Mit store Madam Blå køkken.

(c) for tekst & billeder Dorthe Lohmann.

Tusinde tak til Dorthe Lohmann der deler sin fantastiske samling og dens historie med os.

For hundrede år siden, tilbage i 70`erne, dengang jeg var ung og nygift, var det blå køkkentøj i høj kurs. Mine veninder og jeg var på evig jagt, vi endevendte lofter, kældre, garager og udhuse, og ribbede familiens ældste for alt hvad de ejede, min mormor mistede meget, selv hendes gamle syltekrukker rendte jeg med. Nå … min udplyndrede mormor var nu meget godt tilfreds, for nu kunne hun med god samvittighed supplere op med noget langt mere praktiske i plast.

Men i 70`erne fik jeg også samtidig – helt uventet – lagt grunden til mit store Madam Blå køkken, og det kan jeg takke min kære svigermor for. Hun havde jo bemærket min interesse for blåt køkkentøj, og en dag fortalte hun så pludselig, at hun som barn havde haft et lille bitte spritapparat og lidt udstyr netop magen til det, jeg lige havde anskaffet mig, bare i dukkestørrelse.

Sammen med sin mormor havde min svigermor bagt masser af bittesmå pandekager og mini æbleskiver på det lille spritapparat. Hun havde elsket sit lille køkken næsten lige så højt, som hun havde elsket sine rulleskøjter, og det siger ikke så lidt, for de rulleskøjter sad faktisk på hende hele den snefrie del af året.

Jeg var ved at gå til af spænding, da hun fortalte, at hun stadig havde de små køkkenting, og at jeg måtte jeg få dem, hvis jeg ville, for hun mente ikke, hun gad bage flere pandekager. Og så steg hun op på en stige, og fandt en gammel skotøjsæske bagerst i sit høje skab.

11698576_10207240321790038_2050051663421984708_n
Min svigermors spritapparat og køkkentøj.

Og jeg glemmer aldrig den dag, for i æsken lå der den yndigste lille tekande og den kæreste lille vandkedel, en æbleskivepande, en stegepande, en tesi, et rivejern, en gryde med låg og et lille spritapparat samt et kaffestel med blå blomster. Jeg var solgt og blev grænseløst lykkelig, da hun forærede mig det hele.

11695935_10207240318389953_7866307073313961105_n
Den gamle vitrine med alt sit indhold.
11709659_10207240319549982_2521063093125721945_n
Den lille Tove, som mange år senere blev min svigermor.

 

 

 

 

 

 

 

Dengang i 70`erne anede jeg ikke noget om gammelt legetøj, det kom derfor helt bag på mig, at det blå køkkentøj også eksisterede i legetøjsudgave, det var kærlighed ved første blik, og min svigermors lille samling fik de næste fire år hæderspladsen i vores nye lejlighed, og senere endnu en hædersplads i det hus vi herefter flyttede til. Og der stod det i mange år, uden jeg på noget tidspunkt gjorde mig forestilling om, at man kunne udvide sin samlingen.

Men så en dag på et loppemarked i KB-Hallen mødte jeg Ulla Louby, og det møde ændre mit liv. Der stod Ulla omgivet af dejlige ting, i dag husker jeg stadig den dukke, jeg faldt for, men ikke syntes, jeg havde råd til. Jeg anede stadig intet om gammelt legetøj, men var stærkt draget af det, og var lykkelig, da Ulla inviterede mig hjem for at se hendes store samling.

Hjemme hos Ulla blev jeg fuldstændig overvældet over, at der fandtes så mange vidunderlige ting – dukkehuse og dukkestuer fyldt med de skønneste ting, dukker og bamser i alle afskygninger, hylde efter hylde, men dejligst af alt var et køkken fyldt med blåemaljeret køkkentøj, jeg kunne ikke få øjnene fra det. Det er ikke løgn, når jeg påstår, at jeg fik sorte pletter for øjnene og slatne ben, jeg var naglet til stedet og besluttede, at sådan et køkken måtte jeg også have, koste hvad det koste ville, og så gik jagten ind. I mange år opsøgte jeg et utal af loppemarkeder, jeg har trasket kilometer efter kilometer mellem boder og alverdens ragelse, ting i læssevis, men ikke ret meget af det jeg søgte, til sidst måtte jeg sande, at dette var ikke vejen frem. Jeg besluttede at søge videre via eBay, og da meget af det blå køkkentøj stammer fra tyske fabrikker, koncentrerede jeg min søgning om tysk eBay.

