m op med hvidt garn og strik 4 p rib og 16 p glat. Tag derefter 1 m ind i hver side på de næste 16 p. Strik 4 p med de sidste 4 m. Nu tages 1 m ud i hver side på de næste 16 p. Strik 16 p uden udt og slut med 4 p rib. Luk af i rib. Hækl langs kanten af hvert bukseben således: 1 fm ned i kanten, 3 lm, 1 fm i den første af de netop hæklede 3 lm, spring 1 m i kanten over, gentag fra beg hele vejen hen.

NEDERDEL:

Slå 140 m op med hvidt garn og strik: * 2 r, 3 v, gentag fra * p ud. Næste og alle følgende p: ret over ret og vrang over vrang. Når arbejdet måler 7 1/2 cm, strikkes 4 p rib. Luk af i rib

Billede2

BLUSE:

Forstykke: Slå 38 m op med hvidt garn og strik 8 p i glat, skift derefter til rødt garn og strik 22 p i glat. Nu tages 1 m ind i beg af hver p, til der er 14 m tilbage. Luk af.

Højre bagstykke: Slå 21 m op med hvidt garn og strik 8 p i glat, idet de 2 m ved bagkanten strikkes r på alle p. Skift til rødt garn. Strik 22 p i glat, stadig med de 2 m ved bagkanten i r. Tag 1 m ind i beg af hver p modsat bagkanten, til der er 9 m tilbage. Strik endnu 1 p og luk af.

Venstre bagstykke strikkes som højre, men modsat.

Ærmer: Slå 28 m op med hvidt garn og strik 8 p i glat. Skift til rødt garn og strik 6 p i glat. Tag 1 m ind i beg af hver p, til der er 4 m tilbage. Luk af. Strik et ærme magen til.

Halskant: Sy raglansømmene. Tag 36 m op rundt i halsudskæringen og strik med hvidt garn 8 p i glat. Luk af

JAKKE:

Ryggen: Slå 40 m op med rødt garn og strik 2 p r. Fortsæt med 26 p i glat. Tag derefter 1 m ind i beg af hver p, til der er 14 m tilbage. Luk af.

Venstre forstykke: Slå 20 m op med rødt garn. Strik 2 p r og 26 p i glat. Tag ved ærmesiden 1 m ind i beg af hver p. Når der er strikket 6 p, tages ved forkanten 1 m ind på hver 4. p, idet der stadig fortsættes med indt ved ærmesiden, til der ikke er flere m tilbage.

Højre forstykke strikes som venstre, men modsat.

Ærmer: Slå 28 m op med rødt garn og strik 6 p rib. Fortsæt med glatstrikning og tag 1 m ud i hver side på hver 8. p, til der er 32 m på p. Strik yderligere 4 p. Tag 1 m ud i beg af hver p, til der er 6 m tilbage. Luk af. Strik et ærme magen til.

Forkant: Slå 7 m op med hvidt garn og strik ca. 32 cm i glat. Luk af.

Billede3

FRAKKE:

Ryggen: Slå 66 m op med rødt garn og strik 2 p r. Fortsæt i glat og tag 1 m ind i hver side på 9. og derefter på hver 8. p, til der er 56 m tilbage. Strik vrangp tilbage og luk på næste p af til læg således: strik 22 r, luk 12 m af og strik de sidste 22 m r. Fortsæt i glat hen over alle 44 m på p. Strik 4 p og luk af til ærmegab med 2 m i beg af de næste 2 p og derefter med 1 m i beg af de næste 4 p. Strik 27 p og luk 8 m af i beg af de næste 2 p. Luk de resterende m af.

Venstre forstykke: Slå 36 m op med rødt garn og strik 2 p r. Fortsæt i glat (NB! Tag første m på p mod forkanten løs af, så randen af m i kanten danner en fletning). Så tages der 1 m ind ved sidekanten på 9 og derefter på hver 8. p, til der er 31 m tilbage. Strik yderligere 5 p.Tag ind til ærmegab ved sidekanten med 2 og 2 x 1 m i beg af p. Strik 24 p og luk derpå 17 m af fra halssiden. Tag 2 x 1 m ind ved halssiden og luk de resterende 8 m af.

Højre forstykke strikkes som venstre, men modsat.

Ærmer: Slå 28 m op med hvidt garn og strik 4 p r. skift til rødt garn og glatstrikning, idet der tages 1 m ud i begge sider på hver 6. p, til der er 34 m. Strik 3 p yderligere. Luk af til ærmerunding med 1 m i beg af hver p, til der er 16 m tilbage. Luk af. Strik et ærme magen til.

Krave: Slå 38 m op med hvidt garn og strik r, idet der tages 1 m ud i beg af hver p, til der er 50 m på p. Slå 8 m op i beg af de næste 2 p. Når kraven måler 2 1/2 cm, lukkes løst af

Bælte: Slå 40 m op med rødt garn og strik 2 p r. Luk af.

Lommeklapper: Slå 7 m op med rødt garn og strik 2 p r. Luk af. Strik en lommeklap magen til.

SKO:

Sålen: Slå 7 m op med hvidt garn og strik 7 p i glat, idet der tages 1 m ud i begge sider af 3., 5. og 7. p. Strik 11 p uden udt og tag derefter 1 m ind i begge sider af næste p, strik 1 p og tag igen 1 m ind i begge sider af følgende p. Strik 1 p og luk af.

