Denne yndige påklædningsdukke er en Reklame for OMO-undertøj

© Lise Clasen

 Hun er en af de påklædningsdukker, jeg havde som barn, og stor var min glæde, da en bekendt sendte mig en kopi af dukken, men glæden var endnu større, da det lykkedes mig at erhverve originalen.

Jeg husker tydeligt, at min søster og jeg skulle til afdansningsbal og i den anledning skulle have nyt, fint undertøj, som blev købt i en lille kvalitetsforretning på Søborg Hovedgade. Undertøjet lå i en fin æske med påklædningsdukken på låget, og inde i æsken lå et ark med to sæt undertøj og to natkjoler i henholdsvis lyserødt og lysegrønt.

Den lille charmerende og kokette pige på låget er ca. 26 cm høj. Tegningen er signeret af Vibeke Mencke 1952 og ellers mærket med OMO med en krone over M’et (ikke at forveksle med OMO-vaskepulver, som først blev introduceret i Danmark i 1967 af Henckel).

Tegneren Vibeke Mencke (1900-1960) er kendt for at have tegnet påklædningsdukkerne ”De bevægelige Liser” (som vi alle kalder dem); en serie hun fortsatte, efter at Ely Gross havde tegnet Lille Lise: denne serie startede i 1940erne og er meget populær blandt os samlere. Den omfatter: Lise 5 år, Lise går i Skole, Lise dyrker Sport, Lise som Konfirmand, Lise som Brud og Lise som Mor. Desuden det unikke dukkehus: Lises Hjem med en dukkefamilie— ligeledes med bevægelige led. Dukkefamilien boede stort, idet dukkehuset har 10 værelser, samt for– og bagfacade og mange finesser, som muliggør, at man kan flytte dukkerne rundt i møblerne og i huset. Vibeke Mencke illustrerede desuden mange pige– og ungpigebøger, romaner og noveller. Bedst husker jeg serien om sygeplejerskerne, som vi i min barndom lidt hånende kaldte ”Kittelromantik”: Piger I hvidt osv.

Vibeke Menckes streg er meget, meget elegant, og jeg vil senere præsentere jer for De bevægelige Liser”!.

Herunder den lille ”undertøjspige” og hendes tøj….

Hilsen fra Lene og Lise

Billede1Billede2

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.