Lise & Lene
Forskellige former for julepynt, Vat-folk og Dresdner Pap.
Copyright for tekst og billeder Anne Friis.
Med denne dejlige artikel, vil vi gerne ønske alle vores læsere en rigtig glædelig Jul og et godt Nytår.
De fleste har sikkert julepynt arvet fra tidligere generationer, som de holder meget af. Anne fortæller i dette indlæg om sit fantastiske antikke julepynt.
Tusinde tak Anne!
Før jeg begyndte at samle på dukker, var jeg vildt optaget af julen. Jeg lavede alle mine julegaver selv, så jeg gik i gang lige efter sommerferien, da nogle af produkterne tog lang tid. Desuden var jeg medhjælper på politikkens juleværksted, som blev holdt i en stor hal inde i Politikkens hus, fordi de syntes jeg var så kreativ og dygtig til at undervise de andre. Jeg lavede mange flettede julehjerter, som jeg stadig har nogle af i min samling. Men det, der fik mig til at få åndenød var, når jeg fandt et eller andet meget gammelt julepynt. Men jeg synes det var dengang utrolig svært at finde. De fleste ting, jeg har, er fundet som voksen, eller jeg har det fra mine forældres og bedsteforældres julekasse, samt min gamle nabo.
Julemænd på 13.5 cm i vat og crepe med glansbillede ca. 1880
I dag har jeg begrænset mig til at skrive om de utrolige dejlige vat og crepepapirting, samt Dresdner papting, som jeg har, eller har set. De er svære at datere, men jeg sætter dem til 1900- og fremover helt op i 1920’ne. Det gode ved dem er, at man kunne bruge løse bisque eller chinahoveder, som man nok har kunnet få billigt fra de store fabrikker. De behøvede jo ikke være perfekte, men for det meste er det glansbilleder, der er brugt til vatfolket.Desuden kunne disse små figurer også bruges i et dukkehus, hvor mit kælkepar har boet i mange mange år. Men jeg har dog set flere med ski under, så de er en form for større snebørn. Jeg tror de er lavet med Gebrüder Heubach bisque hoveder og de må være lavet over efter et forlæg, da de alle ser ret ens ud. Jeg har set en hel del af disse herhjemme.
Lille pige på 6 cm.
To snebørn med bisque ansigter, to børn på 6 cm og 9 cm, ældre typer 1890, samt tjenestepige mangler hår, 14 cm omkring 1900.Crepepapir dukker til tablauer og juletræspynt, sneparret er 14cm & de små børn er 6,5cm & 9cm for drengen tjenestepigen er 13cm, ca 1900 og senere.
De er sikkert lavet som hjemmeindustri. Crepepapir mister farven og bliver sprødt samt uhyre nusset. De, der prøver at efterligne dette i dag, pensler papiret med te, når de har lavet dukken, for at de skal se ældre ud. Der var i hvert fald adskillige ude til det sidste marked i Bella-centret, så man skal passe godt på, når man vil købe. De gamle ligger på omkring 800Kr. til godt 2-3000Kr. for de fineste. Især er julemændene svære at finde. Mit par har jeg haft i omkring 46 år og dengang var de også dyre. De ældste ting er som regel de enkleste og især de ting, der kaldes ”Dresdner Papting” er utrolig eftersøgt. De startede omkring 1880’erne og der var 9 forskellige fabrikker, som lavede disse 3 dimensionale ting. De var tit i sølv eller guld og præget, samt kunne have andre ting monteret på sig. Et specielt stykke inventar også fra denne tid er ”candy containers”, som bruger flere af disse ting i sig. I dag ville vi kalde dem ”Slik æsker”, men de er ligeledes et utroligt spændende emne.
crepepapir tennis par kun dame har ketcher med maskehoveder, de små tvillingepiger med bisquithoveder og crepepapirtøj på træstander
Jeg har kun et par enkelte ting med et rundt billede med et pålimet kattehoved eller en halvmåne samt min fine stork, som er hul men med en velformet krop. (3 dimensional). Tingene blev presset sikkert via damptryk, tror jeg, og der er en hel del dyr iblandt med runde former og altså ikke flade. De blev derefter tørret og smukt malet, og de holder forbløffende godt. De er dog tit knækket i et spinkelt led som tynde ben f.eks. på min stork. Men de er utrolig fascinerende. Jeg ved der er andre på Bloggen, som har meget fine ting i dette medium. F.eks. en sko med silkepose og andre smukke ting, men de er utroligt svære at finde, sikkert fordi de er blevet så kostbare.
Dreng på kælk fra Bodils foredrag i Snurretoppen med bisque ansigt.
