Med dette skønne Pauli Ebner påskekort, vil jeg ønske alle bloggens læsere en rigtig god Påske. Kortet er fundet på nettet.
Lene
God Påske
En Påskehilsen fra Sigi og Gerhard.
Med dette søde kort, som Sigi så dygtigt har kreeret, ønsker hun og Gerhard alle bloggens læsere, en God Påske.
En God Påske ønskes I også, Sigi og Gerhard og tak for det skønne kort.
Lene
En påskehilsen fra Angelika
Igen har Angelika Salzwedel en udstilling på Itzehoes bibliotek. Denne gang er det påsken og den figurer, hun udstiller fra sin store samling. Byen ligger ikke langt fra Lübeck, så er man i Nordtyskland, er det et fint mål.
En Stor tak til Angelika, for at dele med os her på bloggen.
© for tekst og billeder: Angelika Salzwedel
Oversættelse. Lene Byfoged
Udgivet d. 6. april 2022.
Det er allerede påske i byens bibliotek i Itzehoe. Der er en udstilling, der hedder “God påske”, som der ofte stod, på de gamle påskekort. I den nuværende verdenssituation, er det et fint lille højdepunkt, at opdage noget positivt og smukt.
I denne udstilling sætter Angelika Salzwedel fokus på glansbilleder, påskekort eller dværgpapegøjer, som de også blev kaldt. De første kort dukkede op omkring midten af 1850’erne. Omkring 1880 blev de smukkeste påskekort lavet, i vidunderlige farver og med flotte prægninger, herunder påskeharer, naturalistiske eller meget ofte i tøj som bukser, skjorte og jakke eller kaniner i romantiske kjoler eller med forklæde, mens de malede æg. Mange sådanne ark glansbilleder (genoptryk) med gamle motiver er udstillet her. “Det er også mine absolutte favoritter,” siger samleren.
Et særligt fint et, er en gave fra hendes samlerveninde i Sachsen. I 1950’erne blev der lavet papircollager med forskellige glansbilleder. En gammel original er udstillet og Angelika Salzwedel har selv lavet flere, med gamle glansbilleder eller gamle klistermærker, som før blev kaldt “selvklæbende billeder”, som der står på en af hendes gamle pakker.
Udover påskekortene, er der også søde kaniner lavet af træ, plys, porcelæn og papmaché. Disse papmaché-kaniner kommer fra Thüringen og laves der stadig i dag. De har siden begyndelsen af det 20. århundrede kunnet fås som “slikbeholdere”, som er kaniner, man kan fylde ved at dreje hovedet og lægge slik i kaninens krop. Mange ventende kaniner har en kurv på ryggen, den såkaldte Kiepe, som selvfølgelig også kan fyldes.
En lille figurativ kaninskole og den tilhørende bog venter på besøgende, ligesom de gamle, smukt dekorerede pappåskeæg, hvori der blev lagt slik, og som nu er tilgængelige igen. Udstillingen varer indtil 30. april 2022.
Åbningstider: Man, Tir, Tor og Fre fra 10.00 til 18.00 og lørdag fra 10.00 til 13.00
Ons og Søn lukket.
Tak til Lene for oversættelsen.
Angelika
Strassburg-Stuen – en bondestue med en historie
Endnu en gang har Sigi Ulbricht sendt mig en af sine dejlige artikler, om hendes dejlige dukkestuer.
Sigi er så kreativ og dygtig og det glæder mig hver eneste gang, jeg kan sætte en af hendes detaljerede og inspirerende artikler på bloggen.
En stor tak til Sigi!
© for tekst og billeder: GMUwebSign
Oversættelse: Lene Byfoged
Udgivet d. 23. marts 2022.
Husk dato.
Lad os gå tilbage til 1942. Der bor en tysk familie på 4. Far, mor, søn og en datter på 5 år, i en forstad til Strasbourg. Det er ikke en nem tid – heller ikke for børnene. Krigen rasede omkring dem, og beboerne i Alsace var ikke begejstrede for deres nye (besættende) naboer. Der lå en stor våbenindustrivirksomhed i umiddelbar nærhed og derfor, er byen ikke helt så stille og tryg, som den idylliske lille gade antyder at være. Der var ingen legekammerater til børnene.
