Historien om Skildpaddedukken Bärbel – min barndoms veninde ! Den 13. juni 2020 på Verdensdukkedagen

(med tusind tak til Sigi Ulbrich— www.tortula.de)

(oversættelse og gendigtning af børneremsen: ”Hvem har bolden?” : Lise Clasen ©  –   Layout: Lene Byfoged ©)

Kære læsere, mon der findes nogen større anledning end Den internationale Dukkedag/Verdensdukkedagen til at præsentere  jer for den dukke, som har ledsaget mig næsten hele livet?

Skulle I, kære læsere, ikke være helt up to date, angående den specielle dag for os dukkesamlere, henviser jeg hermed til Linket til det brev, som den amerikanske dukkekunstner Mildred Seeley skrev i 1986:

www.worlddollday.com

Siden da fejres den 2. lørdag i juni den særlige dag: Verdensdukkedagen— blandt dukkesamlere og dukke-elskere.

Denne dag er en anledning til at forære en dukke til et andet menneske, og frem for alt er den en erindring om ikke at glemme sin barndoms veninde. Denne dag skal forene dukkesamlere og dukkemagere, dukkejournalister og biblioteker, dukkebutikker og dukkemuseer. En virkelig storartet idé. Da interessen for dukker og alt det, der findes i denne sammenhæng, er gået stærkt tilbage, er dagen en god anledning til atter at tænke på og beskæftige sig med dukken.

I enhver dukkesamling kan man helt sikkert finde effekter fra forskellige områder af dagliglivet, som har et eller andet at gøre med dukken. Først da kommer samlingen til sin ret.  Som dekoration vender jeg gerne tilbage til den store postkortsamling, som jeg har arvet efter min gudmor, samt til frimærker.

Foto: Sherri Farley

Det var således ikke overraskende, at jeg straks blev begejstret, da jeg på den danske dukkeblog Dukke- & Legetøjsdrømme blev præsenteret for disse smukke frimærker. Min veninde Sherri fra Missouri opdagede faktisk disse frimærker til os på den store amerikanske auktionsplatform og købte straks tre sæt.. Vi vil hænge frimærkerne op som billeder i vore dukkestuer. Hendes mand har lovet at snedkerere  rammer til billederne, og når jeg har fået mine, vil jeg vise jer dem på www.dukkedroemme.dk.

Foto: Gertrud Ihde

Min barndoms veninde hedder Bärbel

Og i dag vil jeg fortælle om hende. Den, der kigger nøje på fotoet, vil se, at Bärbel sidder på mit skød – mens jeg sidder på skødet af min bedstemor. 

Foto: Gertrud Ihde

Bärbel, krigsbarn, Schildkröt, 34 cm, fast hoved, blå malede øjne, modelleret brunette ”frikadellefrisure”.

Den dag, da Bärbel trådet ind i mit liv, husker jeg ikke længere, og det er faktisk ikke så mærkeligt, da det var på min første fødselsdag.

Min bedstefar havde bygget dukkevognen til mig. De dertil passende puder i rød/hvidternet stof havde min bedstemor syet. Af  resterne fik Bärbel en spencerkjole: kort nederdel og overdelen med let smocksyning. Den kjole havde hun meget længe. Det tøj, hun nu har på, blev i begyndelsen af 60erne ligeledes syet af min bedstemor.

Postkortsamling: Else Weber

Alle små børn leger gerne med vand. Da de selv ofte blev vasket uden hensyntagen til deres egne ønsker, er det en elsket leg at vaske dukkerne eller bamserne. Gengivelsen— som kunstner– eller fotopostkort hhv. glansbilleder taler for sig selv.

Postkortsamling: Else Weber

Bärbel havde det ikke nemt hos mig. Jeg var meget proper med hende. Igen og igen vaskede jeg hendes hoved, og jeg er bange for, at jeg har skrubbet hende rigtig grundigt. Derfor er det ikke overraskende, at den tidligste oplevelse, jeg husker med Bärbel, er et besøg hos dukkedoktoren.

Jeg var 3 eller 4 år gammel. Bärbels ansigt og hår var udvasket og farveløst. Jeg gik med min mor til dukkedoktoren og holdt Bärbel tæt ind til mig. I dag tænker jeg på, at jeg nok var meget bekymret for mit dukkebarn. Så bøjede ”Doktoren” sig  over salgsdisken og ned til mig, så på min dukke og sagde (jeg husker det, som var det i går): ”Hvad fejler din Bärbel?”