Og det gav pote, I løbet af få år fik jeg samlet en masse, og lidt mere kom til via andre samlere og via Oliver på Køge Legetøjsmuseum, til sidst havde jeg samlet meget af det udstyr, jeg kendte fra diverse bøger om gamle legekøkkener. Desværre manglede jeg selve køkkenet, men sådan et køkken dukkede aldrig op, i hvert fald ikke et jeg var tilfreds med – og tiden gik.

11745766_10207240319989993_7673317408028552135_n
Her bages og vaskes op.
11709708_10207240324630109_6752280939648951482_n
Teknokomfuret fra 1940 her med svigermors fine kedel.

 

Så en dag faldt min mand over en stor gammel køkkenvitrine, som lå kasseret ved en nedrivningsejendom, han fik den med hjem, og jeg kunne straks se, at den kunne bruges til min samling, jeg kunne ganske vist ikke indrette et rigtig køkken i den, men jeg kunne lave et køkkeninteriør, hvor jeg kunne placere mine ting, så de kunne ses på den rigtige måde.

Jeg gik i gang med papir og blyant, skabet blev målt op, og jeg skitserede de skabe, borde og hylder, jeg kunne tænke mig, og så gik min venlige mand i gang med projektet. Og undervejs tilføjede han nye ideer, han lavede blandt andet et spisekammer og to Dannebrogsvinduer, og han besluttede, at glasset i det lille vitrineskab skulle kittes på gammeldags manér, og sidst men ikke mindst lavede han faldstamme og vandrør, som man kender dem fra gamle bylejligheder, og så blev væggene malet i hvidt og blåt, nøjagtig som i gamle køkkener fra ”dengang”.

11695475_10207240323550082_8404302421125186115_n
Tante Ingeborgs lille stel med de bittesmå kopper.
11694994_10207240322270050_279102695230351461_n
Spisekammer, køkken- og flueskab.

 

I mellemtiden havde jeg på eBay fundet et gammelt flueskab og nogle bittesmå porcelænsgreb til køkkenlåger og skuffer – en gammel rund pyntedug med blåt broderi fik jeg af en veninde, af den syede jeg gardiner, og af kanten fra min mormors lysedug blev der en bort til hylden øverst i skabet, og endelig forærede min gamle Tante (født 1908) mig sit lille mini musselmalede kaffestel, kopperne er bare 2,50 cm høje, så de passede perfekt ind i helheden. Og mere udstyr kom til, spisekammeret blev fyldt, der blev forberedt dej til små kager, skufferne fik indhold af knive, gafler og skeer, og lidt udstyr kom der også i skabene og på hylder og borde. Jeg var ved vejs ende.

11694036_10207240321550032_8679661971363177795_n
Kopper og middagstallerkener fra min tante Ingeborg. Nummer to kande fra højre på øverste hylde er det eneste stykke legetøj, der eksisterer efter min mormor, den hæger jeg derfor om.
11140389_10207240322670060_929985758739636548_n
Sæbe, Sand og Soda m.m. – her mangler ikke noget.

 

 

 

 

 

 

 

Min svigermor lagde grunden til dette projekt, hun er fra 1918, og fik sit lille spritapparat og de små køkkenredskaber omkring 1922. Det meste af inventaret er fra 1910-1930, komfuret fra Tekno er dog lidt yngre og fra omkring 1940.

Projektet har taget år, men det har været det hele værd, jeg elsker det køkken, og jeg elsker historien og fællesskabet bag det.

Hilsen Dorthe

Gamle glansbilleder— et stort samlerobjekt !

 

© Lise Clasen

 For nogen tid siden fik jeg fat i nogle gamle glansbilledalbum, og i det ene var indklæbet et lille udvalg af glansbilleder fra Kong Christian Xs tid — Det pågældende album er dateret den 15.1.1946, men glansbillederne kan være ældre, idet prinsesse Margrethe (vor nuværende dronning) og Prins Ingolf (nu greve af Rosenborg) ser ud til blot at være et par år gamle. Jeg ved, at der findes flere i serien, men her er, hvad jeg fandt i det gamle album:

Men der er mange flere, se selv…..

 

Billede2
Herover Kong Christian X i Garderuniform.
Billede1
Kronprinsesse Ingrid med Prinsesse Margrethe, Kong Christian X med sit første barnebarn, Prinsesse Elisabeth, Prinsesse Elisabeth med dukke, og kong Christian X hilser på en flok børn, gad vide, om det er en gengivelse fra 1920 ?
Billede4
Arveprins Knud og Arveprinsesse Caroline Mathilde med Prins Ingolf og Prinsesse Elisabeth.
Billede3
Kong Christian X højt til hest.
Billede6
Kong Christian X i rød Galla-uniform.
Billede7
Kronprinsesse Ingrid i spederuniform—fra den tid, hvor hun var protektor for pigespejderne!

