Jeg har fået tilladelse fra Chesham Museum i England, til at bringe dette indlæg. Jeg syntes det er spændende, da vi jo for det meste har beskæftiget os med tyske legetøjsproducenter i Tyskland. Og selvom det er en tysk legetøjsproducent, der har startet fabrikken op, syntes jeg alligevel, at det er spændende læsning.
En stor tak til Laura Collins, der formidlede tilladelsen.
Lene
Ansatte i legetøjsfabrikker med base i Waterside, Chesham.
I 1908 etablerede Josef Eisenmann, en tysk legetøjsproducent, The Chiltern Toy Works i Bellingdon Road, Chesham. Til at begynde med begyndte de at lave dukker, men tilføjede snart en række bamser. Det var en af de første virksomheder i Storbritannien, der lavede blødt legetøj i stor skala. Priserne varierede fra en shilling (5p) hver til en halv guinea (52p). I 1915 lancerede de ‘Master Teddy’.
Baller af stof, der leveres på hestetrukne vogne. Pakker med legetøj tages med til stationen. Omkring 1923.
Fabrikken blev arvet i 1919 ved Josefs død af hans svigersøn, Leon Rees. Leon flyttede produktionen i 1920 til Waterside i Chesham. Leon gik i partnerskab med Harry Stone under navnet HG Stone & Co.
En anden fabrik begyndte produktionen i Tottenham i 1921. Waterside-fabrikken påbegyndte produktionen af de meget populære Hugmee-bjørne i 1923. Under krigen blev Waterside-stedet overtaget af David Shackman & Co, som producerede optisk udstyr og andre varer til krigsindsatsen. Shackman blev ved Waterside indtil 1981.
Skæreafdelingen, stof bliver skåret til.
Fyldningsafdelingen. Syede stykker fyldes med kapok.
Efterbehandlingsafdelingen. Næse og øjne fikseres.
Selvom der var en pause i legetøjsfremstillingen, under krigen på Chesham-fabrikken, fortsatte Tottenham-fabrikken med at lave noget legetøj. Efter krigen flyttede produktionen af trælegetøj og blødt legetøj fra Waterside og blev overført til Amersham Works og en ny stor fabrik nær Pontypool i Wales. Hugmee-bjørne forblev i produktion indtil 1967.
Du kan se bjørnen Winifred uden for fabrikken, som hun muligvis er blevet fremstillet i? Winifred-bjørnen er opkaldt efter en Winifred, der arbejdede på denne fabrik (sidst på forreste række af billedet øverst oppe). Winifred ville have gået op og ned ad Waterside, til fabrikken hver dag og lavet masser af berømte Chiltern ‘Hugmee’-bjørne.
Virksomheden beskæftigede kun damer og unge piger, der var single, så hvis de blev gift, ville de have været nødt til at forlade firmaet!
Hugmee bjørne
Hugmee-bjørne var ret karakteristiske i 1930’erne med barberede næser, et stort smil, broderede kløer på hænder og fødder og en stor båndsløjfe.
Selvom designet af Hugmee blev bibeholdt gennem årene, varierede kvaliteten. I 1950’erne var mohair-plys mindre luksuriøse, næsepartiet var ikke barberet, hans store smil havde fået en mindre flamboyant bue, og mindre tråd blev brugt til kløerne. Det formodes, at dette skyldtes omkostningsbesparende foranstaltninger, både arbejdskraft og materialer.
Hugmee genforenet
Chesham Museum modtog en besked via Facebook fra en dame ved navn Beverley, som fortalte os, at hun havde arvet en hugmee-bjørn. Det viste sig, at Beverleys fars oldemor Rosa King (nee Pearce) var den oprindelige ejer af bjørnen.
Rosie Dutch (nee King) (Beverleys bedstemor døde i 2008) arvede derefter bjørnen, som igen gav den til Beverley selv.
Da Rosie var en lille pige, plejede hun at lege med Leonard Clapp, som var søn af lederen af legetøjsfabrikken. Ved en tilfældighed arbejdede Beverleys mormor Dora Deaney (nee Beechey) også på legetøjsfabrikken.
I 1999 sammensatte Chesham Town Museum Project en lille udstilling i biblioteket om Chiltern Toys; Beverley lånte venligst sin bjørn til udstillingen. Dette kom til Leonard Clapps opmærksomhed, som skrev til forskeren. Rosie fik tilsendt en kopi af brevet.
Hugmees eventyr
Denne specielle Hugmee Bear blev købt til en lille pige ved navn Heather Dell tilbage i 1950’erne.
Heathers far, Ron Dell, arbejdede for en mand ved navn grev Antoine Seilern. Greven købte Hog Lane Farm tæt på Chesham efter krigen, hvor han opdrættede grise. Courtauld Institute-studerende i 1950’erne hævder at have set ham uden for 20 Portman Square i en sportsvogn med en kæledyrsgris ved siden af sig!
Hvert år købte greven Heather og hendes storebror Terry en gave ved juletid. Hugmee gik overalt med Heather, som du kan se på billedet, taget omkring 1952.
Gennem årene har Hugmee haft mange eventyr og været elsket af mange børn, inklusive Heathers brødre og hendes egne børn.
Hugmee har besøgt mange børnehaver og var endda udstillet i et par måneder på Chesham Museum, da det var på Market Square. Han er en berejst, ,højt elsket og skattet bjørn.
Jeg har fået tilladelse til, at bringe denne hyggelige og dejlige artikel fra Rebekah Kaufman. Jeg håber den bringer lidt julehygge, hos bloggens læsere på denne 2. søndag i advent.
En stor tak til Rebekah Kaufman.
Kan du finde den lille vintage julemand i denne jule-Noahs ark-udstilling? Foto fra forfatterens samling.
Margarete Steiff GmbH, fra det legendariske legetøjsfirma i Tyskland, har skabt, en række uimodståelige vintage julemandsdukker, gennem årene. For mange familier, især af tysk afstamning, er Steiff-dukker, lige så meget en juletradition, som juletræer og julestrømper. Det er let at forstå, i betragtning af deres appel! Lad os tage et kig på nogle af højdepunkterne af Steiffs julemandsdukker.
De tidligste referencer til jul i Steiffs univers, dukkede op i begyndelsen af 1910’erne, da virksomheden producerede julereklamer med standard legetøj, under juletræet og brugt som julepynt. Ingen af de omtalte varer, var specielt lavet til jul. Den første Steiff Julemand, dukkede op i produktionen, i begyndelsen af 1920’erne, men det var ikke en dukke, i traditionel forstand. Det var en 20 cm. høj julemand i træ, på en gyngende base. Rocking Santa var med i kataloget fra 1923 til 1927. Ifølge 1924-kataloget kostede denne ” vaklende figur ” 2,5 mark og var ” lavet af det bedste træ, fint udformet og farverigt malet med lysende farver. “
1924 Steiff katalogside med den rockende julemand. Foto fra forfatterens samling.
I begyndelsen af 1950’erne, blev Julen en højere prioritet for Steiff , da virksomheden var ved, at genetablere sin tilstedeværelse, som en førende international legetøjsproducent, efter Anden Verdenskrig. Ligesom julemanden ved roret på sin slæde, der ræsede hen over en mørk vinterlig himmel, var ankomsten af en Steiff-nissedukke i 1953, et meget velkomment syn. Den tidligste Steiff julemandsdukke var 31 cm og have en krop med fem led. Han havde et gummihoved, filtkrop, knaldrød filtdragt og hue og et hvidt, blødt mohairskæg. I 1955 blev dette design også produceret i 13 og 18 cm. Disse vintage julemandsdukker, blev lavet indtil 1963 og var, og forbliver, favoritter året rundt, hos samlere over hele verden.
