Tekst og fotos: Sigi Ulbrich— www.tortula.de – ©
(Oversættelse: Lise Brastrup Clasen ©)
Denne dukkehusfortælling er et unikt stykke historie, som Sigi Ulbrich fortæller på sin blog: tortula.de, og som jeg med glæde og interesse har læst og oversat, og som jeg med Sigis tilladelse her giver videre til jer. Hermed hendes spændende beretning:
Jeg har aldrig rigtig tænkt over, hvad (Berufsverbot) Erhvervsforbud egentlig betyder, og herved mener jeg, hvilke indvirkninger dette har på den berørte person og dennes familie.
Erhversforbud (Berufsverbot) betegnes som en statslig myndigheds bestemmelse, som forbyder en person eller persongruppe at udøve visse virkefelter. (I en af mine tysk-danske ordbøger er begrebet forklaret således: forbud mod ansættelse af politiske ekstremister i offentlig tjeneste – Lise Brastrup Clasen).
Sådan står det beskrevet i Wikipedia, og sådan efterleves det for tiden i Tyrkiet. Men hos os i Tyskland? Tja, i fortiden havde vi naturligvis også meget af den slags. I tiden fra 1933 til 1945 og senere oplevede man bagsiden af medaljen.
En af dem, der blev ramt af dette i efterkrigstiden, var Friedrich Karl Boehner – eller som han hellere kaldte sig ”Fritz Boehner”. Han var til krigens afslutning en kendt og elsket filmproducent. Hans filmstudie lå i Gorbitz/Dresden. Kroen ”Zum Reichsschmied” (Hos Rigs-Smeden” ) fra det 19. årh., hvor der engang var selskabslokaler med plads til 900 gæster, blev i 1938 erhvervet af Boehner og bygget om til Boehners filmatelier.
Efter i marts 1945 at være flygtet fra Den røde Hær vendte Boehner først hjem til sin fødeby. I 1946 kom ekspropriationen i Dresden, og da det føltes mest praktisk for ham, flyttede han kort efter DEFA til nogle bygninger, hvor han oprettede DEFA-filmstudiet med henblik på produktion af populærvidenskabelige film. I 1955 skiftede man over til tegnefilm, og indtil 1990 var han den kendteste tegnefilmproducent i DDR. Her skabte han talrige kendte dukke– og tegnefilm for børn, men udførte desuden bestillingsopgaver til DDRs fjernsyn og offentlige arrangementer. For nogle år siden var vi på de kanter og så huset, men det sagde os ikke ret meget.
Og nu spørger I sikkert, kære læsere, hvordan det er lykkedes mig at bygge bro fra filmproducenten Fritz Boehner og over til en lille bondestue – Svaret er ganske enkelt: Han har bygget bondestuerne.
Efter flugten i 1945 og ekspropriationen 1946 forsøgte Boehner sig først i Wirsberg/Oberfranken— i nærheden af sin fødeby Erlangen— at etablere sig med en ny filmproduktion. Men den amerikanske besættelsesmyndighed nægtede ham tilladelse.
Tvunget til arbejdsmæssig lediggang søgte han efter en ny indtægtskilde og fandt netop denne i nødkvartererne i Wirsberg. Her byggede han sammen med hjemmearbejdende mennesker— overvejende flygtninge fra Øst, der ligesom han havde fundet husly i disse barakker— små bayriske dukkestuer. Hans målgruppe var de amerikanske soldater, der skulle hjem, derfor skulle dukkestuerne være små, stabile og til en overkommelig pris. Produktionsomkostningerne blev indskrænket til absolut minimum.
Jeg ledte meget længe efter Wirsberger dukkestuerne. I januar 2012 blev endnu engang en stue sat på auktion på Ebay, og den 29.1.2012 bød jeg på den. Den blev udbudt som ”Bayrische Puppenstube Made in US Zone Germany” (Bayerisk dukkestube produceret i Den amerikanske Zone i Tyskland). Den blev min for 22,50 Euro. Det var fordelagtigt, da den lå i sin originale æske. Men man ser sjældent salg til højere priser, selv om mange sælgere drømmer om en højere pris.