Det må have taget timer at lave de forskellige små vat-børn, der eksisterer, så jeg tror timelønnen har været utrolig lav. Hvor populære de har været, da de kom frem, ved jeg egentlig ikke, men jeg har set adskillige i forskellige samlinger herhjemme. De siges at være begyndt i 1890’erne og de har tit et glansbillede som ansigt, eller et hoved i bisque. Hænder, arme og ben er overtrukket med tyndt pladevat og deres tøj som regel lavet af crepepapir i forskellige smukke farver. De mest eftertragtede er julemænd, danserinder og engle samt hvis de har særlig smukt tøj på. Vi var så heldige at have besøg af Pia Larsen og hendes helt fantastisk vidunderlige samling af julestads i 2011, og det tror jeg ikke ret mange af Snurretoppens medlemmer vil glemme. Jeg gør det ikke, så jeg har medtaget et par enkelte fotos fra den aften.
Stork i Dresdner pap 1890, måske mit fineste stykke, lå i en rodekasse til 5 kr.
Lille snemand af kugler og crepepapir, men noget senere 1930-40.
I vores tid er der flere nye kunstnere, som laver disse og blandt de bedste hører Lise Solow til en af de aller aller dygtigste. Jeg tror jeg har over 15 af hendes dejlige personer. Nogle har hun endda kreeret specielt til mig. Jeg har også nogle drenge, som hun kun har lavet få af. Hun lærte at lave sine crepebørn af sin søster, når hun besøgte hende i USA. Desværre er hun stoppet på grund af gigt. De vil med tiden blive store samlerstykker herhjemme.Dateringer har jeg fra min yndlingsbog Papier-Antiquiteten Luxuspapire von 1820 bis 1920 af Elke Gottschalk.
Vatfolk af alle slags alle med glansbilled hoveder og omkring 1890-1910, fra Pia Larsens samling 2011
De bedste julehilsner til alle på Bloggen fra Anne Friis
Dukker i Amagerdragter
copyright for tekst og billeder Lene Byfoged.
Torben og jeg tog en tur til Amagermuseet for at se deres juleudstilling. Jeg har som barn og ung boet på Amager, men aldrig besøgt museet, så nu skulle det være.
Det var en dejlig oplevelse, museet var pyntet så smukt op til jul og det emmede af hygge og nostalgi.
Så enkelt og så smukt i gården på museet.
I et af de smukt pyntede juletræer, sad denne chinadukke.
At museet har en meget fin dragtsamling, der sagtens kan måle sig med Fanøs dragtsamling, var jo kun et ekstra plus. Jeg er betaget af de gamle egnsdragter, så det var et eldorado at kigge på alle de smukke dragter.
At der også er en dejlig samling antikke dukker i forskellige Amagerdragter, gjorde ikke oplevelsen mindre, tværtimod.
Det hele var sat så fint og informativt op. I montrene med dukkerne, var også de enkelte stykker tøj sat op, så man rigtigt kunne se, hvor fint og korrekt det var syet, med alle detaljer, ligesom de de almindelige dragter.
Jeg har tidligere syet en Sejerødragt og har være på Fanø, for at lære om Fanødragterne og er nu så langt, at jeg så småt er i gang med at sy en til en større chinadukke. Jeg blev så begejstret for disse dragter, så måske syr jeg også en Amagerdragt til en dukke en dag. Vi får se.Der er skrevet en meget god og informativ bog om Amagerdragterne. Den ligger på museet til at gennemse, men kan sikkert også stadig købes.Amagerdragterne – deres historie og brug af Birte Hjort, Dirch Jansen og Lisbeth Møller.
Falder vejen forbi, kan det absolut anbefales at besøge museet.
Amagermuseet, Nordre Krinkelgade 18a, 2791 Dragør
www.museumamager.dk for yderligere oplysninger.
Et barndomsminde – en påklædningsdukkefamilie i papir og i stof !
Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©
Som I alle ved, har jeg altid været og er stadig vild med påklædningsdukker! Som barn ønskede jeg mig påklædningsdukker og farver— brugte alskens papir og tegnede påklædningsdukker med en masse udstyr, ja, helst hele familier, og jeg legede og fantaserede. Min søster og jeg var så heldige, at min Moster, der boede i en af New England Staterne, sendte os mange, dejlige bøger med påklædningsdukker. Der blev tegnet og leget, og mange af dukkerne blev vel slidt op, og en del forsvandt for mig som voksen under en vandskade, således at jeg måtte bygge en ny samling op. Et yndlingssæt var denne bog med ”Little Family” Den lille familie fra Merrill nr. 1561 fra 1949.. En familien i humoristisk streg og bestående af bedsteforældre, forældre, pige i huset, børn, hund og katte, .., samt en slags hus. Jeg har senere set den gengivet som ”Jones Family” dateret 1953.