Overdelen: Slå 39 m op med hvidt garn og strik 2 p rib, idet 2. p beg med 1 v. 3. p: 14 m rib, 3 r sm, 5 m rib, 3 r sm, 14 m rib. 4. p: rib. 5. p: 13 m rib, 3 r sm, 3 m rib, 3 r sm, 13 m rib. 6. p: rib. 7. p: 12 m rib, 3 r sm, 1 m rib, 3 r sm, 12 m rib. Strik nu 2 p rib og luk af i rib. Sy bagsømmen sm og sy sålen i. Strik en sko magen til.

MONTERING:

Pres alle dele omhyggeligt med et varmt jern over en fugtigt stykke.

Trusser: Sy sidesømmene. Træk tredobbelt elastiktråd gennem bagsiden af ribborten i taljen. Hæft omhyggeligt ender.

Nederdel: Sy bagsømmen sm. Forsyn taljekanten med elastiktråd som på trusserne.

Bluse: Sy side– og ærmesømmene. Buk alle hvide kanter dobbelt til vrangsiden og sy med små sting. Sy 5 små tryklåse i bagkanterne til lukning.

Frakke: Læg de aflukkede 12 m foroven på ryggens nederdel i Wienerlæg og sy det til på vrangsiden. Sy skuldersømmene og sæt ærmerne i. Sy side– og ærmesømmene. Sy opslagskanten af de 8 m i hver side på kraven til op langs siderne af denne. Sy kraven i halsudskæringen, idet kraven skal begynde og slutte 2 1/2 cm fra forkanterne. Sy tryklås i øverste hjørne på højre forstykke, og sy den tilsvarende underlås på lige ved kraven på venstre forstykke. Sy ligeledes underlås på venstre forstykke i hjørnet ved halsudskæringen og den tilsvarende overlås i højre forstykke, lige hvor kraven begynder, så den dobbeltradede lukning kommer til at sidde pænt.. Sy 2 tryklåse i ned langs højre forkant, og underlåsene på venstre forstykke svarende til disse. Forsyn højre forstykke med 6 små knapper. Sy bæltet til over ryggen lige over lægget, og sy en lommeklap på hvert forstykke et stykke ude til hver side for det nederste sæt knapper.

(Der er i vejledningen ikke beskrevet montering af Jakken, men det klarer du sikkert selv med syning af side– og skuldersømmene, isyning af ærmer, samt påsyning af den hvide forkant.) Billederne af dukke Tina i opskriften er alle i s/h.

Billede4

Denne rødstribede kjole får I som ”sidegevinst”

 Kjolen er med i samme opskriftserie og passer til en 43 cm høj dukke, men er du vaks og måler efter, når du strikker, kan du sagtens tilpasse opskriften til din Perledukke.

 Du skal bruge: ca. 50 g hvidt og 50 g rødt uldgarn (Beehive Puffin eller tilsvarende kvalitet), pinde nr. 4, hæklenål nr. 3, elastiktråd og 3 små knapper.

Strikkefasthed: 10 m = 5 cm.

Mønster: 4 p glat med hvidt garn og 2 p r med rødt garn (det giver i hver mønsterstribe en række røde vranglænker på retsiden). Disse 6 p er mønsterp og gentages arbejdet igennem.

KJOLEN: slå 120 m op med rødt og strik 1 retp, derefter 1 ret– og 1 vrangp. Fortsæt i mønster, til arbejdet måler ca. 12 cm (ca. 6 mønsterstriber). Strik på følgende p samtlige m sm 2 og 2 og del nu arbejdet i 15 m til en rygdel, 30 m til forstykket og 15 m til rygdel i modsatte side. Strik 4 cm op på forstykket og slå derefter 1, 3, 11 m til op i hver side til kimonoærmerne. Strik 5 cm mønster og luk af i begge sider for 9, 12 m. Luk de resterende 18 m af på én gang.

Ryggen: (hver halvdel strikkes for sig) Strik 4 cm mønster og slå 1, 3 og 11 m op i ærmesiden. Strik 5 cm og luk 9, 12 m af til samme side. Luk de sidste 9 m af på én gang. Strik den anden ryghalvdel ligesådan, men modsat.

MONTERING: Puffin garn skal ikke presses. Sy skuldersømmene, tag 22 m op ved ærmekanten og strik 3 p r med hvidt garn. Luk af på 3. p. Tag 45 m op i halskanten og strik en lignende bort dér. Sy ærmesømmene og sy nederdelen sm 10 cm op fra kanten forneden. Træk elastiktråd ind i taljen på vrangen og hækl 2 fastmaskerækker langs rygåbningen med 3 knaphuller i sidste rk i den ene side (knaphuller: hækl 1 lm og spring 1 fm i forrige rk over) I den anden side sættes 3 tilsvarende knapper.

God     Strikkelyst –

Og nu skulle din dukke være klar til køligere årstider!

 (Til slut tak til Anna-Marie Nielsen for dit tip angående disse opskrifter.).

2 tanker om “Det smarteste tøj passende til en ca. 35 cm høj dukke –”

  1. Jeg syntes det er dejligt at få opskrifter men undrer mig lidt,jeg har aldrig set en Perledukke med hår på og det ansigt.Mine tre perle dukker ser helt anderledes ud,ligesom den samler der viste sine forleden dag.Med venlig hilsen og god weekend.Inge Marri.🌺😊

    1. Kære Inge Marri. Tak for din mail. Du har fuldstændig , den viste dukke er ingen Perledukke, denne her er nyere, husker ikke lige navnet. Jeg fik blot tippet fra Anna-Marie Nielsen om, at dette tøj passede perfekt til den store Perledukkepige. Derefter lånte jeg bladet via biblioteket og bad om tilladelse til at bringe tøjet. Nu håber jeg, at der eventuelt er læsere, der får lyst til at strikke sættet og viser os et foto af resultatet. fortsat god weekend og solskinshilsner herfra Lise

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.