Så fik moderen sendt en bog fra sin hjemstavn. Den er fra 1936 fra Beyer Verlag. “Gør-det-selv legetøj, lavet og savet af træ”. I den var der skabeloner, man kunne stryge direkte på træ. Der var også skabeloner til en dukkestue. Denne stue ville moderen, så gerne have, at hendes datter fik.
Om aftenen, når børnene sov, blev køkkenet lavet om til et tømrerværksted. Med
en masse kærlighed, omsorg og omhyggelighed – trods alt var faren designer af profession – han savede, limede og malede dukkestuen til sin datter
Datteren fik stuen i marts 1942 til sin fødselsdag.
Denne dukkestue blev kun sjældent brugt og derefter meget skånsomt. I forsommeren fik den lille pige fik endnu en lillebror og pasningen af ham var mere interessant for hende.
I forsommeren 1944 måtte familien flygte fra amerikanske luftangreb og franske kampvogne. Min fars firma stillede et jernbanetog til rådighed for evakueringen. Dette skulle bringe familierne og deres ejendele til Offenburg. Min mor, der havde 2 små børn at passe på, den ene i barnevogn, hund i snor og allerede gravid igen, nåede ikke toget, og flygtede på egen hånd via Freiburg til Bad Krozingen. Efter en pause tog vi videre til Sachsen-Anhalt for, at besøge min mors forældre. Der modtog de nyheden om, at toget var blevet angrebet og ødelagt af lavtflyvende fly. De få ting, der der ikke var ødelagt, var tilgængelige for de ansatte i Offenburg.
Min far kørte dertil og kunne bortset fra et testel, kun identificere dukkehuset som tilhørende os. Det blev sendt til min mor.
I Sachsen Anhalt, havde den lille pige ingen tid og intet sted til dukkehuslege. Så stuehuset forblev ned pakket. Den store kasse flyttede fra Köthen til Aschersleben i 1949 og flyttede vestpå i 1956. Overlevede yderligere tre familieflytninger dertil og fandt et midlertidigt hjem i 1992 i den yngste datters kælder. Og så i julen 2010, for at starte en ny tur, denne gang fra Westfalen til Slesvig-Holsten. Der landede det under vores juletræ.
Vi, min mand og jeg, sad godt tilpas ved juletræet og åbnede de pakker, som postbudet havde bragt ind fra julemanden, de sidste par dage. En pakke indeholdt en meget speciel overraskelse.
Min svigerinde gav mig dukkestuen til jul. Med andre ord kom “kun” møblerne med posten i starten. Hun ville ikke sende den store pakke med postvæsenet og vi ville jo komme i marts.
Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at lade møblerne stå, uden et hus så længe. Så i juledagene byggede mig en kasse af pap. Jeg fik at vide, at rummet havde en slags ramme, og jeg har altid tænkt på, at de smukke Kuhn-værelser selvfølgelig havde en blomsterdekoration
Jeg syntes min “bolig” blev meget vellykket og jeg var især tilfreds med vinduet og udsigten til Alperne – det var rigtig godt at bo der.
Da jeg modtog dukkesuen, var den helt anderledes end hvad jeg havde forventet – men jeg syntes den var så smuk og jeg omarrangerede den med det samme
En Edi-familie er flyttet ind i Strassburg -Stuen. Far, mor, datter, søn og en lille baby dreng (kan kendes på de lyseblå seler). Til baby strikkede jeg en jakke og seler af sytråd. De øvrige familiemedlemmer er klædt i deres originale stil – alpestil.
Ud over de tobenede venner, er de firbenede venner i en stue, altid særligt vigtige for mig. Et dukkehjem er alligevel ikke komplet uden hund og kat. Den lille setter, som boede der midlertidigt, har nu fundet et nyt hjem i en anden stue. Pudlen fra 1950’erne passede meget bedre, fordi familien altid havde haft en kongepuddel.
I virkeligheden, kom en kat først ind i familien, meget senere. Denne, der så pænt mener at bolden er dens, er af porcelæn og af nyere oprindelse. Det bidrager meget til den harmoniske hygge.
Møbleringen i en stue vokser med tiden. Først putter du det tilbehør i, der bare ligger i overskudskassen – bare så der “kommer liv ind i stuen”. Men lidt efter lidt bliver det, som du forestiller dig det.