Hvor jeg end så disse stuer, var indretningen den samme. Kun gardinerne og puderne var i andre farver, materialer og mønstre. Et sådant udstyr var ofte usædvanligt at finde i så små stuer. Meget sjældent kunne man genkende en tidligere ejers kærlige hånd. Dette undrede mig meget, men da jeg åbnede låget på den smukt trykte æske med min stue, fik jeg forklaringen.
De små møbler er limet fast, dvs. i 1947 – med en lim, som sikkert har været fyldt med skadelige stoffer, men til gengæld har været virkelig stærk, og som efter 70 år stadig holder.
Glad som jeg var, skrev jeg til mine veninder om dette køb og …. Overraskelse! Stefanie Ludwig skrev tilbage ”Jeg har også én!” Og selvfølgelig måtte jeg vide mere om den. Hun kunne dog ikke fortælle mig ret meget. Ifølge beretninger fra sin Mor og Far havde de i slutningen af fyrrerne modtaget denne dukkestue som betaling fra en kunde. Hun huskede, at hun af og til sammen med sin mor havde set på denne stue. Men hun havde ikke leget med den.
Nå ja, det gik jo heller ikke, da dukkestuen ikke er egnet til leg. Desværre står den godt pakket væk bagest på familien Ludwigs loft. Men, hvilken lykke, Steffie har fundet ældgamle fotos (1975) frem, som jeg fik lov til at vise her. Disse fotos har ganske vist lidt under opbevaringen i over 40 år, men…. Min mand ”fotobearbejdningskunstneren” har med tålmodighed og Photoshop sat dem sammen – til en dobbeltstue – og det synes jeg, han har gjort godt.
Straks da jeg pakkede stuen ud, opdagede jeg de tre vinduer med de malede skodder. Min mand kunne slet ikke lade denne chance gå fra sig og lavede straks en af sine yndlings: ”Se blot her-optagelser!” Mini-Edi ,med den lille blå hue – en gave fra min veninde Jutta – flyttede ind i stuen til billedet… Nu er jeg slet ikke for så meget dikkedik, men her må jeg ganske enkelt sige: ”Åh hvor sødt!”
Farven i stuen skal man sikkert vænne sig til. Jeg husker disse farver ganske godt. Man må ikke røre ved dem, så smitter de af og forsvinder. Kridt! I min barndom havde vi sådanne farver på væggene i toiletrummet. Man måtte ikke se på dem med hvasse blikke, for så smuldrede de. Således også her i ”Den pæne Stue”. Men ellers har der aldrig været leget med den, den er hverken til støvet eller gulnet. Som ny!
Fra den første prøveopstilling med ”Ubegrænsede muligheder” – en Edi-dukke – den bliver i stuen. Hattebæreren flyttede ind her – dog er det ikke godt for et menneske at være alene. Han måtte have en kone. Jeg klædte en lille nøgen Edidukke på ved mit køkkenbord. Jeg var ikke helt tilfreds med resultatet. I mellemtiden har jeg med et lille trick gjort ovedelen mere påfaldende. Nå, det er egentlig også lige meget. Det allerbedste er i virkeligheden kosten, sådan en lille bitte kost har jeg aldrig før set. Jeg fik den engang af Gabo Richter. Jeg vil forfærdelig gerne vide mere om, hvor denne kost stammer fra.
Man kan ikke vide alt om alting!
Den pæne Stue
Bordet er dækket til et måltid med brød, hvad man ikke nævnte under auktionen. Under en anden auktion mangler disse ting fuldstændig. Man har lov til at være heldig: Et ølkrus og to skiver brød – sandsynligvis med Obatzter (Obatzda eller Obazda) – som pålæg (Obatzter er en osteret fra Bayern og kan staves på flere måder – Lise Brastrup Clasen). Denne ret ligger på et ”træbrædt” af pap, og yderligere tre smørbrikse står på bordet. Således kan den nye husherre gå direkte til bords. ”Dös is pfundig!” som man siger i Bayern: Det betyder ”Det er storartet!”