At denne fremmede mand var så klog og vidste, hvad min dukke hed, beroligede mig dengang uendeligt. Han blev ”livlæge” for Bärbel. Hun måtte ofte konsultere ham. Igen og igen farven. Hendes sidste ophold hos ham var i 1962. Nogle år senere blev hun sammen med Dieter (en Christeldreng)  – min søsters  og vore babydukker lagt væk i en stor æske.

Ca. 25 år senere pakkede jeg dukkerne ud igen og …..

Postkortsamling: Else Weber

….. vaskede dem.

Selvfølgelig har jeg et helt specielt forhold til min barne-Bärbel … Og helt ærligt, jeg kan næppe gå forbi en Bärbel uden det uimodståelige ønske om at kalde hende min.

På min dukkeudstilling i vinteren 2016-17 i Itzehoe havde mine Bärbel-dukker deres egen vitrine, hvor de af fru Andresen, museets dekoratør, var stillet op i et virkeligt vidunderlig scenarium.

I min vitrine i dagligstuen har jeg ikke helt så meget plads. Der kommer hele tiden en eller anden dukke mere til  Men alligevel her inden for mine egne fire vægge er den min yndlingsvitrine, og som midtpunkt står naturligvis min første Bärbeldukke.

01—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede grønne øjne

02—48 cm, drejeligt hoved, bevægelige arme og ben, brune glasøjne

03—56 cm, drejeligt hoved, bevægelige arme og ben, blå glasøjne

04—18,5-19 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

05—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede brune øjne

06—25 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

07—34 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

08—29 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, blå glasøjne

09—16,5 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne, Hertwig Katzhütte

10—29 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

11—18,5-19 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

12  – 25 cm, fast hoved, bevægelige arme og ben, malede blå øjne

Jeg begyndte tidligt at læse, allerede som lille pige var det bøgerne, der bestemte mit fremtidige liv.  Min første ”krimi” fik jeg som fireårig  – den handlede om en bortførelse. Nå ja, dengang fandt jeg den frygteligt ophidsende, følte med den lille mor,  og jeg fandt, at bortføreren var en slem forbryder. Nå ja, I tænker sikkert på den samme bog, som jeg: Det var bogen: ”Den vidunderlige Dukkerejse/Die Wunderbare Puppenreise” af Sophie Reinheimer. Det bedste ved denne bog var, at dukkepigen Mimi havde den samme smukke frikadellefrisure som min Bärbel, og det fødselsdagskort, som fulgte med gave fra min Gudmor, ligger i dag stadig i bogen.

Bemærkning fra oversætteren: Sophie Reinheimer (1874-1935) har skrevet mange børnebøger, jeg har ikke fundet dem oversat til dansk, men de tyske udgaver kan købes antikvarisk flere steder:

For øvrigt har jeg opkaldt min Skildpadde-Strampelchen Fritzchen (Lille Fritz) efter broren til ovennævnte Mimi.

I forhandlerkataloget fra 1938— jeg har dette katalog med forhandlerprisliste— vises Bärbel for første gang og endda i seks størrelser (18,5—25,5—29.5—34—45—49) og i forskellige  udgaver som kødfarvet eller solbrændt, med glasøjne eller med malede øjne, og i størrelse 49 cm endda med bevægelige øjne med vipper. De små dukker har bevægelige arme og ben og fast hoved. De store dukker har bevægeligt hoved og bliver leveret iført en combination. (Bemærkning fra oversætteren: en combination var undertøj, dvs. undertrøje og –bukser syet i et stykke).

De første påklædte dukker kan man se i 1940-kataloget. Dukkerne var hovedsageligt iført enkle bomuldskjoler  –  særlig henrivende finder jeg kjolen med skildpadderne  – egentlig tænkte jeg altid på, at dette skildpaddestof var en nutidig kreation, (til højre), men det er det ingenlunde, den idé fik fabrikanterne i Mannheim allerede på et tidligere tidspunkt..

Schildkröt udsendte hvert år et lille reklameprospekt  –  i hovedrollerne sås altid celluloiddukkerne fra Skildpaddefamilien (Die Schildkrötfamilie).  Det lille hefte fra 1941 har den karakteristiske titel ”Lege året rundt/Spiele für das ganze Jahr”. Jeg viser jer her denne side, fordi lille Bärbel og de andre medlemmer af skildpaddefamilien er fremstillet så pænt, og naturligvis fordi denne side netop er fra juni: Den måned, hvor vi fejrer Verdensdukkedagen.