Den sorthvide illustration er fra Mary Youngs ”Guide to Saalfield and Merrill” – den grønne guide – , de øvrige fra bogen, som jeg for nogle år siden fik tilsendt som gave fra en påklædningsdukkeveninde, der syntes, det var synd for mig, at jeg havde mistet mine minder under den ovenfor nævnte vandskade, jeg blev rørt til tårer og takkede hende, nu er hun desværre død og borte, men bogen har jeg samt minderne om barndommens leg med bogen og min venindes uselviskhed.
Hele påklædningsdukkefamilien udstråler varme og indbyder til leg og fantasi. Jeg elskede dem dengang, og det gør jeg stadig.
Forside (fra nettet) hvor man nu kalder familien : Jones Family med 9 dukker ! Det runde mærke nederst er Merrills logo)
Men… Familien findes ikke alene i sin påklædningsdukkebog, men også trykt på bomuldsstof! Dette opdagede jeg ved et tilfælde, da en påklædningsdukkeveninde her i Danmark satte et stykke stof til salg påtrykt familien med bedsteforældre, Far, Mor, Børn, hunde og katte, samt en masse af deres tøj (Pigen i huset er ikke med) – Stoffet er fra Michael Miller Fabrics Lic. For mig et rigtig godt køb! En samler er altid på jagt! Hermed et par udsnit af det festlige stof! En dejlig ting som supplement til samlingen. Jeg har en del forskellige stofstykker med påklædningsdukker, bl.a. med Dolly Dingles/ Dukke Liser! En ting kunne jeg godt lide at få at vide, og det håber jeg da, at jeg en dag gør: Hvem mon har tegnet denne glade familie?
Hjertelige hilsner herfra !
Bonzo
Lise Clasen Research ©
Skabt af kunstneren George Ernest Studdy (1878-1948)
Hvem har mon nogen sinde kunnet stå for denne charmerende hund —i hvert fald ikke jeg… Denne hvalp skabt med et hvidt og et sort øre, lidt små sorte pletter, stumphale og store blå øjne, ja, det er såmænd Bonzo, som snart blev alle yndling.
Bonzo så dagens lys i 1922, hvor de første skitser af ham blev tegnet, og snart var han gennemgående figur i The Sketch Magazine. Allerede i midten af 1920erne kom han på et 100-brikkers puslespil, og snart sås han alle vegne. Næsten enhver bilejer havde en Bonzomascot, til børnene kom der Bonzohunde (i blødt bamsestof) – han sås på plakater, på film, på postkort; du kunne få ham som sæbe, som parfumeflaske, som vedhæng til nøgleringe, på askebægre, kopper, salt– og pebersæt, badges, pudderdåser —ja, sådan kunne man blive ved —listen er nærmest uendelig— og vi danskere husker ham sikkert bedst fra Familie-Journalens forsider.
Går du på nettet, er der Bonzoplakater, børnebøger og meget mere til salg via bl.a. Amazon.com, og firmaet Merrythoughts Bonzo kan stadig skaffes, ligesom du kan få fat i kanvastasker med Bonzomotiver.
Selvfølgelig ville det kendte Steiff-firma (bamser og dyr med ”knap i øret”) også være med, og de fremstillede allerede i 1927 prøver af Bonzo—115 stk.—, men George Studdy syntes ikke om dem, og derfor fik Steiff aldrig tilladelse til at producere Bonzo-hundene.
Hermed lidt om George Ernest Studdy—manden og kunstneren bag Bonzo
Denne engelskmand blev født den 2. juni 1878 som søn af Ernest og Constance Studdy i Devonport, Devonshire, som nummer to af deres tre børn, han havde en storesøster ved navn Ernestine og fik senere en lillebror Hubert. Efter en kort militærkarriere, mest fordi det var hans Fars ønske, forlod han militæret. Han tog en eksamen som ingeniør, men efter at have fået en gave på £ 100 fra sin tante, tog han aften- kurser på Heatherly’s Kunstskole i London, og samtidig deltog han i et semester på Calderon’s Animal School for at studere dyreanatomi samt tegning.
Han arbejdede hårdt og sendte sine tegninger ind til flere relevante steder, det fornemste var The Sketch Magazine, og snart fik han udgivet postkort og meget andet med Bonzo. Det hele kørte bare derudaf.
I 1912 giftede han sig med sin elskede Blanche Landrin fra Frankrig, de fik datteren Vivienne. Blanche og George havde et fantastisk samarbejde.
I 1947 fik han smerter i brystet, han havde hele livet været storryger. Han blev svagere og svagere og var i sine sidste måneder bundet til sengen. Han døde den 25. juli 1948.
af Studdy!
Bonzo kom på film allerede i 1924—små fascinerende 10-minutters –film. Og allerede fra midten af 20erne dukkede Bonzo op på kontinentet: her kan nævnes Frankrig, Tyskland, Østrig og Danmark, senere Norge og Tjekkoslovakiet. Næsten samtidig blev han transatlantisk og dukkede selvfølgelig op i USA i The American Weekly.
