Dukke Peter

© Tekst og billeder Anne-Lise Crety.

Anne-Lise Crety har lyttet til og oversat Peters beretning i 2003.

Da jeg læste indlægget om “Rejsekammeraten”, kom jeg i tanke om Peter. Peter fik jeg for ca. 15 år siden af Uschi fra Berlin. Uschi er veninde med min veninde Anne-Lise og da hun hørte, at jeg elskede dukker, syntes hun at  jeg skulle have Peter, da ingen af hendes døtre var interesseret i ham. Anne-Lise skrev dengang følgende om Uschi og Peters historie:

I dukkevitrinen hos Lene sidder dukken Peter. Han skæver lidt til de andre dukker, speciel til hende den søde på højre side, – for det kan han nemlig: Ikke som de andre blot lukke og åbne øjnene, men han kan også “smutte” med de smukke, mørke svesker, så det kan blødgøre ethvert pigehjerte.

Evnen til sådan at skabe øjenkontakt gør han flittigt brug af, ikke mindst fordi han ellers har lidt svært med at kommunikere med de andre i skabet, Peter taler nemlig endnu ikke dansk, han er for ikke så længe siden kommet fra Tyskland.

Men hvorfor ikke give ordet til Peter; skønt fortalt på tysk, får vi et indblik i den skæbne, der foreløbig er blevet hans:

Jeg er ca. 60 år (nu er det jo 75 år) gammel og kom til verden i Tyskland under 2. verdenskrig. Den første del af min tilværelse tilbragte jeg på en hylde i en legetøjsbutik. Butikken lå i Pichelsdorfer Strasse i Spandau ved Berlin, og jeg kan huske at den hed “Spielwaren-Gericke”. Der var kun sjældent kunder i legetøjsbutikken og kom der endelig et par børn for at kigge på herlighederne, købte de kun lidt glaskugler eller et par tinsoldater. Vi dukker og bamser på hylden var nok for dyre for dem.

Alligevel så jeg ofte børn, der trykkede næserne mod ruden, og ligesom længselsfuldt kiggede ind på os. Især bemærkede jeg en lille pige, der ofte kom forbi forretningen med sin mor. Det slog aldrig fejl: Moderen blev ved hånden trukket hen til vinduet, og den lille pige, der talte ivrigt, pegede op på hylden, hvor vi sad på rad og række. Hvad hun sagde, kunne jeg ikke høre, men jeg noterede mig lidt trist, at moderen hver gang rystede på hovedet og skyndte sig videre med barnet.

Efterhånden glædede jeg mig ligefrem til deres besøg, ikke mindst da jeg efter et stykke tid bemærkede at det helt bestemt var mig, hun kiggede mest på. Jeg sendte hende et skælmsk blik, næste gang jeg så hende, og nu var det helt sikkert: Det var mig, hun var interesseret i!

Tiden gik, det blev både vinter og vår, og stadig sad vi alle på vores hylde og støvede til.

Og så skete det: Den lille pige kom med sin mor ind i butikken, og – oh jubel: Jeg blev taget ned fra hylden og pakket i en æske med træuld, med papir og snor udenom og en lille bærepind. Nu blev jeg det kæreste eje for et lille menneskebarn. Hun hed Uschi, fortalte hun mig, – ja, egentlig hed hun Ursula, men hun blev kaldt Uschi. Mig kaldte hun Peter, så det hedder jeg altså.

Uschi og jeg blev hurtigt meget gode venner, vi kendte jo næsten allerede hinanden fra blikkene gennem vinduet, og efter nogen tid fortalte hun mig, hvordan det omsider lykkedes at få lov til at købe mig.

Som jeg før fortalte, var der krig i Tyskland, og Uschis far og mor skulle bruge hver en Mark, de kunne skaffe, til mad og tøj. Det hus, de boede i før krigen, blev bombet, og Uschi fortalte mig om den frygtelige dag, hvor hendes mor stod på altanen på 3. sal, medens resten af huset brændte under hende. I sidste øjeblik blev hun reddet ud af brandfolkene, der jo havde travlt overalt i byen, hvor bomberne var faldet. Det eneste moderen fik reddet ud, var hendes syæske og et fotoalbum med navnet “vores barn”. Det billede, I kan se af mig og Uschi, er fra albummet.

