Nedlukning!

Endnu engang har Sigi Ulbrich, sendt en interessant artikel fra sin og hendes mand Gerhards, vidunderlige verden.

Tusinde tak!

Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Fotos, Hvis ikke andet er nævnt :
GMUwebSign

Oversættelse: Lene Byfoged

Endelig tid til de fine små ting.

Jeg tror, ​​at alle, der beskæftiger sig med dukkehuse i bondehusstil, har set de små blå møbler, på en online-auktion.

Selvom de ved første øjekast ser så helt anderledes ud – en anderledes blå farve, en anderledes dekoration. – er de uden tvivl Kuhn.

Min første kontakt med disse små møbler, var for mange år siden. Jeg fortalte stolt til min veninde Steffie, at jeg havde købt et lillebitte værelse af Dora Kuhn fra 1950’erne. Så sendte hun mig det smukke foto til venstre – tak Steffie for at jeg må vise det her. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være og rekonstruerede det – så hurtigt som muligt – med mine 50 år gamle møbler.

Men jeg var selvfølgelig også lidt “jaloux” over, at jeg som samler og, som jeg troede, kender af bondehuse, nærmere bestemt Kuhn, ikke havde dette dejlige sæt.

I 2011 opdagede jeg dele af et sæt, på en internetauktion og var heldig, at købe det til en god pris. Det var jo så starten, til mit fremtidige værelse.

I 2017 gav Sherri og Steve deres grandniece et lille dukkehus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billedet her. Steve havde bygget rummet, Sherri købte det søde lille komfur og jeg hæklede de små tæpper. Sherri var synligt glad for, at indrette dette lille værelse, og jeg forsøgte endnu en gang at genskabe et foto, der var blevet bevaret. Men sådan et værelse havde jeg stadig ikke.

Da disse to dele blev udbudt, købte jeg dem med det samme. Nu havde jeg endelig et bord – og endnu en kommode.

I begyndelsen af ​​2020 – lige da verden var lukket ned – modtog jeg en e-mail fra min ven Geli. Hun havde også købt et delvist sæt af disse møbler og var i gang med at lave en lille æske til det. Jeg vil gerne takke Geli for at give mig tilladelse til, at vise hendes billede her.

Ved første øjekast så jeg, at her var et nyt hjem til min overskydende kommode. Geli var glad for kommoden og malede straks en lille væghylde, så den passede til indretningen. Tag et kig på det flotte ur og de yndige figurer fra Erzegebirge. Det er et rigtig sødt lille værelse. Jeg vil gerne takke Geli for, at have givet mig tilladelse til at vise hendes billede her.

Jeg har en hel samling af gamle Kuhn-kataloger. Jeg havde aldrig set dette møbelsæt i noget Kuhn-katalog før. Så jeg var meget glad, da jeg var i stand til at købe et tidligere ikke-eksisterende – udateret – katalog fra 1970’erne, og det var der, jeg opdagede det….
… … det lille Kuhn-hus. Eller rettere sagt de tre små Kuhn-huse. Desværre var der ingen størrelsesspecifikation eller nogen beskrivelse. Bare navnet:

16 – soveværelse med hus
17 – stue med hus
18 – toetageshus

Bare disse tre små billeder. – så ingenting.

Jeg ville virkelig gerne kende husenes dimensioner og prøvede mig frem. Derved kom jeg frem til, at grundarealet var omkring 14 x 7 cm. Så jeg byggede en lille kasse af pap og satte soveværelsesmøblerne indeni.

Mens jeg stadigvæk spekulerede på, om min mand og jeg ville være i stand til at bygge, sådan et lille dobbelthus med minimalt værktøj og ressourcer – og med at bruge de få trærester, vi havde i huset – isenkræmmerbutikkerne var jo lukket under nedlukningen – jeg opdagede en internetauktion med dette sæt – de kalder det en “væghylde i form af et hus”. Sikke en fryd – den lille har et grundmål på 14 x 9 cm. Nå, jeg behøvede ikke at tænke to gange. Jeg købte sættet, det var slet ikke dyrt og senere kunne jeg sælge de to andre “huse” igen.

