Et prophoveds forvandling til en større dukkehusdukke

Copyright for tekst og billeder: Anne Friis.

For de læsere, der holder af de antikke dukker, er her et dejligt indlæg fra Anne Friis. Mange kender sikkert Anne og ved hun hun har en kæmpestor viden inden for antikke dukker og dukke huse og skriver meget inspirerende og underholdende.

En stor tak til Anne, for dette dejlige indlæg.

Lene

En gang imellem finder man et hoved i glaseret porcelæn – også kaldet china i dukkekredse – som man bare køber fordi det er så dejligt og et af de, som man altid har ønsket sig. Dette gjorde jeg inde i byen hos en af mine gode venner Dennis Nellholt, som desværre nu ikke er her mere. Så det må blive mit sidste køb fra ham af, det var i 2015. Det var et lille hoved på en hals, som kunne passe i en flaske med en korkprop uden om halsen. I forhold til sin stand – afslag på chinaen foran i ansigtet, måske kan jeg male den ene side op, da det er yderst generende, men det gør jeg normalt aldrig. Hun boede altså hos mig i en skuffe og bare ventede på at der skulle ske noget. I sommer var jeg på en tur med mine to venner Kirsten og Bodil, vi var inviteret til Skuldelevs lukkede museum, for at vi kunne se på tingene og købe før andre, men der havde nu været mange før os. Jeg købte et par småting blandt andet en gammel trækrop uden fødder, men de kan jo altid bruges, når man har forskellige små china hoveder, der venter på nyt liv. Det var en hyggelig tur, og da det var min 79 års fødselsdag hyggede vi 3 os på et nærliggende konditori. Det er et utroligt smukt landskab Skuldelev ligger i, men besværligt at finde.

Prophovedet 4cm højt og som det ses, med kork udenpå selve proppen

Da gik lidt tid, men en dag tog jeg kroppen med ind til mit sy-hold på Olgas Lyst, hvor jeg så kunne diskutere med de andre piger om jeg kunne lave en dukke af det, jeg havde. Erik, som indtager pladsen som øverste autoritet, hjalp mig med at få monteret hovedet, og så kunne jeg gå hjem og se hvad jeg havde af ting jeg kunne bruge til skørt, mamelukker, nederdel, bluse o. s. v. Jeg kan godt være lidt svær at få i gang, men jeg fandt forskellige ting frem, som jeg kunne forandre lidt og få til at passe, da dukken jo ikke er så stor 24 cm, men heller ikke så lille, at hun var vanskelig at sy til. Jeg kan bedst lide at tøjet kan tages af og på, hvilket til de helt små dukkehusdukker kan være uhyre svært. Jeg er ret længe om at beslutte mig til at klippe i ting og lave det om, idet jeg gerne vil sikre mig at det tidsmæssigt passer og at jeg altså ikke bevidst ødelægger noget. Der er altså en del research at gå i gang med inden jeg begynder. Jeg ved at Lene bruger samme grundige metode så det kan tage sin tid. Men i løbet af nogle uger havde jeg fået en ide om hvad hun kunne iklædes. Men der er jo altid problemet med undertøj og deslige, så der er nok at se til. Vi diskuterede alle meget, hvad hun skulle have inderst. Jeg tog nye stykker med hver gang, men var ikke tilfreds. Så fandt jeg en ret gammel simpel lille særk, som kunne passe til hende. Skæbnen ville at jeg kom med op i Eriks hus i Sverige for nylig, og der var fred og ro, og ikke mindst varme, så der var der en chance for at jeg kunne få lavet noget. Herhjemme er der meget koldere i mit hus, så min fingre har svært ved at sy. Som sagt så gjort. De ting jeg havde fundet hjemme blev kun ved særken lagt op, det ekstra skørt forkortet lidt og en bane taget ud til to skorstensrør, u-sammensyede mamelukker, da de tidlige dukker ikke har sammensyede mamelukker. Det kunne lige lade sig gøre, skørtet blev lidt smallere, men vidden var fin i chemisen. Jeg ved godt at det kun er unge piger, der har mamelukker og ikke voksne damer, men her gjorde jeg en undtagelse. Nederdelen og den hvide tynde batist bluse passede, da jeg lagde nederdelen ned. Jeg havde desuden gået læderkroppen igennem og vendt armene rigtigt. Armene blev forlænget, da de kom på igen hvor de oprindeligt havde siddet, så de blev en hel centimeter længere, men ellers gjorde jeg ikke noget ved hende.