Steiff julemandsdukker fra 1950’erne. Foto fra forfatterens samling.
På grund af hans popularitet, blev mønstret til Steiffs julemandsdukken, også lavet som en 21 cm. hånddukke, fra 1954 til og med 1961. Denne dukke havde et støbt hoved, identisk i design med den almindelige dukke. Han var detaljeret med et hvidt fuldmohairskæg og hår, filthænder med syede fingre og en filtkrop. Julemandens samlerdukke var lidt større i skalaen end datidens andre hånddukker, som generelt målte 17 cm. Han var klædt i en smuk rød filtjakke og hat. Steiffs julemandsdragt, ligesom dukken, han var baseret på, var detaljeret med ægte hvid mohairkant ned foran på hans frakke, omkring hans hat og omkring hans manchetter. Hans hat var toppet med en hvid ulden pompom.
Julemands hånddukke. Foto fra forfatterens samling.
En af de mest forbløffende af Steiffs julemandsdukker, er virksomhedens udstillingsdukke i naturlig størrelse. Denne store dukke – 150 cm. eller næsten 5 fod høj – blev fremstillet i 1960’erne. Disse superstore Steiff-julemandsdukker var klædt i fine filtskræddersyede jakkesæt i trimmet i mohair, ligesom deres rockstjernenavnebror! I dag er disse ekstremt sjældne, da tidens tand. for det meste ikke har været gode mod dem. Fordi deres ansigter var lavet af gummi, har de en tendens til at tørre ud, synke og revne, som årene går. Få blev fremstillet, og ikke mange er tilbage, hvilket gør dem, der er tilbage, ekstremt sjældene.
Steiff julemandskatalog. Foto fra forfatterens samling.
I 1970’erne begyndte Steiff efter pres, fra andre legetøjsproducenter, at spare på deres design og produktion, for at kontrollere omkostningerne og forblive konkurrencedygtige. De producerede en række usamlede, billige og kegleformede plysdukker og dyr i “Buzzel”-stilen.
Et bemærkelsesværdigt eksempel på Steiffs 1970-æras Buzzel-produktion, er virksomhedens 20 cm. stående Buzzel Santa Claus samlerdukke. Han er lavet af rødt og hvidt dralonmateriale og filt, med et langt, hvidt dralonskæg. Hans ansigt er dyrebart og enkelt; han har små blå filtøjne, en rund ferskenfarvet filtnæse og en lille rød cirkel til læberne. Julemanden har sit traditionelle nissedragt på, som er en integreret del af hans krop. Denne vintage julemandsdukke bærer en brun julemandssæk, som har en lille klokke i.
Denne særlige dukke blev kun produceret i denne størrelse fra 1972 til 1974. Disse dukker blev designet til sjov, leg og kærlighed, så det er virkelig sjældent at finde en i samlertilstand, næsten et halvt århundrede efter fremstillingen.
Buzzel julemand . Foto fra forfatterens samling.
Fra 1980’erne og frem, producerede Steiff, regelmæssigt dukker og nyheder med julemandstema. Selvom der blev udgivet et par menneskelignende Steiff julemandsdukker, var de fleste af disse udgaver i form af bamser, klædt som den glade mand i rødt. Disse har omfattet julepynt, blødt babylegetøj, musikalske genstande og endda nøddeknækkere, rygere og festlige kandelabre. I betragtning af hans status, blev firmaets julemandsdukke fra 1950’erne genudgivet i 19 og 28 cm. som en amerikansk eksklusiv fra 1984 til 1988. Men mange entusiaster, der blev myndige med Steiff, betragter virksomhedens julemandsartikler fra 1970 og tidlig æra for at være den mest autentiske repræsentation af Steiffs juleånd.
1980’er-æraen Santa Doll replika. Foto fra forfatterens samling.
Rebekah Kaufman er en stor bidragyder til adskillige internationale trykte og online publikationer, hun holder foredrag i hele USA og Europa og leverer vintage Steiff-rådgivning og ekspertise til medier, auktionshuse og industripartnere. Hun har ingen tilknytning til Margarete Steiff GmbH eller Steiff North America. For mere information om vintage Steiff, læs Kaufmans fokus på vintage Steiff samleobjekter fra tidligere på året eller besøg hendes blog, My Steiff Life .
Jeg kan absolut anbefale, at gå ind på bloggen, der er så meget lærerigt og spændende læsning, om Steiffs vidunderlige univers.
I mange år i Påsken har Angelika Salzwedel med fornøjelse på flere museer udstillet sine gamle og nyere Påskeharer, glansbilleder med påskemotiver, påskeæg af karton og kort med påskehilsner. Det hele startede i 2007 i Hohenlockstedt på museet ved vandtårnet (Museum am Wasserturm). Alle udstillingerne var godt besøgt, og de besøgende var meget begejstrede.
Fra 2015 udstillede Angelika en del af sin samling i Museum Oldemorstofts Café, men på grund af den aktuelle situation har dette hverken sidste år eller i år været muligt.
Men …. Noget måtte der ske, og ideen med at fotografere en del af samlingen opstod, således at læserne på bloggen her i denne svære tid kunne få lidt opmuntring.
Min store Påskehare med sin første maske og Med hele kollektionen !
”Da jeg sidste år omkring denne tid syede de første masker, syede jeg af resten af stoffet desuden en maske til min store påskehare, der sidder ved indgangen til vort hus, men på det tidspunkt anede jeg ikke, at jeg helt frivilligt senere skulle sy over 100 masker, og at haren ved juletid nu ejede 9 forskellige masker. Den har nu en passende maske til enhver årstid, og for tiden er de grønne masker atter aktuelle!”
Traditionen med Påskeharen er meget gammel. I det 17. årh. er den omtalt til glæde for gammel og ung, og allerede i de tidligste tider var den symbolet på frugtbarhed. Det er dog ikke over alt sådan, at det er den der kommer med æggene og gemmer dem, men her i Norden er det Påskeharen, der kommer med æg til børnene.
Påskeharen er gengivet på mange forskellige måder, nogle af dem har en trækvogn af træ med sig fyldt med de bemalede æg, andre kommer hoppende som kaniner eller bærende på en kurv med påskeæggene. Fælles for dem er, at de for det meste har sløjfe om halsen og ofte med en lille klokke som pynt. Også materialer og farver er meget forskellige.
Mine påskeharer er af mohair eller af uld eller plys, deriblandt også små miniatureudgaver af uld. Andre er af træ, kunststof, keramik eller af karton/pap. Mine harer er i alle størrelser, lige fra miniaturer til ca. 25-30 cm. Jeg har også selv fremstillet nogle af karton/pap. Mine reklamepåskeharer stammer fra en kendt chokoladefabrikant, der også har ladet sine ”Guldharer” udføre i plys, disse harer fik jeg for 6 år siden til stor glæde for mig og mine gæster.
