Første Del !
(Tekst og fotos: Sigi Ulbrich, Tortula.de ©) (Oversættelse: Lise Brastrup Clasen med tilladelse fra Tortula.de ©)
Kære Sigi Ulbrich, tak for tilladelsen til at fortælle om Tændstikæsker eller ”Svenske Æsker”, som de også kaldes hos jer) helt sikkert ny og spændende viden for mange. Hermed den første del af beretningen med fotos…. Altså glæd jer alle sammen til at være med i Sigis fortælling om at samle på og pynte op med tændstikæskerne – (Lene og Lise)
Forord – Sådan begyndte det hele: Min første tændstikæske købte jeg i 1989. Jeg ville julepynte i min bondedukkestue og gjorde en fantastisk opdagelse på Julemarkedet i Hamburg. Her så jeg den buehvælving, som Gisbert Neuber havde designet i 1986. Den syntes jeg rigtig godt om, og jeg kikkede nu efter andre små bitte dele som kunne bruges i mine dukkestuer. Der var dog blot et problem: jeg havde efter købet ikke tænkt over det – selv om det egentlig var planen- at pille æsken fra hinanden. Se lige på dette stykke folkekunst fra Erzgebirge, sådan noget kan man ikke bare rive fra hinanden.
Men alt gik godt, for det var nemt. Den lille buehvælving var let at fjerne fra æsken med den sartgrønne baggrund. På fotoet til venstre kan I se ind i min barndoms bondestue. Lige oven på skabet, dér står den, og ser den da ikke fantastisk ud. Hurtigt kom de bitte små lysbærere – englen og bjergmanden – med – Også dem kunne jeg let tage ud af æsken.
Det følgende drengekor kunne jeg lige så problemfrit fjerne fra æsken.. Langsomt kom julen ind i mine stuer.
En ganske særligt glæde havde jeg af den lille landsby Seiffen. Det hele lå nærmest løst i æsken… og jeg havde en mere eller mindre identisk – naturligvis i større format- stående i dagligstuen. Naturligvis vandrede den lille landsby ikke ind i dukkestuen. Jeg stillede den hen til den større i vor dagligstue. I mellemtiden har vi nu fire sæt i forskellige størrelser, som kommer frem til jul. En af dem kommer fra en kurveæske og en anden fra en stor tændstikæske – og selvfølgelig har jeg små sangere til hver landsby. Hvad manglede jeg nu… jeg købte endnu en tændstikæske, og endnu en, og en mere – og de står faktisk nu i mine stuer.
I Tortula 9/2015 har jeg fortalt om samlingerne i samlingen. Her er jeg også kommet ind på min passion for tændstikæsker og har fortalt om min lille samling. Nej, jeg ville ikke samle, jeg ville egentlig skille æskerne ad. Men det har jeg slet ikke nænnet. Noget så smukt kunne jeg ikke ødelægge. Og nu er det altså på en eller anden måde blevet til en samling. Den røde tråd har jeg ikke fundet — men måske ønsker jeg heller ikke at finde den. Jeg har helt gamle —ca. 100 år gamle – æsker, og også nogle, som nærmest er helt nye. Og alle er de på hver sin måde et vidunderligt kunstværk.
Men hvordan er disse små kunstværker opstået? Man må her gå tilbage i tiden før, under og i de første år af Den første Verdenskrig. Legetøjsindustrien i Erzgebirge var nærmest forsvundet. Den politiske situation resulterede i et forandret toldsystem. Pludselig var det ikke varens værdi, men varens vægt, der blev fortoldet. Nu kunne producenterne ikke længere levere dette (dengang) billige trælegetøj til de ønskede lave priser. Desuden var prisen på træ på samme tid steget betydeligt. Trælegetøjet fra Erzgebirge var dengang meget stort. Det vil sige, at hovedparten af legetøjssortimentet vejede så meget, at det sprængte lavprisleveringerne vedrørende eksporten. Som f.eks. luftgyngerne (i 30erne) i min mands familie, de målte hele 45 cm og hørte slet ikke til den tids ”Store”. Hermed en mere nøjagtig forklaring: En luftgynge var 45 cm høj og tilsvarende tung. Gennem den dengang indførte skatte– og toldpolitik blev varerne således ikke mere fortoldet efter værdien men efter vægten. Legetøjet fra Erzgebirge var billigt, men tungt. Ved omstillingen af told fra værdi til vægt kunne man ikke længere sælge i USA og tilsvarende købte man ikke længere hos de små ”Hjemmeproducenter”. Således fik Langer ideen til ”Tændstikæskerne”.,