Hele dukken 24cm efter flytning af arme og fastsættelse af hovedet.
Dukken i profil samt i den nye gamle chemise inderst inde.

Det vigtigste når I rynker noget, er at lave tre rynketråde lige under hinanden og derefter rynke det omhyggeligt, det kan tage sin tid inden man er tilfreds. Her var det vigtigt at jeg fik halsen til at passe, da den skulle begynde lige under den i china malede hvide rynkede hals. Det var virkeligt besværgeligt og var ikke nemt. Jeg skulle hele tiden tage blusen af, som var meget gammel af tyndt batist eller bomuld med enkelte lige ærmer, som jeg bare bøjede op, så de passede i længden. Som nederdel havde jeg en ret gammel efter min mening, der nemt kunne passes til i vinrød med sorte græske borter, der er trykt på. Den er ikke så pænt syet, men jeg har beholdt den helt som den var, ligeledes den tynde fine hvide enkle bluse. Da jeg kom hjem fra Sverige prøvede jeg et lille fint gammelt slag, som jeg købte af en veninde i Snurretoppen for 2 mdr. siden, og pludselig så hun bare dejlig ud. Kender I følelsen?

Her med det nye skørt.

Det er sjældent man kan få tingene til at lykkes, nu mangler hun bare en kyse, så jeg skal lige lede lidt igen. Her har jeg brugt en, som er det eneste der ikke er gammelt, men stil og måden den er lavet på passer af Ina, og så mangler kun mit store problem – fødderne. Men faktisk har jeg fået en ret sjælden dukke til en så absolut overkommelig pris, samt lært en masse om syning og tilpasning, så jeg er sikker på at min moder ville være stolt af mig. Hun var en gudsbenådet dameskrædder udlært i Brussel, men dukketøj havde hun kun lidt tålmodighed til at sy som voksen. Jeg har dog både ting hun har syet til min AM 390, som hun havde haft og hendes dukke Mogens, en fin og sjælden karakterdukke hvor hun har syet tøjet som barn. Jeg er sikker på min mormor hjalp lidt til, hun syede altid alt sit tøj selv, samt til sine to døtre, som var ens klædt. Hele familien bagud var uddannede skræddere.

Selve dukken er 24 cm til fødderne, som mangler. Eventuelt kan hun få sko af velour, som kan stoppes ud. Det har adskillige af mine tidlige ”chinaer”. Men det bedste ville være at lave et par fødder i pæretræ, jeg har fundet grenen på mit pæretræ og skåret den af, men hvornår jeg får taget mig sammen til dette, ved jeg ikke. Jeg har aldrig skåret i træ før. Selve hovedet er 4 cm med den rynkede flæse i hvidt og grønt glaseret porcelæn, som er på hovedet, så går halsen længere ned for at kunne danne en prop. Den smuttede pænt på plads i læderkroppen, da jeg lukkede den op. Når jeg har fundet dette hoved, benævnes de tit som ”spanniels ears” i bøger, men det er både dyrt og sjældent. Håret står ud fra ansigtet ved ørerne, som nærmest vinger. De kan også have en kyse i china, men findes både med og uden kyse, hos disse er frisuren mindre udtalt, men bemaling og udtryk det samme, så jeg har ikke svært ved at kende hende. Alle, jeg har set, har sort malet hår. Du kan finde fotos af dem på Pinterest, men disse har sjældent en beskrivelse, hvilket irritere mig kolossalt. Ifølge Kirsten Johannesen, som har besøgt denne tidlige fabrik, som tilhørte Conta & Boehme, er det et tidligt hoved fra denne. Men den kan selvfølgelig godt været brugt i flere år, især de små hoveder. Vi snakker her om 1840-50. Hun har bølget hår på siderne, forhåret klassisk skilt i midten, bøjet tilbage bagpå med en flot lavt siddende knude. Håret ligesom drejet ind i knuden. Det er på ingen måde bare glat. Ørerne er dækket af håret og altså ikke synlige. Jeg har set et meget stort eksemplar af dette hoved over i ”Den gamle By i Aarhus” i legetøjsafdelingen, som har sit eget hus. Men selve hovedet har, et efter min mening, meget specielt udtryk, som jeg altid har elsket. Der er enkelte dukker, jeg har det sådan med, og det skifter efter min mening og erfaring aldrig. Selve ansigtet er klassisk malet, let buede øjenbryn i en streg, ikke sorte, men mørk grå. En meget sort og spinkel streg ved øjet og en rød streg meget højere oppe, blå øjne, lang næse med røde næsebor og en lille mørk smilende mund, store røde kinder, lidt af rougen er slidt af to steder, måske er det netop smilet, der gør det. I kender måske følelsen? Hun er en dejlig størrelse at sy eller arrangere udstyr og kostumer til, måske har jeg møbler, der kan passe til hende. Jeg har en hel del miniaturemøbler, som passer til større dukker, idet min yndlingsstørrelse er ca. 30 cm.

