Lise og jeg fik desværre aldrig talt om, hvad der skulle ske med bloggen, når en af os ikke var her mere.
Jeg har sammen med Lises mand Povl besluttet, at jeg fører bloggen videre i samme ånd, som Lise og jeg startede den op. Der bliver ingen forandringer i indhold m.m. Jeg er sikker på det ville glæde Lise!
Der er dags dato 505 indlæg på bloggen og vi har været rundt om mange ting i dukke og legetøjsverdenen. I det sidste års tid har vi heller ikke haft så mange indlæg på som tidligere og sådan vil det fortsat være.
Jeg tager meget gerne i mod oplysninger om udstillinger, messer og museer til oplysning for læserne. Og skulle der være nogen, der har lyst til at skrive et indlæg om vores dejlige interesser, modtager jeg det med glæde. Men som altid, forbeholder jeg mig retten til ikke at bringe det, hvis det er ud over vores interesseområde.
Det bliver meget trist at fortsætte uden Lise, og jeg vil benytte lejligheden til at takke for de mange års gode og positive samarbejde med Lise, både her på bloggen og i andet regi.
Det er med stor sorg jeg skriver, at Lise Brastrup Clasen i formiddags, er afgået ved døden.
Det er en stor personlighed, vi siger farvel til. Lise var et enormt positivt, humoristisk, involverende og hjertevarmt menneske.
Lise var kendt af alle indenfor dukke og påklædningsdukkeverdenen og har sat store fodspor her. Opstart af Dansk Dukkeforening, sit eget forlag der udgav bøger indenfor denne verden, udgav dukkeblade, arrangerede messer, ja var i det hele taget en kæmpe kapacitet på området. Dukkeverdenen havde ikke været den samme uden hende.
En stjerne har forladt os.
Mit samarbejde med Lise startede i 1989 og det har altid været frugtbart og positivt. Via vores samarbejde, blev vi også rigtig gode venner og havde det altid hyggeligt sammen. Jeg har mistet en god samarbejdspartner og en dejlig ven.
Lise efterlader sin elskede mand Povl, to sønner, en datter, svigerbørn og 10 skønne børnebørn.
Lige noget for alle strikkeglade…. Glæd dig: Museet åbner den 1. juni… STRIK på 1’ste……
Herligt med museumsinitiativer, og glæd jer alle til den 1. juni, hvor Strikkemuseet i Stubbekøbing åbner … De fire strikkeglade damer, der har fåetdet hele op at stå, er: Vivian Høxbro, Anne-Grethe Pedersen, Lisbeth Glit-Jensen og Birgit Boesvang. Måske nogle af jer så indlægget i TV-Øst. NB: Vivian Høxbro har udgivet en række fantastiske og epokegørende strikkebøger…….
Museet får til huse på 1. sal i Stubbekøbing Museum, det flotte kulturhistoriske museum, som er indrettet i en fredet købmandsgård fra 1849.
Og her vil være nok at se på, og der sælges også strikkebøger, hvor vi bl.a. kan fremhæve Ditte Larsens: Anna Ancher på Pindene… Er du glad for at strikke, falder du helt sikkert i svime over de mange gamle strikkerier og redskaber, der er udstillet.
Og der sker selvfølgelig også mere, den 2. juni strikker vi blomster, således at vi går sommeren i møde på den helt rigtige måde. Se den inspirerende indbydelse med et væld af blomster !.
Og går du ind på museets hjemmeside, vil du løbende kunne følge med i de mange interessante tilbud om strikkeri…
Museets adresse er: Stubbekøbing Museum, 1. sal Vestergade 43, 4850 Stubbekøbing www.stubmuseum.dk— tlf: 54 44 13 04 Åbningstiderne finder du ved at gå ind på museets hjemmesider.
Vi ønsker jer alle
G o d t u r ! Og måske vi ses med pinde i hånden…..
Min hjemstavn befinder sig i Det høje Nord i Slesvig-Holsten ved Flensborg Fjord ikke langt fra den danske grænse
Her bor jeg og realiserer med stor glæde mine ideer inden for dukkeverdenens enorme område.
Jeg skaber ikke blot kunstnerdukker af de mange forskellige materialer, der findes, men har i årenes løb skabt miniaturer, kollager, figurer og halvrelieffer.
Det hele begyndte for over 30 år siden med at skabe stofdukker. Her blev jeg inspireret af et mønster til stofdukker, som jeg helt tilfældigvis faldt over. Da jeg var gået i gang, fandt jeg ud af, at man kunne overvinde mange hurdler med fantasi og evnen til at improvisere. Da der dengang næppe fandtes dukkestoffer på markedet, tilskar jeg mønstre af sengelinned, som jeg selv havde indfarvet, og så gik jeg i gang med at sy den første dukke. Og det blev til mange forskellige, som jeg næsten alle forærede væk.
Dog varede det ikke længe, før jeg søgte efter nye udfordringer: en pakke med Fimo modellermasse og en bog med vejledninger blev mit første skridt til at skabe håndmodellerede dukker. Kort tid efter deltog jeg i et kursus med fremstilling af porcelænsdukker, dvs. et kursus, hvor man lærte at fremstille kopier af antikke porcelænsdukker, og her lærte jeg frem for alt at arbejde med porcelænsler. Herfra var der ikke lang vej til at anvende Plastilin, et ikke-hærdende modellermateriale. Nu modellerede jeg hoveder, arme og ben. Jeg byggede nu også gipsforme, og når formene efter 14 dage var tørret, hældte jeg den flydende modellermasse i. Også en brændeovn havde i mellemtiden fundet vej til mit lille værksted i husets kælder.
I mellemtiden var begge mine børn blevet flyvefærdige, og således var der nu blevet masser af plads til min yndlingsbeskæftigelse.
Mine fem dejlige børnebørn ! De er nu alle voksne !
I denne lille oase i vort hjem kreerer jeg nu mine håndlavede store og små skabninger. Når man vil skabe en porcelænsdukke, starter man med at modellere hoved, skulderplade, arme og ben i Plastilin, og som nævnt bygger man derefter en gipsform, hvilket kræver kræfter og anstrengelse, og den del af processen hører således ikke til min yndlingsbeskæftigelse. Formen skal tørre i 14 dage, hvorefter den kan ihældes det flydende porcelæn, og allerede efter ca. 10 minutter, hældes den flydende masse tilbage igen, således opstår der en væg i formen og det støbte objekt bliver hult….. Nu har man således det halvforarbejdede emne, som skal bearbejdes i læderhård tilstand. Det halvforarbejdede emne brændes da ved 760° og kan således i våd tilstand forarbejdes: Øjnene skæres ud, og alt skal derefter slibes meget jævnt og glat, denne proces tager mindst en uge. Herefter følger den hårde brænding ved 1.230°, ved bemaling er det desuden nødvendigt med nogle brændinger ved 700°.
Figur af Modelene !
