Med hilsen fra Sigi Ulbrich (tekst og fotos) ©
(oversat af Lise Brastrup Clasen ©)
Altså, helt ærligt? Hætten er ikke af krystal – ikke engang tilnærmelsesvis, men den er så værdifuld for mig, som var den af det materiale. Nu skal I høre:
Lad os gå tilbage til den 28.11.2008. På denne dag fik jeg om aftenen en mail fra min veninde Jutta. Hun sendte mig et foto med ordene, se her, hvad jeg i dag har købt på loppemarkedet. For at jeg rigtig kunne se størrelsen, havde hun stillet et 8 cm højt Edi-dukkepar ved siden af. Vi målte alting ud fra Edi-dukker. Vi boede langt fra hinanden og sås ikke så tit, som vi gerne ville. For at vi begge altid hurtigt og helt korrekt kunne vise hinanden billeder af vore skatte, viste vi altid en Edi-dukke sammen med tingene. De to dukker i stuen er 4 cm høje Edi-dukker.
For mig var det kærlighed ved første blik. Straks vidste jeg, at jeg absolut måtte eje en stue magen til. Således var vi begge på udkig efter sådan en stue, og samtidig researchede vi. Endelig og endda ved første øjekast opdagede Jutta den i et katalog fra 40erne . Efter nærmere undersøgelse viste det sig, at det var en stue i skala 1:10. og at det ”kun” drejede sig om én ligebenet ”trekantet” dukkestue.. (en ligebenet trekant er en trekant med to lige lange sider – der findes desuden ligesidede trekanter, dvs. trekanter med tre lige lange sider, da der går fire trekanter af slagsen på en cirkel,, er de fire trekanter i krystalhætten således en kombination. – Red.).
Dog viste denne gengivelse immervæk, at der i sådanne stuer kunne have stået en vugge og et kistemøbel. Da Jutta rigtig gerne ville have begge dele, fremstillede jeg af pap de formentlig manglende møbler, ganske vist efter modeller i større målestok. Dengang tænkte vi ikke over forskellen, og hun blev meget glad for møblerne.
Nu blev det den 3. oktober 2012— Den tyske Genforeningsdag – hvor der var stort loppemarked i Bamberg. Vi havde, som vi gjorde hvert år, tilrettelagt vor ferie, således at vi kunne besøge markedet. Jeg stod tidligt op, og var allerede på pletten kl. 7. Gerhard – min mand og forståelige ven – ville komme derhen senere. Vejret var ideelt, og markedet var endnu større end tidligere. Hen ad klokken 11 var jeg allerede temmelig træt, og pludselig så jeg den. Uden møbler og uden kælder, men en mini-vinkel-stue, og selvfølgelig købte jeg den,. Ja, og så ringede jeg da lige til Gerhard, at han godt kunne afhente mig —jeg kunne ikke mere, nej, jeg ville ikke mere. Min drøm var blevet opfyldt – hvad mere havde jeg at gøre på dette marked. Nu blegnede alt andet.
Da jeg var færdig med at indrette min stue, sammenlignede vi vore stuer. De havde en ubetydelig forskel i målene.
Da fik Jutta meddelelse om, at hun ikke kunne leve ret meget længere. Vi græd sammen, og til sidst forsøgte jeg at trøste hende med disse ord: Nu får du min stue, og du kan slet ikke forestille dig, hvor fantastisk det vil se ud, når du stiller dem ved siden af hinanden.
Det var virkelig en ringe trøst!
Ja, og så stod begge stuer til sidst ryg mod ryg på bordet hos os. Vi har et rundt bord i arbejdsværelset, og her fik de plads. Jeg købte en drejetallerken af træ på 40 cm i diameter. Ja, jeg indrømmer, at det var en ostetallerken, men den passede hårfint til formålet. Nu kunne jeg dreje en side hen mod mig, således at jeg kunne se den del, jeg gerne ville. Der var fire indstillinger. De to stuer og de landskaber eller den have, som hørte til.
Der var blot den ulempe, at hver gang vi luftede ud i arbejdsværelset, væltede de små stole eller flere andre ting. Ellers har vi stillet alle de mindste stuer under en smuk og meget dyr hætte af akrylglas. Det ser meget sofistikeret ud, giver så godt som ingen spejlreflekser og beskytter for vind og vejr, støvsugere og uforvaret berøring. Selvfølgelig ville Gerhard straks bestille en hætte til disse to dyrebare stuer —men desværre, de findes ikke i rund udgave. Vi søgte på internettet og fik hele tiden det svar, at den vil blive for tung og for dyr. Ja, vi skulle af med ca. 500 € (ca, 3.650 danske kroner — Red.) for en sådan hætte.