Jeg blev selvfølgelig guidet af den sort/hvide illustration i bogen “Puppenstuben Puppenhäuser” af Alice og Botho Wagner
Vejledning 9321 Heyne Book 3600 fra Antiques-serien
Genoptrykt med forfatternes venlige tilladelse.
I enhver ordentlig katolsk husholdning hænger der et kors på væggen – og sådan skal det selvfølgelig 0gså være i Strassburg-Stuen.
Her i nord finder man sjældent det lille “Kors”, der altid ser så flot ud på væggen i et stuehus. Men i ny og næ, sender en veninde fra det sydlige Tyskland mig en, som hun finder på et loppemarked. Den lille Raffael-engel kommer fra en konfettipose.
Jeg kunne slet ikke vænne mig til en tornekransen. Det virker for følelsesladet på mig. Så jeg opgav den.
Jeg har tilføjet en lille bogreol fra mit lager. Jeg vil prøve at male hylden, så den matcher resten af møblerne. Jeg er ikke god med en malerpensel, men jeg burde kunne gøre det.
De faste læsere af www.tortula.de, ved at jeg har en stor forkærlighed for de dejlige små ting fra Erzegebirge – store som små. Så det er bestemt ikke overraskende, at der i Strassburg-Stuen står et kaffestel i træ fra Erzgebirge på bordet. Jeg synes, det passer så fantastisk ind i dette rum, med sin kombination af naturlig farve og rød.
Da jeg pakkede møblerne ud i julen, og min mand så bordet, kunne han stadig huske den malede røde dug. Da jeg ikke er sikker på, hvordan de gamle farver hænger sammen med nutidens dukkehusvoks, lagde jeg et stykke folie på alle de overflader, jeg ville have noget på, og limede delen til med dukkehusvoks. Så alt er fikset, men garanteret uden at beskadige malingen.
Jeg lavede kukuret af et papirhåndværksark, og jeg synes, det er meget vellykket. Man kan næsten høre den lille fugl kalde. Alligevel besluttede jeg mig senere for at bruge træuret fra DDR – fra VERO, selvfølgelig, hvem der end har bygget det. Det passer virkelig perfekt.
Mens jeg kun kender de farverige vævede kludetæpper fra Norden (“Bullerby!!!”), så lærte jeg af en sydtysk ven, at der også hækles kludetæpper i Bayern. Nå, for mig, da jeg aldrig sidder nogen steder uden en “strikket strømpe”, var det dagens ordre. Siden da har jeg hæklet tæpper af farverigt perlegarn. Og siden da har mine stuehuse været meget hyggeligere end før. Virkelig nydeligt.
Da jeg startede www.tortula.de for mange år siden og valgte skildpadden som mit, besluttede jeg, at der skulle være en lille skildpadde i nederste venstre hjørne af hvert af mine dukkehuse. En lille “tout” (tortula) kravler frit rundt i Strassburg-Stuen.
Det er nok sådan, at dyrene i den harmoniske Edi-familie også lever fredeligt og harmonisk sammen.
I slutningen af denne artikel om Strassburg-Stuen, er ét spørgsmål stadig ubesvaret:
Hvem fra denne store familie får lov til, at sove i den ikke særlig store seng?
Jeg kender familien, gætter på pudlen.
Jeg vil gerne takke Alice og Botho Wagner for tilladelsen til at vise billederne her og Lene for den flotte oversættelse
Tekst: Sigi Ulbrich – www.tortula.de
Billeder medmindre andet er angivet: GMUwebSign
Kaya og Magnus – historien om de bedste venner
Der findes så mange dygtige dukkemagere og på Instagram følger jeg en del. Især Sybil´s Tales, hvis dukker er så charmerende og søde.
Sigita Stonienė er fra Litauen og er den dygtige dukkemager bag Sybil’s Tales. Hver eneste dukke har sin helt egen fortælling, som det er en fornøjelse at følge med i. Tøjet er imponerende flot og der er kræset om enhver detalje. Dukkerne er meget efterspurgte og bliver revet væk, lige hurtigt som de er færdige.