Her kommer nederdel og bluse samt slag, som er fint gammelt og til sidst kommer kysen med. Sådan kom hun til at se ud

Så nu har I fået min historie om dette lille charmerende hoved og hvordan hun blev en dejlig dukke i min samling. I er velkomne til at give jeres besyv med under kommentarer, jeg er stadig ikke på Facebook.

Mange nytårshilsner Anne Friis

Rustik egetræ – Bondemøbler i en anden stil.

(c) for tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
(c) for fotos: GMUwebSign
(c) for oversættelse: Lene Byfoged.

Endnu engang har Sigi Ulbrich været kreativ og indrettet dukkestuer, i en helt speciel stil. Der ligger et stort og spændende arbejde i, at finde de rigtige møbler og det helt rigtige tilbehør og det har Sigi i den grad, fornemmelse for.

Jeg er meget glad for, at Sigi stadigvæk rundhåndet deler sine inspirerende projekter med os. Stor tak Sigi!

Lene

D. 17. Maj 2023. Rustik eg – Bondemøbler i en anden stil.

I 2019 opdagede jeg dette lille lot dukkehusmøbler på Ebay – måske 1:20. Helt klart lidt mindre end Lundby, men større end de små møbler fra Kuhn. Jeg blev forelsket i dette møblement – men det var alt for dyrt for mig. Sælgeren holdt fast i sit prisforlangende, over en periode på måneder.

I december 2020, fik jeg en Paypal-voucher fra Ebay på 20 euro. Dette gjorde prisen på møblerne mere tålelig, så jeg købte dem.

Pakken kom i starten af ​​januar. Møblerne var i meget dårlig stand. Udsmykket “kunstnerisk” med oliemaling, ovnen manglede sin krone og kistelåget var løst. En sengestolpe var knækket, og der var mange pletter efter vand. Selvom alt var korrekt angivet i beskrivelsen, var det ved nærmere eftersyn værre, end jeg troede, det ville være.
Jeg pakkede alt sammen og lagde æsken væk.

2021 – midt i den globale nedlukning, fandt jeg kassen frem og kiggede igen – eller rettere, et nærmere kig.
Jeg fik selv limet sengen – og selvom jeg ikke havde så meget erfaring med det, klarede jeg det ret godt.

Det var svært med ovnen. Men endnu engang, kom der hjælp fra USA. Jeg sendte komfuret over dammen og Steve lod fantasien løbe løbsk – vi kender trods alt ikke originalen. Jeg synes, han gjorde kronen fantastisk.

Mens ovnen var på rejse, vævede jeg tæpper. Da de var færdige, skulle jeg selvfølgelig designe en “prøvestand” i en papkasse. Ja, det ville være rart – men jeg skulle “afmale” møblerne først. Sådan som de var malet, var de selvfølgelig forfærdelige.

Så jeg tilbragte de smukke dage ,på altanen og behandlede træet med antik voks. Det meste kom godt af, med en blød klud. Men i hjørnerne skulle jeg bruge vatpinde. Ikke desto mindre var jeg meget tilfreds med resultatet.

Da jeg ryddede kælderen, fandt jeg en trækasse, som Gerhard havde lavet – ideel til et dukkehjem. Jeg tænkte selvfølgelig med det samme på disse, nu virkelig smukke møbler. Men desværre – kassen var ikke stor nok. Kun en stue ville kunne være deri. Jeg havde brug for en større bolig til et kombineret værelse – eller måske endnu bedre, et dobbeltværelse. De, Lotte Sievers-Hahn-dukker, der var beregnet til dette formål, var ikke af den rigtige størrelse til disse møbler. Ærgerligt, de ville ellers passet i den helt rigtige stil.