Jeg arbejder desuden gerne med Cernit og Modelene, da disse materialer
gør det muligt at give objekterne specielle udtryk og en særlig karakter, f.eks. hvis figurern skal se ældre ud. Ved denne fremstillingsproces bliver resultatet altid et unikat.
Rigtig mange af mine objekter er opstået på denne måde, f.eks,. har jeg skabt dukker af alle mine fem børnebørn, de tre af porcelæn, og de to af modellermasse, samt fremstillet mange andre dukker, så som børn, babyer, unge menensker, voksne, eventyr- og fantasidukker.
Romeo og Julie !
Flere arbejder: Kroppe til porcelænsdukker—Modelenedukker – skaber jeg ved individuelt håndarbejde, og meget ofte med et trådskelet inden i, således at dukken kan bevæge sig.
Jeg anvender overvejende, dersom det ikke påmales: Mundblæste øjne fra Lauscha Malet hår, ægte hår eller hår af mohair
Som afslutning klæder jeg dukken på i tøj, jeg selv har designet, strikket, hæklet og syet.
Feriebarn i Danmark !
I løbet af den tid, hvor jeg har skabt dukker, har jeg haft mange enkeltudstillinger både her i Flensborg og i nabolandet Danmark, hvad aldrig har givet mig forhindringer, da jeg er vokset op som tosproget i grænselandet. Min seneste udstilling fandt sted i over fem måneder i 2018 på Museum Oldemorstoft. Jeg har gennem årene haft mindst 8-10 udstillinger på Museum Oldemorstoft i Padborg. For at sætte de hundrede dukker fra mit værksted sammen med antikt legetøj byggede jeg scener op i vitrinerne: Eventyr, winter, sommer, feriedage osv.
Også iå Haderslev Museum har jeg haft en lille udstilling med min selvportrætdukke Inge – På ferie hos plejeforældrene i Danmark.
Et specielt højdepunkt for mig var år 2000, hvor jeg skabte julefrimærker med billeder af nogle af mine værker.
For legedukken tv modtog jeg i 2003 Max-Oscar-Arnold Kunstprisen , og for babydukken th vandt jeg kunstprisen i 2016 !
Og så vil jeg da lige nævne de mange dukkekurser for børn og voksne, som jeg har afholdt i Danmark og i Flensborg.
Jeg har også deltaget i utallige dukkekonkurrencer, og i 1998 var jeg for første gang nomineret til deltagelse i konkurrencen om den højeste pris inden for dukkescenen: Den internationale Max-Oscar-Arnold-Kunstpris inden for moderne dukkekunst, som finder sted i rammerne af en dukkefestival, som i mere end 20 år er blevet besøgt af over 20.000 interesserede, og som afholdes i Byen Neustadt Sonneberg, hovedbyen inden for legetøj og dukker. Her kan man deltage i 12 kategorier, f.eks. babydukker, børnedukker, legedukker, temaarbejde, voksendukker etc. Jeg er blevet nomineret helt fra begyndelsen og har således deltaget i 23 år, og det har altid været et stort højdepunkt for mig. Desværre har denne konkurrence på grund af coronaen ikke kunnet afholdes de sidste to år, nu håber man selvfølgelig, at den til næste år igen kan finde sted.
I årene 2003 og 2016 modtog jeg den eftertragtede Max-Oscar-Arnold Kunstpris for moderne dukkekunst. I denne konkurrence er der deltagende kunstnere fra mindst 12 lande.
For fem år siden lejede jeg et Atelier i Kunstnerhuset: Holm35 Flensborg – vi er 12 kunstere i huset: kunstmalere, smykkedesignere osv.
Dukkekunsten er Livets Salt for mig.
Herunder flere af Inges håndmodellerede og fantasifuldt fremstillede værker..
Vi siger tak til Inge for din herlige og levende beretning og ønsker jer alle
Her kommer så Sigis fortsatte beretning om Helga og Rosi, nærmere betegnet Seiffner Spielzeug – Bauernmöbel für Puppenkinder: 2.del Legetøj fra Seiffner – bondemøbler til dukkebørn
Mon ikke I lige som vi har længtes efter fortsættelsen om Helga og Rosi? Vi takker Sigi mange gange for endnu en interessant beretning.
Det går ikke altid som forventet !!!!
Jeg var rigtig lykkelig over at have indrettet den lille æske til Helga og Rosi, men ofte gør en ting sig selvstændig, og denne lille stue var netop sådan en ting.
Ja, i begyndelsen var der bare postkortet og de to skabe. Så kom vuggen til, og via mailkorrespondancen med Lise opstod ønsket om et ur og selvfølgelig en sofagruppe.
En dag spurgte min mand mig, hvor Helga mon skulle sove. Hovsa, det havde jeg slet ikke tænkt over. Da jeg så en lille seng, som i størrelse og ”udførelse” passede godt til de andre møbler, købte jeg den. Helga fik sengetøj med blå roser— de ”ægte” roser i den farve, bryder jeg mig slet ikke om —men her passede den rigtig fint. Sengen udløste dog den konsekvens, at papæsken nu blev for lille. Til alt held havde jeg stadig to nye tomme kabinetter, som jeg forudseende engang havde købt. Ja, det var virkelig godt, Helga og Rosi kunne nu flytte ind i det ene.
Mens jeg gik og frydede mig ved tanken, kom der en lille pakke fra Danmark. Lise Clasen forærede mig dette blå dagligstuemøblement. Størrelse er virkelig ideel —og sættet er i ganske simpel forarbejdning, øjensynligt, som Lise mente, fængselsarbejde fra Danmark. Så hurtigt kan det altså gå, og den lille bolig på et værelse blev nu til en ”Todækker” – til alt held kunne jeg stille de to kabinetter oven på hinanden —de har samme bredde, men ikke helt samme dybde. Øverste etage måtte rykkes lidt tilbage —nå ja, det kunne Helga godt leve med — og også jeg!
Boligen skulle tapetseres, og selvfølgelig med rosenmønster. Jeg havde allerede før kreeret et rosentapet til Hitty-Rose.
Mønstret var selvfølgelig alt for stort, men det var meget nemt at formindske det, og også i miniformat så det virkelig smukt ud. Det gav dagligstuen en meget hyggelig og hjemlig karakter. Til soveværelset valgte jeg et enkelt tapet i samme nuance. Pyntekanten bibeholdt jeg.
Passende til flytningen ankom uret fra vennerne i Missouri— bygget efter foto og mål fra Lise Clasen. Steve har bygget det, og Sherri har malet det. Og skulle I spørge jer selv, hvordan Sherri har kunnet male de små, hvide prikker så regelmæssigt —ja, så har hun lavet et stempel af en lille rundholt og dyppet det i malingen. Jeg vidste ikke, at man gjorde sådan, og mine prikker har aldrig været regelmæssige, men for fremtiden kan jeg nu gøre det rigtigt.
