Sidste år så jeg i Ruth og Signes genbrugsbutik på Sejerø en dejlig købmandsforretning. På det tidspunkt vidste Ruth ikke om den skulle sælges, men pludselig var den til salg og efter lidt betænkningstid kontaktede jeg Ruth og fik til min store glæde lov til, at købe den. Hvorfor jeg ikke straks købte den, skyldtes simpelthen pladsmangel. Men så var her jo lejligheden, til at få ryddet på mit dukkeværelse og sikke en masse, man får samlet sig. Der blev sorteret godt og grundigt og nu står forretningen fint på en hylde.
Forretningen uden indhold.
Efter at have kigget godt på den, besluttede jeg mig til, at de rustne håndtag på skufferne og rammen i hjørnet, ikke kunne blive pæne igen, så jeg fjernede dem og så skulle jeg beslutte, hvad forretningen skulle sælge. Jeg besluttede, at det skulle være en legetøjsforretning og da indehaveren af forretningen elsker engle, måtte det blive en kombination af disse ting.
De købmandsvarer, der fulgte med, kan jeg bruge i en anden forretning jeg har, i underetagen af et hus. På nuværende tidspunkt sælger de brød og grøntsager, så de kan sagtens udvide sortimentet.
Nu er forretningen vasket af og forsigtigt restaureret, da jeg gerne vil have, at den står så autentisk som muligt og jeg syntes ikke det gør noget, at man kan se, den har været elsket og leget med.
Nu kommer det sjove, forretningen skal indrettes.
Den færdige butik.
Der er ting der skal udskiftes hen ad vejen, men det er sjovt, at lede efter dem på diverse loppemarkeder og i genbrugsbutikker.
Jeg har handlet i England, Frankrig, Holland, Sverige, Hongkong og Danmark for, at få nogle af de ting, jeg gerne ville have i forretningen.
Dukkehusene og samlesættene er købt i Danmark. Den skønne bamse i England og bøgerne i Sverige og Danmark. Det søde skilt er købt i England.Indehaveren af forretningen. Under disken kan man bl.a. se udklipsark, jeg har nedkopieret, så de passer til 1:12.Den gamle Kewpie og dukkevognen, er fundet på et loppemarked.Lidt flere af varerne. I rullerne er der malerier af engle, der måske skal rammes ind, hvis de får ny ejer.Disse to fine Erzgebirge englestager, er jeg særligt glad. De er også i 1:12 og købt i Holland.Et kig mere på forretningens udvalg.
Jeg er rigtigt meget glad for forretningen og glæder mig til, at finde nye og spændende varer til den. Og nu må jeg vist komme videre med den dukkestue, jeg var i gang med at restaurere, da jeg købte denne forretning, så den også kan blive færdig.
Så har Dorthe igen været ved tasterne og har skrevet en super dejlig artikel om sin fine forretning!
Min mands morfar – Fritz (Ferdinand) Nielsen – havde en købmandsforretning på hjørnet af Tingvej og Sundholmsvej, og det er til minde om ham og hans forretning, at min egen i legetøjsudgave har fået hans navn, vel vidende, at min forretning hverken sælger bøttesmør eller sild i tønde, som hans gjorde.
Fritz-Nielsens-forretning
Apropos Sundholmsvej – kender du sangen om det gamle Sundholm?
Hvis ikke, får du lige teksten her:
På Sundholm der lær`man at feje
og hugge de hårdeste sten
der får man den kraftigste suppe
på knogler og dameben.
Synd, jeg ikke kan skrive noder, for melodien er næsten lige så smuk som teksten 🙂
Det gamle Sundholm hedder i dag ” Herbergscentret Sundholm”, og her laves vist ikke så meget suppe på dameben, men det er en helt anden historie.
Lad os gå videre med min lille købmandsforretning, som er en hjørneforretning ligesom Fritz Nielsens på Sundholmsvej.
Købmandsgården og fru Else Georgia Nielsen og søn.Facaden som støder op til lageret.
Da jeg overtog forretning, var den i ringe stand. Alle tre facader var skæmmet af fugt, ødelagte skilte og forrevne reklamer, yderligere manglede en af de store butiksruder.
Inden døre så det lidt bedre ud, dog var også gulvet fugtskadet, og det samme var de elektriske installationer, som næsten var rustet væk.
Alt i alt et sølle syn, som længe havde skræmt kunderne væk.
I et par år var forretningen gemt væk i vores kælderen, for det gav ingen mening at sætte den i stand, hvis jeg ikke kunne skaffe et ordentligt varelager, og det holdt det faktisk hårdt med.
Jeg søgte på loppemarkeder, hos andre samlere og på auktioner, alligevel gik det KUN for langsomt – faktisk var jeg ved at give op, da jeg ved et besøg på Køge Legetøjsmuseum uventet fik den største gave, man kan tænke mig.
Oliver (ejer af Køge Legetøjsmuseum) havde en samling af de etiketter, som legetøjsfabrikken Keike i sin tid fremstillede til de små naturtro købmandsvarer fra 40`erne og 50`erne.
Fra Kaike havde han også en samling små kopier af de reklamer og skilte, som i samme periode prydede danske købmandsforretninger, og dermed også købmandsforretninger i legestørrelsen.