Men én ting stod klart. Brændeovnen passede rigtig godt og ville ikke kun opvarme rummet, men også varme beskuerens hjerte.

Jeg ville have en stue med rigtige vinduer. Jeg arrangerede møblerne, som jeg fandt det smukt.
Efter denne “gulvplan” bestilte jeg et dobbelthus fra Miniwelt Holzner.

Mens jeg ventede på det, syede jeg sengetøjet og gardinerne. Mm, jeg tror, ​​jeg har sagt det før, at jeg ikke er særlig god med en synål. Men til sidst var jeg glad for resultatet.

Samtidig bad jeg Steve, om en stol og en skammel til vaskeskabet. Jeg sendte en stol til Missouri for, at han skulle have en skabelon til at snedkere efter og Sherri for at få en trimning. Efter kort tid fik jeg dette billede. Kun hjerterne på ryglænet mangler. Til højre ses “modellen”.

Da møblerne kom, måtte jeg – endnu engang – indse, at jeg havde målt lidt stramt. Meget irriterende. Men det ville fungere fint alligevel.

Jeg ville gerne have, at gulvet skulle have et mørkebrunt træ look. Jeg indrømmer, jeg kan godt lide at bruge skocreme, til det. De fås i mange farver til en moderat pris – og er du i tvivl, kan du også blande dem. Dufter bare ret stærkt, så det kan jeg godt lide at gøre på altanen. Så jeg tapede væggens kanter med malertape, savede en stribe træ til i den rigtige størrelse og ridsede træplankerne ned i gulvet med en gammel “dåseåbner”.

Jeg kunne godt lide farven på gulvet, jeg valgte. Tæpperne så godt ud på det. Efter at malingen var trukket godt ind natten over, pudsede jeg gulvet – først med en pensel, derefter med en blød klud.
Til vægfarverne valgte jeg akrylmaling. De er billige, og der er mange farver at vælge imellem. Men i sidste ende skal du selvfølgelig altid selv, blande den rigtige farve sammen.

Afmærkning af kanterne kræver meget arbejde, men det er det værd. Jeg har ikke en særlig rolig hånd og ville ellers ofte over male den. Jeg lod malingen tørre rigtig godt. Så har jeg vokset væggene med møbelvoks og til sidst pudset dem med en blød klud.

Lige da Sherri skulle til at pakke de nye møbler og sende dem til mig, fandt jeg ud af, at vinduerne skulle have skodder. Mine venner hjalp mig også med dette ønske – og for at være ærlig – ser væggen ikke så meget pænere ud?

Jeg havde planlagt at sætte en stribe på væggen. Så jeg skulle dække en tynd strimmel inden voksning. Det er meget svært at vokse, da den klæber meget.

Også her har indsatsen med kantningen givet pote. Kanten var let at klæbe på og efter et par timers hærdning, var den solidt på plads.

Jeg slog et par søm i væggene og skruede skrueøjer (gardiner) og skruekroge (vægplader) i. Nu kunne møblerne flytte ind på prøve. Det så fint ud, men også lidt Tortula kedeligt, på en måde.

Efter at jeg havde presset tæpperne, så det selvfølgelig lidt mere tiltalende ud. Tæpper kan presses ligesom vi plejede at presse blomster. Men for en hurtig effekt kan du også bruge et strygejern.

Og så kom pakken med møblerne. Vaskestolen var perfekt, og det samme var stolene. Jeg limede skodderne med det samme – se ovenfor.

Det var min mands fødselsdag, og han modtog lykønskninger fra venner, med et “Hansi” postkort med børn fra Alsace i traditionel dragt.

Min mand fortalte mig, at dette lille dobbeltværelse helt sikkert ville være hans yndlingsværelse.

I mit lager var der en lille sort og hvid hane. Jeg ville sætte den i stuen.

Treenigheden af ​​begivenheder viste mig vejen – jeg ville have et Alsace-værelse!!!

  • Jeg fandt de alsaciske børn i traditionel kostume så magiske.
  • Min mand er født i Alsace.
  • Jeg havde en “gallisk hane”

Alsace har en meget broget historie. Det ligger uden for rammerne af denne artikel at dykke dybere ned i det. Interesserede kan læse om det i historiebøger eller direkte på internettet. Under alle omstændigheder er min mand indfødt tysker.