I november 2018 var vi i Seiffen, og her købte jeg de små originale Seiffner-loftslamper. En af dem kom op i Helgas dagligstue, hvor den giver den helt rigtige belysning —i hvert fald efter at Gerhard havde tilsluttet den. Den hænger lidt skævt – nå, ja, Helga er ikke så sart, og mig generer det ikke. Da træsæderne i sofaen og i lænestolen er lidt hårde til Helgas lille numse, har jeg syet puder. Stoffet er lidt lyst og sart til siddepuder, men jeg havde ikke andet, som ville passe rent farvemæssigt – altså må Helga passe godt på, således at de forbliver rene i lang tid.
Når man ser nøje på det, er bordet selvfølgelig ulideligt ”vindskævt”. Jeg vovede ikke at skille det ad for at rette det op etc. Postombæringen i USA lider meget under pandemien fra Tyskland, og er meget, meget langsom. Det varer månedsvis, før en pakke fra mig lander hos vennerne i Missouri, derfor giver jeg afkald på at bede Steve om restaurering
Jeg lagde ganske enkelt en lille kile – skåret ud af kork – under foden, selvfølgelig lidt sjusket, men det kan jeg altid ændre senere. Beaglen – jeg regner i hvert fald med, at den lille hund er af den race – har vi ligeledes medbragt fra Seiffen. Kaffe– hhv. espressokanden og ”sølvkopperne” er materialer til smykkefremstilling – her kan man finde uendeligt mange småting, som passer fantastisk til vore dukkestuer. Blåbærtærten, franskbrødet og kringlerne er af FIMO. Den tykke bog er fra Minimundus-serien og derfor ikke nogen virkelig ”bog til at læse i”. Det flotte, smukt syede patchworktæppe har min veninde Steffie foræret mig.
Det lille vejrhus er en knap, men jeg har da også set vejrhuse fra Erzgebirge. De er naturligvis meget smukkere, men dette her er også godt. Uret fandt også en plads, og da den unge familie nu virkeligt skal ønskes alt mulig lykke her i Verden, er der en lykkebringende mariehøne (en såkaldt lykkebille) på væggen.— ”så er man på den sikre side”!
Den lille boghylde kommer fra Albert Holzners værksted – I kender sikkert websiden fra Miniwelt Holzner – her kan samlere finde masser af småting til dukkestuer og –butikker, alt sammen udført med kærlig hånd af ægteparret Holzner. Søhesten er fra materialer til smykkefremstilling, den lå stadig i min ”restekasse”. Dens bror har jeg tilvirket til mit strandhus. Lampen stod tidligere i min sættekasse. Den virker ikke. Rosenbuketten er fra Asien, blomsterne blev sat ned i vasen —de er vidunderligt smukke. Noget specielt er de to platter med kattene, jeg har for år tilbage fået dem påtrykt i England. Bøgerne er fra Minimundus-kollektionen. Bogstøtterne havde jeg i min kasse, det er figurer fra Erzgebirge. Nu har jeg udnævnt dem til bogstøtter – her passer de rigtig godt ind.
Dagligstuen synes jeg vældig godt om, den er indbydende og står som rammen af et virkelig hyggeligt hjem til den unge mor, og her er meget plads til miniaturer og nips.
I soveværelset blev der foruden de allerede kendte møbler— klædeskab, vugge, seng— plads til en lille taburet og et toiletbord med stol. Rosi elsker at sidde på det broderede tæppe og lege med sine byggeklodser – de kommer fra Asien, og hendes små heste kommer fra Erzgebirge. Musefælden fungerer ikke. Helga er dyreven. Fælden skal blot minde musene om ikke at være for frække.
På taburetten står en ”puslekurv”, endda med rangle og bamse. Glas-sutteflasken er fra Lauscha, den er fra 40erne. Jeg antager, at Helga har drukket af den, dengang hun var på Rosis alder.
Toiletgarnituret med spejl, kam, børste og føntørrer er fra materialer til smykkefremstilling og skaber et naturligt miljø i soveværelset. De smukke lysestager er af porcelæn. Den lille sprællemand er lavet af træperler.
På en lille hjørnehylde over sengen står en madonna pyntet med blomster. Ved siden af hænger et lille kort og fotos af Helgas forældre – begge i rammer af støbt bronze. Også den store ramme er af bronze og viser et billede af bedsteforældrenes bondegård.
På den venstre væg hænger en helt speciel miniature. En sættekase fra Erzgebirge. Den stammer fra en meget sjælden tændstikæske (selvfølgelig fra Seiffen) og er så at sige meget værdifuld for mig. Jeg elsker miniaturerne fra Erzgebirge, jeg elsker tændstikæskerne, og jeg er glad for at se denne særlige pyntegenstand i denne dukkestue.
I hvert af værelserne hænger i loftet et lille LED-lys. Det giver minimalt lys, dog hænger også Seiffner-lampen i dagligstuen, som giver en særlig atmosfære. Lykkelige Helga, at hun har fået sådan et smukt hjem.
Jeg siger tak til Lise for den gode oversættelse og til Lene for den fine layout af tekst og billeder.
Med hilsner fra Sigi Ulbrich fra webTeam www.tortula.de – Tortula und ihre kleine Puppenkommode (Tortula og hendes lille dukkekommode)
K æ r e L æ s e r e
Som altid har det været en fornøjelse at læse endnu en af Sigis levende og inspirerende beskrivelser fra hendes samling, og Vi ønsker jer alle GOD LÆSELYST— Lene og Lise
De mest almindelige samleobjekter af papir fra det 19. årh. var helt sikkert oblater, glansbilleder, billeder til samlealbums, små billeder fra gamle mindebøger, eller det, som man på engelsk kaldte scraps = udklip.
Ganske kort om glansbilledernes oprindelse
Hvorfra det hele stammer, har man egentlig ikke helt kunne forklare. Nogle folklorister har det synspunkt, at de stammer fra de fint dekorerede såkaldte mindebøger, dvs. de senere poesibøger. Andre er af den opfattelse, at de stammer fra de nederlandske bogforlags prøvebøger i det 17. årh. –disse forlæggere satte billeder af deres udvalg i album, således at det blev nemmere for køberne at vælge.
En anden kategori kunne være udklipsbilleder, hvis oprindelse påviseligt er fra det 18. årh. Her drejede det sig om sort-hvide litografier, som børnene farvelagde og klippede ud, og derefter igen satte dem ind i samlealbum.
I England kalder dem stadig i dag for scraps, dvs. afklip, eller papirbilleder som klippes ud og atter sættes ind i album (også her i Danmark taler man om scrapbøger eller udklipsbøger: oversætteren)….
Min version er, fortæller Angelika, at man til poesibøgerne, scrapbøgerne osv. forsøgte at eftergøre motiverne fra de gamle prøveklude, og således er de første gamle glansbilledmotiver da også de motover, som vi kender fra de gamle, smukke prøveklude. Derfor blev jeg meget interesseret i symbolikken både fra prøvekludene og fra glansbillederne.
I 1797-98 opfandt Alois Senefelder stentrykket/litografien. Denne overvejende manuelle trykproces blev først brugt til reproduktion af ensfarvede billeder eller forlæg. Kromatografien , dvs. flerfarvet stentryk, blev i 1816 opfundet af litograferne Engelmann og Lasteyrie til reproduktion af oliemalerier. Ved denne proces skulle hver farve påsmøres sin egen sten. Siden 1835 har man kendt til industrialiseringen af kromotografi.