Jeg har fået tilladelse til at bringe historien om Kaya og Magnus her på bloggen.
© for tekst og billeder: Sigita Stonienė
Oversættelse: Lene Byfoged
Sigita fortæller:
Mit navn er Sigita og jeg er dukkemageren bag Sybils fortællinger. Min passion for dukkefremstilling startede for rigtig længe siden – jeg husker mig selv som et barn, der limede stof sammen for at lave en dukke, som jeg ikke kunne se på det tidspunkt. Senere har jeg fået en uddannelse i kunst og tøjdesign. Jeg arbejdede som designer, kort før mine børn blev født. Jeg vendte tilbage til dukkefremstilling, da mine børn var små tilbage i 90’erne – dukkerne var ret forenklede på det tidspunkt, men udviklede sig virkelig over tid. Jeg lagde dukkefremstillingen væk i en periode, men øvede mig altid i at sy – jeg syede til mig selv og min datter, indtil mit barnebarn Sibile igen inspirerede mig til at vende tilbage til dukkemageriet igen – det er virkelig mit lykkelige sted, hvor jeg kan omfavne kreativitet, pleje håndværk og dele glæden igen.
Kaya og Magnus – historien om de bedste venner
Der var engang en lille pige, der kunne lide at drømme og hendes fantasi var rigtig god. Når hun følte sig lidt ensom forestillede hun sig, hvordan det det ville være at have en bedste ven. der altid ville lytte og grine sammen med hende. Lille Kaya gik alene rundt i gaderne i den lille gamle by og iagttog nysgerrigt mennesker og børn, samlede små sten der lignede dyr. Hun prøvede at blive ven med de herreløse katte, men de ville aldrig snakke med hende.
En dag sad Kaya på bænken på et sødt lille torv. Hun læste et eventyr om prinsesser og dværge, imens hun spiste en rigtig lækker sandwich med ost. Hun var virkelig opslugt af sin bog, da historien var ved at nå kulminationen, og hun var ved at finde ud af, hvad der skete med den onde heks. Kaya rakte ud efter sin sandwich og kunne pludselig ikke finde den – hun stirrede overrasket et sekund. Kaya så sig omkring og rynkede panden, da hun bemærkede, at nogen kiggede på hende bag bænken.
“Hej, hvem er der?” spurgte hun. Ingen svarede, men hun kunne høre en stille gnasken. Først blev Kaya lidt bange, men hun besluttede, at hun ville ikke at give op uden kamp.
“Hvem er du, og hvorfor har du stjålet min sandwich?” spurgte hun med vred stemme.
Hun så den sødeste lille brune næse og runde ører. Det var en mus med den blødeste skinnende grå pels.,
“Er der ikke nogen, der har lært dig at dele?” spurgte musen, mens hun stadig nappede af osten på sandwichen. “Tror du ikke, det er egoistisk at spise sådan en stor sandwich helt alene? Der er vist ingen, der har lært dig en gode manerer” Kaya følte sig virkelig næsten flov. Forvirringen var så tydelig i hendes ansigt, at den lille kloge mus fortsatte.
“Selvfølgelig vil jeg tilgive dig, hvis jeg må sidde på dit skød og og du vil klø mig på ryggen og ørerne, mens jeg spiser sandwichen”. Kaya lagde ikke engang mærke til, at musen klatrede op på bænken og allerede sad på skødet. Hun rørte ved ham, og hans pels var så blød, at hun ikke kunne lade være med at ae den.
“Jeg er Magnus” præsenterede musen sig. “Jeg er den klogeste mus i verden” Magnus led tydeligvis ikke af mangel på selvtillid.
Da Kaya kom hjem og tænkte på Magnus, blev hun lidt irriteret over hans opførsel. Samtidig ville hun gerne tilbage og møde denne stolte mus igen.
Kaya mødte Magnus igen og igen – hun lavede hans yndlingssandwich og bragte den sammen med ost til ham. Hun lærte, at Magnus virkelig var klog – han lærte hende om alle eventyrene i den lille gamle by. Han viste hende, hvor hun skulle gemme sig, når regnen begyndte, og hvor hun kunne se den smukkeste solnedgang. Der gik måneder, og Kaya spadserede stadig rundt i de små gader, men var ikke længere alene. Magnus lærte hende at cykle og lave de lækreste sandwich med tredobbelt mængde ost. En tidlig morgen indså hun – hun havde faktisk fundet sin bedste ven.