Allerede i 1905 havde forlægger Heinrich Langer (1871-1949) forudset de første tegn på forandring. Han bestilte legetøj i lille format hos drejerne. Man antager, at det første stykke legetøj i miniatureformat var Postkusken (5 x 6 cm). Snart fulgte flere køretøjer i denne størrelse. Indtil han en dag opdagede, at ”skuffeæsker” (æsker med skydelåg), eller æskerne fra de svenske tændstikker, var en billig form for emballage. Disse ”skuffeæsker” var siden 1855 blevet fremstillet af Brødrene Lundström til ”sikkerhedstændstikker”. Disse tændstikker kendte man i Tyskland allerede i begyndelsen af 1870erne som ”Svenske Tændstikker”. Langer lancerede da en lille bondestue (7 x 4 x 4 cm) med kakkelovnsbænk og kat. Den var ikke meget større end en tændstikæske (6 x 4 x 2 cm). Der skulle blot et skridt mere til, og den lille stue kunne være i ”Tændstikæsken”. ”Bondestuen med kakkelovnsbænk fra Erzgebirge” var født. Den havde på én gang emballage og stuekabinet. En stor besparelse. Om han dermed virkelig – som mange hævder – allerede havde tænkt på den fremtidige turisme, vil jeg lade stå åbent! Der var ikke forskel på den pålimede bagvæg af papir med tryk. Der var et vindue enten med bue eller firkantet, hvorfra man kunne se et landskab. Nogle gange står der en kaffekande og en kaffemølle på vindueshylden, andre gange er det blot krukker i forskellige størrelser. Somme tider var der ingen hylde, men et håndklædestativ med en strimmel papir som håndklæde. Væguret er påtrykt, eller somme tider limet på. Bonden sidder ved bordet med et måltid af træklodser forestillende brød foran sig. Bondekonen står ved smørkærnen. Og én ting er der altid, en stor kakkelovn med bænk, hvor en kat varmer ryggen. Nej, den ene af mine æsker modsiger ikke, hvad jeg fortæller, den har i løbet af de sidste 100 år kun mistet bænken med katten og ser man nøje ind i æsken, kan man til højre ved ovnen stadig se resterne af bænken.
Hurtigt kom der efterligninger, idet andre fabrikanter i løbet af meget kort tid også tilbød de små bondestuer. Bonden ved bordet, bondekonen ved smørkærnen og …. Katten på kakkelovnsbænken. Skønt jeg med den venstre af de to C.H. Frohs stuer ikke mere er sikker på, om det er en bondekone ved smørkærnen eller måske bonden, ja, hvad gør han mon der. Man behøver kun lidt fantasi for at afsløre ham…. Og virkelig morsomt finder jeg det ”tykke” søm, som i den højre Frohs-stue erstatter urperpendiklen. Sømmet er egentlig ikke så stort, men ser blot stort ud i forstørrelse. Om bondekonen oprindeligt har stået vendt mod ovnen, kan man naturligvis ikke sige noget om mere. Også i en anden stue fra Frohs – med smørkærne – ser hun mod ovnen. I hvert fald har denne bonde ikke bare træklodser som sit brødmåltid, men også ”kartofler” – datidens hovednæringsmiddel i regionen. På undersiden af ”Skuffeæsken” er en etiket ”Papierhandlung Eugen Hahn Berlin Friedrichstr 78”. Altså dog en souvenir fra den sidste ferie? Som altid, for hundrede år siden en vare til ganske få penge, i dag et historisk kunstværk.
Meget snart blev der- efter kundernes ønsker- ud fra Bondestuen fra Erzgebirge fremstillet en bondestue fra andre regioner: en bondestue fra Schlesien, en fra Riesengebirge, en fra Schwarzwald, en fra Allgau eller en Gammeltysk Bondestue – disse bondestuer kunne fås helt ind i 50erne i sidste århundrede. Udstyret var det samme, selv om de solgtes under et andet navn.
Jeg finder den direkte tidsmæssige sammenligning af bondestuerne højst interessant.
