Kæphest som tak for omfavnelse af præsten

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Af fhv. gårdejer Laurs Laursen 1885-1966 – denne artikel er fundet i

Jubilæumsheftet 50 –  Legetøjshandlerforeningen af 1913-1913 – 20. februar 1963

(Vignetterne er tegnet af Ejnar Larsen)

Da jeg læste denne herlige artikel, blev jeg så begejstret, at jeg ville gengive den her til glæde for jer alle, og jeg søgte da på nettet og fandt en henvisning til forfatterens søn Jørgen Laursen – anede først ikke (jeg havde kun navnet og en mailadresse) , om det var familie, men der var gevinst ved første forsøg, og jeg takker hermed Jørgen Laursen mange gange for tilladelse til at bringe hans Fars fornøjelige beretning!

 Blot ved at se ordet legetøj kommer man uvilkårligt tilbage til ens egen legealder. Den gang da livet og verden var helt ny, uprøvet og uopdaget, hvorfor selv de mindste ting og tildragelser og dertil hørende følelser og stemninger står helt klare i erindringen. De mellemliggende 70 år sløres ud af billedet, og jeg er atter en lille dreng på 4-5 år på gården hjemme i Rustrup.

Jeg var alt for lille til at have med de rigtige køer og heste at gøre, men så havde jeg selv mange husdyr, som ikke var så livsfarlige at have med at gøre, og hvis pasning tog meget af min tid.

Fabriksfremstillede efterligninger af alle de voksnes brugsting i legetøjsformat til børn, som alle børn nu har, kendte vi slet ikke dengang. Vi havde tøjbolde, som kunne hoppe en lille smule, og som vi kunne lege med uden at slå for meget i stykker. Det var en stor korkprop omviklet med tøj og en fint broderet eller strikket klud syet fast udenom.

Men især havde jeg mine kære køer. De var omhyggeligt udvalgte pinde fra kvasbunken, en halv alen lange og med to udløbere i den ene ende. Det var koens horn, og anden lighed med en ko havde pinden ikke. Men det var også nok for fantasien. Køerne havde navne efter udseendet. Der var den brogede, den hvide og den sorte, den lille, langhorn og korthorn. Hver dag blev de trukket ud og tøjret på græsplænen. Tøjret var et stykke sejlgarn med et tretomssøm til tøjrpæl. Men den store tyr var en stump af en tømmerstok, hvor en jernring var gjort fast. Den virkelige store tyr havde jo også ring i næsen og var farlig, hvis den kom løs. Derfor måtte min tyr også tøjres i et stykke ståltråd, og tøjrpælen var en syvtoms spiger.

En aften, efter det var blevet mørkt, havde jeg glemt at trække køerne ind, og jeg husker endnu mine sjælekvaler. De stakkels køer, der lå ude det forfærdelige mørke. Og det var min skyld!

Min søster havde dukker, tøjdukker med rigtige porcelænshoveder, men dem måtte jeg ikke lege med, og det var jo heller ikke noget for mandfolk. Dukkerne lignede alligevel mere små mennesker, end mine pindekøer lignede rigtige køer. I dukkestuen var der møbler, og for vinduerne gardiner. Jeg følte mig fattig, især efter at Thomas blev syg.

Køerne og den store tyr blev hver dag trukket ud og tøjret på græsplænen !

Thomas var min jævnaldrende i nabogården, hvor han var eneste barn. Han lå længe syg i sin seng, måske et år eller mere, før han døde. Og sikke det legetøj han fik. At besøge ham var som at komme i et legetøjsparadis. Jeg ønskede inderligt, at jeg også kunne blive syg og prøvede på at hoste, når mine forældre skulle til Silkeborg, hvor jeg havde set rigtigt legetøj udstillet i et butiksvindue. Det hjalp imidlertid ikke meget. Dog fik jeg en rigtig bold, men om jeg hostede mig til den, ved jeg ikke. Thomas havde fået en flot træhest med seletøj og vogne, der kunne køre rundt i stuen, spændes for og spændes fra akkurat som de voksnes rigtige køretøj. Og han havde en lille vindmølle, der kunne gå og svinge rundt med vingerne, når man hældte sand i den. Sandet kom igen løbende ud fra kværnen – et vidunder over alle vidundere.

Men endelig så det ud til, at lykken ville smile også til mig. Ved et besøg hos mine morbrødre – to i mine øjne ældgamle karle på 25-30 år – så jeg et skakspil med en sort og en hvid brik i form af et fint og dejligt hestehoved skåret ud af ben. Jeg syntes, at mine morbrødre var alt for gamle til at lege med sådanne ting, hvorefter jeg stak de to brikker i lommen og tog dem med hjem. Men sikken forfærdelse hos mine forældre dagen efter. Kun 5 år og allerede en tyvagtig lille forbryder. Ak, det var dog kun en lille drengs naturlige lyst og trang til kønt og morsomt legetøj i naturtro gengivelse, som man kunne misunde andre børn, der var i besiddelse af sådanne ting.

Min søster har fortalt om de misundelsens pinagtigheder, hun måtte igennem, fordi hendes lille veninde på samme alder havde en meget fin dukke-gyngestol. Hendes egne kære dukker kunne jo ikke i samme grad nyde livet. Dukkerne med deres porcelænshoveder, blå øjne og æblekinder lignede andre børn så meget, at der ikke skulle megen fantasi til kærligt at pusle om dem.

Dukkerne lignede rigtige mennesker.