Det er også smukt at betragte det sarte kalenderbillede. En afrivningskalender! Den passede så godt til stuen på den tid – i dag findes sådanne kalendere næppe mere. Jeg havde en, da jeg var 6 1/2 år gammel. Her stod hver dag et nyt bibelsk vers. Desværre var alle årets blade revet af allerede i marts. Da havde min bror fødselsdag, og jeg ledte efter et smukt vers, som jeg ville skrive på et stykke papir som fødselsdagsgave til ham – jeg kunne virkelig både skrive og læse allerede som 5-årig, jeg var umættelig med hensyn til eventyr og fortællinger. Mine søskende havde ikke lyst til at læse det højt for mig, som jeg gerne ville høre, derfor lærte de mig at læse. Men siden dengang har jeg elsket afrivningskalenderne.
Ser man nøje efter, opdager man, at også Steffies kalender er tiltænkt år 1947, og at også her ligger noget på bordet. Jeg går ud fra, at der lige som hos mig er dækket op til et måltid med brød. Som forventet er gardinerne og puderne også af helt andre stoffer end i min stue. Det er bare sådan, at man har brugt, hvad man havde i kludebunken. Jeg er glad for, at jeg kun har gennem beretninger har hørt om de tider.
En af disse store puder ligger på hjørnebænken i stuen. Den er stoppet fast. Den er af stormønstret skots ternet groft stof, sådan ville en pude ikke se ud i dag.
Ved begge vinduer hænger et glat lyseblåt gardin af fint bomuldsstof. Der er ikke isat glasruder. Gardinkapperne er fastgjort med blot ét søm, og af og til må man rette på dem, således at de sidder lige.
Kakkelovnen er udpræget smuk, og man kommer straks til at tænke på de kolde vinteraftener med stegte æbler.
Det lille vægur er ganske flot. Pendulet er en lille tråd. I modsætning til uret i en artikel, jeg engang læste i Bayrischer Rundschau, viser mit ur kl. 2, og jeg tror, at der mens kl. 14.00. For øvrigt viser urene til modeljernbaner overvejende 5 minutter i 5.
Soveværelset
Soveværelset er malet i en rød farve, som nærmest går over i orange. Iøjnefaldende er den nydelige spejlkommode. Det lille spejl er bare et tykke sølvfolie. Men alligevel!
De tykke puder og dyner i sengen var overraskende: to stk. med fast stoppede grove betræk. Også her igen i et ret stort mønster. Puderne i den lille bitte vugge er lige så stormønstrede og fast stoppet.
Puderne er limet fast i vuggen. Men jeg synes nu, at der skal ligge en baby i vuggen. Jeg løsnede forsigtigt puderne – det gik heldigvis godt og uden at beskadige puderne – og jeg fandt en passende baby til familien.
Babyen er af hårdt plastic fra ”Plastic Baby”, jeg mener, den er fra 60erne. For at det skulle gå hurtigt, har jeg bare hæklet en enkel løjert til den, dvs. ingen lille jakke eller små sparkebukser. Det er nemt at se størrelsesforholdet sammenlignet med 1 cent mønten.
Det ser ud til, at vuggen er limet skødesløst fast. På farven ser man, at den ikke senere er faldet af, men er blevet malet i denne tilstand. Hurtigt og ikke dyrt var mottoet i barakkerne i Wirsberg.
De rosa gardiner med diskret mønster er limet fast til gardinstængerne, ogg disse er derefter sømmet fast til stuevæggen. Sengeforliggeren er limet fast til gulvet. Den er helt enkelt lavet af en stykke uldstof. Den lille dug på frisérkommoden er ligeledes af et fastlimet stykke stof.
Klædeskabet er af en træklods. Ser man nøje efter, har den en lille krone, og man kan da forestille sig, at et sådant miniatureskab kunne have Kuhns dukkemøbler som forbillede. Skabsdørene kan ikke åbnes. Skabet er limet på en tynd bemalet plade. – I skrivende stund ved jeg ikke helt, om pladen er af pap eller tyndt træ. Som det ofte kan ske, er pladen gået lidt løs, hvad overrasker meget, da alle dele er klæbet fast med en meget kraftig lim, og man kan næsten ikke forestille sig, at sådan et lille hjørne kunne gå løs.