Jeg foldede en overetage ud af pap og satte de møbler ind, jeg havde. Jeg havde kun en stol og ingen bænk, men i min skrotspand, var der en lille bænk, der lige passede i størrelse, og en beboer fandt hurtigt selv på plads. En lille kniplerske fra Erzgebirge, var den helt rigtige beboer til dette lille hus.

Jeg lavede husets indre i ét stykke af hvidt pap med sarte sorte kanter. Så malede jeg kanterne. Alt passede perfekt.
For nu var et bølgepapgulv nok for mig. Med den næste pakke fra USA – hvis noget får lov til at blive sendt igen – vil der komme en rigtig bund fra Steve.

Jeg brugte små træpinde som hyldeknægte – nogle gange får man dem i stedet for en ske til en kop kaffe. Her passer de rigtig godt. Min mand var så imponeret over dette lille hus, at han tilbød at sætte lys i det. En lille lampe på hver etage.

Disse lamper er fra et julekrybbeprojekt – internettet gjorde det muligt for mig at købe dem trods nedlukningen. For stueetagen, var det kun en midlertidig løsning – indtil træloftet kom. Anderledes er det på øverste etage. Der lavede jeg en afskærmning i loftet af det eksisterende pap. Der var et lille hul derinde, hvorfra pæren kiggede frem og lyste rummet op.

I mellemtiden modtog jeg billeder som dette fra USA. Grandniecen havde lånt Steve en stol og bænken, og Steve (træværk) og Sherri (malingen) brugte disse skabeloner til at lave en bænk og tre stole til mit hus. Tak, Sherri, for at jeg må vise billederne her.

Jeg fandt også den længe savnede loftsbundplade, blandt alle de skatte, der var til mig. Tak, Sherri, fordi jeg måtte vise billedet her. Du kan også besøge min veninde Sherri på internettet. Hun administrerer en blog, som du kan få adgang til via dette link

www. littlecabincreations.blogspot.com

Så en dag var tiden endelig kommet, US Postal Service og DHL leverede til den utålmodige dukkemor, og jeg kunne pakke pakken ud fra Missouri. Jeg prøvede straks bundpladen – den passede præcis.

Jeg har en lille boremaskine. I daglig tale kaldes det en boredværg. Et af tilbehørsværktøjerne er en router. Jeg brugte den til at fræse en fin rille på undersiden af ​​gulvet. Der har jeg nu lagt kablet til stueetagens belysning. Så limede jeg et stykke hvidt papir på loftet. Selvom man kigger direkte ind i den nedefra – hvilket man faktisk ikke kan – ser den pæn og ryddelig ud.

Jeg ridsede tynde streger i toppen af ​​bundpladen, for at få det til at ligne gulvbrædder. Så har jeg vokset og poleret flere gange. Det er nu et fantastisk gulv, på den øverste etage. Den har en lækker rød-brun tone.
De små tæpper, jeg vævede fik også prikken over i’et – jeg pressede dem i et par dage – nu er de fladere og ligger helt fladt.
Jeg tror, ​​at mit hus ikke behøver at skjule sig bag originalen – se katalogbilledet til venstre.

Nu hvor huset står og er så lille og helt færdig foran mig, indser jeg – jeg havde glæde af nedlukningen. Jeg håber, at du lige så godt og underholdende er kommet igennem denne frygtelige tid.

Tak til mine venner Sherri og Steve i Missouri, Steffie og Geli i Hessen for tilladelsen, til at vise deres billeder her og til Lene i København for den gode oversættelse.

Jeg håber Sigis kreative evner inspirerer mange af vores læsere. Det er jo blot fantasien, der sætter grænsen.

Endnu engang, tusinde tak Sigi.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.