Derhjemme til påske pynter jeg selvfølgelig som det første mit Frisertræ med forskellige træminiaturer og –æg. Dette træ er altid med, og mine naboer glæder sig altid til at se det stå i vinduet.
Træharerne stiller op !
Det uundværlige og Smukt pyntede frisertræ !
Desværre er det vanskeligt at finde de mange, gamle påsketing, da de for det meste går videre i arv inden for familien. Men således har vi ved opløsningen af vor gamle tantes bo fundet et kæmpestort påskeæg af karton/pap. Det er fra 60erne. Æggene af karton eller pap er altid dekoreret med brogede motiver, og påskeægget fylder man så med chokjoladepåskeæg og andet slik. Lige som med haren, gælder ægget fra den tid også som et frugtbarhedssymbol.
Alle disse søde ”uldtotter” er Reklameharer !
Disse GULDHARER er fremstillet efter en kendt fabrikants chokoladeharer!
Også harerne af papmaché fra Thüringen er kendte, idet de kom frem i begyndelsen af den 20. årh. som ”Candy Containers” (Dåser til slik). Disse harer kan man fylde op, idet man ”skruer” hovedet af og lægger æggene ned i den. Mange af ”de opvartende” harer bærer desuden en kurv på ryggen, den såkaldte rygkurv eller Kiepe. .
Til nogle af mine gamle glansbilleder med påskeharer har jeg fundet passende rammer, som jeg så hurtigt kan pynte.
Søde og sjove påskeglansbilleder i glas og ramme !
Vi håber, at I kan glæde jer over de mange fotos, og at I senere i de kommende år atter kan se nogle af harerne i original i Cafeen på Museum Oldemorstoft i Padborg
Denne gamle træhare har både sløjfe og klokke ved halsen !
Angelikas Hæklede harer !
Og en ekstra hilsen fra Miniharefamilien !
På mine gamle postkort har jeg som hilsen ofte set ”Glædelig Påske/Fröhliche Ostern”, en hilsen jeg rigtig godt kan lide.
En samling smukke, farvestråledne og Klassiske påskeæg af pap
Et påskeæg er ikke altid fyldt med slik, se blot denne yndige dukkepige !
Hermed ønsker jeg jer en glad og glædelig påske samt et godt helbred. Angelika Salzwedel
Jeg siger tak til Lise Clasen for din oversættelse og til Lene Byfoged for dit layout.
Kære Angelika, også vi siger tusind tak for den søde artikel og de herlige fotos fra din samling.
Som middelalderhistoriker er det ikke ofte, at man får lejlighed til at skrive en artikel om en plysbamse. I april 2008 var jeg imidlertid historiestuderende ved Københavns Universitet, og på et fælleskursus for arkæologi og historie var vi således en gruppe, der var afsted på studietur op igennem det nuværende Nordtyskland og Slesvig. Turen foregik sammen med Professor i Vikingetidshistorie Niels Lund (f. 1939) samt Professor i Arkæologi Klavs Randsborg (1944-2016).
Til sidst kom vi så langt tilbage nordpå, at vi endte i Ribe, hvor vi bl.a. beså byens museum for vikingetid og middelalder. I museumsbutikken denne dag havde de noget stående til købs, noget ganske opfindsomt og usædvanligt, som jeg ikke før eller siden har set tilsvarende. En fremstilling af Kong Knud III af Danmark, der var fortolket i skikkelse af en plysbamse. Som det fremgår af det ene foto, stod han der i virkeligheden som del af en gruppe på hele 3 kongebjørne. En kreativ sjæl havde nemlig fortolket 1100-tallets legendariske danske trekongemagt fra borgerkrigstiden, altså Svend, Knud og Valdemar, som plysbamser. Navnet på den kreative bamsekunstner fremgik ikke, så her må anonymiteten vedblivende råde. Da Kong Valdemar fra fotoet dog allerede var blevet solgt, var det Knud og Svend, som denne dag stod tilbage i museumsbutikken. I forvejen syntes jeg imidlertid, at Knud var både den sødeste og den flotteste, så jeg ville have valgt ham, også dersom Valdemar stadig havde stået der. Kort sagt kunne jeg simpelthen ikke stå for ham. Jeg var ganske enkelt nødt til at købe Kong Bamseknud med hjem som spontan gave til en bamseelsker i familien. Så naturligvis endte han med at stå og trone stolt i bunden af bilen hele vejen på vej tilbage til København.
Foto: Bo Clausen.
Foto: Bo Clausen.
1100-tallets danske borgerkrige
Hvem er det nu egentlig, at Kong Knud III er, og hvad er det faktisk for noget med alt det om Svend, Knud og Valdemar? Den virkelige historie er langt fra plysbamsesød. Mon ikke de fleste har hørt et eller andet om blodgildet i Roskilde og mordet i Haraldsted Skov? I nutiden er vi heldigvis ikke vant til at tænke på Danmark som et borgerkrigsplaget land, men i midten af 1100-tallet var dette helt anderledes. I 1131 var Prins Magnus, søn af den siddende Kong Niels åbenbart bekymret for, at hans potentielle konkurrent til tronen måske skulle ende med engang at få magten i stedet for ham selv den dag, hvor hans aldrende fader Kong Niels ikke var til mere. Så han lod sin potentielle konkurrent Knud Lavard myrde ude i Haraldsted Skov. Færdigt arbejde. Men helt sådan gik det ikke. For mordet udløste i stedet et væbnet oprør imod hans fader Kong Niels. Det hele endte snart i et morads af blodige tronkampe, hvor den ene borgerkrig tog den næste, det ene mord t og næste, og den ene intrige tog den næste.
Grathe Hede: Fra søgning om Historie på nettet, således at I kan se, hvor det foregik.
Er der nogen, der har set TV-serien ”Game of Thrones” fristes man til at sige, at den var en spadseretur i parken en søndag eftermiddag i sammenligning med 1100-tallets danske borgerkrige. Dette er jo nok at sætte tingene på spidsen, men det får vel budskabet til at gå klart igennem. Set i forhold til hinanden lader Game of Thrones og 1100-tallets danske borgerkrige så absolut ikke hinanden noget tilbage at ønske. Det kunne ligeså snildt have været dansk middelalderhistorie, som serien var inspireret af, og ikke britisk, som tilfældet virkeligt er.
Efter mordet i 1131 var Danmark plaget af borgerkrige til og fra hen over de næste 26 år helt frem til 1157, hvor det endeligt lykkedes for den ovennævnte Kong Valdemar at tage (og også beholde) magten i Danmark som enekonge. Dette var en tid, hvor det at besidde et højere magtembede i Danmark burde have haft et tilknyttet risikotillæg, og det at være kirkens mand beskyttede så sandelig ikke en imod den stærkt forhøjede risiko for at lide en unaturligt tidlig afgang fra sit embede ved at blive enten dræbt eller myrdet. Det var biskopper såvel som konger og kongelige, der måtte lade livet.
I 1146 endte alt dette med, at Danmark helt blev splittet op i 2 forskellige kongeriger, hvilket i øvrigt var 2. gang på kun få år. Nu var det, at Knud III kom på banen. Hans fader prins Magnus var da for længst blevet dræbt, men sønnen Knud havde jo kongeblod i årene, så i 1146 valgte jyderne ham til deres konge. I Skåne og på Sjælland valgte man derimod som konge Svend, hvis fader Kong Erik II Emune også var blevet dræbt år tidligere.