Bemærkning fra oversætteren: jeg har gendigtet dette dejlige børnerim: ”Hvem har bolden”! Eller måske hedder legen ”Ståtrold?”  Og jeg er helt sikker på, at flere af jer kan nikke genkendende til legen.:

 Hvem er med, vi lege vil:

Hvem har bolden  – herligt spil.

Jeg og du —

Sig det nu:

Møller-Æsel, Møller-Ko,

Det er dig, det si’r jeg jo.

Inge stod for det at tælle,

Hans blev valgt, åh, ælle-bælle.

Ryggen til os have må,

Mens alle vi i porten stå!

Han kaster bolden bag sig hen,

Mens vi råber: Hør min ven

Hans skal gætte, den er klar

Hvem af os mon bolden har?

Åh, du stakkels dumrian,

Mon du snart det gætte kan.

Hvem af os har bolden gemt,

Gæt det nu, det er ej slemt!

Min veninde Nicole fortalte mig engang, at hun ikke kan læse de gamle tyske skrifttegn. Jeg ved, at det er hun ikke alene om. Derfor har jeg ”oversat” teksten til alle Nicoler. Jeg har forsøgt at finde ud af noget om denne tekst. Men desværre forgæves  –  Måske er det bare en remse skrevet specielt til denne lille bog.

Opbygningen af kataloget for 1951 er opbygget helt anderledes. I de tidligere kataloger blev hver dukke altid vist i de størrelser, man tilbød, mens man fra 1951 præsenterer dukkerne efter størrelse og med alle skildpaddebørnene i blandet flok.

Og en anden ting i denne udgave er påfaldende. Hans, der altid var Inges trofaste ledsager, afbildes nu som Bärbels ledsager. Hvilke tanker man har gjort sig, da man tog dette skridt, vil jeg ikke tage stilling til.

Med få fornyelser hhv. ændringer skete der ikke mere. Bärbel af celluloid blev fremstillet i de ovennævnte 6 størrelser. Bärbel var DUKKEN fra efterkrigstiden. Mange andre fabrikanter red med på ”frikadellebølgen” (her hentydes til Bärbels frisure). Således har jeg også i min samling nogle fremmede ”Bärbel-dukker”. Schildkröt forblev tro mod denne yndede model. Den eneste virkelige nyhed kom i 1952. Her fik de 45 og 49 cm høje dukker en anden hals. Det drejelige hoved blev skåret af og fik i stedet for en halsring til fastgørelse på en blødere krop, og hermed kunne man nu isætte lukkeøjne.

Dukken blev dog aldrig et stort hit. Jeg har ingen af denne type i min samling, og kan derfor desværre ikke vise jer dem.

Fra 1953 var Bärbel ikke længere på programmet, som den eneste af Skildpaddebørnene er Bärbel ikke fremstillet i Tortulon.

Foran mig ligger kataloget fra 1958. Her afbildede man et kuriosum. Måske man overvejede en dag at fremstille Bärbel i Tortulon. Jeg ved det ikke, og i dag er der næppe nogen, man kan spørge. Jeg kan garantere jer, at det med afbildningen herover drejer sig om en originalscanning fra skildpaddekatalog 1958.

I kataloget fra 1961 er der ikke mere henvisning til Bärbel, eller endnu ingen henvisning til Bärbel..  For….. I kataloget fra 1962 præsenteres en taledukke med navnet Bärbel. Hun har den statelige højde af 58 cm, og takket være et taleværk i hendes mave og ved hjælp af små grammofonplader kan hun tale. Denne dukkes krop er af fast materiale, og hovedet af noget blødere, måske gummi eller vinyl. Nylonhåret er påsyet.

Selv om skildpaddekataloget altid havde været i A-4-format, blev det fra midten af 60erne udsendt  i mindre format, dvs. A-5 i tværformat. Fra siderne smiler Bärbel stadig i størrelse 58 cm, men nu med kortere hår  – ikke mere de gode, gamle fletninger rullet op som ”frikadeller”. Hovedattraktionen  –  i mange størrelser  – er nu Bienchen (på tysk Den lille Bi eller lille, kønne pige).

Denne dukke er  –  frem for alt i de små størrelser  – virkelig fortryllende. Heller ikke jeg kunne modstå hendes charme. Jeg købte ekstra en Bienchen til min udstilling i Itzehoe, selv om hun hverken var fra den tid, eller af det materiale, som passede ind i min samling.