Når jeg først har fået den rigtige idé, kører alt meget hurtigt – som af sig selv. Jeg fandt små stykker træ fra et tyndt stykke træ. Farvede dem brune, satte fast på de små fotos og de blev hurtigt til billeder.

Først senere undersøgte jeg, og fandt ud af, at denne “Galliske” hane er en ægte portugiser, og dens oprindelse er baseret på en portugisisk legende med kristent indhold. Men da havde han allerede erobret en fast plads i stuen. Han bliver og har en gæsterolle.
På nul komma nul tid, blev mit lille værelse redesignet.

Min vægdekoration består af to “Hansi”-billeder med børn i kostume, en patriotisk tegning også af Hansi (Jean-Jacques Waltz) omkring 1900. En nål med Alsace-våbenskjoldet, Strasbourg-jomfruen, en tidlig akvarel af René Kuder – Mand ved kakkelovnen, et fotografi af Kaysersberg med floden Weiss (Kaysersberg er fødestedet for Albert Schweitzer), en Sorgernes Moder og et krucifiks.

Jeg malede væggen og reolen i samme farve. Upåfaldende, men stadig til stede.
Bøgerne er flip-åbne, men de har kun tomme sider. Bogstøtterne er to damer fra Seiffen. I de tilsvarende tændstikæsker spiller de rollen som sælger. Nøddeknækkeren og røgelsesrygeren kommer også fra Erzegebirge. Den lille lysestage er fra Volker Arnolds værksted.
Dinosaursamlingen kom engang til mig i et bundt. Den blå bog er en af ​​de andre bøger, lysestagen er fra Erzegebirge og den smukke vase er ikke fra Lauscha, den er lavet af plastik. Jeg købte dem i Kina. På mange Hansi-postkort ser vi de små børn i traditionelle kostumer med en stor sort paraply. Det skulle selvfølgelig heller ikke mangle i dette rum. Gerhard bøjede guldtrådshåndtaget, og jeg draperede og fastgjorde skærmen rundt om den. Jeg har allerede forklaret den lille portugiser ovenfor. Blomsterkassen rummer faktisk Stublu-planterne – jeg putter et par små voksblomster i den.

Jeg lavede Pinot Noir to gange – den helt unge vin som en klase druer på brystet og den ældre allerede i glassene. Brillerne er fra Playmobil. Playmobil har som altid fundet en meget legende og praktisk løsning. Glassene er i to dele. Du kan tage “vinen ud”. Det er små væddemål. På denne måde blev Pinot Noir hurtigt “trykket” ind i en Pinot Gris. Min ven Geli har indbundet denne fantastiske bog til mig. Den lille pude er lavet af en rest fra gardinstoffet, den anden har jeg hæklet af spaltet bomuldsgarn. Bag den lille dør træder du ind i den gode husånds rige eller måske den lille skildpaddes kølige tilbagetog fra en bonsaihave. Knappen viser, hvor den nationale følelse af Alsace-befolkningen i øjeblikket var placeret. Den sorte kat kommer fra England – den er støbt af hård plast. Den oppustede hane var – før jeg lavede den om – tænkt som skodekoration. Porcelænskrusene kommer fra et sæt med 6 stk. Sølvkopperne er fra smykkekollektionen, ligesom petroleumslampen. De røde romere er fra Erzegebirge i større rum, de bruges ofte som æggebæger.

Religion spiller en ret underordnet rolle i Frankrig. Derfor går jeg ud fra, at beboerne i dette lille dobbeltværelse har tyske rødder. Korset og Vor Frue af Sorgerne hænger på væggen i soveværelset – se ovenfor. Der er en statue af Maria på skabet.
Den farverige kylling er modstykket til den galliske hane i stuen. Fordi kosten er så smuk, hænger den på væggen. Forfængeligheden er min stolthed og glæde. Selve taburetten er Steve og Sherri, porcelænsvasken er nyere, sæben har jeg slebet af et lille stykke træ med en neglefil og malet på lavendel. Jeg har hæklet “svampen” af gult stoppeuld, jeg har også hæklet vaskekluden, håndklædet og tæppet – af flækket bomuldsgarn.