Hermed begyndte det, vi i dag kender som Svend, Knud og Valdemar-tiden. For naturligvis gik det ikke anderledes end, at opsplitningen af riget i indtil flere kongedømmer ganske snart endte i nye borgerkrige. Senere kom tillige Valdemar på banen. Også hans fader var blevet dræbt længe forinden. Han var nemlig søn af den i 1131 myrdede Knud Lavard. I de første år efter 1146 havde Valdemar været allieret med sin fætter Kong Svend, men senere kom det til et brud imellem dem, hvorefter Valdemar i stedet allierede sig med Knud III.
Nu blev både Knud og Valdemar kongehyldet, og så havde landet herefter ikke mindre end 3 udnævnte konger. Det er nok kun lidet overraskende, at borgerkrigene nu fortsatte blot i stedet mellem Knud og Valdemar på den ene side med Svend på den anden.
Efterhånden er borgerkrigstræthed dog måske ved at være et relevant ord. I 1157 søgte man at indgå forlig således, at man nu spaltede kongeriget i 3 dele, og både Svend, Knud og Valdemar skulle få hver sin egen del som deres kongerige. Freden og forliget skulle nu fejres. Hvad var mere passende end at afholde en stor fest i kongsgården i Roskilde, en af rigets vigtigste byer?
Lad os overlade ordet til 1100-tallets egen historiker, danske Svend Aggesøn, som her fortæller, hvordan denne fest mon forløb:
”Thi da der i Efteraarets Tid blev afholdt et Fællesmøde i Byen Roskilde, kom de tre ovennævnte Konger dér sammen til et festligt Lag, og de skulde først holde Gilde hos Kong Sven. Denne havde imidlertid pønset paa Svig, og skønt han derved brød Fredspagtens og Troskabsløftets Ukrænkelighed, søgte han ved Aftentide, efter at Aftengudstjenesten var fejret, at lade sine dertil beordrede Livdrabanter myrde Knud og Valdemar. Efter at Lysene vare blevne slukkede, dræbte de virkelig ogsaa Knud og kronede ham saaledes med Martyrdom.” (Citat fra s. 82-83 i Sven Aggesøn, oversat af M.Cl. Gertz 1916, genudgivet 1967, sammenlign også med udgiverens note 1 på s. 86 i samme værk).
Begivenheden bliver kaldt for blodgildet i Roskilde. Det lykkedes Valdemar at undkomme hårdt såret, hvorefter han samlede sig en ny hær og snart udkæmpede det berømte slag på Grathe Hede imod Kong Svend. Efter et tæt opgør med betydelig usikkerhed om udfaldet, blev det Valdemar, der sejrede her. Snart efter slaget blev Kong Svend også dræbt, og som overleveren stod Valdemar nu tilbage med magten som enekonge. Han blev Kong Valdemar den Store af Danmark og regerede de næste 25 år frem til sin død i 1182.
Blodgildet i Roskilde: Fra Danmarks Historie i Billeder
1100-tallets borgerkrige er en vigtig epoke i dansk historie, og de afstedkom nogle varige forandringer af det danske kongerige på måder, som endnu har stor og grundlæggende betydning for vores indretning af samfundet i dag.
Kong Knud III af Danmark som martyrhelgen med sit eget helgendynasti?
Men drabet på ham under blodgildet synes i sig selv også at have afstedkommet en markant ny udvikling i synet på Kong Knud III. Havde det været blot Svend Aggesøn alene, der åbent udtalt beskrev Kong Knud III som en martyrhelgen, så ville det være let at undlade at tage dette helt så alvorligt. I middelalderen var Danmark ellers et katolsk land, så helgendyrkelse dengang var så sandelig noget særdeles alvorligt.
Men faktisk er Svend Aggesøn ikke den eneste. Pudsigt er det imidlertid, at det ikke synes at være noget gennemgående træk i danske kilder, at man efter hans død beskriver Kong Knud III som en martyrkronet helgenværdig skikkelse. Om end Svend Aggesøn jo meget åbent repræsenterer et sådant syn på ham, så virker han måske nok til umiddelbart at stå lidt alene på dette punkt i de danske middelalderkilder.
Interessant nok er det faktisk i de svenske kilder i stedet, at vi tilsyneladende finder det mest åbent udtalte syn på Knud III som en martyrhelgen. Hele 2 af de svenske årbogsværker fra middelalderen beskriver decideret Knud III som værende en hellig kongemartyr af Roskilde. Og når man ligefrem beskriver ham som værende hellig, kan det næppe tolkes stort anderledes end, at det indikerer, at enten skribenten eller hans kildemæssige forlæg selv har rummet et helgenagtigt syn på ham, eller måske endog ligefrem har kendt til en vis grad af stedvis dyrkelse af ham som lokal martyrhelgen og kongehelgen af Roskilde. (Scriptores rerum Svecicarum medii eavi, bind 1, 1818, Chronologia ab Anno 266 ad 1430, s. 23: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus rex et martyr roskildensis”, Chronologia Vetusta ab anno 880 ad annum 1430, s. 61: ”MCLVI: Obiit beatus kanutus Rex et Martir Roskildis”)
Jamen, har et syn på Kong Knud III af Danmark som martyrfigur og kongehelgen da virkelig haft mere gennemslagskraft i Sverige end i Danmark? Noget sådant kunne måske faktisk godt give mening. I hvert fald har et sådant syn været kendt i Sverige, hvorimod det ikke forekommer særligt nemt at finde tilsvarende i de danske kilder, når man ser bort fra Svend Aggesøn.
Selvom dette er noget, som den tids danske kilder tydeligvis ønsker at underbetone, så kan bl.a. Saxos berømte krønike ikke helt skjule, at Valdemar den Stores lange regeringstid i Danmark faktisk ikke var helt så harmonisk og fredfyldt herhjemme, som den gerne skulle give udtryk for at være. Borgerkrigstiden trak stadig spor efter sig. Under sin egen regeringstid måtte han gennemstå både borgerkrigsoprør og dybe opgør imod medlemmer af kongeslægtens andre blodslinjer, hvis kongelige herkomst ultimativt ville kunne gøre dem til en trussel imod ham selv som potentielle konkurrenter og kommende tronprætendanter. (Se f.eks. Saxo, 14. bog, kapitel 54, 1. afsnit ff., oversat af Peter Zeeberg, 2000). I en sådan samtid er det ret sandsynligt, at Knud III pga. sin slægtsafstamning simpelthen ville være alt for kontroversiel en helgenskikkelse herhjemme i hvert fald i den siddende Kong Valdemars øjne. Selvom Knud og Valdemar også undervejs havde været allierede, dengang under borgerkrigene, så var og blev Knud III jo trods alt søn af den prins Magnus, der i sin tid havde myrdet Valdemars egen fader. At styrke Kong Knud IIIs eftermæle ved at understøtte et gryende syn på ham som martyrhelgen har Kong Valdemar næppe været ret interesseret i under en fredsmæssigt så skrøbelig tidsalder som denne. For derved ville man jo kunne risikere også indirekte at støtte potentielt konkurrerende blodslinjer af kongeslægten, der potentielt set også ville kunne vise sig at blive Valdemars egne modstandere på et senere tidspunkt.
