Om Celluloid og Tortulon

Med hilsen fra Lise Brastrup Clasen ©

 Da vi for tiden beretter om celluloiddukker— senere fremstillet af Tortulon er det helt sikkert af interesse for jer for jer at få disse detaljer om materialet, samt eventuelt at besøge

 S æ r u d s t i l l i n g e r n e     i   Coburg   og Neustadt

Celluloiddukker— vidner om tiden fra 1930erne til 1950erne

(”Celluoidpuppen— Zeitzeugen der 1930er bis 1950er– Jahre” )

Billede2
Her ses Celluloiddukken Hans, en af de fem berømte ”Skildpaddebørn”

Coburg Dukkemuseum viser i perioden 8. august—8. november 2015 denne interessante særudstilling. Her fokuserer man især på barnets verden. Celluloidproduktionen startede allerede i 1895, men først i 1920 blev produktet for alvor udbredt. Frem for alt kender vi de ”5 Skildpaddebørn: Inge, Hans, Christel, Bärbel og Strampelchen”, som fra begyndelsen af 1930erne blev enormt populære. Efter en afbrydelse i 2. Verdenskrig genoplevede man atter de dejlige celluloiddukker, og også de senere producerede modeller fra 1952-53 fremstillet i Tortulon, som efterfulgte celluloid, nød stor anseelse og popularitet.

Parallelt til udstillingen i Coburg viser museet for tysk legetøjsindustri i Neustadt— (Museum der deutschen Spielzeugindustrie) ligeledes en udstilling med samme tema. Begge udstillinger supplerer hinanden og kan besøges med en kombibillet, idet man får rabat ved besøg af begge udstillinger.

Billede1
Hermed nogle af dejlige Celluloiddukker fra udstillingerne!

Udstillingen i Neustadt helliger sig således samme tema, men belyser samtidig andre aspekter: Celluloid blev oprindelig udviklet som erstatning for elfenben, og i begyndelsen fremstillede man hovedsaligt klavertaster, håndtag til paraplyer og parasoller, billardkugler, og desuden brillestel, toiletartikler, skakbrikker og fløjter. De første forsøg på at fremstille celluloiddukker fandt sted allerede i 1879, men på den tid var dukkehoveder af porcelæn, papmaché eller voks meget billigere at fremstille, og frem for alt var det mindre farligt end at arbejde med celluloid. Omkring 1893 fandt man en kemisk forbindelse, som forringede brandfaren. ”Skildpaddefirmaet” opnåede lynhurtigt monopol på fremstilling af celluloid, og producerede foruden sine egne celluloiddukker også råmaterialet, som man solgte til de andre firmaer.

Allerede i 1895 opnåede celluloiddukkerne en så stor markedsandel, at man ikke mere kunne ignorere denne produktion. Celluloiddukkernes sejrsgang var simpelthen utrolig!

I 1952/53 blev celluloid totalt forbudt: Et resultat af de højeksplosive syrer under fremstillingen samt den sundhedsrisiko, som viste sig blandt børnene. Først nu kunne man bevise, at stoffet var giftigt sammen med spyt og havde været og var årsag til en række af dødsfald blandt børn.

Særudstillingen om ”Dukker af celluloid” sætter den særlige charme i centrum, som disse dejlige dukker uden tvivl havde og stadig har. Udstillingen informerer desuden om de forskellige fabrikanter, halsmærker, logos— ja, over alt, hvad en ejer og samler af celluloiddukker måtte ønske sig at vide.

Gå ind på nettet under disse sider og få detaljerede oplysninger om museerne og udstillingerne.:

www.coburger-puppenmuseum.de   og/eller   www.spielzeugmuseum-neustadt.de

 G o d     L æ s e l y s t   og     G o d   F o r n ø j e l s e   !

 

 

2 tanker om “Om Celluloid og Tortulon”

  1. Skal jeg være bange for at have mine celluloid dukker stående på mit soveværelse? Altså udgiver det gift til rummet og er det muligt for solen at varme det op til en farlig temperatur?

    1. Kære Maria Pedersen!

      Tak for din forespørgsel. Vi har en artikel om behandlingen af celluloid-dukker etc., som du kan læse på bloggen!

      Men jeg kan da fortælle dig følgende: Det gamle Celluloidmateriale kunne være giftigt. Der skete uheld for små børn, der ofte suttede på tingene; der var enormt mange rangler og legetøjsting i celluloid. Desuden kunne materialet være brandfarligt, (det måtte selvfølgelig ikke komme i nærheden af åben ild), derfor gik man over til f.eks. Tortulon.. Men jeg har aldrig hørt, at der skulle sive giftstoffer ud fra celluloid, det kræver sikkert en videnskabelig undersøgelse og en forespørgsel til firmaet Schildkröt. Selv ville jeg ikke være bange for den slags, men jeg sover altid med åbent vindue. – du tænker sikkert her på giftstoffer f.eks. i asbest-isolationsmaterialer i væggene!
      Sol og varme får celluloid til at splintre, så stil ikke dukkerne i solen, i det hele taget skal celluloiddukker og andre ting af dette materiale hverken stå for varmt eller for koldt. En stabil temperatur og ikke udsat for skarp sol.
      Men som sagt, læs desuden vor artikel om at behandle celluloiddukker korrekt.

      Nysgerrig, som jeg er, vil jeg da gerne høre lidt om dine celluloiddukker og deres historie, gerne med fotos.

      Hjertelige regnverjshilsner herfra
      Lise (Brastrup Clasen)”

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.