Kaya har rødt naturligt mohairhår, som jeg selv har klippet. De sidder rigtig godt fast, du kan flette, rede og lege med dem. Hun er en fritstående dukke. Hun er 44 cm (17,3”) høj, kan vippe hovedet op og ned, også flytte det til siderne. Hendes proportioner ligner et barn på 5 år. Hendes ben kan bøje sig på knæene, hun kan sidde pænt. Kayas hoved, torso og ben er nålefiltede, kun hendes arme er frithængende og fyldte. Magnus er håndlavet legetøj, jeg har lavet ham af uld og bomuld. Han har en lille pyjamas med små blå knapper.
Sigita
Se flere af Sybile´s Tales skønne dukker på hendes hjemmeside: www.sybilstales.com
Sybil´s Tales er også på Facebook, Instagram og Pinterest
Tusinde tak Stonienė, for tilladelse til at bringe denne artikel.
Lene
Inspiration!
Jeg fik en mail fra Anne-Marie Rothausen, der efter inspiration af billeder her på bloggen, har malet det dejligste billede. Jeg får ind imellem meldinger om, hvor glade læserne er for bloggen, men har da aldrig set dette før. Så dejligt, at bloggen kan inspirere på denne måde også.
© for billede: Anne-Marie Rothausen.
Anne-Marie skriver:
Jeg sad og hyggede mig med at kigge på billeder af gamle dukker mv. og faldt over denne blog – hvor jeg i den grad blev inspireret til at male “legehjørnet”
Det endte op i dette billede på 90 x 70 cm. Hvor man med garanti kan finde et par dukker jeg har lånt fra bloggen.
Med venlig hilsen Anne-Marie Rothausen
Jeg kan sagtens genkende dele af billedet. kan I?
Skulle der være andre læsere, der har lyst til at vise, hvad vores blog har inspireret til, hører jeg gerne fra jer.
Lene
Min soldater skole er endelig færdig.
Indrømmet, jeg holder meget af soldater, især marinesoldater. Min far var ved Søværnet og hele min barndom var præget af det, på mange måder. Og på min morfars side var mange generationer tilknyttet Holmen og de er døbt, konfirmeret, gift og begravet fra Holmens Kirke. En tiptipoldefar var sågar tambourmajor og blikkenslager på Christiansø, så det ligger måske i generne.
© for tekst: Lene Byfoged
© for billeder, hvor intet andet er anført: Torben Byfoged
For omkring 20 år siden købte jeg min første lille soldat i bisque, på et antikmarked i Hamborg. Og det er først for et par år siden jeg erhvervede mig den sidste, marinesoldaten, som ser så glad og fræk ud. Længe havde tanken om en skole været der og nu begyndte jeg så, at finde på møbler osv til den. Skolestuen fik jeg også købt, den er meget brugt og det ses tydeligt, men jeg syntes den er charmerende sådan og jeg ville gerne have det patinerede look. Kun en enkelt soldat er købt i Danmark, af en anden samler. Resten er købt i Tyskland.
For et par år siden begyndte jeg halvhjertet at sy på en uniform til læreren, men det blev ikke til mere. Min mands kræftsygdom og coronaen satte en stopper for lysten til at fortsætte.
Men så en dag fik jeg en mail, fra Mosede Fort Museet, de havde læst min artikel , http://dukkedroemme.dk/boern-og-legetoej-under-1-verdenskrig/Børn og legetøj under 1. Verdenskrig, her på bloggen. De skal i uge 8 have udstillingen “Skal vi lege krig?” og ville gerne i den anledning, have lov til at låne min samling af dukker og børneservice.
Jeg så straks muligheden for at få skolen færdig og gik i gang med at sy uniformer og lave skoletasker m.m. og da alt er syet og lavet i hånden, tog det en del timer.
Bælterne er lavet af blødt skind og med dukke skospænder, som bæltespænder, ligeledes til taskerne.
Taskerne fandt jeg mønstret til på Pinterest, et nemt et, hvor man blot limede dem.