I Sverige ville Knud IIIs fædrene blod fra prins Magnus derimod ikke have været et tilsvarende problem. Selvom der ikke har været meget fokus på det, så ved vi nemlig fra bevarede kilder, at selvsamme prins Magnus inden sin død faktisk blev valgt som konge i en del af Sverige. Moderen til prins Magnus var nemlig en svensk kongedatter. Mens meget af den regerende elite i Danmark på Kong Valdemars tid sikkert kunne være tilbøjelige til at betragte egentlig helgendom for Kong Knud III som noget potentielt truende, fordi han repræsenterede en muligt konkurrerende blodslinje af kongeslægten. Så kunne man i Sverige derimod betragte ham som den uretfærdigt myrdede søn af en tidligere hen regerende svensk konge.
Ofte er historien i høj grad også øjnene, der ser. Så, ja, faktisk ville det nok ikke være ulogisk, dersom et eftermæle som martyrhelgen for Kong Knud III måske kunne have haft en væsentligt bedre klangbund i dele af Sverige end i hvert fald hos den samtidigt regerende danske elite.
Først senere hen opnåede Kong Knud IIIs efterslægt dog vel i nogen grad herhjemme at få oprejsning for, at Knuds egen danske helgendom gled ud i sandet under tidens slægtspolitiske kontroverser. Efter det vel efterhånden ophørte med at være dynastipolitisk kontroversielt, slog det nemlig i løbet af 1200-tallet igennem i Århus, at man herovre begyndte at dyrke Knud IIIs søn, Niels, som værende byens blivende lokalhelgenskikkelse. (Se Danske Helgeners Levned, oversat af Hans Olrik, bind 2, s. 293ff.).
Således endte også Kong Knud III med at få sin helt egen lille helgenslægt efter samme model som Kong Knud den Hellige: efter Knud den Hellige var blevet myrdet i Odense i 1086, blev han siden officielt helgenkåret, og hans søn Karl den Gode, der var endt i Flandern efter mordet på Knud, blev senere selv myrdet hernede og efterfølgende selv også helgendyrket. Men noget kan altså tyde på, at også Kong Knud III endte med at få sit helt eget tilsvarende helgendynasti; om end det dog vist blot forblev langt mere uofficielt, vel også langt mindre udbredt dyrket og i hvert fald langt mindre eksponeret i det bevarede kildemateriale.
Et stykke af Danmarks Kongerække.
Så meget man dog kan personificere i blot en enkelt ridderklædt plysbamse! Skulle den ukendte bamsekunstner læse artiklen her, kan vedkommende jo give sig til kende.
Tusinde tak for en spændende og meget interessant artikel.
Vi siger tusind tak til Angelika Salzwedel for din dejlige maskeberetning midt i disse alvorlige coronatider!
Angelika fortæller:
Da nedlukningen på grund af Corona-epidemien startede den 3. marts i år, begyndte jeg således at sy mundbind/ansigtsmasker – Ganske frivilligt og uden vederlag syede jeg over 60 masker af hvidt lærred og hvidt bomuld til min familie, mine venner og bekendte.
Da udstillingen af mine påskeharer i cafeen på museum Oldemorstoft i Padborg på grund af den aktuelle situation i år desværre bortfaldt, fik de harer, der ellers er med i udstillingen, som de første en hvid maske..
Og da mine stofrester af kogeægte bomuld var opbrugt, købte min søster noget grønt stof til mig.
Da jeg nu kun syede masker til vor familie, fik jeg den idé, at jeg som velkomst i vort hus også kunne sy en maske til min Bamse og min Hare. Jeg havde allerede på det tidspunkt en fornemmelse af, at denne situation sikkert ville vare længe, og at jeg således herigennem altid senere ville kunne huske netop dette år..
Altså fik Bamse og Hare en grøn maske – De har begge i mange år været mine tro følgesvende, og man har siden 2007 kunnet se dem på mange udstillinger i forskellige museer.
Det grønne stof blev brugt op, situationen blev stadig mere alvorlig, og jeg måtte igen sy nye masker. Jeg kiggede da ind i klædeskabet og fandt en af min mands ældgamle skjorter i grøntmønstret stof. Og af den opstod endnu engang masker til vor familie og til Bamse og Hare.
Nu havde de begge hver en maske at skifte med, da de hvide masker var blevet for små til dem begge.
I sensommeren mildnedes begrænsningerne, og jeg gik hen for at købe nyt stof.
Efterårsvarianten med ræv og træer er alle familiemedlemmerne begejstrede for, og derfor har Hare og Bamse også fået sådan en maske.
Og egentlig er det da meget pudsigt, når en hare bærer maske med rævemotiv.
Corona – der er foreløbig ikke udsigter til en afslutning på dette. Altså gik jeg i september atter hen i stofbutikken på udkig efter julestoffer. Og også Bamse og Hare har allerede nu fået deres julemaske, og da Hare læser mange bøger, fik han selvfølgelig en stoftaske af samme stof. Her kan du se ham i vintersweater, hue og vanter. I huen er der to åbninger til ørerne.
Og th har vi dem begge iført deres Julemasker.
Jeg tror ikke, at det er de sidste masker, jeg har syet, og når Bamse og Hare igen får nye masker, glæder jeg mig til at vise jer dem.
Ved samme lejlighed ønsker jeg jer alle ALT VEL !
Her er Hare og Bamse med alle deres masker ! Og Hare har desuden sin stoftaske med !
Jeg siger tak til min veninde Lise Clasen, der altid oversætter alt så hurtigt, og til Lene Byfoged, der skaber denne fine layout og offentliggør mine artikler på bloggen. Hilsener fra Angelika Salzwedel, september 2020 !
God læselyst alle sammen— efterårshilsner herfra : Lene og Lise !
I går ankom min lille Steiff-klubbamse eller årsbamse sammen med kataloget med nyheder og et tykt Steiff-blad ”Knopf im Ohr”. Og her var virkelig noget at læse om her i februar med det skiftende vejr:
Allerførst skal I se min nye lille og søde årsbamse af mohair, han måler 10 cm. Disse bamser kommer hvert år til medlemmerne i æske af klart stift folie og med certifikat, og i år havde bamsebassen en fin sløjfe om halsen. Her er han sammen med sin storebror på 22 cm, sidstnævnte kan købes hos Steiffeforhandlerne eller gennem klubben.
Bladet bugner vanen tro af Steiffhistorier fra før og nu, og den mest iøjnefaldende og spændende er den, som I sikkert allerede kender, om Margarete Steiffs første udstilling af prøver på bamser og elefanter, på Messen i Leipzig i 1903, hvor ingen fattede interesse for hendes produkter, før sidste udstillingsdag, hvor et USA-firma, som var agenter for legetøjsimport, bestilte 3.000 bamser— de gik under betegnelsen PB 55 (Plysbamse 55/eller rettere sagt PLüschbär 55) – til USA. Steiff-firmaet fik travlt, og de 3.000 bamser blev afskibet, således at de kunne ankomme til den aftalte dato…. Men bamserne nåede aldrig frem til USA, hvad der stadigværk er en stor gåde, og skulle man engang finde sådan en bamse, er den helt sikkert en gigantisk formue værd.
