Smart overtøj til en 36 cm høj dukke

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Husker I, da vi alle gik med blazer og duffelcoat… ? Dengang i 50erne? Hermed opskrift på både blazer og duffelcoat til dukke Lise på 36 cm— opskrifterne bringes med tak for tilladelsen til Alt for damerne, idet opskrifterne er fra et af de eftertragtede små hefter til udklip: ”Vi strikker dukketøj til Lise og lille Lasse”.

 Forkortelser: m = maske, p = pind, r = ret, v = vrang, r de = drejet r, gl = glatstrikning (1 p r, 1 p v), omg = omgang, beg = begyndelsen, slutn = slutningen, sm = sammen, sl o = slå om p, gent = gentages, indt = indtagning, udt = udtagning

 BLÅ BLAZER – hertil skal du bruge: 1 nøgle (25 g) 4-trådet marineblåt uldgarn. Pinde nr. 2 1/2 og 4 guldknapper.

Billede1

Ryg: slå 46 m op og strik3 p r. Strik videre i gl, til arbejdet måler 6 cm, hvorefter der lukkes af for 5 m i hver side til ærmegab. Tag derefter 2 m sm i slutn af næste p og strik lige op, til arbejdet måler 12 cm. Luk af.

Højre forstykke: Slå 33 m op og strik 3 p r. Der fortsættes i gl, dog strikkes de 4 forkant-m ret. Når arbejdet måler 2 1/2 cm, strikkes et knaphul i r-kanten således: 1 r, sl o, 2 r sm, 1 r. Strik 2 1/2 cm til og gent knaphullet. Strik endnu 1 cm og luk til ærmegab som på ryggen. Når arbejdet måler 7 cm, dannes reverset ved at strikke 1 ret-m ekstra til forkant-m på hver vr-p. Når arbejdet måler 10 cm, lukkes for 10 m i r-kanten. Strik endnu 2 cm med de resterende m til skulder og luk af.

Venstre forstykke: strikkes som højre, dog modsat og uden knaphuller.

Ærmer: slå 28 m op og strik 3 p r. fortsæt i gl og tag på 1. p 2 m ud. Tag derefter 1 m ud i beg og slutn af hver 4. p, til der er 40 m på p. Når arbejdet måler 7 cm, lukkes for 2 m i beg af hver p, til der er 12 m på p. Luk af. Strik et ærme magen til.

Montering: sy skuldrene sm og saml fra midten af reverset 30 m op til kraven. Strik r og tag 1 m ud i beg og slutn af hver 2. p. Luk af, når kraven måler 1 1/2 cm. Sy de andre sømme sm og sy de fire knapper i forstykkerne.

Billede2

DUFFELCOAT – hertil skal du bruge: 2 nøgler (ca. 50 g) 4-trådet blåt uldgarn, en rest hvid i samme kvalitet, pinde nr. 2 1/2 og 2 hvide knapper.

 SLÅ 116 m op og strik 6 p gl, derefter en v-p på retsiden (ombukningskant). Fortsæt med gl, til arbejdet måler 9 cm. Så begynder ærmegabet: 29 r, luk 5, 48 r, luk 5, 29 r. Forstykkerne og ryggen strikkes op hver for sig således: Når ærmegabet måler 6 cm,. Lukkes til forstykkerne 9 m af til skulderen og 3 m i halsudskæringen, på ryggen lukkes 9 m i hver side. Der er nu i alt 64 m, der samles på én p til hætten. Efter 3. p gl strikkes en hulrække således: 3 r, * sl o, 2 r sm, 4 r*, gent fra * til * p ud. Strik 12 p r lige op, luk af.

Ærmer: Slå 30 m op og strik gl. Tag 1 m ud i beg og i slutn af hver 2. p, til der er 40 m på p. Når arbejdet måler 6 1/2 cm, lukkes alle m på én gang. Strik et ærme magen til.

Montering: Arbejdet presses på vrangen og sys sm. Slå 8 m op med hvidt garn til kanterne og strik r. Når kantebåndet passer i længden til forkanterne og hætten, lukkes af, og båndet hæftes på. Ærmerne kantes på samme måde. Sno en snor af det hvide garn til lukningen foran og hulrækken i hætten. Sy knapperne i foran..

God   fornøjelse !

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.