Sønderskov Museum med sine mange skatte

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Gennem min søgning efter historien om Brønd-dukkevognen kom jeg i forbindelse med museumsinspektør Nick Schaadt, Museet på Sønderskov, der velvilligt har overladt mig en masse facts om dette smukke museum og dets skatte, og jeg siger hermed tusind tak for de mange detaljer og fotos, idet jeg håber, at I efter at have læst min beretning får blod på tanden og bliver inspireret til at besøge dette alsidige sted.

Hermed en spændende historie:

Museets historie går tilbage til1400-tallet, men der er ikke mange oplysninger om de ældste bygninger. I starten af 1600-tallet brændte bygningerne, senere blev de genopbygget af adelsmanden Thomas Juel, og kælderen, som rummer Restaurant Herregårdskælderen, er den ældste del af bygningerne, men hvor meget ældre end det øvrige den er, er man ikke sikker på. Man ændrede efter tidens mode og krav på stilen, således at den oprindelige renaissancebygning nu blev mere stilren. Bygningerne skiftede ofte ejere, og forfaldt mere og mere på trods af fredningen. Det var særligt slemt i 1970erne og 1980erne, og den daværende ejer fik således tilladelse til nedrivning. Men heldigvis blev dette på grund af fredningen ikke muligt, og Statens Bygningsfredningsfond og Planstyrelsen gik ind i sagen, hvorved det lykkedes at få frastykket hovedbygningen.

I 1986 blev bygningen solgt til murermester Helge Kragelund, der gennemførte en gennemgribende og nænsom restaurering, som varede i 7 år, og som blev hædret med tildelingen af Europa Nostra Diplomet i 1992.

Sideløbende med restaureringen dannedes en forening med det formål at starte et kulturhistorisk museum på egnen. De to projekter fandt sammen, og museet fandt plads på Sønderskov og blev statsanerkendt i 1990.

Museet flyttede ind allerede midt i restaureringen og fik dermed mulighed for at tilpasse sig en række funktioner og indretninger undervejs.

Museet er således godt i gang, med 13 fastansatte, samt et antal projektansatte, og der er typisk 15-19 medarbejder dagligt i huset. Samtidig er museet forenings-ejet og har en stor skare af frivillige… alle er således en vigtig del af museets arbejde og identitet.

Vil du læse mere om museets ejer historie og række af ejere, så gå ind på danskeherregaarde.dk.

Museet bugner af skatte og fund fra egnen. Der er aktiviteter og særudstillinger. For tiden er der en spændende udstilling om Barndommen, hvor du bl.a. kan se en Hovborg-dukke og det spændende og geniale ”Forvandlingsmøbel”: kaldet Brørup barnepigen, hvad der er hel ny viden for mig. Museet har, som jeg nævnte i min artikel to om Brønd-dukkevogne, desuden en sådan dukkevogn stående…

Udstillingseffekterne er forsynet med fortællinger om oprindelse osv., hvad man ikke er forvænt med at se på ret mange museer. Her, hvad man skriver som introduktion om Barndommens rum før og nu:. Men lad os starte med:

Hovborgdukken; Som I ved, har jeg før skrevet om Hovborgdukkerne på grundlag af en avisartikel, men her er museets beskrivelse af dukken og dens ophavsmand, og jeg blev selvfølgelig glad for at få mere viden om disse dukker:

Stefan og Kirstine Berthelsen !

Hovborgdukken var resultatet af den ihærdige Stefan Berthelsens konstante søgen efter arbejde og indtægter. Undervejs pådrog han sig arbejdsskader og blev handicappet, men fandt altid en udvej, således at han kunne forsørge sin familie..

Under arbejde i tørvemosen i 1943 var han uheldig og faldt i tørvepresseren, som rev hans ene ben af. Men selv med dette handicap, fandt han muligheder for at tjene lidt ekstra. Lige efter 2. Verdenskrig købte han for 800 kr. forme etc. til fremstilling af dukkehoveder.

Hovborgdukken !

Hovederne, som blev fremstillet af bl.a. lim og formalin, var dog ikke nogen succes, idet man i legetøjsforretningerne ville have hele dukker, da disse var svære at skaffe lige efter krigen. Men Stefan Berthelsen eksperimenterede straks med at lave en dukkekrop, som efter ni måneder kom på banen og blev en succes.

Den første dukke annonceredes i Landbobladet, og snart bredte nyheden sig, og der solgtes dukker fremstillet i flere størrelser både i Danmark, Sverige og i USA. Gennem 17 år producerede Stefan Berthelsen dukker, men efterhånden havde formalindampene gjort ham syg, hvorfor han måtte stoppe.