De første oblater/glansbilleder kom frem i midten af 1850erne. Wolf Hagelberg fik som den første i 1854 i Berlin den ide at trykke små billeder, som var forbundet med små strimler, således at billederne blev stabiliseret og var nemme at trykke ud.
I 1860 fremstillede man billederne i lille format, og disse brugtes hovedsageligt til udsmykning af mindealbum, og poesibøger. Næste alle motiver havde karakter af symbolik! De blev samlet af voksne og opbevaret i indbundne bøger.
Den tids motiver var frem for alt: Blomsterarrangementer som kurve med roser, violbuketter, forglemmigejer og stedmoderblomster. De mange blomsterkurve var tegn på eller symboliserede inderligt venskab og kærlighed.
Så var der rosen- hhv. blomsterkransene – de symboliserede frem for alt den lukkede kreds i al evighed, som f.eks. vielsesringen.
Men også gennem århundrede blev de elskede motiver anvendt som symbolik for kristelige dyder, akkurat som i de kendte prøveklude, f.eks. korset, hjertet og ankeret.
De mange afbildede eksempler stammer fra en holstensk poesibog fra 1911.
Motiv og symbolik:
Blomsterkurve betyder venskab og kærlighed!
Violer betyder beskedenhed og troskab!
Et anker betyder håb!
Et kors betyder tro!
Et hjerte betyder kærlighed!
Hvid due med blomster kan betyde tegn på jomfruelighed og evigt venskab, og er desuden symbol for kærlighed og ægteskab !
En engel er det himmelske bud!
Sommerfugle og fugle er symboler på befrielse!
Legende katte betyder huslighed og hygge, stammer fra Biedermeiertiden!
To børn betyder tegn på venskab!
En hestesko som lykkebringer: egentlig skal hesteskoens åbning være foroven, således at man kan modtage heldet (bemærkning fra samleren)!
Alle Glansbilleder stammer som nævnt fra et glansbilledalbum fra 1911, og ejes af samleren.
Angelika takker os mange gange for oversættelse og layout, hvad der har været os en fornøjelse af udføre. Og vi siger tak til Angelika for din interessante og anderledes beretning om glansbilleder!
I mange år i Påsken har Angelika Salzwedel med fornøjelse på flere museer udstillet sine gamle og nyere Påskeharer, glansbilleder med påskemotiver, påskeæg af karton og kort med påskehilsner. Det hele startede i 2007 i Hohenlockstedt på museet ved vandtårnet (Museum am Wasserturm). Alle udstillingerne var godt besøgt, og de besøgende var meget begejstrede.
Fra 2015 udstillede Angelika en del af sin samling i Museum Oldemorstofts Café, men på grund af den aktuelle situation har dette hverken sidste år eller i år været muligt.
Men …. Noget måtte der ske, og ideen med at fotografere en del af samlingen opstod, således at læserne på bloggen her i denne svære tid kunne få lidt opmuntring.
Min store Påskehare med sin første maske og Med hele kollektionen !
”Da jeg sidste år omkring denne tid syede de første masker, syede jeg af resten af stoffet desuden en maske til min store påskehare, der sidder ved indgangen til vort hus, men på det tidspunkt anede jeg ikke, at jeg helt frivilligt senere skulle sy over 100 masker, og at haren ved juletid nu ejede 9 forskellige masker. Den har nu en passende maske til enhver årstid, og for tiden er de grønne masker atter aktuelle!”
Traditionen med Påskeharen er meget gammel. I det 17. årh. er den omtalt til glæde for gammel og ung, og allerede i de tidligste tider var den symbolet på frugtbarhed. Det er dog ikke over alt sådan, at det er den der kommer med æggene og gemmer dem, men her i Norden er det Påskeharen, der kommer med æg til børnene.
Påskeharen er gengivet på mange forskellige måder, nogle af dem har en trækvogn af træ med sig fyldt med de bemalede æg, andre kommer hoppende som kaniner eller bærende på en kurv med påskeæggene. Fælles for dem er, at de for det meste har sløjfe om halsen og ofte med en lille klokke som pynt. Også materialer og farver er meget forskellige.
Mine påskeharer er af mohair eller af uld eller plys, deriblandt også små miniatureudgaver af uld. Andre er af træ, kunststof, keramik eller af karton/pap. Mine harer er i alle størrelser, lige fra miniaturer til ca. 25-30 cm. Jeg har også selv fremstillet nogle af karton/pap. Mine reklamepåskeharer stammer fra en kendt chokoladefabrikant, der også har ladet sine ”Guldharer” udføre i plys, disse harer fik jeg for 6 år siden til stor glæde for mig og mine gæster.
Derhjemme til påske pynter jeg selvfølgelig som det første mit Frisertræ med forskellige træminiaturer og –æg. Dette træ er altid med, og mine naboer glæder sig altid til at se det stå i vinduet.
Træharerne stiller op !
Det uundværlige og Smukt pyntede frisertræ !
Desværre er det vanskeligt at finde de mange, gamle påsketing, da de for det meste går videre i arv inden for familien. Men således har vi ved opløsningen af vor gamle tantes bo fundet et kæmpestort påskeæg af karton/pap. Det er fra 60erne. Æggene af karton eller pap er altid dekoreret med brogede motiver, og påskeægget fylder man så med chokjoladepåskeæg og andet slik. Lige som med haren, gælder ægget fra den tid også som et frugtbarhedssymbol.
Alle disse søde ”uldtotter” er Reklameharer !
Disse GULDHARER er fremstillet efter en kendt fabrikants chokoladeharer!
Også harerne af papmaché fra Thüringen er kendte, idet de kom frem i begyndelsen af den 20. årh. som ”Candy Containers” (Dåser til slik). Disse harer kan man fylde op, idet man ”skruer” hovedet af og lægger æggene ned i den. Mange af ”de opvartende” harer bærer desuden en kurv på ryggen, den såkaldte rygkurv eller Kiepe. .
Til nogle af mine gamle glansbilleder med påskeharer har jeg fundet passende rammer, som jeg så hurtigt kan pynte.
Søde og sjove påskeglansbilleder i glas og ramme !
Vi håber, at I kan glæde jer over de mange fotos, og at I senere i de kommende år atter kan se nogle af harerne i original i Cafeen på Museum Oldemorstoft i Padborg
Denne gamle træhare har både sløjfe og klokke ved halsen !
Angelikas Hæklede harer !
Og en ekstra hilsen fra Miniharefamilien !
På mine gamle postkort har jeg som hilsen ofte set ”Glædelig Påske/Fröhliche Ostern”, en hilsen jeg rigtig godt kan lide.
En samling smukke, farvestråledne og Klassiske påskeæg af pap
Et påskeæg er ikke altid fyldt med slik, se blot denne yndige dukkepige !