Uschi og Peter.

Heldigvis skulle hendes far ikke ind som soldat, og han søgte derfor arbejde hos bønderne i omegnen. De betalte ham med lidt kartofler, mel, æbler og måske et brød eller to, hvis bondekonen netop havde bagt. Penge fik han ikke for sit arbejde. Engang fik han en sæk sukker, som bonden havde taget i bytte for noget andet, og da familien jo ikke havde brug for så meget sukker, gik faderen med sækken ned til slusen i Spandau og fik det solgt til skipperen på en slæbebåd. Nu var der lidt penge hjemme, og Uschis store ønske blev opfyldt: Jeg blev købt!

Uschi passede vældigt godt på mig, og da jeg jo, -som I selv kan se på fotoet,  – ikke havde noget tøj på, strikkede hendes mormor en tyrolerdragt til mig, som jeg stadig syntes klæder mig godt.

Da Uschi blev voksen og selv fik to piger, fik de somme tider lov til at lege med mig, hvis de gjorde det meget forsigtigt. Alligevel har jeg på et eller andet tidspunkt fået et lille sår i panden, jeg husker ikke rigtig, hvordan det skete, måske har jeg været besvimet et kort øjeblik.

Peter i sin søde tyrolerdragt.

Da pigerne blev voksne og ikke ville lege mere, blev jeg lagt ind i skabet, og der lå jeg igen og kedede mig ligesom i legetøjsforretningen.

Så skete der igen noget i mit liv: En sommerdag i 2002 blev jeg taget ud af skabet. Mit tøj blev vasket, og det blev jeg også selv, og så kom jeg med Uschi og hendes mand på ferie i Danmark. Dér var dejligt! Jeg blev sat i en sofa og blev beundret og fotograferet, for Lene havde hørt om mig og ville gerne have et billede af mig. Desværre traf vi ikke hinanden personligt ved dette besøg, og da vi efter ferien rejste hjem og jeg igen blev lagt ind i skabet, var jeg i lang tid temmelig nedtrykt.

Næste sommer skete nøjagtigt det samme: Vi rejste til Danmark, jeg blev sat i en sofa, blev beundret, – og traf nu endelig det menneske, der så inderligt ønskede at “adoptere” mig! Sådan gik det til at jeg nu sidder i en vitrine i Danmark sammen med en masse kønne dukker, – og da mine nye dukkevenner holder lige så meget af mig, som den lille Uschi i Spandau gjorde for mange år siden, ved jeg, at jeg aldrig mere skal sættes til salg på en hylde eller lægges ind i et mørkt skab.

Desværre er der ingen mærker på Peter, så oprindelsen står hen i det uvisse, men det gør ikke min glæde ved ham mindre og som Anne-Lise skriver har han de smukkeste brune Flirty-eyes.

Det er ikke denne slags dukker jeg samler på, men historien er så sød og han er givet til mig med stor kærlighed, så i dag sidder han i dukkeværelset og hygger sig, og så minder han i meget stor grad om den “glasdukke” jeg havde i min barndom, som min bror smadrede hovedet på.

Lene

2 tanker om “Dukke Peter”

  1. Hvilken vidunderlig historie,så fint fortalt om en Peter der har været så ønsket og elsket og så er kommet til det rette sted ,til ny beundring og glæde.Det ville være skønt hvis alle vore gamle dukker havde en historie med om den glæde den engang har vakt hos en lille pige.Kun min mors dukke fra 1924 kender jeg historien om,hun fik den af en onkel og tante da de emigrerede til Amerika.I 1964 var de hjemme på besøg og syntes det var morsomt at jeg havde dukken.🌺😊

    1. Tak for roserne Inge, du har ret, det ville være sjovt at kende dukkernes historier,men mange er jo gået i arv. Min egen dukke blev givet til naboens datter og på den måde dær historierne jo. Håber vi får nogle flere historier at høre.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.