Ak, ja, hermed en note: Schildkröt har tit eksperimenteret med materialer. Ikke alt, hvad der er hårdt og fast, er Tortulon. Der fandtes også et materiale, som Schildkröt kaldte tortulflex, og Skildpaddemodellen Käthe Kruse var at et materiale, som Schildkröt kaldte Demiflex. Senere kom også Celidor til.

I 1973  –  til højre  – bliver Tale-Bärbel stadig fremstillet, men nu med langt, glat hår. I kataloget til venstre, som desværre ikke har noget udgivelsesår påtegnet, men på grund af farvegengivelsen og udstyret sikkert ligeledes stammer fra 70erne  – angives prisen for Bärbel med DM 69,90—og til højre i 1973-kataloget med DM 77,50, dvs. DM 7,60 højere, hvad der får mig til at drage den slutning, at det venstre katalog er det tidligste. I årenes løb udsendtes der desværre hele tiden kataloger uden årstal— hvad jeg findes yderst sælsomt. Det gør i dag alle vi samleres research vanskeligere,  Nå, ja, dengang havde man vel endnu ikke tænkt på samlere.

I begyndelsen af 80erne blev der som bekendt slået skår i Schildkröt-Mannheim-firmaet.  –  når vi ser på Bärbel som klassisk model. Hermed begynder endda før salget og flytningen til Kaufbeuren en ny æra for firmaet. Bärbel står nu ved siden af Hans. De danner par.  Som den tredje model ses Erika, men ekviperet på en anden måde. Først senere i Kaufbeuren kommer Inge og de andre søskende med.

           Desværre har jeg ikke kataloget fra 1980, men er dog i besiddelse af forhandlerkataloget fra 1981. Som materiale angives ”Celidor”. Der er de afbilledet. Ejendommeligt nok som:

Originale Skildpadde-Baby-Dukker /Original Schildkröt-Baby-Puppen. Ja, hvorfor ikke.

           Prægningen på halsen og i nakken betyder, af min dukke har størrelse 46, er fra fabrikationsåret 1980 og har løbenummer 585.

I Kaufbeuren, hvortil fabrikantfamilien Biemann med Skildpaddedukkerne var flyttet fra Mannheim,  blev lokaliteterne hurtigt for små. I 1993, kort tid efter vendepunktet, kom flytningen til Thüringen—  direkte i Det tyske Dukkelands Hjerte  – til Rauenstein.

Her udvikledes et samarbejde med porcelænsfremstilling i Region Gräfental i Gräfental, og her skabtes tre dukkefigurer helt af porcelæn: Strampelchen liggende på en pude, Hans…..  og Bärbel stående på en sokkel. Alle tre ca. 15-18 cm høje. Jeg fortalte jer allerede i indledningen, at jeg har svært ved at gå forbi en Bärbel.  Nu er de således med til at pynte i min vitrine.

Åh, ja Pynte…..  Den klassiske kollektion af Skildpadde-Familie-programmet er meget alsidig. En virkelig smuk og særlig variant er juleengle-dukkerne i mange størrelser og mange dukketyper. Min engel er selvfølgelig en Bärbel, og lige siden jeg fik hende i 2004 kommer hun hvert år ud af sin æske til jul og pynter i vor julestue.

Jeg har tidligere sammensat et lille udvalg af Bärbel-dukker til jer. Som I vil se, er det nemlig ikke bare blevet ved gamle og nye Bärbel-dukker fra Schildkröt. Dukker fra Cellba, Käthe Kruse, Hertwig, Emaso og naturligvis engle afrunder min samling

Jeg tænker, at det er frikadellerne over ørerne, som hele tiden frister mig til at få fat i en Bärbel. Min mand, der egentlig altid er generøs og tolerant med hensyn til mine samlinger, mener, at jeg nu har fået fat i tilstrækkeligt mange.  Men som den store fodboldspiller engang sagde:

Lad os nu se.

(Bemærkning fra Sigi og oversætteren: Lad os nu se/Schauen wir mal er bevingede ord på tysk. Disse ord stammer fra Franz Beckenbauer, en kendt fodboldspiller fra Bayern-München i 70erne. Han er stadig en legende, og dette motto stammer fra reklamefjernsynet).

Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for det flotte layout.

Tekst: Sigi Ulbrich—www.tortula.de

Fotos: gmuwebsign

Postkortsamling: Else Weber

Kære Sigi,

Også vi takker dig for denne levende fortælling om Bärbel. En lille pige, der elskede sin dukke og hele livet fortsætter med at holde af Bärbel.  Det har været en fornøjelse at oversætte din beretning, Lene og jeg kan kun ønske alle vore læsere

God fornøjelse   !

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.