Hermed ønsker jeg jer en glad og glædelig påske samt et godt helbred. Angelika Salzwedel
Jeg siger tak til Lise Clasen for din oversættelse og til Lene Byfoged for dit layout.
Kære Angelika, også vi siger tusind tak for den søde artikel og de herlige fotos fra din samling.
Fotos: Frønte Hanne Mikkelsen, Käthe Kruse Katalog og bogforside fra nettet
Ny beretning om denne unikke dukke bragt med tak til Verena Gerber-Hügele, Käthe Kruse, Frønte Hanne Mikkelsen og Angelika Salzwedel
Da vi for en måneds tid siden skrev om Graziella, opstod der tvivl om copyright til nogle katalogfotos, derfor denne reviderede artikel, da vi nu har fået tilladelse til at benytte fotos og beskrivelser fra Käthe Kruse kataloget om Graziella.
Da en af vore læsere, Frønte Hanne Mikkelsen sendte os beskrivelse og fotos af denne unikke og specielle dukke, fandt jeg lidt efter lidt frem til hendes oprindelse. Frønte Hanne Mikkelsen beskriver sit eksemplar således: dukken er ca. 48 cm lang og flad, lavet af krydsfinér, som er sat sammen af 15 dele, og med led akkurat lige som de påklædningsdukker, vi populært kalder ”De bevægelige Liser”.
Og sådan så Frønte Hanne Mikkelsens Dukke ud!
Stemplet under foden.
Dukken er fint malet og har uldent pålimet hår – under hendes venstre fod et stemplet: Käthe Kruse —Model Hanne Kruse….. Frønte Hanne Mikkelsen fortalte desuden, at hun forgæves havde søgt alle vegne efter oplysninger om dukken, så nu var gode råd dyre….. Min første tanke var, at dukken var en slags skabelon —således at tøjet kunne præsenteres på en ny og sjov måde, idet jeg for længe siden fik et par lignende ”skabelondukker” à la Barbiedukkerne. Men jeg måtte da hellere spørge Angelika Salzwedel, der interesserer sig meget for Käthe-Krusedukker, for måske hun vidste noget om dukken. Og BINGO, Angelika sendte mig oplysninger om dukken fra Thomas Dahls Bog 2008—Käthe kruse Katalog und Preisführer med beskrivelse på tysk og engelsk…
Charmerende Graziella på forsiden af kataloget 1963 !
Forsiden af Thomas Dahls bog udgivet i 2008 af forlaget Puppen & Spielzeug, 191 sider, kan købes ny eller antikvarisk— søg på nettet!
Dukken hedder Graziella og er fra 1963, design Hanne Kruse…. Jeg skrev nu til Käthe Kruse Klubben og bad om oplysninger, og man gav herfra straks tilladelse til at benytte fotos etc. fra deres katalog, idet man samtidig sendte mig de relaterede sider.
Men min formodning om en skabelondukke blev hermed delvis gjort til skamme, Graziella annonceredes som Legetøj, Vægdekoration og Tegnemodel, idet hun skulle inspirere kreative børn til selv at designe og skabe tøj!
Modellerne fandtes som flere forskellige typer, med forskellige navne, tøj og hårfarver, men selve skabelonen var hele tiden den samme. Ja, jeg ville da selv have været himmelhenrykt over at få sådan en dukke, men da de kom frem, havde jeg fået andre interesser, og jeg kendte slet ikke noget til Käthe Kruse firmaet..
Hermed kataloggengivelser af de dejlige dukkepiger, kataloget er på tysk, derfor min danske forklaring på tøj og farver. (Katalogpriserne er i D-Mark —jeg husker at man dengang gangede med 3,50 for at få danske kroner)…… Alle dukketyperne kunne desuden købes upåklædte efter eget valg, eller blot iført et par trusser.
Til venstre ses Iris liggende og hun fandtes med: grønt tøj og orange hår, blå tøj og gult hår, samt rødt tøj og beigefarvet hår ! I midten står Anuschka i ført blå mininederdel med rødtakket pyntebånd, blusen er rød-hvidternet og håret er mørkebrunt! Til højre Piri med kort kjole i blå-lilla-røde-orange striber og med hår i lys beige! Sammenligner i pigerne her med Frønte Hannes dukke, vil I se, at hendes må være en Anuschka !Herover ser I Titine, der fandtes i tre udførelser: Med rødt/hvidt tøj og beigefarvet hår. Med blåt og hvidt tøj og gult hår, samt med grønt og hvidt tøj og orangefarvet hår !Herovder til venstre: Blümchen i kittelkjole, hun fandtes med grøn kjole og orangefarvet hår, blå kjole og gult hår, samt rød kjole og beigefarvet hår. I midten eksempel på en upåklædt dukke. Til høre Steffi, som også fandtes i tre udgaver: Røde bukser og beigefarvet hår. Blå bukser og beigefarvet hår, samt grønne bukset og rødt hår.
Som reklameindslag i kataloget der står blandt andet:
Graziella: er af træ, 47 cm høj: legetøj, pynt til væggen, samt tegne– og studiemodel. Hun passer til ethvert barneværelse eller til at hænge over de unge pigers og damers senge.
Hun er en oplagt gave til den, man ønsker at glæde, stor eller lille, se blot hvor smukt og graciøst hun kan bevæge sig og danse !
Man ophørte med at fremstille Graziella i 1967
Er du Käthe Kruse samler, kan det være svært at få fat i en Graziella, men jeg har dog set nogle eksemplarer til salg på auktioner.
Til slut skal I lige se Hanne Frønte Mikkelsens nyeste foto af Graziella, der nu hænger som vægdekoration og har fået navnet Dorte..
Her står forårsbebuderne vintergæk og krokus og lyser op Vi ønsker jer GOD LÆSELYST !
Som middelalderhistoriker er det ikke ofte, at man får lejlighed til at skrive en artikel om en plysbamse. I april 2008 var jeg imidlertid historiestuderende ved Københavns Universitet, og på et fælleskursus for arkæologi og historie var vi således en gruppe, der var afsted på studietur op igennem det nuværende Nordtyskland og Slesvig. Turen foregik sammen med Professor i Vikingetidshistorie Niels Lund (f. 1939) samt Professor i Arkæologi Klavs Randsborg (1944-2016).
Til sidst kom vi så langt tilbage nordpå, at vi endte i Ribe, hvor vi bl.a. beså byens museum for vikingetid og middelalder. I museumsbutikken denne dag havde de noget stående til købs, noget ganske opfindsomt og usædvanligt, som jeg ikke før eller siden har set tilsvarende. En fremstilling af Kong Knud III af Danmark, der var fortolket i skikkelse af en plysbamse. Som det fremgår af det ene foto, stod han der i virkeligheden som del af en gruppe på hele 3 kongebjørne. En kreativ sjæl havde nemlig fortolket 1100-tallets legendariske danske trekongemagt fra borgerkrigstiden, altså Svend, Knud og Valdemar, som plysbamser. Navnet på den kreative bamsekunstner fremgik ikke, så her må anonymiteten vedblivende råde. Da Kong Valdemar fra fotoet dog allerede var blevet solgt, var det Knud og Svend, som denne dag stod tilbage i museumsbutikken. I forvejen syntes jeg imidlertid, at Knud var både den sødeste og den flotteste, så jeg ville have valgt ham, også dersom Valdemar stadig havde stået der. Kort sagt kunne jeg simpelthen ikke stå for ham. Jeg var ganske enkelt nødt til at købe Kong Bamseknud med hjem som spontan gave til en bamseelsker i familien. Så naturligvis endte han med at stå og trone stolt i bunden af bilen hele vejen på vej tilbage til København.
