(Med tak til Sigi Ulbrich — www.tortula.de)
(oversættelse: Lise Brastrup Clasen © – opsætning: Lene Byfoged ©)
Tekst: Sigi Ulbrich – -www.tortula.de, fotos gmuwebSign og Lene Byfoged,
samt postkortsamlimng: Else Weber ©)
Kære læsere og samlere,
Til min fødselsdag modtog jeg til fri afbenyttelse og viderebringning denne artikel fra min gode veninde Sigi, og jeg har hermed fornøjelsen med tak til Sigi at videregive jer dette hyggelige og interessante læsestof – og Sigi fortæller følgende:
Forhåbentlig tænker I ikke straks ”Åh, nej, ikke igen noget fra Gudmors postkortsamling… og dog, jeg er simpelthen nødt til at lade jer læse og snakke om dette”.
For nylig rodede jeg lidt rundt i postkortene og faldt praktisk talt over dette kort: ”Bondemøbler til dukkebørnene” – og selvfølgelig vakte det straks min interesse.
Jeg vendte kortet om og læste::
Aha, tænkte jeg, møblerne blev altså også solgt i Vesten. Og dog alligevel ikke. Valutaen fra SBZ = Den sovjetiske Besættelseszoneogså kaldet Østzonen, dvs. det senere DDR, havde skiftende betegnelser: I perioden mellem den 24. juli 1948 og den 31. juli 1964 kaldtes valutaen Deutsche Mark/DM (tyske mark eller D-Mark. Derefter kaldtes Marken Der deutschen Notenbank/Den tyske seddelbank = MDN, og endelig indtil genforeningen DDR-mark = M..
Ja og da jeg fandt dette rigtig interessant, købte jeg straks to andre versioner – på nettet kan man jo købe alt, der findes endda sælgere, der ”kun” handler med gamle postkort.
Ikke blot valutaen, nej, også priserne har ændret sig, men der er selvfølgelig også gået lang tid fra 1948 til 80erne.
Det originale postkort ser selvfølgelig stadig sådan ud. I brunlig-beige– og senere i sorthvid tone. De henrivende møbler bagpå har hele tiden haft samme betegnelse: Seiffener Spielzeug, Bauernmöbel für Puppenkinder/Legetøj fra Seiffen, Bondemøbler til Dukkebørnene, og ellers intet. Og for straks at foregribe begivenhedernes gang må jeg sige, at jeg trods store anstrengelser ikke har kunnet finde mere om dem.
Det mest nærliggende var selvfølgelig at henvende sig til Legetøjsmuseet i Erzgebirge (Spielzeugmuseum Erzgebirge), men desværre uden resultat. Den ellers altid velinformerede museumsleder, Dr. Konrad Auerbach, måtte melde pas. Han kunne ikke fortælle mig noget om disse møbler – museet havde ingen i deres udstilling – ej heller i deres depot.
De, der kender mig, ved, at jeg ikke kan gå forbi blå bondemøbler. Møblerne forekom mig meget bekendte og ganske rigtigt, blandt de afbildede møbler fandt jeg nogle i min kasse. Nå ja, det var blot de to skabe— men umiskendeligt ”Seiffener Spielzeug— Bauernmöbel für die Puppenkinder/Legetøj fra Seiffen, Bondemøbler til dukkebørnene”.
Netop da fortalte Lise Clasen mig, at hun havde købt et Lundbydukkehus, og at Lene Byfoged (begge fra den danske dukkeblog) ville forære hende nogle små møbler. Hun sendte mig ovenstående foto.
Der findes altså også et ur – dette misundelsesværdige lille røde standur. Jeg går i hvert fald ud fra, at det drejer sig om et stykke møbel fra samme værksted, også selv om skabet er bygget på en anden måde.
Da jeg herefter på et netauktion opdagede en lille vugge, kunne jeg nu udvide skabsduoen til en trio til en lille stue. Jeg modtog vuggen uden sengetøj. Den er malet med den samme blå farve ind– og udvendig. Hoved– og fodende har det lille pyntemotiv af prikker og den tiltalende svungne byggestil.