Den omtalte 49 cm høje
Hovborgdukke, som du kan se på
Museet på Sønderskov.

Herover kan du se den store, dejlige dukkepige, som man har udstillet på Museet på Sønderskov: og som museet beskriver således:

Hovborgdukke, 49 cm høj, indsendt fra producentens børnebørn. Dukken er tilvirket i Lindknud mellem 1945 og 1955. Hun har brunt, formstødt hår, blå øjne og røde læber. Dukkepigen er iført strikket orangefarvet kjole og underbukser, samt strikkede sko kantet med orange ”snørebånd”. Tøjet er strikket af Stefan Berthelsens kone, Kirstine, dagligt kaldt Stinne, der strikkede det meste af tøjet til dukkerne.

Tøjet til denne dukke er dog senere end produktionen, muligvis fra 1960erne eller 1970erne. Dukken er som nævnt fremstillet i Hovborg, som før 1922 lå i Lindknud Sogn.

Dukken er slidt og har været leget med. Hovedet er limet og elastikkerne på benene er slappe.

Noget nyt og spændende for mig — og måske også for jer andre er: Det geniale forvandlingsmøbel, dvs. børnemøbel i form af gyngehest etc. og —som kaldes

Brørup Barnepigen

Da museumsinspektør Nick Schaadt spurgte mig, om jeg kendte denne ”Barnepige”, måtte jeg svare Nej? Men da min nysgerrighed er grænseløs, søgte jeg straks efter den, og jeg fandt da både en avisartikel om Museets udstilling samt et eksemplar af møblet til salg på nettet for 1.400 kr. Jeg fandt også navnet på fabrikken, som havde fremstillet den, men ingen historie… Heldigvis har man fra museets side rådet bod over min uvidenhed ved at sende mig Brørup Barnepigens historie, og den får I her:

Tv Brørup Cikorietørreri ca. 1890 – her startede Marinus Kristensen fabrikken ”Combination” – desuden ”Brørup Barnepigen” som gyngestol eller gyngehest!

Manden bag ”Brørup Barnepigen” var Marinus Kristensen , født i Hunderup (landsby mellem Esbjerg og Ribe)29. januar 1903 – han arbejdede en tid som møller i Bobøl, giftede sig med Andrea og fik en datter. I 1936 flyttede familien til Brørup, hvor han erhvervede og indrettede sig i Allégade 3. I 1937 startede han produktionen, sit snedkeri kaldte han ”Combination”, meget betegnende, idet han konstruerede forskellige børnemøbler med flere funktioner. De mest kendte var Brørup Sengen, en kombineret seng og kravlegård, og ”Brørup Barnepigen”. Hvad der senere blev af familien ved man ikke ret meget om,, men i 1955 emigrerede han og datteren til Nordamerika, og i 1955 købte Brørup Fjernvarme Allégade 3 af Marinus Kristensen.i.

Brørup Barnepigen er en gyngehest, som kombineres til høj stol og barnestole.

Så festlig og sjov ser Brørup Barnepigen ud i forskellige positioner, praktisk og pladsbesparende og helt sikkert til stor fornøjelse for både børn og forældre!

Men lige et smut tilbage til min Brønd dukkevogn, som jeg har beskrevet i to artikler. Museet på Sønderskov har som nævnt et flot eksemplar af en dukkevogn mærket Brønd, den kommer fra Jette Møller og er i meget fin stand…. Vognen er nyere end min, så vidt jeg kan se fra disse fotos. Fotoet i midten viser det Brønd-Logo, der ses på siden af dukkevognen.

Nu glæder jeg mig til at besøge museet og med egne øjne se alle skattene, og selvfølgelig især de her beskrevne.

Museet har en unik butik med salg af mange sjove effekter, som ikke kan købes andre steder, og man sælger desuden forfriskninger. Vil du spise, er der flere steder i nærheden, men du kan også få en dejlig oplevelse i Museets kælder, hvor restaurant: ”Herregårdskælderen” befinder sig i disse gamle, nænsomt restaurerede lokaliteter: Restauranten er åben ons-lør 12-23 og sø 12-16, tlf: 7538 3845 preben@sonderskov.dk

Museets adresse og åbningstider: Museet på Sønderskov, Sønderskovgårdvej 2, 6650 Brørup,

tlf: 7538 3866, post@sonderskov.dk – åbent fra tirsdag til søndag 11-16 (lukket i januar).

 Endnu engang tak for tilsendelse af det gode materiale…

Og til alle jer andre og jeres familier ønsker jeg en dejlig oplevelse og en

 G o d     T u r   !

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.