Hvad der mon skete, tja, nu udskriver Steiff en konkurrence, hvor man kan skrive, hvad man tror, der blev af bamserne, og her vil jeg selvfølgelig deltage med en fantasihistorie i håb om at vinde en af de tre præmier (Steiff beklager, at man ikke kan udlodde et eksemplar af Bamse PB55 som førstepræmie, da man som sagt ikke har en eneste af disse bamser….
Her ses de tre præmier, hvoraf tredjepræmien er den store udgave af årsbamsen.
Det lille nyhedskatalog bugner af sjove og søde Steiffkrammedyr, bl.a. min engelske yndlingsbamse Rupert fra Nøddeskoven, i anledning af hans 100 års fødselsdag. Et herligt vildsvin i Asterixserien, som i forvejen tæller Asterix, Obelix, Idefix og Miraculix, jeg er Asterixfan og selvfølgelig stærkt fristet til at samle denne serie, men… på et eller andet tidspunkt får man pladsproblemer, ikke sandt!
Der er selvfølgelig og Peter Plys-dyr, Lucky Lukes Hest Jolly Jumper, Beatrix Potters bedårende kaniner, Paddington og mange, mange flere, men den kæreste nyhed er nok denne forårshare kaldet Pepper Springtime Bunny med sin smukke tulipan af filt – nr. 14 i denne serie, ja, Steiff forstår sandelig at lokke samlere til….. Modstå fristelserne, hvem der kan. Men her er således Rupert, Forårsharen og Asterixfigurerne med vildsvinet i forstørret udgave.
Og ellers kan man hygge sig med de mange beretninger om Steiff-dyr, gamle som nye, og hele tien lærer man noget nyt.
Som klubmedlem får man hvert år en todagesbillet til Teddy Bear Total i Messehalle Süd i Münster, i år der det 25.-26. april, Alle tideres messe med bamser, dukker, etc. (www.teddybaer-total.de – se billetten i slutningen af denne beretning)!
Steiffs eget årsarrangement: Steiff-Sommer, finder sted den 26.-28. maj hos Steif i Giengen an der Brenz, hvor der i år fejres 140 års Steiffjubilæum med særlige overraskelser – se alle Steifftermine under
www.steiff.com.
Desuden er Steiff også repræsenteret på Den internationale Dukkefestival i Neustadt/Coburg fredag og lørdag 22.-23. maj fra 10 til 17 med samlermesse, marked og mange andre herlige oplevelser.
www.puppenfestival-neustadt.de.
I bladet er der også andre lokale arrangementer, samt meddelelse om, at der er åbnet en krammedyrsbutik i Strassbourg: ”Terre d’Ours (på dansk kunne den hedde; ”Alverdens Bamser”).
Er du klubmedlem, kan du desuden erhverve en præmie, eller to, dersom du skaffer nye medlemmer, men det kan da så mange steder.
God læselyst og god fornøjelse til jer, der skal med til et arrangement !
Kære Venner, Så ankom det nye Steiff-katalog og –blad med alle de fristende nyheder, som I selvfølgelig skal havde del i..
tilbage til nyhederne, som omfatter en del ”helte” Allerførst oplysningerne om TEDDYBÄR Total, som i år finder sted den 27. april 10-17 og den 28. april 10-16 i Messehalle Süd, Albersloher Weg 37, D 48155 Münster, sådan ser invitationerne ud til medlemmer af Steiff-klubben – men få yderligere oplysninger via www. Teddybaertotal.de, Her sker bare ALT inden for Bamseverdenen, men tilbage til nyhederne, som omfatter en del ”helte”
En af dem er Tigerdyret, til gavn og glæde for alle Disney-Peter-Plys-samlere Han er 42 cm høj og af fineste mohair, dog blot fremstillet i 500 eksemplarer og forbeholdt samlerne i UK og USA. Nå ja, personligt foretrækker jeg de originale figurer, men han er vældig flot fremstilllet… Til gengæld fås vor alles ”sammens” Druide Miraculix (fra Asterix) på 38 cm over hele Europa – han har bevægelige led og følger op på successen med Asterix, Obelix og Idefix (disse er allerede udsolgt fra Steiff) – Miraculix er fremstillet i 750 eksemplarer.
Og heldigvis er vore yndlinge fra Peter Kanin med igen (også over hele Europa): Kaninen Flopsy måler stående 27 cm , Benjamin Kanin måler stående 26 cm, og ”Padleanden” Jemina måler 30 cm. De har alle bevægelige led og er hver især fremstillet i 2.000 eksemplarer.
Men hvorfor de store figurer? der findes en hel del minifigurer for os, der snart mangler plads, se blot her:
Disse vildtlevende dyr fås i gaveæsker : bjørnen er 12 cm høj, elefanten 11 cm, egernet 10 cm, råkalven 14 cm og giraffen 16 cm — alle leveret i smukke gaveæsker.
Sommerfest – husk datoen: Og ellers er der traditionel sommer– og familiefest den 28.– til 30. juni på museets store område i Giengen/Brenz : Steiff-Museum, Margarete-Steiff-Platz– 1 DE 89537 Giengen an der Brenz – www.steiff.com/ – fredag til søndag fra 10 til 19, og lørdag ekstra stort program på scenen med balloner og et gigantisk fyrværkeri. Alt omdannet til en gigantisk festplads……
Traditionen tro er der Bamse-workshops den 28. og 29. juni. Vil du med, finder du tilmeldelsesformularer i Klubmagasinet: Info under: www.steiff.com/workshop —- Der er det sædvanlige herlige sommermarked med forhandlere, kunsthåndværkere og lokale udstillere, maskot-træf, Auktion, præsentation af specielle Steiff-figurer…. Margarete-Steiffs Fødehjem… , ja, sådan kunne jeg blive ved… Det hele skal opleves! Du kan købe mad og drikke på festpladsen. Ja, du har i det hele taget her lejlighed til at få fat i sjældne Steiff-figurer og til at træffe andre Steiff-entusiaster…..
NB: adgang til festpladsen er gratis.
Vi ønsker dig nogle hyggelige Bamse– og krammedyr-dage……
Skabt af kunstneren George Ernest Studdy (1878-1948)
Hvem har mon nogen sinde kunnet stå for denne charmerende hund —i hvert fald ikke jeg… Denne hvalp skabt med et hvidt og et sort øre, lidt små sorte pletter, stumphale og store blå øjne, ja, det er såmænd Bonzo, som snart blev alle yndling.
Bonzo så dagens lys i 1922, hvor de første skitser af ham blev tegnet, og snart var han gennemgående figur i The Sketch Magazine. Allerede i midten af 1920erne kom han på et 100-brikkers puslespil, og snart sås han alle vegne. Næsten enhver bilejer havde en Bonzomascot, til børnene kom der Bonzohunde (i blødt bamsestof) – han sås på plakater, på film, på postkort; du kunne få ham som sæbe, som parfumeflaske, som vedhæng til nøgleringe, på askebægre, kopper, salt– og pebersæt, badges, pudderdåser —ja, sådan kunne man blive ved —listen er nærmest uendelig— og vi danskere husker ham sikkert bedst fra Familie-Journalens forsider.
