© for tekst og billeder Maria Holm.
Jeg har haft en oplevelse med mit toårige barnebarn, som gik mig til hjertet. Som nogle af jer ved har jeg altid været fascineret af barnevogne og babyer og babyudstyr. Dette barnebarn deler min interesse. Det er ikke alle små børn, der går op i babyer og udstyr. Nogle elsker tøjdyr og bamser. Jeg har aldrig haft noget af det, og skønt jeg godt kan se, de kan være søde, ved jeg ikke rigtigt, hvad der ideen med dem.
Jeg har mange dukkevogne med gamle porcelæns- og celloiddukker. De fleste bliver sat væk, når børnene kommer. To mindre vogne kommer ned i stueplan med nye babydukker, når børnene kommer. En enkelt klapvogn er der også. Jeg fandt den tjenlig til storskrald udenfor et hus. Der manglede kun en bred strop, som jeg nemt kunne erstatte. Den blev brugt meget af den lille, idet alle dukkerne og en enkelt bamse skulle sidde der med et ben i hver åbning, ligesom hun selv sidder i sin autostol.
Når vi skulle hente noget i de værelser, hvor de lidt sartere vogne og dukker stod, gik den lille fra vogn til vogn og kiggede grundigt ned. Hun sagde:
Mormor barnevogn!
i spørgende og konstaterende tonefald. Hun er også den eneste af mine børnebørn, der har fået øje på mit vitrineskab med dukker og udstyr. Igen konstaterede hun, at det var mormors. Hun ville gerne åbne dørene, men jeg nøjedes med at vise hende tingene fra øverst til nederst.
Hun faldt for en gammel ret solid celloiddukke som siger “Ahhh” når den holdes på en bestemt måde. Den har et utroligt smukt og livagtigt ansigt og det var tydeligt, at den appellerede mere til hende, end de tre moderne bløde dukker, jeg har købt til hendes rådighed ved besøg. Jeg vogtede nøje på hende, mens hun legede med den, men det gik godt og hun var meget god og nænsom med den. I et uset øjeblik lagde jeg den væk, da den er uerstattelig. Mange gamle dukker har intet mærke i nakken og dermed kendes oprindelsen ikke.
Billederne er taget mellem kl. 07 og 07.30 om morgenen påske lørdag.
Det at hun havde flere vogne var en ekstra finesse for på et tidspunkt trak hun rundt med dem begge fra stue til bryggers. Hun er vant til at komme i vuggestue, hvor hun og de små kammerater bliver lagt i krybber. Jeg gætter på, at det er så genkendeligt for hende, at hun leger med vognene ved at dukkerne kommer op og ned under dynerne. Det er endnu for svært at klæde dukkerne på.
Jeg fandt også min gamle køjeseng frem. Min far lavede den til mig, da jeg var knapt seks år. Min mor havde sat blomsteroverføringsmærker på. Det var det vigtigste for mig. Den sagde hende ikke noget, da hun ikke kendte køjesenge. Jeg kendte heller ikke til køjesenge. Min far har moret sig ved at lave den ligesom han lavede to potter i et møbel i teaktræ. En lyseblå og en lyserød potte i hård plastik. Vi var tvillinger, så det syntes han var sjovt. Den har jeg ikke mere.
Hvad der ville have været en drøm for mig at have fået fremfor køjeseng og pottestol
Det kæreste eje, jeg fik var denne dukkeklapvogn, som min far havde lavet temmelig godt i forhold til, hvordan en klapvogn så ud dengang. Desværre brugte min far hjulene til en kørende indkøbsvogn tyve år senere og den forsvandt på den måde.
Tusinde tak Maria, for at vi endnu engang, må bruge en af dine dejlige artikler.
Lene
Det var da en skøn beretning om dit lille barnebarn,hvor er du heldig at hun er interesseret i dine dukker og dukkevogne.Dejlige billeder af en sød lille pige der er optaget af sin dukkeleg🌺😊
Tak Inge Marri og tak til Lene for at sætte den ind her i “Dukkedrømme”. Billedet med klapvognen fra min 6 års fødselsdag er fra barndomshjemmet i Herlev