Min kone arvede, da hun var 16 år, en dukke fra en faster. Den var så fin, at hun som lille pige kun måtte se den, men slet ikke røre. Da hun senere fik den, var hun for gammel til at lege med dukker. Dukken var nok over 100 år gammel, formodentlig hjembragt fra et eller andet udland til Samsø af en sømand. Den havde det fineste porcelæns-kvindehoved og var påklædt efter gammel mode med mange lag blonde-skørter. Dukken lå som en helligdom i min kones gemmer. Og da hun ikke selv fik en datter, solgte hun den i et letsindigt øjeblik til en københavnsk dame for 100 kr. Jeg tror, at min kone derefter ligesom har følt sig lidt fattigere. Det var en rigtig dårlig handel.

Småpigernes legetøj vil sikkert også i fremtiden væsentligst gruppere sig om efterligninger af moderens virke i hjemmet. Dukkebørn, dukkemøbler, vogne og fint pynt dertil. Lidt større pigebørn har jeg for nylig set vældigt optaget af at få dukkernes hår sat op i moderne bikubeformat og lægge teint på dukkeansigtet, rød mund og sorte øjenbryn med farvekridt.

Noget af det bedste legetøj til børn indendørs synes at være Lego-klodserne. Det morsomme er at bygge med klodser, ikke at se på det færdige hus eller slot. Når det er færdigt, har det ikke mere interesse. Det samme gælder for det dyre legetøj som f.eks. elektriske tog. To drenge på 7 og 8 år var vældigt optaget af at vise mig, hvordan de kunne lave det hele med spor, skiftespor og tunnel, men da de havde fået toget til at køre, overlod de til mig at forundre og fornøje mig derover. Så gik de ind i den anden stue, hvor de kravlede rundt på gulvet med hver sin lille bil i hånden, mens de brummede som en motor og dut-duttede, når de kom i vejen for hinanden. Det var meget morsommere og ikke så lidt billigere.

Da min yngste søn var 8-9 år, fik han til jul fra de ældre søskende både ”Den lille Ingeniør” og biler, der kunne trækkes op og selv køre. Og kort efter, da nyhedens interesse var gået lidt af det, så vi ham stille sine dyr op igen. Det var de forskellige vildtarter, billeder på pap og små propper. Og så havde han dertil en lille kanon, der kunne skyde med ærter, og hvis han ikke havde rigtigt sigte, ramte han ikke. Det krævede en indsats også fra hans side. At faderen var jæger, gjorde vel også sit. Dette gamle legetøj, som drengen havde haft et par år, var altså efter hans skøn at foretrække for alle de nye strålende legeting

Kun én gang fik jeg rigtigt
legetøj: en kæphest !

Nu får praktisk taget alle børn købe-legetøj, som er blevet en meget betydelig handelsvare. Især er julehandelen med disse ting kolossal. I min drengetid på landet fik vi også julegaver, men det var hjemmelavede ting, som vi skulle have alligevel: nye træsko, kludesko, muffedisser og vanter. Det var der ikke megen fest ved. Kun én gang fik jeg rigtigt legetøj, en kæphest. Den havde jeg megen glæde af. Jeg fik den i virkeligheden kun på grund af en fejltagelse. Efter at jeg var faldet i søvn i min egen lille seng, var min far en kold vinteraften kommet hjem ifølge med en præst, som skulle overnatte hos os. Og da gæstesengen vel har været for kold, var præsten kommet i min fars seng. Før det blev lyst, vågnede jeg og kravlede som så tit før op i min fars seng og tog ham om halsen. Det blev præsten så rørt over, at han sendte mig kæphesten til juletræet, hvad der i tiden derefter flyttede mig op i den såkaldte syvende himmel.

30 år senere, da jeg skulle købe julegaver til mine egne børn, var der mekanisk legetøj at få. Biler, sporvogne og dyr, der kunne trækkes op og selv køre et lille stykke på gulvet eller bordet. Det var morsomt nok. så længe det varede, men inden længe gav det et lille klik i maskineriet, og så kunne tingene ikke selv bevæge sig mere. Repareres kunne det ikke. Somme tider gik det strålende fine legetøj i stykker allerede juleaften og forvandlede børnenes glæde til skuffelse.

Når jeg nu igen, 30 år senere køber legetøj – denne gang til mine børnebørn – kan jeg ikke undgå at se, at der er sket større fremskridt. Legetøjet er blevet langt bedre og mere hensigtsmæssigt end før. Og selv om priserne er forholdsvis højere, er pengene givet godt ud.

I øvrigt synes jeg, at der er en egen hygge i en rigtig legetøjsbutik – en eventyrverden for børn – hvor venlige og uendeligt tålmodige damer og herrer hjælper én til rette.

Hvis der ved 50-års jubilæet skulle være en vase tilovers, vil en gammel bedstefar derfor gerne overrække en blomst..

En artikel skrevet om glæden over det enkle legetøj og et barns fantasi, akkurat i tråd med legebarnet i mig (Lise)!

Forfatteren, Laurs Laursens søn, Jørgen Laursen fortæller: ”Min Far var 10. generation på en gård i Rustrup – og ud over at passe sin gård i 30 år, var han folketingskandidat. Han var en skattet foredragsholder, hvor han fortalte om landbrugslivet og sin barndom. Min Far var i 30 år medarbejder ved Politiken, og han har desuden i tidens løb skrevet enormt mange kronikker, læsebreve og fortællinger, de fleste til Politiken  – Alle disse ting bliver nu samlet i et værk om Laurs Laursens virke…”!

Helt sikkert spændende og interessant læsning, som vi alle kan glæde os til ! Og I skal selvfølgelig få besked, når Jørgen Laursens værk udkommer!

GOD Læselyst !

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.