JUL i Danmark

(Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©)

Alle glæder sig til at fejre JUL, denne smukke højtid midt i den kolde vinter, og hvordan gør vi så det, og hvad gør vi for at få festlige og hyggelige juledage?? Jo, da, vi forbereder Julen i mange uger før den 24. december! Hvor juletræet kommer i centrum!

Men hvor stammer juletræet egentlig fra? Det er en tysk skik, men for mere end 200 år siden, i 1808 tændtes det allerførste juletræ i Danmark på den sydsjællandske herregård Holsteinborg. En herregård, hvor H.C. Andersen senere fik sin gang… I 1808 benyttede man julen til at fejre vielsen af komtesse Wilhelmine Reventlow og greve Adolf Lehman af Holstein-Holsteinborg.

Tre år senere i 1811 tændtes det første juletræ i København hos familien Lehmann i Ny Kongensgade, hvor det vakte stor opsigt at se et træ blive båret eller slæbt ind i stuerne og derefter pyntet. Begivenheden samlede et større opløb af nysgerrige neden for vinduerne

I dag køber de fleste en Normansgran som ses her på billedet foroven og mange benytter i dag lyskæder og ikke levende lys som her. Nogle køber deres juletræ ”henne om hjørnet”, hvor der handles med træer, andre kører ud til plantager, hvor man selv kan fælde sit træ, og atter andre får træet fældet hos den plantage-ejer eller bonde, der sælger træerne. Nok lidt billigere, og så kan man vælge et harmonisk træ i passende størrelse.

I toppen sætter man en stjerne som symboliserer Betlehemsstjernen … I engelsktalende lande er stjernen i toppen næsten altid erstattet af en engel, der symboliserer englene i Betlehem – og derefter pyntes juletræet med alle de traditionelle skatte, som man gemmer fra år til år: engle, nisser, glaskugler og –figurer — nu til dags ofte erstattet af plastic… kræmmerhuse og kurve med farverige motiver, flettede hjerter i mange farver, små trommer og trompeter, flettede stjerner, måske også stjernekastere og knallerter, små lygter og musetrapper af glanspapir, og sidst men ikke mindst de traditionelle guirlander af små Dannebrogsflag… tidligere brugte man sølvstrimler/lametta eller fehår for at illudere sne. Fehår og lametta fås ikke mere, men der findes andre sølvstrimler til at hænge på træet. Ja, sådan kunne jeg blive ved, men måske I ikke alle kender til alle de danske former for traditionel julepynt, og det skal I selvfølgelig have en forklaring på:

Kræmmerhuse og kurve er og har altid været meget populære. Kræmmerhusene stammer fra dengang, man hos købmanden kunne købe f.eks. et kræmmerhus fyldt med bolsjer, og enhver købmand eller kommis kunne i en håndevending sno et kræmmerhus. I kræmmerhuse og kurve lagde man nødder og andre godter, som blev spist i løbet af julen. Den viste skabelon til et kræmmerhus kan man downloade i den korrekte størrelse og selv klippe, klistre og dekorere sin kræmmerhuse. Det ældst bevarede kræmmerhus i Danmark er fra 1866 og motivet skulle være Den Tapre Landsoldat. Kurvene kan man købe på klippeark derefter , klippe, folde og forsyne med hank. Også de små trommer og trompeter stammer oprindeligt fra den tid, hvor man mindes tabet af et stort stykke land…. Sådan så trommerne ud i min barndom, i dag kan man købe dem i mange andre farver end guld, f,eks. I grønt, rødt og blåt.

De smukke flettede hjerter er noget specielt dansk, mener jeg i hvert fald, Jeg har downloaded tre typer lige til at flette. Og du kan købe glanspapir i mange farver til din julepynt.

Klip to stk. papir i 7 x 23 cm i to kontrastfarver, fold papiret med de farvede sider indad, tegn de linjer og buen, som du ønsker den, klip, flet og sæt hank på dit hjerte. Det var da nemt, ikke sandt!

