Hinkesten

Ja – hvor stammer hinkning fra.
Det kan man i princippet svare ganske kort på – det vides ikke med sikkerhed. Der er flere bud på oprindelsen, ingen af disse kan dog med sikkerhed siges at være det endegyldige.

Overalt i verden findes der optegnelser og indridsede symboler, der relaterer sig til hinkning.

Eksempelvis er der en kinesisk beskrivelse fra omkring 2.300 f.Kr., hvor en tidlig version af hinkning beskrives ligesom der både i Egypten og i Grækenland i grave er fundet inskriptioner og tegninger, der angiveligt skulle beskrive hinkelegen. Tegningerne der er fundet der, er typisk den kendte spiralform eller snegl og den rektangulære version med 9 felter.

Hinkning og hinkeruder siges i øvrigt at have været forløberen eller inspirationen til flere brætspil såsom Skak og Dam.

Nogle mener, at det at hinke har sit udspring i Asien, hvor det skulle have været en del af mandomsprøver, når drenge skulle vise deres evner og færdigheder for at de kunne blive betragtet som mænd og krigere. Lignende prøver blev ynglinge udsat for i de græske labyrinter, når de havde nået en alder, hvor de skulle bevise at de havde styrke nok til at træde ind i “de voksnes rækker”.

At hinke er jo i bund og grund bare en række fysiske udfordringer, som man skal overvinde, når man tager turen gennem hinkeruden i form af felter og streger eller trædesten – om der så er anden og dybere mening med hinkning end leg og den fysiske udfoldelse, vil jeg komme ind på senere.

Den mest almindelige antagelse er, at legen – ihvert fald i vores del af verden – kommer fra etruskerne og at den efterfølgende har spredt sig til det meste af Europa med romerske soldater, der var udstationeret til langt op i England – ja helt op til Edinburgh i Skotland.

Det siges, at de romerske soldater som led i træningen hinkede for at styrke deres lårmuskler, smidighed og kondition i det hele taget. Soldaterne trænede, iført fuld udrustning, i hinkeruder på helt op til 40-50 meters længde – en barsk omgang, hvis der ellers er hold i historien.

Børn, var hurtige til at efterabe soldaternes træning og lave deres egne regler for legen. På den måde menes legen at være spredt yderligere rundt i Europa samtidig med at der lokalt blev udviklet de mange varianter af legen, der kendes i dag.

Mange kilder gengiver, at den ældste kendte hinkerude skal være ridset eller hugget ned i gulvet i Forum Romanum i Rom. Det er dog hverken lykkedes mig at finde nogen skriftlig dokumentation herfor – ejheller har jeg kunnet opdrive et billede af den omtalte hinkerude. Måske har alle kilderne bare ukritisk skrevet af efter hinanden.

Jeg har konsulteret Jens Ole Larsen, der er bosiddende autoriseret guide i Rom og som har et meget indgående kendskab til Forum Romanum.
Han har aldrig hørt om eller set en hinkerude på Forum Romanum og peger i stedet på at der på et af trappetrinnene ved justitspaladset “Basilika Giulia” er indridset et spil, der meget minder om et skakbrædt.

En anden i Rom bosiddende lokal autoriseret guide Tina Montalbano fortæller:

Det er helt sikkert, at man hinkede i det antikke Rom. 
Legen hed Cladius (den haltes leg) eller Mundus (verden), fordi hinkeruden illuderede nedstigningen til underverden og tilbage igen. Hinkeruden var typisk aflang med to parallelle rækker af ruder der afsluttedes med en halvmåneformet eller spiralformet rude. De kilder jeg har konsulteret, taler netop om, at de romerske soldater medbragte legen til de erobrede områder i verden.

Jeg har ikke kunne finde særlig information om etruskerne, men flere arkæologer mener at legen stammer fra det gamle Egypten, men de understreger dog, at man ikke med sikkerhed kender legens oprindelse. Hvad angår hinkeruden på Forum Romanum bekræftes det mange steder. Den burde findes på gaden i et lavere lag på en af sidevejene til hovedvejen Via Sacra og er ikke synlig for besøgende men nærmere har jeg ikke kunne komme det.

Der findes flere meget korte beskrivelser eller omtaler af hinkning i litteraturen – jeg har medtaget nogle af dem her.

Det, efter sigende, første skriftlige vidnesbyrd i Europa om hinkning, findes i den italienske eventyrbog Pentamarone fra 1634.

En næsten samtidig beskrivelse, kan man finde i den engelske bog Book of Games, der er blevet til mellem 1635 og 1672 af Francis Willoughby,  hvor begrebet “Scotch Hoppers” omtales. I bogen, hvor der er en illustration med 5 unge mænd der hinker, beskrives legen som en leg for drenge og unge mænd.