Jeg havde som tidligere skrevet købt ting til skolen hen ad vejen, men manglede alligevel en del ting. Så sendte Sigi Ulbrich www.tortula.de, mig et billede af en af hendes fine stuer og på væggen var de sødeste billeder, af mennesker i folkedragter. Jeg spurgte til dem og fik at vide at det var badges, som under 1. Verdenskrig og blev givet til de mennesker, der hjalp de fattige. Og dem var der masser af og det offentlige kunne ikke hjælpe alle. De bliver kaldt WHW, hvilket er en forkortelse af “Winterhilfswerk”.
Efter jeg gik på Ebay.de for at lede efter disse, er jeg blevet klar over, at det som så meget andet, er et stort samlerområde. Jeg var heldig at finde skønne billeder også, af soldater fra forskellige årstal. De er i metalrammer og er maskinsyede. Da jeg var i gang fandt jeg en komplet serie fra 2. Verdenskrig og et par skibe, også derfra.
Verdenskortet, kortet over Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, samt de andre anskuelsestavler er printet ud på rispapir og så limet på tyndt pap.
Jeg håber I kan lide min skolestue, som tidligere skrevet, er den en blanding af lidt af hvert, men det har været rigtigt hyggeligt at lave den og på en måde, lidt trist den er færdig nu. Men så har jeg fået gnisten tilbage og nu står min Fanøstue og mit englehus, med engleskole og venter på, at jeg går i gang med dem.
Lene
Skal vi lege krig i vinterferien?
I uge 8 i vinterferien, er der en udstilling på Mosede Fort Museum om børn og krig. Hvor meget legetøj der vil være, ved jeg ikke, men min egen lille samling af dukker relateret til 1. Verdenskrig, vil være udstillet der.
Lene Byfoged
Krigslegetøj kommer i mange afskygninger, og krigslege har til alle tider været populært blandt børn. I vinterferien leger vi krig på Mosede Fort.
Tinsoldater, en skarpladt gren eller laser guns i farvestrålende plastic; krigslegetøj kommer i mange afskygninger, og krigslege har til alle tider været populært blandt børn.
I vinterferien på Mosede Fort udfolder vi emnet og giver et historisk blik på krig og legetøj. Vi skal kigge nærmere på det historiske krigslegetøj og sammen undersøge krigslegenes fascinationskraft i børnerundvisningen i kasematterne,
Efter rundvisningen går vi ud i fortgården og på de græsklædte volde, hvor I kan dyste mod hinanden i forskellige krigslege. Prøv fx håndgranatkast og skyd til måls med melbomber.
Når benene trænger til en pause, kan I slå jer ned i Infirmeriet og tage et slag krigsbrætspil.
Program
Kl. 11.30 – 12.00: Børnerundvisning om krig og historisk krigslegetøj.
Kl. 12.00 – 15.00: Forskellige krigslege i fortgården og på de græsklædte volde og krigsbrætspil i Infirmeriet.
Arrangementet er en del af Greve Gaming – et samarbejde mellem Greve Bibliotek, Klub Godset, Greve Kultur-Base og Greve Museum
Uge 8 fra d. 22.2. – 25.2.2022
Åbent: 11:00 – 15:00
90 kr. for voksne. Gratis for børn op til 18 år.
Mosede Strandvej 87a, 2670 Greve
Pauli Ebner, en stor kunstner
Hvor er vi heldige, at Sigi Ulbrich stadigvæk har lyst til, at dele sin store viden om mange spændende ting med os.
Jeg faldt for det søde postkort og, at der skulle komme dette fine indlæg ud af det, havde jeg ikke drømt om.
Tusinde tak Sigi!
© for tekst: Sigi Ulbrich
D. 12.1.2022 Pauli Ebner – en stor kunstner
Da jeg læste Lenes juleønsker til læserne af dukkedroemme.dk, smilede jeg. Pauli Ebner-illustrationen ramte mig i hjertet og sjælen. jeg tænkte straks på min gudmor, som testamenterede sin store samling af postkort til mig. Med mange – rigtig mange – kort fra denne store kunstner.