Og tænk, Oliver forærede mig uden videre etiketter til en masse forskellige varer, og reklamer og skilte nok til, at jeg kunne føre min forretning tilbage til sit oprindelige udseende, jeg er ham stor, stor tak skyldig.
Olivers samling fra Keike, vist nok fundet på loftet over en gammel legtøjsforretning.
På billedet fra Køge legetøjsmuseum kan man se lidt af Olivers samling, de små papirer ligger i en af de sjældne salgskasser, som stod i mange legetøjsforretninger.
I hvert af disse kassers nummererede rum lå en af de små købmandsvarer, og foran kassen kunne børn så stå og udvælge netop den vare, som skulle med hjem til deres egen forretning.En tilsvarende salgskasse har jeg i min egen samling, jeg syntes, den fuldender fortællingen om min og alle de andre lege-forretninger fra den tid.
Min salgskasse, som jeg i sin tid fandt i Forum.
Jeg mindes ikke noget hyggeligere museum end det i Køge. Her var altid kaffe på kanden og altid tid til en snak, og ofte fik både børn og voksne lov til at undersøge det udstillede legetøj.
Oliver er et usædvanligt menneske, altid villig til at hjælpe andre samlere, og altid villig til at øse af sin viden, synd museet nu er lukket, det er meget stærkt savnet.
Med Olivers gave fik jeg blod på tanden, nu skulle forretningen vækkes til live.
Det store udstillingsvindue.Der er kommet varer til lageret.
Normalt vil jeg aldrig pynte på gammelt legetøj, det er jo netop det oprindelige, mikset med tidens tand og sporene af børns leg, som er charmerende.
Men ved købmandsforretningen måtte der gøres lidt, hvis den skulle være en glæde for øjet, dog var det kun facaden, jeg ville pifte op, alt andet skulle forblive i original stand.
Jeg slæbte forretningen med til Flügger, hvor man har et apparat, som kan ”måle” sig frem til en eksisterende farve, jeg kom da også hjem med en nøjagtig kopi af forretningens oprindelige ”materiegule murværk”.
Jeg malede de tre facader, hvorefter de fine reklamer og skilte fra Oliver blev sat op på de samme steder, de gamle lasede havde siddet.
Der kom også en ny rude i facaden, og den elektriske installation blev fikset, de sidste detaljer kan jeg takke min hjælpsomme mand for.
En ældre pige har overtaget ansvaret for købmandens sprælske søn, som ikke vil sove.Fru Else Georgia Nielsen har travlt.
I de følgende uger blev der herhjemme fabrikeret købmandsvarer. og langsomt udfyldte de spritnye varer pladsen mellem de relativt få gamle, jeg havde skrabet sammen.
Men der kom også andre varetyper, se bare hvordan det store udstillingsvindue bugner af køkkentøj til fruen!
Og på flere hylder ligger metervarer af den fineste slags, her kan husmoderen finde stof til sin nye kjole og til børnenes tøj, men også på manden er der også tænkt, for man har både skjorteknapper og tobak på lager.
Men vigtigst for børnene er hylden med legetøj, og de store glas med sukkergodt, se bare ham den sliksyge dreng på billedet!
Gad vide hvad de to har fået øje på?Kan du nære dig dreng!
Jeg syntes, det er blevet en velassorteret forretning, her mangler vist ikke andet end bøttesmør og sild i tønder, som var lagervarer hos den gamle Fritz Nielsen, men med min forretning har vi nok taget skridtet ind i en mere moderne tid, hvor smørret ikke sælges fra bøtte, og fisken ikke ligger ”som sild i tønde”.
Nu er det den grønne bil fra Kooperativa, som kommer med varer.
Bilen blev i sin tid fundet på tysk eBay, den var rasende dyr, men alle pengene værd, for uden friske varer, kunne forretningen næppe efterkomme de mange krav fra datidens kræsne kundekreds.
Med blanke sko kommer man vidt, brug derfor TIT og TITTO tit, står der på døren.
Og kunderne er strømmer til, de fleste er er fra 1920-30, mens jeg tipper forretningen til at være fra årene omkring 1940.
Men trods aldersforskellen må de gerne handle her, hvor der i forvejen sker så meget mærkeligt.
To små piger har været i byen for deres mor!
Og med ”mærkeligt” mener jeg det rent bogstaveligt, for på loftet over forretningen bor en nissefamilie, som hver evig eneste december laver rav i den.
Der sker mærkelige ting, mens gode kristne sover, som man kan se på et af mine billeder – taget med skjult kamera – pågår der en livlig nissehandel, mens der pilles og rodes overalt.
Nisser ved nattetide, taget med skjult kamera.
I den gamle købmandsgård står julen for døren, vi håber meget på, at nisserne gemmer lidt af julevarerne til os andre.
Til sidst vil jeg bare sige, at jeg selv ønsker mig en bøtte lim, så jeg kan gå de gamle skilte efter i sømmene, de trænger flere steder til en kærlig hånd, det er ligesom med gamle huse, man skal være over dem konstant.
Hilsen Dorthe
Tusinde tak Dorthe for endnu en dejlig fortælling!