Går du på nettet, er der Bonzoplakater, børnebøger og meget mere til salg via bl.a. Amazon.com, og firmaet Merrythoughts Bonzo kan stadig skaffes, ligesom du kan få fat i kanvastasker med Bonzomotiver.
Selvfølgelig ville det kendte Steiff-firma (bamser og dyr med ”knap i øret”) også være med, og de fremstillede allerede i 1927 prøver af Bonzo—115 stk.—, men George Studdy syntes ikke om dem, og derfor fik Steiff aldrig tilladelse til at producere Bonzo-hundene.
Hermed lidt om George Ernest Studdy—manden og kunstneren bag Bonzo
Denne engelskmand blev født den 2. juni 1878 som søn af Ernest og Constance Studdy i Devonport, Devonshire, som nummer to af deres tre børn, han havde en storesøster ved navn Ernestine og fik senere en lillebror Hubert. Efter en kort militærkarriere, mest fordi det var hans Fars ønske, forlod han militæret. Han tog en eksamen som ingeniør, men efter at have fået en gave på £ 100 fra sin tante, tog han aften- kurser på Heatherly’s Kunstskole i London, og samtidig deltog han i et semester på Calderon’s Animal School for at studere dyreanatomi samt tegning.
Han arbejdede hårdt og sendte sine tegninger ind til flere relevante steder, det fornemste var The Sketch Magazine, og snart fik han udgivet postkort og meget andet med Bonzo. Det hele kørte bare derudaf.
Kunstneren i sit arbejdsværelse – i færd med at tegne Bonzo!
I 1912 giftede han sig med sin elskede Blanche Landrin fra Frankrig, de fik datteren Vivienne. Blanche og George havde et fantastisk samarbejde.
I 1947 fik han smerter i brystet, han havde hele livet været storryger. Han blev svagere og svagere og var i sine sidste måneder bundet til sengen. Han døde den 25. juli 1948.
To af de 115 prøver, som *Steiff fremstillede, men som ikke blev godkendt af Studdy!
Bonzo kom på film allerede i 1924—små fascinerende 10-minutters –film. Og allerede fra midten af 20erne dukkede Bonzo op på kontinentet: her kan nævnes Frankrig, Tyskland, Østrig og Danmark, senere Norge og Tjekkoslovakiet. Næsten samtidig blev han transatlantisk og dukkede selvfølgelig op i USA i The American Weekly.
I USA udkom i 1929 desuden en serie små indbundne bøger trykt af McLouglin Bros., Inc.
I 1927 kom Bonzo i Toby Magazine som tegneserie —idet man havde besluttet at give Bonzo en pause fra The Sketch Magazine, da man mente, at læserne var trætte af ham. Efter et hul på ca. 15 måneder kom Studdy tilbage til The Sketch Magazine, ikke med Bonzo, men med ”Exit Bonzo — Enter Ooloo”, en kat. Bonzo kom aldrig tilbage til dette blad.
Til gengæld så man ham indtil begyndelsen af 2. Verdenskrig i ”Dean’s Books”.
Dette store udvalg af nøgleringe er fundet på nettet!
BONZO lever stadig blandt sine mange fans, og går du på nettet, finder du en masse oplysninger om kunstneren og Bonzo. Undertegnede har samlet en del billeder og præsenterer et udvalg her på siderne. Og da jeg fandt billedet af en japansk celluloid-Bonzo fra 1930erne, kunne jeg slet ikke lade være med at tegne et stykke påklædningsdukketøj til ham.
I går kom det længe ventede brev eller måske den ventede lille pakke fra Steiff indeholdende min årsbamse, en sjov lille fyr, denne gang syet i vaskbart, cremefarvet uld og med certifikat, som det hører sig til.
Men der var selvfølgelig også vedlagt brev, medlemsblad, katalog over nyheder, samt meddelelser om bamsemesser, alt sammen herligt læsestof for en Bamsoman som mig.
I medlemsbladet er der for øvrigt en omtale af det kommende Bamsemuseum i Billund med billede af den berømte bamse Alfonso – se tidligere artikel ! og interview med Gitte og Johnny Thorsen, Orange Bears, som står for museet.
Der er også bragt resultater af designerkonkurrencen, desværre vandt jeg ikke, man er ikke altid den heldige… , selv om jeg syntes, at mit projekt sagtens kunne stå mål med e udtrukne vinderes, men Tab og vind med samme sind, og måske jeg er mere heldig næste gang.
Her er den 10 cm høje Club-bamse nederst, men vil man have ham i stor udgave, fås han 29 cm høj i samme udførelse. Bamsen i midten er syet af mohair og er 21 cm høj, han er et specielt tilbud til klubmedlemmerne.
Steiff genudgiver hele tiden deres gamle bamser som replika, bl.a. denne mørkebrune mohairbjørn på alle fire ben., han måler 22 cm og er første gang fremstillet i 1914.. Faktisk rart, at mange af dyrene ikke er så store, at det til sidst vil knibe med at få plads til dem.
Men Der er også andre dyr, bl.a. pingviner, løver, en ozelot, Paddington, hans forældre, etc. en særlig god historie i Steiffs Club-magazin er, at der hver gang står noget om forgangne tider. Og så er der brevkasse, hvor du kan få oplysninger om dine nyere eller gamle Steiffdyr
Da påske nærmer sig, er der selvfølgelig kreeret de sødeste påskelam og -harer, bl.a. Beatrix Potters Peter Kanin. Men de allersødeste nyheder er for mig Lena Mus på bare 12 cm og syet i Alpaca, samt miniharen på 10 cm syet i vaskbart fløjl. Begge er fremstillet i begrænset udgave. Hermed de charmerende dyr med lange ører hhv laaang hale!
Blandt de mange medsendte brochurer er der meddelelser om kommende auktioner og messer, hvor Steiff og mange andre deltager: Hermed nogle oplysninger til jer alle:
Ladenburger Spielzeugauktion, Lustgartenstraße 6, D 68526 Ladenburg, www.spielzeugauktion.de – mail@spielzeugauktion.de – hvor du kan få oplysninger om de kommende auktioner den 28.2. og 1.3. i Hamburg, samt i Berlin og Wien senere, datoer endnu ikke offentliggjort.
Teddy Dorado , Stadthalle Bad Godesberg, Koblenzer Straße 8, D 53177 Bonn am Rhein, www.steiffauktion.de for yderligere oplysninger, holder auktioner den 14. april og den 27. oktober.
Teddybär toltal 2018 finder sted den 28.-29. april i Messe- & Congress Centrum Halle Münsterland, Albersloher Weg32, D 48155 Münster, yderligere oplysninger www.teddybaer-total.de eller
email: info@teddybaer-total.de
Samme sted og samme tid: er der International Dukkeauktion og Kreativt Forår: info www.puppenfruehling.de eller www.kreativ.fruehling.de – billetterne gælder – så vidt jeg kan se – til alle arrangementer.
Der er workshops, underholdning, foredrag, komkurrencer og meget andet godt den 28.-29. april i Münster!
