Text: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos: GMUwebSign
Jeg tror, mange kender de skønne træfiguere fra Erzegebirge. I hvert fald, er bl.a. nøddeknækkerne, jo meget populære herhjemme til jul. Sigi og Gerhard, har igen været flittige og det er der kommet, en interessant artikel ud af. Jeg syntes det er spændende læsning og man lærer jo hele tiden nyt.
Jeg syntes artiklen passer fint, på denne 1. søndag i advent. Tusinde tak til jer, Sigi & Gerhard, for at I tænker på Dukkedroemmes mange læsere.
d. 27. November 2022. Seiffner Bergmann – og alle uden engle
For et par år siden var min mand og jeg i Seiffen. Vi havde haft lyst, til det i lang tid. Vi ville gerne se, hvor alle de smukke småting i træ kommer fra, som vi så smukt indretter, ikke bare vores lejligheder med, men også vores dukkehuse. De dage, vi tilbragte der, var uforglemmelige.
Vi er så ubekymrede og glade, når vi rejser, og så tager vi gerne en souvenir med hjem. I Seiffen var valget, meget svært. Min mand opdagede her, sin kærlighed til minearbejderne.
Går du op ad hovedgaden på den ene side og ned på den anden side, står du foran butiksvinduer med det smukkeste legetøj og miniaturer i regionen. Der er den ene butik ved siden af den anden, den ene workshop følger den næste og de har alle, de sorte, hvide og grønne minearbejdere til salg.
Så mens Gerhard flirtede med en minearbejder, opdagede jeg Metten-lanternerne for mig selv. De er et stykke historie i Seiffen, og denne historie bliver fortalt til besøgende på museet.
De oplyser gader, huse, vinduer og selvfølgelig museet – ikke kun ved juletid – på en festlig måde. Den smukkeste? Du kan tage dem med hjem, i små størrelser.
… og så tog jeg “mit” stykke Seiffen med hjem, til Nordtyskland – og satte det på vores lysbue.
Men tilbage til vores minearbejder. Vi har ikke haft en klassisk minearbejder, i vores julepynt – alene. Selvfølgelig engle og minearbejdere som lysbærere i vores lejlighed og også i mine dukkehuse ved juletid.
Vi vidste endnu ikke, hvor og hvordan vi ville integrere minearbejderen i vores lejlighed. Derfor købte vi for en sikkerheds skyld en (typisk) turist Hunte (Trolley). Fuldt lastet med (næsten) rigtige “ædelsten” og også en lille let bærer – sød, 5,5 cm høj.
På museet er der, en hel afdeling med og om minearbejderne. Der vises alle mulige showminer, lige fra tændstikæsker til mandshøje udstillinger. Sådan noget ville selvfølgelig være fantastisk – men desværre ikke muligt for os – og selvfølgelig ses sorte, hvide og grønne minearbejdere ikke , det er deres paradeuniform. Under vores Seiffen-ferie, så vi faktisk pragtfuldt klædte minearbejdere. Desværre var vi så spændte, at vi glemte at tage et billede – ærgerligt, det ville jeg gerne have vist jer her.
Samlere af smukke genstande, har som regel også det ene eller det andet, liggende i kassen. Sådan er det også hos os. Den lille minearbejder i valnødden, en souvenir fra Striezelmarkt i Dresden. Engel og Minearbejder, fra Seiffener Stenhuggeri (havde ventet på at blive brugt, i et dukkehus i årevis), og tændstikæsken fra 1920’erne, hørte til min tændstikæskesamling. Min mand modtog den gule æske, “Seiffen-miniaturer i en tændstikæske” af Giesbert Neuber, fra vores venner Geli og Uwe – som et minde om de timer, vi tilbragte sammen i Seiffen.
Jeg så Minearbejderen i “Mundhullet”, et par uger senere, og jeg købte den selvfølgelig med det samme. Og så var planen stort set lagt.
Vi havde en lille vinkasse – til 2 slanke flasker. Det virkede ideelt, og det blev vores minearbejders hjem. I det nederste område skal Hunten være i et “mundhul” og på det minearbejderen. Gerhard lavede målingerne og forvandlede “skydedækslet” til et støvdæksel af akrylglas.
Jeg foldede en model til mundhullet, ud af et stykke papir. Jeg arbejder ikke korrekt nok, til bare, at gøre dette, ved at tage målinger. Jeg skal altid prøve det på objektet. Derfor laver jeg altid en model til sådanne projekter.
Først efter at modellen passede præcist, lavede jeg mundhullet ud af det medfølgende bølgepap.
Voilà, – den passede perfekt, og vores minearbejder havde plads nok.
Nu skulle jeg trylle et rigtigt ““mundhul”, frem af et stykke foldet pap. Jeg lavede dette, ud af en skoæske, med sort silkepapir. Jeg krøllede papiret sammen og limede det uregelmæssigt, et par steder i “mundhullet”.
Jeg malede overgangene, med sort maling, og da det selvfølgelig, er en sølvmine, malede jeg et par sølvdrys.
Slut – prut – finale.
Vi er virkelig stolte af vores minearbejder og hans nye hjem. Den hvide “sten” bag den lille minearbejder, er en bjergkrystal, som vi bragte tilbage fra Munster-dalen for mange år siden. Stenen foran er feldspat, også fra Schwarzwald.
Da der ikke var plads nok, til tændstikæskerne i vinæsken, brugte vi en lille meget gammel trææske. Den har også slidser til et støvdæksel. De to hylder, er naturligvis fra dukkekassen. På denne måde ser tændstikæsken ikke så “limet ud på”. Den store sten til venstre er en rosenkvarts – min yndlingssten. Gerhard købte den engang i Hinterzarten og gav den til mig. Nu har den fået et rigtig fint sted. De to andre er sten fra Swan Creek. Sherri og Steve fandt dem og forærede, dem til Gerhard.
Selvom minearbejderne fra Seiffen, altid minder os lidt om julen, er vores udstilling en helårsudstilling. Det er i vores stue og – ligesom dukkehusene – nyder vi det hver dag.
Ikke desto mindre er julen ikke langt væk. Butikker i Tyskland er fulde af honningkager og chokolade julemænd. Det kan ikke være anderledes i Danmark.
Derfor ønsker jeg dig en fredelig og sund førjulstid.
Jeg takker Lene for den gode oversættelse og sender
Dukke hilsner
Sigi Ulbrich