Foto: Bo Clausen.
Foto: Bo Clausen.
1100-tallets danske borgerkrige
Hvem er det nu egentlig, at Kong Knud III er, og hvad er det faktisk for noget med alt det om Svend, Knud og Valdemar? Den virkelige historie er langt fra plysbamsesød. Mon ikke de fleste har hørt et eller andet om blodgildet i Roskilde og mordet i Haraldsted Skov? I nutiden er vi heldigvis ikke vant til at tænke på Danmark som et borgerkrigsplaget land, men i midten af 1100-tallet var dette helt anderledes. I 1131 var Prins Magnus, søn af den siddende Kong Niels åbenbart bekymret for, at hans potentielle konkurrent til tronen måske skulle ende med engang at få magten i stedet for ham selv den dag, hvor hans aldrende fader Kong Niels ikke var til mere. Så han lod sin potentielle konkurrent Knud Lavard myrde ude i Haraldsted Skov. Færdigt arbejde. Men helt sådan gik det ikke. For mordet udløste i stedet et væbnet oprør imod hans fader Kong Niels. Det hele endte snart i et morads af blodige tronkampe, hvor den ene borgerkrig tog den næste, det ene mord t og næste, og den ene intrige tog den næste.
Grathe Hede: Fra søgning om Historie på nettet, således at I kan se, hvor det foregik.
Er der nogen, der har set TV-serien ”Game of Thrones” fristes man til at sige, at den var en spadseretur i parken en søndag eftermiddag i sammenligning med 1100-tallets danske borgerkrige. Dette er jo nok at sætte tingene på spidsen, men det får vel budskabet til at gå klart igennem. Set i forhold til hinanden lader Game of Thrones og 1100-tallets danske borgerkrige så absolut ikke hinanden noget tilbage at ønske. Det kunne ligeså snildt have været dansk middelalderhistorie, som serien var inspireret af, og ikke britisk, som tilfældet virkeligt er.
Efter mordet i 1131 var Danmark plaget af borgerkrige til og fra hen over de næste 26 år helt frem til 1157, hvor det endeligt lykkedes for den ovennævnte Kong Valdemar at tage (og også beholde) magten i Danmark som enekonge. Dette var en tid, hvor det at besidde et højere magtembede i Danmark burde have haft et tilknyttet risikotillæg, og det at være kirkens mand beskyttede så sandelig ikke en imod den stærkt forhøjede risiko for at lide en unaturligt tidlig afgang fra sit embede ved at blive enten dræbt eller myrdet. Det var biskopper såvel som konger og kongelige, der måtte lade livet.
I 1146 endte alt dette med, at Danmark helt blev splittet op i 2 forskellige kongeriger, hvilket i øvrigt var 2. gang på kun få år. Nu var det, at Knud III kom på banen. Hans fader prins Magnus var da for længst blevet dræbt, men sønnen Knud havde jo kongeblod i årene, så i 1146 valgte jyderne ham til deres konge. I Skåne og på Sjælland valgte man derimod som konge Svend, hvis fader Kong Erik II Emune også var blevet dræbt år tidligere.
Hermed begyndte det, vi i dag kender som Svend, Knud og Valdemar-tiden. For naturligvis gik det ikke anderledes end, at opsplitningen af riget i indtil flere kongedømmer ganske snart endte i nye borgerkrige. Senere kom tillige Valdemar på banen. Også hans fader var blevet dræbt længe forinden. Han var nemlig søn af den i 1131 myrdede Knud Lavard. I de første år efter 1146 havde Valdemar været allieret med sin fætter Kong Svend, men senere kom det til et brud imellem dem, hvorefter Valdemar i stedet allierede sig med Knud III.
Nu blev både Knud og Valdemar kongehyldet, og så havde landet herefter ikke mindre end 3 udnævnte konger. Det er nok kun lidet overraskende, at borgerkrigene nu fortsatte blot i stedet mellem Knud og Valdemar på den ene side med Svend på den anden.
Efterhånden er borgerkrigstræthed dog måske ved at være et relevant ord. I 1157 søgte man at indgå forlig således, at man nu spaltede kongeriget i 3 dele, og både Svend, Knud og Valdemar skulle få hver sin egen del som deres kongerige. Freden og forliget skulle nu fejres. Hvad var mere passende end at afholde en stor fest i kongsgården i Roskilde, en af rigets vigtigste byer?
Lad os overlade ordet til 1100-tallets egen historiker, danske Svend Aggesøn, som her fortæller, hvordan denne fest mon forløb:
”Thi da der i Efteraarets Tid blev afholdt et Fællesmøde i Byen Roskilde, kom de tre ovennævnte Konger dér sammen til et festligt Lag, og de skulde først holde Gilde hos Kong Sven. Denne havde imidlertid pønset paa Svig, og skønt han derved brød Fredspagtens og Troskabsløftets Ukrænkelighed, søgte han ved Aftentide, efter at Aftengudstjenesten var fejret, at lade sine dertil beordrede Livdrabanter myrde Knud og Valdemar. Efter at Lysene vare blevne slukkede, dræbte de virkelig ogsaa Knud og kronede ham saaledes med Martyrdom.” (Citat fra s. 82-83 i Sven Aggesøn, oversat af M.Cl. Gertz 1916, genudgivet 1967, sammenlign også med udgiverens note 1 på s. 86 i samme værk).
Begivenheden bliver kaldt for blodgildet i Roskilde. Det lykkedes Valdemar at undkomme hårdt såret, hvorefter han samlede sig en ny hær og snart udkæmpede det berømte slag på Grathe Hede imod Kong Svend. Efter et tæt opgør med betydelig usikkerhed om udfaldet, blev det Valdemar, der sejrede her. Snart efter slaget blev Kong Svend også dræbt, og som overleveren stod Valdemar nu tilbage med magten som enekonge. Han blev Kong Valdemar den Store af Danmark og regerede de næste 25 år frem til sin død i 1182.
Blodgildet i Roskilde: Fra Danmarks Historie i Billeder
1100-tallets borgerkrige er en vigtig epoke i dansk historie, og de afstedkom nogle varige forandringer af det danske kongerige på måder, som endnu har stor og grundlæggende betydning for vores indretning af samfundet i dag.
Kong Knud III af Danmark som martyrhelgen med sit eget helgendynasti?