I USA udkom i 1929 desuden en serie små indbundne bøger trykt af McLouglin Bros., Inc.
I 1927 kom Bonzo i Toby Magazine som tegneserie —idet man havde besluttet at give Bonzo en pause fra The Sketch Magazine, da man mente, at læserne var trætte af ham. Efter et hul på ca. 15 måneder kom Studdy tilbage til The Sketch Magazine, ikke med Bonzo, men med ”Exit Bonzo — Enter Ooloo”, en kat. Bonzo kom aldrig tilbage til dette blad.
Til gengæld så man ham indtil begyndelsen af 2. Verdenskrig i ”Dean’s Books”.
BONZO lever stadig blandt sine mange fans, og går du på nettet, finder du en masse oplysninger om kunstneren og Bonzo. Undertegnede har samlet en del billeder og præsenterer et udvalg her på siderne. Og da jeg fandt billedet af en japansk celluloid-Bonzo fra 1930erne, kunne jeg slet ikke lade være med at tegne et stykke påklædningsdukketøj til ham.
God læselyst ønsker © Lise Brastrup clasen
Bonzo: the Life and Work of George Studdy, af Paul Bab og Gay Owen
Button in Ear af Jürgen og Marianne Cieslik
Diverse oplysninger ved at gå på nettet, samt —egne udklipsbilleder
Wagner & Zetsche
© for tekst og billeder Anne Friis
Anne Friis har endnu engang været så sød, at dele lidt af sin store viden om antikke dukker med os. Denne gang er det spændende læsning om nogle af dukkerne fra Wagner & Zetsche. Tusinde tak Anne!
Denne gang har jeg valgt at skrive lidt om Wagner & Zetsche, som allerede blev dannet i 1875, men først rigtigt kom i gang 1886. Firmaet lå i Ilmenau i Thüringen. I kender sikkert firmaet hvis I har prøvet at skifte et dukkehoved på skulderskjold. Under selve hovedet sidder der som regel en blå papirseddel med et stort W og Z slynget ind i hinanden, meget smukt designet og dramatisk. Jeg har i hvert fald masser af disse kroppe, som kan være lavet i alle former for skind samt senere også i voksdug. Tit brugte de hoveder fra Gebrüder Heubach. De lavede også løse sæt arme som man så selv kunne vælge til en passende krop. Det er også dem, der finder på at mikse arme i træ som kan bevæges, ind igennem kroppen med en trærulle, hvorigennem man kan trække en elastik. Det er den samme type arme, som bruges i leddukker. Håber I forstår min forklaring. Det må have været i ret store mængder, da jeg er stødt på disse kroppe og medfølgende arme utrolig mange gange.
De siges at have ansat 230 arbejdere, hvoraf kun de 25 var mænd, så en så absolut stor kvinde arbejdsplads før århundrede skiftet. Deres andet store slagnummer var sko, oceaner af disse og mærkeligt nok ikke mærkede, jeg har aldrig stødt på et presset mærke i disse andet end størrelses nummer. Coleman’s leksikon skriver de er mærkede, men det har jeg aldrig set. Deres kroppe og sko er vist i Cieslik’s store leksikon på side 321 til 323. Selvfølgelig har de også prøvet med deres egne dukkehoveder fra 1915, rigtige små karakterdukker i et materiale som de kalder Heralit, et nyere materiale, eller måske meget tidlig plastik. Det minder en hel del om celluloid, men det er ikke brændbart, det føles dog meget hårdere. Dukkehovederne er ikke skulderhoveder, men drejelige sat direkte på deres specielle kroppe, med en syet manchet om halsen, som sidder ret stramt, men hovedet kan således drejes med fingrene, så på den måde kan den jo se lidt anderledes ud. Heralit er et hårdt materiale, en finger er brækket af på den lille Hansi, som hos mig er klædt som en pige. Om selve hovedet er rundt eller med en flad kant ved jeg egentlig ikke, og jeg har ikke ønsket at sprætte lukningen op for at se efter, da jeg tror det et svært at få det på plads igen. Men jeg hælder til en flad kant, det har enkelte bisque-hoveder også.
De lavede tre forskellige dukker alle med malede øjne, lukket mund og decideret træk fra ægte børn, i virkeligheden Max Zetsches egne børn. Der er billeder af børnene hos Cieslik. Harald, Hansi & Inge. Det er tydeligt at se deres mærkning bagpå, deres navn og W. Z. Øverst nummer for størrelsen. Jeg må nok sige at jeg altid har ønsket mig disse, jeg tror personligt også, de er sjældne, det er sikkert ret begrænset hvor mange, der er lavet. Den store dreng er på en voksdugskrop, men den ligner næsten læder, så fint er den udført. På engelsk kalder de det ”artificial leather”. Jeg er aldrig stødt på nogle af dukkerne, på nogle af de store amerikanske auktioner. De mener også ”Hansi” er et pigenavn. Det er det ikke, som enhver dansker vil vide. Men man har altid klædt dukker af det samme mærke i begge typer køn i karakterdukkerne.