Billede5

 

 

 

 

 

 

Gammelt Legetøj – Nye Frimærker

  Det er ikke så tit, at der udsendes frimærker med legetøjsmotiver, men den 24. april i år udkom fra Færøerne to frimærker med legetøj fra dengang….. Billede1

 De to frimærker belyser gamle færøske barnelege og fortæller om kludedukken Troldtoppen og hjulet Hornkringlen.

Troldtoppen er udgivet på et frimærke af værdi 17 kr., og Maria Skylv fortæller bl.a. i sin bog ”Gamlar gøtur II ”(Gamle stier II) fra 1967 lidt om Troldtoppen:

 For omkring 80 år siden var det sjældent at se en lille pige lege med dukker. Flere piger ejede dog en dukke, hjemtaget fra udlandet af en Far, bror eller onkel. Sådan en dukke var ikke beregnet som legetøj. Dukken blev ofte stillet på en hylde i dagligstuen eller gemt væk i en kiste. Her stod eller lå den så, og når pigens Mor havde et ærinde på hylden eller i kisten, kom dukken ned og frem et øjeblik, således at pigen kunne holde om den.

(Sådan har det også været i nogle danske hjem: undertegnede har en veninde, der fortæller, at hun som barn havde en fin, gammel porcelænsdukke, et arvestykke, som hun kun måtte lege med om søndagen)!

Ikke alle havde dog sådan en fin dukke på hylden eller i kisten, idet enhver Mor kunne lave en kludedukke eller en Troldtop til sine børn. Sådan en Troldtop var som sagt lavet af klude, kroppen kunne f.eks. være af en gammel sammenrullet undertrøje, hovedet formede man og strammede en snor rundt om halsen. Et tøjstykke til arme blev rullet sammen og bundet fast om livet. En hvid klud dækkede hovedet, inden man strammede snoren om halsen, og somme tider blev der malet øjne og øjenbryn og måske næse på ansigtet med en sodet håndten. Rødt papir var udmærket til mund og kinder. Dukken kunne få et gammelt forklæde på som skørt, og vupti, Troldtoppen var færdig. Ben havde dukken ikke. Både små drenge og pigerne legede med Troldtoppen.

Også her vækker den slags dukker minder, idet min søster og jeg af en tante Billede2lærte at lave næsten samme slags dukker, men af papirservietter. Vi pyntede dem med bl.a. forklæde og tørklæde om hovedet og malede ansigtet med vore ”vikingefarver”, og selvfølgelig var de dukker, vi selv havde skabt, meget sjovere at lege med end købedukkerne. Som jeg plejer at sige: ”Din fantasi kender ingen grænser!”

 

Det andet frimærke har værdien 22 kr. med billedet af Hornkringlen, dvs. en hornring lavet af vædderlamshorn:

Marius Johannesen fortæller om Hornkringlen i sin bog ”Føroysk barnespøl”, Bókaforlagid Grønalid, 1979) bl.a.:Billede3

Når talen falder på vædderhorn eller vædderlamshorn, så var det meget almindeligt, at vi børn legede med hornkringler (en hornring lavet af vædderlamshorn). Stejlen blev slået ud af hornene, og så blev flere horn sat sammen, så de dannede en ring af fire, fem eller seks horn, og så fandt vi os en bakke, hvor vi kunne rulle hornkringlen. Det, det drejede sig om, var at have en hornkringle, som trillede mest lige og længst uden at falde til siden.

Nogle gange blev Hornkringlen mandsopdækket, mens den med stor fart trillede ned ad bakken. Bemandet med kæppe, drejede det sig om at slå så kraftigt til Hornkringlen, at den faldt til siden. Det var dog sin sag, for du måtte være på vagt, for at den ikke stødte ind i dig, for så kunne du komme til skade. Dette var mere en leg for de store drenge, idet de små holdt sig af vejen for disse farlige hornkringler og trillede vædderhorn i stedet for. Var det et smukt buet vædderhorn, kunne det trille lige så langt som nogen hornkringle, inden det faldt til siden.

Lise Clasen © med inspiration fra og henvisning til Posta Stamps/Færøerne/Nr. 23/februar 2015. —www.stamps.fo