Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen © (Fotos Inge Harck ©)
Som I nok husker, vandt Inge Harck sidste år en Dukke-Oscar for sin yndige babydukke, og også i år deltager hun i konkurrencen om Max-Oscar-Arnold-Kunstpris. Denne gang i KONGERÆKKEN, hvor hun sammen med de øvrige vindere fra 2016 konkurrerer om den eftertragtede pris!
I år uddeles Oscarpræmierne den 24. maj vanen tro kl. 18 i Rådhussalen, Rådhuset i Neustadt bei Coburg, og der er 9 almindelige kategorier: 1: Den bedste legedukke, 2.1. og 2.2:Bedste baby- hhv Bedste barnedukkedesign. 3: Bedste design af et ungt menneske, 4:Bedste design af et voksent menneske, 5: Bedste portrætdukke, 6: Bedste fantasidukke, 7: Bedste miniaturedukke i skala 1:12, 8: Bedste karikatur, 9: Bedste temaarbejde.
Desuden konkurreres i følgende 4 specialkategorier: 10: Eksperimenterende dukkekunst, 11. Begyndere i Dukkekunst, 12: Konkurrence blandt tidligere pristagere og 13: Det bedste samlede værk designet af en etableret kunstner.
Da der deltager dukkekunstnere fra det meste af Verden, er konkurrencen meget hård, men det må være vældig inspirerende at deltage, endsige at blive nomineret til deltagelse, idet kun de bedste får adgang til konkurrencen!
I år er Inges deltagerdukke denne lille fattige pige, der tigger og forsøger at sælge et par visne blomster.
Den søde pige er modelleret i Cernit og er 43 cm høj. Kroppen er af stof med skelet, således at hun kan stå alene. Hun har glasøjne og ægthårsparyk, og tøjet er designet og syet af Inge. Hele dukken er således håndlavet.
Neustadt bei Coburg er en rigtig Dukkeby, og der er en rute med 24 seværdigheder med relation til dukkemageriet i Bayern. Du kan få kort over strækningen på turistkontoret i byen og tage på denne helt unikke udflugt, eller hjemmefra gå på nettet og få flere detaljer.
Den 24. maj er der marked over hele byen, og den 25. maj er der antikmarked i Frankenhalle/Neustadt.
Vi ønsker Inge Harck ”Hals und Beinbruch” – PØJ-PØJ
med deltagelsen i OSCAR-konkurrencen !