I 1873 regerede Kejser Franz Joseph I i Østrig
I 1873 regerede Kejser Wilhelm I i Tyskland
I 1873 regerede Kong Christian IX i Danmark
1873, året for verdensudstillingen i Wien
1873, året hvor Levi Strauss modtog det amerikanske patent på Levis-jeans
1873, året hvor Pauline Ebner blev født den 26. august i Wien.
Pauline Ebner blev født i Wien, som datter af en handskemager. Der fik hun lov til at,
tage uddannelse på den private malerskole Strehblow i Wien. Ikke noget man tog for givet dengang – der var langt fra lige rettigheder for kvinder. På det tidspunkt, tidspunkt døtrene faderen og “ejendomsretten” gik til manden med ægteskabet. Kvinder fik ikke lov til at studere og måtte kun udøve nogle få erhverv og kun med ægtemandens godkendelse.
For eksempel var der kun valgret for kvinder i
Danmark 1915,
Østrig 1918,
Tyskland 191,9
Men det betød, at kvinder stadig, var langt fra at have lige rettigheder.
Så min storesøster skulle stadigvæk, have tilladelse, fra sin mand i 1960’erne, da hun ville søge om pas.
Da jeg begyndte at arbejde, som journalist i slutningen af 1980’erne – på et absolut mandligt domæne, nemlig jernbanespecialistområdet – skiftede jeg mit feminine
fornavn til det unisex korte navn “Sigi”. Selv for 35 år siden var det for nogle mænd
utænkeligt, at en kvinde kunne vide noget om disse “mandsting”. Jeg har selv flere gange oplevet, at jeg stillede spørgsmålene, og min mand, der fulgte med mig som fotograf, fik svarene.
Er det derfor, Pauline malede under sit kaldenavn Pauli? Det har været umuligt for mig, at finde ud af , men jeg tror, det er absolut sandsynligt.
I 1912 blev Pauli optaget i den østrigske sammenslutning af kunstnere. Hun udmærkede sig med sine illustrerede børnebøger og malede mange billedpostkort og lykønskningskort til diverse postkortudgivere. Disse blev trykt med diverse ønsker på mange sprog. Hun har også tegnet mindst 4 serier Panini-billeder for det tyske firma Palmin samt en serie for det Schweizisk chokoladefirma Suchard.
Hendes yndlingsmotiv, var små børn, især piger. De små heltinder ser altid på Edi-dukkerne, og nu og da har jeg set et postkort kun med dukker på.
Hun signerede for det meste sine tegninger som “Pauli Ebner” eller “P. EBNER”. Det er dog sandsynligt, at andre bøger er udgivet anonymt.
Velkendte illustrerede bøger:
Barnets daglige løbetur
Ungdomsspejl
Kom her allesammen
Min dukke
Familie Schnuppernässchen: Et dyreeventyr / I påskeharelandet Waldmännlein fortæller Smukke tyske børnesange og rim for mor og barn, Nürnberg 1910
Pauli Ebners postkort er et populært samlerområde, og lad os være ærlige – de passer også fint, som dekoration mange steder i vores samlingsområde.
Den store kunstner døde i 1949
Jeg fik min “viden” fra Wikipedia.de. De viste postkort er alle i min besiddelse – fra min gudmors postkortsamling. Imidlertid har jeg dog tilføjet mange kopier af dem
– jeg kan bare ikke gå forbi disse kort. Jeg vil vædde på at der er du er ikke anderledes.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg vise dig mit yndlingspostkort her. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg er ikke alene om dette.
Jeg vil gerne takke Lene for den gode oversættelse og layout.
Kilde: Wikipedia.de
Billeder fra Sigi Ulbrichs postkortsamling
Og her nedenunder, det søde postkort, jeg ønskede læserne en glædelig Jul med.
Lene
Glædelig Jul
Alle læsere ønskes en rigtig glædelig Jul og et godt Nytår.
Som alle andre, håber jeg på vi går et år i møde hvor coronaen, ikke præger vores liv så meget. Alle er jo påvirket på den ene eller anden måde.
Det er fantastisk så mange læsere bloggen har, både her i Danmark og i udlandet. Det glæder mig meget og forhåbentligt kører den videre i mange år endnu.
Savnet af Lise store viden og kreativitet, er stor, og derfor…….
Husk: jeg modtager gerne stof af interesse for læserne.
Mange julehilsener
Lene