Harald er 34cm lang med sin fine rene krop, der går virkelig stramt i leddene, hans arme er lede-arme med klassiske hænder. De er trukket igennem kroppen med elastik, som stadig er stram. Han er mærket 2 Harald W. Z. Han er iført sit fine tøj, blå korte bukser med broderet smæk og seler, hvid bluse i prikket mol med rød butterfly og fine hvide glasknapper, hvide strømper samt fine lædersko størrelse 3. Jeg er for en gang skyld noget i tvivl om de også skulle være lavet af voksdug. Kroppen bøjer i knæleddet samt i hofteleddet, se venligst de fotos af ham uden tøj. Det er den klassiske nye kropstype, der kunne sidde i en stol. Kroppene kunne selvfølgelig leveres med forskellige typer ben, i bisque, eller celluloid og her ligner det rigtig celluloid. Desuden nogle gange en form for billigt stofmateriale, de skulle jo iføres strikkede strømper og sko, og så så man jo ikke hvad materiale underfoden var lavet i. Hos Harald er det samme materiale som resten af kroppen. De har en ret bred numse, som de også kunne sidde ved af sig selv. Den konstruktion med metalkapsler sat udenpå de steder, hvor benet kan bevæges med en form for split bliver ret almindelig, og brugt af rigtig mange fabrikker. Han medbragte desuden sin egen fine luth, stadig med alle sine metalstrenge og i en superfin kvalitet. I kan se ham spille i bar udgave, hvor han sidder i en stol, så man kan se de bøjede ben. Han har heller ingen rust på sine metal knapper, hvilket tit er det normale.
Lille Hansi er 20cm og lavet helt i stof, men med samme hoftesamling, her står 2/0 og Hansi, men stemplet W.Z. må være under den manchet, der holder på hovedet, eller også er der slet ikke plads til det i den lille størrelse. Den har store tydelige smilehuller og begge har pandehår. Hun er utrolig bleg, så jeg tror hun har været lidt overmalet. Hun har to meget små tænder i den lukkede overmund. Her er der ikke noget knæled. Hun er iført grøn filt kjole med kyse, hvide sko & strømper samt fint undertøj. Personligt tror jeg, det er deres originale tøj, da det passer perfekt og ikke er overpyntet, som tyske børn jo tit ikke var. Vi skal også lige huske, at det var lige omkring 1. Verdenskrig, de kom, og det var nu meget småt med legetøj og især med eksporten til resten af verdenen. Men da Danmark ikke rigtigt var involveret i denne krig, kun via de danskere der var tvunget til at kæmpe på tysk side, så tror jeg stadig vi importerede legetøj fra Tyskland. Men det kan forklare hvorfor, de ikke dukker op på amerikanske auktioner, da de havde importforbud. Måske forklare dette også hvorfor skoene kun er mærket med størrelse. Der står hos Cieslik’s er det var fruen i huset som designede og kreerede deres kostumer.
Jeg kender to andre samlere, som har en W & Z dukke herhjemme. Inge skulle sidde i Olgas Lyst og en af mine venner har en anden Harald, men ellers er jeg aldrig stødt på dem. Gad vide om nogle af jer andre har en sådan, så vil jeg gerne have besked derom. Måske regner folk dem til moderne dukker, men 100 års alderen er da passeret.
Mange hilsner fra Anne Friis ©
Lad os fejre og mindes Izannah Walker og hendes dukker
Med hilsen fra Lene Byfoged og Lise Brastrup Clasen ©
For nogle uger siden henviste vi til denne fine artikel på engelsk/amerikansk fra rubylaneblog, (Dolls den 22. oktober 2018) – men da det for os alle altid er bedst at læse noget på modersmålet, bad vi om tilladelse til at bringe artiklen med vor danske oversættelse, og vi siger hermed tusind tak til Ruby Lane … Hermed følger artiklen og de dejlige billeder med vor oversættelse:
Til minde om Izannah Walker’s dukker
(fra Dolls, 18. oktober 2018 af Ruby Lane ©)
Denne milepæl er skrevet for at fejre, at det er 201 år siden (28. juni 1817), Izannah blev født. Og det passer godt med, synes jeg, at denne blogger engang skrev en artikel over dukker skabt af Walker, også kaldet ”Izannahs fødsel” . Denne artikel blev bragt i Doll Designs (House of White Birches) = Dukkedesign (De hvide birkes Hus, som ikke mere udgives.