Øverst kan I se en Frohs stue fra 30erne. Jeg tillader mig at anføre, art figurerne er meget simple, nærmest bemalet uden omhu og limet på. De blev alle fremstillet i de små hjem. Et stupidt og udtalt dårligt betalt beskæftigelse, men det var overhovedet den eneste eksisterende erhvervsmulighed. Alt efter æsken modtog en hjemmearbejder fra 35 til 100 Pfennig for et dusin æsker
I midten ser I en stue fra DDR-tiden. Med denne lille stue pustede drejeren Erich Reichelt i 1980 nyt liv i bondestuen fra Erzgebirge med kakkelovnsbænk. Den gule etiket på ”Skuffeæsken” minder i sin opstilling om H.E.Langer-stuerne. Til højre og til venstre for teksten ”in der Zündholzschachtel” (I tændstikæsken) blev det kendte logo fra Dregeno gengivet. Dette henviser til et kooperativt foretagende, som stadig eksisterer, på ca. 140 drejere og legetøjsmagere. Foretagendet blev grundlagt i 1919 som modpol til forlæggerne, som gjorde de karrige fortjenester hos drejerfamilierne endnu ringere. Under DDR-tiden overtog de kooperative selv hele fremstillingen af Erzgebirge Kunsthåndværk. Se engang på den lille stue, den er fortryllende fremstillet og var for over 30 år siden meget smukkere og mere nøjagtig i forarbejdningen end de tidlige stuer. Figurerne er smukt udarbejdet og fint bemalet. De er rigtig pæne at se på. Jeg har endnu en bondestue fra Dregeno,. Her er kun urene forskellige. For nylig læste jeg i denne sammenhæng, at der var ca. to timers arbejde med en bondestue, og i DDR-tiden fik en drejermester en timeløn på 1,46 Mark. Hans medhjælpende hustru fik ”kun” 1,27 Mark. For min første Reichelt-stue betalte jeg i begyndelsen af 90erne 5 DM på Julemarkedet i Hamburg: For materialer, 2 arbejdstimer, transporten til Hamburg, og afgift for en stand på Julemarkedet!!!!!!!!
Stuen fra det 21.århundrede er fra Seiffner Stübelmacher. Der igen stammer fra drejerfamilien Flath. Med denne Flath drejer det sig om drejer og trælegetøjsmager Günter Flath. Som man tydeligt kan se, bærer denne æske Dregenos logo, han har således også tilsluttet sig det kooperativew foretagende. På venstre side ses logoet for drejerværkstedet – den lille bitte stue. Ser man nøje på Flath-æskerne, vil man konstatere, at alle artikelnumre begynder med 29. Den enkle forklaring hertil er, at artiklerne fra Günter Flath hos Dregeno præsenteredes med 29. 29/1 på bondestuens etiket viser, at det er den første artikel i den lille stue fra Flath.
Også med denne stue har jeg flere æsker, og de er alle sammen fejlfrie og smukke.
I næsten 30 år har der eksisteret en Stübelmacher (fremstiller af de små stuer) , Gisbert Neuber hedder denne drejer. På hans hjemmeside kan du læse, at dette drejerværksted har bestået siden 1. juli 1986, dvs. allerede i DDR-tiden. Alle, der interesserer sig for disse små kunstværker, vil på et eller andet tidspunkt støde på ”Skuffeæsker” med den gule etiket. Foroven eller nederst til højre forsynet med et enkelt GN, hans markedssignatur.
Når man som jeg holder meget af Kuhn-stuerne, kommer man selvfølgelig også ud for Erzgebigestuer fra Neuber: Den søde, blå vugge, det smukt dekorerede bondestueskab… Også bondestuerne – de viser en vis lighed med Langerstuerne, men er absolut perfekte og omhyggelige i deres forarbejdning. I 1996 kom Hutzenstuen på markedet. Heri ses kakkelovnsbænken med katten, en kone sidder ved kniplebrættet, uret med den allerfineste regulator, men allersmukkest er naturligvis de små loftslys. I Skihytten genfinder vi kaminen fra Erzgebirgestuen I 1994 lancerede Neubert malerstuen: Fortryllende, som hjemmearbejderen står ved sit arbejdsbord og maler? Eller gør sig klar til at male. Umiskendelig med sin kakkelovn med bænk og kat – som i Hutzenstuen. Udstyret med en smuk lampe og en kommode med bitte små trækugler. Man må virkelig ikke glemme, at disse små ting er sat ind i en helt normal tændstikæske. Og også her må man tilføje, at de alle er små kunstværker og slet ikke legetøj for børn.
OG…. Får man lyst til at sætte tændstikæskerne sammen til et lille hus med mange værelser, må én vigtig ting naturligvis ikke mangle— et anstændigt badeværelse. Gisbert Neuber kalder dette pragtstykke for Susanne i Badet.
Men selvfølgelig er stuerne kun en lille bitte del af folkekunsten i tændstikæsker fra Erzegebirge.
Du kan læse mere i udgave 6/2016 i www.tortula.de, men har du tålmodighed, bringer vi det hele, dvs. DEL II her på bloggen, idet Sigi Ulbrich generøst har tilladt os at oversætte og bringe alt dette .. Og selvfølgelig udstyret med Sigis dejlige fotos.
På gensyn…. På gensyn …… og god læselyst ……..