Men drabet på ham under blodgildet synes i sig selv også at have afstedkommet en markant ny udvikling i synet på Kong Knud III. Havde det været blot Svend Aggesøn alene, der åbent udtalt beskrev Kong Knud III som en martyrhelgen, så ville det være let at undlade at tage dette helt så alvorligt. I middelalderen var Danmark ellers et katolsk land, så helgendyrkelse dengang var så sandelig noget særdeles alvorligt.
Men faktisk er Svend Aggesøn ikke den eneste. Pudsigt er det imidlertid, at det ikke synes at være noget gennemgående træk i danske kilder, at man efter hans død beskriver Kong Knud III som en martyrkronet helgenværdig skikkelse. Om end Svend Aggesøn jo meget åbent repræsenterer et sådant syn på ham, så virker han måske nok til umiddelbart at stå lidt alene på dette punkt i de danske middelalderkilder.
Interessant nok er det faktisk i de svenske kilder i stedet, at vi tilsyneladende finder det mest åbent udtalte syn på Knud III som en martyrhelgen. Hele 2 af de svenske årbogsværker fra middelalderen beskriver decideret Knud III som værende en hellig kongemartyr af Roskilde. Og når man ligefrem beskriver ham som værende hellig, kan det næppe tolkes stort anderledes end, at det indikerer, at enten skribenten eller hans kildemæssige forlæg selv har rummet et helgenagtigt syn på ham, eller måske endog ligefrem har kendt til en vis grad af stedvis dyrkelse af ham som lokal martyrhelgen og kongehelgen af Roskilde. (Scriptores rerum Svecicarum medii eavi, bind 1, 1818, Chronologia ab Anno 266 ad 1430, s. 23: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus rex et martyr roskildensis”, Chronologia Vetusta ab anno 880 ad annum 1430, s. 61: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus Rex et Martir Roskildis”)
Jamen, har et syn på Kong Knud III af Danmark som martyrfigur og kongehelgen da virkelig haft mere gennemslagskraft i Sverige end i Danmark? Noget sådant kunne måske faktisk godt give mening. I hvert fald har et sådant syn været kendt i Sverige, hvorimod det ikke forekommer særligt nemt at finde tilsvarende i de danske kilder, når man ser bort fra Svend Aggesøn.
Selvom dette er noget, som den tids danske kilder tydeligvis ønsker at underbetone, så kan bl.a. Saxos berømte krønike ikke helt skjule, at Valdemar den Stores lange regeringstid i Danmark faktisk ikke var helt så harmonisk og fredfyldt herhjemme, som den gerne skulle give udtryk for at være. Borgerkrigstiden trak stadig spor efter sig. Under sin egen regeringstid måtte han gennemstå både borgerkrigsoprør og dybe opgør imod medlemmer af kongeslægtens andre blodslinjer, hvis kongelige herkomst ultimativt ville kunne gøre dem til en trussel imod ham selv som potentielle konkurrenter og kommende tronprætendanter. (Se f.eks. Saxo, 14. bog, kapitel 54, 1. afsnit ff., oversat af Peter Zeeberg, 2000). I en sådan samtid er det ret sandsynligt, at Knud III pga. sin slægtsafstamning simpelthen ville være alt for kontroversiel en helgenskikkelse herhjemme i hvert fald i den siddende Kong Valdemars øjne. Selvom Knud og Valdemar også undervejs havde været allierede, dengang under borgerkrigene, så var og blev Knud III jo trods alt søn af den prins Magnus, der i sin tid havde myrdet Valdemars egen fader. At styrke Kong Knud IIIs eftermæle ved at understøtte et gryende syn på ham som martyrhelgen har Kong Valdemar næppe været ret interesseret i under en fredsmæssigt så skrøbelig tidsalder som denne. For derved ville man jo kunne risikere også indirekte at støtte potentielt konkurrerende blodslinjer af kongeslægten, der potentielt set også ville kunne vise sig at blive Valdemars egne modstandere på et senere tidspunkt.
I Sverige ville Knud IIIs fædrene blod fra prins Magnus derimod ikke have været et tilsvarende problem. Selvom der ikke har været meget fokus på det, så ved vi nemlig fra bevarede kilder, at selvsamme prins Magnus inden sin død faktisk blev valgt som konge i en del af Sverige. Moderen til prins Magnus var nemlig en svensk kongedatter. Mens meget af den regerende elite i Danmark på Kong Valdemars tid sikkert kunne være tilbøjelige til at betragte egentlig helgendom for Kong Knud III som noget potentielt truende, fordi han repræsenterede en muligt konkurrerende blodslinje af kongeslægten. Så kunne man i Sverige derimod betragte ham som den uretfærdigt myrdede søn af en tidligere hen regerende svensk konge.
Ofte er historien i høj grad også øjnene, der ser. Så, ja, faktisk ville det nok ikke være ulogisk, dersom et eftermæle som martyrhelgen for Kong Knud III måske kunne have haft en væsentligt bedre klangbund i dele af Sverige end i hvert fald hos den samtidigt regerende danske elite.
Først senere hen opnåede Kong Knud IIIs efterslægt dog vel i nogen grad herhjemme at få oprejsning for, at Knuds egen danske helgendom gled ud i sandet under tidens slægtspolitiske kontroverser. Efter det vel efterhånden ophørte med at være dynastipolitisk kontroversielt, slog det nemlig i løbet af 1200-tallet igennem i Århus, at man herovre begyndte at dyrke Knud IIIs søn, Niels, som værende byens blivende lokalhelgenskikkelse. (Se Danske Helgeners Levned, oversat af Hans Olrik, bind 2, s. 293ff.).
Således endte også Kong Knud III med at få sin helt egen lille helgenslægt efter samme model som Kong Knud den Hellige: efter Knud den Hellige var blevet myrdet i Odense i 1086, blev han siden officielt helgenkåret, og hans søn Karl den Gode, der var endt i Flandern efter mordet på Knud, blev senere selv myrdet hernede og efterfølgende selv også helgendyrket. Men noget kan altså tyde på, at også Kong Knud III endte med at få sit helt eget tilsvarende helgendynasti; om end det dog vist blot forblev langt mere uofficielt, vel også langt mindre udbredt dyrket og i hvert fald langt mindre eksponeret i det bevarede kildemateriale.
Et stykke af Danmarks Kongerække.
Så meget man dog kan personificere i blot en enkelt ridderklædt plysbamse! Skulle den ukendte bamsekunstner læse artiklen her, kan vedkommende jo give sig til kende.
Tusinde tak for en spændende og meget interessant artikel.
Den 8.4.2020 fortalte jeg jer om mine dukkestuetæpper. Blandt tæpperne sås også det lille vævede tæppe, som jeg havde vævet af perlegarn i en lille æske. Dette tæppe er lille og skulle da også blot være et forsøg – fordi jeg engang havde hørt om et sådant. Men tæppet gav mig ikke rigtig ro, og jeg ville gerne skabe et større tæppe. Det burde desuden være muligt at gøre ”vævestolen” mere bekvem.