Walker fik patent på sine dukker i 1873, men hun havde fremstillet dukker måske så tidligt som i 1828. Hun var involveret i dukkefremstilling indtil sin død i 1886. disse dukker med deres håndmalede træk, i oliemaling, og som lignede folkekunst, har senere givet inspiration til Martha Chase dukkerne. Chase legede som barn med en Walkerdukke.
Foto fra Withington Auctions, Inc.
De fleste af dukkerne har malet hår, men der er også fundet negerdukker med hår af garn. Der eksisterer ligeledes dukkedrenge. Dukkerne blev fremstillet i størrelserne: 15, 17, 18, 20, 21 og 24 tommer (en tomme er ca. 2,5 cm). Hovederne blev fremstillet af mange lag stof gennemvædet i lim og presset ned i en jernform. Det færdige hoved lignede skulderhovedet på et tidligt China-hoved. Kroppene blev ofte stoppet med søgræs(tang), som voksende nære Ixannah Walkers hjem.
Kilderne til disse oplysninger stammer fra et brev via Fru Norman H. Robertson, grandniece til Izannah Walker. Brevet dukkede op i Philomena Harts spalte i ”The Providence Bulletin. En dukkesamler ved navn Fru Singsen begyndte at korrespondere med Norma Robertson, og en del af oplysningerne fra the Providence Bulletin var med i Janet Pagter Johl’s bogklassiker; Your Dolls and Mine (Dine dukker og mine). Det vil sige at Fru Lila Singsens dukker blev fotograferet til Johl’s bog. Se the Izannah Walker Chronicles.com angående flere informationer om denne korrespondance. Johl’s bog blev udgivet i 1952.
Dukkerne er identificeret med proveniens (oprindelse) og Izannah Walker’s arbejdsmetode. De hvide dukker er karakteristiske med deres ikoniske spytkrøller. Dukkernes hænder er ligeledes realistiske med fingre i modsætning til mange andre antikke stofdukker, hvis hænder ser ud som vanter. Nogle af de fotograferede dukker har broderede tæer, andre påmalede støvler. Jeg er aldrig blevet rigtig klar over, om dukkerne virkelig blev mærket. Samtidige angivelser fra Walker er ikke bekræftet, men der findes sparsomme oplysninger om firmaets egne optegnelser. Walker arbejdede sammen med sine søstre, og det fortælles, at Walkerfamilien ejede en dukke i legemsstor størrelse. De fleste forfattere er enige i, at der blev fremstillet ca. 3.000 dukker fra ca. 1845 og til Walkers død omkring 1886 (andre mener i 1888), du kan i det følgende læse mere indgående om dukkerne.
Richard Wright og Maureen var ejere af dem, og sandsynligvis også afdøde Sam pryor, idet en af de dukker, som er fotograferet i Coleman’s encyklopædi tilskrevet hans tidligere dukke-biblioteks-fundats. Her er fotografier af omkring to hundrede dukker, men der findes også mange artikler, internetsider, mønsterbøger, samt andre bøger om eller med omtale af Izannah Walkers dukker.
Prisen på de gamle dukker kan være fra ca. 3.000 til 41.000 US$ (dollarkursen er i skrivende stund ca. d.kr. 6,50 — dukkerne er således absolut for DEN STORE PENGEPUNG ) – (bemærkning af Lise Brastrup Clasen).
Mange dukkekunstnere heriblandt Paula Walton, Gail Wilson og Dixie Redmond skaber også sådanne dukker (Se The Izannah Walker Chronicles = Optegnelser/krøniker over Izannah Walker).
Izannah Walker efterlader os en bemærkelsesværdig arv og legende om en enlig kvinde, iværksætter og kunstner; hun skabte mange andre ting end dukker, men dukkerne vil altid være det, der gjorde hende berømt og mindeværdig.
Kære Alle, håber at også I bliver ved at læse dette, bliver vildt begejstrede over Izannah Walkers dukker, en af de første amerikanske dukkekunstnere, tænk bare, at disse dejlige dukker blev fremstillet for ca. 180 år siden…
G o d L æ s e l y s t ønsker Lene og Lise !!!
Lidt om Sprællemænd
Der ikke kun er nisser——
Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©
Sprællemænd har altid fascineret mig, og som barn var det bare lykken at få et klippeark med en sprællemand, klippe ham ud (jeg husker ingen sprælledamer fra dengang, men mest sprælle-julemænd) og sætte snor I… og så blev han hængt op, og der blev så flittigt trukket i den nedhængende snor, at han til sidst blev slidt op….. Min Far var for øvrigt ekspert på ”snore-området”, og hjalp mig altid i begyndelsen — senere blev jeg selv god til at sætte snorene i…..……
Som voksen – jeg er en rigtig ”papirsamler” – samlede jeg de sprællemænd, som man altid fik som reklamer, eller som var i aviser og ugeblade, i malebøger og legehefter og meget andet… og nu dukkede også sprælledame. –piger, –drenge og dyr, karikaturer etc. op.