Alsace uden storke, det går slet ikke. Storken på taget er lavet af træ. Han var engang en nøglering. Han arbejdede meget godt. Storken til venstre er et ædelt glasdyr fra Murano. Fordi det er så smukt, fik man en plads midt i rummet. Den midterste stork hænger udenfor på siden af ​​huset. Han er en køleskabsnål. Jeg har lidt plads på hylden ved siden af ​​stuen. Jeg lagde den grøn ud og satte mine andre storke der. Den stolte fugl, der bringer den lille skildpadde, er lavet af celluloid, dens lillebror er en nikkende stork fra BREBA

Det her er Sophia. Denne lille Plasticbaby Preh pige er kun 9,5 cm høj. Heraf kan du nu se, hvor lille det alsaciske dobbeltværelse er. Lidt mindre end Lundby.

Meget tyder på, at dette møbelsæt ikke er fremstillet på en fabrik. Under krigen og også i efterkrigsårene blev der lavet meget legetøj i familierne. Til gengæld var der også utallige små værksteder – både i Erzegebirge og i Allgäu – der lavede dukkemøbler. Det skal være en meget stor tilfældighed, hvis jeg alligevel finder ud af, hvem trækunstneren var her. Jeg vil selvfølgelig blive meget glad for feedback fra læserne.

Dukke hilsner

Sigi Ulbrich

Jeg vil gerne takke Lene, for den flotte oversættelse.

Tusinde tak Sigi, for endnu en af dine dejlige fortællinger i dit skønne univers.

Lene

De dejligste miniaturedukker

Copyright for billeder: Sylvain Forget. For research: Lene Byfoged.

Sylvian Forget.

Ingen tvivl om, at Facebook er en tidsrøver, men man opdager altså også spændende og inspirerende mennesker der. Bl.a. faldt jeg en dag over Sylvain Forgets skønne miniaturedukker, dem blev jeg helt forelsket i. Man må sige at han giver dukkehusdukker, en helt ny dimension. Tænk hvilke rum, man kunne bygge op over en af disse! Der er sikkert nogle der kender til ham, men sikkert også nogle der ikke gør.

Sylvain Forget er født i 1962, i Saint-Jérôme, Quebec og udover, at være en afsindig dygtig dukkemager, er han også en meget spændende og dygtig kunstmaler. Virkelig en alsidig kunstner.

Jeg skrev til Sylvain Forget og fik lov til at bringe nedenstående billeder med kommentarer. Jeg håber I vil nyde dem, mindst lige så meget som jeg gør.

Desværre er billederne ikke så skarpe her, selvom de er det på Facebook. Beklager!

Maggie Smith, den dejlig britiske skuespiller. Her er hun hertuginde af Queensberry i et projekt om dronning Victoria. Hun er lavet i 1:12 og af BeeSPuttY ler over trådarmatur, kjolen er syet af silke og hun er malet med Genesis Oils og parviskose fibre. Virkeligt et kunstværk.

Lis Taylor som Maggie i filmen “Kat på et varmt bliktag”

Marty Feldman, hvem husker ikke den dejlige skuespiller? Her har Sylvian kreeret ham, efter inpiration fra filmen “Young Frankenstein”. Så fantastisk.

En hyldest skabt til Peter Falks ikoniske rolle som detektiven Col. Det er i 1:12 og lavet af BeeSPuttY og Cosclay polymer ler. Så vellignende.

Angela Lansbury i rollen som Jessica Fletcher, er Sylvians seneste dukke. Hun er et bestillingsarbejde og lavet i BeeSPuttY ler over et trådamatur. Hendes tøj er lavet af bomuld, meget fint polyester og læder. Malet med genesis olier og parykken er lavet af forskellige viskose fibre. Hun er da også helt fantastisk.

Det elskede eventyr “Jack og bønnestagen” er inspirationen til dette værk. Jack måler knap 10 cm og skulptureret i BeeSPuttY ler.

Sylvain laver også andre virkelighedstro dukkehusdukker, end kopier af kendte personer. Se bare disse eksempler på nedenstående billeder.

Der er ingen tekst til ovenstående billeder, men de taler jo også for sig selv.

Vil I se flere af Sylvains dukkehusdukker, så kig ind på: https://www.facebook.com/Amstramstudio

En kæmpe stor tak til Sylvain Forget, for tilladelse til at bringe dette indlæg. Jeg glæder mig til at følge dig og dine dukker fremover.

Mange hilsner

Lene