Betragter man dukkestuen udefra, kan den kun betegnes som virkelig rustik. Med undtagelsen af skodderne, er den absolut fremstillet af råt, ubearbejdet træ. Næsten ikke slebet. Men det gør stuen charmerende, ikke sandt? Den tykke bundplade – med den store indfatning i ”Den pæne Stue” – har en revne i venstre side. Heldigvis er denne revne stadig begrænset og løber ikke gennem hele konstruktionen af huset. Kigger man efter på undersiden af stuen, ses tydeligt, hvorledes revnen stopper ved logoet. Mon revnen kan bremses med papirlim? Det håber jeg. Iøjnefaldende er de relativt tykke søm, som holder sammen på huset.
Mærkningen af Wirsbergerstuen får dig til at ønske mere viden — ud fra den betragtning, at man ikke ved ret meget om Wirsberger værkstederne.
Made in Bavaria! (Fremstillet i Bayern) … Mon situationen i 1947 virkelig var så uklar, at man i Wirsberg har drømt om en selvstændig stat? Nå, ja, i mellemtiden ved man nu, at det havde set mere realistisk ud med betegnelsen Made in Germany (Fremstillet i Tyskland).
Selv om man klart og tydeligt stadig kan læse de viste papirlogos og stempler, kan man i dag ikke finde mere om Wirsberger Værkstederne, men i det mindste findes der endnu i dag i München en erhvervssammenslutning. Jeg holder af standhaftighed, som for mig ikke betyder stilstand, men sikkerhed.
Huset, møblerne, ja også æsken er malet hhv. dekoreret med hjerter og kornaks. Særligt aksene er påfaldende. Det som ved første øjekast ser ud som en stiliseret blomst, f.eks. på kakkelovnens krone og omkring spejlet på frisérkommoden, går igen på huset. Også hjerterne er sammenfattet til en ”blomst”.
Hermed nogle tekniske data for Wirsbergerstuen, når der ikke er angivet andet, forstås målene som bredde x dybde x højde i cm:
Æsken: 32 x 14 x 11
Selve kassen: 29,6 x 12 x 9
Stuen indvendig: 13 x 11,5 x 8
Klædeskabet: 7 x 5,8 x 2
Himmelsengen: Længde 6,4 x 4 x 5,8
Kisten: 4,6 x 2,3 x 4,6
Bordet: 5 x 3 x 3
Gardinstænger: Længde 5
Stole: siddehøjde: Højde: 2
Vugge, indvendig: 2,7 x 1,8
Vugge: Højde 2,5
Kalender 2,8 x 1,5
Urskive: 1 x 0,8
Ølkrus: Højde: 0,8
Som altid hos mig holder hund og kat og frem for alt en lille skildpadde indtog i stuerne, både i dem hvor der bor mennesker og i dem, hvor der bor dukker.
Min mand har til dukkestuen fået fremstillet en smuk overdækning mod støv. Sådanne kasser er ganske vist ret dyre, men beskytter næsten 100% mod støv. Frem for alt bruger jeg dem for at undgå, at de bitte små ting falder ned og forsvinder i støvsugeren for aldrig at blive fundet igen.
En henrivende lille dukkestue – også selv om den absolut ikke var egnet som legetøj.
Den lille Kuhnstue i trækassen ved siden af er beslyst, hvad jeg naturligvis syntes var meget smukkere. Da der så for nogen tid siden kom en tredje lille dukkestue hen i dette hjørne, gik jeg i gang med at løse ”Problemet”. Jeg indkøbte bitte små lyskæder med batteriet og LED-teknik. Nu har vi ingen mørke kroge i vor opholdsstue. Batterierne holder evig med disse LED-kæder.
Så smukt !
Hvad der under alle omstændigheder skal nævnes: Fritz Boehner modtog i 1956 ”Das Bundesverdienstkreuz 1. Klasse”! (Fortjenstkorset af 1. klasse = en Stor orden i Forbundsrepublikken)!
Kære Sigi, vi siger hermed tusind tak for din dejlige og unikke beretning om tiderne efter 2. Verdenskrig!
Lene og Lise!