Men hvordan opstod disse herlige figurer mon: I Danmark var de oprindeligt julepynt og kom omkring 1850. De blev gerne solgt til jul af fattige mennesker, som gerne ville tjene en ekstra juleskilling, folk som den fattige Mor med sit syge barn her —et billede tegnet af Tom Petersen 22. december 1883 i Illustreret Tidende (fundet på nettet) – var typiske sælgere af sprællemænd, men også børn solgte sprællemænd for at tjene en ekstra skilling til deres fattige hjem. Nøden var stor, i dag er det heldigvis anderledes, eller måske vi stiller større krav og har fået andre normer? Men helt op til omkring 1930 var en sprællemandssælger et velkendt syn i København.
forskellige, bl.a. med julepynt: engle, kræmmerhuse og kurve, og her samlede forlæggeren Alfred Jacobsen dem i ”Danske Billeder” 1886-1918, mange af arkene er genoptrykt og kan stadig erhverves. Også det kendte Aalborg-forlag Adolf Holst udgav klippeark, de fleste for børn…..
I Frankrig blev der trykt sprællemænd gennem forlaget Pellerin & Cie, Épinal i Vogeserne, en del af disse er genoptrykt og kan erhverves på museer etc. De kendteste figurer var her harlekin, Columbine, Pierrot og Polichinelle. Her blev det en hel modedille at eje en sprællemand, og mange betalte en mindre formue for at få fremstillet en håndmalet sprællemand, som de ikke kunne leve med foruden.
Også mange tyske forlag, som f.eks. Gustav Kühn fra 1822 og Oemigke & Riemschneider fra 1935 i Neu-Ruppin i Brandenburg har trykt masser af sprællemænd, Byen Neu-Ruppin blev og er særdeles kendt for klippeark, og mange af jer ejer helt sikkert genoptryk af bl.a. påklædningsdukker
Nu behøver du ikke tage til udlandet for at se sprællemænd, idet du i Den gamle By i Aarhus kan se en større samling, samt læse om dem på hjemmesiden blog.dengamleby.dk/julehistorier/2014/12/142/spraellemanden/
Og pludselig vrimlede det med sprællemænd rundt om mig: Julemænd à la de venlige i stedet for de gamle med de bistre udtryk, glade nisser, cirkusfolk, tegneseriefigurer, andre sjove skikkelser og mange flere, dog sidst men ikke mindst de mange karikaturer af politikere og kendisser før og nu…… sikken et udvalg….. Bl.a. fandt jeg to store gamle ark indeholdende: Knold, Tot, Kaptajn Vom og Frue, Negerhøvdingen og Inspektør Smæk!
Og her er en af mine skatte: Den danske nazist Fritz Clausen som sprællemand, desuden et billede fra Den gamle Bys blog med sprællemændene Hitler og Göring. Hitlers Heil-Arm kan ikke sprælle, den Heiler konstant.
Og selvfølgelig kan jeg slet ikke stå for nutidens herlige sprællemænd, der findes uendeligt mange, men nu behøver man ikke ulejlige sig med at finde snore, clips etc. frem for at sætte dem sammen, idet mange af dem allerede er vedlagt dette udstyr, som f.eks. Denne sprællenissekone (en del af et sæt også omfattende hendes mand)! Hun er stadig emballeret i sit plasthylster, hvor hun hygger sig med alle de uudklippede og færdigmonterede sprællefigurer, jeg har samlet i mapper…
De mange kendte danske tegnere har selvfølgelig også være på spil, bl.a. Christel, hvis nisser kan erhverves på mange museer, her er en af dem, og desuden en rigtig gammeldags sprælle-julemand, som I lige skal se.
God Læselyst og
gråvejrshilsner.herfra!
Nyt liv til gamle møbler.
Min søn Michael, kom forleden med en pose gamle udtjente dukkemøbler. Hans overbo ville smide dem ud, og da han mente jeg sikkert kunne få noget ud af dem, fik han lov til at få dem med til mig.
De fleste var lige til skraldespanden, men nogle enkelte syntes jeg var så fine, at jeg valgte at beholde dem, trods deres stand. Især det søde dukkeskab har nogle ormhuller, men det har været en tur i fryseren, så det går nok.
Min første tanke var “jeg har overhovedet ikke plads til flere ting”, men ved at flytte lidt rundt på nogle ting, blev der mirakuløst en hylde ledig i et skab og så gik jeg i gang.