Efter nogen tid manglede en lille bitte vase, jeg regner med, at støvsugeren har ædt den. Nu måtte der gøres noget. Jeg bestilte på nettet en ganske tynd træskive på 42 cm i diameter. Dette gik uden problemer, jeg måtte blot købe den næststørste skive, som blev sendt til mig udfærdiget med 42 cm.
Denne skive tog jeg som en prøve og klippede af klar lysfolie et låg, hvilket var det første, det mindste og det enkleste trin.
Af tynde firkantklodser lavede jeg et kryds. Dvs. at jeg i midten havde filet en not/rille. Nøjagtig så lang, at krydsningen blev plan. Derpå isatte jeg rundholter som støtte.
Og ja, jeg havde den følelse, at limen nu skulle tørre. Ved første forsøg kom de minimale størrelsesforskelle graverende til syne, og jeg måtte indsætte udligningsstykker.
Så vidt, så godt, jeg havde en bund, og jeg havde et låg. Nu manglede jeg blot det virkeligt vanskelige mellemstykke. Kender man diameteren, kan man via formlen beregne, hvor stor omkredsen er. I min klokkes tilfælde var den 132 cm. Jeg blev da klar over, at min lysfolie ikke var tilstrækkelig. Arkene er DIN A1 (594 mm x 841 mm), altså måtte jeg tilføje stykker. Det blev nødvendigt med to sømme.
Men hvordan kunne jeg føje det sammen på stabil måde. At lime holdt jeg for uigennemførligt. Der ville komme for stærkt tryk på klæbestedet. Jeg ville til at sy, men da gjorde Gerhard mig opmærksom på, at sømmestederne ville få så skarpe kanter, at tråden hurtig ville blive skåret over. Åh, sådan en ”Drillepind/Ødelæg bare fornøjelsen”!.
Jeg var ved at pakke en lille dukke ind, som jeg ville sende til en veninde. I Tyskland er der jo praktiske og gunstige forsendelser. Det pakkede holdes sammen med clips, fast, men er dog nemt at åbne igen. Det var løsningen, hurtigt og effektivt. Nå, ja, måske rent optisk ikke sååååå smukt, men heller ikke dårligt, og….. da jeg anbragte dem på højde med støtterne, gik det ikke ud over helhedsindtrykket.
Jeg har ved tilskæringen af begge sidedele lagt 4 cm til. Ved lukningen af cirklen har jeg foroven og forneden ligeledes bøjet 2 cm om, og hele vejen et indsnit på 1,5 cm. På denne måde skulle det lykkes mig at få en smuk runding og ingen hjørner. Det lykkedes virkelig. De nederste ”flapper” lagde jeg ind under den ekstra træbund og fastgjorde dem med heftestifter. For at være på den sikre side skruede jeg bundpladen fast på drejepladen. Nu kom det store øjeblik:
Jeg lagde endnu en skive af grønt karton ind og stillede begge stuer ovenpå. Det grønne karton illuderer en passende havefarve.
Stuerne passede nøjagtigt, og også mit støttekryds gled lige ind på plads.
De næste timer er således et højdepunkt i enhver samlers hverdag. Min mand gav storsindet afkald på sin middagsmad og smurte sig et rundstykke. Men jeg, jeg kunne indrette de to små stuer og udstyre dem med det allermindste tilbehør, jeg kunne finde i mine kasser. Nu skulle der ikke gå mere tabt. Men alligevel fastgjorde jeg nogle småting med ”miniprikker” – I ved nok, med disse små, glasklare klæbeprikker.
Da alt var færdigt, lagde jeg låget på. Ja, ikke mere. Låget ligger med sin egenvægt rigtig godt. Ganske vist er hætten ikke helt tæt, men dog overvejende en beskyttelse mod støv, samt også mod vind og pilfingre…
Naturligvis kunne en hætte af akrylglas måske være meget smukkere, og dog, denne selvbyggede hætte gør det ud for det samme. Jeg har alt i alt betalt mindre end 30 Euro, og jeg havde stor fornøjelse af at bygge den, den er næsten af krystal— i hvert fald efter mine forestillinger.
Når jeg sidder her foran og betragter disse henrivende små stuer, forestiller jeg mig altid, hvordan Jutta oppe på sin sky sidder og kigger og holder tommelfingeren opad.
Ja, jeg er sikker på, at hun vil synes supergodt om min krystal-hætte.
Og hermed det flotte resultat.
Kære Sigi –
Vi siger tusind tak for din rørende fortælling og for at få del i dine kreative ideer, som helt sikkert vil inspirere mange samlere. (Og hils Drillepinden Gerhard, hvis gode råd viste sig brugbart)!
Lise
Også en kæmpestor hilsen og tak fra mig Sigi. En meget interessant og lærerig artikel.
Lene