Poor Robin’s Almanack omtaler i 1677-udgaven hinkning som Scotch-hoppers  og angiver senere “The time when schoolboys should play at Scotch-hoppers”. I udgaven fra 1707, kan man læse at “Lawyers and Physicians have little to do this month, so they may (if they will) play at Scotch-hoppers”. 
Advokater og læger kunne altså også hinke i en nærmere angivet måned, hvor de traditionelt ikke havde så meget at lave – vel at mærke “hvis de havde lyst”.

I den engelsk bog  The Boy´s own Book fra 1829 af William Clark”, er hinkelegen beskrevet indgående – hvorimod den slet ikke er nævnt i bogen The Girl´s own Book  fra 1834 af Lydia Maria Child.

Den nærliggende konklusion på baggrund heraf er, at det at hinke først ret sent er blevet en egentlig pigeleg – formentlig først omkring år 1900, hvor man ser de første beskrivelser af pigers deltagelse i legen.

Der er i øvrigt flere bud på hvor betegnelsen Scotch Hoppers kommer fra.

Det der passer bedst ind i sammenhængen her, er at det er betegnelsen på romerske soldater, som skulle have hinket på Great North Road, der via York forbinder London med Edinburgh i Skotland. Turen var på godt og vel 400 miles svarende til 650 km.

Som bekendt så nåede de romerske soldater ikke helt op til Danmark under deres erobring af det meste af Europa omkring Kristi fødsel.

Det kan vi uden tvivl takke den tyske stammehøvding Arminnius og hans medsammensvorne for, da de totalt udraderede ikke mindre end 3 romerske legioner på i alt 18.000 mand i det berømte Varusslag ved Teutoburgerskoven i år 9 e.Kr.. Dette nederlag var stærkt medvirkende til at romerne fuldstændigt mistede lysten til at udvide imperiet mod nord og øst for Rhinen.

Da det således ikke er direkte fra Romerske soldater at hinkning i Danmark har sin oprindelse, må vi se på andre muligheder.

Første gang hinkning er beskrevet i Danmark – i øvrigt ledsaget af en tegning, der viser hinkende piger – er i 1846, hvor Dr. J.B. Hübertz i Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus, beretter om hvordan han har set at der blev leget ”Hopskok” i Århus omkring 1832.

Omtrent samtidig hermed – i 1847 – har maleren Johan Thomas Lumbye i Kalundborg lavet en lille tegning med titlen Soldat og Paradiis, hvorunder der er tilføjet teksten ”Hoppenskok”.

Umiddelbart er det meget nærliggende at disse betegnelser for hinkeleg fra 2 forskellige lokationer i Danmark, må have sin oprindelse i det engelske ord ”Hopscotch”.

Det samme kan gælde for betegnelsen ”Hoppeskår”, et andet navn for hinkesten, der i øvrigt  primært kendes fra midtjylland.

Jeg er enig med Hübertz i hans betragtninger og tillader mig at antage at hinkning på en eller anden måde må have vandret fra England og/eller Skotland over nordsøen til Danmark.

Sideløbende hermed, er det nærliggende at antage at der også må have været en import af legen fra eksempelvis Tyskland. Det tyske ord ”hinken” svarer til det danske verbum ”hinke” (begge ord har deres rod i det oldnordiske “hinka”), som betyder “halte eller gå skævt”

Den danske filolog H.F. Feilberg publicerede i 1896 en artikel om hinkning  i det engelske tidskrift Folk-Lore under titlen: “The game of Hopscotch as played in Denmark”. Ud over at give en uddybende beskrivelse af reglerne for hinkning (som i øvrigt ikke er gengivet helt korrekt), skriver Feilberg, at hinkning ikke er særligt udbredt i Jylland, hvor det stort set kun kendes i byerne. Derimod er legen langt mere udbredt i landdistrikterne på Fyn og Sjælland, hvor den tilsyneladende udøves af både drenge og piger.

Det er i øvrigt lidt interessant at bemærke, at hvor hinkning i England omkring år 1800 primært var en drenge/mandeleg, er det nu små 100 år senere i Danmark blevet til en leg for både drenge og piger.

Om det er udtryk for en mere liberal holdning i Danmark eller bare en naturlig udvikling, skal jeg ikke gøre mig klog på – men blot konstatere at pigerne ikke var sene til helt og holdent at sætte sig på hinkelegen – ja det endda i så høj en grad, at det senere ligefrem var flovt for en dreng at deltage i hinkelegen.

Nedenstående er et uddrag fra afsnittet om Kastrup Glasværk, hvor Karl Pedersen født i 1919, blandt andet fortæller:

• Det var mest pigerne der hinkede, men det var et lukket sted, så en dreng kunne godt være med!

Hinkning var altså i løbet af 30 år gået fra at være en blandet leg til nu primært at være en pigeleg. Hvis en dreng hinkede – var det i hvert fald ikke noget han pralede med.

I dag anvendes hinkning mange steder i professionelt regi – for eksempel til at træne motorikken på blandt andet børn og tilskadekommende, der har behov for at få styrket og genoptrænet  bevægeapparatet. Her er hinkestenen dog erstattet af små poser med gryn og lignende indhold.