Skabet og sengen er større end 1:12 og passer derfor ikke til almindelige dukkehusdukker, men min farmors allbisque dukke passer fint, så hun skulle bo der.
Skabet blev restaureret lidt, den manglede bl.a. håndtag, så jeg fik sat nogle i. En gammel blonde blev der klippet lidt af, så man ikke kigger ind på nogle tomme hylder.
Et tæppe jeg broderede for år tilbage, blev monteret og fik frynser.
En kedelig ramme blev malet med “guldmaling” og et stykke stof blev sat i.
Jeg gik så på “hugst” i de andre dukkestuer og fandt lidt af hver. Jeg har nu med nyt og gammelt, syntes jeg, fået en sød dukkestue.
S m ø l f e r n e – Les Schtroumpfs (Smølfe For og Smølfe Bag….
Fyldte 60 år i år….
Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen @
Har du eller dine børn og børnebørn også samlet på Smølfer? Her i huset har vi vores endnu – og der bliver leget med dem, når de yngste børnebørn er på besøg… Huse og redskaber bliver stillet op, og så går det løs.
Og tænk dig bare, de fyldte i år hele 60 år… disse sjove, små og finurlige figurer, blå med hvide bukser og tophue, kun Gammelsmølf, som har levet i flere hundrede år, er iført røde bukser og rød tophue, og så har han skæg…. Nå ja, der er da også undtagelser, bl.a. Sorte Smølfer— herlige små skurke – en Astrosmølf, og ikke at forglemme Smølfine, som alle elsker…
Smølferne blev i 1958 skabt af den belgiske tegner Pierre Gulliford, som I sikkert alle kender under kunstnernavnet PEYO … Fantastisk så mange tegnere der kommer fra Belgien, og det er da også i Bruxelles, du kan besøge det herlige og alsidige Tegneseriemuseum.
De kom frem i en anden af Peyos tegneserier: Henrik og Hagbart, men blev så stor en succes, at de hurtigt fik egne striber og egne album
Smølerne blev den helt store dille, alle legede med Smølfer, Johnny Reimar optrådte med smølfer, (Johnny Reimar i Smølfeland) – der blev lavet film og videoer, og ethvert bar i en vis alder havde en større samling af tegneseriealbums med smølfer.
Smølferne bor Det glemte Land i huse der ligner paddehatte, her i huset har vi Det store Smølfehus, Det mellemste (som Legetøjskæden BR havde eneret på at sælge) og de små paddehattehuse, man kunne få, når man spiste Corn Flakes og sendte kuponen på pakken ind samt et lille beløb. Der var tre forskellige små huse, dvs. taget var som en hvidprikket fluesvamp i grundfarven rød, blå eller grøn. De små smølfer købte vi altid i BR, senere er de kommet i andre størrelse og med bevægelige lemmer… Men de små er nu de sjoveste. Jeg ejer for øvrigt nogle Mini-smølfer fra Kinder-Æg. De er røde, grønne og gule….. Og alle iført hvide bukser og hvid tophue.
Og Smølferne kunne alt, her findes Kagesmølfen, Pengesmølfen, er er ”De samlede Værker” om smølferne ! Vil du vide mere om De små Blå gavtyve, kan du finde ALT om dem på nettet, her er også lister over de mange tegneseriealbum, film, videoer etc.
I Tyskland så jeg i supermarkedet, at der findes et Smølfeblad: Die Schlümpfe, på engelsk hedder de Smurfs, og det franske ord for smølferne er som nævnt i overskriften: Les Schtroumpfs… Og jeg barnlige sjæl købte da et blad, bare fordi der var en Instruktør/filmsmølf med som tillæg. Ham måtte jeg endelig have. Nu ligger han hos de andre Smølfer og bliver leget med, når børnebørnene kommer på besøg. Han har et Klaptræ i hånden.
Sønderjyllands Samlerforening har hvert halve år udstillinger, hvor alskens samlere udstiller deres herlige ting, og her er også en Smølfesamler… for nylig havde han bygget et større samlebånd, hvor Smølferne arbejdede, hans Smølfeudstilling vil jeg nødig gå glip af.
Min yndlingssmølf er Astrosmølfen, som meget gerne vil bygge en pedaldreven rumraket for at udleve sit livs drøm… Jo, da De mange smølfehistorier har en dybere baggrund.
Kilder: Lise Clasen Research – samt artikel i Weekendavisen 15.6..2018
Mon I lige som jeg er til tegneserier og har jeres yndlinge: Her sværger jeg bl.a. a. til Asterix, TINTIN, Tom og Jerry og The Pink Panter, samt til de charmerende Blå Smølfer (og selvfølgelig til mange flere, men det er en helt anden historie…..)!
G o d L æ s e l y s t !
PS: Hermed tegneseriealbummet: Pengesmølfen og vor alle sammens Gammelsmølf !