Du kan også komme til Teddybär Welt den 26.-27,. Maj i CongressCenter Wiesbaden, info: www.teddybaer-welt.de – eller til Steiffs egen sommerfestival den 1. juli: Steiff Sommer 2018, på Steiffområdet Margarete Steiff GmbH i Giengen an der Brenz, info og kontakt: museum@steiff.de (her kan man også deltage i workshops)……
De nævnte arrangementer er for alle, men er du klubmedlem, foregår der noget overalt, f.eks. I Belgien, Holland, Schweiz, Østrig og United Kingdom… En bamsoman behøver aldrig at kede sig, og man har da lov til at deltage som GLO-gæst, det er jo ikke altid, man har lyst til at ÅBNE den STORE pengepung, vel!
Vi skal på auktion via Ladenburger auktionshaus !!!
Og så er der kun tilbage at ønske jer God fornøjelse !
Billund får i løbet af 2017 et bamsemuseum – sådan lød de mange rygter og formodninger, og i Bamsekredse er projektet et stort samtale-emne, og nu er det således en realitet, idet
Teddy Bear Art Museum åbner den 20. maj 2018 i Billund Centrum, Hans Jensensvej 3, 7190 Billund, og vi takker museumskoordinator Anette Zappel for disse detaljer og fotos. Du kan læse meget mere om museet, dets ejere og bestyrere på dette link og/eller hjemmesiderne: :
Det planlagte Bamsemuseum i Billund skulle egentlig ligge i tomme lokaler på Butikstorvet, men planerne blev ændret, da man fik tilbudt Edith Kirk Kristiansens hus, som ligger ved siden af Den Jyske Sparekasse .
Gunhild Kirk Johansen, Ediths datter, er søster til Kjeld Kirk Kristiansen og passioneret bamsesamler, en interesse hun deler med bamsemageren og –samleren Gitte Thorsen, der sammen med sin mand, Johnny, står for opbygningen, indretningen og den daglige ledelse af Bamsemuseet.
Motiv fra Ediths Have !
Selve huset er en arkitektonisk fra 1959, dansk arkitekturs storhedstid, og den gamle villa er således nænsomt forvandlet fra privat hjem til moderne museum i dansk design.
Museet er omgivet af en smuk, parklignende have, skabt af Edith. Haven bliver åben med gratis adgang for besøgende i Bamsemuseets åbningstid. Ediths roser, rododendron og store træer giver ro til mange gode bamsetanker. Glæd dig til en tur i haven med den smukke farvepragt – og haven er selvfølgelig indhegnet med et særligt bamsehegn, designet af bamsekunstneren Gitte Thorsen!
I museets forhal bliver der en åben, inspirerende udstilling med gratis adgang. Du er også velkommen til at besøge vore to butikker (Bamsemagerbutik og bamsebutik) samt bamsecafeen – alle med gratis entré.
Museets første særudstilling viser forvandlingen af Ediths villa fra privat hjem til moderne museum.
Og hermed historien om en af museets beboere, måske I allerede kender den, men en god fortælling kan sagtens tåle at bliver fortalt igen og igen, ikke sandt!
Alfonzo og Xenia
Selv nu – et hundrede år efter at Romanov-tiden i Rusland er forbi – er vi stadig grebet af historiens begivenheder. Og… en lille bamse er blevet indbegrebet af denne æra:
Storhertugen George Mikailovich gav sin datter, prinsesse Xenia, hvis Mor var dansk prinsesse, en sjælden rød Steiff-bamse som julegave i 1908. Prinsessen gav ham navnet Alfonzo, og hendes engelske barnepige, som prinsessen kaldte for Nanabell, syede en kosakdragt af bomuldssatin til ham.
Prinsessen og Alfonzo bolev uadskillelige. De tilbragte vinteren sammen på Micailovsky-Paladset i Skt Petersborg og forår og sommer i deres hjem, tæt på tsarens palads ved Sortehavets Kyst, hvor de legede sammen med Prinsesse Anastasia og hendes andre fætre og kusiner.
Dejlige og velbevarede Alfonzo glæder sig til at hilse på alle os Bamsomaner!
I 1914 rejste Prinsesse Xenia med sin bamse på sommerbesøg til Buckingham Palace. Mens de var i England, udbrød Første Verdenskrig, hvilket betød, at de ikke kunne rejse hjem. De blev i London og undgik derved den russiske revolution. I 1919 blev Prinsesse Xenias Far henrettet. En tragedie, der bragte Prinsesse Xenia endnu tættere på Alfonzo – den eneste gave fra sin Far, som hun havde bragt med sig til London.
I 1921 blev prinsessen gift med William Leeds, der var arving til en stor formue. Hun flyttede til sin ægtemands gods, Kenwood, som lå i Oyster Bay på Long Island i USA.
Alfonzo blev ved Xenias side resten af hendes dage. Efter Xenias død i 1965 gik bamsen videre til hendes datter Nancy, der boede i Woodstock, Vermont. Hun fortalte, at Alfonzo ”føler sig hjemme, da vi har bjørne i bjergene her i området”. Da Nancy ikke havde udsigt til at få børnebørn, indleverede hun Alfonzo til Christie’s Auktionshus i New York i 1988, og det følgende år blev han sat til salg på Christie’s Auktionshus i London.
Ian Pout- ejeren af Bamsebutikken Teddy Bears of Whitney – blev betaget af bamsens kejserlige aner og var så heldig at kunne købe ham i maj 1989 til rekordpris. Siden da har Alfonzo været hjertet i Ians butik og har tiltrukket bamseelskere fra hele verden til Whitney.
Nu har Alfonzo fået et nyt hjem i Danmark hos Teddy Bear Art Museum. Vi glæder os til, at bamseelskere fra hele verden kommer og hilser på ham i hans fine nye omgivelser. På Alfonzo-udstillingen vil du kunne se Alfonzos stamtræ med forgreninger til flere kongelige familier, den danske inklusiv..
På bamsemuseet kan du se kunstnerbamser kreeret af bamsekunstnere fra hele verden. Museets udstilling af kunstnerbamser består af to bamsesamlinger, og her møder du ganske særlige bamser, hver med sin egen personlighed, og alle fremstår som et lille kunstværk. De fleste af bamserne er unikabamser, dvs. der er kun fremstillet EN af slagsen.
En gruppe uimodståelige kunstnerbamser !
Bamsemuseet bliver således endnu en attraktion for hele familien: Billund er og bliver Alle Legebørns Hovedstad: Glæd jer derfor til endnu en god oplevelse!
Gitte Thorsen fremstiller de dejligste unika bamser, og der vil i tilknytning til museet være arbejdende værksted, således at hele familien kan se og lære noget om Bamse-håndværket. Her kan I således alle prøve kræfter med Bamsefremstillingen!
Som nævnt er der også en butik, hvor du kan købe samlebamser, børnebamser, samt materialer til fremstilling af bamser – ja, man kan efter sådan en dag hurtigt trænge til en forfriskning, og derfor er der café på stedet. – kort sagt, vil hele området være et eldorado for alle os Bamsomaner.
Og mon ikke de mange bamser fra Gunhild Kirk Johansens, Gitte og Johnny Thorsens samlinger glæder sig til at flytte sammen og ind i disse dejlige omgivelser!
Og her til slut skal I lige se disse bamser, som glæder sig til at flytte ind (fotograferet af Johnny Pinholt Thorsen!)
Vi glæder os alle til at besøge stedet og hilse på Bamserne!