På en internetauktion i USA opdagede jeg denne lille sofagruppe. Ud fra størrelsen og fra den enkle byggestil passer den til min trio eller til Lises møbler. Når jeg begynder at efterforske, går så vidt muligt mange forskellige møbler gennem mine hænder. Således får jeg hurtigt overblik over og følelsen af, hvad der hører sammen, hvad der kunne høre sammen, og hvad der ikke passer sammen. Den røde sofagruppe har jeg, trods den iøjnefaldende blomsterpynt placeret i gruppen ”kunne være”.
Jeg ville nu indrette en lille stue med min trio. Størrelsesforholdet mellem møblerne passer ikke helt. Klædeskabet er 10,5 cm højt, og kommoden ser for stor ud i forhold til det. Men sådan er livet, det kan man ikke gøre noget ved. Vuggen måler indvendig 5,8 cm.
Møblerne er således mindre end 1:12. Jeg tipper på 1:18, og herefter har jeg valgt dukkestørrelsen. Her skulle et par Minervadukker flytte ind. Hurtigt fandt jeg i min samling en 8 cm høj pigedukke— jeg gav hende navnet Helga. Det blev mere vanskeligt at finde babyen, idet jeg ville tage en af de små ”siddebabyer”. Her har jeg en dukke med lys hud i størrelse 7, men den er for stor til den lille vugge. Jeg gik da tilbage til valget af en sort baby i størrelse 5. Nu har Helga et barn fra Besættelsestiden. Hun har døbt hende Rosi.
Efter at beboerne nu stod fast, skulle der naturligvis også ligge et passende gulvtæppe i den kommende stue. Da Rosi nu var døbt Rosi, ville et rosa tæppe være helt perfekt. Jeg har broderet det af rosa kniple- og sytråd. Jeg fandt alle mine rosa garntyper frem og arbejdede med to tråde. Den rosa farve betager enhver kvinde – og selvfølgelig også Helga og Rosi.
For et par år siden opdagede min veninde Angelika Tauche-Eller glæden ved at arbejde med papir. Hun fremstillede æsker— smukke, interessante og eftertragtede. Nogle af disse æsker fandt også hen til mig, og den største blev således udenomstilbehør til Seiffnermøblerne.
Naturligvis kan jeg ikke placere ret mange miniaturer i denne lille stue, men nogle stykker er det da blevet til:
1 Den lille babykurv har jeg lavet for mange år siden. Med til indholdet hører en lille bamsedame og en lille 8 mm lang rangle.
2 Billedrammen er fra smykkefremstilling, rosen blomstrede i vor have.
3 Blåbærkagen er af FIMO, de bitte små blåbær er perler fra smykkefremstilling.
4 Rammen er fra smykkefremstilling, rosen blomstrede i vor have.
5 Stråhatten blev engang efterladt af en defekt dukke i folkedragt.
6 Skildpadden er fra Asien, den var bestemt til en bonsaihave.
7 Lampen stod i 70erne i min sættekasse— den virker ikke.
8 Den lille hest har jeg i 2018 bragt med fra Seiffen.
9 Det lille kors af sølv er fra et par øreringe.
10 Jomfru Maria-statuen er ny, jeg har købt den på en internetauktion.
11 Den lille glasflaske er fra Lauscha og allerede meget gammel.
12 Beaglen fra Erzgebirge passer på, at der ikke sker beboerne noget.
13 En Lykkemariehøne hører til ethvert hus.
Nu er den lille bolig færdig. Helga og Rosi har en smukt hjem, og en dag får jeg helt sikkert at vide, hvilket firma der har fremstillet disse møbler. Måske I ved det? Og gør I det, da send mig absolut en mail og del jeres viden med mig:
info@tortula.de
Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.
Tekst: Sigi Ulbrich— www.tortula.de
Fotos: smuwebSign og Lene Byfoged
Postkortsamling: Else Weber
Og så er der kun tilbage at ønske jer
G o d L æ s e l y s t
samt at glæde os til, at en eller flere af jer kender noget til de små møblers oprindelse !