I disse ensomme pandemi-tider – i Tyskland lukkede man allerede for mange uger siden alt ned – får man bl.a. tiden til at gå med at rydde op og muge ud i skabene, dvs. at man kasserer og genbruger… Og her fik jeg fat i en lille plastikkurv, og mens jeg overvejede, om den skulle i skraldebøtten eller ikke, fik jeg den idé, at den kunne anvendes til en temmelig god ”vævestol”.
Altså lagde jeg det kedelige arbejde i huset fra mig og gav mig til at væve. Jeg opstrengede kurven med blåt bomuldsgarn som trend, klippede af pap en lille ”afstandsmåler”, greb en kraftig nål til at bore igennem med og gik i gang.
Jeg havde udsøgt mig noget 137 m langt mangefarvet ”flammegarn”. Det var godt at arbejde med og arbejdet skred hurtigt frem. Arbejdet var til stor fornøjelse for mig— særligt som erstatning for oprydningen.
Af mangel på en vævekam tog jeg en grov redekam – sådan en som vi brugte i 80erne, når vi forvandlede vor hårpragt til afrohår. Det fungerede godt. Da jeg heller ikke havde nogen rigtig skyttel, tog jeg en kraftig borenål og skulle trække den lange (meget lange) tråd bag om. Det gik trods alt ganske godt.
Jo længere jeg nåede, jo bedre syntes jeg om det kommende tæppe. Men jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg mon havde taget en så smal afstandsholder. Ja, jeg må indrømme, at min ”vævestol” havde sine mangler. Den lille kurv havde gerne været af større format— nej skulle gerne – for da ville det være nemmere at trække tråden bag om med nålen.
Da jeg var færdig, slog jeg knuder på kædens ender- så godt som det nu lod sig gøre med de korte tråde. Min kæde består af fire enkelt sammensnoede tråde. Forsigtigt ”snoede jeg dem op”, derefter fugtede jeg dem og strøg dem glatte. Til slut redte jeg dem endnu engang – og på den måde ser de ud af ”mere”.
Egentlig var det nye tæppe bestemt for de bitte små Dora Kuhn-møbler fra 80erne. Ja, jeg havde forestillet mig, at det ville se meget smukt ud dér. Men efter at have set på det i længere tid syntes jeg, at det så temmelig ”klodset og stort” ud i forhold til disse små møbler. Og det var en skuffelse.
Men i mit ”depot” har jeg endnu et komplet Dora Kuhn-interiør- et stuemøblement fra 20erne-uden hus, så at sige hjemløse møbler. Jeg tog møblerne frem, lagde tæppet i mit fotohjørne, og bum bummelum … det var perfekt. Altså havde arbejdet ikke været forgæves. Jeg synes, at mit tæppe er fantastisk, , og det passer virkelig godt in i mine bondestuer – lige meget om det er Kuhn– eller andre møbler.
Dog et står fast, med det næste tæppe arbejder jeg anderledes -BEDRE!
Jeg lavede en bredere afstandsholder af pap og også en skyttel. Da jeg stadig ville væve et tæppe til de små møbler, satte jeg det op med mindre spændvidde. Med skyttelen af pap gik arbejdet meget hurtigere.
Ganske vist syntes jeg, at dette resultat var blevet meget bedre end udførelsen af det store tæppe, men ….. Nej, jeg var ikke overbevist. Disse små, sarte møbler burde også have et fint og sart tæppe.
Efter en del søgen fandt jeg endnu en lille rest strømpeuld – dette garn havde haft en længde på 210 m. Mit første forsøg viste sig at give et virkelig acceptabelt resultat. Naturligvis sagde dette lille stykke- især på grund af sin tynde udførelse på den ret tykke kæde -ikke ret meget om det endelige resultat. . Men alligevel!
Jeg bad nu min mand om at skære en skyttel til mig af et virkelig tykt stykke pap – dvs. denne gang ikke af bølgepap. Den fungerer virkelig godt, og knækker ikke sammen.
Foto: med tak for tilladelsen: Little Cabin Creations.
Af mit gråmelerede strømpegarn var der selvfølgelig ikke nok til et tæppe, og et sådant passede heller ikke ind i Kuhn-stuen med de glade og muntre farver. Men det ville passe fint som gulvmåtte i min veninde Sherris smukke Kuhn-hus.
Jeg havde noget fint, tyndt rødt bomuldsgarn. Det passede godt til det grå og ville i tvivlstilfælde gøre tæppet mindre trist at se på. Jeg lavede da en ny kæde. Jeg kom til at tænke på, at bedre kan man med sine enkle, forhåndenværende midler ikke væve. De to tråde passede fantastisk sammen, og arbejdet blev fast. I en anden farve ville der helt sikkert komme et endnu smukkere tæppe ud af det.
Ja, jeg syntes virkelig godt om det. Arbejdet var så fint, at de små møbler ville kunne stå godt på det og derved opnå den ideale udstråling. Da alt i Tyskland stadig er lukket ned, kunne jeg ikke tage ud og købe materialer i den lokale butik. Men der er selvfølgelig et stort udvalg på nettet, og her købte jeg 2 nøgler strømpegarn i blå nuancer.
Med disse typer garn var jeg nu endelig kommet i mål. På den måde kunne jeg væve de mindste og fineste tæpper.
Farverne var ideelle til møblerne, som overvejende er blå. Jeg er meget stolt af mit nye tæppe og af min vævestol. Hermed har jeg fundet en ideel beskæftigelse i denne nedlukningstid. Jeg hører ikke til den gruppe mennesker, der lider under isolation- jeg har en fantastisk adspredelse. Og selvfølgelig, det ene eller det andet af denne type tæpper vil om kort tid også pynte i mine veninders dukkestuer.
Jeg siger tak til Lise Clasen for den gode oversættelse og til Lene Byfoged for den fine opsætning.
Til de læsere, der lige som jeg vil skabe tæpper, vil jeg lige gentage en sammenfatning af de materiale, I måtte have brug for:
Til opstrengningen: Strømpegarn med en løbende længde på 210 m
Til kæden: – tyndt – meget tyndt – bomuldsgarn i passende farve, brug endelig ikke uld, for da rutsjer skyttelen ikke godt gennem kæden.
Til vævestolen: en ikke for lille (plastik)kurv med huller i siderne. Du har i siderne desuden brug for lidt plads, således at du kan arbejde med skyttelen eller den kraftige nål.
Til skyttelen: – Et virkeligt kraftigt stykke pap, du kan selvfølgelig også bare bruge den kraftige nål, men med den bliver det møjsommeligt at trække den lange tråd bagom.
En ikke fro smal papstrimmel som afstandsholder – du skal til slut kunne slå knuder for enden af kæden.
Og tilslut en god kam.
Så er din perfekte vævestol færdig, og med den kan du ikke blot væve dukkestuetæpper, men også en lille taske.
Tusind tak , kære Sigi, for denne gode og inspirerende idé! Fantastisk, at det kan gøres så enkelt og med så fine resultater! Mon ikke, vi er mange, der har fået lyst til at gå i gang ?