De søde små Dannebrogsflag findes helt sikkert på ethvert juletræ. Denne skik med at hænge sit flag på juletræet har man i mange lande, og man kan her i Danmark købe flagguirlander med mange nationers flag, men personligt synes jeg bedst om at holde mig til Dannebrog. Flagguirlanderne var i min barndom og ungdom gerne en slags sejlgarn med papirflag, nu kan man købe dem i stof eller filt i gavebutikker og hobbyforretninger.

De smukke kugler og figurer, vi pynter vort juletræ med, stammer oprindeligt fra Tyskland, oprindeligt var de alle af glas, men nu fås de i også papmaché, plastic, træ, som bemalede vatkugler, osv. Overalt sælges der julepynt, ethvert supermarked med respekt for sig selv har selvfølgelig et enormt udvalg, for bare at nævne et eksempel.

Du kan simpelthen købe alt til julen… 

Da jeg første gang var i USA og på en udflugt, standsede vognen ved ”En Julebutik”, og aldrig har jeg set så meget julepynt på én gang… Senere har jeg besøgt flere Julemuseer i Tyskland, og de stod bestemt ikke tilbage for butikken i staten New York.

Mit yndlingsjulepynt er De flettede Julestjerner af strimler, og jeg ser, at man på nettet kan finde en fuldstændig vejledning til at flette stjerner… som barn syntes jeg, det var svært, men min Far var heldigvis god til at lære fra sig, så pludselig havde vi stjerner overalt og i alle størrelser. Stjernerne bliver bedst i tyndt karton, men kan også flettes af kraftigt gavepapir eller hvad man nu har i huset.

Hos os har vi også altid haft Nisser på træet: dejlige små ”garnnisser” eller de mere primitive nisser af piberensere.

Også hvide engle klippet i karton har pyntet vort træ, her har jeg forgæves ledt efter skabeloner til tykke, hvide englebørn, men fandt dem ikke, så I må nøjes med disse søde hvide børneengle.

Og der skal selvfølgelig LYS på træet. Vi har altid brugt levende lys, selv om mange steder mener, det er for farligt. Lysestagerne fås i mange afskygninger, gerne af metal, således at de er tunge nok til at sætte på træets grene. jeg flottede mig engang og samlede de smukke stager fra Georg Jensen, ganske enkle med en ting eller figur forneden for at gøre dem tunge.

Og … glem ikke vore børn og børnebørn, de elsker at lave julepynt, på et eller andet tidspunkt havde vi så meget, at vi kunne pynte Det store Juletræ på Københavns Rådhusplads mindst to gange. Hvem har ikke fået de herligste små lygter og musetrapper af børnene, eller dejlige engle klippet ud i kraftigt papir eller tyndt karton? Eller ”kilometervis” af de herligste brogede guirlander, lavet af ringe….. Er der noget finere end et juletræ i alskens farver med den herligste julepynt? Og hvad gør det, at der er skæve lygter og hjerter, alt er lavet med kærlighed af store og små. Der er nogle, der holder deres træ i rød og hvidt, eller i sølv og guld, men hos os har træet altid lignet ”et fastelavnsris” i alle regnbuens farver! Og der skal selvfølgelig LYS på træet. Vi har altid brugt levende lys, selv om mange steder mener, det er for farligt. Lysestagerne fås i mange afskygninger, gerne af metal, således at de er tunge nok til at sætte på træets grene. jeg flottede mig engang og samlede de smukke stager fra Georg Jensen, ganske enkle med en ting eller figur forneden for at gøre dem tunge.

Nogle hænger stjernekastere på træet, det går vi nu aldrig hos os, vi lader træet stå til Hellig Tre Kongers Aften den 6. januar, og til nytår kan vi finde på at vikle det ind i serpentiner i alle farver, men vi stikker altid knallerter ind mellem grenene, det er et hit for børnebørnene.

Under træet ligger gaverne smukt pakket ind, (de dækker juletræsfoden) og der er altid en vis spænding blandt alle: Hvad mon jeg får i julegave???? I min Mors barndom hang gaverne uindpakket på træet akkurat som I vor yndlingsjulesang: ”Højt fra Træets Grønne Top”! Ja, tiderne skifter, men JULEN er noget særligt, og det bliver den ved med at være! ”Rør blot ikke ved min gamle JUL!!!!!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.